Denne her kan man vist ikke løbe fra det

[Deleted]

Tag: @valentine

Det var begyndt at blive lidt varmere om natten efterhånden, men hos Morag herskede kulden vist konstant efter en så ofte omgang med dementorene. Det var en selvfølge, at man blev kold på indeni og udenpå, andet kunne virkelig ikke forventes. Dette var nok også grunden til, at Morag ikke følte bare den mindste skam over, hvad hun lige havde været i gang med. Og det var skam heller ikke første gang, det var sket. Raghnaid havde givet hende besked på at slå en mugglerfamilie ihjel, og det havde hun gjort. Men da hun var kommet direkte fra arbejde, synes hun alligevel, at hun fortjente lidt sjov ovenpå dementorene. Hun havde derfor ikke bare gjort kort process med dræberforbandelsen, men låst dem inde i deres eget hus, hvorefter hun simpelthen bare var gået amok i hundeskikkelse. Hun havde skambidt hele bundtet til ukendelighed, og der var ikke den mindste tvivl om, at de var døde, da alle deres ansigter sådan set var halv spiste. Hun havde jo trods alt ikke fået mad hele dagen, så hun synes kun det var rimeligt, hvis hun fik en snack ud af ekstraarbejdet her. Makabert? Jo det var det jo nu nok, men det var en norm blandt Terges, så Morag tog sig ikke rigtig af det.
Efter at have ædt sig vej gennem halvdelen af dem, havde hun dog valgt at gå tilbage til menneskelig skikkelse for at stikke ild til huset, der jo nok alligevel ikke var værd at holde stående længere. Desuden kunne man jo ikke have, at der var nogen, der sporede sig frem til hende. Men efter dette var gjort, var hun nu i færd med at vandre op ad den lange sti ved siden af bjerget, der havde afskåret dette hus fra resten af byen. Hun kiggede ned ad sig selv og kunne ikke undgå at bemærke hvor gennemblødt af deres blod hun egentlig var. Denne jakke var da vist ikke til at redde i hvert fald. Hun rystede på hovedet og spejede frem for sig genne tågen.

[Deleted]

På trods af at klokken havde været lort om natten, havde det alligevel ikke fjernet Valentines fokus på det vigtige, han var taget til Irland, for at finde, alt efter rygterne om at der skulle herske en gigantisk slange, et eller andet sted her i det bjerg beklædte landskab, og på trods af at der ligeså gik rygter om at der ingen slanger fandtes, så håbede han da inderst inde at han kunne finde denne magiske slange.

Som enhver anden slangehviske, ville han have den ultimative slange, som sit kæledyr, som sin ledsager, selvom han allerede havde, utallige slanger, så var der intet mere, melankolsk end at have almindelige slanger. Der var intet sjovt i det, nej, han skulle have en enorm, en som han kunne bruge som våben hvis det krævede det.

Dog på trods af den ulidelige tåge som mosekonen åbenbart havde været så vild at lege med her til aften, så måtte han fortsætte sin søgen.

Hastigt havde han stukket sin hånd ned i sin ene lomme og revet sit ur op, det virkede som om tiden havde været inde, med den samme elegante bevægelse havde han lagt uret tilbage og fremmanet en slange gennem hans stav, hvorpå endnu en, og en mere også kom frem.

For normale mennesker, ville det blot havde lydt som en hvisle mellem slanger og ham selv.

Men for Valentine, havde han beordret dem ud for at finde, denne magiske slange, som han måtte tæmme. Dog blev hans synsfelt hurtigt afbrudt, det grønne lys havde skåret i hans øjne, på trods af den tætte tåge, kunne man umuligt tage fejl, havde der virkelig været en som havde begået en sådan forbrydelse, at bruge dræberforbandelserne? Nej, umuligt, og dog, underholdende, modigt, og ikke mindst af alt var det dumt, men absolut, så var det værd at undersøge nærmere. Dog var det forsent, da han var ankommet var huset i brand.. og sporene så ud til at forsvinde, selvom det virkede som et tidsspilde måtte han finde personen.

Med en hastig bevægelse, havde han glattet sit elegante jakkesæt, som ikke engang på trods af naturen havde lidt en eneste misfarvning, ikke en eneste jordklat var landet på tøjet, ej heller en fold var der at spotte.

Heldigvis for ham, spottede han en person længere, fremme, en kvinde, kunne det være hende? Med en løftet vinkende arm, bevægede Valentine sig tættere på hende "Frøken, vil du være så venlig at vende dig om mod mig?" Selvom det nok ikke virkede som den bedste måde at gribe det an på, så var det bedre han virkede høflig, dog var han alligevel vaks, hans anden hånd kørte ned imod hans stav, som han dog ventede med at trække, trods alt, kunne det nemt være en ganske almindelig person, der bare var på det forkerte sted, det forkerte tidspunkt.

[Deleted]

Morag havde faktisk ikke helt fanget, hvad denne mugglerfamilie havde opdaget, siden de skulle udryddes. Raghnaid havde bare givet hende ordren, og så var hun stukket af. Faktisk, så vidste hun sjældent, hvorfor hun skulle dræbe, men sådan var det vist bare. Det var en gammel tradition at udrydde dem, og hvis ikke hun lystrede, så skulle Raghnaid nok sørge for, at hun kom til det. Hun kunne være modbydelig, når det kom til opgaver som dette, for hvis hun ikke selv havde noget, hun kunne tænkte sig at afstraffe med, så lod hun blot Monsieur Mortem om sagen, og så ville hun dog hellere selv dø, end at blive afstraffet af ham. Han kunne finde på de mest skrækkelige ting og bare kalde det for en leg. Han kunne finde på at kølhale folk, men at sikre sig, at de ikke døde af det, og det var vist en af hans foretrukkende, for han gjorde det ofte. Morag havde selv været vidne til det før, hendes følelser var forsvundet, og det havde været så væmmeligt at se på. Men i dag betød det ligeså lidt for Morag, som det gjorde for Monsieur Mortem. Hun havde ganske enkelt vænnet sig til det, og det kunne ikke være sundt. Hun vidste nemlig ligeså vel som resten af familien, at dette ville drive hende til vandvid og slå hende ihjel, for det ville ikke være første gang, at det skete. Det var faktisk sådan, de havde det med at dø blandt Terges.
Morag måtte hurtigt erfare, at hun nok ikke havde valgt det bedste tidspunkt til ikke at forsvinde med det samme efter mordet. Hun hørte nemlig fodtrin bag sig, men hvis hun var heldig, så var det bare endnu en muggler, som hun så let som ingenting også kunne tage med i faldet, hvis han eller hun skulle komme for nær. Ministeriet kunne i hvert fald umuligt været tilkaldt så hurtigt, så hun var næsten sikker på, at det måtte være en muggler. Dog lød stemmen, der tilhørte personen ikke som en tilfældig forbipasserende. Måske det var mugglernes ordensmagt? Hun bukkede hovedet en smule for at skjule hendes bloddækkede mund bag sin skulder, før hun drejede hovedet ganske let, for at se hvem det var. Hun drejede hurtigt hovedet tilbage, da hun fik sit svar og prøvede kort at tørre sit ansigt af i sine hænder, men forgæves, da de jo også var indsmurt i blod. Det kunne vel egentlig også være lige gyldigt i sidste ende, for jakken var jo tilsølet. Hun sukkede derfor, men kunne dog ikke lade være med at smile, for selvom det var en fra ministeriet, som hun genkendte, så betød det ikke, at hun var blind for at slå ihjel. Ham her havde da haft en eller flere fanger smidt i Azkaban, så det var derfor, hun kunne genkende ham. Snakket med ham havde hun dog aldrig, og det skulle vise sig, at hun måske nok heller ikke ville komme meget til det. Hun vendte sig langsomt om og så op på ham, da han jo var noget højere end hende, men alligevel var der noget med hende blik, der fik det til at ligne, at hun så ned på ham på en måde. Ikke at dette var bevidst, men sådan gjorde hun bare automatisk. "Nytter det overhovedet at forsøge at forklare?" Sagde hun uden at fjerne smilet.

[Deleted]

Tilsmudset i blod, de grønne lysglimt, og nu dette, lederen af Azkaban, havde det her været en heldig aften for Valentine, eller ville det vise sig at være en dødsdømt aften, hvor han ville ende med at tilbringe resten af sine dage i Azkaban, og blive beskyldt for mordet, på muggler familien? Nej, selvom han ikke kendte meget til Morag, kendte han hende godt på navn, udseende, og mere vigtigt af alt, hendes være måde. Ligesom ham var hun kendt for at være kold og kynisk, måske endda til samme plan som han selv var, selvom han fandt det ganske umuligt, at der skulle findes andre på denne klode som var ligesom ham.

Dog udbrød der en halvkvalt latter fra ham af, samt en rolig klappen, og et mere manisk smil tittede frem på hans læber. Nej hun var ingen fare, det som han havde opdaget kunne han i særdeleshed bruge til sin egen fordel. Klappende og stadig storsmilende, nærmede han sig hende "Jeg går ud fra at de havde bedt om det, ellers ville Azkabans Mad Dog, ikke være tilsmudset i blod, samt i ansigtet, faktisk er jeg fuldstændig ligeglad med hvad du har gjort" Kun ganske få individer kendte til den sande Valentine, den slimede, snu rad der havde kontakter, alle vegne, han udnyttede svagheder som han fandt, fejl, mangler, spionage, simpelthen alting som Valentine kunne vinde på, brugte han til sin egen fordel, at han skulle opdage lederen af Azkaban havde begået forbrydelser som kunne sende hende selv til at tilbringe resten af sin tid i Azkaban var ironisk, men ikke noget som han havde tænkt sig at indfri, nej han ville bruge dette til sin egen vinding. "Morag Duncan, Animagus Schæferhund, alder 30 år, Lederen af Azkaban, renblodet, har haft nogle problemer med noget blodsfanatik, hvis jeg ikke tager meget fejl?" Valentine kendte godt til hende, dog ikke så meget som han burde, selvom han havde rapporter om gud og hver mand, var de ikke alle sammen fyldest gørende, men oplysninger var nemme at skaffe indenfor Ministeriet, ligesom han selv havde fjernet meget af hans egne.

Men i dette tilfælde, var hendes familie meget ukendt for ham, som om de var forsvundet, eller aldrig havde eksisteret, ganske fascinerende, men dette havde ikke været tilfældet, han havde grebet hende med hænderne i kagedåsen, alligevel var han utryk ved det, hvis rygtet, og det han lige havde oplevet var sandt, så kunne hun nemt finde på at trække sin stav imod ham, og på trods af det, så var hun ikke bange for at bruge dræberforbandelsen, han måtte tænke på at gøre noget hurtigt, måske endda skabe en alliance imellem dem. Men som det stod lige nu, var han klar på et eventuelt angreb, og så dum kunne hun heller ikke være, hun ville ikke angribe en som hun vidste arbejde for ministeriet, trods alt, så havde hun vel en anelse hjerne som ville forhindre hende i at angribe ukontrolleret, trods alt, så var de begge også renblodet.

[Deleted]

For Morag gjorde det ikke den fjerneste forskel, om ofret var renblodet eller ej. Personligt, så havde hun faktisk aldrig rigtig kunne forstå, hvorfor de hadede mudderblod så meget, for hun så ikke selv den mindste mening i det. Hun havde oplevet ganske dygtige mudderblods hekse og troldmænd, men der var vel en forskel? Hun vidste også, at resten af familien heller ikke så problemet i det, men det betød intet. De var blevet skabt til at skulle udrydde mudderblod, det var det, deres forældre havde lært dem, selvom de også var ragende ligeglade. Den sidste ægte fuldblodfanati i Terges alliancen var gået ud for mange generationer siden. Problemet var nu bare, at når man var født ind i Terges, så havde man et automatisk behov og instinkt om, at man for alt i verden skulle adlyde overhovederne, der jo netop gav beskederne om mudderblodsudryddelse. Og ironisk nok, så så de eller ikke selv nogen god grund til det. De tog bare imod ordrer fra deres forgængeres portrætter, der endnu havde disse gammeldags holdninger i takt. Der var faktisk kun en person, der holdt hele dette som det var, og det var Monsieur Mortem. Hun kendte Monsieur Géroux og Raghnaid godt nok til at vide, at de ville slippe slægterne fri, hvis de havde muligheden. Men Monsieur Mortem var blevet manipuleret så godt og grundigt med, at han aldrig nogensinde ville sætte dem fri medmindre Jerome Mortem gav ham lov, og chancen for at det ville ske var lig nul.
Morag blottede tænderne i et smil, der kunne betragtes som mindre sindsygt, da han åbenbart fandt det morsomt at finde hende i denne situation. Om hun skulle tage det som godt eller skidt ville vise sig, da han sagde, at han egentlig var ligeglad med, hvad hun havde foretaget sig med dem. Noget fortalte hende, at dette faktisk var et godt tegn, men så igen, sagde hendes mange år som en del af Terges, at hun alligevel burde tage sig i akt, og det var de intentioner, hun altid lyttede til i sidste ende. Dog skulle det ikke udelukkes, at dette møde kunne føre noget godt med sig. "De har Deres sager i orden, min herre." Sagde Morag uden at lade det overlegne udtryk falme det mindste. Det kunne jo på den anden side heller ikke udelukkes, at dette kunne blive enden på hendes karriere som leder af Azkaban, men hvis det var tilfældet, så kunne enden på hans liv heller ikke udelukkes. Men dum var hun ikke, tværtimod. Hun ville ikke trække våben mod ham med det samme, men alligevel ville hun heller ikke bide sig for sikker på, at han ikke ville gøre det. Derfor var hun parat med staven i ærmet, hvis det skulle ske, men nu var tiden vist først til at finde ud af, hvad han egentlig havde i sinde at gøre med det, han lige havde opdaget. "Som sagt, så kan jeg vist ikke bortforklare det her. Så jeg spørger på forhånd, bliver der nogen duel af den grund?" Det var vist det nemmeste, På den måde ville de kunne droppe den formelle tale og bare komme direkte til sagen, hvis han virkelig havde tænkt dig at angribe.

[Deleted]

Valentine's mere maniske smil optrådte atter på hans læber, hvorpå han trak hånden væk fra sin stav, og løftede dem op i luften, der havde ikke været en grund til at han overhovedet skulle overveje at angribe, nej, de havde samme tankegang, luften emmede af det.

"Som en del af de magiske efterretninger, så burde jeg vide alt, og jeg ser ingen grund til at vi skal have en duel, hvis vi skulle, havde jeg alligevel vundet"

Valentine tog et par skridt tættere på hende, hvorpå en af hans tidligere slanger dukkede op, en lavmælt hvislen blev uddelt mellem dem, selvom det for Valentine var en samtale, ville hun ikke havde forstået det, medmindre hun også var slangehviske, men en sådan evne var der nu ikke mange som besad, og endnu færre ville tro de stadig fandtes.

Valentine satte slangen ned i det høje græs og den forsvandt, dog begyndte der en hvislen rundt omkring dem at opstå, ikke mere end tre slanger, måtte der være, men alligevel, utrolig godt gemt væk i græsset "Grunden til at jeg ved jeg vil vinde, er simpel, en sådan her slangegift vil kunne dræbe en i løbet af ganske kort tid, vi taler om makismalt et minut, dog ville du ikke have tid nok til at reagere, da giften ville lamme dig først, og så klapper resten af kroppen i" Dette havde været en af hans favorit metoder til at fange mørke troldmænd på, omringet dem, lammet dem, dog altid sørget for at det havde været slanger som ikke havde haft en dødelig gift i sig, hvorimod dem han havde her, var en helt anden sag, godt nok ville Morag, muligvis kunne dræbe ham hurtigere end han ville havde gjort ved hende, men så igen, nu vidste hun hvad der ville ske, hvis hun prøvede.

Samtidig med det, havde han fortalt at han ingen intentioner havde om at angribe hende, og hans hænder var ikke engang nær hans stav længere. Måske ville hun dog stadig se ham som en trussel?

"Jeg kan forsikre dig Morag, at jeg har samme mening, Muggler, halvblods, ja endda fuldblods det siger mig ikke så meget, vi er ved at være i åbenkrig med hinanden, ministeriet har fjender, deres fjender har fjender, alle har fjender, rent evolutionært, ender vi med at bringe det magiske samfund til ophør, dødsgarden, ministeriet, jeg siger dig, der findes ligeså gode troldmænd og hekse, som er mugglere, som der gør af fuldblods, det er tåbeligt.." Måske havde det været lige godt overmodigt for ham at udspille sine tanker, men måske, og kun måske, var hun enig med ham.

[Deleted]

Først da der blev sagt, at han ville vinde, hvis der kom en duel, ville han vinde, var Morag lige ved at hæve sine øjenbryn, men hun holdt sig selv tilbage, da hun slangen. Hendes første tanke var slangehvisker, for slanger var ikke altid lige nemme at komme omkring, så hun holdt indtil videre fast i den overbevisning, indtil andet var bevist. Imponerende evne at have, den var der ikke mange, der gik rundt med, så chancen for at det ikke hang sådan sammen var der også, men lige indtil videre, så var det, det hun fortalte sig selv. "Jeg kan godt se det." Sagde hun, og hendes lidt galningeagtige smil fandt sin vej frem igen. "Overtallet har ofte en stor betydning." Morag havde jo altid været en dygtig heks også uden at skulle overdrive. For det første så lå det bare til familien det med at have et højere intellekt end normalen, men for det andet, så havde de også en naturlig evne til at arbejde sig så meget frem mod sit mål, at man ofte glemte alt andet, indtil målet var nået, så alene disse to ting gjorde underværker. Men så var der jo også det faktum, at Raghnaid havde sørget godt og grundigt for, at hun ikke komme bagud med noget som helst. Hun havde i en alder af tretten år fået sit første møde med dolorosoforbandelsen, da hun skulle vide hvordan det var, og at det ikke var noget, man havde lyst til at blive ramt af. Derudover havde hun jo også været udsat for en god og meget grundig gennemgang af Legilimensi for at lære at beskytte sig selv mod det. Pointen var, at Raghnaid ikke havde lagt nogen midler på hylden, for at Morag skulle lære og blive en af de bedste, koste hvad det koste ville, og så kunne alderen være ligegyldig.
Ah, ja, hvor havde han dog ret. Men hun gad nu alligevel godt se, ham forsøge at forklare dette til Monsieur Mortem. Han ville ikke bukke under for noget som helst, hvis ikke Jerome havde givet ham besked på det, og den chance var så lille, at den praktisk talt var ikke-eksisterende. "Du har ganske ret." Medgav hun og trådte et skridt nærmere, men meget langsomt og bevægede sig ellers ikke tættere end dette. Hun var jo paranoid og tog altid sine forholdsregler. Derfor havde hun også sin tryllestav klar i ærmet endnu, selvom hun ikke lige umiddelbart havde i sinde at trække den, men nu var den der, hvis det skulle blive nødvendigt. "Samfundet falder fra hinanden så let som sandkorn." Hun kørte sin fod hen over gruset på stien og skabte en buet linje for at bevise sin pointe med det. "Der burde næsten gøres noget ved det, syntes du ikke?" Selvfølgelig syntes han dette, det var der ingen tvivl om, som Morag så det lige nu. Men nu var spørgsmålet jo blot om han var en af de folk, der havde meget at sige og lidt at lave, eller om han måske kunne tage vare på sagerne. Det måtte tiden jo vise, for hun havde både Azkaban og Terges at stå for. Og så længe Terges ikke gav hende besked på noget, så kunne det jo diskuteres hvor optimalt det var selv at gøre noget ved sagen.

[Deleted]

På trods af hans, intellekt, var han absolut ikke dum, han vidste godt at hun var paranoid, og hun hellere ville trække sin stav, end at blive taget ved overraskelse, men hvorom det var, så havde han da også godt opdaget at staven havde lavet en udbuling i hendes ærme, ergo var hun endnu ikke helt overbevist om hans hensigter, ej hellere om hun kunne tro på ham.

Selvom det var sagen, så vidste han cirka hvor hun stod, at hans net var omkring hende, og det eneste det krævede fra ham, var at hugge til, og så ville hun være solgt.

Selvom han ingen onde intentioner havde, og var mere eller mindre fascineret af Morag, så var han da alligevel påpasselig, trods alt, så havde hans øjne endnu ikke løjet for ham, og hun stod stadig indsmurt i blod som var det ingenting, hvilket han havde fundet ganske væmmeligt, hans mere perfektionistiske side, havde råbt adskillige gange af ham, at dette var da noget som var væmmeligt, det var tankeløst, det havde alt i alt, været en total tåbelig handling hun havde gjort, ikke engang lagt det skjult på sig, hendes spor var der stadig, duften kunne stadig emmes i luften, hvis ministeriet havde gidet, så ville de muligvis havde fundet hende nemmere, end som sådan, dog så virkede det også som om hun havde gjort det før, mange gange, og var vandt til det, så måske var hun ikke helt så tåbelig som han havde gået og troet, måske, måske var hun alligevel.

"Jeg siger dig, jov.. Nu hvor samfundet falder, nu hvor ministeriet lader formentlige dødsgarden vandre rundt og lege de bestemmer over gud og hver mand, så burde vi gøre noget ved det, vi burde ikke, vi GØR noget ved det, jeg har visse detaljer omkring at der mens vi står og snakker bliver lagt planer, planer, tankegange, som vi ikke har set, siden starten af det tyvende århundrede, der er nogle individer som har tænkt sig, at ændre synet på alting" Valentine, fik et selvfedt smil på hans læber, hvis hun vidste at han hentyde til Gellert's tankegang, kunne det være at hun var interesserede i det, og de nemt kunne etablere et forhold til hinanden, måske endda skabe en alliance sammen, men hvem vidste, måske kunne hun være en dødsgarde, eller være absolut omvendt, hun kunne være fanatisk indenfor ministeriet, og hellere så ham arresteret for hans ketteri, dog så var det en klar chance at han ville tag, selv hvis han vidste anderledes.

[Deleted]

Sikke dog et underligt fænomen. Var det mon også noget, der bare lå til familien? Det med aldrig at blive afsløret medmindre, man selv satte sig for det. Det var bare noget, der havde foregået gennem hele slægtens eksistens, og selvom man engang imellem var blevet taget på fersk gerning, så havde det altid bragt noget godt med sig, g det kunne gå hen og vise sig, at dette også var tilfældet denne gang. Det han lige havde sagt til hende lød nemlig meget interessant. For mange generationer tilbage havde Terges indgået et godt bekendtskab med Grindelwald, selvom de aldrig havde lagt sig under ham. Men delte interesser havde de haft på et eller andet punkt. Terges kunne leve i deres eget domæne, så længe de holdt så lav profil, som de altid havde gjort, derfor havde han ikke ønsket dem udslettet. Desuden kendte han ikke til alliancen, men blot slægternes overhoveder. Det var det, der gjorde, at det lød så spændende i Morag øre. Kendte han mon også til de historier og myter, som hun var blevet fyldt så godt og grundigt op med?
Morag tog endnu et skridt nærmere, stadig klar til at finde staven frem og forsvinde, om nødvendigt, da hun vidste, at hun var i undertal og oveni købet omringet af en trussel, som hun på så kort varsel ikke ville kunne opdage, medmindre hun forvandlede sig til en hund igen, men da ville det sandsynligvis være for sent, da slanger jo havde en forfærdelig hurtig reaktionsevne.
Det var kun et enkelt skridt hun tog, og det var igen meget langsomt, men denne gang satte hun også foden foran den anden klar til at tage endnu et skridt, der dog holdt inde. "Dine ord... fascinerer mig." Sagde hun med hævede øjenbryn, og hendes galningeagtige udtryk ændrede sig og fik en smule nysgerrighed blandet på sig, men så stadig lidt sindsygt ud... Og dog, hvis man kiggede efter, kunne man også fornemme noget forhåbningsfuldt over udtrykket, for hvis han virkelig delte disse tankegange, så kunne det her blive mere brillant, end Morag i starten ville have kunnet forestille sig. "Fortsæt endelig." Det skridt, hun havde været parat til at tage, tog hun nu, men holdt så også inde for denne gang. Det var meget tøvende, men alligevel elegante og på samme tid faretruende skridt, der alligevel ikke signalerede trussel på nuværende tidspunkt, men igen var forventningen at spore i det. Men hun turde dog ikke håbe på noget endnu, for det kunne jo sagtens være, at han alligevel ikke havde nogen anelse om, hvad det lød til, han snakkede om. Dog var chancen der, og Morag håbede inderligt på, at hun havde ret i sine mistanker.