Post af Deleted den Jul 21, 2014 21:05:59 GMT 1
"Det kan arrangeres..." sagde hun i et skævt smil: "Eller en hundekurv!" svarede hun igen, hun ville absolut ikke havde noget i mod at have ham boende hjemme ved side, men hun var dog ikke sikker på at hverken Jared, Byron eller nogen af de andre dødsgardister ville sætte pris på at hun havde en fuldblod boende som ikke hørte under dødsgardisterne, men på den anden side var han i det mindste fuldblod og det var da også kun derfor hun som sådan ikke var nervøs for at fortsætte sit venskab med ham når de kom tilbage til London. Harper lå blot med øjnene lukket som han sluttede sangen og følte nærmest hun var faldet i søvn - ja i tranche. Det var en fantastisk følelse og hun nød virkeligt bare at ligge og slappe af i varmen.
Harper kom med et lille skrig da han pludseligt var over hende, hun blev helt forstrækket nu hun nærmest havde lagt i tranche og et lille grin kom efterfølgende over hendes læber som han kiggede ned i mod hende og spurgte om hun ville høre endnu en sang, når det var ham så ville hun høre musik herfra og til om fire år: "Der er aldrig nogen der har spillet musik for mig før" sagde hun med en helt lillepige agtig stemme som var det en meget stor ting for hende, hvilket det jo rent faktisk også var. Som han nærmede sig hende kunne hun næsten mærke hendes mave sno sig sammen, alene varmen fra hans krop var mere end hun sådan lige kunne holde ud og som han kyssede hende kort, stoppede hun ham fra at trække sig for langt væk ved at lade sine hænder glide op i hans hår som hun let kyssede ham igen, åh hvor var det bare.... Anderledes. Hendes motto plejede at være kys først og spørg om navn bagefter, men nu havde hun jo kendt ham i flere uger. Det var nyt og bare så... Hyggeligt! Hvad andre nok ville kalde... Romantisk.
Harper kom med et lille skrig da han pludseligt var over hende, hun blev helt forstrækket nu hun nærmest havde lagt i tranche og et lille grin kom efterfølgende over hendes læber som han kiggede ned i mod hende og spurgte om hun ville høre endnu en sang, når det var ham så ville hun høre musik herfra og til om fire år: "Der er aldrig nogen der har spillet musik for mig før" sagde hun med en helt lillepige agtig stemme som var det en meget stor ting for hende, hvilket det jo rent faktisk også var. Som han nærmede sig hende kunne hun næsten mærke hendes mave sno sig sammen, alene varmen fra hans krop var mere end hun sådan lige kunne holde ud og som han kyssede hende kort, stoppede hun ham fra at trække sig for langt væk ved at lade sine hænder glide op i hans hår som hun let kyssede ham igen, åh hvor var det bare.... Anderledes. Hendes motto plejede at være kys først og spørg om navn bagefter, men nu havde hun jo kendt ham i flere uger. Det var nyt og bare så... Hyggeligt! Hvad andre nok ville kalde... Romantisk.