Hello, Goodbye

[Evan Riley]

@ben
- Hello, Goodbye -

---

Det var koldt, så meget vidste han da. Han havde ikke været ude af sengen i lang tid nu, men lige i dag var der rent faktisk kommet en vejleder op, og sparket ham ud af sengen, hvilket ikke var sket før. Han havde hurtigt taget uniform og kappe på, og skyndt sig ud. Han var selvfølgelig ikke taget til time af den grund, de havde faktisk været et godt stykke tid siden, at han faktisk havde været til time i det hele taget. I starten var det gået fint nok. Han kom til de fleste timer, bortset fra Forsvar Mod Mørkets Kræfter, men langsomt lod han sig blive mere og mere doven. Eller, doven var måske et lidt voldsomt ord, at bruge i hans situation. Han havde bare følt at alt kunne være lige meget, hvilket så kom til at gå ud over skolen. Hvis ikke der i dag var kommet en vejleder, og sparket ham ud, ville han slet ikke have flyttet sig ud af sengen, lige som alle andre dage i denne uge. Quidditch-træningen havde han også forsømt, hvilket havde resulteret i at Miles havde overtaget det meste af anføre-rollen, han vidste det, for én af de andre på holdet havde skældt ham ud, for ikke at komme, hvilket havde resulteret i, at Evan havde givet ham en lussing, og derved startet et slagsmål. Det varede dog ikke længe, før de blev stoppet igen, og gik hver til sit. Det var nok for et par dage siden, måske en uge? Han havde ikke været så fokuseret på det sidste.


Så nu sad han der. På en stol, i et tomt klasselokale. Hans overkrop hang hen over bordet, og hans ansigt var gemt i de foldede arme. Han havde tit siddet derinde sammen med Miles og de andre, når de pjækkede, hvilket også var derfor at han vidste at det var tomt. Det var befriende at få lidt ændring i luften, men det ændrede ikke på, at han frøs af helvedes til, og han var ved at blive forkølet.

[Deleted]

Miles sukkede tungt, der var ligepludselig meget at se til. Alle de lektier der allerede var kommet, og ikke nok med det, var Evan åbenbart ikke frisk? så han havde selv været nød til at være holdfører for pufferen. Nemt var det langt fra, og han havde flere gange været nød til at råbe af de andre, fordi de åbenbart ikke fattede at Miles var deres leder. Udover træning og lektier, havde han familie problemer og så var der lige det med kærligheden, for han var forelsket i en smuk pige men viste ikke om det var gengæld. Så der var mange ting som kørte rundt i Miles sind, desuden var han træt af ikke at vide hvorfor hans ven var så fraværende, han brude da kunne snakke med Miles om alt, men sådan var det åbenbart ikke? derfor havde han også undgået Evan oppe i sovesalen, han måtte komme til ham og ikke omvendt, selvom han inderest inde var en smule bekymret for sin ven. Miles var også kommet ud af sengen, men tog sig ikke af at Evan stadig lå i sin seng, han koncertrede sig om selv at få tøj på og pakke de bøger han skulle bruge, før han forlod rummet uden et ord. Miles tog til første time, men efter dette besluttede han sig endelig for, at kontakte sin ven, nu måtte tiden være inde og knægten havde bare at have en ordenlig grund. Miles var selv typen, som gik nogenlunde op i sine lektier, ikke fordi han skulle bruge sin uddannelse til noget, men det var rart at have en plan b, selvom plan a var perfekt og indenbar at han efter sidste årgang ville være professionel quidditch spiller. Det den drøm han altid havde haft og han troede på sig selv, vidste at han kunne klare det. Miles rakte hånden op i Professor Wolf`s time, fortalte at han skulle på toilettet for så at forladen klassen og sætte kursen imod et ganske særlig sted. Miles havde en ide om hvor knægten var henne, og var nettop på vej der hen, hans blik var irriteredet og han vidste at han sikkert ville blive sur. Efter lidt tid, skubbe Miles døren op ind til det tomme lokale, trådte ind og lukkede den bag sig, før han så lænede sig op ad den nu lukkede dør imens hans blik blev rettet imod Evan. Det første stykke tid var han tavs, stirrede på sin ven men sukkede så tungt" Evan, hva fanden går der af dig?" spurgte han, med en vred undertone men også en smule bekymret, men han hold sig på afstand. 

[Evan Riley]

Lige så snart at han hørte, at døren til lokalet gik op, rejste han sig hurtigt, i tilfælde af, at det var en professor, eller en vejleder. Han blev dog overrasket af, at se Miles lænet op af døren, næsten for at søge for, at holde Evan fanget, så han ikke kunne slippe for de konfrontationer, han ellers kronisk havde undgået, hver gang det hang i luften. Drengen stod i kort tid og stirrede på den yngre dreng, uden nogen former for følelse i ansigtet, før han valgte at sætte sig ned på stolen igen. Han havde ikke troet at Miles rent faktisk ville komme til ham på den måde, og hive fat i ham, og det gjorde ham faktisk en anelse glad, hvis man ikke lige tænkte over det faktum, at Evan faktisk på ingen måde havde lyst til at snakke med drengen lige nu. Han havde haft bedre dage… Der var dage, hvor han rent faktisk gad smile og snakke med folk, når han havde forvildet sig ned for at spise, men lige i dag var han ikke i humør til sådan noget. Og det gjorde det i hvert fald ikke bedre, at han ikke havde spist morgenmad. Han var altid mere irriteret, når han ikke havde spist.

Den yngre drengs spørgsmål kom ikke som et chok. De havde sikkert snakket sammen om ham på holdet og i klassen. Han kunne godt fornemme den måde folk så på ham, når han endelig var ude. Som om, de havde set en zombie. Det var nu også meget tæt på at han forvandlede sig til en. Drengen lænede sig ind over bordet igen, og lagde sig på samme måde som før, denne gang havde han blikket vendt imod Miles, han skulede næsten, idet han åbnede munden: ”Det kommer overhoved ikke dig ved, Miles.” Hans stemme var overraskende rolig, taget i betragtning af, at han mest af alt havde lydt til at råbe drengens ører af. Det kom jo i teorien drengen ved, hvad det var Evan gik rundt og tumlede med, siden det var gået ud over træningen og sådan set også deres forhold, siden de jo egentlig ikke havde ført en ordentlig samtale i hundrede år. ”Bare gå din vej, har du ikke time nu, eller sådan noget?” Even vendte sit ansigt om, så han i stedet for at skule til Miles, nu skulede ud af vinduet, hen på en fugl, som sang lidt for muntert til hans nuværende humør.

[Deleted]

Miles betragtede ham, kunne da godt se fyren havde det skidt, men hvad hjalp det at blive væk fra sine pligter? selv havde han da også problemer, men han fik da slæbt sig ud af sengen og passede alle sine ting. Han havde hørt sine andre venner snakke om Evan, men når de begyndte at spøger efter hans mening, bad han dem om at skride, for han ville da ikke bagtale en ven lige meget hvad. Men her på det sidste var der bare sket så mange ting, og Miles begyndte at føle sig mere voksen, han tog mere ansvar og vidste at man kom langt med den slags. Desuden var han begyndt at glæde sig til skolen sluttede, at flytte hjemmefra og forhåbentlig starte på et af de profetionsele quidditch hold, helst som søger men målmand ville heller ikke gøre noget. Det var de to ting han var bedst til, for på en kost var han hurtig. Miles løftede et øjenbryn af den ældre drengs opførelse, lige nu lignede Miles den ældste af de to, hans ord fik ham til at fnyse " Det rager mig! " udstødte han vredt. Hvorefter han gik hen foran Evan for at kunne stirre på ham imens han lage armene over kors " jeg skulle være til time, ligsom dig! men jeg ville vide hvad fanden du rander rundt og laver" fortsatte han i en vred tone. Der skulle noget til før at gøre en som Miles sur, men denne behandling fra en ven ville han ikke finde sig i, venner burde kunne snakke om alt og lige nu lukke knægten ham ude. Men han ville ikke lukkes ude, han ville hjælpe eller i det mindste vide hvorfor Evan ikke havde lavet en skid, de sidste uger og han vidste jo at fyren skulle stoppe i år, så undervisningen var jo vigtig! Miles stirrede afventende på ham, prøvede at styre alle de tanker som fløj igennem hans sind, og han kunne da også mærke hans hjerte slå lidt hurtigere et tegn på at stressen begyndte at dukke op igen og at han burde slappe af. Men dette var vigtigt" Dit holder mangler dig, gutterne er ulydige og er ved at drive mig til vanvid" fortsatte han, stadig med en vred tone imens han let bed sig i læben " VI Er venner, men hvis vores venskab er slut så sig det dog istedet for at være en nar" bed han til slut, før han gik hen imod døren " det var godt at kende dig" nærmest hvæsede han, før han åbnede døren og skulle til at skride. Miles ville ikke miste ham som ven, men vis det var det, han ville så var der vel ikke andet at stille op.