Wild Honey Pie

[Wallace Ivan Finch]

Marguerite Sophia King

---

Det havde været lettere end han havde troet, at gå på sit sidste år. Han havde troet at der ville komme en del flere lektier, og en del flere ting at tage stilling til, men nej. Det var ikke så slemt, det var faktisk nærmest kedeligt og ordinært. Det vat vel fint nok, det betød bare at der var mindre at stresse over. Nu han tænkte nærmere over det, kunne man vel sige at det havde været ét af drengens bedre år; Han havde ikke fået så mange eftersidninger, antallet af ture på Hospitalsfløjen var minimeret og også antallet af hævede tryllestave var faldet drastisk. Et godt år, desværre var hele året jo ikke gået. Der var stadig noget tid til eksamen og derved afslutningen af Wallace knap så perfekte skoletid. Det var ikke engang fordi han ikke passede sine ting - for det gjorde han! Han kom altid til timerne, han lavede sine lektier, og han var god til det han lavede. Hans eneste problem var alle de snothvalpe af idioter, som rendte rundt på skolen. Alle dem som havde stået i vejen for hans perfekte skolegang, det var alle deres skyld at han havde fået så mange svedere og så meget skæld ud. Og han skulle nok give igen på ét eller andet tidspunkt.

Wallace havde rejst sig og pakket sine ting sammen, før han svang sin taske over skulderen og søgte mod udgangen af Storsalen. Han havde siddet og lavet lektier efter sin sidste time, så han ikke skulle sidde og lave det i sidste øjeblik senere. Storsalen havde næsten været tom, udover de elever som, lige som ham, gerne ville have tid til at slappe af senere. Han var netop lige trådt ud af salen, før han fik øje på hende. Han kneb øjnene sammen, så han fik rynker i panden, idet han så imod pigen, som han burde kunne genkende over alt, for det var den pige som dengang havde fået ham smidt af Slangernes Quidditch-hold, og selv samme pige som havde brækket hans næse for nogle år siden.
Han kunne hurtigt mærke hvordan vreden fik hans puls til at stige, og hjerte til at hamre. Han havde spottet hende nogle gange på gangen, men havde holdt sig selv tilbage, med god vilje, da han helst ikke ville gøre noget som var alt for dumt. Men denne gang… Denne gang, var det hans sidste chance for at gøre noget ved sin vrede, før han gik ud af skolen, og nu skulle hun fandeme få, den beskidte lille gnom.

”King!” Råbte han, og fik derved vendt alle elevernes opmærksomhed hen på sig, og han regnede med at han også fik hendes. Han smed voldsomt sin taske fra sig på gulvet og gik med hastige og truende skridt hen imod hende. Nu skulle hun fandeme få hvad hun fortjente.

[Marguerite Sophia King]

Rita anede ikke, hvad i alverden hun gjorde forkert. Det var bare så meget nemmere for hende at få fjender overalt, hvor hun kom, i stedet for venner. Det var da også meget sjovt at skændes og alt det der, men det var jo ikke meningen, altså, hun gik ikke bevidst efter at få flere fjender. De kom bare fra alle sider, uden hun følte, hun gjorde noget for det. Af og til ønskede hun, at hun var lidt mere ligesom nogle af de få venner, hun så havde - Dayel, for eksempel. Den dreng var venner med alle omkring sig. Han var irriterende perfekt. Nej, helt perfekt var han ikke, men irriterende rigtig var han i hvert fald. Rita kunne ikke finde ud af, hvordan han gjorde. Når der var nogen, der irriterede hende, så kunne hun bare ikke lade være med at give igen af samme skuffe.
Særligt i år havde det faktisk været ekstra slemt! Alt det rod med Jayden og Kaya og Elliott og hvem, der ellers havde været indblandet, havde rusket godt og grundigt op i Ritas følelsesliv, så hendes lunte havde været kortere end normalt. Det var lige begyndt at blive godt igen, da hun var blevet inviteret til Jaydens bryllup. Jaydens bryllup! Hun fik det stadig næsten fysisk dårligt hver gang, hun kom til at se på vielsesringen på hans finger. Festen havde i og for sig været god nok, selvom både Lewis og Kaya havde været der - Ritas fjende nr. 1 og 2! At Jayden havde indset, at han var ked af det og havde givet hende en undskyldning - en ordentlig undskyldning! - var egentlig også meget godt. Nej, det, der var skidt, det var jo at festen var sluttet i brudesengen sammen med Jayden, og det var hélt galt! Han var jo gift for Fanden. Oven i det hele nærmede F.U.T.’erne sig nu mere hastigt end nogensinde, så Rita var faktisk en kende stresset, selvom hun helst ikke ville indrømme det.
Efter dagens sidste lektioner havde hun været oppe i Opholdsstuen sammen med Lah for at lægge tingene fra sig. De holdt lektiefri dag, så ikke på vilkår, om hun gad slæbe rundt på sin taske hele dagen. Skoleuniformen sad dog stadig på, så de andre, nok mest de yngre, elever kunne kende deres ene Præfekt. Nu stod hun i indgangshallen med et par af sine veninder og var midt i en diskussion om, hvorvidt de skulle gå ud for at nyde det dejlige forårsvejr, da hun hørte sit navn blive nævnt. Nej, blive råbt. Det tog hende ikke mange sekunder at genkende stemmen, og hun rullede let med øjnene, inden hun vendte sig rundt imod ham.
”Hvad har jeg nu gjort, Finch?” udbrød hun med en opgivende mine og satte hænderne i siden, da Wallace kom imod hende. Det faldt hende ikke et øjeblik ind at flytte sig for den store Slytherin, for dén tilfredsstillelse skulle han da ikke have.

[Wallace Ivan Finch]

Det irriterede ham noget så grænseløst at grænseløst at tøsen ikke engang tænkte på at flytte sig, eller flygte, når han sådan kom trampende imod hende på den måde. Det var jo sådan set meningen at hun skulle blive bange, så han kunne følge efter og skræmme hende. I stedet stod hun bare dér og lod som om hun ikke var en skid bange, med hænderne på siden. Som om hun bare var fuldstændigt ligeglad. Det fik han til at bide tænderne hårdt sammen og komme med en lav knurre-lignende lyd, som om han var en gal hund. Han kom tættere på hende og stoppede ikke. ”Du eksisterer!” Råbte han som svar på hendes spørgsmål, med en dyb stemme fyldt med alverdens frustrationer.
Da han var tæt nok på, strakte han arme ret ud fra kroppen, for at give hende et skub, som let ville kunne sende hende i gulvet, hvis da ikke hun var heldig og blev stående. De piger hun havde stået samme med hidsede sig selvfølgelig op, men Wallace lod sig ikke påvirke af dem.

Den blonde blodfanatiker stirrede på fjenden med et blik som kunne dræbe en trold, og han trak vejret hurtigt og hårdt, som om han slet ikke lod det komme ned og fylde hans lunger, før han pustede det ud gennem næsen igen. Han lignede næsten en prustende tyr, som gjorde klar til at stange. Folk var begyndt at samle sig, for at se hvad der foregik, andre havde rendt væk, for ikke at skulle komme i ballade.
Fuldblods drengen trak sin tryllestav frem, fra sin lomme og pegede på hende imens han skulede. Ligeglad med noget som helst andet i verden, idet han i stedet pegede staven imod gulvet lige foran hende. ”Confringo!” Kom det fra ham, hvorefter der kom en lille eksplosion foran hende. Han gjorde det tydeligvis for at gøre hende bange, da han på ingen måde havde planer om at springe tøsen i luften… bare såre hende lidt, og sørge for at det gjorde ondt i nogle uger.


”Træk!” Sagde han, og nikkede hen imod hende. Han mente selvfølgelig at hun skulle trække sin stav. For hun skulle jo have en lille mulighed for at forsvarer sig, mente han, bare for at være en gentleman, men inden hun kunne nå at gøre noget, sagde han besværgelsen endnu en gang. Denne gang ramte besværgelsen dog tættere på hendes fødder.

[Marguerite Sophia King]

Hvad Fanden havde mon været skyld i at hidse Wallace så meget op? Rita var altså ret sikker på, hun ikke havde gjort noget overhovedet, udover at stå og snakke med sine veninder! Altså, de havde nok ikke ligesom begravet stridsøksen siden der på fjerde årgang, men deres sammenstød havde trods alt været begrænset. Af og til kom hun stadig til at smile for sig selv, når hendes blik faldt på hans grimme fjæs. Ha. Så kunne han have det for at smide hende af kosten!
Et overrasket glimt viste sig flygtigt i hendes øjne, da Wallace ikke så ud til at ville stoppe op, men bare fortsatte lige imod hende. Hun snublede baglæns, da han skubbede hende i brystet og var lige nede at røre gulvet med den ene hånd, før hun med nød og næppe fandt balancen og rettede sig op igen.
”Du er en idiot, Wallace.” kommenterede hun tørt og rettede lidt nonchalant på sin skolekappe som for at vise, at han ikke kunne intimidere hende. Jo mere vred og hidsig hun kunne se, han blev, jo mere opsat blev hun på at være så rolig og velovervejet som muligt, hvilket var en klassisk Rita-reaktion. Ville han have en reaktion? Nej, så skulle han sandelig slet ingen få! Hun var ved at vende ryggen til ham igen, da han - fuldstændig umotiveret i øvrigt - havde fundet sin stav frem og kastet en besværgelse. For Fanden da også! Hun trippede lidt til den ene side for at undgå eksplosionen helt og rynkede lidt nervøst panden. Var han blevet sindssyg eller hvad? Igen rettede hun de lysegrå øjne imod ham og rystede opgivende et par gange på hovedet.
”Du kender sgu da skolereglementet!” udbrød hun halvirriteret og strøg hånden over panden. ”Magi er forbudt uden for lektionerne. 10 point fra Slytherin.” fortsatte hun med et sideblik til de store montrer, hvor en håndfuld af de grønne sten raslende forsvandt. Hverken fra eller til nåede hun at gøre, før han havde kastet den samme besværgelse endnu engang, og hun igen var hoppet let til siden. At hun skulle trække sin stav, behøvede han ikke sige til hende to gange! Det her var da tåbeligt. Det skulle sikkert også gå hen at blive sjovt, men hun kunne jo ikke bare lade være med at gøre et lille forsøg… ”Hold nu op. Det her nytter ikke noget.” prøvede hun spagt at tale ham til fornuft, selvom det kløede i hendes fingre efter at forsvare sig, mens hun hævede staven foran sig og allerede havde det mest fantastiske billede i hovedet af, hvordan hendes Skrækflagermusebesværgelse ville få hans bussemænd til at blive til kæmpestore flagermus! Men hun gjorde ikke noget endnu… Det næste træk måtte være hans. Hendes brug af magi skulle kunne begrundes med, at det var selvforsvar, og den gik ikke helt endnu.

[Wallace Ivan Finch]

Drengen smilede triumferende, da han så pigen næsten ramme jorden, men smilet forsvandt igen, da det ikke lige gik som planlagt. Hun var kun lige nede og ramme med hånden, før hun var på benene igen, og endda tillod sig at kalde ham en idiot, hah! ”Og du er en klam halvblods-nar!” Han lagde hovedet en tand på skrå idet han stirrede på hende. ”Så hellere være en idiot!” Mumlede han, højt nok til at hun ville kunne høre det. Hun lod sig stadig ikke mærke af Wallace opførsel, hvilket fik ham til at rynke på den skæve næse. Det irriterede ham, gjorde ham frustreret og forvirret og det vidste tøsen sikkert godt. Det var jo ikke fordi de ikke havde været oppe og toppes før, dog havde han aldrig trukket sin stav, uanset hvor sur han blev. Men denne gang, var det som om der var noget der havde slået klik for ham. Som om alt den vrede han havde holdt inde, lige pludselig ville ud i det øjeblik han lagde øjne på tøsens fjæs.

Wallace øjne flakkede kort, da hun trak point fra Slytherin. Han havde fuldstændigt glemt at hun var præfekt. Dette så dog ikke ud til at have den store effekt på ham. Hans grønne øjne fangede kort da de små, grønne sten blev trukket fra, der gik dog ikke længe før hans opmærksomhed igen blev rettet imod præfekten og han kastede endnu en besværgelse.

”Du har fuldstændig ret,” indrømmede han spydigt, efter hendes kommentar om, at det ikke nyttede noget. Flere tegn i både hans kropssprog og stemme var indikatorer på at han på ingen måde havde tænkt sig at stoppe hvor de var, bare fordi hun trak nogle point og snakkede lidt om skole reglementet. Jo, han kendte det godt. Han vidste godt at man ikke måtte udøve magi udenfor klassen, og endda imod en anden elev, en præfekt. Men han kunne ikke være mere ligeglad. Han pakkede sin stav væk, ned i lommen igen, imens han holdt øjenkontakt med pigen. Han kunne alligevel bedre lide at bruge hænderne.
”Og jeg er fuldstændig ligeglad!” Drengen gik endnu engang frem imod hende, og med mindre hun dukkede sig, eller besluttede sig for at kaste en besværgelse mod ham, ville han trække armen tilbage, for at få et lille tilløb, hvorefter han ville slynge sin knyttede næve frem imod hendes ansigt.

[Marguerite Sophia King]

Rita rullede med øjnene over hans fornærmelse, der jo ikke ligefrem anfægtede hende. To år som Vejleder havde hærdet hende på dét punkt.
”Hellere være en klam halvblodsnar, end en inkompetent trold.” kommenterede hun med et lille fnys og lod sigende blikket glide en gang ned og op af ham igen. Det var intet under, at han var blevet smidt af Quidditchholdet dengang. Voldelige røvhul. Hvorfor havde de ikke bare smidt ham helt ud?
Rita misforstod, at han pakkede sin tryllestav væk og troede fejlagtigt, at det var fordi, han havde tænkt sig at lade det ligge. Også derfor sænkede hun sine egne parader, hvilket viste sig at være en kæmpe fejltagelse. Hun nåede nærmest ikke at opfatte, at han havde tænkt sig at slå ud efter hende. Hvor tit var det lige, at der var mugglerslagsmål på Hogwarts? I sidste øjeblik undveg hun, så hun i det mindste ikke fik hans knytnæve midt i fjæset, men snarere mere skråt, på siden af ansigtet. Denne gang havnede hun på gulvet. Det gnistrede for hendes øjne, der nærmest føltes som om, de var eksploderet i hovedet på hende. Shit. Et kort øjeblik sortnede det fuldstændig, inden hendes syn vendte helt tilbage, og hun glippede et par gange med øjnene, før hun tog sig stønnende til hovedet med sin ene hånd. Tryllestaven knugede hun stadig i den anden hånd, registrerede hun, og vippede den ganske let imod Wallace for at sende en non-verbal Levicorpus i hans retning. Bare hun nu ramte, så han ville blive hævet op i luften ved anklerne.
”Er du sød at finde en professor?” kvækkede hun til den nærmeste forskræmte førsteårselev, der straks vendte rundt på stedet og ilede af sted. Et smertefuldt støn forlod hendes læber endnu engang, som hun satte sig op, tog hånden ned og opdagede, at hun blødte. Havde han flækket hendes øjenbryn eller hvad? ”Det kostede ti point mere, Finch.” Hun skiftevis klemte øjnene sammen og glippede med dem et par gange for at få smerten, der stadig zigzaggede frem og tilbage inde i hendes hoved, til at forsvinde. Rita var ikke just vant til dén form for dueller. ”Shit…” mumlede hun lavmælt, før hun kom på benene igen.

[Wallace Ivan Finch]

Et lille, vindende smil tegnede sig på hans læber, idet han så den dumme, lille halvblods-prinsesse falde til gulvet. Det var ikke så tit han smilte, så dette fik hele hans ansigt til at se en smule forkert ud, og han fornemmede hvordan et par af de mindre elever trådte et skridt eller to tilbage. Som en fuldblodstroldmand, skulle man nok ikke tro at drengen ville gøre noget så banalt, som at bruge hænderne i stedet for sin stav, men sådan havde han sådan set altid været. Det var svært at se folk bløde og have ondt, hvis der bare blev kastet en besværgelse imod dem. Enten ville besværgelsen være for voldsom, eller også ville der ikke ske en skid, så han havde altid syntes at det var lige tilpas at bruge sine næver… Også selvom han ikke lige havde ramt hende, sådan som han gerne ville have gjort. Han havde sigtet efter hendes næse, sådan så han kunne brække den, ligesom hun engang brækkede hans, men nej. I stedet havde han ramt hende et sted over øjet, hvilket snart viste sig, at være hendes øjenbryn, da det begyndte at bløde derfra.

Idet han havde travlt med at grine inderligt af tøsen, havde han ikke lagt mærke til at hun vippede sin stav. Han nåede hverken at undvige, eller kaste én eller anden form for modbesværgelse, før han kunne mærke et hurtigt ryk ved sine fødder, og det var som om en elefant sparkede ham i fjæset og luften blev hevet fra ham. Det sortnede et øjeblik for hans øjne, og da han endelig fik åbnet dem igen, stod verden på hovedet. Ved smerten i sit hoved, konkluderede han, at han havde slået det ned i stengulvet og at Rita havde kastet en Levicorpus imod ham. ”Shit-fuck,” mumlede han lavmælt, og registrerede på ingen måde det hun fortalte ham, omkring pointene. Han glippede en gang med øjnene og rystede kort på hovedet, da han mærkede at hans stav var ved at glide ud af hans lomme. Han skyndte sig, at lægge en hånd på, også selvom hans krop ikke var meget for det, men han havde brug for sin stav, for at komme ned.
Wallace havde ikke just tænkt over sin nuværende situation, da han fandt sin stav frem, for at mumle: ”Liberacorpus.” Da pigens besværgelse blev brudt, faldt Wallace til gulvet. Han landede på ryggen med et ordentligt bump, som fik han til at skære en smertefuld grimmasse. ”Av, for Satan!” Snerrede han og vred sig kort hvor han lå. Han hørte et par elever grine af hans voldsomme fald, og bandede inderligt af dem. ”Det skal du få betalt din kælling!” Han stirrede hen imod Rita, så godt han nu kunne, for den position han lå i. Det så godt nok lidt komisk ud, men som om, han ville indrømme det.

Drengen fik sat sig op, med en dunkende smerte over alt i sin krop, hvorefter han langsomt og usikkert kom på benene. Der gik ikke engang fem sekunder, før han endnu engang sprang imod hende, denne gang med begge hænder fremme. Han sigtede imod hendes hals.