it was not my fault

[Deleted]

Nixon var blevet smidt ud af undervisningen idag, i forsvars mod mørkets kræfter. Han var blevet sendt direkte op til rektor, for ikke at høre efter, for at larme og ikke mindst for ikke at have lavet sine lektier, men dette var ikke blot første gang, det var efterhånden mange gange han var blevet smidt ud af undervisningen eller fik en del eftersidninger for ikke at høre efter og for at tale grimt.  Han Sukkede stille mens han var på vej til rektors kontor, hans taske han på han skulder, og var rimelig tung. hans far ville helt sikkert slå ham ihjel, hvis hans far ikke var blevet snuppet af ministeret, Nixon havde efter hånden på fornemmelsen at hans far ville blive opdaget i at være dødgardist og auror på samme tid. 

Hans far havde været meget vred da han havde været hjemme på juleferie, og han havde også overhørt en samtale om at hans far ville dræbe en anden auror, der arbejdede sammen med Aabra hans far. Men han var ikke sikker, for hans mor havde taget ham i at lytte ved døren og derfor havde han ikke hørt det hele. 


Nixon var på vej op af trappen til rektors kontor, da han bankede usikkert på døren, han var nervøs, han stod til en mega skideballe det var han godt klar over. han håbede han kunne rede sin røv ved at love at han aldrig gjorde det igen, men det var svært, når hans far forventede han var hård og kold. og Nixon kunne sagents være det, men inden i var han det altså ikke på nogen måde. Der var han en stille og usikker dreng der ikke viste hvad han ville med livet. Hans far forventede selvfølgelig at han ville gå i Hans fodspor og blive dødgardist og auror, men Nixon tvivlede på at det var det han ville. Men han viste det heller ikke endnu, han var jo også kun 12 år så hvor skulle han vide det fra?

[Isiah Jared Marsters]

Isiah flyttede en mindre bunke pergamenter til siden for at ryde skrivebordet lidt. Han havde været igang med at ordne nogle småting som en professor havde bedt ham kigge på. Derudover stod de stadigvæk og manglede ikke mindre en 5 professorer samt en pedel. Skoleholdene i Quidditch var også langt fra fyldt ud, så der herskede ingen tvivl om at krisen endnu ikke var ovre. Faktisk tvivlede Isiah lidt på om det i det hele taget ville blive bedre så længe han var rektor. Mange forældre havde stadigvæk forbudt deres børn at komme til Hogwarts og den det var ikke ligefrem fordi at overskriften på Profettidende hjalp ham det helt store heller. Han skævede lidt til udgaven der lå pænt foldet sammen på hjørnet af skrivebordet. Tænk at folk stadigvæk mistænkte ham for at være medlem af Dødsgarden når sandheden var at han nok som en af de øverste på Theodore Jarvis 'liste over folk der skal elimineres.' Isiah lod tankerne glide lidt i baggrunden da der lød en lavmælt banken på døren. Det måtte være den elev en professor havde haft problemer med. Isiah rettede ryggen en smule og lod de gråblå øjne falde på døren. "Kom ind," sagde han med autoritær stemme.

[Deleted]

Nixon åbnede forsigtigt døren og trådte ind, han lukkede den efter sig og så iskoldt på deres Rektor, Nixon havde taget forsvars facaden på. Han var hård og kold i sit udtryk, lige som hans far ." jeg blev sendt her til SIR" sagde han og lagde ekstra meget tryk på Sir for at vise at han var hård, dette var skam blot en facade, en facade for ikke at vise hvilken usikker og fortvivlet dreng han var. " jeg har ikke gjort nogeT !" sagde han hårdt og trådte helt op til hans skrivebord, stillede sig foran skrivebordet og så på Isiah. og viste ikke helt hvad han skulle gøre eller sige lige nu, han prøvede at være hård på den hårde måde, men det var ret svært at være når man stod overfor rektor.

[Isiah Jared Marsters]

Isiah så afmålt på knægten der kom ind. Han betragtede ham som han lukkede døren. Isiah fortrak ikke en mine ved drengens hårde atitude. "Ja det kan jeg se," svarede han i en rolig tone. At den unge slytherinelev øjeblikkelig gik i forsvar, talte ikke særlig godt for hans uskyld set med Isiahs øjne. "Udemærket Mr. Ukkola, har du så lyst til at fortælle mig hvorfor en professor har valgt at sende dig til mit kontor?" Hans stemme var ikke dømmende, nærmere nysgerrig. Mest fordi han da var interesseret i at høre hvilken undskyldning eleven ville komme op med. Naturligvis ville en professor ikke sende en elev op på hans kontor hvis ikke eleven havde gjort noget forkert.

[Deleted]

Han så på ham, det var tydeligt at nixon prøvede at spille smart og holde den hårde facade.!
han smilede iskoldt da han trådte helt op til hans skrive bord. " fordi jeg skal have en preime ?" sagde han håneligt og spydigt. Han så rundt i kontoret, det var et mega fedt kontor, han havde faktisk kun været her engang før, det var på hans første skole år. fordi han havde været oppe og slås med en anden dreng, og det var gået ret vildt for sig, han husker det stadigvæk. det var en fed slåskamp og nixon havde vundet den.

[Isiah Jared Marsters]

Isiah var ret dygtig til at gennemskue folk. Det var en ting han havde lært dengang han arbejdede under Theodore. At drenges attitude var hård og flabet, betød bestemt ikke at han også var det indvendigt. "Tvivlsomt, ser du premier skal man gøre sig fortjent til." Legede han med, som om at Nixon havde ment det i ramme alvor. "Hr. Ukkola, dine professorer er ret bekymret for din opførsel både overfor dem og dine skolekammerater." Sagde han i en rolig tone og foldede sine hænder på skrivebordet foran sig. "Er der nogen speciel grund til at du vælger ikke at lave dine lektier samt forstyrre undervisningen?" Isiah lod hovedet falde en kende på skrå som han sendte knægten et autoritært blik. Som regel lå der jo forskellige, men afgørende årsager bag, når et barn valgte bevidst at modgå alt og alle, det var jo oftes udløst af frustrationer over et eller andet.

[Deleted]

Han så på ham trådte så tæt på ham han kunne da der jo var et skrive bord i mellem dem. " du forstår ingen ting alligevel " sagde han surt og tydeligt ikke særlig hård mere, det var tydeligt der var noget der gik ham på, om han kunne fortælle ham det viste han ikke. " jeg skal være sådan, " sagde han og så ned i gulvet. " min far straffede mig hvis jeg ikke var hård og kold " sagde han stille og så på ham og så igen ned i gulvet " men nu er min far...." han tav, han viste ikke om han kunne sige det. han havde været langt nede de sidste par dage efter hans fars dø. og hans mor der var forsvundet, og ham selv der var efterladt alene, og skulle klare sig selv, han var 12 år hvordan skulle han kunne klare sig selv.

[Isiah Jared Marsters]

Isiah lod sig stadigvæk ikke kue at drengens attitude. I stedet lænede han sig en smule ind over bordet og foldede hænderne foran sig. "Jamen så må du jo forklare mig det Hr. Ukkola." Et afventende blik hvilede på knægten. Det lod nu også til at virke, for der gik da ikke synderlig lang tid før Nixon begyndte at åbne sig lidt op for ham. Isiah kendte udemærket til det med at blive straffet hvis ikke man havde den rette holdning. Det var jo sådan hans forhenværende 'karrierer' som dødsgardist var startet. Forskellen var bare at Isiah havde elsket at være modbydelig mod dem der var 'mindre værd' i en fanatikers øjne. Alt dette havde han dog lagt bag sig nu. Han så ikke længere mugglerfødte som skadedyr. Ikke at han var mega fan af mugglere eller deres måde at gøre tingene på, men han hadede dem ikke længere. "Din far kan ikke skade dig mere Nixon," sagde han i et lidt uvandt mildt tonefald. Det var yderst sjældent at han brugte elevernes fornavne, men lige her ville det virke upersonligt at lade være.

[Deleted]

Nixon så på ham og rystede på hovedet, Isiah forstod ingen ting ,han viste ingen ting! Det hele var lige meget! ” du forstår det ikke ” sagde han og mærkede hvordan hans underlæbe skævlede, han så på ham og tog et brev frem fra sin kappe , han rakte til det Isiah, og sagde ”læs det, det fra min mor ” sagde han og så på ham.
Kære nixon
Jeg skriver til dig min dreng fordi din far er blevet slået ihjel,
jeg kan ikke fortælle dig yderligere end at jeg er nødtil at flygte, du kan ikke komme hjem.
Nixon du nødtil at klare dig selv fremover, jeg ved det bliver hårdt, men nøglen til din boks til banken, ligger i huset. som du kan hente.
Du kan ikke skrive til mig
Knus mor
ps jeg elsker dig "

Nixon så på Isiah mens han læste ” begge mine forældre er i dødsgarden ” sagde han og så på ham, ” jeg har ingen steder at tage hen, jeg har ikke længere en familie ” sagde han og så på ham. Han begyndte stille at lade tårerne trille ned af kinderne.

[Isiah Jared Marsters]

Isiah så afmålende på drengen og tog så brevet. Han læste det igennem uden at fortrække en mine. Da han havde været på Nixons alder havde han taget sig af sine fem yngre søskende fordi hans forældre også havde været medlem af dødsgarden og aldrig havde været hjemme. Han kiggede tilbage på Nixon, og havde naturligvis ondt af knægten på et eller andet plan, men der var nu ikke så meget som han kunne gøre ved det. ”Har du ikke en onkel eller tante eller noget andet familie du kan bo hos? Ellers må man tage ind på Ministeriet og snakke med dem. De kan sikkert finde dig en sød plejefamilie.” Isiahs stemme var rolig. Han var ikke typen der var god til at sympatiserer med folk, der fandtes mange triste skæbner i verden og man kunne ikke rumme alt. Han rakte brevet tilbage til Nixon. "Jeg ved godt at det er svært, men tingene skal nok løse sig. Vent og se." Sagde han roligt.