A Lion on the Hunt

[Deleted]

"Det gør jeg skam også." Svarede Morag, der vidste, at hun endnu kunne nå det, hvis hun bare ikke brød sin facade endnu. "Men blodsstatus betyder intet for mig. Det husker du vel heller ikke at have hørt andet end rygterne om på skolen, vel?" Forhåbentlig ville dette gøre udslaget. Hun havde jo aldrig vist noget tegn på at være blodsfanatiker, dengang de gik i skole. Det havde hun nu heller aldrig være, men hun var jo opdraget til det, så det virkede bare som det rigtigste, selvom hun vidste, det var forkert. Men hun kunne bare ikke handle mod sine instinkter. Her gik en gammel skolekammerat næsten ved siden af hende og var lykkeligt uvidende om, hvad hun havde gjort. Hun havde drabt flere mennesker, tortureret dem på den mest forskrækkelige måder. Slået familie af blodsforæddere ihjel. Voksne eller børn gjorde ingen forskel, hvis hun fik en ordrer, så udførte hun den også. Om det så var med tryllestav eller tænderne fra den store, sorte hun hun jo ellers ofte gjorde brug af, når hun ikke skulle kunne kendes. Det var noget helt andet, når det var hunden, der tog til. For så havde man ikke bare drabt med en forbandelse, men end egne kæber og tænder. Men alligevel rørte det hende ikke, og det skræmte hende faktisk en smule. Ikke desto mindre så var hun opvokset på en så besynderlig og umenneskelig måde, at man knap kunne bebrejde hende for at være hårdhjertet. Hvor trist det så end måtte lyde, så havde hendes eneste ven gennem barndommen og tiden på Hogwarts været hendes studiekammerat, så vendindepladder og den slags, havde hun aldrig udøvet. Det havde Raghnaid sørget godt og grundigt for.
Morag betragtede ham rode rundt ved gravpladsen og priste sig lykkelig for, at hendes slægt dog aldrig havde gået meget op i, hvem der rørte deres gravsten; ellers havde hun sikkert været nødt til at skride til handling nu, og det havde hun besynderligt nok ikke megen lyst til. Hun havde en bevidst trang til det, men lysten var ikke rigtig. Så meget for at skulle være den ubarmhjertige og kolde del af Terges. Men det kunne også være lige godt. Hun havde en undskyldning, da hun jo vidste, at han var fuldblods. Lidt havde man vel lært om hinanden i de uendelige timer på biblioteket, indtil han var blevet slæbt med væk igen af en eller anden bums, der ville holde fest eller stjæle mad fra køkkenet. Hvor ynkeligt.
Hun sprang nærmest tilbage, da han rakte armen lidt ud mod hende. Hun ar faktisk lige ved at gribe til sin tryllestav, da hendes instinkter igen sagde, at han ville angribe. Men selvom hun var paranoid, så regnede hun hurtigt ud, at dette nok ikke var hensigten. Han ville vel transferere dem. Vidste han hvor, hun boede? Uanset hvad, så tog Morag forsigtigt hans arm og afventede yderligere handling fra hans side af. Han vidste jo, at der lå nogen begravet her, så det skulle næste ikke undre hende, hvis han også vidste, hvor hun boede.

[Deleted]

Alastair var den han var, ændret, modnet og udviklet siden dagene på Hogwarts. Han efterlod ikke mange ting til uvidenhed eller tilfældigheder, især ikke når han var på små 'ture' som denne. Han vidste hvor hendes familie boede, at denne grav tilhørte hendes familie, at det var hendes forældre deri. Han vidste hvor hun boede, hvor de resterende medlemmer af Duncan boede, vidste hvem der boede i Thurso. Han vidste ikke alt, men alt hvad han kunne samle sig af information via filer og overvågning, havde han samlet til sig inden han var taget hertil. Ikke at forberede sig, ville jo være som at lede og gå i blinde. Han var næsten anal når det ankom forberedelse og orden, også selvom han skam klarede sig fint med det uforudsete og spontane. Men hvad han kunne have kontrol over, havde han kontrol over. "Nej, men det betyder noget for din familie... hele din familie.." At hun var den eneste uden radikale holdninger indenfor det felt, var højest usandsynligt. Blot så længe at hun ikke handlede ud fra sådanne idiotiske holdninger. "Og her står du ved dine forældres grav, bor i din fasters hus.." Tilføjede han lidt retorisk. Ikke særlig fjendtligt eller beskyldende. Nok var Alastair en mand af et nobelt hjerte, men han var ikke let at narre, ikke at han vidste hun forsøgte at narre ham...
Underligt nok, var det meget tilfredsstillende, den måde hvorpå hun reagerede ved hans udstrakte arm. Det forsikrede ham, at hans tilstedeværelse alligevel ikke var så velkommen som hun ellers havde ladt ham tro. Der var også en underligt tilfredsstillende tanke ved at vide, at hun var på mærkerne omkring ham. Det lod ham yderligere vide at han enten måtte være en uvelkommen eller skræmmende skikkelse. Men han forholdte sig nu rank og rolig, og så snart hun lagde sin hånd om hans arm, rettede han lidt på sin blazer, inden de to så forsvandt.
Næsten samme øjeblik dukke de to op med et knald, lige foran de trin der ledte op til hoveddøren af den noget så imponerende Hus på Skrænten. Et lettere afsides placeret hus, perfekt til de skumle og dystre planer og møder der end måtte være holdt herinde. Blot noget så simpelt som et middagsselskab måtte have båret en næsten uudholdelig melankolsk stemning. Han trak sin arm til sig med det samme, og rettede atter på sit tøj, ikke videre mærket af den transferens han havde været igennem. Han tog et par skridt mod huset, og kiggede derop. Langsomt begyndte at lettere hemmelighedsfuldt smil at forme sig over læberne.. "Bange for ubudne gæster, er vi?" Kommenterede han og skæved let imod lille Morag. Alastair havde med det samme kunnet fornemme inkarnationerne der lå over dette hus, effekterne og forbandelserne hun sikkert havde smidt over huset for at forhindre indbrud eller indtrængen af en fjendtlig art. Som sagt, Alastair havde en unik næse for den slags.

[Deleted]

Facaden brast ikke. Faktisk var dette endnu en god chance for at overbevise ham. Dog vidste hun, at han var alt andet end dum, så det skulle gøres med en vis forsigtighed, som hun udemærket vidste, hvordan hun skulle udføre. "Jeg ser ikke noget slemt i at besøge dette gravsted." Sagde hun og lød lettere fornærmet, men også en smule såret, hvilket blot var en del af hendes skuespil. "Som du jo åbenbart ved, så er de jo trods alt mine forældre... Og hvad angående huset, så var det faktisk ikke mit eget valg at flytte ind, men jeg har ikke lyst til at kalde Raghnaids vrede over mig. Det var hende, der sagde at jeg skulle overtage det." Tilføjede hun, og denne del var faktisk den rene skære sandhed. Raghnaid var en meget temperamentsfuld heks, og at hun var vampyr, gjorde heller ikke ligefrem sagen bedre. Desuden var hun enorm dygtig og meget sadistisk, så hvis en stakkel skulle gå imod hendes ordrer, så kunne man godt vinke farvel til alt og alle.
Da de stod fremme ved Morags hus, gav hun omgående slip på Alastairs arm. Kropsforskrækket havde hun altid være, og det var vist ingen hemmelighed. Og paranoid for den sags skyld, derfor sprang hun til siden ved bare den mindste bevægelse. Hun var nemlig ikke vant til andet end at det måtte være fjendtligt, eftersom hun levede et liv alene, og det eneste besøg hun fik var af familien, hvilket ikke altid var lige heldigt. Specielt ikke hvis Monsieur Mortem var der, for han var bestemt ikke rar at være i nærheden af. Et lidt irriteret udtryk gled over hendes ansigt, da Alastair nævnte ordet "bange" i sammenhæng med hende. For hvis sandt skulle være sandt, så var hun bange. På det punkt havde hun dog ikke ændret sig. Hun varforskræmt og bange for nærmest alt, der kom i nærheden af hende eller blot kunne komme det. Hun havde bare fået en ny måde at gøre op for det på. I stedet for at være genert og holde sig på afstand, havde hun skabt sig dette forfærdelige rygte, så andre i stedet holdt sig bort. Hun tog en dyb indånding og nikkede. "Ja, det er jeg." Svarede hun ham i en lettere frustreret tone, hvorefter hun trak sin stav og begyndte at ophæve diverse forhekselser. Eller i hvert fald gjorde så man kunne passere forbi dem. "Og hvis du har prøvet at blive skygget på dag og nat, så vil du vide hvorfor. Og jeg taler altså ikke om Azkaban maner, for det er næste nemmere at overkomme. Det burde jeg selv vel og mærke vide." Tilføjede hun, før hun endnu engang sænkede sin stav og begav sig op ad trapperne, men ikke uden at se sig mistroisk tilbage. Som sagt, så var hun jo uhyre paranoid, hvilket næsten også var til at forstå, hvis man var opdraget, som hun var. Hun åbnede døren ind til og afventede at Alastair fulgte med hende.

[Deleted]

Hvorfor han tænkte således, vidste han ikke, men han syntes næsten at hun snakkede lidt for meget. Eller, hun snakkede i hvert fald lidt for meget om ting der hverken vedrørte eller vedkom ham. I et øjebliks svag arrogance måske, fnøs han lydløst og indvendigt over bemærkningen omkring Raghnaid og hendes åbenbart forfærdelige vrede. Det var skam ikke fordi Alastair ingen respekt bar for magtfulde troldmænd og hekse, han blot frygtede ingen troldmænd eller hekse eller hvad de kunne gøre mod ham. Jovist, de kunne forsøge at slå ham ihjel, men der var langt værre skæbner end døden. Og så bar han ingen betydelig respekt for mørke magikere. Så hun forklarede sig, og han reagerede nærmest ikke. Dog fandt han det en smule besynderligt og mistænksomt... Var hun bange for sin familie og dets overhoved? Han fik lyst til at kommentere det, men lod dog alligevel være.. Hvis Raghnaid kunne tvinge hende til at flytte ind i et hus, hvad ellers kunne hun tvinge den kære Morag til at gøre? Et langt skridt fra nærmest at sige at man ingen samhørighed havde med sin familie, til nu at sige at man alligevel gjorde hvad der blev sagt, ud af frygt.
Var Alastair kold for følelser? Han følte sig i hvert fald således... ændret og hærdet med årene der var gået i et hastigt tempo. Så hærdet og kold at ikke engang de forhekselser og inkarnationer lagt over huset, fik håret til at rejse sig. I stedet var han mere kalkulerende, og kunne nærmest ved de følelser disse forhekselser fremkaldte i hans krop, analysere hvilke slags de var. Men det var ikke blot forhekselserne, men stedet i sig selv, der vækkede indtryk og svage følelser. Han fik nærmest en trang til at forlade stedet, som om at han af selve huset var en ubuden gæst. Dette fik ham dog i stedet til at træde nærmere idet at hun trak sin stav for at ophæve inkarnationerne, og idet deres kraft langsomt aftog, aftog også disse underlige sanseindtryk. Alastair skævede blot en smule mod Morag da hun atter talte, og han rynkede brynene en smule. Azkaban.. Det var vidst bedst han ikke sagde alt for meget, ikke fortalte hende for meget om hvad han selv havde oplevet, og hvad han var blevet budt igennem årene af smerte og ubehageligheder. "Denne verden er for mange af os, et farligt sted at leve... gjort således af de som ønsker verden og dets beboere ondt.. Hvis man søger retfærdighed og fred, må man ofte gøre hvad der er rigtigt og ikke blot hvad man bliver budt.." Kommenterede han bare lidt fraværende og alvorligt, dog stadig med blikket let vendt imod hende. Måske en lille underlagt og retorisk kommentar der også henvendte sig til hendes tidligere ytring. Nej, hun burde ikke vide hvad der var hændt ham. Det kunne da sagtens være hun stadig vidste eller kunne huske han selv havde siddet indespærret i Azkaban. Den historie fik trods alt rimelig stor dækning i medierne af den magiske verden. Men hun burde nok ikke vide hvorledes han havde været fange af kentaurerne af De Sorte Skove, eller hvordan han havde kæmpet mod Rumænske vampyrer. Hvordan han havde snublet over sin første Horcrux... og ikke mindst alle de utallige forbandelser han havde måttet udholde igennem disse år. Prøvelser og lidelser han ikke ville ønske på nogen... men sådan fungerede det åbenbart. At de som kæmpede de godes sag, oftest var bebyrdet af smerte og sorg, imens de som kæmpe de ondes sag, ofte var løftet af frihed og løsrivelse... en næsten ironisk ting at tænke på, hvordan dét at beskytte kunne være så smertefuldt, imens dét at forsage smerte kunne være så befriende...
Alastair trak selv langsomt sin stav op af harnisken og kiggede ind ad den åbne dør imens han trådte op ad de få trin dertil. Det var på tide han gik i gang med hvad han var bedst til... at finde, ting. Han trådte efter en smule afventen, over dørtrinnet og ind i det ganske store hus. "Du sagde du stadig var i besiddelse af Seona's ejendele.. Må jeg se dem?" Spurgte han idet han stoppede op, og vendte sig tilbage imod Morag.

[Deleted]

Forhåbentlig ville hendes sentimentale brækforklaring få ham til at tro, at hun faktisk havde været der for at sørge og ikke blot for at beundre den gravsten, som hun selv endda håbede på at kunne få nogen lignende af. Hvor ville det dog være fantastisk, hvis hun kom til at betyde så meget for familien, at hun ville blive husket for et eller andet. Hvad vidste hun ikke ligefrem, for hun skilte sig ikke just ud fra resten af medlemmerne på en speciel måde. Det formåede alle jo at gøre, hvordan vidste hun ikke, men de havde det ligesom med at være et eller andet stort uanset hvem, det måtte være. Ganske vist var det sandt, at hun faktisk ikke havde haft noget valg med hensyn til at flytte ind i huset, men alligevel var det nu mest for at overbevise ham om, at hun ikke ønskede at føre slægtens formål videre, og ej heller gjorde det for den sags skyld. Morag valgte ikke at svare på Alastairs underlige ordsprog. Hun vidste for den sags skyld, så det var nemmere bare at ignorere det. Men hun havde en klar fornemmelse af, at han endnu ikke troede helt på hende. Noget hun ville forsøge at gøre noget ved, ved at lade som om hun ville hjælpe ham med at finde Horcrux'en. Dog ville hun selvfølgelig lede ham på vildspor, for hun vidste udemærket hvor de lå gemt og dette hus var så sandelig ikke vigtigt nok til det, men det skulle han nu nok finde ud af på et eller andet tidspunkt.
Da han bad om at se Seonas ting, tøvede hun ikke et sekund, inden hun med en bevægelse med sin tryllestav fik den store lysekrone til at tændes med levende lys sammen med resten af lyskilderne i huset. Dette afslørede ikke kun den gamle stil, huset var indrettet med, men også ualmindeligt mange portrætter, der hang over det hele. De fleste have dog bare en tom, sort baggrund, hvor nogle havde nogle lyshårede indbyggere, der stirrede skarpt på de to, men forholdt sig tavse. Morag ignorerede deres blikket, hvorefter hun begyndte at gå op ad vindeltrappen, der op på den næste etage, men ikke uden at holde et skarpt, men diskret øje med Alastair, da hun ikke brød sig om at vende ryggen til folk på denne måde. Hun var paranoid, og mere blev det ikke til. Hun havde trods alt lige indrømmet over for ham, at hun stadig følte frygt, og det bragte nogen gange væmmelige ting op i andre mennesker. Som Morag selv for eksempel. Hvis hun første vidste, at offeret var bange, så blev hele legen jo blot sjovere. Eller det lod hun i hvert fald som om, den blev. Det var faktisk mærkeligt, men umiddelbart kunne hun faktisk ikke se, at hun overhovedet kunne føle andet end frygt. Frygt, der så til gengæld ledte andre ting med sig til tider. Vrede, blodtørst, paranoia og usikkerhed. Alt dette dækkede hun hele tiden over, men skulle sandheden frem, så var frygt det absolut eneste, der egentlig kunne styre hende. Og det var det, hun var opdraget til. De skulle frygte deres overhovedet, for at være sikker på at de ville makke ret. Hun gøs indvendigt ved tanken om dengang, hun var blevet låst nede i kælderen sammen med Raghnaid, og de havde øvet Okklumensi, men hun viste ikke tegn på det udenpå. "Det hele her har været hendes ejendele sammen med Senga." Sagde hun, som hun var halvvejs oppe ad trappen. "Men det vigtigste er heroppe."

[Deleted]

Alastair var ikke paranoid, end ikke engang usikker ved at befinde sig i dette hus med Morag. Men han holdte dog øjnene åbne og sanserne var rettet imod hans omgivelser. Han var ikke nær dum nok til at sænke sine parader eller føle sig hjemme i dette hus. Et hus som han benyttede den korte tid til at betragte nært. De melankolske billeder på væggene, den næsten dystre og gammeldags indretning. Denne familie gjorde nærmest intet for at skjule det faktum at de havde et meget negativt og voldeligt ry. Det fik ham næsten til at smile lidt.. Hvordan kunne en sådan familie og slægt åbent gå rundt og spydde deres hadefulde ideer og tankegange, og stadig tro på dem, efter så mange af deres medlemmer enten var døde eller låst inde på Azkaban? Ja, det var faktisk en meget dyb problemstilling og spørgsmål for Alastair. Hvorfor ikke bare indordne sig under den nye verdensorden af tolerance og accept, i stedet for at stå den på tværs og dræbe på må og få? En sådan opførsel og tankegang kunne da umuligt være profitabelt eller fordelagtigt med et ministerium der indædt var imod dødsgardister og blodfanatisme?
Alastair forblev ganske opmærksom på indretningen og de forskellige genstande, indtil han lagde mærke til at Morag bevægede sig op ad trappen. Han hævede hagen og vendte blikket op imod hende. Han svarede ikke men nikkede blot roligt idet han selv begyndte at følge Morag op ad trappen, mod hvad der åbenbart måtte være Seonas mest betydningsfulde ejendele. Det var jo ikke til at forudse hvad man ville finde, men det ville nok ikke være en Horcrux. Hvis der var en Horcrux i dette hjem, havde han allerede vidst det. For med staven i hånden, kastede han små harmløse besværgelser der hjalp med at afsløre en genstands sande identitet eller natur. Det var jo nemt disse dage at gøre en enkelt vigtig genstand usynlig eller skjule den iblandt så mange andre. På denne måde, forsøgte han at sikre sig, at han ikke ville overse noget. Det ville jo være en skam, skulle han være nødt til at komme forbi huset igen.

[Deleted]

Det burde gerne være gået op for Alastair, at det ikke var et direkte behageligt hus, hun var blevet sat til at bo i. De få protrætter, hvis beboere var der holdt nemlig et meget skarpt øje med dem, og det lod til, at der efterhånden kom flere til de tomme malerier, der ligeledes sendte dem skarpt iagttagende blikke. Af en eller anden grund så skilte familien sig aldrig af med et hus, når først de ejede et. Og hvis ikke der var nogen til at overtage det efter tidligere ejers død, så måtte det bare stå tomt bevogtet af portrætterne af de folk, der tidligere havde ejet stedet. Inklusiv de tidligere overhoveder for den gældende familie, men de hang ikke her. De var inde i mødelokalet. Dette var jo sådan set også meget praktisk, for Morag lagde mærke til hvordan en af portrætbeborene forsvandt, så nu ville Raghnaid sikkert snart vide besked om, at der befandt sig en fremmed i huset, så hvis det skulle gå galt, så kunne hun da være sikker på, at opbakningen ville komme med det samme, da der ikke var et eneste rum, der ikke var dækket med disse portrætter. Dette hus var nemlig et af de ældre, som de ejede, så der havde været mange, der havde haft det før Morag. Men selvom hende og Alastair havde været forholdsvis gode venner i skolen så ændrede det ikke på det faktum, at i aften let kunne blive hans død, hvis han gjorde noget forkert, Og hvis dette skulle hænde, havde hun ikke selv i sinde at stoppe det. Det ville alligevel været umuligt.
Da de kom til ende af trapperne nåede de ind i endnu en lang gang, hvor der kun var placeret tre døre. To på den venstre side og en på den højre. Morag gik hen langs gangen og åbnede den sidste dør på venstre side, der ledte ind til kontoret, hvor de dyrebaresete ejendele, der var blevet efterladt her lå. Men nu hvor Morag havde den stilling, som hun nu havde, havde de ikke været dumme nok til at lade alverdens sortekunstgenstande ligge, men bare en masse smykker, som let ville kunne være brugt til at lave en horcrux af, så det var vel forsøget værd. Hun gik hen til skrivebordet, hvor hun åbnede skufferne med de dyrebare smykker, hvoraf langt det meste var lavet af sølv, men guld var ikke til at se nogen steder. Sølv var bare foretrukket hos dem. Morag trådte derefter til side, så Alastair kunne undersøge det, hvis han fandt det nødvendigt, hun vidste dog udemærket godt, at han ikke ville få noget ud af det, men spillet skulle jo opretholdes.

[Deleted]

Det var ikke nemt at gøre hvad han gjorde. Hans liv var konstant i fare, og effekter af årgamle forbandelser lurede stadig under hans hud. Forbandelser kunne brydes, men de ville aldrig helt forsvinde. Så ærligt talt, var skræmmende malerier og tomme blikke iblandt de mindste af hans bekymringer. Han lagde egentlig ikke rigtig mærke til dem, efter at være draget op ad trappen. Hvad der dog altid var i baghovedet, var familien, eller de som måtte være påvirket af den gældende Horcrux han jagtede. Der ville altid være modstand fra sådanne pårørte personligheder, men der var nu altid noget godt ved disse mørke magikere... alle troede de var stærkere og mere magtfulde end den næste, og enhver familie bar på en så ufatteligt ignorant arrogance, at det kun kunne være en svaghed. De var blevet ved med at undervurdere Alastair, og deres Horcrux's var blevet ved med at blive destrueret. Så jo, Alastiars egen stolthed holdte ham rank i positur og rolig i holdning på vej op ad trapperne, med blikket mod Morag og hvor trappen mon ville lede dem hen. Alt imens han holdte staven sænket ved in side, klar til hvad der nu end skulle komme. Regnede han med at Morag ledte ham på vildspor? Nej. Blot dette enkelte visit til huset, var mere end rigeligt til ham, også selvom det nok ikke var hendes intention. Men som altid var den stoiske Alastair på vagt overfor hvad som helst.
Alastair fulgte efter hende ind på kontoret, opfattede hvor hun selv var på vej hen, men i det samme blev hans blik i stedet rettet mod en bogreol et stykke fra skrivebordet. Han stillede sig med fronten mod reolen og siden imod Morag og skrivebordet. Kort skævede han mod hende. "Den er ikke deri.." Kommenterede han kort, med hensyn til skuffen af smykker hun netop havde åbnet. Hvis der var en horcrux i dette hus, ville han vide det. Og hvis han stod blot nogle meter fra genstanden, ville der ingen tvivl være overhoved. Dette lille visit havde været spild af tid... eller havde det? "Jeg forventer ikke at finde den her i huset, Morag.." Klargjorde han lidt efter, og rakte med sin frie hånd, ud efter en bog fra reolen. Nej, han ledte efter spor. Efter tråde og linier i sandet der kunne pege den rette vej. Og der skulle nok være noget. Enten kunne han have overset det, ellers ventede disse ledetråde stadig på ham. Han åbnede bogen, en slidt bog... noget nær en slægtsbog eller gæstebog. Nogle navne var skrevet i en 'blæktype' der meget vel kunne være blod. Små passager af ord, citater og hilsener prydede siderne.

[Deleted]

Nu slog det Morag, hvad det egentlig var, Alastair havde gang i. Hvis han ikke var her for at lede efter Horcrux'er, så var han her for at lede efter noget andet. Og medmindre det var beviser, så kunne det næsten kun være spor. "Det er for galt!" Udbrød et maleri af en vildt udseende kvinde med lyst hår som Morags. "At snage i vore private sager! Jeg finder mig ikke i det! Hug hovedet af ham! Nej! Tag ham med og kølhal ham!" Morag himlede med øjnene og så hen på Alastair, der stod med den åbne bog. "Det eneste du finder derovre er en boggart, der gemmer sig et eller andet sted deri." Påpegede Morag, der egentlig ikke havde synderligt imod, at han læste i den bog. Den var ikke vigtig som sådan, men nogen gange når man kedede sig, så måtte man vel skrive i et eller andet. Nogle grimme remser blev det ofte til, men mange af de forhenværende ejere af huset havde brugt den bog til at skrive alt muligt mærkeligt i, når man kedede sig, og hvis han fik den idé, at den var et spor til noget som helst, så kom han da godt nok langt på afveje selv uden Morags hjælp. Men selvfølgelig skulle hun da nok hjælpe ham lidt i den forkerte retning ved at give ham nogle falske spor, der samtidig ville give mening, for uanset hvor længe han ledte, så ville han aldrig finde den Horcrux medmindre han fik adressen opgivet, og da det kun var Terges folk, der kendte den, var dette højst usandsynligt, da de hidtil aldrig havde haft en forrædder.
Morag lukkede skuffen i igen og ignorerede portrættets uendelige brok. "Paris ville jeg næsten foreslå. Eller måske bare noget fransk. Det er der Géroux og Mortem holder mest til, så det skulle ikke undre mig, hvis de efterlod sig sine afmærkninger der, dengang de blev fanget i det område." Sagde hun i et sølle håb om, at dette ville lyde godt nok i Alastairs ører til at han ville lede dér. For det var jo sandsynligt, når alt kom til alt. Paris var jo en stor del af deres historie, da det var der, det hele begyndte og stadig foregik. Dannet af de franske Mortem'er, senere ledsaget af de franske Géroux'er og til sidst af de skotske Duncan'er, men selvom Duncan var skotsk, forhindrede det dem ikke i at forsegle aftalen i Paris. Så dette sted ville jo også være det mest oplagte til at have placeret et hovedkvarter. Dog forholdt det sig ganske anderledes, men det vidste Alastair jo ikke noget om, da hovedkvarteret var underlagt en stærk Fidelius besværgelse, hvis vogtere kun fandtes blandt Terges medlemmer, og eftersom der endnu ikke havde været en forrædder iblandt dem, så forblev hemmeligheden hemmelig.

[Deleted]

Portrætter.. individer der ikke længere var i live, eller var langt væk, men som stadig troede de havde indflydelse. Alastair næsten fnøs hånligt for sig selv ved lyden af dets klagesang til Morag. Men alligevel bed han en smule mærke i den direkte attitude der åbenbart var i denne familie og slægt. Han ville aldrig kunne forstå en sådan direkte hang til vold og drab, en sådan ligegyldighed overfor liv og lys og glæde. Han kiggede sig dog også over skuldren et enkelt øjeblik mod portrættet og derefter Morag. Han skænkede dem begge et blik idet de talte, et autoritært blik. Og samtidigt et blik der fortalte han var fuldstændig ligeglad. For det var han..! Om dette var gamle artefakter, arvegenstande eller relikvier tilhørende en gammel slægt, var ham ligegyldigt. For med det indtryk han havde fået af denne slægt allerede nu, så kunne de sluge en skovsnegl og kvæles i deres egne onde ord. Hans høflighed og den respekt han viste andre kunne meget vel nå uanede længder, men det kunne også skæres af ved roden, og i stedet forvandles til den foragt han langsomt var ved at udvikle til denne forbandede slægt. Sådanne tanker smed han dog fra sig lidt derefter og bladrede endnu engang i bogen imellem sine hænder. Dog stoppede han op da hun smed endnu en bemærkning i hans retning. En bemærkning som, i hvert fald til Alastair, lugtede en smule af foragt og blot som en henkastning. Det ville jo være en løgn at sige at han ikke var bange for en Boggart, men han smilte dog alligevel blot en smule for sig selv. "I har en boggart hvilende i Jeres bogreol? Et nysgerrigt sted at holde et sådan væsen.." Kommenterede han en smule køligt. Mørke magikere og sådanne væsner delte ofte et bånd, ligesom dementorerne havde kæmpet side om side med Tom Riddle i den sidste troldmandskrig... hvis hun intet problem havde med boggarts i hendes hjem, og dementorer på hendes arbejdsplads, sagde det måske også en del om Morag i sig selv.. En nysgerrig tanke, der fik ham til at undre sig lidt.
Men trods hans ligegyldighed, tog han det dog seriøst, og lagde bogen fra sig. Han havde ingen lyst til at stå og le som en idiot for at få den skide boggart væk fra hans åsyn, så han vendte sig i stedet interesseret mod Morag. Han trådte endda et par skridt imod hende, men dog med blikket mod omgivelserne i stedet for hende. "En mulighed, ja..." Nikkede han og vendte igen et flygtigt blik imod Portrættet, inden han stoppede op nogle meter fra Morag. "Men jeg ønsker ikke at støde på Deres familie eller medlemmer af Deres slægt... et sådan måde vil uden tvivl ende i min egen død, eller deres død.. Og det kan vi jo ikke have.." Sagde han bare lidt roligt. Han var faktisk ved at blive lidt træt af dette hus, og var langsomt ved at indse at han nok ikke ville finde nogen spor herinde. Enten havde hendes slægt, eller Morag selv, skaffet sådanne spor af vejen. Alastair sukkede blot en smule og gik så hen til portrætterne og billederne, og kiggede kort på det portræt der tidligere havde råbt og skreget og kaldt efter hans hoved på et sølvfad. "At jage Horcrux's er ikke en nem ting, det kræver ofringer som kun få er i stand til at give... Men jeg gør det, fordi et sådan mørke og ondskab ingen plads har i denne verden... fordi det er det rigtige at gøre.." Et kort øjeblik var blikket tomt. Alastair endte med at vende blikket mod Morag.. "Og som følge af dette simple men stærke faktum, vil jeg finde den Horcrux... koste hvad det vil.." Tilføjede han og holdte øjenkontakten med hende et kort øjeblik inden han så hurtigt vendte blikket mod portrættet igen. "Jeg tror jeg har set hvad jeg har brug for her..." Han kunne jo altid finde vampyrerne... deres loyalitet rakte ofte kun lige så langt som til deres frygt for sollyset eller sult.. Azkaban kunne også være et sted hvor en sådan genstand var skjult. Hans ord var kølige, men stadig med en undertone af foragt. Morag havde sagt meget, men hjulpet meget lidt. Alastair vendte sig så mod Morag, og gik imod hende, stoppede først da han var næsten helt tæt på hende. "Fortæl mig sandheden, Morag..." Han fæstnede sit blik i hendes øjne. "Ønsker du at jeg finder Seonas Horcux?" Han var ganske alvorlig, men stemmen var lavmæl, eftersom han nu stod lige foran hende. Hun havde mistet meget af hans tiltro, desværre.. Ikke nødvendigvis som følge af noget hun havde gjort eller sagt... men nok mest som følge af hendes tilhørsforhold og ærbødighed til hendes slægt..

[Deleted]

Et meget dystert udtryk gled hen over Morag ansigt, da Alastair kommenterede stedet, hvor boggarten var. Jo, Terges var en dygtig alliance, de var alle udstyret med umådelige magiske kræfter og særdeles høje intellekter fra naturens side, men boggarter havde alligevel altid været et svagt punkt for dem. Som sagt var de jo alle styret af frygt, og at se den i øjnene var ikke noget, de ønskede at gøre, selvom de gjorde det hver dag. I Morags og mange andre fra Terges tilfælde ville boggarten forvandle sig til Monsieur Mortem, og han kunne på ingen måde laves til en morsomhed. Jovist havde han god sans for humor, han var faktisk meget morsom, når han selv ville det. Men han var jo også et sadistisk væsen, der nød at pine og torturere andre, og det var det, han stod klar med, når boggarten vise sig for Morag. Hun kunne ikke hamle på med den og måtte derfor opgive og i stedet fylde bogrealoen op, så den i det mindste ikke bare sprang ud hele tiden. "Tro mig, hvis jeg kunne, så gjorde jeg det." Sagde hun retorisk, da hun ikke ønskede noget svar på dette. Det var vel også mere en kommentar, der blot skulle høres, men ikke besvares.
Aldrig i livet om han ville have den ringeste chance, hvis han dukkede op i Paris, og forsøgte at krydse klinger med en Géroux eller Mortem. Så godt som de to hele slægter holdt jo til der, og der ville strømme medlemmer til, hvis han forsøgte på noget. Så hvis det blev nogens død, så var det hans egen, men heldigvis var han vel klog nok til at holde sig på afstand af dem. Tænkt sig hvis Monsieur Mortem fik fat på ham i live. Hvilke rædsler, der ville vente ham i fremtiden, og han ville ikke engang kunne dø fra det, det skulle Monsieur Mortem nok sørge for.
Instinktivt bakkede Morag lidt væk og gjorde klar til at trække sin tryllestav, da Alastair begyndte at nærme sig, men hun stoppede omgående igen, da han talte til hende. Om hun ønskede Horcrux'en destrueret. Nej, selvfølgelig ikke, det var jo hendes faster, der så risikerede at dø inde i Azkaban, men så alligevel... Hvis der var noget, hun ønskede bort, så var det den ondskab, som Terges var fordærvet med. Ja, hun var selv en del af det, men hun kunne ikke andet. Hun var lavet til det, ligesom alle de andre, og hun ville ikke kunne gøre noget som helst andet, inden Jerome, Maxence og Wallace, de originale stiftere af Terges, slap dem fri, og det ville aldrig nogensinde ske. Så hvad kunne man gøre? Som Monsieur Mortem så pænt sagde det, så var de omvandrende dræbermaskiner, og det havde han så sandelig også ret i. Men en Horcrux var et tegn på ondskab, og hvis der var nogen, hun ønskede bort fra denne familie, så var det ondskaben, så de alle kunne være frie. Da hun jo vidste, at portrætterne i rummet smuglyttede, trådte hun tøvende tættere på Alastair og trods hendes kropsforskrækkelse, trådte hun hen så hun stod tæt på ham, hvorefter hun sagde meget lavmælt, hvilket han forhåbentlig ville kunne høre. "Jeg ved, jeg ikke er til megen hjælp, men jeg ved ikke hvor den er... Du bør i øvrigt tage dig i agt. Hvis Seona har en, så har Senga også, og de deler sikkert et eller andet bånd. De er begge sadistiske galninge, jeg gentager: tag dig i agt... Og når du finder dem, så destruer dem begge, så vel som at pulverisere dem..." Hun kiggede ikke op, da hun talte til ham, men hun var sikker på at portrætterne ikke havde hørt hende, for de sendte hende misfornøjede blikke, men ingen af dem brast ud i vild vrede. Hun trådte hurtigt et langt skridt tilbage, da hun havde talt færdig, hvorefter hun lod sit blik møde Alastairs med en dødsens alvorlig mine.

[Deleted]

Alastair havde været i paris før. Der var nok ikke mange afkroge af verden hvor han endnu ikke havde været. Han havde mødt en vampyr i katakomberne under Paris. En selvfølgelig lidt makaber personlighed ved navn Enzo, men en vampyr som rent faktisk havde hjulpet Alastair i en mørk periode af hans tilværelse, for mange år siden. En gammel vampyr, der trods hans natur og væsen, stadig havde haft noble karakteristikker, visdom, og et underligt had overfor sin egen slags. Det var Enzo der havde lagt de første sten til Alastairs fundament af foragt overfor Horcrux', og Enzo havde lært ham meget. Men Enzo havde selvfølgelig også lært Alastair, at man skulle træde varsomt i Paris, omkring de familier og slægter der troede sig selv mere adelige end andre. Beklageligt, så troede Alastair ikke på at Enzo stadig var 'i live'.. han var trods alt næsten 150 år gammel da Alastair havde mødt ham. Alastair ville være den første til at indrømme at der fandtes magikere, troldmænd og hekse, med langt større magiske kapaciteter end ham selv. Men han ville være den sidste til at stikke halen imellem benene. Han var Alastair Barclay II, modig og stærk og retfærdig.. en sand Gryffindor. Hvad han måske manglede af kunnen, gjorde han mere end op for i viljestyrke, stolthed og mod. Der var ingen grænse for hvad han ville gøre, hvad han ville ofre, for at gøre det rigtige og retfærdige... hvilket ofte gav ham overhånden overfor de tvetydige modstandere der kunne stå i hans vej. At undervurdere Alastair, ville uden tvivl blive en beklagelig fejltagelse.
At Morag ikke syntes at undervurdere ham, gav ham også en smule fred for de alt for mistroiske og uhæderlige tanker der kunne flyve igennem hans hoved. Måske til hans egen fejl. Dette var måske også en af tingene der gjorde at han lyttede intenst til hendes ord, og faktisk troede hende. En næsten behagelig følelse at få efter en ubehagelig aften i så gyselige omgivelser. Han gjorde ikke noget for at bemærke eller yderligere kommentere hendes ord, da det var tydeligt at hun ønskede disse ord kun ytret imellem de to. Og da Morag så trådte væk fra ham, gengældte han det alvorlige blik i hendes retning. Om det var et show for de betragtende portrætter, videdes ikke. Efter lidt tid trådte Alastair endelig imod Morag, endnu en gang. Denne gang tættere end han tidligere havde gjort det, og krummede sin ryg en anelse. Han førte sin mund og sine læber hen til hendes ene øre, blot nogle få centimeter derfra. Han følte et behov for at sige disse ord, uanset om hun så havde fortjent dem eller ej. "Tak.. Morag." Hviskede han nænsomt i hendes øre. I det samem derefter bevægede han sig. Trak sit hoved væk fra hendes, vendte sig om, og gik imod døren. I næsten statiske bevægelser, som man ville gøre det, var man blevet fornærmet eller på anden vis bare ville væk. Han stoppede op foran døren og vendte sig igen halvt imod Morag. Endnu en gang følte han behovet for at sige noget, inden han forlod stedet. Med siden til hende, og staven peget mod jorden ved hans side, kiggede han kort ned, inden det gråbrune blik blev vendt mod den hvidhårede lille kvinde.. "Jeg vil finde dem... og når jeg gør, vil jeg destruere dem... Koste hvad det vil." Det føltes næsten som om han gentog sig selv, hvilket han også gjorde på en måde, men for at understrege hans resolutte viljestyrke på dette punkt. Intet skulle stå i vejen for ham..
I et kort øjeblik var hans blik næsten sørgeligt, vendt imod hendes øjne, som var der medynk at finde i hans blik... eller måske smerte. Men nærmest med en flamme der brændte i ham. I det samme derefter, løs det karakteristiske sus, og den spektrale tranferens endte i et knald... og Alastair var væk.

//Out

[Deleted]

Hvilke problemer hun dog ville ende i, hvis Raghnaid nogensinde fandt ud af, hvad hun lige havde sagt til Alastair. Selvom Morag vidste, at Raghnaid og de to andre overhoveder ønskede Terges' befrielse, mere end hun selv gjorde, så var de jo endnu tro mod det, de var blevet skabt til at gøre. Det var ethvert medlems store drøm at de originale overhoveder ville fri dem, og overhovederne, der havde lidt mere end nogen anden, havde trods den stærkeste loyalitet også det mest brændende ønske. Terges var ikke noget, nogen af dem ønskede, og det var ikke godt for andet end de gamle traditioner. Men det var alt de kunne, når alt kom til alt. Men det ødelagde dem også. Duncan'erne havde det med at blive dræbt i kamp eller andre ulykker, mens Géroux'erne ikke var ligeså tilbøjelige til sindsyge og i stedet havde det med at dø af ren ensomhed, mens Mortem'erne havde det med at køre dem selv så lang ud over grænsen til vanvid, at de blev slået ihjel af det. Dette var selvfølgelig blevet bedre med årene, som man blev mere modvillige, men stadig adlød det mindste vink, men specielt Sinéads repræsentanter (et gammelt medlem af slægten), havde det med at gå fuldstændig fra den, inden de var nået at fylde 20. Det var faktisk en smule skræmmende, hvordan man kunne gøre sig selv så skør, at man døde af det, men sådan var virkeligheden i Terges. Og hvor forkert det end måtte lyde, så vennede man sig til det med tiden.
Det var totalt uventet, at Alastair nu trådte helt hen til Morag, hvis instinkter skreg til hende, at hun skulle flygter eller forhekse ham, men hun holdt hovedet koldt denne gang. I stedet halv-stivnede hun og holdt vejret, som hun sagde tak til hende, hvorefter han selv gik bort, og hun kunne trække vejret igen. Det var bare en naturlig reaktion for hende, at hun skulle frygte det, når folk kom hende for nær. I hvert fald fysisk, for ingen havde nogensinde haft held til det psykisk, og det skulle overraske hende, hvis nogen nogensinde skulle komme til det. Men sådan var det nu engang. Men så igen, så var det heller ikke noget, hun var lavet til. En kold og følelsesløs morder, var det, hun var skabt til at være, og det var også det hun var, indtil de en skønne dag ville blive sat fri, hvilket hun tvivlede stærkt på nogensinde ville ske. Hun så efter Alastair, som han bevægede sig væk, men afholdt sig far at smile, da han gav hende beskeden om, at han nok skulle finde og destruere dem. Portrætterne var ikke glade, men Morag selv kunnedog få sneget en kommentar ind, som de heller ikke ville kunne tyde. "Tenebris Habet Vobis." Sagde hun med en alvorlig mine, lige inden han forsvandt. Det var noget Terges ofte sagde til hinanden og til andre. Man vidste aldrig helt, hvad det betød. Det var både en forbandelse og et kompliment samtidig med, at det var en fornærmelse og et tegn på fortvivlelse og en sjælden lykke. Men lige nu var det et held og lykke, som protrætterne forhåbentlig ville opfatte som noget negativt.
"Hvad sagde du til ham, Morag?" Vrissede et mandligt protræt med ligeså lyst hår som de andre, men Morag rystede på hovedet. "Det vil ikke lykkes ham." Sagde hun, hvorefter hun selv bevægede sig ud af rummet, ned ad trappen og ind i dagligstuen, hvor hun besluttede sig for at bruge resten af natten på at glo ind i ilden i pejsen og genopleve nattens hændelser inde i sit hoved.

//Out