I'm NOT your friend

[Deleted]

Det var en gangske almindelig lørdag, Nixon havde ved morgenmaden fået en kæmpe stråler fra sin far. han hadede det virkelig det var nummer 2 på det få måneder de havde været på skolen, det var virkelig pinligt,  og alle ved slytherin bordet havde grinet og hånet ham inden han havde rejst sig fra bordet og løbet grædende ud. Han havde ikke håbet at nogen havde opdaget han græd, han hadede at folk hånede ham og grinede af ham. Men han havde intet i mod at gøre det mod andre, faktisk så nyd han at gøre det ved andre. Det gav ham selvtillid at se og mærke folk tryle ham om at stoppe, eller gik grædende derfra. 


Nixon havde samlede alle de bagud lektier han havde , han ikke havde lavet for at få dem lavet inden han skulle hjem på ferie. for der vankede ham når han kom hjem, hvis de ikke var lavet og afleverede. det havde hans far ikke særlig pænt sagt til ham i skråleren.  Han begav sig op mod biblioteket, for at lave dem, han magtede det virkelig ikke lige nu, men blev nødtil det. medmindre han virkelig ville have tæsk af sin far når han kom hjem. For det var det han viste der vankede når han kom hjem. 

Nixon smed sine ting på et bord lige ved siden af en første års elev " smut " sagde han og så truende på eleven, eleven så dumt på ham og sagde " hvorfor ?". Nixon hævede truende hånden og sagde " jeg sagde skrid eller jeg banker dig " sagde han vredt og skubbede hårdt til drengen så han væltede ned af stolen. " tag nu og smut eller vil du måske godt have tæsk " hvislede han koldt og hårdt. " oki oki " sagde drengen og pakkede sine ting sammen og smuttede til et andet bord.

[Lewis Westen]

Lewis proppede den sidste mundfuld brød ind i hans mund inden han rejste sig. Det var spild af tid at sidde der. Der skete aldrig noget.. Eller jo Nixon havde fået en skråler. Det havde faktisk været utrolig morsom og han havde da råbt en masse hånlige tilråb til ham. Den lille unge fortjente en skråler. Absolut! Brødet var omtrent sunket, da han trådte ud i indgangshallen. En lille solstråle sneg sig ind af den halvåbne egetræs dør, men han skulle ikke ud. Tværtimod. Han skulle op i biblioteket og lave sin sidste Eliksir lektie færdig. Eliksir var hans stærke fag og nok det eneste fag, hvor han gjorde sig ordentlig umage, så det passede ham fint at det lige var den stil, der manglede.

Efter, at have passeret mange trapper, korridore og hvad Hogwarts ellers bød på, trådte han ind i biblioteket. Der var stille som sædvanligt og det kedede ham egentlig. Skete her virkelig aldrig noget? Arrogant smilede han og råbte. "Lewis in da´ house". Selvtilfreds efter sit råb gik han ned af en bogreol for at finde stederne, hvor bordene stod.
Et lille smil flækkede over hans ansigt, da han så den ydmyge lille Nixon, Jayden´s slaver. Og når man var Jayden´s slave var man automatisk også hans. Så selvtilfreds gik han hen til ham og fejede hans ting ned af bordet. "Husalf, tag min eliksir bog op af min taske eller du fortryder!" Startede han koldt og hånligt ud.

[Deleted]

Nixon, havde ikke lagt mærke at Lewis var kommet hen til ham, han kendte ham ikke særlig godt, men viste at han var bedste venner med Jayden, det var sjældent, Nixon så Lewis og Jayden væk fra hinanden. Nixon så op, da han ting blev fejet ned af bordet, han så ned på tingene, og op på Lewis, han rejste sig koldt og hårdt skubbede til lewis og sagde ” forget it” sagde han bare og satte sig ned på knæ og begyndte at samle alle sine papire sammen, der nu var et stort rod, det vari kke fordi han på nogen som helst måde, havde styr på sine papire. Det lå normalt bare rodet sammen ,men han havde faktisk lige siddet og ordnet papirerne sådan at han kunne finde ud af hvad han manglede at lave og hvad han ikke manglede at lave. ” hvem tror du egentligt du er, var? Først så får jayden dig med på den her husalfe leg, og så sidder og laver hånlige tilråb af mig i storsalen, vil du bare have tæsk eller hvad er det du er ude på ” sagde Nixon og rejste sig op og prøvede igen at skubbe til lewis.

[Lewis Westen]

Lewis kastede sine grønne øjne på den lille anden års elev. Så vidt han vidste var han ret så rapkæftet, men det var rigtig dumt at være overfor ham. Han kunne godt styre sit temperament, det var slet ikke det, men man skulle have respektet for ellers vil man blive set som fjende!
Hans ene øjenbryn skød i vejret, da han blev skubbet og hørte hans svar. Uden videre skubbede han hårdt til den lille pestilens og sendte ham et af sine meget kolde blikke. "Forget it?" Reciterede han. Og trak sin stav og viftede med den foran hans ansigt. "Pas hellere på, hvad du siger, Ukkola. Jeg kan meget mere med min stav end dig!" Det var tydeligt at høre i hans stemme at det var en trussel. Og det var han ny ydderst tilfreds med, det lille pjok skulle ikke komme og spille smart overfor ham!

Et hånligt smil viste sig på hans læber, da Nixon begyndte at samle sine papirer op. Hvor ynkeligt. Han tog, og ruskede lidt i hans hår. Nok lidt for hårdt, men det var han ret så ligeglad med. Endnu en gang skulle hans øjenbryn skyde i vejret, da han hørte drengens svar. "Lad mig se.." Sagde han og lod som om han tænkte. "Jeg er Lewis Westen. Stolt fuldblods troldmanden, som er meget stærkere end dig." Endnu en gang var det en trussel. "Det er ingen leg, Ukkola. Du er en lille husalf for os.. Og tro mig! Hvis du løber om hjørner kommer du til at fortryde stærkt og ,tjah når du modtager en skråler fra din far fortjener du lidt hånlige tilråb. For så har du jo ikke opført dig ordentligt, lille pjok." Det sidste sagde han meget hånligt. "Truer du mig?" Hvislede han. "Skal jeg forbande dig?" Denne gang var trusslen direkte og han var ikke bange for at gøre det og det håbede han, man kunne spore i hans stemme. Da han igen skubbede lidt til ham spændede han lidt med sine muskler og skubbede ham hårdt i retningen af væggen inden han så, lynhurtigt trak sin stav og pegede den alvorligt og truende mod Nixon. "Hvem skulle have tæsk?" Hvislede han faretruende.

[Deleted]

Nixon så på ham da han blev skubbet igen, han røg med siden ind i bordet og slog sig ret hårdt, det gjorde tydeligt ondt på ham ” rend mig ” hvislede han mens han ømmende så på ham. ømmende ville han pakke sine papire sammen og smutte, inden det blev for voldsomt, han havde hørt rygter om lewis, og havde ikke lyst til at opleve det. rygter der sagde han ikke var en man skulle løbe om hjørner med. ” woow du kan dit fulde navn er du stolt ” sagde Nixon og så stift på ham. han valgte med vilje at ignoere det næste han sagde og ville egentligt bare væk, men han kunne ikke dy sig og sagde ” ved du hvad Lewis, du er en lille tøs, du er svag, jeg er stærk, du ved ikke hvem jeg er ” sagde han koldt ” jeg kan smadre din selvtillid så groft så du ikke vil kunne se dig selv i spejlet ” sagde han hårdt. Da nixon havde skubbede ham igen og Lewis skubbede ham hårdt op af væggen så han bange på ham, han så bange på hans stav, ” du du du du du du du ” sagde han stammende og bange med et ansigt fyldt af rædsel ” du må ike ” fik han fremstammet med tåre i øjnene.