Fortsættelse: Endnu et møde.

[Jayden Darren]

”Dukker? Er det sådan du kalder dem?” spurgte Jayden og hævede det ene øjenbryn. Han morede sig lidt over hendes måde at omtale hans såkaldte dukker på. ”Hvad så hvis en af dine veninder er blandt gruppen, er hun så også en dukke?” forsatte han og lo hæst med en ironisk latter. Han vidste ikke om en af hendes veninder var blandt, for han var ikke ligefrem ekspert i hendes venner. Men det kunne have været komisk, ufattelig komisk.

Jayden så undrende på hende og lagde hovedet let på skrå. Besværligt? Han kunne ikke forestille sig hvordan det kunne være besværligt at få et par bukser af – og på igen, indtil han huskede hvordan en anden havde sagt det samme. Besværligt. ”Altså gør det noget, at det er lidt af en udfordring?” spurgte Jayden og så udfordrende på Marguerite med et skævt smil. Faktisk nærmede smilet sig til at være en anelse hånligt. Et gys gik igennem ham da han mærkede den stille vind mod sit ansigt. Det var koldt, men underligt nok så var det kun kold for delen over vandet. Men sådan var det jo. Vandet kølede jo en ned så man ikke kunne fryse, eller hvad det nu gjorde.

”Du er da lidt bitchy ligenu. Du er lidt ond når du sådan gør grin med de høje tøser.” forklarede Jayden og var egentlig lidt ligeglad med om hun blev sur eller ej. Selvfølgelig sagde han det ikke for at gøre hende ked af det, men nogle piger var bare så overfølsomme. Og det var lige til at brække sig over.
"Har du aldrig hørt det at høje piger og flottere end de lave?"
”Jeg har meget tid til at være syg. Man slipper for timer og lektioner. Det er skønt.” sagde han og bed sig let i sin kolde læbe. Det ville ikke undre ham at han blev syg af denne omgang. Måske lidt halsbetændelse, eller lungebetændelse. Ikke fordi det betød noget. Altså det skulle nok gå hurtig væk igen.

”Ønsker du at komme ind og i seng?” spurgte Jayden da han fulgte hendes blik hen mod bredden. Han ville godt kunne forstå hende, det var jo ufattelig koldt. Men alligevel så håbede han at hun ikke ønskede det.

[Marguerite Sophia King]

   Rita trak ligegyldigt på skuldrene. ”Det er jo det, de er.” Det var ikke ligefrem en sympatisk kommentar, der kom fra hendes mund. Men hun var altså heller ikke en engel hele tiden, uanset hvad alle andre gik og sagde. Rita kunne være ganske fordømmende. Hun mærkede et lille stik af jalousi, da han nævnte muligheden for, at en af hendes veninder var iblandt hans dukker, og bankede så sig selv mentalt oven i hovedet. Der var absolut ingen grund til at være misundelig på dem. ”Selvfølgelig er hun det.” Altså, det kunne hun jo ikke løbe fra. Desuden misforstod han det vidst. Dukker kunne sagtens være søde, selvom de var dukker.
   ”Nej.” sagde hun fast, men kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun var sikker på, han gjorde det med vilje. ”Det kan du ikke lokke mig med igen.” Udfordringen. Der måtte være grænser for, hvad hun skulle stå model til.
   ”Jeg gør skam ikke grin. Det er et faktum.” Det rørte hende ikke en tøddel at blive kaldt bitchy og ond. Skældsord havde i det hele taget ikke nogen stor effekt på Rita. Man skulle dybere ned end som så. Men hvis man forstod at komme derned, så kunne hun blive både rasende, dybt ulykkelig og meget såret, som enhver anden. Det krævede bare, at man ramte hende personligt. ”Det er noget vås.” fastslog hun med en mine, der ikke var til diskussion. Da hun havde været yngre, havde hun altid ønsket at blive én af de der høje nogen, med edderkoppeagtigt lange ben. Sådan gik det bare ikke. Rita var nogenlunde tilfreds. Men hun var inderligt træt af at høre ordet ’nuttet’ blive kædet sammen med hende, alt efter hvilke øjne, der så.
   ”Skønt for dig, måske. Men jeg vil altså gerne have gode resultater.” Og hun ville da også blive overrasket, hvis ikke han gerne ville det. Det var trods alt på Slytherin, at de var kendt for at være ambitiøse. Og gode resultater åbnede bare for så mange flere muligheder senere i livet. Det var værd at bruge tid på, mente Rita.
   Hun bed sig overvejende i læben og kastede hurtigt et blik derind igen. ”Lidt…” indrømmede hun tøvende og rømmede sig let, for at hendes stemme ikke blev for skinger. ”Åh, vent!” udbrød hun hurtigt bagefter og løsnede det greb, hun stadig havde om hans nakke. Vandet føltes næsten varmt, da hun førte hænderne ned i det og om på ryggen. Hendes tryllestav måtte stadig sidde et sted i baglommen, og hun fandt den da også ganske hurtigt. Det var ikke fordi, Rita havde i sinde at forhekse ham. Selvom det var fristende. Men de kunne lige så godt gøre sig det behageligt, nu de var der. Så hun udførte et kort, indviklet tryllestavsving, og der begyndte at strømme varm luft ud fra spidsen af staven.
   ”Ååh..” sukkede hun saligt, da hun rettede staven imod sig selv. Under vandet var det - sjovt nok - ikke varm luft, der kom ud, men varmt vand, der langsomt begyndte at tø hendes følelsesløse lemmer op.

[Jayden Darren]

Jayden lo hånligt da Marguerite endnu engang sagde at 'hans' tøser var dukker. Det var faktisk rigtig sjovt at høre på, især når det kom fra en vejleders mund. Måske var hun ikke så uskyldig som han og hans venner altid gik rundt og sagde. ”Ved du hvad. Jeg synes at dukker er en glimrende sammenligning.” begyndte Jayden og åbnede munden kort for at forsætte. ”De er jo kønne, og kun til at lege med. Indtil de selvfølgelig bliver for kedelige, og kun til at smide ud igen.” Jayden så på hende med flabede øjne, velvidende om at han ikke lige havde udtalt sig særlig pænt om de tøser. For jo mere han tænkte over det, så var de 'søde' tøser der gjorde alt hvad man sagde til dem for kedelige. Han ville have udfordring. Som Marguerite gav ham. ”Også hvis det var f.eks. Lahaina?” spurgte Jayden og smilede skævt. Han havde ingenting haft med den bitch, som han kaldte hende. Hun var lækker nok, men han hadede hende ligesom hun hadede ham. Han ønskede bare at se Marguerites reaktion.

”Er du nu sikker?” spurgte Jayden og sendte hende et skævt smil. Han havde det som om at hun havde regnet ham ud. Som om hun vidste at han ønskede at hun tog bukserne af. Altså, det ønskede han da. Hvem gjorde ikke det? En hot tøs der smed bukserne, det ville jo være genialt at blære sig med. Men da han først lige havde nævnt hende om det, så var det faktisk fordi han mente at hun ville få det mindre koldt ved at smide dem.

”Så siger vi det, selvom jeg ikke rigtig tror på dig, Marguerite.” sagde Jayden ligegyldigt og trak på den ene skulder. Det slog ham pludseligt at han ikke vidste hvad hun ønskede at blive kaldt. Andre kaldte hende Rita, det vidste han, men om hun hadede navnet Marguerite, det vidste han ikke. Sådan nogle spørgsmål var altid gode at gemme til en dag hvor de måske ville befinde sig i en akavet situation. Hvilket de nok skulle komme i, for det gjorde alle nu til dags. ”Siger du ikke kun det er noget vås, fordi du selv har korte ben?” spurgte han drillende og prøvede at holde en stille latter inden i sig selv. ”Men jeg kan fortælle dig... Jeg synes de lave piger er pænest.” hviskede han hæst ned mod hende øre.

”Det ville jeg da også gerne, men vi har masser af tid. Vi er kun i november.” fortalte Jayden hånende. Ifølge ham så var tiden noget af det man havde mest af. ”Lektier og alt det der, det kommer jo ikke til at gå ud over vores U.G.L'er, altså karakteren.”

Jayden bemærkede hurtig hvordan hun fjernede sine arme fra hans hals, hvorefter den fandt om bag ved hende. Han skulle lige til at smide en kækt besked afsted mod hende, indtil han fandt ud af at hun trak sin stav. ”Vent, hvad...? ...Hey del!” udbrød Jayden og tog fat i hendes hånd, den hvor hun havde staven i. Han kunne godt mærke det varme vand, men helt sikkert ikke ligeså meget som hun kunne. Besværligt prøvede han at vende hendes hånd om, og for at det kunne lykkes, så måtte han også vende hende om. Hvilket han prøvede.

[Marguerite Sophia King]

   ”Lahaina er alt for fornuftig til at indlade sig til noget med dig.” snøftede Rita enkelt og undlod dermed at svare på, om også Lahaina var en dukke, hvis hun havde haft noget med Jayden. Selvfølgelig var hun ikke det. Lahaina kunne aldrig være en dukke, hvilket ganske simpelt blev bevist ved, at hun aldrig kunne finde på at indlade sig med Jayden. Det var ganske logisk.
   ”Absolut! Mange ting kan du lokke mig til, Jayden, men ikke lige det.” Og det var der en ganske god grund til. Rita var simpelthen blufærdig. Det var aldrig et problem i omklædningsrummet før og efter en quidditchkamp, eller på sovesalen sammen med Lahaina - de så jo ikke noget, de aldrig havde set før. Meeen det her var noget andet. Det var en absurd tanke, men Rita kunne ikke rigtigt slippe den. Hvad nu, hvis han ikke kunne lide, hvad han så? Hun rystede kort på hovedet for at få tankerne til at forsvinde.
   Rita tog sig i det, da hun skulle til at protestere og sige, at hun aldeles ikke havde korte ben! Det gik op for hende, at hun dermed ville slå fast, at hun selv var en af de dér med edderkoppeagtigt lange ben. Okay, på det punkt var hun måske lidt dobbeltmoralsk. Hun havde intet imod at håne de langbenede lidt, men så snart nogen påstod, at hun var lille, så protesterede hun på det voldsomste. Det var det samme med kvindeligheden. Når hun kunne se en fordel ved det, så spillede hun på det, men på alle andre tidspunkter fornægtede hun det. ”Hvorfor skulle jeg ellers sige det?” indrømmede hun dog og skubbede lidt til ham. Hans udtalelse fik hende til at se mistænksomt på ham igen. Som om hun prøvede at greje, om han mente det eller ej. Rita havde lidt svært ved at tro det. Faktum var jo altså, at de fleste var mere til lange ben.
   ”Tiden går hurtigt, Jayden. Og jo flere lektier, du laver, jo mere lærer du jo.” Sådan plejede det i hvert fald at være. Altså man kunne jo sagtens følge med i timerne og lære en hel masse. Men uden at lave lektier, ville man misse en hel masse. Og måske ville man gå ned på det til eksamen. Det ville Rita ikke risikere!
   "Hey, la' vær'!" udbrød hun med et grin, da han fangede hendes hånd i sin egen, og prøvede at ryste den af, så den varme vandstråle skød i forskellige retninger. Hun stak til ham med sine albuer, der i øjeblikket var hendes bedste våben. "Du kan da lave den selv!" påpegede hun lattermildt, som han rykkede hende rundt i vandet, selvom hun kæmpede lidt imod. Kun lidt. Mest fordi hun ikke ville give op på forhånd, selvom hun udmærket vidste, at hun ikke havde den store chance. Og hun havde heller ikke lyst til at komme til skade. Det ville ikke se godt ud, når hun skulle bortforklare dén oppe på Hospitalsfløjen, selvom det da ikke var helt sjældent, at hun befandt sig der. Quidditch var en farlig sport.

[Jayden Darren]

Jayden lo hånligt og blinkede et par gange med øjnene. ”Det er hun sikkert. Men det er aldrig noget vi finderud af, heldigvis.” sagde han ligegyldigt, som om det ikke ragede ham noget. Hvilket det selvfølgelig heller ikke gjorde. Han kunne godt høre hvordan hun undlod at svare på om Lahaina var en dukke så. Men han havde gjort det samme hvis han stod i hendes sted, og skulle sige om Lewis var en dukke. Jayden begyndte endnu engang at le lavt da han tænkte tanken. Lewis som en dukke, ja sikkert.

Jayden så overvejende på Marguerite og smilede så skævt til hende. Han havde selvfølgelig en masse andre planer i hovedet om hvordan han kunne få hende til at smide bukserne, – det skæve smil blev større ved tanken – men eftersom han prøvede at få hende til at falde for ham, så lod han det ligge. Han ville jo ikke gøre noget hun ikke ønskede. ”Det er bare helt okay, Marguerite.” mumlede han hæst og betragtede hende med hans mørke øjne. Han var ikke ligesom hans venner. For han kunne aldrig finde på at tvinge hende til noget.

Jayden smilede hånligt til hende da det lignede at hun tænkte over noget. Det så sjovt ud, det måtte han indrømme. Ikke det med at hun tænkte, mere det med at hun så så sød og forvirret ud. Det lignede nærmest at hun ville have sagt noget, men fortrød det. Jayden kendte selv den situation, men for det meste så reddede han sig ud af den ved at komme med noget andet at sige. Så ville folk heller ikke spørge. ”Jeg ved ikke hvorfor du skulle sige det.” svarede Jayden ironisk. Det var jo en smule klart at han ikke vidste hvorfor hun ellers ville sige det. Der var så mange forskellige piger her på Hogwarts. Nogle løj hele tiden, andre sagde kun sandheden. Han vidste jo ikke hvilken type hun var endnu.

”Det ved jeg da godt at tiden gør. Vi går jo ligesom allerede på 5. årgang, ikke. Og jeg kan da stadig huske mit første skridt her på skolen.” fortalte han og trak på den ene skulder. ”Og ja, jeg ved det godt. Men lektier er seriøst noget slemt noget. Du kunne være min lektiehjælper?” spurgte Jayden drillende og hævede flirtende det ene øjenbryn.

Jayden lo ganske let da hun prøvede at trække sin hånd fri fra hans. Og især fordi det ikke gik særlig godt for hende, men alligevel.... Det lykkes for hende at få trukket strålen væk fra ham, så det varme vand flød ud alle andre steder end på dem. ”Stop med det der. Nu får ingen af os varmt vand.” udbrød Jayden med at grin og slap hendes hånd og trak selv sin tryllestav. Han mumlede nogle utydlige ord og en varm vandstråle skød nu også ud af spidsen på hans stav. ”Fint nok, jeg laver bare mine egne.” sagde han drillende og lod den varme stråle flyde ud over sig selv.

[Marguerite Sophia King]

   Rita himlede med øjnene, og lige på dét punkt forstod hun overhovedet ikke Jayden. Havde hun nu været en dreng - så havde hun da været smaskforelsket i Lahaina. Pigebarnet havde jo netop de efterspurgte lange ben. Rita kunne ikke lade være med at misunde hende sin figur engang imellem - Rita var jo bare lille og så spinkel, at hun nærmest var kantet. Alt for tynde arme. Slet ingen hofter. Jo, når hun på den måde sammenlignede sig med sin veninde, kunne hun finde masser af skavanker ved sig selv. Lahaina kunne blive supermodel, hvis hun ville, det var Rita sikker på!
   Rita skulle til at svare igen, da hun rent faktisk hørte, hvad han sagde, og tav. ”Virkelig?” spurgte hun igen, denne gang med hovedet lidt på skrå og et undrende blik. Det var bare helt okay? Arj, så adskilte han sig da væsentligt fra alle andre drenge, der rendte rundt på skolen og lod som om, de ejede den! ”Du er jo en gentleman, Jayden!” udbrød hun halvironisk og med et lille fnis, efter at have draget sin egen konklusion. Hvorfor det overraskede hende sådan, det anede hun ikke, men dét havde hun bare ikke lige regnet med. Hans bemærkning fik hende til at hæve det ene øjenbryn en smule.
   ”Hvis jeg nu drejer den der rundt inde i mit hoved…” startede hun tænksomt ud og rynkede panden. ”… så bliver det med lidt god vilje til et kompliment. Så tak!” ræsonnerede hun hurtigt sig frem til, efter at have vendt den rundt. Han vidste ikke, hvorfor hun skulle sige det - det måtte jo betyde, at han ikke kunne se nogen grund til, at hun skulle sige det. Hvilket i sidste ende ville betyde, at han ikke syntes, hun havde brug for at sige det, og dermed konkluderede han altså, at lange ben var noget opreklameret pjat, og Rita snildt kunne måle sig med dem. Den var kringlet - men den var der!
   Rita måtte hoste, fordi hun kom til at grine sådan, da han foreslog, hun kunne være hans lektiehjælper. ”Din lektiehjælper?” fik hun frem, idet hun rømmede sig, og fik kontrol over sin latter. ”Din personlige lektiehjælper?” uddybede hun og efterabede hans flirtende udtryk. Det fungerede bare ikke så godt for Rita, eftersom hun havde store problemer med at holde masken. Det værste var, at det var sådan en ting, hun som vejleder havde svært ved at sige nej til. Det lå ligesom i kortene, at hun skulle gå frivilligt ind til sådan noget. Men Rita var ganske sikker på, at Jayden overhovedet ikke havde brug for lektiehjælp. Det var nok mere motivationen, det kneb med.
   ”Okay. Okay, okay!” spruttede hun, fordi hun havde fået vand i munden, og trak sin hånd til sig, da han slap sit tag i den. Rita vendte resolut sin stav rundt og lod den pege mod sig selv igen. Med lidt god vilje kunne hun begynde at mærke sine tæer igen, men det kunne lige så godt være indbildning fra hendes side af.

[Jayden Darren]

Jayden smilede hånligt til hende og himlede lidt med øjnene. Selvfølgelig ville han ikke tvinge bukserne af hende, for så kunne han ligeså godt vinke farvel til Hogwarts. For som alle andre ville gøre, hvis de kom ud for sådan en situation, så ville de sladre. Og hvis Jayden ikke tog meget fejl, så ville det være strengt ulovligt. Det skulle forgå frivilligt, og det skulle nok lykkes ham at få hende til at smide dem med egen vilje.
"Ja, Marguerite. Virkelig." istemte ham nikkende. Hun måtte jo tro hvad hun ville, men Jayden vidste at ikke mange drenge ville gøre sådan noget. Sådan noget ville selv han mene være forkert. Voldtægt var dybt forkert. Faktisk var det den eneste ting som han mente ville være forkert. "Det ved jeg da godt. Jeg er jo sød, dejlig og mega lækker." sagde han drillende og sendte hende et skævt smil.
Jayden sendte hende et undrende blik, og hævede spørgende det ene øjenbryn. "Altså, du troede vel ikke at jeg aldrig giver komplimenter?" spurgte han og lagde let hovedet på skrå. "Nu når jeg tænker over det, så er du en af de første jeg har givet en kompliment...." mumlede han og så eftertænksomt på et punkt bag hende, henne i mørket. "...... I hvert fald af piger. Du er heldig." forsatte han ironisk og tænkte sig endnu engang om. For det var jo rigtig nok. Selvom han havde levet 5 år på Hogwarts, og 15 år i alt. Så havde han aldrig givet en tøs en kompliment. Hvis man tænkte bort fra hans kusine. Men den kompliment blev han også tvunget til at sige. En grimasse skar over hans ansigt da han tænkte på kusinen. Han havde aldrig brudt sig om kusinen, faktisk hadede han hende. Hun var klam og virkelig grim. Og så troede hun selv, at hun var bedre end alle. Men alle vidste jo at Jayden var den bedste.
Jayden trak ligegyldigt på skulderen og nikkede kort. Altså det var jo egentlig det han havde sagt, så ja. "Ja Marguerite, min personlige lektiehjælper. Lyder det ikke fristende?" sagde han og smilede kort over hendes flirtende måde at sige det på. Selvom han var sikker på at det var ironisk, så var det sjovt at se hende sådan. "Lyder det ikke meget fristende?" gentog han og smilede flirtende til hende. Altså han havde ikke rigtig brug for hjælp til dem. Han kunne godt selv. Men hvis han nu kunne udnytte at hun faktisk var vejleder, og at han nu prøvede at score hende. Så kunne han nok godt få hende til at skrive et par afleveringer for ham, og han ville nok også kunne få flirtet sig ind på hende.
Jayden tog hurtig et tag i hende, og begyndte så langsom at svømme ind mod kanten. Han nød virkelig hendes selskab, eller noget..., men han frøs. Vandstrålen hjalp ikke rigtig, og desuden var han træt. "Lad os komme op?" spurgte han ned mod hende og smilede svagt. Da han nåede kanten, satte han hendes hænder på den, så hun ikke sank, og kravlede så op på kanten, hvorefter han rakte hende sin hånd for at hjælpe.

[Marguerite Sophia King]

   Rita var tæt på at le højt over hans bemærkning. Hun kamuflerede det som et slags host i stedet for. Sød, dejlig og mega lækker? Altså, det var ingen skam at have høje tanker om sig selv, meeen der måtte også være grænser for, hvor meget man kunne tillade sig at lovprise sig selv. ”Jeg er desværre kun enig med dig i nogle af de ting.” istemte hun med et kryptisk smil, der kunne betyde lidt af hvert, men uddybede det ikke yderligere. Det betød jo rent faktisk, at hun var enig med ham i noget af det, men hun kunne heller ikke nægte, at hendes indtryk af ham var forbedret væsentligt i løbet af aftenen. Mest fordi, det var så morsomt. Rita kunne slet ikke forestille sig Lahainas ansigt, når hun fortalte hele historien.
   Hun betragtede overvejende Jaydens eftertænksomhed, før han fastslog, at hun var heldig. ”Så føler jeg mig sandelig speciel.” bemærkede hun med sarkasme i sin stemme og fortsatte sødt: ”Du giver måske tit komplimenter til drenge?” Hun hævede uskyldigt brynene spørgende op i panden. Der var ikke som sådan noget i kommentaren, men det var alligevel meget tydeligt, at det havde været en hentydning til noget. Det var også riiimelig sjældent, at Rita uddelte komplimenter til højre og venstre - de måtte jo gøre sig fortjent til dem - og det var kun de allernærmeste, der var undtagelser. Sammen med Lah kunne hun kaste om sig med dem, og selvom meget blev sagt i sjov, så var der alligevel sandhed bag.
   ”Hvad er der i det for mig, Jayden? Du ved udmærket, at jeg ikke gør noget, medmindre det er for min egen skyld.” forlangte hun at få af vide, og holdt afværgende en hånd op. ”Og sig ikke, at det er fornøjelsen af dit behagelige selskab.” fortsatte hun med et umærkeligt grin, siden hun havde en fornemmelse af, at det lige ville ligne Jayden at sige det sådan. For et øjeblik siden havde han jo også påstået, at han var både sød, dejlig og mega lækker. Nej, det virkede ikke til, at selvtilliden fejlede noget overhovedet.
   Siden hun ikke rigtigt kunne gøre noget, da han begyndte at svømme ind mod bredden igen, nikkede hun bare samstemmigt og fulgte med. Det her ville blive rigtig koldt, fornemmede hun, da han kravlede op af vandet. Han inkasserede et mistænksomt blik, da han tilbød hende sin hånd til at komme op med, men det var kun ganske flygtigt, før hun tog imod den og selv hjalp til med at trække sig op. Der gik et par lange sekunder, før hun begyndte at klapre tænder. ”Lad os komme ind.” fremmumlede hun med lidt besvær imellem de kolde læber og begyndte at bevæge sig op mod skolen igen.