Kender jeg ikke Dem?

[Deleted]

Hun var dygtig... Lidt for dygtig for Shade, også selvom han virkelig gjorde hvad han kunne, for ikke at vise hende det. Hans mørke øjne hvilede stadig på hendes skikkelse. Havde hendes familie siddet i Azkaban? "Din familie har siddet inde? For hvad dog?" spurgte han videre. Ja, det gjorde ham da alligevel nysgerrig. Det måtte da heller ikke være sjovt, at have familien siddende inde, når man selv stod for at lede stedet? Lige den slags, var han nu glad for, at han ikke direkte skulle slås med.
Uanset hvordan man vendte og drejede den, så efterlod Azkaban langt de fleste med de mest forfærdelige følelser, og det var skam også det som gjorde, at en som Shade havde reageret som han havde. Han rystede let på hovedet. "Der er ingen som går upåvirket fra et ophold i Azkaban. Det må jeg give dig ret i." Naturligvis kunne han godt forestille sig, at en som Theodore ikke havde pådraget sig særlig meget, men noget havde der uden tvivl også været. Det var han da slet ikke i tvivl om! "Med den effekt som dementorerne har på de indsatte.. og tilsyneladende også de ansatte, så er det et grumt sted for alle at opholde sig. Et ophold i sig selv, burde være nok til at få de andre på de rette tanker." Hentydningen i hans ord var tydelig. Theodore var derude, og ingen vidste hvor.. Det bekymrede ham. Han bundede sin ingefærøl og satte det ellers let beskidte glas fra sig igen. Han var ikke sart af sig.
"Naturligvis er det minderne jeg ønsker at glemme, frøken Duncan. Det er et forfærdeligt sted." Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han blinkede let med øjnene. "Du leder et sted som skal ledes, ellers går det ud af kontrol.. Jeg har set dig passere min celle hver eneste dag i den tid jeg sad der selv.. Men aldrig gjort noget. som person er det ikke dig jeg er bange for.. Men det du repræsenterer derimod.. Kald det æresfrygt."

[Deleted]

Endnu engang vendte Morag blikket mod loftet og lod det hvile dér i et stykke tid, inden hun rettede det tilbage mod professoren for at besvare hans spørgsmål. "Bare fordi man ikke er en del af dødsgarden, betyder det ikke, at man ikke kan være på samme side." Svarede hun. "Min familie er nådesløse, når det kommer til den slags. I øjeblikket sidder to af mine fastre inde. Min lillebror og min fætter. Resten undslap auroerne." Af en eller anden grund gjorde det hende faktisk ikke så meget, at nogle så nære slægtninge sad inde. Hun vidste jo de kunne klare det. De havde jo de samme gener som hende i store træk.
"Er De den eneste fra Dres familie, der har siddet i Azkaban?" Spurgte hun så. "Hvad De ved af i hvert fald?" Det var ofte folk, der kom fra bestemte fuldblodsfamilier, der havnede i dødsgarden og dernæst i Azkaban. I hvert fald hvad hun selv havde erfaret.
Et mindre smil bredte sig på Morags læber, da professoren fortalte hvordan han havde det med hende. Ikke et glad smil, det så faktisk en smule sadistisk ud, som om hun lige nøjagtigt nød denne følelse, som hun bragte andre mennesker. "Jeg er smigret" Sagde hun. "Men det er sådan folk har det. De er ikke bange for mig, men hvad jeg bringer med mig." Hun trak lidt i sin lange, sorte kappe. "Og min påklædning hjælper heller ikke altid på det."

[Deleted]

Shade kunne ikke forestille sig, hvordan det måtte være, at have sin familie siddende inde på et sted som Azkaban, når man selv ledte det. Ikke at det var en tanke, som han som sådan ønskede at tænke over, men nu kunne han da ikke lade være. "Det må være grufuldt," var hans eneste kommentar til det, da han roligt gjorde tegn til at manden bag disken, for påfyld. Dette skete straks. Igen vendte han blikket mod hende.
"Af hvad jeg ved.. så er jeg den eneste som har siddet inde ja," svarede han blot. Hans egen familie havde han stort set ingen kontakt til i dag, og det havde han heller ikke haft i rigtig mange år. Ikke at det gjorde ham noget. For nu brugte han jo tiden på at genskabe sit normale liv på Hogwarts, selvom det ikke altid ville som han gerne ville, men det var vel forsøget værd bare at prøve?
At hun var direkte smigret af hans ord, fik det til at løbe koldt ned af hans ryg. Hun var da tydeligt præget af et sted som Azkaban, og han vidste bestemt heller ikke om det var en god eller en skidt ting. Han trak kort på smilebåndet selv. "De mørke klæder vandrer jeg selv i, så for det, gør mig ingen forskel. Når man er kendt med dit erhverv og hvad du repræsenterer, er det ikke mærkværdigt, at folk gør sig andre tanker," Selv var han fan af den anderledes tankegang, end hvad man ellers kunne sige, at de fleste andre var, men med det liv som han havde levet, var det så sandelig heller ikke underligt. "Du er ung i forhold til hvad man skulle tro af psyke påkrævet af et sted som Azkaban.. Det er ikke underligt, at folk finder dig skræmmende," afsluttede han sandfærdigt.

[Deleted]

I et øjeblik svarede Morag ikke, men så blot tænksom ud. Hun vippede lidt med hovedet, før hun endelig åbnede munden for at svare. "Det vil jeg faktisk ikke sige, det er." Sagde hun. "I min familie er det jo nærmest en norm at sidde inde, så jeg ved jo de kan holde til det. Jeg har også mange bekendte til at sidde der, så man vænner sig jo også lidt til det." Lød hendes endelige svar. Og det var sandt. Når man kendte så mange, der i forvejen havde siddet der og nogen, der stadig gjorde det, så mistede det efterhånden betydningen af det og den slags.
Endnu engang lod hun sit blik glide op i loftet, for så at rette det tilbage mod professoren, der nu svarede på hendes spørgsmål. Hun nikkede langsomt. "Det er et hæsligt sted, så man må da kalde det et held, på et eller andet punkt." Sagde hun, mens hun overvejede lidt, om hun skulle tage noget af sin ingefærøl, men besluttede sig for, at hun ikke havde lyst alligevel. Præcist som hun havde forventet.
Morag lod sit blik glide hen over hans tøj, og kunne godt se, at han nok ikke ville være synderligt påvirket af hendes egen beklædning. Men for nogen mindede det for meget om en dementor, hvilket jo var endnu en ting, de ville glemme. Hvis de altså kunne. "Jeg synes heller ikke det er underligt." Indrømmede hun, men rettede sig så op igen, efter at have lænet sig lidt ind over disken. "Men selvom jeg ser ung ud, så ved De jo faktisk ikke hvor gammel, jeg egentlig er, gør De vel?" Påpegede hun og kneb sine øjne en smule sammen.

[Deleted]

Shade valgte nu alligevel at give en samtale en chance, selvom han faktisk ikke helt brød sig om det. Det som hun repræsenterede var jo.. grusomt, og ting, som dem som var kommet derfra, hellere end gerne bare ville glemme, så hurtigt som muligt. At det så nærmere var en norm for hendes familie og slægt, at sidde inde, havde han uden tvivl svært ved at sætte sig ind i. Det var faktisk en tanke som han måtte finde direkte skræmmende. "Jeg begriber ej at det kan være Jer en norm, og med så mange familiemedlemmer indsat, må det vel også gøre dit arbejde mere problematisk?" Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Hende var han ikke bange for.. men de minder som hun vækkede i ham, som han gjorde hvad han kunne for at glemme, selvom det uden tvivl virkelig ikke var særlig nemt. Han trak vejret dybt endnu en gang.
Hendes sorte klæder rørte ham ikke, for han gjorde det jo trods alt også selv normalt. Tunge mørke klæder prægede hans mange dage på Hogwarts. Han nikkede mod hende. Selv mindede hun ham ikke om en dementor.. Men med det liv som han havde haft, så var det vel heller ikke underligt, at det var de tanker som han gjorde sig? Han trak let på smilebåndet. "Selvom jeg nu ikke har nogen anelse om hvor gammel du er, så er det ganske vidst ikke noget som jeg kan spore og spotte i dit ansigt.. For mig forekommer du mig ung," sagde han med en rolig stemme, idet han endnu en gang vendte blikket i retningen af hende.

[Deleted]

Morag rystede blot på hovedet. "Det er ikke problematisk som sådan." Sagde hun efter at have vendt blikket op i loftet endnu engang og ligeså tilbage til professoren. Hun forsøgte stadig at huske hans navn, men da dette indtil videre ikke var lykkes, priste hun sig bare lykkelig for, at hun næppe behøvede at skulle sige det. "Jeg er jo vant til det, må De huske." Fortsatte hun. "Min familie og mine venner har gang på gang siddet i Azkaban så længe jeg kan huske og også flere generationer før det."
Hun overvejede endnu engang at tage noget af sin ingefærøl, men droppede også den plan, for hun havde ganske enkelt ikke lyst til den. Men hun vidste bare, at når hun endelig gik fra den igen, så havde hun.
Et svagt smil kom til syne på hendes læber, men det forsvandt igen ligeså hurtigt, som det var kommet. "Jeg ville lyve, hvis jeg benægtede, at jeg var ung min position taget i betragtning." Indrømmede hun sandfærdigt. "30 år. Men jeg har ikke haft problemer med at holde til det." Tilføjede hun alvorligt.
Hun kiggede endnu engang op i loftet og ned på professoren igen. "Så vidt jeg husker." Begyndte hun. "Så er De professor på Hogwarts? Hvordan går det med den beskæftigelse efter at være blevet sluppet ud? Nogen klager fra forældrene?" Hvis hun kendte datidens forældre korrekt, så var de alle meget overbeskyttende for deres møgunger, så det ville ikke undre hende det fjerneste, hvis skolen havde modtaget mange klager om det. Ak, de vidste jo aldrig, hvad der egentlig var bedst for deres afkom.

[Deleted]

Kvinden foran ham, forekom ham barsk, og det var noget som Shade faktisk havde svært ved. Han var vant til dem som søgte og ønskede en tryg tilværelse.. Det fik man ikke just af et liv i Azkaban. De mørke øjne gled mod hendes ansigt. Det var hun vant til? "Visse ting i denne verden, skal man bare ikke være vant til," sagde han med en fortsat rolig stemme. At det var en ting som var gået i generationer i hendes slægt, så var det uden tvivl noget, som han var glad for ikke at være en del af. Han betragtede hende med en rolig mine. Han frygtede hende ikke.. Han havde taget imod den straf for de gerninger han havde begået som en ung skoleelev.. Det var jo faktisk dengang det hele var startet. "Du fremstiller din familie som meget mørk.. Kan det passe?" spurgte han videre.
Selv Shade måtte påstå at denne kvinde forekom ham ung.. I hvert fald yngre end ham selv, og gammel ville han ikke påstå at han var. Streng måske.. blandt de strengeste på Hogwarts, og det var et ry som han havde i sinde, at beholde. Han smilede let, som hun alligevel måtte fortælle at hun 'kun' var 30 år. Yderst ungt i forhold til det job, som hun faktisk måtte udføre. "Det anede mig.. ungt," sagde han med en rolig stemme.
Som emnet alligevel pejlede sig ind på hans arbejde på Hogwarts med tanke på at han havde siddet i Azkaban, var en tanke som faktisk.. selv måtte påvirke ham et sted. Hans næve lukkede sig mere omkring hans krus som stod foran ham, inden han vendte blikket mod det. Naturligvis havde der været påvirkning.. og specielt fra forældrene. "Reaktioner har der været, og negative også, hvis det er noget som du gerne vil vide.." Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. "Nemt har det ikke været.. Det eneste som jeg ønsker, er at fortsætte som jeg altid har gjort.. Også selvom min mere.. dystre fortid endelig blev kendt for omverdenen," sagde han. Tanken irriterede ham.. Uden tvivl.

[Deleted]

Morag vidste faktisk ikke helt, hvad hun skulle svare til dette. At der bare var nogle ting, som man ikke burde være vant til. Det var jo sandt, men sådan var det vel nu engang bare. Hun kunne ikke rigtig gøre noget ved det, men det var jo efterhånden sket så mange gange, at det ikke rørte hende. De havde også altid kunnet fortsætte med deres normale aktiviteter, når de endelig kom ud igen. Hun valgte da blot at ryste på hovedet endnu engang, før hun kom med et svar. "Nej, det burde man vel nok ikke." Sagde hun, men lød ikke som om, hun var påvirket af det på nogen måde. Og det var hun vel egentlig heller ikke. "Men når det sker så ofte, så bliver man det bare. Om man så vil det eller ej." En mærkelig lyd undslap Morag, da professoren spurgte ind til hendes familie. Lyden skulle egentlig have forstillet et meget kort grin, men det lød nu mere som et slags bjæf. Hun svarede ham stadig med de kølige øjne rettet direkte imod ham. "Hvis jeg benægtede det, så ville det være den største løgn, jeg nogensinde har fortalt. Og det siger ikke så lidt." Tilføjede hun som for at understrege sin pointe. Overdrivelse fremmer forståelsen, som man siger, men i visse tilfælde, er det ikke engang en nødvendighed at overdrive, for at det siver ind.
Hun nikkede på noget, der egentlig skulle have forestillet en forståelig måde, men det gik ikke helt fantastisk, når hendes blik havde denne naturlige gennemborende egenskab, der fik hende til at ligne en, der kunne finde på at spidde en, ligeså snart hun fik chancen for det. Men det kom vel først og fremmest an på, hvor rent ens blod var. "Jeg havde næsten ikke forestillet mig andet." Sagde hun sandfærdigt. "Forældre er så skræmte for deres børns velbefindende i disse tider. De klager hele tiden, men jeg ville godt se, hvad de sagde til undervisningen, hvis Hogwarts skiftede til Durmstrangs stradegier."

[Deleted]

Shade var om ikke andet, så glad for, at det ikke var ham, som skulle sidde med ansvaret for et sted som Azkaban. Nu hvor han selv havde siddet som indsats, kunne han jo kun tiltænke sig hvilken forfærdelig arbejdsplads som det nu måtte være. Men nogen skulle jo tage imod det arbejde, for det krævede uden tvivl også sin psyke at håndhæve det nødvendige, og alligevel så alvorlige arbejde. Han trak vejret dybt. Alene tanken om det fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Uden tvivl var det en tid, som han slet ikke ønskede at mindes. "Det er jeg faktisk ked af. Visse ting burde man ikke opleve." At hendes familie så derimod var kendt for at være.. mørke, så var han alligevel forundret over, at det var et sted som Ministeriet havde turde placere en kvinde, som havde mørket så tæt ind på sit liv i forvejen. "Det lyder ikke ligefrem som den klareste solskinshistorie. Jeg må tage hatten af for det arbejde som du udfører, frøken Duncan," sagde han efterfølgende.
Som de begyndte at snakke om hans arbejde på Hogwarts, faldt Shade selv en anelse mere til ro, vel også fordi at han var bekræftet i at hun ikke var kommet for at hente ham tilbage igen. Ja, et sted var det vel fordi at det nærmest var blevet ham en naturlig frygt efter han selv havde siddet inde? Han skulle aldrig tilbage til det sted igen! Han sukkede let igen. Folk snakket endnu om ham i krogene, også selvom han vidste, at det vel bare var noget som han måtte vænne sig til efterhånden? Uanset hvor meget han så end måtte foragte den tanke. "Hvis Hogwarts skiftede til de samme strategier som er i brug på Durmstrang, er jeg slet ikke i tvivl om, at yderligere ville få deres børn hjem, selvom de ved hvor vigtigt det er med en uddannelse som de får på stedet her. Folk begår fejl og mørket hviler derude. Til tider er det bare nødvendigt at løbe en risiko og lade børnene blive og få sig en uddannelse, end at vi pludselig står og mangler dem senere hen.. Det er der det bliver farligt." Shades tone havde taget en alvorlig drejning. Selv vidste han jo at Theodore var derude, og at det bare var et spørgsmål om tid inden manden slog til.

[Deleted]

Det virkede ikke helt til, at professoren kunne forholde sig til, hvordan det var at have sin familie og venner siddende i Azkaban, når man selv skulle holde øje med dem. Men samtidig kunne Morag heller ikke helt se hvordan, han havde så svært ved det. Som sagt før, så havde hun jo været vandt til det hele livet, og det havde gjort hende hårdhudet. Måske kunne man ikke se det på hendes sølle bygning og lange, lyse hår, men hun var faktisk mere hårdfør en flere voksne mænd var. Primært fordi hun var blevet født ind i det og opdraget til at være det. Og sådan havde det fungeret lige siden slægten den blev dannet, og ingen havde nogensinde protesteret imod det. Mørke hekse og troldmænd havde de også altid været, og det ville vist heller ikke tage den skarpeste hjerne til at regne ud, at de udelukkende kunne havde den store indflydelse på ministeriet, som de havde, fordi de havde doneret en hel masse penge.
Hun kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. da han roste hende for det arbejde, som hun udførte. "Det er nu ikke så slemt igen." Sagde hun, hvorefter hendes svage smil endnu engang gled bort. "Jeg er faktisk mere imponeret over det arbejde, som De udfører. Jeg ville ikke kunne klare at være omkring uopdragende børn, der ikke har respekt for de voksne. Men da det jo skal gøres for at kunne skabe en bare nogenlunde kommende generation, så skal det jo gøres af nogen, så det er da fantastisk, at nogen kan."
Da professoren snakkede videre, måtte Morag nikke medgivende, da han var færdig. Han havde set, at det ikke kun måtte blive hans egen løn, der kunne blive sat ned ved færre elever, men også håbet for fremtiden. "Det er ganske sandt." Sagde Morag alvorligt. "Mange folk er ikke rigtig kloge i forvejen, så tænkt sig, hvordan det måtte komme til at se ud, hvis de deroveni heller ikke havde den rigeste anelse om, hvad det var for noget magi, de rendt rundt og lavede." Tanken om dette gjorde nærmest helt sørgmodig over, hvordan forældrene så ofte kunne være så bekymret for deres børn, at de kunne finde på at ødelægge deres fremtid.