Besøg i Dervish og Banges

[Jayden Darren]

”Det tror jeg også de ville blive. Rigtig glade..” begyndte Jayden med sin hæse, overlegne stemme. Han lænede sig en smule ned så han kunne nå hendes ene øre med sin stemme. ”Men det skal de heldigvis ikke bestemme.” hviskede han. Om hun opfattede det som flirten, det kunne han ikke styre. Det vigtigste var bare at hun opfattede pointen i det. Han blinkede kækt til hende, dog ændrede det sig da han mærkede et lille puf, lidt under hoften. Og for første gang i lang tid var han ved at grine, uden at det var til Lewis' fortjeneste. Grunden var simpelthen at det med at hun skubbede til ham med sin hofte, der sad et stykke længere nede end Jaydens, fordi hun var så lav. Han fandt det simpelthen så morsomt.

”Ikke naiv? Over hvad dog, lille Marguerite?” spurgte han med en stemme der havde en snert af hånligt over sig. Han var godt klar over hvad hun mente, men alligevel så ønskede han at hun sagde det højt. For han havde godt hørt noget om at pigerne var helt forfærdelige når det kom til drenge og kærlighed. De kunne vist græde i flere timer over det. Jayden havde da også hørt om nogle drenge der kunne blive ked af det, eller sådan noget, over det. Men aldrig havde Jayden selv haft den smerte. Ikke fordi han nogensinde tror at han ville få den, for det var ham der scorede og knuste efterfølgende. Aldrig omvendt.

”Jamen lille Marguerite, jeg tror du har ret.. igen..” svarede Jayden på hendes hentydning til at de faktisk var meget ens. Men igen, det blev hun nød til at bevise. Det ville ikke undre ham hvis hun kun gjorde det der kom hende til gode. Han havde godt den fornemmelse.

”Hvor stiller du mange spørgsmål. Hvor meget tror du med at jeg kan huske, King?” spurgte han irriteret og lagde ekstra tryk på hendes efternavn. Som svar til et af spørgsmålene. Resten kunne han jo næsten gætte sig til. ”Dit yndlingsfag er sikkert Muggler Studier.” sagde han og lavede en grimasse ved hans egne ord. Muggler Studier var et fag han aldrig skulle have valgt som valgfag. Det var spild af tid.

”Nåda, så lille frøken artig tør altså godt møde mig i Storsalen?” spurgte han og lagde hovedet let på skrå så han rigtig kunne betragte hende med hånlige, men nysgerrige øjne. Det havde han ærlig talt ikke regnet med. Igen overraskede hun ham. ”Jamen så glæder jeg mig til at møde dig der.”svarede han og så arrogant ned på hende. Hun dukkede sikkert ikke op alligevel. Hun endte sikkert med at få kolde fødder, som alle andre.

Jayden kunne ikke lade være med at smile hånligt ned til hende, da hun prøvede at skubbe ham væk. Hun havde faktisk nogle kræfter, selvom hun var så lille. Men overhovedet ikke nogle der kunne skubbe ham væk. Hvilket også var derfor han blev præcis hvor han var. Han ville have den tilfredsstillelse i at se hende gå et skridt baglæns. Og da han så bemærkede hendes røde kinder, blev det hele meget bedre. Det var sjovt, dette her. ”Sig mig lige, Marguerite.. Du er måske uskyldig alligevel, selvom du påstod noget andet?” begyndte Jayden og smilede flabet til hende.

[Marguerite Sophia King]

   Rita sænkede blikket, da han hviskede til hende, og rynkede panden lidt. Så så hun på ham igen. "Prøver du at lokke mig med i seng, Jayen?" spurgte hun med et hævet øjenbryn og humoren glimtende i øjnene. I så fald gik det ikke særlig godt for ham. Selvom Rita da lige var typen, som ville elske at spille en gammel fuldblodsslægt et sådant puds. Hun havde vitterligt ikke meget til overs for dem og deres værdier. Selvom nogen selvfølgelig var gode nok. Men sandt at sige, ville hun nok finde det hylemorsomt i sidste ende.
   Rita himlede med øjnene, og skubbede så til ham med hoften igen. "Jeg ved godt, hvad der sker, når man sover sammen, tak." hævdede hun spidst. Det var jo ikke raketvidenskab. Og det var tilsyneladende uundgåeligt, havde hun hørt fra de andre piger. Og så var det, at der kom kærestesorger ind i billedet. Rita fnøs lidt ved tanken. Drenge var inkompetente narhoveder, det skulle de bare vide.
   "Det var da Sørens, så meget som jeg pludselig har ret, synes du ikke?" spurgte hun retorisk, næsten en lille smule hånende. Det lå ellers ikke til hende at bruge hån, men hun kunne ikke lade være. Ikke, når hun havde ret, for det var så dejligt tilfredsstillende.
   Der bredte sig et smil på hendes læber, da han brugte hendes efternavn. Mest fordi, hun virkelig elskede sit efternavn. King. Hvem ville ikke gerne hedde det? Og så var det fuldstændig ligemeget, at det ikke var familienavnet for en af de føromtalte fuldblodsslægter. Til gengæld rystede hun på hovedet, da han gættede på Muggler Studier. "Muggler Studier er alt for nemt." begrundede hun det med - igen, så var hendes mor mugglerfødt, så det var ikke just en fremmed verden for Rita.
   "Jeg er jo på Gryffindor, ikke? Vi er så modige." I virkeligheden var det jo kun fordi, hun vidste, at vejledere gerne måtte være ude om natten - hun patruljerede ofte gangene for elever, der var ude af deres senge. Det eneste, hun kunne blive straffet for, var at duellere uden for timerne. For det var selvfølgelig heller ikke velset. Som om nogen af duellerne på Hogwarts ville ende med dødelig udgang - det kom jo aldrig til at ske. Dertil skulle de nok have lidt mere undervisning i at duellere, og lære lidt mere seriøse besværgelser. Rita smilede kort. "Jeg glæder mig." konstaterede hun simpelt.
   Som ventet, så lykkedes det hende ikke ligefrem at få ham til at gå væk. Men hun blev stående på stedet, og lod stædigheden træde til, da hun satte hænderne i siden. Holdt stadig fast i, at dén tilfredsstillelse skulle han ikke have. Rødmen i hendes kinder blev ikke ligefrem mindre. Hun fornemmede, at ordet 'uskyldig' havde ændret karakter. Og det skulle han da overhovedet ikke blande sig i. "Og hvad så, hvis jeg godt kunne lide det? Det kunne du sgu da også!" mumlede hun tvært og bed sig lidt i læben. Ret skulle være ret. Hun var rimelig pinligt berørt.

[Jayden Darren]

”Lyder det da sådan, Marguerite?” spurgte han hånligt og løftede drillende det ene øjenbryn. ”For hvis du ønsker det, så kan vi da godt sige det.” forsatte han med sine hæse stemme inden han flirtende lod sin ene finger glide om hendes hår, mens han så ned på hende med et drillende blik. Meget kunne man sige om Jayden, men han elskede at drille folk. Nogle drillede han mere brutalt end andre, men det mest brutale gik godt nok også kun ud over mudderblods-ungerne.
Tænk hvis hans far hørte om dette. At han havde stået og 'flirtet' med en halvblods. Jayden ville nok blive smidt ud hjemmefra. Faktisk så ønskede Jayden at blive smidt ud hjemmefra. Han så på mugglere, ligesom hans far. Afskyelige afskum. Og det samme med mudderblods. Men at hans far direkte havde sagt til Jayden at han ikke må omgås med dem, eller for den sags skyld halvblods, fik Jayden til at gøre oprør. Ikke fordi han havde lyst til at omgås med dem -eller de fleste af dem-, men det med at hans far troede han kunne bestemme. Det gad Jayden ikke finde sig i.

”Uha, så frøken artig har måske tænkt tanken? Sove sammen med den lækre Jayden Darren.” sagde Jayden og lagde igen ekstra tryk på sove sammen, så hun forstod hentydningen. Nogle piger var bare så dumme, når det kom til at tænke i den retning. Det havde han fundet ud af for lang tid siden, så om Ritatøsen her også var det, skulle han nok finde ud af.

”Ikke Muggler Studier, nåda. Jeg troede eller en som dig elskede dette fag.” svarede han og himlede lidt med øjnene. Et lorte fag, intet mindre. ”Men fint nok, kære Marguerite. Så har du også bare og dukke op, ikke?” forsatte han og blinkede lidt med det ene øje, mens han hentydede til nattevandringen. Hun fik nok kolde fødder, selvfølgelig fik hun det. Hun var trods alt en tøs. Og en artig vejleder endda. Men det skulle nok blive sjovt.

Jayden så tilfreds hvordan hendes ansigtstræk nærmest ændrede sig da han sagde uskyldig. Ja han havde ændret betydningen, bare lidt, men det skadede vel heller ikke. For lige meget hvad så ville uskyldig altid være uskyldig, det havde ingen betydning med sammenhængen. I hvert fald ikke ifølge ham selv. ”Hvis du kunne lide det, så havde du ikke prøvet på at skubbe mig væk...” begyndte han hånligt og lod sin ene finger glide ned over hendes varme kind, inden han med pege – og tommelfinger greb blidt fat i hendes kæber og trak hendes ansigt tættere på hans. Han ignorerede hendes konstatering med at han også kunne lide det, for det kom egentlig ikke hende ved. For han skulle i hvert fald ikke nyde noget som helst, fra hvilken som helst kvinde. ”Du har lidt bevist at du er lidt af en uskyldig tøs, ikke?” forsatte han hviskende og slap hende så, mens han hurtig lagde armene over kors og så på hende. Afventende.

[Marguerite Sophia King]

   "Det lyder mistænkeligt sådan, ja." vedblev Rita stædigt. Så vidt hun huskede, så var det ham, der havde antydet det i første omgang. "Du har høje tanker om dig selv, hva'? Siden du antydede det først, må det jo være lige netop omvendt." Der var noget tilfredsstillende ved at diskutere på denne meningsløse måde. Frem og tilbage, uden egentlig at komme nogen vegne med det. Der var tydeligvis ikke noget, der havde tænkt sig at give sig for den anden.
   "Skal jeg fortælle dig en ting? Drenge er nogle skvat." Hun rynkede tænksomt panden. "Det er der også nogle piger, der er." tilføjede hun overvejende og rystede så på hovedet, som for at ryste tankerne af sig igen. "Men jeg er ligesom ikke tid til at tænke på at sove sammen med dig. Desuden..." Rita så op og ned af ham med et vurderende blik, som om hun faktisk forestillede sig ham uden tøj på. "Så er der flere, som langt overgår dig." sluttede hun med et blidt smil, der var møntet på at mildne hans sårede forfængelighed. Jayden, vraget til fordel for en anden? Hvad hun kendte til ham, forestillede hun sig ikke, det var noget, han ønskede at høre.
   "Jeg holder altid, hvad jeg lover." forsikrede hun ham for, med et forventningsfuldt smil. Hun kunne altid dukke op, trække point fra ham, og gå i seng igen. Men hun ville da lyve, hvis hun sagde, at hun ikke så en lille smule frem til det - om ikke andet, så bare for at finde ud af, hvem af dem, der rent faktisk var bedst.
   "Du ved tydeligvis ikke så meget om piger, Jayden." konstaterede hun tørt og rystede igen lidt på hovedet af ham, uden at uddybe det. At lide, at have lyst til og at gøre var tre vidt forskellige ting, som de tit havde svært ved at forstå forskellen på. De var simpelthen ikke følelsesmæssigt nuancerede nok - det måtte være forklaringen på det. Alt for simple hoveder til at kunne rumme det. Hvis man endelig fandt en dreng, der kunne forstå en pige, så var han med garanti homoseksuel - fordi andre fandtes der simpelthen ikke. Hun stirrede ham ind i øjnene, da han tog fat om hendes hage.
   "Alle piger vil altså gøre hvad som helst, for at få lov til kysse lidt med dig? Og hvis ikke, så er det fordi, de er uskyldige?" Den røde farve i hendes kinder var langsomt ved at fordampe igen, så hun fik sin normale, lyse kulør tilbage. Det hjalp at blive forurettet over det, han sagde, i stedet for at tage sig det for nært,
   "Tag dig sammen. Hvad sjovt er der dog ved det?" Rita himlede med øjnene. Men sådan var de Slytheriner jo. Turde ikke tage en udfordring op, sprang over hvor gærdet var lavest, tog den første, den bedste og den letteste vej.

[Jayden Darren]

”Så det gør det? Jamen måske er det sandt så.” fortalte Jayden og trak let på den ene skulder. Altså hvis han selv skulle sige det så ønskede de fleste drenge nok, der i hvert fald var normale i hovedet, at skulle have lidt med hende. Så forkert var det da ikke at have disse tanker om hende. Hun så jo godt ud, det kunne han ikke benægte. Men alligevel, så var hun halvblods. Og blodforræder.
”Nogle drenge er...” indrømmede han lidt efter med en grimasse. Nu måtte hun selvfølgelig tænke om ham som hun havde lyst til. Men han vidste selv at han ikke var et skvat. Et skvat var en der ikke kunne finde ud af noget med piger. Hvilket han godt kunne, og han havde beviser. ”Men det er nogle piger også, som du selv siger.” Jayden smilede lidt over hendes blik på ham. Men det ændrede sig hurtig da hun nævnte at der var mange der overgik ham. Det sårede ham faktisk. Han vidste at han ikke skulle lade sig såre af en blodforræder, men på en eller anden måde så ramte hendes ord ham dybt. Hurtig fik han dog tvunget sin hånlige facade frem igen, da han kiggede på hende. ”Så der er nogle, der overgår mig?” hvislede han og lænede sig en smule frem mod hende, dog stoppede han da hans ansigt var få centimeter fra hendes. ”Du siger altså at du ikke er interesseret i mig?” forsatte han med lav og hæs stemme mens han prøvede at fange hendes blik. ”Jeg skal nok få dig overbevist. Du bliver min jagt. Og til den tid også min hævn mod min far.” sagde han drævende og blinkede kort med begge sine øjne inden han kørte sin hånd igennem sit hår. Han skulle nok få hende overbevist på et tidspunkt. For tid havde han meget af.
”Dejligt at høre.” sagde han arrogant og lagde armene over kors mens han betragtede hende kort. Han gad godt se hvor meget hun egentlig turde, når det kom til stykket. Han ville nok lokke hende ud til søen, og så bare skubbe hende i. Det kunne da være utrolig sjovt.
”Selvfølgelig ved jeg ikke meget om piger. De er alt for besværlige. Hvad foregår der i hovedet på jer?” spurgte han og himlede lidt med øjnene. ”Det er også derfor jeg skal være single for altid. Ingen kvinde kommer nogensinde til at gøre sådan et indtryk på mig, at jeg simpelthen ønsker at leve hele mit liv med hende, og hendes kvindelige problemer.” fortalte han kort og lavede en grimasse ved hans egne ord. Respekt til den der kunne ændre hans syn på kvinder.
”Du har helt ret, igen Marguerite. Uskyldige som dig, tør intet.” sagde han hånligt og blinkede kækt til hende inden han han så undrende på hende. ”Så du ønsker at jeg skal gå efter en pige, som ikke ønsker mig?” spurgte han og løftede overrasket det ene øjenbryn. Aldrig havde han tænkt den tanke, ville det ikke bare være spild af tid når han kunne få en masse andre? ”En pige, som dig?” spurgte han og hans stemme blev pludselig lidt mere hæs. Hun havde jo lige sagt at hun ikke synes han var tiltrækkende. Så det måtte jo være det samme.

[Marguerite Sophia King]

   Rita gav ham et overrasket blik, da han indrømmede, at det var sandt. Måske sandt. ”Du overrasker mig igen og igen.” kommenterede hun med et skævt smil.
   Hendes blik hvilede først på hans læber, som om hun overvejede, hvad hun skulle gøre, men så så hun op og lod ham fange sit blik. ”Det er præcis det, jeg siger.” smilede hun drillende, og spærrede i næste nu øjnene en lillebitte smule op over hans ord, men veg ikke blikket. Hun hævede brynene en tøddel, tvivlende. ”Du lyder rablende sindssyg, det ved du godt, ikke?” Og det var selvfølgelig fordi hun ikke troede på et ord af, hvad han sagde. ’Du bliver min jagt.’ - helt ærligt, han lød jo som en sexgal hanhund. Men var det måske ikke det, hun havde fisket efter hele tiden? Det var aldrig helt ringe at vide, at man var eftertragtet. Selvom det var af en Slytherin-elev. Havde det nu været en halvgammel, halvfed mand, så havde det jo været en anden sag. Men nu havde hun jo indrømmet overfor sig selv, at hun engang havde syntes, han så vældig godt ud. Og så gjorde det absolut ingenting.
   ”Som udgangspunkt skal du bare gå ud fra, at de mener det absolut modsatte af, hvad de siger.” vejledte Rita tålmodigt Jayden i sin omgang med piger, da han udbrød, at han i hvert fald ikke vidste, hvad der foregik i hovedet på dem. I næste nu kunne hun ikke lade være med at grine lidt. Sikken en dyster måde at se fremtiden på.
   ”Sikke noget vås, du siger. Du bliver sikkert tvunget til at gifte dig med din egen fuldblodskusine eller et eller andet sindssygt. I vil jo gerne holde blodet rent, ikke?” Det var et skud fra hoften, for hun anede faktisk ikke, om man gjorde sådan længere. De helt gamle slægter var vel stadig meget opsatte på kun at gifte sig og få børn med andre foldblodshekse- eller troldmænd. Men de måtte da også komme til et punkt, hvor det var umuligt? Det var garanteret derfor, så mange fuldblods havde disse... ondskabsfulde tendenser. En konsekvens af indavl, velsagtens.
   Rita hævede bekymret det ene øjenbryn over den måde, han pludselig ræsonnerede sig frem til, at det var en pige som hende, han skulle gå efter. Som ikke ville have ham.
   ”Jeg er bedøvende ligeglad med, hvilke tøser du mænger dig med.” forsikrede hun ham og hævede den ene hånd, først lidt tøvende, men så mere beslutsomt, og fulgte fascineret hans kæbelinje rundt med den ene finger. ”Men du sagde det jo lige selv… Det er jagten, der er det sjove.” smilede hun med hovedet på skrå, og så vendte hun sig med et ryk væk fra ham, og nærmede sig i stedet kassen, hvor hun formentlig kunne få udleveret sin kedel, som hun var kommet efter i første omgang.

[Jayden Darren]

Jayden trak lidt på sin ene skulder og smilede skævt til hende. ”Og det er måske ikke en god ting?” spurgte han og blinkede igen. Hvad han mente med det som han havde sagde lige før, det måtte hun jo selv finde ud af.

Jayden trak lidt på smilebåndet da hun sagde han lød sindssyg. Han kunne godt følge hende, for det må da være lidt skræmmende. Men han var egentlig lidt ligeglad. Han skulle nok få hende, på et eller andet tidspunkt. Ikke fordi han var forelsket i hende lige nu, eller sådan noget. Men altså, hvem ville ikke få kredit for at have scoret en Vejleder. Han kunne faktisk lige se professornes ansigter hvis de hørte at Jayden Darren havde noget med Marguerite King. En lille hæs latter slap ud af ham da han tænkte tanken. Han skulle bare få det her til at lykkes.

”Det absolut modsatte, siger du?” begyndte Jayden hæst og sendte hende et skævt smil. ”Som da du sagde at mange andre overgår mig. Så mente du faktisk det præcis modsatte.” Jayden sagde det ikke som et spørgsmål, mere som en konstatering, hvilket fik ham til at se veltilfreds ned på hende. ”Men det er da besværligt. Hvorfor ikke bare sige ens mening med det samme?” mumlede han og så på hende med et lidt undrende blik. Piger, de var bare alt for besværlige.

”Nu skal jeg lige gøre nogle ting klart for dig. For det første; jeg gider fandme ikke giftes med min kusine. Hun ligner en blævreorm.” fortalte han og himlede lidt med øjnene over det billede han fik i hovedet. ”Og desuden... Så kan ingen tvinge mig til noget. Jeg gør hvad det passer mig..... Men jo, vi ville gerne holde blodet rent.” fortalte Jayden, mens han så overvejende på Marguerite.

”Se nu sagde du lige at du var ligeglad, men efter det du fortalte lige før, så er du ikke....” begyndte Jayden med hans som altid hånlige stemme inden han holdte mund, da han mærkede hendes finger køre ved hans kæbe. ”Ja jagten.. Og du har lige overbevist mig mere om, hvem det er jeg skal gå efter.” sagde han drævende og fulgte hende med øjnene mens hun gik mod kassen. Legede hun med ham, eller hvad skete der?

[Marguerite Sophia King]

   "Det afhænger jo af så meget, ikke?" bemærkede Rita gådefuldt, stadig med smilet spillende på læberne, og rynkede så undrende panden, da der undslap ham en lille hæs latter. Gad vide, hvad der var faret igennem hovedet på ham? Sommetider kunne det være ganske bevendt at besidde legilimens, så man slap for at skulle gætte sig til ting uden andet at gå ud fra andet end sin formodning.
   "Jeg er jo netop ikke sådan en pige. Det kunne aldrig falde mig ind at holde folk for nar på den måde." himlede Rita med strejf af harme i sin stemme. Hun foretrak selv at sige tingene, som de var, selvom det kunne være meget underholdende at påstå det ene og det andet, når man diskuterede for sjov - men der var der trods alt også altid en indforstået aftale om at det var tilladt. At sige noget, man ikke mente, var jo mere eller mindre det samme som at lyve.
   "Det er spild af tid." medgav hun, mens hun nikkede lidt for at understrege sine ord. Hvorfor kredse om det samme emne igennem laaang tid, i stedet for bare at gå direkte til sagens kerne? Okay, hun var nok ikke så god til det alligevel. Men siden hun stadig ikke havde formået at forelske sig i en dreng, var det hende stadig en gåde, at pigerne blev så kulrede.
   Hun lo igen ved Jaydens sammenligning. Det var for morsomt. "En blævreorm, ligefrem? Fy da..." gøs hun med indbildte kuldegysninger. Hun kunne godt huske blævreormene fra nogen af de første timer i Magiske Dyrs Pasning og Pleje - det var et frastødende dyr. Rita anså ellers ikke sig selv for at være en tøs. Men blævreormene havde hun haft det svært med.
   "Det kommer vitterlig ikke mig ved." fastholdt hun stædigt og trak løst på skuldrene. Det måtte han selv finde ud af. Hun kunne sagtens nævne navnene på et par stykker, som sikkert ville føle sig beærede over hans opmærksomhed. Fra hendes eget kollegium endda. Rita henvendte sig nu til den gamle mand igen.
   "Der skulle være en kedel til mig? Tak." Hun fik den udleveret og stod et øjeblik med den i hænderne, som om hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre ved den. Fortrød lidt, at hun var kommet afsted uden taske. Men så tog hun den i den ene hank og lod den dingle ned langs siden. Hun skubbede døren op med hoften, og standsede kort op for at se tilbage på Jayden.
   "Åh, og Jayden? Held og lykke med jagten. Vi ses i nat." smilede hun, blinkede til ham og gik så ud på Hogsmeades hovedgade. Hvad, der overraskede hende var, at hun faktisk forlod butikken i et strålende humør.

[Jayden Darren]

”Det gør det, selvfølgelig.” sagde han og trak ligegyldig på den ene skulder, men et glimt i øjet. Han lod hurtig en hånd køre igennem sit hår, inden han så på hende med et hånende smil. ”Så du er ikke sådan en pige, jaja så siger vi det Marguerite.” sagde han og rystede kort på hovedet. Havde hun ikke lige sagt at piger altid mente det modsatte af det de sagde? Og nu sagde hun pludselig at hun ikke var sådan en pige. Hvad var hun så, en drage? Jayden rystede igen en smule på hovedet med et smil, hun var lidt besværlig. Ligesom alle andre piger var, selvom hun nu påstod noget andet.  

”Men ja. Det er spild af tid.” mumlede han lavt og lagde let hovedet på skrå mens han med betragtende øjne så på hende. Selvom han kun tænkte på de piger der bare snakkede og snakkede om hvor modige og seje de var, men når det så kom til stykket så viste de sig som små unger, så kunne han mærke at han var ved at blive irriteret. Måske sagde han selv engang imellem at han kunne mere end han rigtig kan, men altså.... i det mindste vidste han det ikke. I det mindste ville folk ikke finde ud af det.  

”Jah, min kusine ligner noget i den retning.” fortalte han kort og rømmede sig lidt. Han havde ikke set hende i snart hvad?... 3 måneder. Forhåbentlig gik der stadig lang tid endnu. Han orkede virkelig ikke at skulle se på hende. Nogle kaldte Jayden arrogant, det var han også men det kom ikke sagen ved, men kusinen. Hun var meget værre. Selv så meget at ikke engang Jaydens far kunne holde ud at være i samme rum som hende.   

Jayden smålo lidt ved hendes sidste sætning. Han vidste ikke hvad han skulle tro, selvom han nu mest hældte til at hun løj. Men alligevel, så gjorde hendes ord et indtryk på ham. Han skulle nok overbevise hende. Han skulle nok få hende til at overgive sig til ham. Han havde gjort det før, han kunne gøre det igen.  

Hans øjne fulgte hende da hun fik overrakt kedlen, og da hun gik hen mod døren. ”Bare rolig, Marguerite. Min jagt begynder i nat. Når vi ses.” sagde han hvislende. Han sagde det ikke truende. Faktisk var alt der kunne minde om at han truede hende væk fra hans stemme. Han sagde det mere som om at hun skulle glæde sig. 

Da døren lukkede sig efter hende vendte han sig mod den gamle mand og gik med hurtige skridt over mod kassen. ”Er min kappe færdig? Giv mig den!” hvæsede han og rev den ud af mandens greb, inden han selv forlod butikken. Uden at betale.  

//out//