What the...?!

[Deleted]

Det var egentlig ikke særlig gennemtænkt at søge op af trappen. Røgen steg op, og det var den som generede dem begge. Pigen hostede ind mod Mattheus, og han trykkede hende ind mod sig. "Vi er der snart.." endte han. De skulle op på taget og over på bygningen ved siden af, og så ville de være i sikkerhed. 
Den høje knagen fik det til at løbe koldt ned af Mattheus' ryg, hvor han næsten følte det som hans hjerte stoppede da Zekes ene ben gik direkte igennem gulvet, og han sad fast. Han skyndte sig hen til ham. "Zeke..!" Han nåede ikke rigtigt mere før han fik den anden pige i armene som omgående knugede sig om hans hals. Hun græd. Ikke underligt! "Jeg kan da ikke.. springe den lange vej!" endte han med at sige med en fast tone. Han rystede fast på hovedet, inden han skyndte sig videre. Måske kunne han nå tilbage inden resten af bygningen ville kollapse? Branddøren var gået op, så den var enkel nok for Mattheus at få op, for at komme ud i den nogenunde friske luft. Lyden af brandbiler lød i hele gaden, og de kunne høre folk råbe og skrige nede under dem. Han så sig om. Afstanden til taget ved siden af var faktisk forholdsvis stor. Pigerne knugede sig ind til ham og de hostede.. Det var grund til bekymring. "Går det galt.. så slår jeg dig ihjel.." mumlede han lavmælt for sig selv, inden han vendte sig mod begge piger. "Hold fast i mig," bad han, da han nåede kanten af taget. Han så ned.. der var langt ned. Han rystede fast på hovedet. Stole på sine instinkter og sanser? Det var virkelig ikke nemt! Han endte med at tage et spring.. satte af med alt hvad han kunne og.. nåede den anden side. Lettelsen skyllede kraftigt ind over ham. Han gjorde det! Han endte med at sætte pigen ned på gulvet. "Løb ned af trappen og kom ud til brandmændene. Jeg må redde min ven!" endte han bestemt. Før pigerne nåede at sige noget, sprang Mattheus tilbage på den brændende bygning. "ZEKE!" kaldte han, hvorefter han begyndte at hoste.

[Ezekiel Lavento]

Zeke vidste udemærket godt at løbet var kørt i det sekund hans fod gik gennem gulvet. Uden hjælp ville han enten brænde ihjel eller dø af røgforgiftning. Han hostede kraftig og så efter Mattheus da han forsvandt i tågen af røg. Han håbede virkelig på at Matt og pigerne klarede den. Igen forsøgte han lidt desperat at give foden til sig, træet gav sig en smule, men røgen var også ved at gøre ham lidt omtåget. Han var træt, men han vidste at han ikke måtte falde i søvn! Med begge hænder tog han fast omkring sit sårede ben, han tog en dyb indånding og hev til. Med en stædig knagen endte træet alligevel med at give efter og flække Zeke fik sit ben til sig, men flængen var dyb og blødte voldsomt. Han hostede igen og prøvede at kæmpe sig op, men han kunne ikke støtte på benet. Han lænede sin ryg mod væggen bag sig og kunne ikke rigtigt komme på noget der kunne hjælpe ham ud af denne kattepine. Et strejf af dårlig samvittighed ramte ham. Hvad skulle der nu blive af Syrena? Og hvad med Anna og Lilja. Han lænede hovedet tilbage op af muren og lukkede øjnene. Han var bare så træt. Han var næsten døset hen da han hørte Mattheus stemme gennem flammerne, uden at være helt sikker på om det var indbildning rettede han sig lidt op og åbnede igen de grønne øjne. "Matt?" Kaldte han tilbage. Han blev nødt til at kæmpe, han kunne ikke give op!

[Deleted]

Mattheus var uden tvivl overvældet af den styrke som han måtte erfare, at der lå gemt i varulven og det var noget som helt klart efterlod ham med en.. underlig fornemmelse i kroppen. Børnene havde han efterladt på det andet tag, hvorefter han havde bedt dem om at søge ned af trappen så hurtigt som muligt, og det havde de gjort. Han havde selvfølgelig forsikret sig om det, inden han var sprunget tilbage i den brændende bygning.
Flammerne slikkede sig op af væggene og stedet var uden tvivl præget af en voldsom røg. Matthues hostede igen. Det her var på ingen måder sundt, og han vidste godt, at det her nok krævede at de begge tog en tur forbi hospitalet, men Zeke havde han bestemt ikke tænkt sig at efterlade her! Ikke på vilkår! "Zeke!" kaldte Mattheus endnu en gang, inden Zekes stemme nåede hans følsomme ører. Han nåede hurtigt hen til ham. Han så heller ikke ud til at have det godt. De måtte ud, og det skulle være nu! "Lad os få dig ud herfra.." Han gik hen på siden af ham, for at være sikker på, at han selv kunne komme under mandens arm, for at hjælpe til med at hæve ham fra gulvet. "Kom så, Zeke!" endte han med en bestemt tone. Vel fordi at han var.. bange? Bange for at de ikke kom ud? Zeke efterlod han bestemt ikke her! Ikke på vilkår! Med de ord, begyndte han at gå. Zeke måtte støtte sig til ham, og så skulle de nok komme ud! Han søgte samme sted hen, som han gjorde med pigerne. De var nødt til at tage det spring!

[Ezekiel Lavento]

Zeke hostede meget kraftigt nu og han var begyndt at blive svimmel, så han var slet ikke sikker på om han faktisk havde hørt Matts stemme. Men så lød den igen. Zeke mærkede en smule ekstra kampgejst vende tilbage til ham som håbet begyndte at spirre. ”Jeg er her!” Kaldte han og forsøgte igen at komme op, men hans krop føltes underlig tung og usamarbejdsvillig. Han var ubehagelig svedig og uhyggelig nok gjorde benet ikke engang ondt længere. Nu var Zeke ikke en piveskid på nogen måde, men den lange flænge gik næsen fra knæ til ankel og var da mindst et par cencimeter dyb, det burde da kunne mærkes? Han havde igen svært ved at holde øjnene åbne og det var først da han mærkede Matt hive Zekes arm om sin skulder at han vågende lidt op. Han så lidt døsigt på Matt, men med hans hjælp fik han alligevel kæmpet sig på benene. Det var svært at støtte på benet, men det at Matt hjalp ham fik ham alligevel fremad. De nåede op på taget og skønt luften var fuld af røg var det da en lettelse. Sirenerne kunne høres nede fra gaden som brandmændene prøvede at få den hidsige brand under kontro. De var næsten henne ved taget, og Zeke forsøgte at følge humpende med i Matts tempo, men mistede ballancen og faldt. Han rullede lidt opgivende om på ryggen. De grønne øjne kiggede op mod stjernehimlen, men om det var overskyet eller om det var den sorte røg der var årsag til at han ikke kunne se stjernerne kunne han ikke helt afgøre. Det gik op for ham at det da også var en tåbelig tanke at have lige nu, men han orkede næsten ikke at skulle kæmpe sig på benene én gang mere.

[Deleted]

Røgen var virkelig tyk og Mattheus brød sig ikke om det. Det var jo for pokker slet ikke til at trække vejret i  det her. "Kom nu, Zeke..!" Han fik kæmpet sig under mandens arm og kæmpet ham op at stå. Hvad var det.. Han kiggede rundt. Det var jernlugten som generede hans næse. Han vendte blikket ned, hvor han kunne ane den dybe flænge. De skulle ud og det skulle være nu!
Mattheus støttede Zeke hele vejen op på taget igen. Sirener kunne de høre langt væk og lyden af vand som brandmændene gjorde brug af, for at få den ild under kontrol. Det virkede bare ikke helt til at virke. At Zeke så nærmest kollapset, var noget som skræmte Matt, for det kunne han da ikke gøre nu. "Du kan lige vove på at gøre det her mod mig nu!" nærmest skældte han. Over ham havde han end ikke lagt mærke til at det var ved at være så sent, at stjernerne var kommet frem. Røgen steg jo tydeligt op og gjorde det svært at se i forvejen. Han rystede fast på hovedet, inden han knælede ved hans skikkelse og igen forsøgte at få ham op. "Tænk på dem derhjemme! Du kan ikke forlade dem nu! Kom nu Zeke!" fortsatte han med en fast tone. Han slog ham seriøst ihjel hvis han opgav nu! En ven.. en af de få som han havde, og så opgav han nu? Det ville han da slet ikke høre tale om! "KOM NU!" endte han fast, inden han tog fat om ham igen for at tvinge ham op. De var nødt til at tage det spring. Det var det valg, eller at dø af den forgiftning af røg!

[Ezekiel Lavento]

Zeke lå fadt på ryggen hans hjerte hamrede ikke så hårdt som det havde gjort tidligere. ”Det er underligt, det gør slet ikke ondt mere,” sukkede han lidt træt og prøvede at kigge på Mattheus. Da han så igen prøvede at hive ham på benene stønnede han lidt lavmeldt i smerte. Okay så gjorde det da lidt ondt, men det var vel godt? Han prøvede at hjælpe til så godt han kunne skønt han var træt og ikke rigtig kunne finde energien til det. Da han endelig kom op sukkede han træt, ”jeg kommer ikke over Matt,” sagde han opgivende, ”jeg kan ikke springe så langt...mit ben...” han knækkede lidt sammen igen, men denne gang nåede han da at genvinde balancen inden han stod på snotten. ”Matt...jeg tror ikke at jeg kan...jeg er så træt...” sukkede han. Øjenlågene var som bly, han kunne næsten ikke holde dem åbne. Han havde ikke lyst til at give op, ikke overfor Anna, Lilja og Syrena, men det at skulle springe så langt virkede komplet umuligt. ”Måske skulle du bare redde sig selv.” Han ville ikke have at Matt mistede livet på grund af ham. Det måtte simpelthen ikke ske! Det var jo Zeke der havde lokket dem ind i dette roderi. Humpende kom han hen til tagets kant, han kiggede over mod den modsatte bygning og mærkede modet synke yderligere.

[Deleted]

Mattheus var bange. Han var virkelig bange også fordi at han kunne se at Zeke ikke havde det godt. "Jeg sværger, Zeke... Jeg slår dig ihjel, hvis du giver op nu..!" endte han med en fast tone, da han igen tvang manden på benene. Han vidste jo at manden havde Anna og Lilja hjemme. Han fik ham henover taget og hen til kanten, også selvom han kollapsede igen. Folk skreg på gaden og folk kæmpede desperat med at få ilden under kontrol, for det bredte sig kun. Hvis det ikke var røgen der tog dem heroppe, så var det da ilden der ville!

Manden gav op.. og det var ikke noget som Mattheus kunne have med at gøre i denne tund. Overhovedet ikke! Han endte med at stikke manden en direkte lussing. Det kunne godt være at han havde ondt, men han måtte godt nok tage sig sammen nu! Det var et enkelt hop, og det var jo ligesom det! Han tog endnu en gang fat i ham. "Du er simpelthen nødt til at tage dig sammen, Zeke! Hvad med din familie derhjemme?! Du kan da for pokker ikke bare give op! Bliver du her.. så gør jeg det samme!" endte han bestemt. Manden skulle ikke have lov til at lege martyr på den måde! Ikke på vilkår!

[Ezekiel Lavento]

Zeke stod lidt håbløst og kiggede mod den anden bygning der virkede så uoverskuelig langt væk. I det amme mærkede han en brændende følelse på hans kind, Havde Matt lige slået ham? Zeke sendte ham et overrasket og samtidig lidt vredt blik. "Fint jeg tager mig sammen," snerrede han vredt, "men hvordan i alverden havde du tænkt dig at jeg skulle komme derover? Blafre med ørene og flyve?" Han rystede på hovedet af Mattheus. Da han så bragte Lilja og Anna på banen blev han lidt ramt af dårlig samvittighed. "Undskyld...du har ret." Sukkede han overgivende. Han prøvede meget ihærdigt at samle den sidste energi så han kunne komme over. Enten ville han komme over eller dø i forsøget, i det mindste havde han så forsøgt. "Vi prøver." Sagde han afgjort og slap Matt. Han humpede et par skridt tilbage. "Lad os prøve det," sagde han bestemt.

[Deleted]

De var bestemt ikke kommet denne lange vej for bare at give op! Det var noget som Mattheus stod fuldkommen fast på! Hvem skulle ellers også hjælpe ham med varulven, hvis Zeke var væk? Tanken var skræmmende.. der var stadig mange ting som skulle tilrettelægges for ham, og der var endnu rigtig mange ting som han skulle finde ud af, og det var ikke fordi at han kunne gøre alverdens ved det uanset hvad. "Hold nu op med at spille dum," endte han kortfattet. Hvis de hjalp hinanden kunne de vel sagtens komme over? Matt havde jo lige været der med to børn, som han selv måtte bruge sin energi på at føre med, og hvis Zeke selv kunne sætte af, så godt som han kunne vel og mærke, så kunne han jo trods alt hjælpe ham med højde og fart, samt kraft, så de netop kom over. Han slap Zeke og så til. "Okay.. vi hjælper hinanden.. så skal vi nok komme over," fastholdt han. Selv misundte han jo kun Zeke for den familie som han havde, for der var da nogen som elskede ham derhjemme.. Han selv stillede sig klar.. Klar til at hjælpe Zeke med at komme over.. for det skulle de!

[Ezekiel Lavento]

Zeke anede ikke hvordan Matt havde tænkt sig at få dem over, men han kunne ikke give op, det havde Matt helt ret i. "Vi må prøve" fastslog han med en bestemt nikken på hovedet. "Men jeg tror ikke at jeg kan klare det alene. På samme måde som han hadede at skulle være afhængig af Matt hjælp, var han også lidt glad for at det måske ville kunne styrke Matts selvtillid. Hvis altså de klarede springet vel og mærke. Igen var det nu heller ikke fordi det var Matt, men Zeke havde altid været en enspænder og klaret sine problemer selv. Han hadede at spørge om hjælp, og havde det været hvem som helst ellers ville han nok aldrig have gjort det. Zeke stolede hundrede procent på Matt hvilket var sjovt, for han havde altid haft svært ved at stole på folk. "Kan du hjælpe mig?" Spurgte han og så lidt hjælpeløst på Mattheus, var det nogen det kunne få dem i sikkerhed, så var det Mattheus. Zeke tog em smule tilløb og løb så mod kanten, han satte af og sprang mod bygningen på den anden side. Dog havde han ikke nok fart på og han fik hurtigt følelsen af at falde.

[Deleted]

Mattheus havde ingen intentioner om at efterlade Zeke til sin skæbne på denne side af den brændende bygning. Faktisk ønskede han slet ikke at efterlade sin ven! Sådan gjorde man jo ikke! "Selvfølgelig skal vi over," sagde Mattheus med en bestemt tone. Han forstod godt at Zeke var en kende usikker, men hvis de ikke forsøgte, hvordan vidste de så om de kunne eller ikke kunne? Han havde lige taget springet med to børn, som han selv måtte bære over, og så burde han også kunne hjælpe Zeke, hvis han selv gjorde hvad han kunne for at sætte fart og kraft i det spring som det krævede fra dem.
At Zeke spurgte om hjælp, var uden tvivl noget som kom bag på Mattheus, da han selv vidste at Zeke havde været en mand, som altid havde gjort tingene på egen hånd, og dette var nok næppe et undtag. Han nikkede. Venner hjalp hinanden, og det var det som han stod fast på. "Selvfølgelig," endte han roligt, inden han lod Zeke tage springet først.. Han løb og satte selv af, hvor han på vejen tog fat om Zeke for at tvinge ham med sig over, hvor han nærmest kastede manden fra sig, for at få ham over.. At lægge kraften i at få Zeke over, gjorde dog at selv Mattheus måtte falde betragteligt mere.. og ikke nåede over. Med et kraftigt gisp, klyngede han sig til kanten af taget.. hvor han selv hang udover kanten. Hans arme sitrede og han hostede.. Han kæmpede for at komme op.

[Ezekiel Lavento]

Zeke så taknemmeligt på Mattheus da han sagde ja. Bare det at spørge om hjælp var stort nok i sig selv fra hans side af. Han ville aldrig have gjort det hvis det havde været en eller anden arrogant stodder, det var Zeke simpelthen for stolt til. Da han kort efter mærkede at han mistede fart i springet gik der heller ikke lang tid før at han mærkede Mattheus hjælp idet Zeke ramte taget på den anden side knækkede benet sammen under ham og han dlog et par kolbøtter. Der gik dog ikke mange sekunder før han fik kæmpet sig op med ny fundet styrke. Hvor pokker var Matt?! Så snart han hørte gispet løb Zeke derhen og ignorerede total den brændende smerte i benet. Han bøjede sig ned og greb fat om Matts ene hånd. "Jeg har dig!" Sagde han og fik med lidt anstrengelse trukket Matt op på taget. Zeke lod sig atter falde fladt op ryggen med et stort suk. De var i sikkerhed. Efter lidt satte han sig atter op og kiggede lidt på den dybe flænge i benet. Det ville nok kræve en tur på Skt. Mungos. Selvom Zeke ikke var helt vild med ideen.

[Deleted]

Mattheus tillod under ingen omstændigheder at Zeke skulle falde i det spring, så han brugte hvad han havde, for at give manden den energi som krævede for at lande på taget.. Selvom det tog meget af farten fra hans eget spring. Han blev hamret direkte ind i muren, hvor hans hænder omgående greb fat om kanten, for ikke at ende med at falde. Han havde ondt.. Han hostede igen kraftigt, mens han virkelig forsøgte at komme op. Grebet slap... Han nåede kun lige at komme ed et gisp, idet at Zeke fik fat i ham og rev ham op.
Det sitrede helt i Mattheus' krop, da han endelig landede på taget, hvor han kollapsede ved siden af sin kære ven. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. De havde klaret det.. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, hvor han trak vejret dybt. Mattheus vendte blikket mod ham. Begge var de sorte af sod og de stank langt væk af bål og brand. "Du.. du lugter," påpegede han.. Mest af alt for at lette stemningen lidt. Var det underligt, at han faktisk følte for at grine?

[Ezekiel Lavento]

Da de omsider lå side om side på taget og bare genvandt deres kræfter bredte stilheden sig for en kort stund. Eller stille var der ikke, flammerne knitrede fra bygningen ved siden af og nede på gaden var der folk som råbte og skreg. Zeke lå lidt og fik en underlig trang til bare at sove. Han var næsten helt afkræftet nu hvor andaralinen var aftaget. Mattehus ord hang lidt i luften før Zeke brød ud i latter, "ja i modsætning til dig der dufter af roser!" Jokede han med en hovedrysten og tog sig så nok sammen til at sætte sig op. Han kiggede lidt modvilligt ned på sit blodige ben der summede underligt. Smerten var der stadigvæk, men lige nu var det da udholdeligt. "Jeg må vidst hellere komme et smut forbi Skt. Mungos," sagde han en kende ærgerlig, normalt havde han nægtet, men han havde trods alt både Lilja og Anna derhjemme og han ville ikke skræmme livet af dem ved at komme hjem med blod ud over det hele. Han så på Matt med et skævt smil, "du klarede det virkelig flot Matt." Sagde han ærligt.

[Deleted]

Mattheus følte trætheden melde sig, men også.. lysten til at grine. Det hele havde virkelig været for dumt i hans øjne, men nu var de der, og de havde fået børnene ud, hvilket havde været det bedste. Han vendte blikket mod Zeke, inden han selv kæmpede sig op at sidde. De skulle nok begge to en tur forbi Mongus og lige blive tjekket efter. Han rejste sig op på de skælvende ben. "Så skal vi nok en tur forbi der begge to.. Min mor vil dø, hvis hun vidste hvad jeg gik rundt og lavede," sagde han dæmpet, inden han rakte hånden til Zeke. At han roste ham for hvad han havde gjort, var uden tvivl noget som faktisk betød utrolig meget for ham. Han kunne nu godt se, at der alligevel var noget i varulven som han faktisk kunne bruge til noget.. noget som han alligevel godt kunne lære at leve med, hvilket var en tanke so han virkelig godt kunne lide. "Havde det ikke været for dig, var jeg stukket af med halen mellem benene.. bogstavelig talt.. Kom med, så hjælper jeg dig ned," sagde han roligt. For nu valgte han selv bevidst at se væk fra lyden af skrig, den knitrende lyd af flammer og stanken af røg.. han ville bare gerne ned nu og vide, at de lige så også måtte være i sikkerhed.