Nyt Bekendtskab

[Noah Statindwell Grad]

På trods af omgivelserne og de skræmmende dementorer så varmede det hele minde noget i hele lokalet. Denne her samtale var også med til at gøre dette sted langt mere hyggeligt end Noah havde forventet. 
Egentlig havde han ikke forventet særlig meget af denne tur, fordi han havde set dødsgarden som en flok primitive folk - dog havde Raysal faktisk overrasket ham.
"Tak fordi du delte det." sagde han høfligt og drak en tår af sin te og holdte med begge hænder om koppen.

Dementorerne kunne tydeligvis også lide mindet siden de begyndte at flyve i rundkreds, de var nu heller ikke særlig rare at have flyvende over hovedet. Noah skimtede dem et kort blik, og lod derefter sine grønne øjne falde ned på Raysal. Siden Noah havde kommet ind havde Raysal blev en smule mere hvid i huden og hun lignede en som havde det koldt - mest af alt den måde hun omklamrede den varme te.
Noah rejste sig op og smilte til hende.
"To sekunder." sagde han roligt, hvorefter han bevægede sig imod døren med få skridt. Han gik ud på den anden side.

Et par højlydte lyde kom ude bag døren, og Noah kom roligt gående tilbage med et tæppe, som han gik roligt hen og lagde om Raysal. Han var egentlig mest af alt klar på, at hun ville slå ham nu - fordi han viste den her uhyrlige søde gestus.
"Du skal ikke fryse i mit selskab - så tag tæppet og betragt det som en venlig gestus." sagde han med et smil, hvorefter han allerede kunne fornemme hendes afsky til hans gestus.
"Der er ingen magi eller eliksirer på. Et helt normalt tæppe." sagde han roligt og smilte venligt til hende.

Han lyttede til hvordan hun forklarede at de fik ryddet ud i de svage og Noah nikkede. Hun havde jo ret i dette - men han kunne jo ikke bekende sig enig med hende, da han jo så ville fremstå som en tilhænger.

Noah grinte lidt da det kom til hendes familie. Han tog mappen op med alle hendes papirer i, og holdte den op i luften. Noah tog sin lighter op og satte ild til den.
"Frk. Fox, jeg kender meget meget lidt til din familie. Men de må endelig godt fortælle om din familie." sagde han og smed den brændende mappe på jorden. 
"Jeg kan læse det meste om dem, men det rager ikke mig - derimod holder jeg af en god samtale." sagde han og løftede sin kop med te op ved hans hoved, og smilte til hende. 

[Raysal Andrew Fox]

Hun trak let på skulderne, som han takkede for hendes minde. "Skulle det være en anden gang." Mumlede hun, mest fordi hun ikke havde i sinde at gøre det igen. Det var alt for farligt at prøve det igen. Hvad havde hun overhovedet tænkt på? Lade et minde slippe ud af hendes svage skrøbelige mentale skjold, og så over for en fremmede? Tog Azkaban hårde på hende den her gang, end sidste gang hun sad inde? Hun stoppede sig selv med alle spørgsmålene, før de begyndte at påvirke hende. For hvis hun først begyndte at tvivle på sig selv, så ville hun begynde at tvivle på alt, der i bland hendes frihed, og hvis først gjorde det, så kom hun aldrig ud. Nej, hun måtte forsætte med at være stærk, selvom hun lige havde vist et lille tegn på svaghed. Og at bruge undskyldningen med, at hun bare var et menneske, kom slet ikke frem. Sådan en undskyling ville ikke hjælpe hende yderligere. Hun tog en tår af sin te, for at flytte sit fokus over på den. 

Hun kiggede op fra sin te, som han rejste sig op igen. Han for sig da noget motion, tænkte hun, og modstod sin trang til at smile af sin egen private joke. Hun fulgte ham bare med øjne, til at han var ude af hendes synsfelt. Hun sad og lyttede, for at finde ud af hvad der skete. Det var først da hun fornemmede ham lige bag ved sig, at hun begyndte at blive urolig, og meget anspændt, hvad var han nu ude på? Hun holde også vejret, som han lagde tæppet omkring hende. Det var først da han fjernede sig fra hende, at hun trak vejret normalt igen, og tog fat i tæppet, for at ligge det så behageligt som muligt. Hun mærkede hvordan tæppet begnyde at varme hende, hvilket også fik kroppen til at blive mere og mere opmærksom på at den frøs. Det var noget hun havde glemt der skete, når man var i Azkaban. Det med at man startere med at fryse helt vildt, indtil kroppen holder op med at registrere det, til den bare acceptere det, og finder først ud af at den er kold igen, når der bare kommer en smule varme. 

Varmen fra ilden, da han brændte papirerne, kom hende også til gode, i de få sekunder de brændte. Det var ikke meget, men det var nok til hun kunne mærke det. Hun frøs, uden tvivl. Og nu hvor hun lige havde set ild, mærkede hun en umådelig stor trang til at få sin stav tilbage, så hun selv kunne lave noget ild, så hun kunne få varmen. Det fik en tanke til at strejfe hende. Var kulden hendes svaghed? Det var jo modsat ild, som hun så som en af hendes største styrker, så det var måske ikke helt ved siden af.

Hun kiggede først på ham igen, da al ilden var væk. Hun løftede det ene øjebryn. Hun havde troet, at han vidste alt hvad der var værd at vide om hendes familie, da han jo var politiker, og kom her og besøgte hende. Og så virkede han også som typen, som havde styr på denne verdens reneste familier. "Hvad vil De vide?" Spurgte hun, og undrede sig over, hvad det var han ville have af vide, som han ikke kunne få adgang til gennem ministeriet. Og hvad mente han med, at han kunne læse alt om hende? Hendes øjne kiggede hurtigt ned på de brændte papir, før hun kiggede tilbage på ham. Var det hendes papir? Havde han siddet med hendes papir hele tiden? Så han kunne sagtens havde læst, om hvad der var sket den gang på Hogwarts! Hendes vrede blev kun holdt tilbage, af det faktum, at det der stod der, nok ikke var lige så detaljeret, som hendes minde. Der stod måske bare, magi på gangen, straf, påtvunget fag, hvilket jo ikke sagde så meget om sagen.

[Noah Statindwell Grad]

Mappen fik mere og mere i brand og der fløj små stykker af papir rundt omkring, og landte forskellige steder inde på det kolde og hårde stengulv. Noah klørede sig i skægget imens han lod Raysal få varmen af tæppet. Han huskede tydeligt hvordan man kunne mærke i marven at kroppen frøs og man ikke kunne slappe af før varmen var kommet - de konstante tanker om hvad der skete i løbet af tiden man var der - forvirringen om det var nat eller dag. Skrigene og lyden af folks forstand som forsvandt - det var bestemt ikke sjovt at sidde i fængsel. Så de små ting Noah kunne slippe igennem med for at gøre dette her behageligt for Raysal gjorde han skam, på trods af hun var en af de 'onde'.

Stilheden lagde sig stille om dem, og lyden at folks skrigen begyndte pludselig at kunne høres og dementorernes bevægende kunne pludselig for alvor mærkes. Noah klørede sig i skægget og lod hans grønne øjne hvile på hende og smilte.
Især hendes øjne lagde han mærke til, han kunne fornemme at hun tænkte noget - hun var blevet vred over noget. Var det at han måske kendte noget til hende? eller var hun blevet sur over hun havde åbnet op? Noah kneb øjne sammen og lagde hænderne på bordet. 

"De er oprevet, de får et tics over højre øje når de bliver vred frk Fox." 


Noah tog sin hånd op til sit eget højre øje og viste hvor hun fik tics henne. De fleste mennesker var født med disse træk også ham selv, det krævede mange års træning at lære at gemme de her naturlige tics.
"Fox familien, det jeg ved om den familie er" Noah tog sin hånd og og viste en enkel finger.
"1. Fuldblod, ikke begejstret for halvblods, muggler eller muggle fødte?"
Han så på sin hånd, der nu viste to - og hans øjne lukkede i et split sekund og så på hende.
"2. I har en utrolig smuk farve hår." sagde han og smilte venligt til hende og blottede sine hvide tænder.
"Jeg har ikke haft fornøjelsen af at træffe din familie, men jeg kender dem og formoder de er fornuftige - hvem er familiens 'overhoved' idag?" spurgte Noah nysgerrigt og rettede på sin jakke.