Pas lige på hvor du går!

[Deleted]

tilegnet til Trevor

Det var en af de der typiske mandage morgner, alt var gået galt for kvinden der kom stormende ned af gangen med en stak papirer i den ene arm og en kop varm drikkelse i den anden. Hun kunne ikke en gang huske hvad det var hun havde fået, kun at hun havde bedt kvinden bag disken at give hende noget stærkt og opkvikkende. Vækkeuret havde ikke ringet den morgen, typisk. Første dag tilbage på arbejde efter hendes uges lange ferie, som hendes far havde insisteret på at hun skulle tage da hun skulle møde hendes kommende svigerfamilie. Som hun allerede hadet, perfekt. Faktisk trods det perfekte ydre som hun prøvede at opretholde som hun løb forbi mennesker der stod og snakkede eller kom ud fra toilettet efter at være skyllet ind til Ministeriet for Magi. Hvor kom hun fra? Jo første dag tilbage fra ferie og hun var allerede ti minutter forsinket til et vigtigt opsummerings møde omkring en ny drabssag der skulle undersøges.  

,,Perfect!’’ brummede den spinkle høje kvinde mens at hun tog en slurk af hendes kop og skar et ansigt over smagen der prydet hendes mund. 

,,Shit what the hell did she give me!?’’ stønnede Ana da hun havde formået, at sluge den væmmelige drik i stedet for at spytte den ud på gulvet. Heldigvis løb hun forbi en skraldespand hvor hun kunne smide den forfærdelige drik ud, mens hun skrev en mental note bag øret omkring, at den shop skulle hun aldrig forbi igen. Iført en stram flaske grøn kjole og en sort kappe ud over, der fremvidste små smeltede pletter efter at hun var kommet inden for i varmen fra snestormen som hærgede udenfor. Det samme gjorde hendes blonde hår der skinnede let i skæret fra lyset fra de mange kontoer der med deres glasruder vidste ud imod den store velkomsthal, et let smil krydset hendes læber da hun fik øje på det smukke springvand. Det var en af de genstande som altid kunne frembringe et smil hen over hendes flydige læber når hun kom på arbejde. Trods hendes opdragelse og slægt, kunne man ikke lige frem kalde hende den typiske Slytherin persona. Jo udad til, ved første øjekast, den måde hun bar sig på, den måde hun ville snakke til en muggler født, eller mudderblod som hendes far så smukt ville kalde dem. Ville folk hurtigt tro at hun tog sig selv meget højtidelig og ikke mente at andet end fuldblodsfamilier hørte til i den magiske verden. Desværre for hende, så var det slet ikke sådan hun havde det når det kom til stykket. Følelsen af at der skulle være plads til alle var meget større, men når man voksede op med så hadfulde forældre som hendes, der tydeligvis havde været tilhænger af manden der ikke skulle nævnes. Så var det svært at bryde ud af de lænker som der holde en fast i en tradition som man ikke nødvendigvis var enig i. 

Optaget af tanker og frygten for at komme mere for sent, var Ana ikke helt opmærksom på hendes omgivelser da hun pludselig styrtede ind i en ung mand. Et hvin undslap hendes læber da hun ikke kunne blive stående på hendes fødder og styrtede imod gulvet med alle hendes papirer flyvende ud til alle sider.  

Der gik et par sekunder hvor hun lå nede på de kolde fliser med mennesker der gik rundt omkring hende, før det gik op for hende hvad der egentlig var sket. Stønnende kom gned hun sin bagdel mens hun langsomt prøvede at komme op og stå. Hendes øjne lagde sig på de mange papirer der lå ud over det hele 

,,Fucking great! Don’t you watch where you are going!?’’ før hun nåede at holde ordene inde, strømmede den hadefulde kommentar ud af hendes mund. Men hun havde travlt og ikke i humør til at sige undskyld lige nu. 

[Trevor Lacrox Springdale]

Ministeret for magi havde nu aldrig været et specielt behageligt sted at være. Men alligevel var det ofte der, hvor Trevor endte op. Han gjorde det også en del værre end det egentlig var. Niveau 3 var det eneste sted, hvor han kom ud af frivilje, og der var stemningen ikke tung og dømmende. I hvert fald ikke på samme level som nogle af de andre niveauer. Indgangshallen var heller ikke det store problem for ham. Så vidt han havde lagt mærke til, tog andre ikke hinanden meget i øjenfald. Alle havde travlt med at komme videre. Så selvom han ikke gik rundt med flagrende kapper eller lignende jakkesæt, blev han ikke centrum for opmærksomheden. Det som dog gjorde stedet ubehageligt var den konstante brug af magi. Selv hvis han lukkede sine øjne, ville han kunne fornemme magien strømme igennem luften. Af og til var det i form af en forbandet selvflyvende papirsflyver. For tænk hvilket kaos det ville være, hvis de brugte ugler. Og sikke et rengøringsjob. Havde det mon været sådan før i tiden?
Hænderne blev begravet yderligere ned i hans jakkes lommer, det øjeblik at elevatoren ankom til dens destination. Han tøvede ikke med at gå ud af den for så at fortsætte videre fremad. Han gik i et godt tempo. Han havde gjort, hvad han var kommet for, og han ville bare hjem nu. Han gik som altid en smule krumrygget, og hans blik var sænket en smule for at undgå unødvendig øjenkontakt. Han slæbte sine sko hen over gulvet. En ting, der havde startet ud med at blive gjort med vilje, men som så var blevet til en bevidst gerning. Han tænkte simpelthen ikke over det længere. Det betød også, at han sled sko op hurtigere end andre, der vidste hvordan man gik som et alment menneske. Han løftede kortvarigt hovedet, da han fik øje på springvandet ud ad øjenkrogen. Det var det mest åndssvage arkitektur, han havde kendt til. Hvem fanden tænkte; 'Hey! Lad os placere et fucking springvand indenfor. Midt i det hele.' Idioter. Det var, hvad de var. Godt nok var det et meget pænt stykke… kunst, og det betagede han at se på, når han gik forbi, men hvorfor? Hvorfor der?
Han blev altid distraheret af springvandet. Normalt skete der ikke noget ved, at han var uopmærksom i et par sekunder. Det værste der var sket var, at han var puffet ind i diverse mænd og kvinder. Men alle havde vel de mere dramatiske øjeblikke. Og han skulle da heler ikke snydes for dem. Faktisk nåede han lige netop at dreje hovedet og få øje på den unge kvinde, der marchere direkte mod ham. Han nåede dog ikke at stoppe på inden det var for sent. Det var et overraskende kraftigt sammenstød. Selv han kunne mærke trykket og blev nød til at træde et par klodsede skridt bagud for at opretholde balancen uden, at han behøvede at fjerne hænderne fra deres varme skjul. Derefter var, det første han så, en masse stykker hvide pergamenter, der stille og roligt svævede omkring ham som nyfalden sne. Det tog ham nu ikke længe, før hans øjne søgte ydereligere rundt og landede på den samme unge kvinde, han kun lige havde nået at få et glimt af. Denne gang var hun dog ikke længere stående men siddende i hvert fald. Og det så ekstremt morsomt ud. Det lignede noget taget ud fra en gammel romantisk film fra 60’erne. Hans latter blev heldigvis blokeret fuldkommen, da hendes ord blev slynget mod ham. I stedet spredte der sig et noget irritabelt udtryk i hans ansigt.
”What? You’ve got at problem?” vrissede han, mens han roligt borede et blik ind i hende. Det holdt bare ikke længe. Et suk skøjtede let hen over hans læber, og han sænkede sit blik igen, samtidig med at han kom ned på hug og endelig trak hænderne op ad lommerne. ”This isn’t your personal fucking road so learn to look straight ahead.” Han samlede et par papirer op, der lå omkring ham og lagde dem i nogenlunde orden, før han kom op at stå igen. Han trådte et skridt tættere på hende og rakte hende så papirerne. Om hun så stadig lå på gulvet eller ej. Han havde i hvert fald ikke set nogen grund til at hjælpe hende op. Hun var faldet af sig selv. Og hun var en voksen kvinde. Hun kunne godt klare sig selv.

[Deleted]

Hun stirrede på hans ansigt, aldrig havde hun set et ansigt der gav præcis de samme følelser som ordene der kom ud af hans mund. I et kort øjeblik mens hun kom op og stå, var hendes brune øjne fikseret på ham. Der var ét eller andet over ham som der fik hende til at stå et par sekunder og være fuldstændig paf. Dog da han begyndte at samle papirerne sammen til hende, ændrede hendes udtryk af interesse over hans ansigts træk, til forundring over hvorfor han ikke bare brugte magi til at samle dem sammen.

Hun tog imod de få papirer han havde samlet sammen til hende, hvor efter hun slog et hurtigt slag med hendes stav og papirerne begyndte flyvende at samle sig og landede i hendes hånd. De mange mennesker som nærmest i flydende maner skred forbi dem, ikke værdigede dem et blik. De havde ikke tid, eller også var de fuldstændig ligeglad med hvad der foregik imellem disse to mennesker. Næsten som et romantisk film, i starten hvor det par der var skabt til at møde hinanden og forelske sig. Stødte ind i hinanden, øjnene mødtes og det var som om at hele verden gik i stå for dem. Verden udenfor fortsatte i samme tempo, mens at lige præcis de to personer kun havde øjne for hinanden.

Dette? Var der dog ikke noget af for Ana, måske ville hun senere kigge tilbage og tænkte. Jo, da jeg mødte ham første gang, vidste jeg med det samme. Bullshit, kærlighed ved første blik var en løgn historie som forældre fortalte deres børn, lige som muggler forældre fortalte deres små børn at en magisk mand kom med gaver til dem en gang om året. Det eneste hun så i manden foran hende, var en som der kunne udfordre hende, måske gøre livet en lille smule mere spændende, end hendes kedelige hverdag af en fuldblods datter til en rig slægt, allerede lovet bort til en mand hun ikke en gang havde mødt, kun hans familie. Fantastisk. Kærlighed var en løgn og aldrig noget hun ville komme til at opleve.



,,Oh I got problems’’ vrissede hun af ham, dog med et smil der drillede hen over de fyldige læber. Hun børstede det usynlige støv af hendes kappe, mens hun kort rettede tøjet så det alt sad som det burde. Lidt som om hun skulle vise at hun var alt for god, til at ligge og rode rundt på gulvet. Generelt var hun bare for god til de omgivelser hun var i. Ikke at det forholde sig sådan overhoved, men gamle vaner var svære at begrave?

Hun trådte et skridt tættere på ham så de stod næsten ansigt til ansigt, hvis han ikke havde været et hoved højere end hende. De brune øjne nærmest blussede op med flammer, ikke af vrede, men af passion over at nogen udfordrede hende på den måde. De fleste kastede et glans på hende og trådte så væk fra hendes vej når hun kom stormene imod hende. Et, på grund af hendes rang, to, hvis de ikke kendte hende og hendes familie, var det tydelig at se hvordan hun bar sig selv at hun ikke var en man skulle stille sig i vejen for. Men ham her, ham der stod foran hende havde intet problem med at svare igen på hendes spydige kommentar, han krympede ikke for hende. Dette, var nyt.

,,Oh. This is my personal fucking road, because I made it mine. Got a problem with that?’’ det var tydeligt at hun denne gang jokede og ikke mente det alvorligt. Måske gjorde hun? Hun var ligeglad, pludselig havde hun glemt at hun faktisk havde et møde hun skulle til. Men det gik hurtigt op for hende at hun skulle videre, med mindre hun gerne ville have en stor skideballe fra hendes overordnet. Selvom at hun nok ikke ville undgå det på nuværende tidspunkt. Med de sidste ord hun havde sagt løftede hun drillende øjenbrynene og skred så forbi ham og løb med samme tempo hen imod elevatoren for at komme op på det niveau hvor hendes afdeling holde til.

[Trevor Lacrox Springdale]

Trevor var ellers parat til at bare gå videre. Bare fortsætte ned ad sin egen vej. Spadsere længere og længere væk fra denne unge kvinde i hendes stramme kjole. Han huskede tilbage på den tid, hvor han fandt farven ufattelig hæslig. Og det værste var, at han så den over alt i det nye samfund fuld af magi. Den gang var han kommet fra mugglersamfundet. Han havde levet i blandt mennesker med en hel anden tøjstil. Nu havde han vænnet sig til det. Han havde vel lært sig selv at lide det. Det mærkværdige tøj, altså. Det kunne godt være, at han ikke selv vidste sig frem i det. Kappen havde han droppet ud af arrighed og skuffelse, da han var 11. Den føltes bare ikke rar at have på. Det var en frygtelig påmindelse. Ikke at alt omkring ham var det. For det var det skam. Men lige netop kappen var en smule mere direkte. Det var nærgående. Sjovt, når man tænkte, på hvordan det var påklædning og rent faktisk sad fast på ens krop. På sin vis.
”You’ve got problems? Well, there’s some news for you. I don’t fucking care.” Han smilede bestemt ikke. Han forstod ikke, hvorfor hun gjorde. Hånede hun ham? Han havde den sædvanlige lyst til at slå det af hendes kønne ansigt. Der var ingen grund til at smile. Det var som når voksende bare smilede til en, mens man forsøgte at være rasende. Det var som at blive set ned på. Det gjorde aldrig en situation bedre. Og det var en uretfærdig måde at vinde en verbal slåskamp på. Af samme grund rørte han sig ikke, da hun trådte tættere på ham. Udfordrede hun ham? Ynkeligt. Det var, hvad det var. Han proppede hænderne tilbage i lommerne og tog ikke de brune øjne fra hende. Ikke en eneste krusning nær hans læber var til at se. I modsætning til hendes blik, var hans isnende.
”Oh? So it is your road?” Sarkasmen dryppede tungt fra hans stemme. Og han hævede da også sine øjenbryn en smule for at fremhæve effekten af hans mening om hendes forsvarskommentar. ”Then if it’s your road, then you can pick up your papers yourself next time.” Den falske overflade var hurtigt forsvundet igen, som han fortsatte. Det var tydeligt som intet andet, at han ikke var i noget godt humør. ”You did such a great job flicking you magical stick.” Han kunne ikke forklare, hvorfor det irriterede ham så meget, når hekse og troldmænd klarede dem igennem dagen ved hjælp af deres elskede tryllestave. En optimal forklaring var misundelse. Det var han godt klar over. Men der var også noget andet. Noget han ikke kunne sætte sin finger på.
Idét hun bevægede sig videre, drejede han automatisk hovedet og så efter hende hen over skulderen, inden han hævede stemmen og sagde: ”Make sure you don’t trip in your cult-atrire!” Selvfølgelig hentydede han til hendes kappe. Han så væk fra hende igen og ignorerede diverse blikke der denne gang var blevet rettet mod ham. Han fnyste for sig selv og satte så den ene fod foran den anden. Og han havde endda lige været i sådan et godt humør. Det var den perfekte start på dagen, at få ødelagt den på grund af en eller anden rapkæftet tøs.

A lot of hours later.

Hvorfor var han tilbage i London? Der var intet at lave i London. Men der var heller ikke meget at lave der hjemme. På grund af det tidligere uønskede møde, havde han vel bare ikke haft lyst til at være omgivet af magikere, og så lød London vel bedst. Der var koldt. Det sneede stadig som bare helvede, men det havde lagt sig en del, så nu var det til at være ude i. Til hans held sad han i nogenlunde læ på bænken ved busstoppestedet. Han lænede sig godt tilbage og strakte sine ben ud. Hænderne var som altid nede i lommerne. Til en forandring var hans jakke lynet godt til og hætten på den hoodie, han havde på indenunder, var blevet trukket op over hovedet. Sammen med hætten på jakken. Han var godt pakket ind. Han sukkede højlydt og studerede den tågede dis, som hans ånde blev til. Januar. Det var et nyt år. En ny start, som man sagde.
”This is fucking bullshit..” mumlede han med hæs stemme for sig selv.

[Deleted]

Hold kæft en dag, et rent helvede var hvad det havde været. Hun tog en dyb indånding og masserede hendes panden mens hun skred hen over gulvet i velkomsthallen. En lang dag var endelig overstået og hun var nu på vej hjem, men hvad var det der ventede hende? Forældre der undgik hinanden, en kærlighed der for længe siden havde forduftet og kun var for show ud ad til. Alt skulle jo nødig virke som om at alt bag facaderne ikke var så perfekt som det virkede for resten af verden.

Hvorfor giftede man sig overhoved? Hvorfor fandt forældre det en god ting, at love ens børn væk til andre, som man slet ikke kendte til? Var verden virkelig ikke et bedre sted, end at man kunne få lov til at vælge sin egen kærlighed, sit eget liv? Ikke for Ana, ikke for en kvinde hvis liv havde været planlagt langt før hun overhoved havde vidst sit ansigt til verden. Måske var det derfor at hun nu gik forvildet rundt på gaden, i sne storm. Kappen næsten fuldkommen dækket i hvidt. Dog var hun ikke længere iført en stram flaskegrøn kjole. Nu lignede hun mere end normal ung kvinde, iført stramme sorte højtaljet bukser, vinter støvler og en hvid strikket uldtrøje. Hun trak tappen længere ned omkring sine smalle skuldre mens hun gik i sine egne tanker. Sin egen selvmedlidenhed. Hvad hun ikke ville give for at være en anden, for at være fri. Men hvad skulle det nytte? Hun kunne ikke ændre de omstændigheder hun var i, hun kunne enden vælge at gemme sig over i et hjørne og drukne i hendes egen tanker omkring hvor synd det var for hende. Eller også kunne hun tage sig sammen og komme videre. Men hvorfor skulle det være så hårdt at bryde bånd med nogle mennesker som gjorde en så ked af det?

Hun tog en dyb indånding og stoppede op mens hendes øjne lagde sig på den grå himmel over hende, hvor hvide snefnug blev ved med at falde ned imod Londons gader. Hun anede ikke længere hvor hun var henne, kunne vel et eller andet sted også være lige meget. Med magi ville det være nemt nok for hende at finde hjem igen. Hun fugtede langsomt de kolde læber, mens at hendes hænder begravede sig dybere ind i kappens lommer. Hendes krop rystede let over den kulde der bed fat i hendes krop. Måske hun burde tage sig sammen til at begynde at få noget mere fedt på kroppen. I stedet for at rende rundt og være så tynd som hun nu en gang var. Måske hun skulle snige sig ind på MCD og få sig en af de der burgers som muggler så ud til at have så stor nydelse af at spise. Hun grublede lidt for sig selv, mens hun atter begyndte at gå. Hun kom forbi en ret til sneet busstoppe sted, da hun hørte en velkendt stemme sige noget til sig selv. Hun gik nogle skridt til siden og stak hoved ind så hun kunne kigge ind hvor bænken var placeret i le for stormen der havde hærget byen i over en længere periode.

,,So you always talk like that huh?’’ kom det drilsk fra hende, hun kunne ikke lade være. Selvom hun godt vidste hun bare skulle lade ham være, især efter deres lille sammenstød tidligere. Kunne hun ikke stoppe sig selv. Hun lænede sig op af skuret og lagde hoved på skrå.

,,what are you doing out here in this storm?’’ et hint af bekymring var til at spore i hendes stemme, hvis man gad at lytte efter. Men lige så hurtigt som man kunne have sporet at hun faktisk gad at tænke over et andet menneskes velbefindende, var bekymringen forsvundet igen.

[Trevor Lacrox Springdale]

Det havde altid været normalt for mennesket - for ikke at tage om resten af jordens beboere - at reagere på lyde. Det var naturligt. Det var instinkt. Så det burde ikke have kommet bag på nogen, at Trevor ikke tøvede med et dreje hovedet for at lade blikket søge i retningen af stemmen. Han havde ikke genkendt stemmen, så da han så endelig fik øje på den lyshårede kvinde, der stod lænet op ad skuret, skyllede en form for frustration henover ham. Det var da også perfekt. Kunne de ikke have nøjes med et enkelt møde og så gå hver sin vej for evigt? De mægtige magter havde åbenbart andre planer. Hvis altså man gik rundt og troede på noget så dumt som skæbne. Han skjule stort set aldrig sine følelser. De kunne som regel ses i hans ansigt, som en pop-up billedbog. Så det var nemt at se, at han langt fra strålede af glæde. Men hvornår gjorde han også det?
Han valgte ikke at svare på hendes første konstatering. Hvad havde hun ellers troet? Han det kun lige var fordi, hun var heldig at få smidt hans endeløse lort i fjæset? Han var ingen engel. Det vidste han skam godt selv. Hans sprog var ikke pænt. Også selvom hans ordforråd var gigantisk, og at han sikkert sagtens kunne udtale sig langt mere høfligt. Men for ham var der sjælendt tidpunkter, hvor der var grund til at glasere et tynd lag glasur hen over tingene. Han brummede dog noget utilfreds af hende. Så meget fik hun da fra ham. An skulle netop til at se væk fra hende, og vende tilbage til at forholde sig til sig selv. Og kun sig selv. Men om pigebarnet ikke valgte at åbne munden igen? Hvorfor fanden ønskede hun overhoved at blive ved med at tale til ham? Var hendes patronus en igle? For helvede dag!

Han sukkede højlydt og skuttede sig en smule, inden han endelig åbnede munden for at svare: ”Y’know, I’m just waiting for my purple flying horses to come pick me up in a sparkling pumpkin carriage.” Tydeligvis en løgn. Kun en hjerneskadet ville ikke kunne opfange sarkasmen i hans stemme. I det mindste vrissede han knap så meget af hende. Kulden gjorde ham en smule mere udmattet end normalt. Måske lidt mere mageligt på grund af hvordan sneen dalede fredsfyldt. Der gik dog ikke længe, før han atter vendte de brune øjne mod hende. ”What do you think, asshole. I’m waiting for the bus.” Denne gang kom sandheden frem. Og han straffede hende uden tvivl for hendes åndssvage spørgsmål. ”That’s what you normally do at a busstop.” Han en enkelt gang bagud, som for at henvise til det sted, de befandt sig ved. Så så han ellers ud på vejen foran sig igen. Den ene hånd kom op ad lommen for at skubbe hans briller bedre op på næseryggen, men den skyndte sig på tilbage ned i varmen. Han skyttede sig for anden gang og sørgede så vidt muligt at få både kraven på hoodien samt jakken godt op omkring ørene. ”Shit it’s cold…” tænkte han højt, uden at ænse mod den unge heks.
Lidt efter begyndte han pludselig at sætte sig bedre op frem for at ligge halvt ned på bænken. Hans bagdel blev placeret ordentligt på sædet, og benene lå ikke længere strakt ud, klar til at vælte tilfældige forbipasserende. Han lænede sig fremover og baskede lidt med armene, for at skabe cirkulation i sin krop. Han kunne dog trøste sig med, at det i det mindste ikke var sommer. Og i det mindste var der ikke 27 grader. Han ville i princippet hellere fryse end at smelte.
Af en eller anden grund, endte han med at se tilbage mod hende, som han havde sat sig til rette. Stadig lænet forover drejede han hovedet og kiggede på hende med en vis undring i blikket. ”What the hell are you doing here then? Don’t you have a broom or something waiting for you?”

[Deleted]

,,wow we have a comedian over here’’ hun kiggede lidt frem og tilbage mens hun klappede lidt i hænderne. Hans spydige og sarkastiske kommentar gjorde hende intet. Måske fordi at det var mere underholdende for hende, i stedet for at virke stødende? Igen, endelig en som der bare sagde hvad han tænkte, der var intet skjult i hans ansigt. Han ansigt, næsten ulæseligt. Nysgerrigheden var ikke dæmpet, nærmere forstærket. Der var virkelig et eller over andet denne mand der bare gjorde hun ikke kunne lade ham være. Især nu når hun havde fundet ham igen.

Hun trak en smule på skuldrene da han kaldte hende et røvhul. Gjorde hende ikke særlig meget, det var en af de pænere ord hun var blevet kaldt. Når som Slytherin kom fra en familie der havde haft tilhænger til manden der ikke skulle blive nævnt, var man ofte udsat for diverse spydige kommentarer. Røvhul, var jo næsten som at få at vide af ens mor hun elskede en. Hun fugtede langsomt læberne, da hun kunne mærke hvordan at kulden rev i dem, hvordan de langsomt tørrede ud. Hendes krop havde aldrig været særlig god til kulde, jo når hun var indenfor og kunne gemme sig under sin dyne. Så var kulde noget af det bedste hun vidste. Men når hun ikke kunne flygte fra de omklamrende arme der ind hyldede kroppen, ind i dens kolde omfavnelse. De sidste kommentarer han kom med ignorerede hun. Mens hun betragtede busstoppe stedet. Hun havde aldrig været med en bus før. Vidste faktisk slet ikke hvordan det fungerede og hvorfor var han med den? Var han ikke magiker. Det var tydeligt at se de små ansigts træk der vidste at han væmmes over at hun kunne magi. Selvom han var svær at læse, end så mange andre. Var det som malet tydeligt, at han ikke havde brudt sig om at hun havde brugt sin stav da hun samlede papirerne op. Og nu igen, med kommentaren omkring, hvad hun lavede her og om hun ikke havde en kost ventende på hende.

,,Really what is it, with you and magic? And why do you hate it so much..’’ hendes øjne blev en smule smallere, mens hun bevægede sig lidt tættere på ham. Og derved også mere ind i le fra vinden der var begyndt at tage fart. Det var tydeligt at man snart burde finde sig et andet sted at være end uden for, hvis stormen blev ved på denne måde. ,,So the bus, how does it work? And how long does it take, and when does it come?’’ nysgerrigheden hun havde prøvet at gemme, brød pludselig overfladen mens hun ivrigt satte sig ved siden af ham og kiggede afventende. Et eller andet sted var hun lige så spændt på at få at vide hvordan bussen fungerede, som hun var på om han ville koge fuldstændig over og begyndte at svine hende mere til. Hvilket et eller andet sted måske ville være mere spændende end selve spørgsmålet.

[Trevor Lacrox Springdale]

”You honestly don’t…”
Han skulle lige netop til at sige noget mere. Svare på hendes spørgsmål. Men han fik kun lige skilt sine læber ad, før han lukkede munden igen. Sippede den låst i en lige linje, som han pressede dem ekstra godt sammen. Han sænkede blikket en smule. Så så op på hende igen. Men endte så ellers med at dreje hele sit ansigt væk fra hende. Det kunne godt være, at han var typen, der sagde hvad han ville, men han - lige som så mange andre - havde også noget, han ikke ønskede at sige højt. Eller overrakke til andre. Specielt ikke fremmede. ”Never mind. It’s not like I hate magic or anything like that. I’m just having a shitty day, alright.” Denne gang var det mere som om, at han brummede af hende frem for at vrisse af hende. Hans stemme var også blevet lavere. Et tydeligt tegn på, at han ikke ønskede at fortsætte med samtalen. Han ville bare efterlades til sig selv. Men selvfølgelig slap han ikke helt så let. Seriøst! Hvad var der med den tøs?!

Først så han overrasket mod hende. Langt mere fokuseret end han nogensinde havde været på hende. Hans øjne havde endda spærret sig en smule op bag brilleglassene. Dog kom han hurtigt i tanke om, baggrunden bag sådan et spørgsmål. Hun vidste det simpelthen ikke. Hvem prøvede han at narre? Hun havde sikkert ikke engang overvejet muligheden om, at lære det ikke-magiske samfund at kende. Ikke bare en smule. Han fnøs af hende og rystede opgivende på hovedet frem for at spidde hende til jorden.
”You should know about the knight bus, right?” startede han ud, mens han rent faktisk kom en smule op at stå. Ikke meget. Kun lige nok til, at han bedre kunne glide til siden på bænken, så han ikke længere sad direkte i midten, men i stedet med to plads, til hvis nogen også ønskede at side. Bare uden at sidde helt op ad ham. ”A muggle bus works in the same way. Actually is the model of the knight bus heavily inspired by a muggle bus.” Endnu en gang lænede han sig tilbage op ad glasvæggen. ”It works as you might think: It’s public transport for people to get around quicker than walking. There’s a lot of different busstops, as this one, set up in.. fx. London. It’s nothing like where you call it and I comes to where you are. You’ll have to be where it comes.” Han drejede hovedet og så mod hende som for at sikre sig, at hun rent faktisk lyttede. Men så så han eller svæk igen. ”The bus normally stops at every busstop it passes to get new people on or others off.” Han var pludselig I tvivl, om han forklarede busser korrekt. Det lød som den mest elendige forklaring i hans hoved. Det var så småt blevet almindeligt for ham, at det bare sad fast. Så det var som at forklare et barn, hvorfor vand hed ’vand’.
”Yea.. Something like that..” mumlede han til slut, hvorefter han skjule sin hage og mund ned i hoodiens krave, der tittede frem fra jakkens krave. Han var godt pakket ind. Bare ikke godt nok. ”The bus I’m waiting for is hopefully coming soon. I’m already in the process of turning into a goddamn popsicle.”

[Deleted]

,,Right..’’ hun hævede det ene øjenbryn da han sagde han havde en dårlig dag, han virkede som typen der altid havde en, dårlig dag, så. Desuden troede hun hellere ikke på at det bare var dét, der gjorde at han hver gang magi eller magi blev brugt i hans nærhed gjorde at en helt blanding af følelser skyllede hen over hans ansigt. Hun valgte dog at holde tand for tunge og trak lidt på skuldrene, som for at vise at hun så hellere ikke havde tænkt sig at spørger mere ind til det. Hvilket hun hellere ikke have, hvorfor skulle hun? Hun var en nysgerrig pige, men hun havde også lært hvilke konsekvenser det kunne have hvis man var, for nysgerrig.
Hun fugtede langsomt læberne, mens hun betragtede sneen der faldt ned og lagde lag på lag over den store hvide dyne der havde lagt sig hen over London. Hun tog end dyb indånding mens at hun hæv hendes kappe jakke tættere rundt omkring sig, i håb om at hun kunne holde lidt mere på varmen, selvom det nok ikke ville hjælpe særlig meget imod kulden der piskede nødes løs imod alt på dens vej.
,,I have heard about the knight bus, never seen it in real life.’’ Mumlede hun stille, endnu en ting der gjorde hun var så anderledes end alle andre. Hun havde aldrig nogen sinde taget denne bus som flere af hendes venner kunne fortælle historier om. Hun havde altid brugt suse pulver eller koste når hun skulle transportere sig. Hendes familie havde i hvert fald gjort sit for at hun havde haft så lidt som muligt at gøre med muggler verden som overhoved muligt. Virkelig hun kendte stort set intet til dem. Hun havde været i et par butikker som var muggler ejet, mest for at købe tøj. Eller fordi nysgerrigheden overvant hende når hun havde gået sig en tur igennem gaderne når hun ikke havde gidet at tage susepulveret til diagonalstrædet.
,,Sounds… weird..’’ mumlede hun stille, mens hun uden at tænke over det hæv benene op på bænken og trak dem ind til sig, mens hun stirrede med tomme øjne ud i ingen ting. Hvordan hendes liv mon havde været hvis hun ikke var den hun var? Kort var hun draget ind i selvmedlidenhed, hvilket hun hurtigt fik smidt ud af hendes hoved da hun intet havde at været ked af. Hun havde alt.
,,Sounds good’’ kom der stille fra hende med et lille smil, mens hun vente sine brune øjne imod ham. ,,How long have you waited?’’ sagde hun med hoved på skrå, hvis han havde ventet længe forstod hun ikke hvorfor han ikke havde brugt et magisk remedie til at komme til sin destination så han ikke skulle sidde og fryse? Hendes hånd lagde sig på den lille pude der lå i hendes ene lomme, hun havde allerede knækket den ene af dem, som lå og varmede så dejligt i hendes højre hånd. Hun tog hænderne ud af kappens lommer og fiskede den ene af poserne frem og efter hun havde knækket den rakte hun den til ham.
,,Here, can’t have that you turn into ice on my watch.. And, see it as an apology that I ran into you this morning and didn’t even say I’m sorry’’ hun ville presse den ind i hans hånd, hvis han ikke ville tage imod dem. Men hvis han gjorde, ville hun langsomt lægge den i den åbne hånd og lukke hendes rundt omkring hans.