Dementors for dummies

[Deleted]

Macey Rowe

---

Det var emner som disse, der for alvor fik Levi til at nyde det at være lærer. Allerede i skolen var det Forsvar Mod Mørkets Kræfter, der for alvor havde fanget hans interesse. Også selvom han sådan set havde fået glimrende karakterer i alle andre fag, men det var mere fordi, han havde arbejdet for det. Dette fag havde altid været hans store passion på et eller andet område. Det kunne man også høre, når man første stillede ham de rigtige spørgsmål. Normalt beherskede han gerne sin talestrøm, men var det rigtige emne først bragt frem, så kunne han snakke om det i uendeligheder. Han var derfor også umådeligt glad for at have skiftet fra Besværgelser til dette fag, dengang det blev ledigt efter hans egentlige ansættelse.
Men han havde jo trods alt også stor erfaring med det. Eftersom han var vokset op i en blodfanatisk fuldblodsfamilie, så forøgede det jo allerede på forhånd hans viden om mørkets kræfter. Desuden hjalp hans ni års erfaring som professionel duellist også på cv'et. Alt i alt, så var der ikke meget mere at sige, end at han elskede sit job. Kort og godt. At få friheden til at stå og tale til en mere eller mindre interesseret gruppe unge mennesker om ting, som han ifølge visse meninger vidste alt for meget om. Og så endda at blive betalt for det!

"I skal komme ind på alt, hvad I overhovedet kan komme i tanke om. Der er ingen overflødig viden at komme med. Alt trækker længere op, så længe det er brugbar viden som disse væsner." Levi stod oppe ved tavlen og kiggede strengt ud over eleverne, selvom han ikke var vred på dem eller noget. Det var bare den sædvanlige minde, som han kun ganske sjældent lagde fra sig, og det havde de efterhånden også vænnet sig til.
"Eftersom det er en stil, I skal skrive, så må i meget gerne bruge denne time på biblioteket, hvis I vil. Og i er naturligvig også mere end velkommende til at spørge mig m hjælp, hvis det skulle behage Jer. I må gerne gå i gang." det var ikke overraskende, at stort set hele flokken nu rejste sig, og begyndte at bevæge sig ud af lokalet for at sætte sig op på biblioteket og skrive stilen. Han havde dog tænkt sig at gå op og tjekket til dem senere for at sikre sig, at de alle sammen var, hvor de skulle være og ikke bare pjattede rundt.
"Stilen skal afleveres i næste time."

[Macey Rowe]

Macey sad som altid på forreste række, alene og med pergament klar foran, imens hun skriblelede en masse ting ned. Det var ikke altid nemt, at være vidunderbarn og stræber, det vidste hun alt om, venner kunne hun tælle på en hånd og mobning var noget hun var van til at tage imod. Men så man bort fra det, havde hun det godt, nød at lære nye ting hver dag og udvide sin viden som ellers var ret stor. Macey var selvfølgelig kommet til timen, få minutter før alle andre og havde taget, hendes bøger frem, samt pergament og blækhus, for at være klar til timen. Hendes uniform sad som altid perfekt, og håret sad dog ens smule uglet, da hun ikke gik op i den slags, men tøjet skulle altid være præsentabealt, udsenet gik hun ikke rigtig op i. Det eneste der betød noget for hende, var gode karakter og endnu mere viden, hun drømte om at blive til noget stort og ville gøre alt for at nå sit mål. Macey havde da også yndlingsfag og hade fag, men de fleste fag kunne hun godt lide, og forsvar mod mørkets kræfter var et af dem. Hun var dygtig med sin stav, og meget lærenem, derudover havde hun fotografisk hukommelse og kunne derfor huske alt hvad hun havde lært igennem tiden. Hun vendte blikket imod professoren da alle de andre var kommet, opmærksomt lyttede hun til mandens ord, nikkede letter forstående. Professor Wolf, havde hun før snakket med, og hun havde intet imod manden frygtede ham heller ikke, selvom mange andre gjorde. Men Macey var jo også bedre til at snakke med voksne, end folk på hendes egen alder, de fleste på hendes alder eller under fandt hende nørdet. De kunne ikke lide hende, fordi hun fik gode karakter, fordi hun aldrig brød regler, eller snakkede grimt til professorene. Hun havde kun ganske få venner, og selvom man ikke skulle tro det, havde vidunderbarnet en kæreste som hun holdt meget af. Macey skubbede en tot hår om bag øret, og betragtede hvordan nærmest hele klassen gik deres vej, for at gå på biblioteket, men det gad hun ikke. Hun havde desuden tre bøger foran sig, og masser af pergament, desuden kunne hun jo spørge Wolf. Så hun blev sidende på sin plads, og lænede sig koncentreret ind over opgaven " Professor, kan jeg spørge dem om noget?" spurgt hun høfligt, uden at tage blikket fra sin opgave. Macey snakkede altid pænt, og opførte sig altid eksemplarisk. 

[Deleted]

Nogle elever var bedre til at have ansvaret af at måtte gå et andet sted hen at læse end andre, det var der ingen tvivl om. Levi vidste derfor også godt, at han godt kunne glemme alt om at finde alle eleverne siddende koncentreret over deres hjemmearbejde oppe på biblioteket, når han endelig ville gå derop og tjekke op på dem. Naturligvis var der nogle var dem, der ville kunne tage ansvar for deres egen læring og rent faktisk lavede noget deroppe, men han var ikke så naiv at tro, at det gjaldt størstedelen. Specielt ikke i denne alder hvor de altid troede, at de vidste bedst. Så hvis de mente, at lektier var spild af tid, så var det også. Noget, der ville komme og bide dem i halen senere i livet, men han kunne jo heller ikke gøre mere ved det, end han kunne. Det var hans job at belære dem om faget samt opmuntre dem til at lære og studere ihærdigt, men hvis de ikke var samarbejdsvillige, så var der jo ikke mere, han kunne gøre ved det. Det måtte han jo så overlade dem til selv at fortryde senere i livet.

Han holdt lidt øje med dem, som de alle forlod lokalet, og det så umiddelbart ikke ud som om, der allerede nu var nogen, der havde tænkt sig at falde fra. Glimrende, så kunne han da i det mindste vente med at skulle bekymre sig om det til senere, hvor folk for alvor begyndte at blive ukoncentreret om projektet, som teenagere jo havde en tendens til at gøre, når de skulle arbejde med det samme i længere tid ad gangen. Specielt hvis det nu måske ikke ligefrem var deres ynglingsemne, de havde fået.
Han vendte rundt for at gå hen og sætte sig ved sit kateter, hvor han ville rette nogle opgaver, som han netop havde fået fra 3. års-eleverne i timen før, igennem, men han blev stoppet af en stemme på halvejen. Han vendte sig med fronten ud mod lokalet og nikkede til frøken Rowe, der var den eneste elev tilbage i lokalet på nuværende tidspunkt. "Ja, naturligvis, frøken Rowe," svarede han høfligt, men uden snert af ændring i hverken stemmen eller ansigtsmimikken. Men igen: det var noget eleverne efterhånden havde vænnet sig til ikke nødvendigvis betød noget dårligt. Sådan var det nu engang. Specielt hende her burde efterhånden have lært det. Hun mødte jo dette udtryk mange gange, når hun var oppe for at sikre sig om et eller andet eller spørge ind til et emne. Ikke at det var en dårlig ting, tværtimod. Det var jo kun godt at være en stræbsom og ihærdig elev, der lavede sine ting og var lærevillig. Det kom man jo trods alt længst med.

[Macey Rowe]

De andre elever sendte hende hånlige, blikke når de gik forbi hende, eller kiggede på hende og hviskede til deres kammerater, for så at grine lumsk. Det påvirkende hende dog en smule, mest af alt fordi det skete dagligt, de kunne ikke lade hende værre. Men skulle altid nedgøre hende, pege fingre bag hendes ryg, eller snakke grimt om hende, selv hvis hun kunne høre dem. Hvorfor kunne de ikke bare lade hede være, hvis ikke de kunne lide hende? men nej det var selvfølgelig sjover at nedgøre. Macey rystede tungt på hoved, og sukkede svagt, men var i det mindste glad for at de alle forlod lokalet, så kunne hun være i fred. Hun forsikrede sig selv om, at hun fik en bedre uddannelse end dem, og at hun var klogere på flere punkter, disse tanker hjalp en hel del. Macey vidste allerede nu hvad hun skulle efter skolen, det første blev ihvertfald det magiske universitet, hvor hun ville tage de fag hun fandt spændende og så ville hun studere der i 2 års tid, før hun så derfra ville finde ud af hvad hun vil. Macey slog let op i den ene af bøgerne som handlede om mørke væsner, fandt den rette side som hun hurtigt skimtede, før hun så fik skrevet det ned, og forsatte sin skrivning. Hun blev dog bragt ud af sit fokus, da profesor wolf snakkede til hende. Macey løftede blikket og så på ham, lagde hoved på skrå " Jeg tænkte på, om en mand som dem, måske har mødt disse mørke væsner før?"spurgte hun høfligt, men også en anelse nysgerrig imens hun så spørgende på ham. Det var ikke første gang hun snakkede alene sammen med ham, hun havde før op søgt ham på kontoret for at stille ham et par spørgsmål, eller for bare at snakke. Da hun som sagt var meget bedre til at snakke med folk over hendes alder, end dem på egen alder. Det var som om de forstod hende bedre, de dømte hende ikke bare fordi hun er vidunderbarn. De eneste fag Macey har svært ved, er flyvning fordi det er et fysisk fag og så spådom, som efter hendes mening er noget værre vås, som hun ikke tror på. Hun vendte kort blikket ned, for lige kort at notere noget hun var kommet i tanke om, før hun igen så op og hen på ham, forsigtig sendte hun et let smil. Selvom hun vidste at han ikke ville besvare det, hun kendte godt hans mangel på mimik, men det gjorde hende ikke så meget.  

[Deleted]

Levi havde efterhånden oplevet så mange elever gennem tiden, at han næsten kunne placere dem i bokse, selvom han gjorde sit yderste for at lade være med det. Han vidste godt, at der ikke var noget værre end at blive sammenlignet med alle andre, da alle jo gerne ville se sig selv som unikke på en eller anden måde. Og det var de jo naturligvis også, men som lærer, når man skulle holde sig et professionelt forhold til eleverne, så kunne man ikke undgå det, selvom det ikke var noget, han rendt rundt og sagde højt. Men der var bare de der forskellige typer hver gang, som han kunne nikke genkende til på fra andre tilfælde. Man han var unægteligt også selv en meget firkantet person i sig selv, det indrømmede han gerne.
Der var dog én kategori, som han ikke kunne lade være med at placere langt de fleste elever i, og der vidste han, at i hvert fald hans fætter heller ikke kunne afholde sig. Teenagere. Alle teenagere havde de der fællestræk, om de så havdelyst til at indrømme dem eller ej, så var de der et eller andet sted. De blev dog oftest afspejlet på meget forskellige måder, men det var jo netop det, der i sidste ende gjorde dem alle til noget sig. Der var dog selvfølgelig personligheder han holdt mere af at se end andre, men hver klasse skulle jo også have den møgunge, der absolut skulle spolere det for alle andre, desværre.

Frøken Rowe havde alle dage været en nysgerrig pige, der ikke afholdt sig fra at stille spørgsmål, og han elskede det. Hun tillod ham ofte at sidde og snakke dybdegående om det samme emne i flere minutter ad gange og virkede altid oprigtigt interesseret i det. Ikke at han sad og bebyrdede hende med sit privatliv, for det holdt han nu alligevel helst for sig selv, men faglige samtaler havde de haft utallige af.
Han nikkede til hendes spørgsmål. "Jo, det har jeg," besvarede han blot. Både under undervisning, når eleverne skulle lære at fremane deres patronus og på ture til Azkaban, men også i mere alvorlige tilfælde end disse, hvor dementorene havde været knap så meget under kontrol. Yderst dårlige situationer at befinde sig i, og det var bestemt heller ikke nogle væsner, han havde lyst til at hilse på igen mere en højst nødvendigt, efter han den første gang havde stiftet bekendtskab med det.

[Macey Rowe]

Macey var nok også nem at placere, hun var nørd og vidunderbarn, to ting som ikke altid var så gode. Derudover var hun genert og letter selvstændig, men hun havde det fint og her på skolen, kunne hun studere mere end der hjemme. Det var også grunden til hun kun, kom hjem i ferierne og ikke i weekenderne, for dem brugte hun på biblioteket eller i drivhusene eller nede ved dyrene. Det var rart at kunne bruge sine weekender fornuftigt, selvom en ung kvinde i hendes alder, havde brug for sjov og slå sig løs, men det skete bare ikke. Hun fokuserede fuld ud, på sine lektier og var altid den første til at aflevere, nogle gang flere dage før den dato der var sat. Men de fleste lære var van til hende, hun var tros alt 6 års elev, så de fleste kendte hende, og der var da et par stykker som hun i ny og næ snakkede med, blot for selskabets skyld. Macey smilede svagt, som hun tilføj et par ord, med en køn sammenbundet skrift, som hun i ung alder havde vænne sig til at bruge, da hun ikke ville skrive sjusket som de fleste andre elever gjorde. Hun vendte blikket op, da han svarede hende, dog alt for kort efter hendes mening. Hun ville heller end gerne høre mere, det korte svar hjalp ikke på hendes nysgerrighed. Macey lagde hoved på skrå, og skubbe en tot hår om bag øret, da den prøvede at angribe hendes næsetip " De er skræmmende ? jeg ville ønske at vi skulle lære patronus allerede nu" sagde hun ærligt, men trak så let på skulderen " har du mødt mange af dem?"spurgte hun så og hævede det ene øjenbryn. Et let smil spillede på hendes smalle læber og hendes øjne, strålede af interesse og nysgerrighed. Hun mistænkte denne mand, for at være en mand der måtte have oplevet meget, og hun ville jo også gerne selv opleve en masse, alt hvad der kunne gøre hende klogere. Hun vendte blikket ned og skrible et par sætninger mere, som passede til stilen. Hun havde da studeret disse væsner før, og mange andre væsner, hendes hukommelse gjorde det nemt at bringe disse informereioner frem igen. Men da orderene var skrevet, vendte hun igen blikket imod professoren, for at afvente hans svar endnu engang " må jeg spørge om, hvilken form din patronus har ? eller er det for personligt? " spurgte hun så, da men aldrig helt kunne vide, hvor meget han ville fortælle hende. 

[Deleted]

Han kunne allerede fornemme, hvor denne samtale førte hen. At frøken Rowe, med sit nysgerrige og vidensindtagende væsen, ville begynde at stille interesserede spørgsmål, og så ville han ikke kunne tilbageholde en talestrøm omkring hele emnet. Sådan endte det som regel. Men gjorde i det fulde hele jo egentlig heller ikke så meget. Hun havde det med at være god til at skrive nyttige informationer ned, som han kom med, og havde da hver gang formået at aflevere fremragende stile, der også levede op til den karakter.
På den anden side, så havde han jo også opfordret til at bruge den viden, han selv kunne give dem til at skrive en stil, så der var jo sådan set ikke noget galt i, at hun gjorde det på denne måde. Havde han ikke være en trodsig Satan, dengang han gik i skole, så havde han sikkert selv gjort det samme. Han havde så selvfølgelig bare haft sig det der problem med, at hver gang en lærer eller lærerinde ønskede at hjælpe ham, så havde hans varulve-temperament taget over, og han blev hysterisk. En yderst pinlig opførsel, når han så tilbage på det nu i dag, men der var jo desværre ikke noget at gøre ved det.

Levi lagde armene over kors og kiggede op loftet, som han tænkte sig om over sit svar. "I forhold til en gennemsnitlig person, så har jeg vel," lød hans endelige svar. "Men det er jo delvist også i forbindelse med undervisning. Du kommer også selv til at stå over for én, når I snart skal i gang med at øve patronussen," afslørede han for hende. Men det var jo heller ikke nogen hemmelighed, at de også skulle i gang med den på et tidspunkt. Det var jo også derfor, de nu skulle nærstudere dementorene netop nu. Det var faktisk meget snart, de skulle i gang med at forsøge sig med den, så det var jo altid en fordel at kende fjenden først. Specielt hvis det betød, at de også ville falde over patronussen i forløbet.
Han nikkede. "Min tager form af en hest," svarede han, "en Irish Draught, for at være mere præcis," speciefiserede han så, hvilket også mindede ham på en information, han ligeså godt kunne give hende med på vejen. Den ville i hvert fald give ekstra point at have med i en stil en eller anden dag. "Det er jo et misledende faktum, at ens patronus skulle tage form som ens indre dyr," begyndte han, "Altså, ens patronus følger ikke, hvad der ville være ens animagus-skikkelse. Patronussen tager derimod form af et dyr, som man på en eller anden måde er knyttet til. I mit tilfælde tager min form af de, race hest, som jeg har arbejdet tættest med gennem årene," forklarede han, da der ofte var elever, der sagde forkert på netop dette.