Hubris

[Castiel J. Whitefeather]

@chaney

Som den kiksede og nørdede person Castiel var, havde han naturligvis brugt det meste af sin lørdag blandt bibliotekets mange bogreoler, som var fyldt op med fakta og viden, der var blevet nedskrevet på pergament gennem århundreder - måske endda årtusinder.
For viden var magt. Og sådan havde det næsten altid været. Viden gav kontrol - både over folk og objekter - og hvis der var noget, som mennesker kunne lide, så var det kontrol. Det var derfor så mange diktatorer, som for eksempel Adolf Hitler, gjorde som de gjorde.
For at få kontrol.
Det var den menneskelige overmods skyld, som i græsk mytologi og religion også var kendt under navnet hybris - og nu skulle Castiel til at formulere sig totalt ordkorrekt efter, hvad han havde læst:
Hybris er menneskeligt overmod, som ifølge græsk religion og mytologi går ud over de grænser, guderne har sat for menneskene, og som derved påkalder sig gudernes straf.
Denne 'straf' der var tale om, var højst sandsynligt Skyggernes Slette i underverdenen, hvor man blev tortureret i al evighed for sine ugerninger fra dengang man var i live.
Om Castiel var en nørd? Helt klart. Om han var en nørd indenfor græsk religion? Naturligvis. Han havde vel sine mange, mærkværdige hobby'er som enhver anden person.
Tankeverdenen, han både levede og åndede i, indeholdte det ene faglitterære nonsens efter det andet, men det var ikke just noget, der gik ham på. Det kunne faktisk vise sig at være meget rart, hvis man gerne ville tage et andet sted hen end den virkelige verden udenfor. Så måtte ens hoved være den udvej, man nu så hårdt har brug for.
Med blikket rettet mod gulvet og et drømmende slør for øjnene, var Castiel taget lige præcis dét sted hen. Og lige akkurat derfor kom han også til at støde ind i en eller anden på disse gange, han var i færd med at betræde.
"Det må du undskylde," beklagede han og rystede træt på sit hoved, som havde tilbragt så mange timer i den ene bog efter den anden, så hans mørke pandehår faldt ned i øjnene på ham.

// Jeg kunne virkelig ikke finde på et bedre navn til emnet ;D

[Deleted]

Chaney var vejleder. Hendes job var at tilse, at folk opførte sig pænt. Hun var derfor på vej til en af hendes ynglingssteder, hvilket var biblioteket. Nogle gange havde hun været ude for, at der var sket noget herinde, der havnede i dårlig opførsel. Ikke desto mindre, så ville hun gerne læse nogen bøger, for hun kunne selv godt lide at tilegne sig viden. Hun skulle ikke være som hendes åndssvage storebrødre, der kun gik op i deres band, næ nej! Hun skulle være noget stort. Noget der gjorde, at det endelig var hende som ikke blev overset. Det krævede, at hun fik gode karakterer. Det vidste hun. Hun vidste også at chancen for, at hendes brødres band blev til noget var minimal. De var dog væk i idéen. Det eneste positive ved det var, hun kunne snige sig indtil de mange vilde fester de holdt, når hun havde ferie. De opdagede alligevel aldrig hun var der. Desuden havde Benjamin også været meget behjælpelig i at lære hende om hvordan man drak, for ja, Chaney omgik alt for mange som var langt ældre end hende selv. Hun rettede på det røde hår, som hun gik ind på biblioteket og der gik da heller ikke længe, før en eller anden nar gik ind i hende. Hun var hverken særlig høj eller stor, og faldt ned på gulvet. Hun vidste ikke om det var noget hendes krop havde gjort i chok eller om han rent faktisk havde gået så hårdt ind i hende, at det gav mening at falde. Ikke desto mindre, så var hun altså faldet og sad nu på gulvet og så op på ham. Hun var ikke sikker på, om hun skulle komme med en eller anden flabet kommentar, men kom så i tanke om, at hun skulle jo være et godt eksempel. Hun ville ikke sidde og have en eller anden samtale med Lucas om, at hun ikke opførte sig pænt. Hun kunne så heller ikke rigtig tage Lucas seriøst efter hun havde fundet ud af, at Bianca var skudt i ham. "Det går nok." svarede hun med en rolig stemme og sendte ham et venligt smil. 

[Castiel J. Whitefeather]

Castiel gengældte en smule kejtet pigens smil og rakte hende en hånd, som havde for hensigt at hjælpe hende op at stå, så måtte hun selv om, om hun tog imod den eller ej.
Ærligt talt vidste han ikke, hvordan man skulle reagere i disse situationer - eller for den sags skyld bare en, der lignede - men han fandt det rigtigt at udvise forsonlighed, til trods for den kendsgerning at Castiel uheldigvis havde fået skubbet hende ned på gulvet. Sikkert fordi hun ikke vejede så meget, eller for den sags skyld ikke var særlig høj.
Det var ting, som han selv ikke behøvede at bekymre sig om - havde han lyst til at være høj, fint, så blev han højere. Havde han lyst til at være tyk som en ballon eller tynd som en tændstik, så blev han det. Det var det fantastiske ved at være Metamorphmagus; udseende og kropsbygning var aldrig rigtig et problem.
"Jeg gik bare i mine egne tanker," forsvarede Castiel sig med et ynkeligt smil, "Jeg hedder Castiel, men man kan også kalde mig Cass."
Cass var en forkortelse af hans navn. En forkortelse, som meget få brugte, eftersom han havde så få venner. Nok fordi han var rigtig ringe til at opsøge folk og skabe relationer grundet hans baggrund.
Som lille, da Castiel havde været omkring de seks-syv år og havde udvist sit andet tegn på magi, iværksatte familien hans læretid - de mente ikke, at Magisk Før Skolen var ligeså kloge som dem - og så var det slut med at gå i en Mugglerskole.
Familien gav ham hjemmeundervisning, og lærte ham at engelsk, matematik, historie, ja, sågar også geografi, indtil han fik Optagelsesbrevet fra Hogwarts. Men da Castiel så endelig startede på den magiske kostskole, havde han nærmest ikke lært noget om, hvordan man begik sig iblandt andre mennesker på hans alder.
Det var noget, han forsøgte at ændre på disse tre sidste semestre, han havde på skolen.

[Deleted]

Hun så på hans hånd og tog fat i den. Hun hev sig selv op via den og kørte sine hænder ned af hendes uniform for at rette på det og få eventuelt støv væk. Hun så på drengen, som hun ikke mindes at have kastet sit øje på før. Der var mange mennesker på skolen, og det var svært at huske alle dem som gik her. Især når hun arbejdede som vejleder, for så så hun mange af de elever i sin hver dag. Det betød dog ikke, at hun kunne huske navnene på dem. Desuden kunne det jo være, han havde holdt sig meget for sig selv. Hun smilede venligt da han præsenterede sig. "Chaney." sagde hun for at præsentere sig selv. Hun sagde det selvfølgelig på ægte fransk, som det skulle siges. Hun var dog født og opvokset i Frankrig, men de fleste var dog bosat i Frankrig. Hun var også i familie med en af de professorer, som arbejdede her. Chaney havde selv massere af sociale kompetencer, hun havde været populær inden hun havde skiftet over til et mere alternativt udseende. Nu havde hun kun en rigtig veninde og det var Bianca. Det var så også hendes bedsteveninde, men igen... det var familie. Hun var dog rimelig rebelsk, og hun var inde i en periode hvor hun hadede det meste af sin familie. Så at hun kunne lide to var i hvert fald bedre end ingen ting overhovedet.  Chaney havde ikke fået hjemme undervisning, men gået på en skole hvor man havde været lidt mere fritgående indtil hun havde fået det forventlige brev om, at hun skulle optages her. "Hyggeligt at møde dig iøvrigt, Cass" sagde hun med et let smil. 

[Castiel J. Whitefeather]

Overraskende nok havde pigen taget imod hans hjælp og trak sig op fra gulvet - noget, Castiel ikke helt havde forventet, eftersom de fleste piger plejede at slå sådan noget hen som værende... hvilket ord var det nu, forfatteren havde brugt? Nedladende. Ja, det var nok det.
Ikke fordi Castiel havde erfaring med sådan noget - overhovedet ikke - men det meste af hans viden omkring socialisering, relationer og folks adfærd stammede hovedsageligt fra bøger og flittig nyfigenhed samt observation i sin såkaldte fritid.
"Chaney?" gentog han smilende, "Et elegant navn for en elegant pige. Er det tilfældigvis af fransk oprindelse?"
Det var ikke særlig vanskeligt at regne ud, for man kunne sagtens høre, hvordan pigen Chaney udtalte det med den karakteristiske spidsfindighed, som franskmænd (og -kvinder) var så navnkundige for. Hvor Castiel vidste det fra var ham en gåde. Det var muligvis den der fornemmelse, som også afgjorde, om en persons accent var britisk, irsk, walisisk eller for den sags skyld også russisk.
"Det er også en fornøjelse at møde dig," erkendte han med et lettet smil. Den dårlige samvittighed over at have rendt ind i hende skrumpede en anelse, nu da det så ud til, at han var blevet tilgivet for sin fejltagelse.
Med et grundigere øjekast bed Castiel nu mærke i Chaney's usædvanlige mørkerøde hår. Det var faktisk en utroligt pæn kulør, hvis han skulle indrømme det, så det valgte han at sige højt.
"Dit hår er meget egenartet og specielt - må jeg spørge hvor du har fået det farvet henne?"

[Deleted]

Chaney havde som sagt besluttet sig for at være venlig, for hun var skam vejleder. Hun kunne dog ikke lade være med at grine en anelse, da han kaldte hende elegant. Det var noget hun i hvert fald ikke var på nogen som helst måde. "Ja, Chaney. Men jeg er sgu godt nok ikke elegant" svarede hun og var ret ligeglad med at bruge bandeord. Det var sådan hun var. Hun nikkede. "Qui" svarede hun til hans spørgsmål, da det nærmest var et must at alle i hendes familie skulle kunne tale flydende fransk fra barnsben. De fleste kunne da også. Det var slet ikke det. De lærte det jo allerede fra barnsben, fordi der var så meget af hendes familie, som boede i Frankrig og de havde en årlig sammenkomst, som alle var tvunget til at være en del af. Hun hadede det. Det var så fandens borgerligt, at det gjorde ondt dybt ind i hendes sjæl. Hun var dog glad for, at kunne snakke et andet sprog. Chaney udtalte altid sit navn på fransk, og hun kunne ikke rigtig lide det hvis man udtalte det britisk. Det lyd så syntestisk i hendes ører, at det halve kunne være nok. Hun smilede halvt, da han sagde det var en fornøjelse også at møde hende. Hun tvivlede på det, men hun sagde ingenting. Overhovedet. Hun vidste heller ikke hvad hun skulle sige uden at benægte. Hun så på ham ved hans spørgsmål og kørte en hånd op i gennem sit hår. "Ja, det ved jeg. Det har min storebror." forklarede hun. Han farvede trods alt sit hår en del. 

[Castiel J. Whitefeather]

Med løftede øjenbryn tog han Chaney i øjesyn. Beskeden kunne godt være et ord, som beskrev hende, eftersom hun ikke fandt sig selv særlig elegant - noget, hun lige havde indrømmet. Og endda overfor Castiel, som havde været så tumpet ikke at se sig ordentligt for, når han gik.
"Det går jo an på ens definition af ordet elegant," var hans svar, som altid lød så evindeligt roligt, som om Castiel havde alverdens tid til at gøre, hvad end der nu skulle gøres. Måden, han levede på, var baseret på en det hele skal nok ordne sig-manér, og det virkede skam, for han havde endnu ikke stødt på en situation, som han ikke kunne finde en alternativ løsning på.
"Det lader til, at fransk ikke er så fremmed et sprog for dig," konstaterede Castiel med et skævt smil. Han gad godt vide, om det var fordi hun kendte nogen, der var fransk, eller om hun havde lært det på en friskole eller hvad det nu var. Selv følte han sig som en fiasko når det kom til andre sprog end engelsk, for Castiel kendte ikke ret mange andre. Derfor var han også lidt usikker på, om han overhovedet fik udtalt hendes navn korrekt, eller om han havde snublet for meget over stavelserne. Så videbegærlig som han var, gad han godt vide, hvordan han kunne komme til at udtale det ligeså fint som Chaney selv.
"Det ser også meget professionelt ud," fortsatte Castiel nikkende.
Alle succeser krævede fejltrin, så Chaneys storebror måtte have lavet en masse fejl for at kunne opnå et så utroligt resultat.

[Deleted]

Chaney havde en opfattelse af det at være elegant, og hun faldt ikke under den. Hun bandede, opførte sig som en dreng hvis hun ville det. Elegant for en kvinde betød oftest man gik pænt klædt, havde ekstrem kontrol over sig selv, talte pænt og opførte sig som en dame. Tænkte hun for firkantet her? Eller tænkte hun bare fransk? Hendes far var jo fransk, så det skulle ikke undre hende, hvis hans tankemønster havde påvirket hende på det punkt. Hun vidste jo godt, at ingen af hendes forældre var stolt af hende. Hun var hverken elegant, kvindelig eller med i et band. Det eneste hun kunne var at være sur hele tiden. Hun trak lidt på skulderen og betragtede ham mens han snakkede. "Så du vil definere, hvordan?" spurgte hun med en undrende stemme. Chaney var nysgerrig af natur, og det havde hun været siden hun var lille. Til gengæld var hun lige nu på vej igennem sin vrede teenage periode, hvor hun gjorde oprør mod alt. Det betød dog ikke, at hun ikke besad rolige egenskaber. Det gjorde hun. Nogle ville nok bare beskrive hende som hysterisk. Selv vidste hun, at hun bare ville have det sjovt og flygte fra livets banaliteter. Hun smilede skævt og nikkede. Nej, det var vel ikke fremmed for hende. "Noget af min familie er fransk." forklarede hun. Hun var jo sådan set også i familie med sin bedsteveninde og med en af skolens professorer, men det behøvede han jo ikke vide. Chaney havde vænnet sig til, at de fleste ikke kunne sige hendes navn, som hun var vant til at høre det hjemmefra. Hun rettede derfor heller ikke på folk, som sagde det ligesom Castiel gjorde. Hun smilede lidt. "Det jeg sikker på, han vil være glad for at vide." svarede hun og trak lidt på skulderen. Hun elskede sin bror, men på samme tid hadede hun ham. Hun så lidt mere på Castiel og bed sig så i læben. "Hvad læser du?" spurgte hun så med en skævt smil. 

[Castiel J. Whitefeather]

Øjnene fik et fjernt udtryk, da spørgsmålet ramte ham. Jah, hvordan ville han egentlig definere ordet elegant? Castiel havde aldrig tænkt over, hvad hans mening var om, hvordan tingene stod til, for hans tanker havde simpelthen været så optaget her på det seneste af den situation, han nu var havnet i. Det var helt forsvundet fra hans tanker, at han selv også skulle huske at tænke over sådan nogle små ting, og hvad Castiel selv mente. Selv ordene "jeg synes" virkede så fremmede og ensomme i hans hoved, som om de rungede og gav genlyd, så det til sidst endte med at gentage sig selv indtil lyden var blevet så lavmælt, at den kunne have været ikkeeksisterende.
"Jeg ville definere det som at kunne udtrykke sig selv følelsesmæssigt på en kreativ måde og vide, hvilken slags stil man er til," svarede Castiel efter en længere tids overvejelse. Eftertænksomhed var noget, han satte pris på, da det var en vigtig evne at have en gang i mellem.
"Aha, derfor," mumlede han måske lidt for højlydt, dog lagde han ikke selv mærke til det. "Kan du det så flydende?"
Castiel var interesseret i at høre mere om Chaneys franske baggrund. Selv havde han aldrig forladt Storbritannien og var meget fascineret over at høre om andre landes kulturer, som syntes værende så forskellige fra hans.
Et lille smil forsikrede, at han havde hørt, hvad hun havde sagt om, at hendes bror ville blive fornøjet over komplimentet.
"Hvad jeg læser..." gentog han henvendende til sig selv. Jah, hvad læste han egentlig lige p.t.? Det endte med et skuldertræk.
"Det er forskelligt. Hvad med dig?"