Dark magic or money-makers

[Deleted]

Darragh Cusack

---

Det var ved at blive sent hen på natten, og de sidste gæster havde netop forladt kroen. Dog ville Rigel ikke begynde at lukke den endnu. Det var efter formodet lukketid, at alle de typer, der skulle have fat på ham altid begyndte at dukke op. Det, og så vidste man jo aldrig, om der ville dukke nogle sene gæster op, og da Rigel aldrig ville misse en chance for at tjene lidt ekstra penge, så lukkede han aldrig helt, før de sidste for alvor var gået. Nogle gange resulterede det også i, at de havde åbnet non-stop flere dage ad gangen, men det var jo det, man havde medarbejdere til at ordne. Når han endelig måtte se sig uden af stand til at arbejde videre uden en smule søvn, så tilkaldte han bare en bartender, der så tog over, til han kom tilbage. Ulempen var jo så, at de selvfølgelig også skulle betales, og bonusser var der ikke noget, der hed. Men sådan fungerede det bare på Det Glade Vildsvin, siden Rigel havde købt det for fem år siden. Lukke- og åbningstiderne var komplet uforudsigelige, og det var arbejdstiderne også. Det var nok også en af årsagerne til, at de ikke var de veluddannede typer med en ren baggrund, der valgte at arbejde dette sted. Det var altid de der uafhængige typer med en grumset fortid, der søgte disse stillinger. Hvilket passede ham ganske glimrende. Han sladrede ikke om deres foretagende, og de plabrede ikke op om hans. Desuden forventede de sjældent en større sum i løn, og det var jo bare en ekstra bonus! For ham selv, selvfølgelig.

Rigel satte et glas fra sig, som han lod som om, han havde været i gang med at tørre af med et meget måget viskestykke. Alle stamkunder vidste dog efterhånden, at de burde medbringe egne krus, eftersom rengøring ikke var noget, han gik synderligt højt op i. men hvorfor skulle han også spilde sin tid på det? Folk kom her jo alligevel, og det var det, der virkelig betød noget. Så kunne hygiejnen skride ad Helvedes til. Ind til De Tre Koste, hvor den hørte til. Han gad i hvert fald ikke besvære sig med det.
Den egentlige grund til, at han havde stoppet sit foretagende var dog, at han netop havde set et eller andet bevæge sig forbi vinduet udenfor. En skikkelse, der gik tæt nok forbi til, at det kunne se ud som om vedkommende var på vej indenfor. Det regnede ikke, så det kunne i hvert fald ikke være fordi, han gik i ly derude.

[Darragh Cusack]

Påklædning

Darragh havde tilbragt det mest af dagen i Hogsmeade, dog var det ikke ligefrem shopping som havde trukket ham til den lille by, for butikker var der masser af i London hvor han boede. Han havde brugt det meste af dagen med at skygge Det glade vildsvin, fra en lejlighed overfor bygningen hvor han havde charmeret en ældre dame så han kunne stå i vinduet. Han havde dog ikke regnet med at, den ældre magiker, var et snakke hoved og ofte kom hen for bare at snakke, han svarede hende fraværende. Men det opfangede hun ikke rigtig, hun fortsatte sin uendelige kedelige samtale, og på et tidspunkt havde hun lokket ham væk fra vinduet da hun havde lavet et måltid mad til dem. Åben bart behøvede han ikke at betale hende, for at låne hendes bolig, hun var glad for at have lidt selskab og fortalte at nærmest igen besøgte hende. Darragh betragtede hende let, som hun sad overfor ham og spiste sin mad, hun legede med skæbnen for at invitere en type som ham indenfor, kunne jo have kost hende livet. Ikke fordi han ville dræbe hende, men der var sikkert andre der ville have gjord det. Han kunne dog heller ikke helt forstå hvorfor hun ikke frygtede ham, for hans udsende var så meget anderledes. Det lange brune hår, de mørke brune øjne som næsten så sorte ud, den meget lyse fregnet hud, og hans følesløse ansigtsudtryk. Men han mistænkte hende for at være dårlig senende, så  det var måske grunden. Darragh var kommet til byen, fordi han havde hørt rygter om at Det glade vildsvins ejer, kunne være en god person at skaffe kontakt med. Han skulle eftersignende kunne skaffe nogle ting, som Darragh med let hed kunne sælge videre til over det dobbelte, det var grunden til han var her i dag. Da de sidste gæster forlod kroen, havde han hugget et krus fra kvindens køkken, før han havde forladt den sovende kvindes lejlighed og begav sig ned på den mørke gade. Darragh rette kort på det mørke tøj, og det lange hår, han gik forbi kroen engang for at sikre sig at der ikke var flere kunder. Da han havde sikrede sig at alle var væk, vendte han om på hælen og gik hen for at skubbe døren op. Darragh trådte indefor i det beskidte lokale, og lod de mørke øjne betragte omgivelserne imens han lukkede døren bag sig. Så gik han op til baren, og satte kurset på bordet, imens han betragtede manden indgående " en ingefærsøl, og spar endelig ikke på det" brummede han, med en hæs stemme og kølig tone, med en halv irsk og britisk accent. Han hævede et busket øjenbryn og betragtede manden nøje...   

[Deleted]

Oh, jo. Hvem end der var derude var helt sikkert ude på et eller andet. Det faktum, at han gik forbi en gang for bare at gå derind igen bagefter afslørede ham. Det var ikke et usædvanligt trick at bruge, når man skulle sikre sig, at der ikke var andre mennesker på et sted som dette. Også selvom det ikke var den bedste teknik at bruge på et sted som dette... Eller måske mere præcist: dette sted. Rigel havde ikke bekymret sig om at gøre vinduerne rene, og det havde den forhenværende ejer tydeligvis heller ikke, så de var godt og grundigt beskidte. Hvilket også var årsagen til, at man kun kunne ane silhuetter derfra. Noget Rigel gennem tiden så til gengæld også var blevet ganske god til. Mens folk sad og diskuterede deres sager ved bordene, havde han nemlig ikke meget andet at tage sig til end at stå og smuglytte til dem. Og da ham heller ikke kun kunne stå og lade som om, han rent faktisk gjorde noget rent, så brugte han typisk tiden på at stirre ud gennem vinduet.
Som døren gik op, fjernede Rigel omgående den seriøse Mortem-mine og udskiftede den i stedet med sit imødekommende kroværk-udtryk, som han forpligtede sig selv til at gøre. Folk skulle jo heller ikke fornærmes lige med det samme, hvis de nu kunne vise sig at gøre gavn for ham. Med andre ord: de kunne have penge på lommen, som de gerne ville bruge. Og så selvfølgelig: information er magt.
"Bonsoir, monsieur, hvad kan jeg hjælpe Dem med?" Spurgte han muntert med en tydelig fransk accent, som han dog med vilje påtog sig. Han kunne tale udmærket med en engelsk accent, men denne her havde det med at charmere damerne og få folk til at tro, han var dum, hvilket han bestemt ikke var. Men det var ofte en fordel, når de så troede, de kunne tillade sig at sige mere, end de måske egentlig burde.
Han nikkede og drejede sig om mod øltønden (som han havde hugget fra De Tre Koste) og satte et krus klar til opfyldning. "Så gerne, monsieur," sagde han og fyldte kruset op, inden han vendte sig rundt mod den fremmede og stillede kruset frem til ham. Jo, ham her ville helt bestemt et eller andet, ellers havde han været meget mere ligeglad med, hvad Rigel foretog sig. Sådan genkendte man dem altid.