Quaffles and scones

[Alfred Brueys]

Ubegrænset frihed var en god ting – men i små mængder. Freddie var så småt begyndt at kede sig i sin lille lejlighed i Diagonalstræde. Nu måtte han efterhånden godt snart høre datoer for optagelsesprøver hos de forskellige Quidditchhold han havde søgt hos. Det var rart ikke at behøve at arbejde som hans jævnaldrende velsagtens brugte deres ferie på. Det var ren luksus at man når som helst kunne stikke af sted udendørs med kosten og Tromleren under armen og opsøge den førstebedste Quidditchbane i nærheden. Eller sågar tage til sydkysten, sætte af i strandsandet og flyve en flere timers lang tur ud over Nordsøen. Der var kun en ugle at tænke på, og Bonafide klarede sig selv, hvis der bare var vand og mad til hende. Men nu var han efterhånden nået til det punkt, hvor han havde fået nok af rastløshed og manglende struktur på dagligdagen. Og netop fordi at han kedede sig, og vejret var alt for godt til at lade være, havde han lukket uglen ud på opdagelse og selv lukket lejligheden af bag sig. Han spadserede ned af det travle Diagonalstræde med sin Nimbus 3000 og sit Quidditchsæt med bolde, bat og handsker. Fødderne vidste lige nøjagtig hvor de skulle hen. Han ville besøge Alayne Morrison og hendes oldemor. Når han havde indkøbt nogle lækre scones til dem fra Diagonalstrædes bedste bageri, vel at mærke.

Kære Alayne skulle nok være hjemme. Sådan som deres oldemor havde det, nænnede hun ikke at forlade godset. Freddie smilede mildt ad sig selv. Han tænkte stadig på Alas oldemor som sin egen. Det havde hun strengt taget aldrig været, og det var da også blevet forsøgt forklaret ham i en tidlig alder. Hans forældre var ganske vist tætte venner med de afdøde Morrisons, men familie havde de aldrig været. Men så længe Freddie kunne huske, var han blevet sat i oldemor Morrisons skød ved siden af Alayne og hendes bror. Den kære kvinde havde behandlet ham som et tredje oldebarn. Og Freddie havde gladelig opført sig sådan, i særdeleshed efter at Alayne mistede sine forældre og hendes bror udmærkede sig med sit fravær. Efter at være nået ud af Diagonalstræde og ind i mugglernes London, fandt han sig en afsides gyde, kastede en camoufleringsbesværgelse og hoppede på kosten. En hånd styrede kosten, og en anden holdt oppakningen. Det tog kun en kort flyvetur, så var han fremme på det velkendte gods udenfor London. Det var ikke umuligt at transferere sig derud - men man følte sig altid som en klemt gulvsvamp, når man transfererede sig langt. Så hellere flyve, når kosten alligevel skulle med. Og det skulle den, nu hvor han skulle besøge Alayne. Hoveddøren stod åben, og Freddie gik hjemmevant ind i forhallen. ”Alayne? Oldemor?” kaldte han muntert ud i det store rum. Han lagde scones og Quidditchgrej fra sig på et lille bord. De små boller var varme endnu, til hans utilskjulte tilfredshed. Det manglede bare. Scones gjorde sig bedst varme.

[Alayne Grace Morrison]

Alayne var som altid hjemme på Herregården i udkants London. Det var hendes barndomshjem og det skulle også blive hendes børns hjem engang. Godt nok var hun født i Dublin, men da hendes forældre døde da hun var spæd flyttede hun til Herregården i London som var eget af hendes oldeforældre. Dengang boede bedsteforældrene, oldefar og hendes bror der også. Nu er det kun hendes oldemor - Margeret Morrison - og hende. Bedsteforældrene gik bort da Alayne var 10 år gammel og da hendes bror fandt sit eget så hun ikke så meget som skyggen af ham igen. Margeret var Alayne's kæreste eje, det der betød allermest for hende og nu hvor hun var syg og havde været det længe lå alt opmærksomhed på hende. Alayne havde ikke engang fået sig en uddannelse efter Hogwarts, eller et arbejde fordi hun kun ville være der for hendes oldemor. Hvis hendes oldemor nøs var Alayne med det samme over hende. En smule overbeskyttende var hun vel nok, men damen var gammel og syg.

Alayne havde lige hjulpet hendes oldemor i sengen så hun kunne sove til middag - som hun var begyndt med -, da hun hørte nogle kalde på hende nede i forhallen. Det kunne ikke være mange andre end Freddie da han nærmest var den eneste der egentlig kom forbi herregården. 
Hun lukkede døren til oldemoderens værelse og småløb i hendes bare fødder hen mod marmor trappen så hun kunne se ned til forhallen og så opdage at det faktisk var ham. "Hej Freddie" sagde hun med et smil og luntede ned af trappen. Hendes bare fødder på marmor trappen gjorde et lille klask hver gang hun ramte det næste trin, det var nu en hyggelig lyd.
Da hun kom ned for foden af trappen lagde hun armene om ham i et kram for at vise at han som altid var hjertelig velkommen. Hun var et rigtig krammedyr og krammede alle hun kunne - så længe hun var en smule tætte med dem -. Selvom at Freddie ofte kom forbi så fik han en krammer hver gang, det kunne han altså ikke komme udenom. 
Med et smil så hun ned på hans quidditchudstyr og det fik hende til at le en anelse, selvfølgelig var han fløjet herhen og havde ikke udnyttet sig af mugglertransport. "Oldemor har lige lagt sig" sagde hun med et smil. Hun var vandt til bare at sige oldemor og ikke Margeret som hun ellers gjorde overfor fremmede, Margeret var jo ligesom Freddie's oldemor også.

[Alfred Brueys]

Det var nok de færreste, som ville pleje deres oldemor som Alayne gjorde det. Sådan uden videre sætte sin egen tilværelse på pause og ustandseligt se til den gamle kvindes velbefindende. Freddie tvivlede på at han ville kunne gøre det samme offer. Men han kunne udmærket sætte sig ind i hvorfor hun gjorde det. Modsat ham selv havde Ala ikke levende forældre, som hun kunne tage for givet. Maggie var det eneste familie hun havde tilbage. Det overskyggede utvivlsomt alle ens andre prioriteter. Men ambitiøs og udadvendt som Freddie var, bekymrede det ham nu lidt at hans nære veninde fordrev dagene herhjemme. Hun var langt fra utilfreds, vidste han, og derfor gjorde han heller ingen indvendinger – men nu var Alayne også det sødeste væsen, i al fald overfor ham. Sød uden at være sukkersød. Men for at få sparket hverdagen lidt i gear havde Freddie taget boldene og battet med. Hun trængte sikkert til at tænke på noget andet end måltider og bekymringer.

Bedst som han blev færdig med at se rundt på de hjemmevante og uforandrede omgivelser, lød en række dumpe lyde oppe fra trappen. Selv de mindste lyde resonerede i det her kæmpe rum. Han vendte sig om og så Alayne i færd med at hoppe barfodet ned af trappen. De små splask viste sig at være hendes fødder, der slog mod gulvet. Sådan ville det nok lyde, hvis en pingvin løb i stedet for at vralte. Han smilede varmt igen til den flotte, mørkhårede heks. Som vanligt knugede hun ham ind til sig, ligeså snart han var indenfor rækkevidde. ”Hej precious. Hvad så?” Han omfavnede hende uden videre igen. Da de atter stod en armslængde fra hinanden, samlede Freddie de medbragte scones op. ”Æv, jeg havde ellers taget scones med til jer begge. Men de bliver jo ikke dårligere af at ligge lidt. Så kan hun få the med scones lidt senere,” bemærkede han muntert. Han lagde en arm om sit selskab og begyndte at føre hende ud mod køkkenet. ”Siden hvornår er oldemor begyndt at sove til middag?” spurgte han oprigtigt. Forhåbentligt var middagslurene en god ting. Bare det ikke stod så galt til at oldemor sagde nej tak til scones.

[Alayne Grace Morrison]

Alayne trak sig stille fra krammet da hun havde givet ham en ordenlig velkomstkrammer og hun så på ham med et stille smil. "Ikke så meget" sagde hun til hans 'hva så?'. Hun vidste aldrig nogen sinde hvad hun skulle svare på det der 'hva så', for endte hun med at sige noget forkert skulle hun bare til at forklare sig ud af det hun lige havde sagt og det gik ligesom ikke rigtig at der kom en alvorlig mine over samtalen.
Hun så på posen af scones og glæden i hendes øjne var virkelig tydelig. "Scones?.. Du er fantastisk" sagde hun med et stort smil og kørte hånden igennem hendes mørke lokker for at sætte det ordenligt. 
Hende hår var for det meste bare lige redt igennem med en børste og så havde hun taget hendes strikhue på igen. Strikhuerne gik hun altid med, om det var fordi at det var Maggie der havde strikket dem kunne sagtens være, men de var altid at se på hendes hoved, om det så var den hvide, røde eller den sorte.
"Jeg kan ikke huske sidst hvornår jeg fik scones" sagde hun med et smil og da han lagde armen om hende for at gå ind mod stuen lagde hun hendes arm om hans ryg. 
"Hun er begyndt at være rigtig træt for tiden.. Så jeg foreslog en lur om middagen og det er hun glad for" sagde hun stille og fandt et fad frem fra skabet som de scones kunne stå på, men tanken om hendes oldemor lod hun ikke slippe. Godt nok var hun rigtig søvnig meget tit, men hun havde også fået det værre siden sidst Freddie var på besøg. "Hun får det værre Freddie" sagde hun med et suk. Hun havde haft snakken om hvornår oldemor skulle gå bort, men det var ikke en tid som Alayne ikke så meget frem til. 

For at få et nyt emne på banen som for en gangs skyld ikke indblandede Maggie kom hun i tanke om at hun så noget quidditch grej i forhallen.
"Freddie.. Var det quidditch grej jeg så i forhallen?" sagde hun med et stille grin. Hun havde fortalt Freddie mange gange om de timer hun havde skibbet af flyvning og alt med hendes voldsomme højdeskræk havde hun også fortalt ham, så hvis det var et forsøg på at lære hende noget quidditch ville det blive en hård kamp for den kære Freddie.

[Alfred Brueys]

Freddie klukkede godmodigt af hendes stille smil og korte svar. ’Hvad så’ var ikke tænkt som den store isbryder i en samtale. Hvad kunne man i det hele taget svare til ’hvad så’, hvis man ikke var i gang med noget åbenlyst? Han sagde det såmænd bare uden at tænke over det, fordi det nu engang kunne være at der var et svar. ”Intet nyt er godt nyt,” smilede han muntert. Hendes tydelige begejstring over de medbragte scones vakte synligt glæde hos gutten. ”Du om nogen fortjener at få bragt scones, med alt det du gør for oldemor.” Han smilede fra øre til øre over komplimentet og så på hende, imens hun rettede på håret og lagde en arm om ham. Hun var altid så afslappet påklædt. Med Ala følte man sig aldrig over- eller underdressed. Da hun bemærkede at hun end ikke kunne huske hvornår hun sidst havde sat tænderne i en scone, lavede Freddie en småforarget trutmund. ”Det kan ikke være rigtigt at du, som elsker scones mindst ligeså højt som mig, ikke kan huske din sidste. Så er det vist meget heldigt at jeg havde brug for en undskyldning til at købe scones,” smådrillede han og gav hendes overarm et kort klem. ”Noget tyder på at ingen af os er særlig gode til at overholde den kostplan vi lagde som små,” mindede han hende om, imens de spadserede gennem stuen. Da de var mindre havde Ala og Freddie lovet hinanden at de som voksne kun ville leve af scones. Freddie var initiativtageren og måske også den, der var mest begejstret for forslaget – men Ala havde vist været med på den, så vidt han huskede.

Hans ansigt anlagde straks seriøse folder, da oldemor kom på banen ude i køkkenet. Han nikkede tænksomt, da Ala fortalte at Maggie følte sig mere udmattet end tidligere. ”Det er også en god idé.” Han gik hen til hende, skar bollerne og lagde dem op på det fad hun tog ud. Hvad det lød som om, men som han gruede for at høre, satte Ala direkte ord på kort efter. Han så på veninden med et ømt blik. ”Forhåbentligt kan det kun blive bedre for hende herfra.” forsøgte han at muntre hende op igen. ”Du gør alt hvad du kan, og hun kæmper det bedste hun kan.” sagde han og gav hendes albue et trøstende klem. Selvfølgelig skulle alle den vej en dag – men for Ala var det selvfølgelig særligt hårdt. Og han brød sig heller ikke om tanken om at oldemor var væk og at Ala var alene tilbage. Næsten alene, nu hvor hun havde ham. Freddie bøjede sig ned i et underskab for at tage marmeladerne ud, og han grinede ind i skabet, da Ala kommenterede på Quidditchudstyret. ”Det er en Tromler, en Smasher, et Lyn og det nødvendige grej til at spille med dem, ja.” sagde han drillende. Han så smilende op på hende. ”Det er lige vejr til at lære at spille Quidditch for tomandshold.” forsøgte han at lokke hende. "Når det bare er os to, så kan vi spille som du kunne tænke dig det. Det skal dog foregå over jorden," indskød han varmt.

[Alayne Grace Morrison]

Smilet på Alayne's læber voksede da han fortalte hende at hun fortjente scones på grund af alt det hun gjorde for oldemor. "Det min pligt.. Hun er jo egentlig noget af grunden til at jeg er i live" sagde hun med et roligt grin. Hun havde altid set det som hendes pligt at passe på familien. De var grunden til at hun faktisk var i live, og så ville hun være der for dem indtil deres ende. Hun kunne jo bare vælge at sælge det store gods, sende oldemor på muggler plejehjem, så sig en uddannelse og flytte en andet sted hen. Få sig et nyt liv i stedet for at være strandet i det store hus med en ældre og døende dame. Sådan ville de fleste 19-årige nok se på sagerne, sådan var Alayne dog slet ikke. Hendes familie, hendes ansvar.
"Jeg kan nok huske det.. Hvis jeg tænker mig virkelig godt om.. Men noget siger mig at sidst jeg fik scones var sammen med dig" sagde hun med et grin. Hun kendte ingen andre end Freddie som bare ville komme dumpende med scones, endda også planlægge at man skulle kunne leve af scones resten af sit liv.
"Den kostplan.. Planlagde vi da vi var små.. Og.. Jeg kan heller ikke finde ud af at bage scones" sagde hun med et ydmygende grin. Meget mad kunne hun finde ud af og hun var helt vild med at stå i et køkken, men når det kom til bageriet som scones eller kager kunne hun simpelthen ikke finde ud af. Så kom hun for meget gær i, for meget chokolade eller hun glemte at den stod i ovnen og de blev helt brændte. Det var bedst at andre bagte tingene for hende.

Alayne fik et lille smil på læben da han bekræftede at hun gjorde alt hvad hun gjorde for oldemor. I Alayne's øjne var alt bare aldrig nok. Hun valgte dog ikke at snakke videre om det for det var en tid hun ikke ville se i øjnene, en tid hun troede aldrig skulle ske.
"Quidditch?.. En kost? Flyve?!... Er du helt ude af dig Freddie?" spurgte hun ham en smule ivrigt. Hun skulle absolut ikke op på den kost og så op i luften.
"Lære mig og spille?.. Jeg kan ikke engang flyve.. Du ved godt du aldrig får mig op på den kost ikke?" spurgte hun med et grin. På en eller anden måde skulle han nok få hende overtalt som han plejede at gøre med ting, men at flyve strittede meget mod hendes højdeskræk og det var virkelig noget hun frygtede. Måske ville hun gå med til at hun bare kunne sidde bag ved ham på en kost hvis det overhovedet var en mulighed.