You are.. what

[Deleted]

Tilegnet: Zain Rigel

Violet gik endnu en runde omkring den store sø, inde i Hyde Park i London. Hun havde virkelig forsøgt at få styr på sine tanker, men hun kunne ikke. Der var for mange og hun kunne ikke håndtere dem. Hun manglede for mange svar. Siden dengang hunden havde bidt hende i anklen, så var der sket noget med hende. Noget som hun ikke kunne finde fucking svar på. Og smerten.. Violet skar en grimasse ved tanken om den smerte som der var kommet frem i hende, sidste nat. Som om hver en knogle brækkede inde i hendes krop, det var forfærdeligt. Noget var sket med hende, for det eneste hun kunne tænke på der, var at skulle dræbe. Dræbe uskyldige mennesker, og at hun havde haft det sådan, skræmte hende lige nu. Hun havde altid været en lille, sød og overhovedet ikke voldsom pige, men nu.. hun kunne ikke styre sig. Næsten alt gik hende på. 
Irriteret over sin uvished, sparkede Violet til en lille sten der lagde på stien, hvilket fik den til at flyve hårdt, hurtig og præcis igennem luften, hvilket fik Violet til at stoppe op og se forundret efter den. Så hårdt havde hun ikke sparket, havde hun? Så hårdt kunne hun da ikke engang sparke? Violet stoppede op og gik helt hen til søens kant, og kiggede ud over den, hvorefter hun knyttede sin ene næve og borede sine lange negle ind i håndfladen på sig selv. Selvom det gjorde ondt, stoppede hun ikke. Selvom der begyndte at komme svagt blod frem, stoppede hun ikke. Hun havde ikke lyst til at stoppe. Det eneste hun faktisk havde lyst til, var at vide hvad pokker der var galt med hende!

[Zain Rigel]

Zain havde stået i skyggerne længe og betragtede hende. Den unge kvinde var en af dem han var blevet sendt ud og hente til flokken. Hans kære far havde sendt ham ud efter hende nu hvor han endelig var hjemvendt. Ikke at han havde tænkt sig at blive i England, han var glad for at bo i Hogsmeade.
Dog gik han ind for de principper hans far havde, de fleste af dem anyway, og han var godt tilfreds med at det var ham der var sat til at overtage flokken en skønne dag. For nu blev han stående og lod de grå øjne hvile på hende. Det blonde hår og de grå øjnene havde han fra sin far, det var der ingen tvivl om.

Med langsomme skridt besluttede han at nu måtte det være nu. "Godaften frøken." Sagde han i en silkeblød stemme, dog med en lidt faretruende undertone. "Jeg kunne ikke undgå at bemærke du virker en smule...ude af den." Han forsøgte sig med et lidt medfølende blik, som var det helt normalt at man bare opsøgte folk på denne måde.
Lige nu gjaldt det også bare om at få fat i hende før Ministeriet gjorde. Lige nu var hun bange og ængstelig, det udstrålede hun i hvert flad, og det skulle udnyttes, eftersom det gjorde hende sårbar. Zain havde hentet mange varulve ind på denne måde, det handlede om at være den de kastede deres tillid til og det gjorde de ofte når han kunne vise og forklare dem hvad der forgik.

[Deleted]

Violet havde stadig øje på et ligegyldigt sted, ude i midten af søen, da en stemme forskrækkede hende og fik hende vendt om med et sæt, samtidig med at hun løsnede sin knyttet næve. Foran hende stod en mand, hvis faretruende undertone gav hende gåsehud. Han skræmte hende på en måde, men så alligevel ikke. Hun havde fornemmelsen som om om han ønskede et eller andet af hende, men om det var sandt ville hun nok ikke finde ud af. Hun var alt for genert til at spørge. "Øh.. Godaften hr." skyndte Violet at svare med den normale, høflige tone. Hun var blevet opdraget med at man altid skulle være høflig overfor folk, ligemeget hvad.

Violet kunne ikke lade være med at bide sig nervøst og skamfuldt i læben, da han kommenterede at hun lignede en der var ude af den. Var det virkelig så tydeligt? "Ja, men eh.. det er ikke noget specielt." skyndte Violet at fastslå med et halvhjertet smil, hvilket fik irritationen frem i hende, rettet mod den fremmede mand. Normalt ville hun aldrig blive irriteret over sådan en uskyldig situation her, og slet ikke på en mand der intet havde gjort, men lige nu gik alt hende på og hun havde så mange ting hun kunne bruge tiden fornuftigere på. Som at finde ud af, hvad pokker der var galt med hendes krop.

[Zain Rigel]

Han kiggede på hende med et nysgerrigt blik. Hun var en køn ung kvinde og hun havde sikkert ikke den fjerneste anelse om hvad der forgik. Mugglere. De var så uvidende og blanke når det kom til hvad der forgik lige under næsen på dem. Han stod lidt afventende og betragtede hende, temmelig ligeglad med om hun måske fandt det underligt. Han havde bare aldrig været særlig blufærdig hvad sådan noget angik.
”Er du sikker?” Spurgte han ind og stillede sig ved siden af hende som han lod blikket glide ud over søens blanke overflade foran dem. Zain havde hentet mange varulve ind i sin tid, men de havde alle været magikere. Dette var hans første muggler og han havde faktisk ikke rigtig nogen ide om hvordan skulle begynde samtalen uden hun ville glo på ham som var han en komplet idiot.

Han rystede lidt på hovedet og sendte hende et smil. ”Jeg er også ked af bare at komme her og blande mig, det var bare..” han tøvede lidt og sukkede, ”du virkede bare som en der måske havde brug for selskab.” Han måtte hellere lade være med at virke alt for nærgående så ville hun jo nok blive skræmt væk ret hurtigt og det var trods alt ikke meningen.
Med tundespidsen fugtede han sine læber og så så på hende, ”jeg har bare en fornemmelse af at jeg kan hjælpe dig med det du gennemgår.” Sagde han så lidt ud af det blå, som havde hun fortalt ham en hel masse. Han gik nok bare lidt ud fra at det var varulveprobemerne der gjorde hende forvirret, men det kunne jo sådan set også være drenge problemer, hvilket bare ville gøre denne samtale helt utrolig akavet.

[Deleted]

Violet kunne ikke lade være med at føle sig en smule forlegen over at han kiggede på hende. Hun havde aldrig været vant til at folk, generelt mænd, gad kaste deres blik på hende, om det så var til noget latterligt noget som gruppearbejde på Gymnasiet eller ude i byen. Derfor følte hun sig forlegen og de blege kinder blev nok en anelse rosa.
Violet kiggede hurtig på ham, da han stod ved siden af hende, med blikket ud over den pæne sø. Dog lod hun hurtig sit blik falde ned på sine hvide sko, eller det var i hvert fald meningen de skulle have været hvide. "Nej, det er jeg vel ikke." svarede hun og trak på skulderen, i håb om at det virkede ligegyldig og han fandt det uinteressant, så hun ikke behøvede at svare mere når det kom til det. Han ville jo tro hun var komplet skør, hvis hun fortalte at hun var blevet forvandlet til et monster.
Violet gengældte svagt hans pæne smil og sukkede. Hun havde nok helt ærligt, brug for lidt selvskab. Problemet var bare at hun var bange for at hun pludselig ville forvandle sig til det monster igen og gøre ham ondt. Det kunne hun ikke lade ske, det var også derfor hun havde holdt sig væk fra alle, siden hun havde oplevet det første gang. 
Et smil spredte sig på Violets læber, som så hurtig blev erstattet med en grimasse. "Tja, hvis du er dyrlæge og ved hvad hundene smitter med, hvis de bider, så kan du hjælpe." jokede hun svagt og fortrød så. Nu ville han sikkert forlade hende, i frygt for at hun var blevet smittet med rabies. "Jeg eh...." mumlede hun, i søgen efter hvordan hun kunne få den reddet i land, hvor han ikke ville tro hun var blevet bidt.

[Zain Rigel]

Zain flyttede ikke blikket fra hende selvom hun rødmede og lod til at finde det en smule akavet at han bare gloede. Nu var han selv født varulv og begge hans forældre var ulve så han havde ikke den fjerneste anelse om hvad hun måtte gennemgå, eller jo han havde en svag ide om det, men det var også alt. Zain var opvokset blandt varulve så for ham var det lige så naturligt som det var at trække vejret.
Medfølelse havde nu heller aldrig været hans stærke side. Han var faktisk en ret kold fyr, men det var jo igen bare sådan han var blevet opdragaet. Man tog hvad man ville have og lod ingen stå i vejen. Dog kunne han godt forgive at have ondt af folk som han gjorde nu. Og jo det var vel ganske traumatiserende for hende, men det var jo bare indtil hun fandt ud af hvor heldig hun var -set med hans øjne.

Han smielde ved hendes ord. Så begyndte de da at bevæge sig ind på noget af det rigtige. "Hunde?" Han skød brynene i vejret og sendte hende et lidt nysgerrigt blik. Han ville faktisk gerne høre mugglernes forklaring på biddet, de havde altid så mange sjove tanker og teorier. "Hvad mener du?" Spurgte han og overvejede lidt om han skulle sætte sig ned da denne samtalen nok godt kunne komme til at tage sin tid. Det krævede at finde det rette øjeblik så han ikke skræmte hende væk.
"Jah..?" Opfordrede han, og så på hende. De perlehvide tænder var blottet i et venligt smil og de blågrå øjne havde et legende skær.

[Deleted]

Violet havde virkelig lyst til at smide en eller anden kommentar om, hvorfor han sådan kiggede. Altså så dum så hun vel ikke ud i dag? Dog gjorde hun ikke, da Violet var vokset op i en 'fin' familie, hvor man ikke skulle spørge, bare tillade. "Ja, hunde." mumlede hun og så kort på ham. "Kæmpe hunde. Sådan virkelig store hunde. Har aldrig set en hund så stor før." forsatte hun og slog ud med armen for at indikere hvor høj den var. Jo mere hun tænkte over det hun lige havde sagt, jo mere følte hun sig dum. Kæmpe hunde, ja sikkert. Som om han ville tro på hende. Problemet var bare at hun var helt sikker på det hun havde set. 
Violet tænkte tilbage på episoden, hvor hun havde mærket tænderne i sin ankel og hørt den snerrende lyd fra hunden. Selvom hun dengang var kravlet et godt stykke op i et træ, så kunne hunden stadig hoppe og og sætte tænderne i hende. Noget som hun ikke kunne forstå! Noget andet var at hun pludselig havde set en ung mand med en træpind komme imod hunden. Hvor røde lysglimt havde forladt træpinden. 
Violet rystede på hovedet og lod sine hænder begrave sig ned i lommerne på sine shorts. Hun var ved at blive skør. Ham manden ville sikkert indlægge hende på den lukkede afdeling, hvis hun fortalte mere. Alligevel kunne hun ikke lade være. Noget fortalte hende bare at hun skulle fortælle, bare lidt, af det. "Og den bed mig. Måske kunne hunden flyve? Jeg var altså oppe i et træ, men hunden kunne alligevel bide mig i anklen." forsatte hun mumleden og sendte ham et kort blik. "Måske har den fået for meget radioaktiv stråling og er blevet helt mutant?" 

[Zain Rigel]

Han så på hende med et komplet rolig blik som var det ofte at folk snakkede om den slags med ham. Havde han været typen der fik ondt af folk ville han nok have haft ondt af hende nu. Hun virkede ret forvirret over hele episode, men på den anden side hvis ikke hun kendte til sandheden var det ikke så svært at forstå.
Helt automatisk kiggede han ned mod hendes ankel velvidende om at det sår nok allerede var healet. Endnu en fordel ved at være varulv, sår og skræmmer forsvandt hurtigt. Hvorfor man endnu ikke havde fundet ud af en måde hvorpå det kunne udnyttes til patienter havde altid undret ham. Men uuuh nej så ville de jo blive til varulve! Så hellere lade dem dø af sygdomme eller indre kvæstelser, det var jo til grin!

Zain lyttede videre og sørgede for at ligge ansigtet i de rette folder som hun fortalte videre. "Måske det ikke var en hund?" Sagde han så bare med et let skuldertræk. Han så lidt op og ned af hende som for at beslutte om hun var klar til at høre sandheden. Han måtte nok hellere pakke det lidt ind, for en ting var at fortælle de til en magiker der i det mindste vidste at varulve var virkelige, en anden ting var at fortælle det til en muggler der troede at det at forvandle sig til et monster hyle mod månen kun var noget der skete i gyserfilm.
"Du er måske blevet smittet med et eller andet?" Han så på hende med et afventende blik, "Følelsen af at dine sanser løber af med dig fra tid til anden. dyrene omkring dig trækker sig, mareridt?" Disse ting var helt normale symtomer når man var blevet bidt, heldigvis plejede det at gå lidt i sig selv jo mere man lærte at kontrollerer det. Desværre var det også altid de ting de brugte i gyserfilm hvilket godt kunne gøre det utroværdig når han spurgte ind til det, hun ville sikkert tro at han tog pis på hende.

[Deleted]

Violet så med det samme hans blik mod hendes ankel, hvilket fik hende til at ryste på hovedet. "Som du kan se, er der intet." begyndte hun og fik vendt foden, så der hvor dyret havde bidt hende, kom imod ham. "Det er healet, helt ufatteligt hurtig." forsatte hun og så hurtig op på ham igen. Hun blev lidt bange for om han ville tro, at hun løj. For der var ingen beviser på hun faktisk var blevet bidt, ikke engang et lille ar. "Det er altså ikke noget jeg bare siger..." mumlede hun og placerede sin fod på jorden igen. Han måtte virkelig ikke tro hun løj.

Violet hævede det ene øjenbryn og så på ham med et spørgende blik. "Hvad kunne det så være?" mumlede hun, mest til sig selv. Hun var overbevist om at det var en hund, men nu når han selv nævnte det, så kunne det godt have lignet en lille bjørn. "Det kunne faktisk godt været en bjørn. En lille bjørn." sagde hun og lod undrende sit blik søge ud over søen. Hun var virkelig nysgerrig efter at vide hvad pokker der var sket med hende.
Med et nikkende hoved, gjorde Violet sig enig med ham. Et eller andet var hun nok blevet smittet med, der kunne nærmest ikke være en anden forklaring? "Ja? Hvordan vidste du det?" spurgte hun med store øjne. Vreden havde hun, de seneste par dage, overhovedet ingen mulighed haft for at kunne styre. Selv den minste ting kunne få hende til at rase. Og hendes styrke og reflekser var vokset havde hun bemærket.

[Zain Rigel]

Han holdt blikket rettet mod anklen. Mugglere de var så uvidende. De lavede film og alt muligt om varulve, drager og diverse andre fabeldyr og alligevel havde de ingen anelse om at de faktisk fandtes. Hvordan kunne de ikke vide det? Han sukkede lidt opgivende. ”Det må man sige at det er.” Sagde han tænksomt. Igen overvejede han bare at smide bomben, men han ventede.
Endnu et lille smil gled over hans ansigt. ”Jeg tror skam på dig.” Sagde han helt alvorligt. ”Hvor lang tid siden er det du blev bidt?” Spurgte han nysgerrigt ind. Der plejede jo gerne at gå noget tid før personen der blev bidt var klar over hvad der forgik. Derudover var det sjældent at Ministeriet ikke fandt frem til personerne ret hurtigt, men selvfølgelig kunne den smutte selv for dem.

”Lignede det en bjørn?” Spurgte han tvivlsomt som havde han selv set væsnet med sne egne øjne. ”Måske mere en ulv?” Han håbede ikke at hun var typen der havde set disse varulvefilm, for så måtte hun da tro at han var ved at tage røven på hende. Det var jo næsten altid sådan det forløb var det ikke? Hovedpersonen blev bidt og derefter opsøgt af en eller anden der fortalte at personen var blevet ”forbandet.”
Han tog en lidt dyb indånding som skulle han til at indvige hende i sin dybeste hemmelighed. ”Jeg tror jeg ved hvad det er du fejler.” Sagde han stille og sukkede som han lod blikket glide rundt som for at sikre sig at der ikke var nogen nysgerrige ører rettet mod dem. Ikke at der var så mange i parken på denne tid.

[Deleted]

Violet holdt varsomt øje med manden, da han så mod hendes ankel. Hun havde et lille håb, bare et lille håb om at kunne gætte hans tanker, ved hjælp af hans reaktion den på helt normale ankel. "Ja. Det er så åndsvagt.. så uvirkelig. Overvejer lidt at gå til lægen, måske er der noget magisk healende kræft i mit blod." sagde Violet ironisk. Hvis hun gik til lægen, ville de da tro hun var kompelt skør. 
"Oh! Det er jeg glad for at høre!" udbrød Violet lettet, mens lettelsen spredte sig over hendes ansigt og hendes hænder rakte hun frem mod ham, klar til at kramme ham af lettelse, men fortrød lige inden hun ramte ham, hvorefter hun trak sine arme til sig. "Hmm.." begyndte Violet eftertænktsomt og begyndte at tælle dage. Hun var ikke sikker, overhovedet. De sidste mange dage havde været helt uvirkelig for hende. "En måneds tid, gætter jeg på." 

Violet så kort på ham, hvorefter hun nikkede kort. En ulv kunne det også nemt have været. Nok mere en ulv, end en bjørn, nu når hun tænkte nærmere. "Ja måske en ulv!" sagde hun og begyndte så kort at grine en klokkeklar latter, da hun tænkte tilbage på nogle af de gyserfilm hun havde set med veninderne. "Jeg er sgu blevet en varulv! Grrrrr." sagde hun ironisk, men med latter i stemmen. Varulve var nok det sidste hun nogensinde ville kunne tro på, der var sket med hende.

"Nå da. Hvad tror du?" spurgte Violet nysgerrigt og smilede prøvende til den fremmede mand. Hendes tanker var et helt andet sted, end hvad han troede der var galt med hende. Faktisk gad hun godt vide hvad han hed.

[Zain Rigel]

Zain smilede lidt og kunne ikke lade være med at forstille sig den reaktion hun ville få hvis hun mødte op på den måde og forsøgte at forklare en mugglerlæge om sine problemer. Han kendte sandheden, kroppen healede langt hurtigere hos varulve end hos almindelige mennekser, der var så mange fordele, hvilket også var derfor at varulvene, i hans øjne, var højt hævet over resten af samfundet.
”En måned,” sagde han med en tænksom mine. Siden det havde været fuldmåne for ganske få dage siden betød det jo så at hun havde gennemlevet sin første fuldmåne.

Da hun gjorde grin med varulvedelen fortrak han ikke en mine. Han betragtede hende blot med hovedet en kende på skrå. ”Varulve er da også prægtige væsner.” svarede han så med et lille smil skønt hans tone var ganske alvorlig. ”De healer hurtigt, har forbedrede sanser, er stærke og hurtige, bliver aldrig syge.” Endnu et smil som lavede han en joke skønt han jo faktisk var dødsens alvorllig.
”jeg tror...måske ikke du er så langt fra sandheden.” Et næsten venligt smil gled over hans læber. Det var nu ret sjovt at hun gjorde grin med noget der faktisk var ganske virkeligt. Typisk mugglere.

[Deleted]

Violet nikkede og hendes ansigt begyndte automatisk at skære en grimasse ved tanken om hvad der var sket for få dage siden. Den måde hun havde mistet kontrollen. Smerten. "Ja en måned. Det er forfærdelig det der skete med mig for nogle dage siden." svarede Violet og glemte helt at tænke sig om før hun talte. Hun tænkte bare tilbage og følte sig nærmest helt omtåget ved tanken om det. Hun kunne ikke rigtig huske andet end smerten. En smerte der kom, hvorefter hendes trang til at dræbe, flå et uskyldig menneske ihjel.  

"Det vil jeg da give dig ret i, hvis de altså fandtes." svarede Violet og prøvede at lyde helt alvorligt, trods morskaben lyste ud af hendes øjne. Dog lyttede hun til hans ord, hvilket fik vreden og overraskelsen til at komme frem i hende. Normalt ville hun aldrig været blevet sur over så lidt, men for tiden blev hun rasende over alt. "Laver du nar af mig?" spurgte hun med en hård og snerrende tone. "Jeg har lige fortalt dig om noget der er sket, hvordan jeg healer hurtig og sådan noget, og så laver du fandeme nar af mig, ved at sammenligne det med en varulv." forsatte hun og blev selv utrolig overrasket over hvor denne vrede kom fra. Vredt skar hun tænderne sammen og lod sin hånd ramme træet der stod ved siden af hende, i arrigskab. Tænk hun havde fortalt det til en fremmed, som derefter lavede nar af det.

[Zain Rigel]

Hans øjne fik et nyt interesseret glimt. ”Hvad skete der da?” Han tog ubevidst et skridt frem mod hende, ikke truende, men hun var jo trods alt ved at nå ind til sagens kerne hvilket gjorde ham meget interesseret og en smule spændt. Det var altid sjovt når tingene begyndte at omkredste pointen, også fordi Zain ikke var verdens mest tålmodige person.
Han svarede ikke på det næste, men sendte hende blot et lidt hemmelighedsfuldt smil. Nu kunne man sige at han havde fordelen af at vide hun ikke var ved at blive skør, som lægerne nok ville diagoniserer hende som hvis hun spurgte dem. Hun skulle da også snart blive en hel del klogere på den verden hun levede i. Om det så ville slå benene væk under hende, eller om hun ville takle det på en fornuftig måde var til gengæld aldrig godt at vide.
Den ustyrlige vrede hun pludselig kastede over ham, fik blot smilet frem på hans læber. Endnu et klassisk tegn. ”Har du en smule svært ved at styre temperamentet?” Spurgte han ind med et lidt provokerende blik. Han blev dog hurtigt lidt mere alvorlig og sukkede så, ”hør prinsesse, jeg gør ikke grin.” Han rettede ryggen en smule. ”Jeg forsøger bare at åbne dine øjne for alle muligheder.”
Han trådte frem mod hendes igen. Lidt prøvende fangede han den hånd hun kort forinden havde smadret ind i træet. ”Du ved..” Begyndte han, som han studerede hendes hånd med et roligt blik, ”-i var ulvefilm er der altid den der tossede person der opsøger det ”stakkels offer” for at fortælle om det forfærdelige monster personen snart vil udvikle sig til..” En ny pause, ”hvad nu hvis jeg var den der kom for at fortælle dig om alle fordelene, hvad nu hvis det var virkeligt?” Han rettede blikket mod hende, meget alvorligt.