Nothing ever happens

[Nia Venus Jones]

Denne tråd er tilegnet Carmine Rigel

---

Fuldmånden stod højt på himlen. Der var få skyer foran den. Det var ikke specielt mørkt, da det var juni måned, men alligevel var det som at det altid var en anelse mørkere end resten af Hogsmeade, når man var i nærheden af det Hyldende Hus. Kl. var lidt over 1, og Nia var udenfor. Hun glædede sig til at blive forvandlet, selvom hun gerne ville have alting til at være en overraskelse. Hun var også rimelig fucked, og komplet syg i potten, men hun nød det. Hun ville dog savne at kunne brænde mugglers huse af med Cayden, når hun skulle være ved Carmine så længe. Det gik dog nok. Det gik til et ædelt formål. Desuden ville hun gerne opnå Carmines tillid, også selvom hans forsamling af små vovser på ingen måde forenede sig med den ideologi og det mål, hun selv havde. Kun på nogen punkter, men ikke det store generelle billede. Hun ville trods alt gerne være en Mørkets Dronning. Lige nu sad Nia et par hundrede meter væk fra det Hyldende Hus og sad bare at kiggede på det med et betaget blik i sine øjne. Hun havde ikke meget at lave, men det behøvede hun heller ikke. Hun ville bare gerne nyde den kolde luft mod hendes kinder, da det ikke var fordi denne sommerdag i sig selv havde været den mest varme, ej hellere den kolde. Det var desuden altid koldere om natten. Desuden var det rart at få renset ens tanker en gang i mellem, da hun ikke kunne lade være med at tænke på, hvor dum hendes lillesøster var. Hun rystede på hovedet og grinte en anelse for sig selv. Hun skulle bare vente, have tålmodighed. Blive overrasket. Have spændning. Ville Carmine overhovedet nogensinde bide hende, som han havde lovet? Havde han fået kolde fødder? For hende kunne alting kun gå for langsomt. 

[Carmine Rigel]

Månen lyste det meste af omgivelserne op omkring Det Hylende Hus i Hogsmeade. Eller det kunne godt være at omgivelserne ikke var helt så oplyste med det blotte øje, men for en varulv var det ingen sag. Han havde aftalt med Nia at hun skulle møde ham her, eftersom her var tilpas øde. Han havde allerede færden af hende hvilket han havde haft den sidste time hvor han bare havde holdt øje med hende fra afstand.
Carmine var ekspert til at gemme sig i skyggerne og at dømme efter hendes kropssprog havde hun ikke den fjerneste anelse om at han var der. Det var nu også sådan han fortrak det skulle være. Overraskelsesmomenter var aldrig at fortrække.

Efter lidt satte han i en sløv lunten frem mod hende –på alle fire narturligvis. Musklerne arbejdede og han nød følelsen af magt. Det var altid en rus at være ulv, især når man på stormhateeliksir kunne få fuld udbytte af gaven. Han satte i hurtigere løb og sprang frem mod hende med blottede tænder og en faretruende knurren.
Han stoppede dog op foran hende. Trangen til at flænse og flå voksede i ham, eftersom han ikke kunne fralægge sig følelsen af at stå overfor et muligt bytte. Han knurrede dybt. Der var ikke noget at sige til at mange fandt varulvene ufattelig frygtindgydende med deres blottede tænder og enorme muskuløse krop. Han gik truende frem mod hende, som han afventede en reaktion fra hende.

[Nia Venus Jones]

Nia var fuldstændig væk i et spind af tanker. Det faldt hende slet ikke ind at holde øje med Carmine, men hun ville jo også hellere overraskes af hans tilstedeværelse. Hun var dog utålmodig, for selvom de havde aftalt det var her alting skulle ske, så var det stadig nervepirrende at vente. Overraskelsen lå ligeså meget i om han overhovedet kom, som den lå i hvornår hun ville blive bidt. Hun var forberedt på smerten dog, hun så nærmest frem til den. Hun vågnede op med et sæt fra sine tanker, da et stort farligt dyr stod foran hende. I hendes øjne kunne spores en angst, trods for hendes øjne sjældent fortalte hvad hun følte. Hun havde fået et chok. Hendes hjerne arbejdede på højtryk for at kunne finde ud af hvad dyret var og inde for millisekunder gik det op for hende, det var en varulv og som en kæmp og flygt refleks fik  hunrejst sig op. Var det Carmine? Hendes hjerte der før havde banket hårdt mod hendes bryst, begyndte at banke mere regelmæssigt igen. Hun var ikke decideret bange for ham, hun frygtede ham heller ikke. Det var chokket over noget havde vist tænder og været så faretruende i kropssprog og lyde. Varulve var smukke og sådan havde hun jo syntes siden hendes og Noras mor døde. Hun så på ham, da han gik faretruende over mod hende og trådte et skridt tilbage. Hun vidste godt Carmine kunne være potentiel farlig for hende lige nu. Hun var ikke dum, hun var bare heller ikke bange for ham. "Carmine?" spurgte hun med en rolig stemme, og gik et skridt tilbage igen. For hende var det her lidt som en sjov leg. Hun var fangsten, og ja hun nød den for fanden da! Adrenalinen spredte sig gennem hendes blod, og i hendes pupiller var der ikke andet end spændning at finde. Hun betragtede ham forsat, mens hun ikke helt kunne beslutte sig for om hun skulle løbe. Ville det blive sjovere af den grund? Ville han give op? Hun var forsvarsløs, og hun nød det! Hun nød at mærke livet, hun nød den korte følelse af frygt hun havde oplevet. Hun levede og hun kunne mærke det. Carmine gjorde det muligt for hende at mærke livet! 

[Carmine Rigel]

Han kunne godt se og mærke at hun var blevet forskrækket og han elskede det! Han tænder var blottet i en lavmeldt snerren, dette var rent instinkt. Alle sanser var langt skarperer i denne form. Han kunne fx hører hendes hjerteslag hvilket var forfriskende for uanset hvor rolig folk kunne virke udadtil, så var det svært at holde hjerterytmen nede hvis man var bange, eller i hendes tilfælde var blevet forskrækket.
Han knurrede dybt og advarende, bare lige for at understrege at han lige nu havde hendes liv i sine hænder..eller rettere poter. Alt i ham skreg at han skulle angribe hende og flå hende i stumper og stykker. Men stormhateeliksiren gjorde dog at han godt kunne tænke klart og overvinde det dyrriske instinkt.

Ved lyden af sit navn, fnøs han blot og låste de ravgule øjne mod hende. Han tog et par hurtigte skridt frem mod hende såhan nu stod lige foran hende. De spidse hjørnetænder var blottet og øjnene var vilde.
Hun var nok ikke i tvivl om at det var ham, havde dette vært en varulv uden stormhateeliktir i systemet havde hun ligget og rallet i en pøl af sit eget blod nu. Med et puf væltede skubbede han til hende med det store hoved og bed derefter ud efter hendes ene arm. Dette her ville blive hendes sidste fuldmåne som menneske.

[Nia Venus Jones]

Hun var skam heller ikke tvivl om det garanteret var ham. Hun kunne godt regne ud, der var en mulighed for at andre varulve kunne være i området. Hun kunne i sidste ende prise sig lykkelig over, at det var den rigtige som havde fundet hende. Hun ville gerne være en del af hans klan, og hun ville gerne vinde hans tillid også selvom de på mange punkter var uenige. Hun bed sig i læben og trådte endnu et skridt tilbage. Hun kiggede hypnotiseret på de pæne ravgule øjne, han havde. Hun ville snart have det hele. Hun skulle bare vente på den næste fuldmåne. Tålmodighed. Hun mærkede hans hoved mod sin krop og var noget nær at miste balancen, i det hun så mærkede en stærk og rungende smerte i hendes arm, da den blev bidt. Hun havde lyst til at skrige, men den fornøjelse skulle han alligevel ikke have ud af den. Hun slugte skriget ned i sig med det resultat at sveden hurtig fremanede sig og hun sukkede og hvæsede af smerte. Det var dog af den gode slags smerte, og hun havde jo set frem til den. 

[Carmine Rigel]

Tænderne borede sig ind i hendes arm, Han kunne smage blodet i munden og det var svært ikke bare at flå til, men Carmine havde trods alt lært at styre disse trængsler...det meste af tiden. I dag kunne han godt klare det, det kom som oftest også an på hans humør, hvis han var vred eller hidsig var det svære at holde igen.
Hun var en af dem nu. En del af hans flok og hun havde ved den sødeste grød også bare at leve op til det. Han havde store forventninger til dem han skænkede gaven!

Da han mente at hun havde lidt længe nok slap han taget i hende og kiggede på hende en sidste gang inden han strøg forbi hende og tilbage i skyggerne hvor han var kommet fra. Han stolede på at hun selv kunne finde vej til Skt. Mungos så hun kunne få det renset og forbundet.
Desuden havde han flere planer for denne aften, natten var jo stadigvæk ung og månen stod højt.


// out

[Nia Venus Jones]

Hun holdt skrig tilbage, men stønnede i stedet af smerte, da det gjorde ondt. Hun ville bare ikke give ham for meget tilfredsstillelse, og hun var stædig omkring det. Da han slap hende, så hun efter ham og så på hendes bid. Hun smilte stort og tilfreds, og lagde sin hånd på det, for det ikke ville bløde over det hele. Hun fik tryllet sig selv væk der fra og gik ind på Mongus for at få dem til at rense sit sår. Hun var ovenud lykkelig. 

//Out//