Post af Colin Jeffrey Hollins den Jul 7, 2015 19:59:51 GMT 1
Det var onsdag og de havde mødtes mandag. Han kunne ikke huske hvem af dem der var kommet ind på det, eller hvem der havde foreslået det, men på en eller anden forunderlig måde, var de kommet frem til, at han behøvede hjælp. Ikke meget hjem, han var jo en klog dreng, men hun var meget bedre til det praktiske end han var, og når eksamen var lige om hjørnet, var det jo dumt ikke at få hjælp! Det var ikke engang en hemmelighed, at han behøvede det, for alle vidste det, siden det var rimelig tydeligt. I timerne lavede han sine opgaver, skrev sine rapporter og var en af de første til, at række hånden op, hvis han kunne svaret på professorens spørgsmål, men så snart han skulle pege sin tryllestav mod noget, og sige en besværgelse, var det som om, at det hele bare fløj ud af hovedet på ham og han stivnede, kunne ikke få ordene ud af munden. Han vidste ikke hvorfor det var sådan. Alle andre så ud til, at kunne gøre det, og så var der ham.
Der var ingen der grinte af ham, når han gik i baglås, siden alle stort set kunne lide ham og kunne se på hans ansigt, at det ikke var spor sjovt. Det var ikke fordi han ligefrem prøvede at blive den bedste i klassen, når han havde dette problem, var der selvfølgelig en del som kom op på et lidt højere niveau, og det var selvfølgelig også det, der irriterede ham, for han kunne jo sine ting? Ret godt, faktisk, så burde han ikke kunne forvandle en tudse til en pokal? Burde han ikke kunne få ting til at svæve i længere tid, end to sekunder? Han var tålmodig af natur, det var han virkelig, men nu kunne han da snart ikke holde det ud mere.
Colin havde sin taske svunget over skulderen, med noter til det fag de havde aftalt at øve i, Forsvar mod mørkets kræfter, og i sin hånd havde han en lille papirspose. Han drejede om hjørnet, for at nå hen til det lokale de havde aftalt at mødes i. Hvis han kendte hende ret, så var hun der sikkert allerede, og sad og skrev på et lille stykke papir imens hun ventede. Dette var grunden til, at han åbnede munden lige så snart han åbnede døren, han behøvede ikke engang at vide at hun var der, følte han; ”God eftermiddag, professor Luana,” sagde han højlydt, med tryk på 'professor' og med sine læber delt i et smil. ”Er du klar til, at undervise en fortabt elev?”
Denne side er desværre blevet lukket ned. Vi henviser til 
