skæbnen er på spil

[Daario Farrell]

Han stirrede på hende, kæmpede selv med sit temperament da han også var vred, men han holdt det inde. Langsomt hævede han et øjenbryn " Jeg kan ikke ændre på fortiden, lige meget hvor meget jeg ville" svarede han så, så roligt som hans stemme overhoved kunne mønstre. Før han vendte blikket imod Carmine " du må forstå Shae, at for os er det ikke noget dårligt, vi er stolte af vores varulve gen og det er en gave" sagde han med en fast stemme, og blinkede kort til Carmine som et tegn på at han støttede op om nettop den del. Godt nok var han selv født med genet, men han vidste at der var mange, som hversatte at blive bidt, der var endda folk som nærmest lagde sig frivilligt frem for at få gaven. Daario trådte frem imod hende, lagde en hånd om hendes liv, og trak hende ind til sig i et halv kram, for så at møde hendes læber i et kort men grådigt kys " jeg elsker dig jo, og vi gør ikke dette for at skade dig" sagde han så roligt som muligt " det vil selvfølgelig være hårdt i starten, men jeg vil være her for dig til hver en tid" sagde han så, før han vendte blikket imod Carmine " kan vi give hende til imorgen ? så hun kan overveje det? jeg skal nok holde hende her inde og så kunne du komme ved 12 tiden"sagde han spørgende og hævde sit øjenbryn. Det ville nok være den bedste løsning, for hvis de fortsatte sådan her, ville det bare ende galt og han ønskede ikke, at nogen som helst skulle komme til skade. Daario holdt fast om hende, klemte let hendes arm som en kærlig berøring, imens han så på sin bedste ven. Nu skulle hun bare ikke sige noget dumt, for så ville hun ikke få mere end 3 minutter til at træffe valget i. Men en nat hos ham, ville vise hende hvordan livet med ham ville blive, og han ville kunne fortælle hende om processen og om mulighederne. Men alt af hængte af hans vens svar, han kunne ikke gøre mere nu end at vente. Let kørte han en hånd igennem det lange hår, imens han holdt blikket rette imod manden overfor dem, og sørgede for at holde hende ind til sig, så hun kunne mærke hans varme og bankende hjerte...  

[Shae Emery Aucaman]

"Det ville aldrig være sket, hvis I havde haft styr på tingene." svarede hun med rystende stemme. Der var ikke meget hun vidste når det kom til varulve, eller om at flytte ind hos en flok, eller om Daarios såkaldte chef, men hun vidste at Daario ikke ville lade Carmine gøre hende ondt og at Daario ikke ville gøre hende ondt selv. Det var alt hun havde brug for at vide, for at opføre sig præcis som hun gjorde normalt. Hun havde ikke sagt ja til at komme og blive en anden slave, der skulle føje sig for Daario, men for at opfostre et barn sammen med ham. For han havde sagt, at han elskede hende, og hun elskede også ham, selvom han var dum. Hun ville ikke lade det ende lige så let som alle hendes tidligere forhold. Det kunne hun sådan set heller ikke, nu hvor hun ikke måtte gå sin vej.
Hun gjorde ikke modstand da han trak hende ind til sig, og hun faldt til ro i hans kys. Smeltede nærmest ind i hans arme, hvor hun ikke havde lyst til andet end at sove.
"Jeg gør det." sagde hun endelig, med blikket stift på Carmine, uden ar slippe Daario.. Ikke fordi hun så det som en gave af nogen slags, ikke endnu i hvert fald, men fordi hun ville blive hos Daario. Han ville være hos hende og hun hos ham, og så var det bare Carmine hun skulle leve med var der også. Hun ville ikke lege mere med nogens tålmodighed, og hvis hun tænkte yderligere over det ville hun nok bare ende med at kaste op.

[Carmine Rigel]

Carmine var langt fra tilfreds med måden denne middag havde udviklet sig på. Tænk at hun kom her og prøvede at belærer dem om rigtigt og forkert. Biddet var en gave, ingen kunne nogensinde få Carmine på andre tanker! Og her blev hun tilbudt det og alligevel fejede hun dem af.
Han lyttede til Daario der forsøgte at tale hende ned. Han var glad for at han altid vidste hvor han havde ham henne. Carmine havde aldrig tvivlet på Daario, det var jo også derfor at de var så gode venner og havde været det gennem mange år på trods af aldersforskellen. "Udmærket," brummede han surt, "men det er for din skyld og ikke hendes skyld!" Understregede han og vendte lidt øjne som de kyssede hinanden.

Han havde aldrig været romantiker og alligevel kunne han mærke et stik af længsel mod Lavena som han så de to sammen. At Shae så alligevel valgte at "overgive sig" kom tydeligt bag på ham. Skulle der ikke mere til at bryde hendes stålfaste vilje? "Fint." Sagde han blot i en kølig tone og så mod Daario. "Det bliver din opgave, så snart hun har født." Han ville trods alt ikke lade en gravid gennemleve det, Hun havde brug for at spare på energien for barnets skyld.
"Jeg vil lade jer to være alene." Kommenterede han så og så fra den ene til den anden. De lod til at have nogen ting de lige skulle snakke igennem. "Vi snakkes ved i morgen Daario." Sagde han blot inden han forlod hjemmet uden at sige et ord mere til Shae.


// out

[Daario Farrell]

Han betragtede hende let, nikkede svagt men kunne ikke ændre på fortiden, selvom han gerne ville. Frygtet for at hun ville sige nej, lå dybt i ham, men han vidste alt lige meget hvad, lå hans loyalitet hos flokken. Carmine havde ændret hans liv, og han følte stadig at han skyldte ham noget, men det mindste han kunne gøre var at være der for flokken. Kærlighed var også en vigtig ting ligepludselig, han havde ikke regnet med at skulle forelske sig, men det var sket og lige meget hvad var han glad for det. Daario så en smule overrasket på hende" siger du ja?"sagde han tøvende, men oprigtig glad for det, og han gav hende et kærligt kys, før han så på Carmine " det skal jeg nok sørger for, og jeg kommer op til dig i morgen"sagde han roligt. Daario fulgt han med blikket, som han forlod dem alene. Han vendte så blikket imod hende" undskyld skat" hviskede han kærligt" men velkommen til dit nye hjem" sagde han og slap hende blidt, for så at slå ud med armene. Han så kærligt på hende " jeg elsker dig" sagde han så, før han begynde at rydde af bordet.

// out//