skæbnen er på spil

[Daario Farrell]

Dette emne er tilegnet Shae Emery Aucaman og Carmine Rigel
Rækkefølge 
Daario Farrell
Shae Emery Aucaman
Carmine Rigel

Tid:  17:30 

Daario havde denne dag meget travlt, det var en betydningsfuld dag, hvor alt bare skulle gå godt. For vis ikke vidste han ikke, hvad han skulle gøre, for så ville han stå ved en skillevej, men han regnede med at det nok skulle gå godt! Han var i fuld gang, med at svinge sin stav for at rydde op, i den rimlige store lejlighed. Vinduerne stod på fuld gab, og en kost fløj rundt og fejede skidt sammen, imens en fejebakke sørgede for at samle skiddet og smide det ud. I køkkenet var den kæmpe opvask, ved at tage sig selv, den havde også stået der i et par dage for han havde ikke af lysten, til at få det overstået. Daario selv, stod midt i det hele og holdt øje, med alt hvad der forgik dog rykkede han sig, da kosten var ved at feje ind i ham, han ønskede ikke at blive støvet til! Der gik omkring en times tid, med at få lejligheden, til at ligne et hjem igen, han havde endda fået sat et par billeder op på væggene, og et par pynte genstande rundt omkring, mest af alt for Shae`s skyld. Denne dag var så vigtig, for lederen Daarios gode ven, skulle møde hans elskede for at bedømme, om hun kunne få lov til at flytte ind. Hun var godt nok ikke varulv, men inde i hendes mave, var der nok et varulve barn, og når det engang kom ud og skulle vokse op, ville det være bedst her hvor alle var varulve. Han håbede at Carmine ikke ville skræmme hende væk, men hun var nok ikke nem at skræmme? for ellers var hun vel stukket af fra Daario for længst. Daario satte maden igang, så den kunne passe sig selv, imens han smuttede i bad for at vaske skidttet  af sig, da det var et par dage siden han havde været i bad. Da han kom ud af badet, iførte han sig, sin reneste rustning og redte det lange hår og lod det hænge løst, så gik han ud for at holde øje med maden. Der kunne ikke gå lang tid, før at Shae ville dukke op, hun skulle komme før Carmine og han skulle komme et par minutter efter. Maden var klar og han fik hurtigt dækket bord til tre, dog var det ikke noget han nogensinde havde gjord før. Daario smilede let, og så imod sit ur, tiden var snart inde og han var klar. Han havde aftalt med en af de andre fra flokken, en kvinde at hun skulle hente Shae og følge hende her til. Han havde nemlig bedt hen om at komme til den mark som lå tæt på, men ikke givet hende selve adressen da det var for risikabelt. Så Chole ville tage imod hende, og føre hende hertil, nok også lægge et bind for hendes øjne så hun ikke kunne se vejen. 

[Shae Emery Aucaman]

Hun var i slutningen af fjerde måned, og havde ikke længere hverken kvalme eller hovedpine. Det var blevet mere behageligt at være gravid, selvom hun var blevet større og havde sværere ved at passe sine trøjer. Det var ikke mere tydeligt end at man kun kunne se det fordi hun var lille og spinkel.
Shae havde ikke været klar til at forlade sin lejlighed, men hun havde gjort det alligevel. Dagene gik alt for hurtigt. Hun gjorde det for Daarios skyld, det var ikke hvem som helst afkom hun bar rundt på. En varulvebaby, med en varulvemand. Snart havde hun vænnet sig til tanken. Hun havde pakket hele sin lejlighed ned i sin ene skuldertaske og havde sat håret op i en hestehale. Hun spillede på sympatikortet og havde derfor taget en stram, hvid trøje på, er viste hendes fine topmave frem.
Med bind for øjnene, som i en kliché krimiroman, blev hun ført mod hvad hun regnede med ville blive hendes nye hjem, af en kvinde hun ikke havde fået navnet på. Hun var ikke glad for omstændighederne og virkelig bange for at falde. Hun måtte ikke tage bindet af før de var fremme, havde hun fået at vide.

[Carmine Rigel]

Carmine bevægede sig med lette og næsten lydløse skridt gennem den store hule mod Daarios bolig. Den kustige lyskilde under huleloftet fik det til at ligne at solen skinnede ned over de mange boliger. Det var en yderst interessant dag. Han skulle møde kvinden der åbenbart havde stjålet Daarios hjerte, poetisk som det nu lød.
Selv kunne Carmine ikke undgå at være en smule skeptisk omkring det hele. Ikke fordi at Daario omsider havde fudner en at dele tilværelsen med. men mere fordi at hun var en af dem en pelsløs. Han var ikke god til at lade folk som hende se deres skjulested uanset om de havde bind for øjnene eller ej.

Primært var den eneste grund til at Carmine nok var gået med til det det faktum at hun bar Daarios ufødte barn og se det var her det blev interessant. Var barnet varulv kunne det slutte sig til flokken, var det ikke, tja så kunne det blive det. Carmine bed dog ikke børn hvis det kunne undgås, de måtte gerne lige afslutte skolen og nyde deres barndom, så mennekselig var han trods alt.
Hende på den anden side, kunne Carmine godt tænke sig blev vendt så hun havde mere grund til at blive der. Det var nok en kende dobbeltmoralsk af ham taget i betragtning af at Lavena jo heller ikke var varulv, men alligevel stadigvæk boede der. I hans egen bolig for det ikke skulle være løgn. De var ikke et par, ikke rigtigt, men der gik da rygter i krogene. Han nåede toppen af trappen og bankede på hoveddøren med en rolig hånd.

[Daario Farrell]

Daario kunne godt mærke, at dette var nervepirrende, for hvis Carmine ikke ville lade hende bo her. Ville han ende med at skulle vælge side, og det ønskede han ikke, for han elskede dem begge to på vidt forskellige måder, men han kunne ikke undvære dem. Han rette sig op, ordne sit hår så det sad som det skulle, før han begav sig ud på den ene altan. Her satte han sig i en af de stole der var placeret. Blikket rette han ned imod indgangen, for at holde øje med hvornår hun ville dukke op, og der gik heller ikke lang tid, før hun kom til syne sammen med den anden kvinde. Daario smilede skævt, ved synet af hende, hvorefter han rejste sig op for at gå ud og tage imod hende. " godt at se dig smukke" sagde han roligt, og takkede den anden kvinde og lod hende forlade dem. Før han tog bindet af hendes øjne, kyssede hendes pande, før han tog hendes hånd. Derefter førte han hende op ad trappen, for så at lukke hende ind i hans lejlighed " bare kig dig lidt omkring, jeg skal lige ordne maden" sagde han, hvorefter han smuttede hen til køkkenbordet. Han fik gjord maden klar, og lod den svæve hen på det dække bord, hvorefter bestik til maden fløj hen og placerede sig i skålende. Han havde lavet nogle gode bøffer, noget bearnaise sauce, kartofler og en skål salat, desuden stod der en karaffel vand på bordet, samt en god flaske rødvin. Han havde rent faktisk gjord sig umage, for at gøre dette møde så skånsom som muligt. Daario sendet hende et smil " du kan sætte din taske, inde i soveværelset" sagde han og pegede hen på en dør i modsatte ende af rummet. Før han så gik hen til hoveddøren, og åbnede den roligt da der blev banket på. Daario trådte til side og lod ham træde indenfor " jeg er glad for at se dig Carmine " sagde han, med en venskablig tone og gav ham hånden kort, før han vendte sig om " Shae kommer du her smukke?"spurgt han højt, da hun jo nok var inde for at sætte tasken. De kunne ligeså godt møde hinanden med det samme. 

[Shae Emery Aucaman]

På samme tid som det var skræmmende, var det også spændende. Hun ville gerne se, hvordan hun ville komme til at bo i hvad der formentlig ville blive resten af hendes liv, med mindre hun ved et mirakel fik overtalt Daario til at flytte til noget hun ville være tryggere ved. Lyden af hans stemme var øjeblikkeligt betryggende og hun slyngede sig omkring ham før de nåede at fjerne bindet fra hendes øjne. Hun kunne allerede ikke lide stedet, men hun kunne godt lide Daario og det var derfor hun var gået med til det. ”Du aner ikke hvor glad jeg er for at se dig.” sagde hun.
Hun lod sig føre op til sit nye hjem. Der var ikke særligt hjemligt endnu, men et skulle hun nok lave om på. ”okay.” medgav hun, og fik lagt tasken af inde i soveværelset. Hun satte sig ned på bordet og så sig omkring. Var det nu, hun skulle blive bange? Hun stak hovedet ud fra soveværelset og gik ind til Daario. Hun havde ikke haft noget imod kælenavnet, før det nu blev sagt frem foran hvem måtte være ham, hun skulle imponere.

[Carmine Rigel]

Carmine stod lidt og vippede på fødderne til døren blev åbnet. Han gav Daario et venligt smil og nikkede en enkelt gang. Shae, så det var hendes navn. "Godaften," hilste han henvendt til Daario og trådte så indenfor. Han var ikke vandt til at have kvinder i hulen han ikke havde frit udspil til, igen en fordel ved at være leder. Her vidste han dog godt at han ikke skulle prøve på noget, han ville trods alt ikke miste Daario på noget så dumt.

At høre Daario snakke på den måde og ja være på den måde overfor et andet menneke var en ny side af ham og det var bare lige noget Carmine skulle vende sig til kunne han godt mærke. "Og du må så være Shae." Konkluderede han og rakte hånden frem mod hende i en venlig gestus, Han øjne var en nysgerrige som forsøgte han at læse hende,
Han rettede atter blikket mod Daario, "så hvad lyder menuen på?" Spurgte han ind og lukkede døren bag sig. Han var ved at være sulten, men han var virkelig også nysgerrig efter at høre mere om kvinden der havde stjålet Daarios hjerte, om Carmine fandt hende værdig til at blive en del af flokken ville tiden vise, men han gik ud fra at planen var hun skulle blive en af dem.

[Daario Farrell]

Daario betragtede dem begge, det var mærkeligt at se dem sammen, for de var begge så forskellige. Men han håbede på at det nok skulle gå, han trak hende let ind til sig, blot for at have hende tætter på " Shae dette er Carmine, min boss og bedste ven" startede han let ud, og lavede en gestus imod ham " Carmine, dette er Shae, den kvinde som jeg håber du vil tage godt imod" sagde han, nu med et hævet øjenbryn. Men smilede så skævt til dem begge " jeg har lavet nogle store bøffer, en god bearnaise sauce, kartofler og noget salat" sagde han, og nikkede så hen mod bordet " i må meget gerne tage plads, så kommer jeg med maden" sagde han roligt " der er rødvin og vand til maden, i må endelig tage for jer" tilføj han så. Før han vendte sig om og gik hent il køkkenet, for lige at gøre det sidste klar og fylde det på fade. Da det var klart bar han det roligt hen, og satte på bordet, for så at hente det sidste før han selv fandt sig en plads ved siden af hende, da han havde gjord plads til Carmine overfor dem. Daario betragtede ham let, tog flasken med rødvin og skænkede sig et glas " jeg er glad for i begge kunne komme" sagde han så let, for at få snakken igang, imens han tog det ene fad og sendte det hen til Shae så hun kunne starte.

// undskyld det lidt dårlige svaar//

[Shae Emery Aucaman]

"Det er jeg." svarede hun og prøvede at smile. Hun trykkede hans hånd, og trak dig tilbage til Daario igen hvor hun bedre kunne lide at være. Det kunne godt være, det ville komme til at blive en udfordring med hendes nye bosted. Både på grund af varulvene der var overalt, men også fordi der betød at hun og Daario så skulle bo sammen. Det ville have lettere at flytte sammen, hvis hun ikke havde været gravid og hendes barn automatisk skulle følge i Daarios fodspor. Hun smilede igen, og håbede godt nok også hun ville blive taget godt imod.
Hun satte sig ned, som hun blev bedt uden at tage blikket fra Carmine. "Hvordan kommer det til at virke, det her? Skal jeg besvare nogle spørgsmål?"

[Carmine Rigel]

Carmine forholdt sig tavs som Daario præsenterede dem. Blikket blev fastholdt på kvinden foran ham. Hun var en smuk kvinde, ingen tvivl der, bare synd at hun var en "pelsløs". Carmine gik derefter ind til bordet som anvist og satte sig ned. "Det lyder lækkert." Sagde han og kunne ikke helt slippe den lidt arrogante attitude der hvilede over ham. Det havde intet med Darrio at gøre, men han havde den automatisk når der var nye folk i nærheden.
Han tog imod fadet som der blev sendt rundt og lagde maden over på sin tallerken. "Det ser lækkert ud," kommenterede han og lod mundvigen fortrække sig i noget der kunne være et svagt smil.

Shaes spørgsmål fik dog hans interesse til at stige betragteligt, "Jamen det må du og Daario vel have snakket om?" Han så mod Daario, men forsatte så, det var tydeligt at han nød godt af at være den der skulle fortælle om reglerne, igen var det en af de ting der gjorde han følte sig mere autoritær. "Det er kun tilladt for varulve at bo hernede." Informerede han og tog en bid af sin mad som var det det mest logiske i verden. At Lavena ikke var varulv var blot en mindre detalje. "Ikke at jeg forventer at du skal bides så længe du er med barn." Forsatte han som han havde tygget af munden, "det er trods alt for rissikabelt, men bagefter..." Igen sagde han det som burde hun selv havde regnet det ud. "Derudover er det naturligvis ikke tilladt for dig at forlade stedet så længe at du ikke er en af os. Jeg tager ingen chancer med at der kan blive sladret om os." Ingen pelsløse ville få lov til at gå ud fra denne hule.


// OOG: Jeg beklager virkelig ventetiden har haft travlt med ferie og adminarbejde de sidste uger

[Daario Farrell]

// helt i orden, har selv haft gang i et par andre karakter ///

Daario havde ikke rigtig snakket med hende, om at hun nok skulle forvandles, for han var sikker på at hun så var smuttet fra ham. Derfor var han lidt nervøs lige nu, og kunne godt se på Carmine at han nød at fortælle reglerne" tak Carmine, det har sørme også taget sin tid" svarede han så roligt, som han overhoved kunne, imens han så let på dem begge to. Daario rystede svagt på hoved, til Carmine som et tegn på, at han ikke havde snakket med hende. Han lagde forsigtig hans hånd på hendes ben, for at berolige hende en smule, men han vidset ikke hvordan hun ville reagere. Daario sendte ham et kort vredt blik, før han igen så rolig ud " husk Carmine, at hun skal have lov til at sige nej, hvis hun ikke kan klare dette" sagde han så, imens han tog noget mad selv " hvis hun takker nej, kan du slette hendes hukommelse omkring alt hvad der har med mig at gøre"sluttede han så af. Før han vendte blikket imod hende, og strøg hendes ben let " men hvis du bliver her, skal du huske på at jeg heletiden er hos dig" sagde han så, før han begyndte at spise. Daario var nød til at give hende muligheden, han kunne ikke klare hvis hun skulle være her, og ikke ønskede det. Dog håbede han, at hun sagde ja, for han ville så gerne have hende boende og han elskede hende jo.

[Shae Emery Aucaman]

Som Carmine snakkede, stoppede hendes hjerne med at arbejde. Hele hendes krop stoppede, mens hun prøvede at forstå, men det kunne hun ikke. Hun havde ikke fået noget at vide om de ting Carmine nu fortalte hende. Både hendes Daario og hans chef, hvad end pokker han var, Carmine, sad og spiste og forhold sig helt rolige.
”Er du fucking seriøs lige nu?” spurgte hun og sprang op af stolen så den valkede bag hende, faretruende tæt på at vælte. Hun havde lyst til at løbe hjem til den lejlighed hun ikke længere ejede, smide sig i den seng der ikke længere var hendes, og tude. Hun følte sig snydt, og såret over at Daario ikke havde fortalt hende hvad det var hun gik indtil. Hvor havde hun været dum! Hun havde stolet blidt på hende, og nu kunne hun kun vælge imellem at blive varulv eller ikke at kunne huske noget. Hvad ville der ske med hendes barn? ”Daario!” råbte hun og pegede faretruende af ham, mens hun trak sig tilbage, væk fra dem. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig at jeg skal blive til… lige som dig! Hvor vover du! Hvad i helvede skal jeg gøre nu?"

[Carmine Rigel]

Carmine havde aldrig været en særlig behagelig mand og han nød nok lidt for godt af at hylde folk ud af den, bare fordi at deres chokerede handlinger altid morede ham en del. Han kunne godt fornemme den lidt tryggede stemning der lagde sig over middagsbordet. Han gjorde ikke dette for at ramme Daario, men mere for at teste hende. Om hun virkelig var noget der var værd at samle på. Nu havde han jo heller ikke den fjerneste forstand på kærlighed og medmenneskelighed. Alle de følelser gik til i branden for mange år siden.
Alligevel havde Lavena formået at vække noget af det igen og han kunne ikke helt beslutte om han brød sig om det. Carmine himlede let med øjnene som Daarios heroisk forklarede hende at hun kunne få lov til at slippe med en slettet hukommelse. Det ville ikke være med Carmines gode vilje, men Daario var hans ven så det ønske ville han dog efterkomme hvis det blev nødvendigt.

Som hendes tonefald ændrede sig kunne han mærke hvor provokeret han blev. Han øjne fik et lidt faretruende skær som Daario nok ville kunne genkende. ”Jeg er yderst seriøs,” sagde han i en kontrolleret stemme og lod sig ikke anfægte af hendes dramatiske opførelse. For ham var bidet en gave ikke en forbandelse, og at hun ikke så det på den måde, tja det gjorde hende jo bare mindre værdig til at besidde det.
Han hvilede albuerne let på bordet og tørrede sig kort om munden med servietten foran ham, skønt der ikke var noget at fjerne. Herpå rejste han sig fra bordet og så på hende igen med det faretruende blik. ”Og hvad, om jeg må spørger, er der galt i at være som os?” Spurgte han og lod hovedet glide på skrå. ”Vores sanser er skarpt udviklede, vi er stærkere, hurtigere,” han tog et skridt nærmere. Han fandt sig ikke i at blive disset af en pelsløs! ”Har du nogen ide om hvilke sygdomme et varulvebid kan kurerer? Biddet fra støder sygdomme, nogle medlemmer af min flok var døende da jeg kom til dem, og nu er de stærkere end alle jer pelsløse.” Han holdt ikke længere tilbage på at han var frastødt af hendes utaknemmelighed. ”Biddet er en gave, ikke en forbandelse og du skal prise dig lykkelig for at Daario i det hele taget tilbyder dig det!” Han så hårdt på hende.


// OOG jeg er virkelig ked af jeg var så længe om at svare

[Daario Farrell]

Daario så på hende, trak sin hånd til sig som hun fare op fra stolen, men på en måde forstod han hende godt. Han skulle have sagt dette, med havde frygtet at hun ville forlade ham, men måske hun var blevet? men kunne ikke rigtig forstå hendes måde at tage dette på, han blev jo nærmest flov over hendes opførelse. Han rejste sig op, og lagde armene over kors imens han så på hende " Tror du ikke jeg ville have sagt det?" vrissede han af hende, hun skulle ihvertfald ikke snakke sådan til ham, han skulle nok sætte hende på plads " men hvis jeg havde sagt det før, så var du ikke endt her! du ville have forladt mig" sluttede han af, imens han så gennemtrængende på hende. Daario elskede hende, men hans flok ville altid komme først, og hvis hun nægte dette, måtte han vælge hende fra hun fik i det mindste et valg. En hver anden ville være dræbt nu eller smidt i fangekælderen, så dette var tros alt en bedre måde, men hun forstod det ikke. Han vendte blikket imod Carmine om han tydelig kunne se, var blevet vred over hendes ord, og det ville ikke hjælpe at stoppe ham, han måtte bare håbe på at manden ikke angreb hende, for så var Daario nød til at kæmpe imod ham. For Shae bar hans barn, og det måtte ikke skade og selvfølgelig heller ikke hende. Daario trådte et skridt frem " en som mig? jeg er sgu da ikke slem, det er ikke forfærdlig at være som os" svarede han fast " men det er op til dig, du kan blive og tage dette som en kvinde, eller du kan forlade mig nu og aldrig se mig igen, længere er den ikke" svarede han fast og så kort hen på Carmine, men så på hende igen " men lige meget hvad, vil jeg altid elske dig, men dette er den eneste måde at gøre det på" svarede han så til sidste. Imens han slog ud med armene og lod dem så hænge ned langs siden bagefter.

[Shae Emery Aucaman]

”Det rager mig, om du ville have sagt det, for det gjorde du ikke! Du burde have fortalt mig det Daario.” sagde hun, og det ville hun holde ved. Sådan en grum overraskelse var ikke noget hun ville høre fra andre end sin kæreste. Han burde have fortalt hende det, før hun var ankommet. ”Jeg ville ikke have forladt sig.” sagde hun. Hvis det var det han havde været bange for, vidste hun ikke helt hvordan hun skulle reagere. For hun ville stadig være sur.
”En gave?” gentog hun og så på Carmine med et gennemtrængende blik. Hun vidste ikke om det var en form for joke, eller om han rent faktisk kunne sige noget så dumt og tage det alvorligt. ”Er det vidunderligt at blive til en ulv en gang om måneden?” fortsatte hun, og tøvede så, mens vendte ansigtet mod jorden og så forsigtigt op på ham, ”Gør det ikke ondt? Mister man ikke kontrollen over sig selv?”
Hun hævede en finger mod Carmine, og rystede på hovedet. Han skulle ikke stå der og belære hende om hende og Daarios forhold, og om hvor sød Daario var at tilbyde hende at blive bidt. ”Jeg kunne have levet med, at skulle være som jer!” råbte hun mod Daario, og tog et skridt bag ud, ”Hvis du da havde fortalt mig det og givet mig tid til at acceptere det!”

[Carmine Rigel]

Carmine havde aldrig været en tålmodig mand og denne kvinde balancerede uden tvivl på grænsen af hvad han kunne overskue. Han forholdt sig dog ude af deres skænderi eftersom han ikke ville blande sig i deres forhold, hans interesse ville altid kun være hvad der var bedst for flokken og hun var da en være drama-queen.
"Ja den gave," sagde han og prøvede at kontrollerer sig selv, men hendes utaknemmelighed gjorde ham rasende. "Og ja det er det! Hvor vover du at komme i min hule og fornærme os." Hans øjne skiftede farve til den ravgule der var genkendelig ved ulven. Han var tosset.

"Og jo naturligvis gør det ondt, hvad havde du regnet med?" Spurgte han mens han himlede med øjnene. at hun så valgte at pege fingre af ham fik ham til at tage nogen hurtige skridt frem mod hende imens han hævede sin egen finger mod hende. "Pas på, du leger med min tålmodighed!" Rasede han. Den eneste grund til at hun ikke lå på gulvet og badede i en pøl af sit eget blod lige nu, var af respekt til Daario og naturlivis grundet hendes tilstand.
Et muligt varulvebarn skulle ikke straffes for sin mors dumhed. Måske var det bedst at han gik inden han mistede besindelsen. Han kunne mærke de spidse hjørnetænder træde frem i takt med at han blev sur. Han var ellers ret dygtig og kontrolleret når det om til at styre den dyriske side, men kort hvor hun dog pissede ham af.