baby on the way

[Dawn Juels Abby]

til egnet Joseph M. Bourne

---

Det hele var næsten klart, Joe havde malet værelset i en smuk lysegrøn farve, mens Dawn havde været afsted sin mor og købe alt til børneværelset, Dawn var også flyttet helt ind hos Joe, det var virkelig dejligt at de nu boede sammen og kunne kalde sig forældre lige om lidt. 
 Dawn havde været i gang med at ordne de sidste små detjaler på børneværelset de havde købt nogen søde træ bogstaver hvor der stod " Carl" på døren til børne værelset. Dawn stod og var ved at ligge det sidste tøj i kommoden, da hun mærkede hendes bukser blev våde. Dawn tog sig til maven og mærkede smerterne komme, d et var nu, tiden var inde, der var ellers 3 uger til termin, men lægen havde fortalt hende at når det var første gang kunne det godt ske før tid. Dawn fik bevæget sin i stuen til Joe " det nu, du kan godt tage bil nøglerne og køre mig til Skt mungos " sagde hun og så på ham som hun stod i døren med begge hænder på hendes mave, det gjorde virkelig ondt men hun havde det vejrtræknings øvelser som jodermoderen havde lært hende, da hun gik til fødselsforberedelse. 


Alt var klar til at den lille kom, Værelset var lavet alt var samlet, så Dawn var glad for at den lille ville ud nu og ikke før, for så havde de ikke været klar. Dawn tog den taske hun havde pakket med baby tøj og bleer og noget tøj til hende selv i tilfælde af at hun ikke kom hjem samme dag. Dawn rakte tasken til Joe da hun ikke kunne bære den.  Da de var kommet afsted og ned i bilen, sad Dawn og prøvede virkelig at holde koncentrationen på vejrtræknings øvelserne, hun fik veer ret hurtigt efter hinanden.

Da de endelig kom ind på skt mungos og hen på fødeafdelingen, blev Dawn sendt ud på toilettet for at skifte til noget hospitals tøj, hun fik en stor skjorte og inden undertøj, hun blev lagt op på en speciel seng med benene oppe , så de kunne se hendes underliv, en jordmoder kom hen til dem og tjekkede Dawn. " det godt i kom, du har åbnet dig 4 cm. det være ikke længe så bliver i forældre" sagde hun og smilede. Hun gjorde ilt maske og alle tingene klar sammen med to sygeplejerske. Dawn så på Joe " joe , " sagde hun stille og rakte ud for at få hans hånd, hun pev og skreg hvergang der kom en ve.  

[Joseph M. Bourne]

Aldrig havde han troet han ville blive så voksen, men nu boede han sammen med sin gravide kæreste og de havde indrettet et børneværelse sammen. Dawn var gået med til navnet Carl, i stedet for noget dumt og poppet som han havde frygtet det ville blive. Månederne var fløjet afsted hurtigere end han havde lagt mærke til, så han sprang forvildet op af sofaen da hun pludselig stod og sagde at nu var det nu. ”Nu?” spurgte forskrækket. Han greb om bilnøglerne og overskred alle fartgrænser, til de ankom til Sankt Mungos.
Han vidste endnu mindre om fødsler end han gjorde om graviditeter. Forfærdet så han til, mens de bevægede sig rundt foran ham, det så ud som om hun blev gjort klar, men han hørte ikke rigtigt efter. Det var som om han havde taget ørepropper i, og var zonet ud til en verden hvor han prøvede at følge med, på afstand. Først da hun sagde hans navn, gik det op for ham hvor han var og hvorfor, og han rakte ud og tog hendes hånd. Endnu engang følte han sig hjælpeløs, men prøvede alligevel med et beroligende ”Det skal nok gå!”

[Dawn Juels Abby]

jordmoderen kom igen over til Dawn og så på hende, hun smilede stort og sagde " når du får din næste ve skal du presse alt du kan " sagde og smilede. Dawn så på Joe, tydeligvis i smerte, hun fik en ildmaske og sygplejersken sagde " træk vejret i den, der er både ilt og lattergas for at tage lidt af smerterne" sagde hun og smilede. Dawn greb med den frie hånd masken og holdte den til munden som hun skreg da hun fik en ve mere, hun pressede alt hun kunne og da veen stoppede, stoppede hun med at presse. Det var tydeligt at Dawn gjorde sit bedste for at holde smerterne ud, hun havde fået afvide til fødselsforbedrelserne, at de ikke kunne give så meget smertestillen.

Der var gået godt 40 min, var Dawn virkelig tappet for energi og kunne ikke mere " jeg kan ikke mere" sagde dawn og græd stille det gjorde virkelig ondt på hende. Jordmoderen så på Dawn og sagde " jo du kan, der mangler ikke ret meget, hovedet er næsten ude " sagde hun og smilede til dem. Dawn fik en ve mere hvor jordmoderen sagde" press press press" hun smilede og Dawn pressede det sidste hun havde i sig, en lille svulp lyd kom og en den lille dreng kom ud af hende. Jordmoderen tog barnet op og fik hurtigt hvilket det ind i et håndklædet og tørret det lidt, inden hun lagde barnet op på Dawn bryst kasse, dawn tog barnet og holdte det som man skulle og bryd helt sammen ikke fordi det det var slemt, men af glæde, hun så på Joe og smilede stort " heeey lille skat " sagde hun og så ned på deres lille dreng. " skal farman have lov at klippe navlestrengen " spurgte jordmoderen og rakte Joe en saks til at klippe den over.

[Joseph M. Bourne]

Han stod så langt væk han kunne, hvis man tog i betragtning at han holdt hende i hånden under det hele. Han havde ikke lyst til at se på, men kunne samtidig ikke lade være. Og der var intet han kunne gøre for at hjælpe, når Dawn skreg.
Men så var det ovre. Med store, runde øjne, og en mund der passede dertil, så han til. Det var mere uvirkeligt nu end det havde været, da hun havde været gravid og han egentlig ikke havde tænkt over, hvad det ville ende ud i.
Han rystede på hovedet med et skræmt ansigtsudtryk, og rykkede et skridt tilbage. Hænderne lagde han op foran sig, så han klar til at slå saksen ud af hånden på jordemoderen hvis hun prøvede at give ham den. "Farmand skal ikke klippe noget som helst!" svarede han skingert. Det var mere, end han kunne klare. Det var for ulækkert. Der havde været for mange skrig. Han følte sig forvildet, og omtåget, men glad på samme tid, men han så mod Dawn der lå med hendes ulækre, rynkede lille søn i favnen. "Hvorfor siger den ikke noget? Er det ikke meningen, den skal sige noget?" spurgte han og stillede sig på tæer for bedre at kunne se, uden at behøve at rykke tættere på.

[Dawn Juels Abby]

Dawn der lå helt ukørt på sengen, med deres lille dreng i sin favn, Hun så ned på den lille dreng, og smilee stort ” han er dejlig ” sagde hun stille og så på jordmoderen som nikkede og smilede. Da joe ikke ville klippe navlestrengen gjorde jordmoderen det, hun smilede og så på Joe ” er man lidt en tøse d reng” sagde hun og smilede, det var kun sagt i sjov. Da navlestrengen var klippet tog jordmoderen drengen og lagde ham over på et bord under en varme lampe, da en børnelæge kom ind i rummet for at tjekke drengen, de sugede slim ud af næsen på drengen og vaskede ham blidt, da den lille dreng begyndte at give lyd fra sig. En sygeplejske fjernede moderkagen da den kom ud og syede Dawn lidt da hun var flækket lidt inden, de hjalp Dawn ud af sengen og ud i et bad, der var en sygeplejerske med Dawn ude i bad så hun kunne blive vasket. Da hun kom tilbage, havde et sit eget tøj på, det tøj de havde haft med i tasken. ” Tillykke Joseph og Dawn, jeres søn er sund og rask ” sagde lægen og smilede, Dawn gik hen til bordet hvor den lille dreng lå, hun begyndte at give Carl ble og tøj på. ” Hvad skal drengen hedde ?” spurgte jordmoderen, der skulle udfylde papirerne. ” Carl Waldemar Abby” sagde dawn og løftede deres lille dreng op i armen og satte sig hen i en stol for at give drengen bryst.

[Joseph M. Bourne]

Han knyttede næverne. Joe skulle fandme vise dem alle sammen tøsedreng skulle han, det var der ikke før nogen der var sluttet af sted med at sige, men så gav drengen lyd fra sig og alle hans bekymringer forsvandt.
Han stod og så til, ude af stand til at bevæge sig eller at kigge på andet end deres lille dreng, mens menneskerne igen bevægede sig rundt i lokalet.
Navnet gjorde ham så pavestolt at han måtte rømme sig for at føle sig som en mand igen. Han kunne ikke stå der og få tåre i øjnene lige nu. Ikke, når ungen var så latterligt grim som den var. Men vidunderlig og det smukkeste i verden på samme tid. ”Må jeg… røre ved den? Må jeg se ham?” spurgte Joe forsigtigt. ’Farmand’ havde lydt absolut forfærdeligt, men måske var det ikke så galt igen.

[Dawn Juels Abby]

Dawn der havde sat sig stolen og begyndte at gve Carl bryst, var nervøs for om hun gjorde det rigtigt, selvom jordmoderen roste hende til op og overskyerne, den lille Carl spiste og spiste, det var en hel rar følelse at hendes bryst blev tappet for mælk, for de sidste par dage havde de dryppet så hun havde været nødtil at gå med ammeindlæg, hvilket hun især vil være nødtil at gøre nu hun havde født. Sådan var det at være blevet nybagt mor. Da Carl ikke så ud til at ville spise mere, tog Dawn ham op til skulderen så han kunne bøvse, hun havde lært d et hele under fødselsforbedredelse, og undervisningen i at blive mor.

Da Carl havde bøvset og så ganske tilfreds ud, rejse Dawn sig og gik over til Joe , hun rakte ham ” jeg synes du skal holde ham lidt ” sagde hun og smilede og viste Joe hvordan han skulle bære den lille dreng. Hun kyssede blidt Joe på munden og sagde ” Tillykke” hun smilede og så ned på deres dreng.

[Joseph M. Bourne]

Det så ikke behageligt ud, det amning der, og han kunne ikke lade være med at stirre. Hun så ikke ud som om det gjorde lige så ondt, som det så ud.
”Det vil jeg gerne.” svarede han blidt. Der var intet han hellere ville end at røre ved sin søn. Han tog forsigtigt imod barnet, den var meget mindre og meget mere skrøbelig end noget han nogensinde havde holdt, men hvis han ikke holdt ordentligt fast ville han tabe barnet på jorden og det var han mere bange for end noget andet. Han begyndte at skrige i samme øjeblik Joe tog imod ham, og han vuggede nervøst barnet frem og tilbage. Var det sådan det var at være forældre? Var man konstant bange? Med barnet trykket helt ind mod sig, Carl Waldemar Abby, kyssede han Dawn igen. Hun så betydeligt mindre ud nu og det var helt mærkeligt at hun ikke havde den store mave til at holde dem væk fra hinanden. Langsomt blev drengen stille, men gav stadig utilfredse lyde fra sig. "Han er så lille!" hviskede han.

[Dawn Juels Abby]

Dawn var stadigvæk en del øm efter fødslen og men hun følte sig så meget lettere og ikke mindst mere smertefri, de sidste uger fra da de havde været hos lægen til hun ny fødte, havde været hårde uger, hun havde ikke kunne lave det vilde, og Joe havde måtte gøre det meste. ” Han er dejlig ikke ” sagde hun stille og lagde en arm omkring Joe som han stod med deres søn. Carl som var født lidt fortidligt, var heldigvis rask og god til pas. Sygeplejeresken fulgte Joe og Dawn og lille Carl ind på en stue hvor der stod en seng og en gæste seng samt en lille krybbe til at ligge Carl i. " vi vil meget gerne have at i bliver her til imorgen i hverfald, for lige at holde øje med Carl, han er trodsalt født for tidligt. i kan kalde hvis mangler noget " sagde hun og smilede til dem. DAwn gabte og gik med besvær hen til sengen, kravlede op i den og var virkelig træt, hun nåede ikke at sige noget før hun faldt i søvn. 

// out