Tilbage på kosten ?

[Tavis Lan Cooper]

Dette emne er tilegnet @irene

Tavis sukkede tungt, som han sad der ude på græsplænen ved søen, omgivet af hans venner eller hvem de nu var. Nogle af dem kendte han kun navnet og kollegiet på, imens andre kun kollegie og så var der ganske få han rent faktisk kendte godt. Alt i alt var de omkring 12 elver fra flere forskellige årgange samt kollegier. Man kunne sige at Tavis var en af de mere populære elever og de fleste folk på skolen kendte ham. Nogle hade ham, andre frygtede ham og så var der dem der prøvede at provokere ham, og sidst men ikke mindst, de folk som holdt sig til ham. Han var kendt for ikke at lave sine lektier, for at komme forsent til de fleste timer, derudover natterand og dårlig opførelse foran lære og ansatte. Så ja de fleste kendte til ham, og havde deres egen mening om ham, men det var han ligeglad med for de kendte ham ikke så godt, de forstod ikke hvorfor han var som han nu er. Men det han er mest kendt for, er den skandale han lavede for to år siden, hvor Hufflepuff tabte en kamp til Slytherin. Dengang spillede han på holdet som målmand, og var rigtig god til det, men det endte dog brat. Tavis kom op og slås med en af sine medspiller, som hele dagen havde prøvede at provokere ham, og da fyren så sagde at det var Tavis skyld at de tabte, gik han på ham. Tavis brugte alle sine kræfter og de kæmpede voldsomt og begge fik skader. Men kampen endte da omkring 5 lære kom og fik hevet de to drenge fra hinanden, før de så begge blev sendt på hospitalsfløjen. Efter den kamp, blev Tavis smidt af holdet, fyren stoppede på skolen, men siden den gang havde Tavis dog ikke været oppe og slås. Han var begyndt at savne at spille, og derfor havde han planlagt at han snart ville gå op og snakke med rektor, for at se om der var en mulighed for at komme tilbage. Desuden havde han overvejet om han burde blive professionel målmand efter skolen. Tavis sad lidt i sine egne tanker, lyttede ikke rigtig til de andres snak, og et stykke tid efter rejste han sig også op" jeg smutter folkens, ses til maden" sagde han, hvorefter han forlod den store gruppe. Tavis var en høj dreng, højre end de fleste andre 15 årige, nu hvor de havde fri var han kun iført i skolens skjorte, Hufflepuff slips, sorte bukser og sko. Det tog noget tid at nå hele vejen op til rektors kontor, men langt om længe nåde han op og sagde kodeordet, før han trådte op på første trin og lod trappen føre ham helt op. Så sukkede han let rette kort på håret, før han tog sig sammen og bankede på døren i håb om at den nye rektor var der inde. 

[Deleted]

"Nej ikke der," konstaterede Claudia og pegede staven lidt til højre hvor en anden kommode stod. En antik vase fulgte staven og fløj over på den anden kommode, hvor den i hendes øjne tog sig langt mere ud. "Meget bedre," hun stoppede sin besværgelse og drejede engang om sig selv for at betragte sit hårde arbejde. Kontoret var nu indrettet præcist som hun ville have det. Farverne var primært i behagelige skumringsfarver, blå og lillae, lidt dunkle, men uden at virke direkte mørkt. Rundt omkring stod forskelligt nips i søvn, antikke vaser og ikke mindst en masse hylder med forskellige ingredienser, eliksirer, magiske sten og andet godt hun havde samlet gennem sin tid som professor.
På skrivebordet var en stor bunke dokumenter hun endnu manglede at komme til bunds i, men hver ting til sin tid. Hun havde sit blonde hår bundet op i en stram knold, der fik hende til at se lidt streng ud. Derudover var hun klædt i en dunkelblå kappe med stjerner på. Godt nok var det kun skolen, men det var altid rart at se godt ud. Forfængeligheden var altid det sidste nogen gav slip på.
De små bank på døren, fik hende til at vende opmærksomheden mod denne. Enhver professor såvel som elev var velkommen, hvilket hun ved skolens start havde gjort ganske klart!
Med et sving fra støven gik døren knirkende op og afslørede den unge mand der stod på den anden side med bedrøvede øjne. "Kom endelig inden for unge mand," bad hun og pakkede sin stav bort. Det var ikke meningen at hun skulle fremkomme som en trussel eller noget i den retning.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis stirede på døren, overvejede at gå igen, det var jo ikke ligfrem ufarligt for ham at opsøge rektor. Ikke når man tænkte på, alt hvad der måtte stå om ham i hans mappe, den var nok utrolig tyk. For det var ikke ligfrem småting han havde fortaget sig, tænk hvis han havde brugt sine kræfter på skolearbejde det, ville sikkert have givet ham gode karakter. Men Tavis brød sig ikke om lektier, de var spild af tid! ikke fordi de ting han tog sig til var bedre, men han kunne simpelthen ikke sidde stille og skrive. Eller jo han kunne da godt skrive, men når hans skrev, så var det sangtekster og ikke lektier og alt muligt kedeligt. Han tøvede en smule, som han kunne høre lyde derinde fra, men han rystede på hoved af sig selv, dette skulle gøres! han ville spille igen og uden tilladelse fra hende, ville han næppe få lov. Hans værge Bill havde tilbudet, at sende hende en ugle, men han havde takket nej, dette måtte han selv ordne, han var ved at blive en ung mand. En ung mand, med en barsk fortid, men det stoppede ham ikke, ærligtalt havde det vel gjord ham til den han var nu ? Tavis nåede ikke at gøre noget, før døren gik op af sig selv, han hævede let det ene øjenbryn. Hvorefter han tog de første par skridt indenfor, og lod blikket vandre rundt, der så i ihvertfald anderledes ud, nu hvor hun var kommet til. Han vendte så hoved imod hende og trådte tætter på, for ikke at stå så langt fra hende. Tavis hasselnøds brune øje, så på hende med et fast besluttet blik uden den mindste form for frygt, han kørte let en hånd igennem sit hår " Goddag rektor" startede han let ud, og stak hænderne i sine bukselommer imens han nøje så på hende " har de tid til at snakke?"spurgt han så med et hævet øjenbryn. Det var jo ikke sikkert hun havde tid, og hun havde nok heller ikke forventet at det var en elev der havde banket på, men hvad vidste han ? Han håbede blot på at få det overstået, at han kunne få et ja, selvom han tvivle en del, efter det der var sket for 2 års siden, var hans chance nok meget lille. Men Tavis var god til at holde på håb, han håbede tros alt på, at hans forældre måske stadig er i live et sted der uden, selvom de har været fursvundet i 9 år. 

[Deleted]

Flere af eleverne led en smule ærefrygt for hende, hvilket Claudia - sørgerligt nok fandt lidt underholdende. På Durmstrang havde hendes rygte været lignende men nu hvor hun var rektor, så ønskede hun trods alt at eleverne kunne finde en kende tillid hos hende, således at de turde komme for at dele deres udfordringer.
Med nysgerrige øjne, studerede hun den unge mand der stod ude foran hendes dør som en modig mand med en mission. "Goddag unge Mr..?" hun så lidt spørgende på ham. Der var så mange elever, at det var nærmere umuligt at lære alle deres navne at kende. "Naturligvis. Kom inden for, luk døren efter dig, så vi har lidt fred. Selv væggene har ører på dette sted," påpegede hun og rystede lidt opgivende på hovedet. Hun skubbede sin egen stol ud og gled ned i den i en meget galent bevægelse med de mage kapper samlet, så hun ikke ville snuble i alt det stof. Høfligt gjorde hun gestus mod stolen på den anden side af skrivebordet, og bød ham til at sætte sig der.
"Fortæl mig endelig hvad jeg kan være behjælpelig med," opfordrede hun og samlede hænderne i sit skød. Hun fugtede sine rosa læber med et strejf fra tungespidsen og studerede ham fortsat med et intenst, dog lidt neutralt blik. Alt hun gjorde var at afvente at han ville begynde at dele ud af sine ord, for han var tilsyneladende kommet for at tale med hende om noget ganske bestemt. Det var altid spændende når eleverne selv opsøgte hende, så håbede hun naturligvis på at kunne gøre en forskel.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis nikkede roligt og lukkede døren bag sig, for så at komme tætter på, han var da nervøs men frygtede ikke ligefrem rektoren. Men han vidste at han, skulle passe på med hvad han sagde, og hvilke tone han brugte, for han skulle nødigt være flabet overfor hende, det ville være dumt. For hun kunne trods alt smide ham ud af skolen, og det ville ikke være godt, for så ville hans værge hunredprocent sende ham på militær skole. Han havde lige sendt Tavis pleje lillebror afsted, og Tavis skulle nødigt blive den næste, han ville ikke kunne holde til det.  Tavis smilede skævt, et ret selvsikker smil " Cooper" svarede han roligt, imens han gik tætter på da hun satte sig ned" Tavis Lan Cooper"sagde han så, mere uddybende, da hun nok havde brug for mere end blot hans efternavn. Der kunne jo sagtens være andre ved samme efternavn, hvorimod hans fornavn var ret unikt, selvfølgelig var der folk der hed Tavis, men de havde et er i navnet, og det havde han ikke. Da hun gjorde gestus imod stolen overfor sig, gik han tætter på, hvorefter han tog plads. Imens hans øjne blev rettet imod hende, og han betragtede hende let, imens han overvejede sine ord nøje, før han så let rømme sig " jeg er kommet for at snakke med dig om, at få tilladelse til at komme tilbage på Hufflepuffs quidditch hold som målmand" sagde han i en alvorlig tone, imens han lænede sig en smule frem, og placerede albueren på hendes skrivebord. Han ville næsten gøre alt for at komme tilbage, for han savnede det, og regnede med at han ville være profetionel spiller når han engang blev færdig her. Tavis holdt en kort pause, for at se hendes reaktion" du tænker nok, at jeg bare kan gå til den der har med spillerne at gøre" sagde han så roligt, og laged hoved en anelse på skrå imens han hævede det ene øjenbryn " men jeg var med i et voldsomt slagsmål, for to år siden, og blev smidt af holdet " sagde han så fortsat" det burde også stå i min elev mappe" tilføj han oplysende. Man kunne høre på ham, at dette betød meget " men jeg har ikke været oppe at slås siden, og jeg vil virkelig gerne tilbage. For jeg har en drøm om at blive profetionel målmand, men det kræver at jeg spiller kampe og træner"sluttede han så af. Hvorefter han lænede sig tilbage i stolen, og lagde armene roligt over kors, imens han så afventeden på hende, han regnede næsten med at hun ville finde hans mappe, dog vidste han ikke hvordan hun ville reagere på alt hvad der stod i den. For der var skrevet mange eftersidninger på, både for at komme for sent, ikke at aflever lektier og for grimt sprog overfor lære og andre personale. 

[Deleted]

Claudia lænede sig lidt tilbage i sin stol og betragtede ham. Det var tydeligt at han var nervøs, men det var også det der afslørede at hvad end han ville snakke med hende om, så havde det en stor betydning for ham.
"Meget vel unge Mr. Cooper. Del endelig med mig hvad De har på hjertet," opfordrede hun og gjorde gestus mod en lille skål med multismagsbønner som tegn til at han endelig bare skulle tage for sig. Visse fordele skulle der jo være på rektors kontor.
Hun tog sin stav og svang den. Et skjult arkiv bagved et skab åbnede sig, og fandt den elevmappe det drejede som om. Den samme mappe fløj hen og lagde sig på skrivebordet foran hende, mens arkivents skuffe lukkede sig med et lidt stort smeld. "tag dig ikke af mig, jeg kigger blot mens du snakker," hun sendte ham et kort, stramt smil og gav sig til at bladre lidt i mappen. I det mindste lod det til at han var ærlig.
"De er lidt af en rod Mr. Cooper. Slagsmål, gensvar, natterand.. listen er sandelig lang, jeg er næsten imponeret," indrømmede hun og lukkede så mappen igen.
Eleverne var her for at udleve deres drømme og det støttede Claudia fuldt ud op omkring, men intet kom af sig selv. "Selv en målmand har brug for en skolegang," kommenterede hun og fangede hans blik. "Jeg er villig til at give Dem en chance, men det bliver noget for noget. Hvis De resten af dette skoleår viser mig at de kan forbedre dem.. det vil sige, laver Deres lektier, holder Dem på deres kammer når de skal, og svare ligeså høfligt som De er overfor mig nu, så lader jeg Dem træne med holdet i år, og derefter gå til udtagelse på holdet næste år," lovede hun. I år kunne han trods alt ikke komme på holdet, for det var allerede fyldt ud, men han kunne deltage i deres træning og holde sig selv ved lige.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis kiggede nøje på hende, hvis det blev et nej, vidste han ikke hvad han skulle stille op. Han kløede sig let i håret, rakte så hånden ud og snuppe en bønne, men skar ansigt da smagen var bussemand, ikke ligefrem det han havde håbet på, så han valgte at holde sig fra dem selvom han dog vidste at der sikkert var mange gode i skålen også. Da hun sagde at han var lidt af en rod, kunne han ikke lade være med at sende et skævt smil, det var aflivelet mange ting han havde opnået igennem sin skoletid. Dog var han ikke stolt over slagsmålene, men ellers var det andet fint nok " det er jeg vel?"svarede han let, og trak på skulderne " men det er svært at ændre på, når man er født sådan " svarede han så derefter ærligt, han havde tros alt helt fra børnehavealderen, været en rod og dengang havde han ofte været oppe og slås imod de andre børn. Han havde styret legepladsen, og hvis der ikke blev gjord som han sagde, så fik man slag, spark, bid eller spyt og skub, så jo han havde altid været en rod. Men hans forældre havde regnet med at han voksede fra det, men efter deres forsvinden var tingende blot blevet være, og han havde svært ved at opføre sig ordenlig. Tavis lænede sig frem, og stirrede på hende med et hævet øjenbryn " hmm nå ja, så kan jeg jo næsten ligeså godt droppe det" svarede han, og sukkede let, for han vidste at han ikke kunne holde sig ude af problemer i så lang tid, det ville kræve alt for meget.  For det meste svarede han lærene igen, vis han ikke fandt sig i deres ord, eller at de selv snakkede grimt. Det Tavis måske havde brug for, var en person der kunne snakke med ham, og måske støtte ham, hjælpe til med lektierne eller også havde han brug for at se undersvingen på en anden måde? det der med at skrive ting ned, syntes han ikke han lærte noget af, så vis tingende blev vidste i praktisk ville han måske, bedre kunne følge med? Men der var aldrig rigtig nogle der, havde taget en sådan snak med ham, for de ville måske bedre kunne forstå ham, hvis de kendte til hans baggrund? Godt nok havde Bill sendt en ugle til skolen, om Tavis forældres forsvinring, men han vidste ikke om brevet stadig var her. Tavis skævede til mappen, så et lille papir stikke ud, og vidste med det samme at det var brevet fra Bill, han skulle til at tage fat i det " rektor? det der papir der stikker ud der, kan måske forklare hvorfor jeg er som jeg er !"sagde han, en anelse tøvende, da det tros alt var personligt.   

[Deleted]

Ligesom ham rakte Claudia ud efter en bønne og fik en med kanel. Det brændte lidt på tungen, men personligt elskede hun dem, og priste sig denne gang lykkelig for at hev været mere heldig end han tilsyneladende havde. Hun lukkede hans mappe og foldede hænderne over den i stedet for. "Ingen er født en rod, Mr. Cooper. Vi er født med den heldige frihed til at vælge hvem vi vil være. De har måske haft nogle uheldige forudsætninger, men det er nu De har en mulighed for at ændre dem. Hvis du vil," tilføjede hun sigende. Det var et valg de alle havde, så medlidenhed ville han bestemt ikke finde hos hende.
"Det er sandelig at give hurtigt fortabt. Måske De burde give det en chance?" foreslog hun og hævede et slankt øjenbryn. Det var hendes tilbud, så måtte han tage det eller lade være. Det papir han udpegede fik hende til at se ned på mappen. "Jeg har skam læst brevet Mr. Cooper. Og jeg beklager dine uheldige forudsætninger, men du bliver snart en voksen mand, du er nødt til at lægge det bag dig og beslutte dig for om det spor du følger lige nu, er det spor du ønsker at følge. Hvis ikke må du skabe en ny vej," hendes mimik var stadig lidt intetsigende, selvom det var ord talt af erfaring og overbevisning. "Det er mit endelige svar. Noget for noget. Først må du bevise for mig, at du har gjort dig fortjent til det," hun rejste sig og pakkede hans filer væk.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis korte følsomme side, forsvandt hurtigt igen og blev erstattet af et køligere blik, han rystede svagt på hoved af hendes ord. Han var ikke enige i hendes ord, men han sagde ikke noget, selvom hans kropsprog tydelig talte for ham. Hans muskler var spændte, han sad meget ret og hans øjne var kolde som is, med en snert af mistro. " Det er ikke så nemt, rektor, langt fra ellers havde jeg gjord det"svarede han stille, men køligt imens han mødte hendes blik uden tøven. Tavis havde prøvet at ændre sig, men der gik kun ganske få timer, før han igen endte ud som før. Det var ikke nemt for ham at snakke pænt til lærene, og da slet ikke når der var nogle af dem han ikke kunne fordrage, men han vidste at han måtte passe på. For han ville ikke ende med at blive sendt bort herfra, men han vidste at han var godt på vej til det. Tavis lænede sig så tilbage, prøvede at slappe lidt mere af "hmm " mumlede han let, da han ikke lige kunne finde et ord, eller jo han kunne godt finde ord, men det var ikke ord som hun skulle hører. Han nikkede så let" okay" svarede han så, kørte en hånd igennem håret, for så at rejse sig op " det var godt at snakke med dig rektor" sagde han så, imens han vendte sig om, dog var hans stemme en anelse sarkastisk, men det var kun svagt. Tavis vandre hen imod døren ud, for han vidste at, han snart ikke ville kunne holde sin vrede inde, og at det ville ende galt hvis han ikke smuttede nu " tak" sagde han som det sidste, før han åbnede døren og var på vej ud, men så sig kort tilbage for at se hendes reaktion. 


// undskyld det lidt dårlige svar//

[Deleted]

Claudia var vant til at håndtere dem som var lukket følelsesmæssigt. Den kulde i hans blik, blev kun gengældt. Han ville ikke få hvad han ville uden at give hende noge tigen, livet fungerede ikke den vej, hvilket han tids nok ville finde ud af. "Det er ikke ment til at være nemt," svarede hun ligegyldigt. Hun behøvede ikke at være elsket af alle eleverne, tværtimod. Hun behøvede kun at få skolen her til at fungere og sikre sig at det var et trygt sted med godt læringsudbytte.
"Det mener De næppe, men i lige måde unge Mr. Cooper," svarede hun og sendte ham et glat smil, upåvirket af hans kulde.
Det var ret tydeligt at han ikke var tilfreds med udbyttet af deres samtale, men hun burde reelt have afvist tanken helt med det samme, hvilket hun trods alt ikke havde gjort. Claudia havde ingen intentioner om at stoppe ham, det var blevet sagt hvad der burde siges. I stedet samlede hun sine hænder på bordet og betragtede ham med blikket. "Du må have det godt," hilste hun som han vendte sig om for at se på hende. Mens han gik ud rejste hun sig selv og gik hen til en af de større reoler for at finde noget interessant læsning til den lille pause hun havde nu.

//Out

[Tavis Lan Cooper]

Tavis fnøs koldt, nu hvor han havde snakket med hende, fortrød han det med det samme. For hun havde ikke kendt ham før, men nu kendte hun ham, og dermed kunne holde øje med ham. Snakke med de andre lærer, og det var en tanke han ikke brød sig om, men det var for sent at lave om på det . Han hævede øjenbrynet som han så på hende " i lige måde kære " svarede han, i en ret så flabet tone, som ikke ligfrem var venlig. Men han gad ikke vise sin venlighed mere, den havde hun ikke fortjent, så hvorfor skulle han. Tavis stod et kort øjeblik stille, men vendte sig så om og smuttede ud af døren, og ned af trapperne i en hurtig fart, han havde brug for at afreagere og satte derfor kursen ud imod søen, ligeglad med at han så ikke nåde maden.

// Out