Post af Deleted den Aug 16, 2015 9:44:47 GMT 1
Levi himlede med øjnene. Selvom han aldrig rigtig havde haft de store omtanker omkring denne mand, så havde han alligevel aldrig slået ham som direkte uintelligent. Dog var der ved at blive lavet godt og grundigt om på det i øjeblikket. "Alene det faktum, at De ikke selv kan regne det ud burde vist være nok," svarede han blot. Han kunne ikke fordrage fulde mennesker, og han havde da på fornemmelsen, at det var fuldskaben, der gjorde ham til større idiot end at sidde og prøve at drikke sorgerne væk alligevel.
Med en hurtig bevægelse rykkede Levi sig omgående til siden, da manden for alvor begyndte at slå ud efter ham. Han blev ved med at bakke væk fra ham, da han ikke havde i sinde at slå igen, medmindre det absolut blev nødvendigt. Han var ikke voldelig efter at have fået sine aggresioner ud over en, der i sin tid havde været skyld i dem, og han så sig generelt ret hævet over en sådan primitiv adfærd. Men der var så selvfølgelig også forskel på angreb og forsvar, og han ville kun gå i forvar, hvis det ville være nødvendigt. Specielt fordi han allerede vidste på forhånd, at det var unfair odds for den anden, der hverken ville kunne sigte ordentligt eller var i den samme vægtklasse.
"Tænk Dem dog om," bad Levi, mens han fortsat bakkede tilbage, indtil han ramte væggen med ryggen. Der var ikke skyggen af frygt i hans ansigt, men han ville nu alligevel prøve at gøre sig endnu et forsøg på at tale sin kollega til fornuft, inden han selv ville vise ham, at det var et dumt valg at lægge sig ud med lige netop ham. Han havde jo trods alt også et par fordele, deri blandt tænder og kløer, der automatisk fulgte med, når man havde været varulv i så mange år, som han selv havde. Fordele som han sandelig ikke ville holde sig tilbage for at bruge, hvis det skulle ende så uheldigt som til, at han ville blive nødt til at slå igen. Var det underligt, at en lille del af ham faktisk havde et håb om, at det ville ske?
Med en hurtig bevægelse rykkede Levi sig omgående til siden, da manden for alvor begyndte at slå ud efter ham. Han blev ved med at bakke væk fra ham, da han ikke havde i sinde at slå igen, medmindre det absolut blev nødvendigt. Han var ikke voldelig efter at have fået sine aggresioner ud over en, der i sin tid havde været skyld i dem, og han så sig generelt ret hævet over en sådan primitiv adfærd. Men der var så selvfølgelig også forskel på angreb og forsvar, og han ville kun gå i forvar, hvis det ville være nødvendigt. Specielt fordi han allerede vidste på forhånd, at det var unfair odds for den anden, der hverken ville kunne sigte ordentligt eller var i den samme vægtklasse.
"Tænk Dem dog om," bad Levi, mens han fortsat bakkede tilbage, indtil han ramte væggen med ryggen. Der var ikke skyggen af frygt i hans ansigt, men han ville nu alligevel prøve at gøre sig endnu et forsøg på at tale sin kollega til fornuft, inden han selv ville vise ham, at det var et dumt valg at lægge sig ud med lige netop ham. Han havde jo trods alt også et par fordele, deri blandt tænder og kløer, der automatisk fulgte med, når man havde været varulv i så mange år, som han selv havde. Fordele som han sandelig ikke ville holde sig tilbage for at bruge, hvis det skulle ende så uheldigt som til, at han ville blive nødt til at slå igen. Var det underligt, at en lille del af ham faktisk havde et håb om, at det ville ske?
Denne side er desværre blevet lukket ned. Vi henviser til 
