Plottråd: En Ministeriel Visit?

[Daario Farrell]

Daario fortsatte afsted, men stoppede op da et par healer kom løbende mod ham, de fortalt ham om lyden af en sprængt dør og at han skulle flygte. Men han rystede på hoved af dem, pegede i den retning han var kommet fra, og gav dem en kort beskrivelse af den mindst befærdet vej ud, og han så dem forsvinde rundt om hjørnet. Daario sukkede kort, han brude tage hjem til hans elskede, men han ville også gerne få ramt på nogle flere, så han måtte fortsætte. Det var for farligt at stå stille, så han hævede sværdet og sin stav, før han satte i gang, på vej imod der hvor de andre havde sagt at der var kommet et brag. Han drejede om et hjørne, stødte ind i endnu en fra garden, men nåde at tænke hurtigt og stak fyren i maven med sværdet så fyren skreg op, før han faldt til jorden og Daario fortsatte. Han viste at han nok snart ville nå det sted, men hvad der ventede ham vidste han ikke, men hans øre opfangede lyden af dræberbesværgelsen. Og han begav sig så stille han kunne afsted imod lyden, han kunne se en skikkelse i døråbningen, det lignede ministeren. Men Daario vidste ikke helt hvordan han skulle takle det, for han ønskede ikke at dø, han havde tråds alt lige fundet sit livs kærlighed og hun var gravid. Men han fik en ide, han listede en smule tætter på så han stod ved døren ved siden af det lokale tingene forgik i, hvorefter han rette staven imod skikkelsen i døråbningen " Bombardio" sagde han tydeligt og sendte den imod personen. Hvorefter han hurtigt satte i løb imod hvor han før var kommet fra, og drejde skarpt om hjørnet for at sparke en dør og hurtig smutte ind, før han låste den for så at begyndte at kaste betskyteleses besværgelser imod den for at sikre sig at der ikke kom nogle ind.  

[Deleted]

Ikke så meget som en følelse var at læse i Theodores blik, da han valgte at kyle dræberbesværgelsen afsted, så den ramte denne aldrende kvinde, som faldt livløst til jorden. Det måtte være en, som Jonathan var glad for. Han kunne ikke være mere ligeglad.
Selv nåede Theodore kun lige at vende om på hælen, inden Bombardio blev kastet. Hænderne førte han hurtigt op for ansigtet, da følelsen af en eksplosion nærmest ramte hans bryst. Hastigt søgte han tilbage ind på stuen, hvor hans lillebror befandt sig, med liget af kvinden klamrende i sin favn. Med andre ord, var den mand allerede slået. Han trak vejret dybt, inden han hævede staven igen. Hvem end der havde kastet den besværgelse, skulle få lov til at bøde for det!
Hurtigt søgte Theodore tilbage på gangen. Jonathan var slået for nu, så han kunne sagtens vende blikket mod de andre ting, som var at tage hånd om. Hvem vovede at stille sig op mod ham?! "Kom frem!" endte han med en fast tone. Blikket søgte rundt. Dem som havde livet kært, pegede i retningen af manden som havde gjort det. "Emmett!" brølede han nærmest. Mødte de virkelig modstand her? Det var da egentlig ganske utroligt, alt taget i betragtning af, at det kun var et magisk hospital! Hver en dør han passerede på vejen, sprang han i stumper og stykker. Han var den sidste mand, som man skulle kaste sig i krig med!

[Emmett Peterson]

Emmett var kun lige kommet op på gangen da han så hvad der skete, han blev overrasket og nåede derfor ikke at gøre noget før manden var væk, hvem fanden turde stille sig op imod Theodore i hverfald ikke en der havde sit liv kært. Emmett havde selv lige undgået en dræber forbandelse på vej på til Theodore hvilket han havde været meget glad for og ret lettet over. Han var sku ikke klar til at dø men det svin der havde valgt at angribe Theodore skulle dræbes på stedet. Han løb det sidste stykke hen til Theodore ” ja Herre” sagde han og s å på ham, han fulgte efter theodore ned af gangen, da han kastede Bombardio på en dør der ikke skete noget ved ” han er her inde Herre” sagde han og pegede på døren ” han er en rigtig kylling” sagde Emmett og smilede stort, ” jeg skal nok sørge for den mand kommer til at lide en langsom er smerte fuld død ingen skal angribe min fætter ” sagde Emmett som han igen prøvede at kaste en bambardio.

[Margus Dragowska]

Margus kom ind på hospitalet, efter han havde brugt lang tid på at finde ud af hvor det egentlig var henne. Margus kom ind midt i kaosset. Han så Theodore og en anden dødsgardist han ikke kunne navnet på stå indenfor. "Hvor ironisk. Jeg har tilbragt rigtig meget tid på det her hospital og nu angriber vi det." Grinte han. Margus så slet ikke at der var andre end dem inde i rummet, han lagde først mærke til det da han var gået ind midt i det hele. "Undskyld jeg kommer forsent chef. Jeg kunne ikke finde indgangen." Sagde han idet han gjorde sig klar til kamp. Margus var en af de mest useriøse mennesker i Garden, pga sine oplevelser i Azkaban som havde gjort ham meget ustabil. Margus pegede sin tryllestav imod et tilfældigt sted på væggen og lavede et lille svirp og med et sprang der hul i væggen. Margus var klar til kamp.

[Daario Farrell]

Daario sukkede tungt, som han lagde den sidste besværgelse imod døren, han kunne høre at de kom nærmere. Han var i problemer nu, det havde været dumt af ham, tors alt var han alene om det, men det var jo lidt for sent han var dog stolt nok af at havde ramt ham. At han rent faktisk havde fanget hans opmærksomhed, men nu måtte han tænke hurtigt for han kunne hører at der kun var få døre tilbage før de ville ende der hvor han nu befandt sig. Men en ide kom hurtigt til ham, han fremtryllede sin patronus, og stillede sig klar. Der var dog lige en ting han ikke havde forventet, for pludselig lød der et brag og muren nær ham sprang i stykker, han kunne nu se de bæster og hans  patronusen forduftede. Nu var han på den, men han ville ikke give op, i en hurtig bevægelse kastede han en "Bombardio" imod dem, imens han samtidig trådte bagud. Hans eneste chance nu, var at transferere sig væk hurtigt muligt, så ligeså snart besværgelsen var kastet, kastede han af al sin kræft sværdet imod dem, imens han samtidig fik treanserfede sig væk fra selve lokalet og dukke op udenfor et stykke fra indgangen til hospitalet. Problemet var bare at på det sølvfarvede sværd, var der indgraveret hans navn Daario Farrell. Så de havde nu navnet på ham men han var i live. Daario stønnede en del da hans kræfter var ved at slippe op, men han fik dog tilkaldt sin kost som han hurtigt svang sig op på, for at sætte kursen imod den kvinde han elskede.

Out

[Deleted]

Det havde været en ganske fredelig dag. Travl med fredelig. Lige for tiden var alle dagene travle, folk var bange, stressede, pressede og det gav flere patienter. Lige denne dag havde Althea viet sig til én patient som hun havde haft i mange år efterhånden og som var blevet ligeså meget en ven. Velvidende om at både Jonathan og Sophie sad og ventede på hende, så var hun blevet en kende forsinket fordi hun lige skulle forbi eliksirskabet for at samle et par miksturer op. På vejen tilbage hørte hun det store brag der fik hende til at sætte i løb.

Hendes mørke hestehale svang frem og tilbage da hun løb ned af gangen til lyden af paniske stemmer over det hele. "Jonathan!" råbte hun en kende febrisk og stormede ind på den stue hun vidste hvor han sad og ventede på hende. Miksturene havde hun tabt, de lå på gulvet og rullede rundt, men det tog hun sig ikke af lige nu. Bravt stoppede hun op i døren lettere stakåndet og så først på Sophies slappe skikkelse og til Jonathan der lå på gulvet. "Sophie," mumlede hun og fandt ned på knæ ved siden af dem og greb ud efter Sophies håndled for at mærke efter en puls.

[Deleted]

Jonathans mimik var intetsigende og hans hænder rystede, som han klamrede Sophie ind til sig. Hun var den tredje, som han skulle miste på den her måde, og selv for ham, var det begrænset hvad han kunne holde til, og særligt i den her tid!
Althea.. den kære kvinde, som kom rendende, lagde han sågar ikke mærke til, før hun satte sig på knæ ved siden af dem. Han rystede på hovedet. At søge efter en puls var nytteløst. Theodore.. hans egen bror, havde kastet dræberbesværgelsen, og de vidste jo godt alle sammen, hvad det måtte betyde. "Det.. det er nytteløst, Althea.. han slog hende ihjel." Han vendte blikket denne gang mod hende. Theodore havde heldigvis fundet noget andet at tage sig af lige nu. Han trak vejret dybt, hvor han med den friske arm, trykkede hende mere ind mod sig. Han fandt ikke rigtigt styrken til det i den anden arm endnu. "Althea.. tag herfra," bad han. Han havde mistet Sophie. Der var ikke nogen grund til, at en mand som Theodore fik muligheden for at tage alt for mange menneskeliv!

[Deleted]

Ingen puls dunkede mod hendes fingerspidser uanset hvor meget hun søgte. Dybest set var det tydeligt at Sophie allerede var gledet hen i en anden verden, men der var alligevel et spinkelt håb i hende om at hun kunne redde hende. jonathan og Sophie var varme mennesker og havde begge været meget igennem, de fortjente som minimum hinanden. "Jeg.. er virkelig ked af det Jonathan," hun slap hendes hånd og sukkede. Tårer pressede sig på, men der var alligevel en professionel maske det forsøgte at forhindre det.

Bgved en lyserød kittel, fremdrog hun sin stav og knugede den i sin hånd. "Nej jeg går ingen steder," hun sendte ham et meget bestemt blik, lidt lide det som hun ofte havde set Sophie sende ham når han ikke makkede ret. Trods alt rodet skubbede hun sig over mod ham, og lagde en blid hånd på hans skulder. "Vi er nødt til at få jer to væk herfra," sagde hun lidt stille. De skulle jo helst ikke pådrage sig mere opmærkomhed end det som de allerede havde fået.

[Deleted]

Sadistisk ville vist være det helt rette ord at bruge imod Dean. I samme øjeblik, som han ankom til stedet, var han begivet sig ind i den nærmest børneafdeling, hvor han virkelig skulle more sig. Ikke en eneste møgunge havde hverken liv eller lemmer i behold, da han var færdig derinde. Han afsluttede sessionen ved at trampe en lille piges ansigt til ukendelighed, før han nonchalant gik sin vej igen efter andre, måske endda større, ofre.
Det skulle vise sig, at han fandt netop dette. Imens han vandrede op ad de panikfyldte gange, som om dette var hverdagsaktivitet for ham, mens han fløjtede 'singing in the rain', fandt hans øjne noget, der fik det kendte, maniske smil til at brede sig på hans læber. "Nårh, hvor er det kært," lo han, mens han nærmede sig en mand, der sad og omfavnede en kvinden hen over en død pige. Dean havde sin tryllestav trukket og peget direkte imod dem. Han var dygtig, og det vidste han godt selv, så det gik ham på ingen måde på, at det ville være to imod én, hvis det skulle havne i en duel. Men sin selvtillid var han ganske sikker på, at han sagtens ville kunne tage dem ned. Specielt hvis de var svækket over den døde på, der lå foran dem. Uhh, under alle omstændigheder, så skulle det nok ende med at blive ganske morsomt.

[Angelo Derek Di Mercurio]

Angelo havde fået en hasteugle om at Skt. Mungos var under angreb af Garden hvilket han på ingen måde var glad for. Han ville ikke lade noget ske med Jared Mason der trods alt var leder af healerne. Han ville heller risikere sit liv end der skulle ske Jared noget. Hvis der var nogen her i verden han beskyttede så var det ham. Hans 'lillebror', bamse og sidst, men ikke mindst eneste fyr han overhovedet havde lyst til at kysse på. Angelo stormede da også ind på hospitalet og så sig omkring. Han ville ikke bare sådan lade det her sted falde også. Desuden var han leder af de aurorstuderende så han havde bestemt tænkt sig at bruge sit erhverv til noget fornuftigt. For ikke at glemme han var nød til at udnytte det faktum at det havde stået i Profettiende et par gange at han lignede Theodore Jarvis. Han var dog langt fra glad for at de mente at de var tvillinger for det var virkelig det sidste her i verden han havde lyst til at være. Han fandt da også hurtigt en mørk håret fyr der sprang hul i væggen. Angelo havde trukket sin stav og var da heller ikke så dum at han ikke ville holde øje med hvor Jarvis var henne i verden blot fordi han ville sikre sig at Jared ikke kom noget til. En mand som Angelo ikke anede hed Margus

[Deleted]

"Få den dør ødelagt, Emmett!" nærmest brølede Theodore, som han stod der med staven i sin hånd. Hans lillebror var han i øjeblikket ligeglad med. Det var næsten som om at den mand var glemt. Det var manden på den anden side af denne dør, som havde valgt at angribe ham, og derefter havde valgt at stikke af. Det var ikke ligefrem en særlig gennemtænkt beslutning, hvis han selv skulle sige det.
Øjnene kneb Theodore fast sammen, som han selv hævede staven, hvor han forsøgte med alverdens modbesværgelser, for at få den dør af hængslerne, så han kunne få fat i ham.
Det hele eksploderede nærmest, hvor selv Theodore måtte flytte sig hastigt, fordi at der kom et... sværd flyvende? Han drejede hovedet direkte ind mod rummet, selvom han intet kunne se. Manden havde allerede taget derfra. Forbandede..! Sværdet endte han med at samle op i sin hånd. Daario? Det navn skulle han i hvert fald huske. Han vendte sig mod Emmett. "Find ud af, hvem denne mand er," beordrede han, inden han rakte ham sværdet. Han skulle finde ud af hvem den mand var.

[Deleted]

Sophie var tabt, og i øjeblikket, var det den gamle facade, som ansat i ministeriet. Han kunne ikke tillade sig at græde lige nu. Det var ikke nu, at Althea skulle være stædig som Sophie. Han ønskede ikke, at hun skulle komme galt afsted. Hun havde endnu et helt liv foran sig.
"Jeg klarer mig," sagde han med en rolig stemme. Næsten manisk kontrolleret. Han vendte blikket mod hende, som hun satte sig ved siden af hende.

Stemmen som lød, fik hurtigt Jonathan til at hæve blikket direkte mod døren. Sophie havde han mistet, og Althea sad der nu. Han havde ikke en stav på sig, og han vidste at hun havde. Med andre ord, var hun den mest truende overfor denne mand. Hvem end han var, vidste han ikke.
"Gør nu ikke noget dumt," bad han. Han kunne ikke se sig ud af denne situation. Han vendte blikket i retningen af Althea, hvor han slap Sophie, som gled slapt ned i hans arme, hvor han tog omkring hendes underarm. At gå i krig med en Dødsgardist var dumt.. Og han ville jo ikke have, at noget skulle ske med hende.

[Deleted]

Det her var nærmest som et hjem. Mungos var ikke bare et hospital, dets healere lagde deres hjerte sind og sjæl i det, Althea gjorde i hvert fald, og derfor var der heller ingen der skulle komme og ødelægge det store arbejde havde gjort. Hun blev siddende ved Jonathan og ignorerede fuldkommen hans forsøg på at få hende ud herfra. "De slår dig ihjel. Jeg har ikke knoklet i 8 lange år for at få dig på benene, bare så du kan blive slået ihjel," skældte hun og rakte ud efter den stav som hun ellers havde haft tabt. Jonathan havde ikke en på sig, han kunne ikke hjælpe, selvom han var gammel auror.


Manden der dukkede op, fik hende til at se på ham. Bare hans blik gav hende gåsehud. Hun hævede sin stav men uden at kaste nogle besværgelser. "Vi udgøre ingen trussel. Gå." bad hun lidt hårdt. Man kunne ikke se det på hende, men hun rystede hvilket Jonathan formentlig ville kunne mærke i og med at hun endnu havde en hånd på hans skulder. Unset hvad var hun jo nødt til at prøve på at beskytte dem begge to.

[Deleted]

Theodore var præget af en vrede. At varulvene skulle vise sig, at blande sig, i denne sag, havde han dog ikke ligefrem forestillet sig. Det var nu eller aldrig. Det var nemlig nu, at han skulle sætte hårdt mod hårdt!
De øvrige Dødsgardister, som havde valgt at deltage i dette, fik en klar ordre: "Gør hvad I vil. Betragt det som en legeplads,"
Theodore vendte om på hælen, inden han søgte igennem Skt Mungos. Det var et stort sted, men selv han måtte jo sande, at han nu havde markeret et statement, og at det nok var noget, som det magiske samfund havde lært af på den hårde måde. En advarsel for hans datter, og alle andre, som i det hele taget, kunne finde på at sætte sig op imod ham!
Endnu med rigtig mange opgaver, at tage sig af. søgte han mod udgangen til det magiske hospital. Hans opgave her, var færdig. Hvad de andre dødsgardister gjorde, ragede ham en høstblomst. De kunne gå helt amok, for alt hvad han vidste.

//Out