Plottråd: En Ministeriel Visit?

[Deleted]

Det var formiddag. Nok det sidste tidspunkt, at man regnede med, at Dødsgarden ville gøre sin entré på Mungos. Det magiske hospital.
Afslappende, som enhver anden ansat ved Ministeriet, trådte Theodore ind på Skt. Mungos. Han var pænt klædt, alt taget i betragtning, men nu var han også en fri mand, hvilket han havde tænkt sig at nyde!

Med en fast mine, trådte han igennem korridoren, for at komme til den store hall. Folk trak sig med det samme, og hvisken startede omgående i krogene. Theodore havde ikke forventet sig andet, så det rørte ham ærlig talt ikke.
"Hvor er de?" Hans stemme var kold og intetsigende. Ikke en følelse at spore i sindet. Samuel og Sophia var flygtet fra Azkaban, hvoraf han vidste at James havde hende i sin forvaring, og Jared var som sunket i jorden igen. Samuel og Sophia kunne næppe klare sig uden at blive tilset lægeligt.
"H-hvem mener De, Hr. Minister?" var der en ung healer, der forsøgte. Theodore vendte langsomt blikket mod hende. Mordlysten stod ud af hans øjne. En ung kvinde med alle de rette forudsætninger for et godt liv. En skam, at det skulle ende således.
"Jeg går ikke ud fra at de er her? Jeg søger.. om jeg så skal endevende hver en seng." Denne gang hævede han staven, hvilket også var et klart tegn til de andre dødsgardister om at træde til. nu var det på tide, at sætte et nyt statement!
"Bombardio!" I takt med dette, knuste vinduerne i hele forhallen. Folk skreg, og inden længe lignede det angrebet på Ministeriet. Folk løb rundt som myrere, for at komme fri og komme væk.

---

Som sidste plottråd, er alle velkommen til at joine tråden! Der vil ikke være nogen fast rækkefølge. Undervejs, hvis det er ønsket, kan andre tråde oprettes på de forskellige niveauer på Skt. Mungos.

[Shae Emery Aucaman]

Hun havde siddet det meste af dagen uden at lave noget. Der var for mange tanker i hendes hoved til at hun kunne koncentrere sig om at heale og gøre andre sygeplejerskelige ting, og det var heldigt at der ikke var så meget at lave. Hun havde taget en formiddagsvagt, i stedet for de sædvanlige hun havde om natten. Hun havde mere morgenkvalme om natten, end om morgenen. Shae strøg en hånd gennem sit hår så hun kunne sætte det op i en hestehale. Der måtte være nogle patienter hun kunne tjekke til, nogle der ville have mad eller vand eller skulle have rystet deres hovedpude. Med langt skridt gik hun ned af gangen, mod indgangen. Skranken, hvor hun kunne finde ud af hvad hun skulle.
Der lød et brag.
Det lød som om der lige var kommet noget, hun kunne lave. Med staven hævet, hastede hun mod hvor lyden stammede fra.

[Daario Farrell]

Daario havde hørt det, dødsgardisteren ville overtage Sankt Mungos, og det betød en ting! Hans gravide kæreste arbejde der, og han måtte have hende ud der fra, hun skulle nødigt komme til skade. Ikke fordi det var smart, for han var halvblods og varulv, men det var han ligeglad med han skulle rede hende om det så kostede ham livet. Der gik ikke lang tid, før han stod iført sin rustning som var lavet af læder, og hans vandrestøvler. Derudover havde han valgt at sætte et sværd på ryggen og hans stav holdt han fast knyttet i hånden. Det lange hår var sat op i en hestehale, de krystalblå øjne så vrede ud og da han åbnede munden kunne man se at hans varulve tænder var fremme. Tiden var inde, han lande foran hospitalet så han folk strømme ud, de fleste med skræk malet i ansigtet. Daario blev bekymret, hvad vis de havde fået fat i hende? han rystede på hoved, lige meget hvad måtte han kæmpe, han ønskede ikke at leve i en verden hvor garden reagerede, de troede de var så seje men hvad ville de kunne stille op hvis de miste deres stave? Varulve kunne i det mindste slå fra sig. Daario trak sit sværd, holdet det i den ene hånd imens han i den anden strammede grebet om sin stav, tog en dyb indånding og pustede ud før han maste sig igennem mængden af folk der prøvede at flygte. Han udstøde en høj knurren, og slog sværdet imod en som han regnede med var fra garden, for personen var ved at dræbe en anden mand, men faldt til jorden da Daarios sværd ramte hans nakke og efterlod et dybt sår. Han begav sig videre ind, alle sanser arbejde på højtryk imens han prøvede at se efter hende, hun måtte være her et sted. Han gjorde alt hvad han kunne for at få ramt på de sataner. Han så rundt " Shae !! er du her" råbte han så højt som muligt, før han sendte en besværgelse afsted imod endnu en person. Adrenalinen pumpe rundt i hans krop, og sved dråber begyndt at tegne sig på hans ansigt, men han var ligeglad hun skulle findes.!   

[Deleted]

Jonathan var i dagens anledning på Mungos til noget genoptræning. Han havde efterhånden tilbragt de sidste 15 år i kørestol på grund af en tragisk ulykke, som havde ramt ham og hans elskede hustru tilbage dengang Alyxia ikke havde været særlig gammel.
Glad var han dog, og han havde sin elskede kæreste Sophie ved sin side. Ved siden af ham, stod hans kørestol. Han var efterhånden begyndt at kunne komme ud af den, og bare bevæge sig mere frit, hvilket var fantastisk. I øjeblikket sad han på briksen og med Sophies hånd i sin.
"Jeg sagde det jo.. Bare vent til den dag, jeg helt kommer op at stå igen," endte han tydeligt henkastet til Sophie ved sin side. Smilet afslørede ene og alene, hvad han egentlig var ude på, og hendes reaktion var virkelig det hele værd.

Braget som lød, var noget som hurtigt fik ham til at hæve blikket. Ministeriet var overtaget.. det magiske samfund var ikke sikkert, og han havde en datter og en søn i Azkaban. Han forsøgte at holde sig optimistisk, selvom det virkelig var svært.
"Sophie, kære... tag hjem," sagde han med en direkte alvorlig stemme. Intet ønskede han jo, skulle ske med hende!

[Emmett Peterson]

Emmett var ankommet til Ministeret sammen med Theodore og de andre dødgardister, han var bag ved Theodore sammen med de andre, han glædede sig inderligt til at komme igang med at ødelægge, han elskede at ødelægge ting. Og der var intet bedre efter han var kommet indenfor i garden at være med til at sprede mere frygt og kaos, han nød virkelig den tanke, helt inden i sig.

Han så Theodore hæve sig stav ,hvilket gjorde han selv tak sin stav og gav fat i den unge healer som Theodore havde snakket med han smed ham på gulvet og råbte " DOLOR" og holdte staven retten mod den unge healer, han nyd at se hvordan personen skreg og vred sig. han blev ved og ved, men stoppede så og fjernede staven fra personen, han grinte håneligt og så på Theodore og smilede til ham. han vendte sig mod healeren igen og råbte avada kedavra" det grønne lysglimt fra staven ramte den unge healer som nu lå helt livløs på gulvet.

[Shae Emery Aucaman]

Hun stak hovedet rundt om hjørnet lige i tide til at se en ung healer falde livløs til gulvet og hun gispede. Med staven hævet, svang hun den mod manden, men var ikke engang tæt på at ramme,"Expilliarmus!" Så gik hun i skjul igen, hun havde gjort sin del. Nu skulle hun ud. Men de blokerede jo udgangen! Åh nej, hun genkendte en stemme. Hvis Daario var her nu, måtte det være slemt. Hun vinkede mod ham, førte ham over til sig.
"Jeg er lige her." svarede hun og kastede sig ind mod ham, med ryggen først, så hun ikke var blottet. "Hvad sker der?" spurgte hun med rystende stemme og lagde en hånd på maven. "Hvordan er det du ser ud? spurgte hun videre og så om mod ham. Han så ikke ud til at være klar til kamp, hvilket hun var meget imod. Han skulle ikke være dum og overmodig og give sig til at slås.

[Deleted]

Theodore var under ingen omstændigheder påvirket eller rørt af, at folk skreg og forsøgte at flygte. Det var de færreste, som turde at stille sig op imod ham. Blikket gled mod Emmett, som allerede med det samme, kastede sig i krig med de utilgivelige forbandelser.
Dræberforbandelsen blev kastet, og den første unge healer havde mistet sit liv. Skulle han tude over det? Nej, han havde helt andre ting at tage sig af! "Betragt Mungos, som din legeplads, Emmett," sagde han med en rolig mine. Ganske upåvirket af, hvad der egentlig skete omkring ham.

Theodore søgte ned af gangen og med staven i hånden. I takt med, at folk fik øje på ham, flygtede de i den modsatte retning.
"FIND DEM!" udbrød han denne gang med en fast tone. Hans blik bar endnu det morderiske glimt. Denne gang var det ham som hævede staven. Han kneb øjnene dræbende sammen, inden han svang den. "Avada Kedavra!" udbrød han med en fast tone. Han ramte en mandlig healer i ryggen, som blev kastet adskillige meter igennem rummet, og faldt livløst til gulvet. Han søgte til den første stue. Han skulle nok finde dem før eller siden!

[Emmett Peterson]

Emmett smilede stort som han nød at se den unge healer ligge livløs på jorden, han grinte og så på sin fætter. " det vil jeg gøre kære efter" sagde han og smilede stort, da en Expilliarmus fløj lige forbi ham, han smilede koldt og så hvor den kom fra, han rettede staven mod stedet og råbte "Avada Kedavra!" mod sted for i håb at ramme personene der sigtede mod ham før. Han fik øje på en mand der tydeligvis ville kæmpe på gammel dags maner, han flyttede sig hen mod ham og råbte " DOLOR" mod manden, han elskede det her allerede, bare at kunne gøre som det passede ham, men han viste også at han skulle lede efter to personer som Theodore ville have fat i, han begav så væk fra området han havde stået i og over mod trappen.

[Deleted]

"Det står ikke til diskussion, kæreste. Jeg vil gerne have at du tager hjem," sagde Jonathan denne gang med en hård stemme. Han havde mistet Alyxia og Mattheus, og han ønskede jo ikke, at der skulle ske hende noget!
"Du tror da ikke, at jeg efterlader dig her, gør du?" spurgte Sophie med en hård og næsten panikslagen stemme. Selv hendes elskede børn måtte være i Azkaban, og selv det, var jo noget, som gjorde hende panisk nok i forvejen. Hun rejste sig fra pladsen ved siden af ham, for at gribe fat om kørestolen, som hun rullede hen foran ham, så han kunne komme i den. Han var nok ikke enig, men det var hun ligeglad med.
"Vi skal herfra nu, Jonathan," sagde hun bestemt. Jonathan havde respekten for hendes stædighed, men det var bare ikke nu, at hun skulle give udtryk for den overfor ham. Han var gammel Ministeriel ansat. Det lå ikke bare til ham at stikke af på den måde. Dødsbesværgelser, samt råb og skrig, kunne man høre ude på gangen. Han bed tænderne sammen.
"Tving mig ikke til at gentage mig selv. Sophie, giv mig min stav, og søg hjem," sagde han igen. For nu var han rolig udenpå. Indvendig, var en helt anden sag. Han ville jo ikke have, at noget skulle ske hende.

[Daario Farrell]

Daario drejede hoved, lige i tide til at se en healer ende livløs på gulvet, men lyden af en anden stemme fik ham til at hæve øjenbrynet. Kunne det virkelig være den nye minister? Daario fik en trang til at følge efter ham, men nåde det ikke for han hørte en velkendt stemme. Men også en besværgelse der blev kastet imod hende, men den ramte langt fra og der gik ikke lang tid før han havde fat i hende. Daario så på hende" Du skal ud her fra, og det er nu!" svarede han hende, med en alvorlig tone i stemmen. Han vidste at han måtte fortsætte, se om han kunne få ramt på nogle af de bæster, men hun skulle ikke med ham. Mere nåde han dog ikke at tænke før en smerte skød igennem hans krop, ud af øjenkrogen nåde han lige at se den der havde ramt ham, og den person skulle ikke slippe godt afsted med det. Men smerten fortog sig, fik han hende hurtigt løftede op i sine arme for at bære hende hen imod udgangen " tag hjem, jeg kommer hjem til dig så snart jeg er færdig" svarede han fast. Kyssede hendes pande, før han slap hende og vendte ryggen til for at forsvinde indenfor igen. Sværdet var igen i hans hånd og staven, knugede han hårdt i den anden, imens han begav sig afsted imod der hvor mand der havde ramt ham, var forsvundet hen. Han kæmpede sig afsted, blev ramt af lidt af hvert men det stoppede ham ikke, han ville have hævn over de varulve der var slået ihjel af garden. Daario hastede afsted, nåde at se skyggen af personen fra før og sendte en døds forbandelse efter ham i håb om at den ville nå at ramme. Hans tænder var blottet og blikket fuld af vrede, han ville kæmpe til det sidste håbede lidt på at han ikke var den eneste som, var ude på at få ramt på dem, for så var han i store problemer. 

[Shae Emery Aucaman]

Shae så forvirret til og forstod ingenting. Daario var der, havde det med varulve at gøre? Men alle var mennesker, magikere der slog andre magikere ihjel. "Det er fejt!" skreg hun ud i luften. Man angreb ikke et hospital.
Hun kom til at skrige, da en utilgivelig besværgelse blev sendt efter hende og derefter blev hun helt klar i hovedet. Hun knugede sin stav, hun skulle ikke dø i dag.
Inden hun vidste af det, havde han samlet hende op. "Sæt mig ned, din idiot, du ender med at blive ramt! Daario, jeg vil ikke have at du bliver ramt. Pas på dig selv, kom hjem til mig og vær okay. Jeg skal nok lappe dig sammen." Hun trådte uden for og kaldte et sidste, "Jeg elsker dig!"
Uden at tøve svang hun sin stav og transfererede sig væk. Hendes ufødte barn skulle ikke skades, aldrig nogen sinde.

//out

[Deleted]

Stue på stue gennemsøgte Theodore, uden egentlig at finde noget som helst, hvilket kun gjorde ham mere og mere irriteret, hvilket ikke ligefrem var noget som gavnede hans humør det mindste. Det kunne simpelthen ikke passe, at de var kommet fra Azkaban, uden at blive tilset af en healer eller lignende! At selv varulve måtte blande sig, var en sag ukendt for ham. Det var et væsen, som fortjente at blive aflivet!
Staven svang han med det samme, hvor døren omgående måtte splintres og ødelægges, da han nåede den næste stue, som lå på denne gang. Hvad han dog mødte på den anden side af døren, var egentlig ganske interessant. Et kort træk fandt vejen frem til hans mundvig. Ganske vidst ikke ligefrem dem, som han søgte efter, men det var nogen. Et helt andet glimt meldte sig i hans øjne. "Jonathan," endte han med en rolig stemme. Hans kære lillebror.

Med rolige skridt, søgte Theodore over dørtærskelen. Hvem kvinden måtte være, vidste han ikke, og et sted kunne han være ligeglad. Folk rendt rundt på stedet, råbte og skreg, for at komme derfra, og han kunne ikke være mere ligeglad.

[Deleted]

"Kære Sophie, det her er farligt, og jeg ønsker ikke du skal komme noget til," sagde Jonathan med en tydelig alvorlig stemme. Selv hans udtale var blevet meget bedre igennem den seneste tid. Han måtte jo bare forsøge at holde sig selv ved lige, selvom det på ingen måder var nemt. Ikke med hans elskede børn i Azkaban, og han kun havde Sophie til at holde sig oppe lige nu.
"Jeg tager ikke nogen ste..!" Mere nåede Sophie dog ikke at sige, før døren nærmest eksploderede. Hastigt trak hun sig mod den anden side, hvor hun vendte blikket mod Theodore. Selveste Theodore stod der. Hendes hjerte startede automatisk med at hamre.
Jonathan vendte blikket direkte mod manden.. Hans kære storebror. Han knyttede den ene næve let. Så meget bevægelse havde han endnu ikke fået i den anden del af kroppen.
"Theodore," hilste han med en næsten rolig stemme. Han rakte den ene hånd ud mod Sophie, men uden at slippe manden med blikket. Theodore var utilregnelig. Han tog ikke nogen chancer!

[Deleted]

At Theodore skulle møde sin kære lillebror her, var da en overraskelse. Hverken glædelig eller det modsatte. Han kunne faktisk ikke rigtigt.. huske noget omkring den mand? Han kneb øjnene kort sammen, inden han vendte blikket mod kvinden i stedet for. Jonathan var ikke nogen trussel i hans situation.
Theodore lod langsomt hovedet søge på sned. "Ser man det. Du har endelig fundet en, efter alle de år," kommenterede han med en sigende mine. Var det ikke sjovt, hvis man kunne ødelægge det? Bare fordi at man kunne?
Et kort og kynisk smil bredte sig på hans læber, som en kulde pludselig lagde sig i hans øjne. "Så lad os se, hvor meget hun reelt kan holde til," endte han med en fast tone. Denne gang var det ham som rettede sig op. Han svang staven hurtigt, kraftigt, men elegant. "Avada Kedavra!" udbrød han med en fast tone. Den grønne dræberforbandelse, søgte direkte mod Sophie. Hvem kvinden var, var han ligeglad med. Kunne han såre folk, og samtidig markere et statement, så var det vejen frem for ham.

[Deleted]

"Theodore.. Du rører hende ik..." Jonathan måtte tie omgående, som det gik op for ham, at Theodore rent faktisk havde tænkt sig at handle på det.
Fødderne lod Jonathan ramme gulvet med det samme, idet han forsøgte at rejse sig op. Benene gav efter under han med det samme, da han slet ikke havde styrken til at gøre det her endnu.
"Jonathan.." endte Sophie panikslagen, selvom det var for sent. Hun nåede knapt at reagere, før forbandelsen var sagt, og den dødelige grønne stråle ramte hende direkte i brystet. Selv hun blev kastet direkte ind i den bagerste mur, hvor hun faldt slap og livløs tilbage på gulvet.

Jonathan satte hænderne direkte i gulvet, for at hæve sig. En tung knude meldte sig for alvor i hans bryst, alene ved synet af den døde Sophie. Hans mine ændrede sig fuldstændig til at blive tom og intetsigende.
Ikke så meget som et eneste ord brød Jonathans læber, da han kravlede hen over gulvet med en tydelig skælven i hans krop og sind, hvor han tog fat om hende og rev hende ind i sin favn. En enkelt tåre tillod han at trille ned af hans kind. Liget af Sophie knugede han direkte ind mod sig, inden han vendte blikket mod Theodore. Kunne han ikke bare få det overstået?!