Du må ikke gå.

[Daario Farrell]

Daario betragtede hende, hun virkede ligeså beslutsom som ham, og han ville virkelig ønske at dette forhold ville vare ved. Han måtte have hende i sit liv, de dage han havde været væk fra hende, havde været frygtelige, han havde drømt om hende hver nat, ikke kunne tænke på andet end hendes smukke ansigt. Og nu stod de der, begge enige om at barnet skulle beholdes, at han skulle være far, han måtte blive en bedre far, og han kunne næsten ikke vente til at det skulle ske. Deres barn ville blive en smuk lille skabning, men desværre arve hans varulve gen, da det var stærkt og medfødt, men han vidste jo hvordan man skulle undervise i at lære andre at styre deres evner. Så han kunne vel også lære sit eget barn det, men mere nåde han ikke at tænke, for hun kiggede på ham og trak sig ind til ham. Blidt lagde han armene omkring hende, hun virkede bange " jeg var nød til det, jeg kunne ikke holde ud at se ham i øjnende efter alt hvad han havde gjord" sagde han stille, imens han blidt strøg hendes hår" jeg kan ikke love det, men jeg vil gøre mit bedste, men jeg kan love at jeg ikke ender i Azkaban" svarede han" husk på at jeg og resten af flokken, må tage kampen op imod garden" sluttede han af, før han kyssede hendes pande. Så smilede han til hende " ja det er jeg" svarede han, og da de kom ind blev de hurtigt fulgt hen til et ledigt bor. Daario rakte hende det ene menukort, imens han selv åbnede det andet for at se hvad der var at spise. Han løftede blikket og så på hende" jeg giver denne omgang, du må tage hvad du vil" sagde han så, før han igen så ned " men nu hvor du ved mere om min baggrunden, må du da grene stille spørgsmål hvis du har nogle?"sagde han blidt. Imens han læste menuen...

[Shae Emery Aucaman]

Hvis man så tingene på den lyse side var det den perfekte måde til at kunne starte en familie. De havde teknisk set allerede startet den da der var begyndt at gro et barn inde i maven på hende. ”Varulve-babyer bliver ikke til varulve før de bliver født, vel?” spurgte hun med rystende stemme. Det var en tanke der først lige var faldet hende ind. Hvis de gjorde, skulle babyen ud af hende i en fart. Det kunne hun ikke overkomme.
”Resten af flokken kan klare sig fint uden dig, det er jeg sikker på.” svarede hun. Det mindede hende om, at hun praktisk talt havde sagt god for at komme til at flytte ind i hvad end det var han boede i, sammen med flokken. Måtte hun sige sit arbejde op?
”Hvis du ender i Azkaban giver jeg dig tæsk.” sagde hun, og smilede. Der var ikke mange sandsynligheder for at hun kunne tæske en mand på hans størrelse, men hun ville gøre sit absolut bedste for at få så mange slag ind. Hvilken tåbe lod sig sætte i Azkaban? Hun fattede ikke at hun sagde det, men hun hørte tydeligt ordene forlade sin mund: ”Hvis du nogensinde kommer ud for sådan et… uheld… kommer du til mig, ikke?” Hun så måske ikke ud af meget, men emnet var alvorligt og det var vigtigt for hende at Daario stolede på hende. Det kunne ikke være svært at håndtere, efter at personen var død. Hun slugte en klump ved tanken. Det var 100% moralsk forkert at tænke på, men ingen mand af Shae skulle ende i Azkaban. Han var jo hendes mand nu.
Hun var ikke så sulten længere. ”De lyver ikke når de snakker om morgenkvalme.” sukkede hun. Langsomt tøvede hun. ”Hvordan slog du din far ihjel?” forlod hendes læber.

[Daario Farrell]

Daario betragtede hende let, men rystede så smilende på hoved " nej bare rolig smukke, hvis barnet arver genet, vil de dukke op omkring 3 års alderen" sagde han blidt. Han ville jo heller ikke have at barnet kunne skade hende, for så havde han sagt nej til det. Han rystede dog så på hoved efter hendes andre ord " det kan de ikke smukke, det er mig der lægger planerne sammen med lederen, jeg er rådgiver og næstkommanderende, samt at nærmest alle i flokken ser op til mig" svarede han, imens han blidt lagde en hånd på hendes knæ. Det var ikke fordi han ønskede at skulle kaste sig ud i det, men det var han nød til, flokken regnede med ham og han havde kendt dem længere end hende. Daario skimtede menukortet, men endte med at beslutte sig for at tage et styk græskartærte og et krus med ingefærsøl, før han så vendt blikket imod hende. Hun var så sød, hun ville endda hjælpe hvis han slog en person ihjel, men det kunne han ikke byde hende" jeg skal nok være forsigtig, jeg gider heller ikke spilde min tid i et fængsel"svarede han roligt, og strøg hendes knæ let " hvad så med noget at drikke?"spurgte han blidt. Da hun spurgte ind til drabet på hans far, hævede han et øjenbryn, det var ikke det han regnede med hun ville spørge om " jeg havde været oppe og skændes med ham, efter jeg vendte hjem fra Hogwarts, og samme nat var det fuldmåne så vi kom op og slås, men jeg fik chancen til at nå hans hals så jeg bed til" sagde han stille. Det var efterhånden mange år siden, men han var stadig glad for at han havde gjord det, for ellers havde faren blot mishandlet flere flok.

[Shae Emery Aucaman]

”Ikke nok med at du er varulv, du er næstkommanderende?” spurgte hun forbløffet. Hun kunne ikke lade være med at blive sur igen. ”Jeg troede bare, at du var som enhver anden.. varulv!” udbrød hun, hvordan end enhver anden varulv så var. Det her var meget mere alvorligt, det betød at han meget lettere ville blive skadet. Den tanke kunne hun ikke lide og det var nu helt sikkert at hun måtte flytte ind hos ham, for at passe på ham.
”Har du nogensinde tænkt på en kur?” spurgte hun og så op. Hun var ikke eliksirbrygger, men det kunne hun hurtigt blive. Hvad som helst der kunne hjælpe og det var ekstra seriøst, nu han var faderen til hendes kommende barn.
”Jeg kunne virkelig godt bruge en drink.” sukkede hun og sendte ham et surt blik. Hun måtte ikke drikke længere. ”Te?” spurgte hun.
Han lød selvsikker i sin handling, men hun kunne ikke støtte op om det. Nok kunne hun forstå og også hjælpe til hvis det endelig skulle være, men hun kunne ikke støtte op om det. Hun kunne ikke lide tanken om at han havde slået ihjel eller tanken om at han ikke fortrød at han havde slået ihjel. Det kunne være derfor han aldrig havde været i et forhold før, kunne man stadig elske, efter man havde slået ihjel?

[Daario Farrell]

Daario betragtede hende, hun virkede pludselig sur over hans titel, men den han havde han efterhånden haft i mange år, og var ikke noget han bare kunne droppe. Han slap let hendes knæ, imens han så på hende med et tænksom blik " rolig nu smukke, jeg har været det i mange år, og jeg er stadig i live, og vil fortsætte sådan " sagde han med en rolig stemme, før han sendte hende et blidt smil " men hvornår, vil du flytte hjem til mig?"spurgte han så, da det kunne være rart at vide hvornår han skulle gøre plads til hende. Det krævede blot at han fik ryddet lidt op og smidt nogle ting ud, men han havde plads nok til både at kunne bo sammen med hende, men også at de kunne lave et børneværelse. Bare tanken om at, der kom liv hjemme hos ham, var rar og han glæde sig til at vågne op ved hendes side "en kur? nej, jeg har det fint med at være varulv " svarede han let, men med en undertone der fortalte at det kunne der ikke laves om på. Daario betragtede hende let, men nikked så og fik hurtigt fat i en tjener " en kop dejlig varm te, og en græskartærte " sagde han roligt til tjeneren, før personen forsvandt igen. Han så på hende igen og smilede let " er der mere du ønsker at vide?"spurgt han. Drabet på sin far var han faktisk stolt af, for den mand havde ødelagt så meget for ham, at drabet havde været en sejer for ham, at vide at han knækkede den hårde mand. Men hun kunne nok aldrig forstå det, men man kunne sagtens elske selvom man havde slået ihjel.

[Shae Emery Aucaman]

”Nå, men jeg kan ikke lide det.” svarede hun surt. ”Jeg håber du ved, hvad du laver, for jeg bliver simpelthen så sur hvis du går hen og kommer til skade. Jeg gider ikke lappe dig sammen igen, bare fordi jeg er uddannet til det.” Det var spild af tid og resurser, men hun skulle nok lappe ham sammen selvom hun sagde det modsatte.
”Jeg ved det ikke.” sukkede hun. ”Men kan du ikke blive hos mig i nat? Bare for en enkelt nat, så skal jeg nok finde ud af det.” Det var et løfte. Hun skulle lige have tid til at finde ud af hvordan hun skulle sælge sin lejlighed, hvor meget hun kunne få ud af den, og om hun ville sælge den overhovedet. ”Er der stort, der hvor du bor? Hvor ligger det henne? Tror du jeg blive nød til at sige op på Sankt Mungos? Jeg har aldrig været god til at transferere, det giver mig hovedpine. Må man transferere når man er gravid?” Der var så mange spørgsmål, som hun ikke kendte svarene til. Daario kendte dem sikkert heller ikke. Der var virkelig mange ting hun ønskede at vide, men det var ikke ting om hans varulve baggrund. Hun gad ikke tænke på alle de ting lige nu. ”Jeg ønsker ikke at vide mere.” sagde hun.