Kejtet genforening

[Evan Riley]

Det var begyndt at blive en anelse akavet, syntes han. Hvad skulle de egentlig snakke om? De havde jo ikke set hinanden i så lang tid. Gamle dage? Skulle han sige noget om gamle dage? Han åbnede munden, men Caleb kom ham i forkøbet, ved at fortælle om en brækket arm. ”Virkelig?” Evan kiggede på den høje dreng og smilede en anelse. Ikke fordi han var glad over at Caleb havde brækket sin arm. Det var mere et nervøst smil, hvis de nu skulle til at snakke om ar og brækkede lemmer. Han så til, som Caleb viste ham hvor han nu måtte have et ar og han nikkede en gang ved tanken. Lige siden han var blevet angrebet at sin gamle professor, i varulve-form, havde han ikke været så god til ar, nu hele hans overkrop og hans skjulte nakke var dækket med både små og store ar følte han, at det var nok. Det var ikke noget han brød sig om at se på, eller snakke om, men han havde da sit ben, at fortælle om? ”Jeg lavede nogenlunde det samme, bare på benet,” fortalte han, ”Der var en pige det ramte mig med en, eh, et bat. Det er derfor jeg går en smule spøjst.” Grynte-grinede han. Det var faktisk slet ikke morsomt, eller lidt måske. Hvi han havde været tilskuer til kampen havde han da grinet ved synet, og bagefter brækket sig over den forfærdelige lyd bagefter. Evan undlod dog at fortælle om sine kradse- og bidemærker. Det var jo ikke fordi Caleb nogensinde ville komme til at se dem alligevel.

Et undrende udtryk gled frem på drengens ansigt, da Caleb fortalte, at han nu var bartender. Overraskende, for han virkede ikke som sådan en type. ”Det kender jeg én som vil bliver glad for at høre!” Sagde han, til det med at Caleb nu kunne blande hvad som helst. Evan havde ikke fået et arbejde. Evan havde faktisk ikke lavet noget som helst, siden han gik ud af skolen og nu hvor hans gamle barndomsven stod og fortalte hvad han nu lavede og hvad hans planer var, kunne Evan ikke lave være med at få en dårlig fornemmelse i maven. Fornemmelsen blev kun værre af, at Caleb nu begyndte at spørge, om han ikke havde planer om uddannelse… Om han bare skulle babysitte resten af livet. ”Øh, nej, altså… Jeg…” Han vidste ikke rigtig hvad kan skulle svare, for han havde aldrig rigtig haft en plan om, hvad han ville være når han en gang blev voksen. Da han var mindre ville han være brandmand, men ville alle små drenge ikke det? Og så havde han jo ikke rigtig kunne lave noget siden ulykken. Han bed sig næsten irriteret i underlæben. ”Jeg har ligget syg i ret lang tid,” forklarede han. ”Så jeg har ikke rigtig kunne lave noget.” Var det bare en dårlig undskyldning? Det var jo ikke fordi det var løgn, men han vidste jo bare i virkeligheden ikke hvad han ville. Kunne han overhoved noget?

”Øhm, hvad har du ellers lavet?” Prøvede han, for endnu en gang at køre samtalen over på Caleb. Han blev hel dårlig over at snakke om sine fremtidsplaner.

[Caleb Shaw]

”Ja. Det er den eneste gang jeg har brækket noget.. Mine forældre blev så sure. Men vi vandt!” Ikke på grund af Caleb, burde han vel egentlig nævne, men det gjorde han ikke. Det var unødvendig information at han ikke havde lavet andet end at brække armen. ”Et bat?” spurgte han og trådte et skridt væk, så han kunne gå sidelæns og derved bedre se på hans ben. Som han havde sagt, gik han og haltede en smule, men det var ikke nok til at man bemærkede det uden at vide det var der. Caleb havde da slet ikke lagt mærke til det. ”Jeg vidste ikke, du spillede baseball.” sagde han og vendte sig for at gå normalt igen. Det var den første sport der involverede bat, han kom i tanke om. Han vidste slet ikke, at Evan spillede noget som helst.
Det var sådan folk plejede at reagere, når han fortalte om sit arbejde. Overraskelse, og så noget med hvor sejt det var, eller at han burde give dem noget gratis. Det var dem på hans gang der havde været sådan, og så var der hans forældre der mente at han var fornuftig nok til at få lov at arbejde på et diskotek. ”Hvem?” spurgte han. Lige som han ikke kendte til hans vaner inden for sport, eller hans kostskole, kendte han heller ikke noget til hans nye bekendte.
Han havde ikke ment det alvorligt, da han havde sagt at han skulle babysitte resten af sit liv, men en eller anden plan måtte han da have. Caleb smilede skævt, ”Tag det ikke så tungt. Min søster ved heller ikke hvad hun vil.” sagde han. Når hun sagde hun ville være sanger og danser, kunne hun ikke mene det seriøst.
”Jeg…” begyndte han, og holdt en lille pause for at finde ud af hvad han gerne ville sige. Det var svært. ”Mine forældre er blevet gift igen!” udbrød han højt, da han endelig kom i tanke om noget han kunne fortælle. Det var da værd at fortælle om. Sidst han havde set Evan havde han boet hos sin far, og hans forældre havde været skilt.

[Evan Riley]

Baseball? Han havde et undrende udtryk i ansigtet i et par sekunder, før han huskede på, at Caleb ikke havde nogen anelse om, at der fandtes en magisk verden. Bat og baseball hørte vel sammen så? Det gav vel meget god mening. Evan nikkede dog, også selvom han ikke anede en dyt om baseball, men han regnede ikke med, at Caleb ville spørge ind til det. ”Jo, jeg spillede en smule, indtil skaden, selvfølgelig,” forklarede han.

”Min, øh, min kæreste,” fortalte han. Vent, vidste Caleb godt, at Evan ikke var til piger? Nej, det kunne han ikke vide, siden de blev adskilt, da de var så unge. Dengang var de så små at de ikke tænkte over sådan noget som kærester og hankøn og hunkøn. Skulle han sige noget? Caleb ville jo sikkert spørge til et navn, eller bare gå ud fra at det var en ’hun’, og det ville vel give flere problemer i længden, ville det ikke? Det lød jo næsten som en komedie-film. ”Lennox,” mumlede han lavt. Hvis han bare sagde et navn behøvede han vel ikke at forklare yderligere? Lennox var jo et drengenavn? Eller… Det var skotsk, men det var da mandligt, var det ikke? Selv for britiske ører? Pokker tage mærkelige skotter og deres mærkelige navne!
Han havde dog ikke så meget tid til, at bande over underlige skotter, da han lige som godt kunne fornemme at de kom ind på et emne, som han egentlig ikke kunne lide at tale om. ’Tag det ikke så tungt,’ det kunne han sagtens sige. Caleb virkede som om, at han havde rimelig godt styr på sit liv, med uddannelse og alt sådan noget. Når Evan stod og blev sammenlignet med drengens søster, gav det ham en irriterende følelse i maven. Han følte sig pludselig dum. Ja, det kunne da godt være at han ikke lige var den skarpeste ske i skuffen, men et eller andet kunne han vel? ”Jeg skal nok finde på noget!” Sagde han, tydeligvis irriteret, et godt tegn på, at de nok skulle holde sig langt væk fra det emne. Calebs pludselige udbrud, gav et sæt i Evan og ligeledes i barnet, som vågnede med højlydt gråd. Han stoppede op, for at tage hende op, med et mindre grynt, da hun føltes en smule tungere end før. ”Fedt!” Sagde han og begyndte, at hoppe en smule med den lille på armen, for at få hende til, at tie stille. Han kunne kun svagt huske, at Calebs forældre ikke var sammen, men nu han tænkte over det, kunne han overhoved ikke huske drengens mor. ”Hvornår blev de det?” Spurgte han, og formåede at lyde interesseret, selvom han egentlig kun stod og tænkte på, hvordan han kunne få Alice til, at holde op med at græde.

”Gider du, at køre vognen?” Spurgte han og nikkede imod den sorte barnevogn, idet han begyndte at fortsætte fremad.