Min helt!

[Ana Zahariev]

Daniel King

Klubmusikken der spillede var overdøvende, monoton og ganske kedelig, når man var vant til musik hvor der blev sagt mere end tre forskellige sætninger, men det passede til publikummet der svajede og hoppede rundt meget tæt op ad hinanden på det alt for lille dansegulv. Udenfor var der hamrende mørkt.

En kvinde, der så lidt usikker på i de høje hæle hun helt sikkert ikke havde mestret at gå og ikke alene danse i, var til at spotte siddende i baren. Hun var iklædt en sort, lårkort kjole, der gjorde hende et par år ældre end hun var.

Danseklubben var lille, men en af hendes favoritter af samme grund. Hun kendte bartenderen og kunne som oftest drikke gratis – og når hun ikke kunne, fik hun folk til at betale for sig. Det var sjovt, de små tricks man efterhånden lærte, der gjorde folk villige til at bruge deres penge på hende. Ana var ikke alene i baren. Ved hendes side, ret tæt op af hende, stod en ung mand og talte sødt i hendes ører. Hun fnes.

Det var selvfølgelig ikke andet end pis og papir, når hun blev lovet guld og grønne skove, men hun kunne godt lide tanken om det alligevel. Som hun, fordi hun sådan hadede at vente, bøjede sig ind mod ham for at give ham et kys, blev hun næsten revet ned fra stolen. Han havde hevet skuldertasken af hende, hvori hun opbevarede ting så som alle sine penge, sin muggler-mobile genstand og vigtigst af alt, sin tryllestav.

”Hey!” skreg hun så højt, at det rent faktisk kunne høres over musikken, hvilket vendte et par ansigter, men der var ingen der reagerede på manden der sprintede mod udgangen med hendes taske.

[Daniel King]

Det var en støjende aften, syns Daniel da. Han var inde på et af de mindste Diskotekker han havde været på før. Og ham som festede en del, selvom han ligner en ung uskyldig mand. Han var iført det samme tøj som altid. En grå T-Shirt og nogle helt almindelige bukser. Han havde nu i noget tid lejet en meget lille bolig som han kunne være i når han kom til England og til når han kom tilbage. Og han var næsten helt modsætning til sin tvillingebror Josh, som gik i fin skjorte eller jakkesæt og kun gik til offentlige familie fester. Daniel stod med sin Ildwhisky i hånden og tog en tår her og der. Han kiggede meget rundt og rundt. De fleste stod på danse gulvet og hoppede tæt på ét lille dansegulv, derefter

kiggede han op i baren.

Der var kun to bartendere, den ene var en praktikant og den anden fuldansat, det vidste han. Ellers var der en ung pige som stod og, ja flirtede med en anden lidt ældre fyr. Han stillede den tomme flaske på disken ved siden af ham mens musikken blev højere og højere. Så han begyndte at gå mod udgangen. Han var dog fuld, men ikke nok til at høre en ung piges stemme råbe. Han kiggede tilbage og så den anden fra baren igen og manden hun stod med som havde tagen hendes taske. Han skulle også ud af denne dør. Som den ukendte mand løb tættere mod ham stod han helt naturligt men da han løb forbi spændte Daniel benet ud for ham, så han væltede. Han tog tasken og kiggede på ham med et truende blik og vendte derefter kursen over mod baren. Som han nåede derhen rakte han tasken ud til hende  og smilede. "Hér" Sagde han med et skævt smil. "Må man spørge den uskyldige unge kvinde hvad De hedder?" spurgte han charmerende, da det var en af hans stærke sider.

[Ana Zahariev]

Hun hoppede ned fra barstolen og satte efter ham, alt for langsomt, hvilket fik en dyb irritation til at glide gennem hende. Det var fandme noget pis, at hun ikke kunne løbe hurtigere i de høje hæle.
Ana stoppede op midt på dansegulvet mellem de dansende mennesker, da en høj fyr tacklede personen der var rendt med hendes taske og gik ham derefter i møde.
”Hvorfor sparkede du ham ikke, eller sådan noget?” nåede Ana lige at vrisse inden det gik op for hende at han stod med hendes taske i hånden. Hun skruede et charmerende smil på, da hun så op på ham igen. ”Tusind tak skal du have. Jeg hedder Ana.” sagde hun og tog imod tasken. ”Hele mit liv er i den her taske, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden den.” Det var bogstaveligt talt. Siden hun ikke havde noget fast sted at bo, havde hun alle sine ejendomme i den lille taske, som hun indvendigt havde forstørret med magi.
Hun sendte manden et hurtigt blik. Han var ikke grim at se på, det var helt sikkert, og han havde lige reddet hendes dag. Eller nat. ”Tusind tak.” sagde hun igen og rakte ned for at tage hans hånd så hun kunne føre ham helt hen til baren igen, hvor hun satte sig op på en barstol og signalere til at han skulle sætte sig ved siden af hende. ”Må jeg ikke købe dig en drink?”