Take me or leave me

[Deleted]

Tag: Evan Riley

Lennox kunne endnu genkalde den aften, hvor han og Evan var blevet væk fra hinanden ude i byen og en eller anden trunte havde taget hans telefon, så de ikke havde kunnet få fat på hinanden igen. Han huskede, hvordan pigen skamfuldt var kommet tilbage til ham med telefonen, fordi alarmcentralen havde haft ringet til den. Han havde brugt resten af aftenen på at sidde ude på en bænk og bare vente på, at de ville forsøge at få fat på ham igen, hvilket de heldigvis havde gjort i sidste ende, hvor han havde taget den med det samme. Han huskede også hvordan, han havde fået sig et seriøst forklarings problem, da han var ankommet til hospitalet knap et minut efter, han havde lagt røret på, fordi han tankeløst havde transfereret sig derhen, efter de havde informeret ham om, hvad der var sket med Evan, mens de havde være adskilte. Heldigvis havde folkene på hospitalet ikke spurgt videre ind til hans hurtige ankomst, da han havde været alt for bekymret for knægten til overhovedet at have kunnet besvare deres spørgsmål. Han kunne også tydeligt genkalde, at han var flippet fuldkommen ud på et par sygeplejesker, der åbenbart ikke ejede situationsfornemmelse og havde forsøgt at flirte med ham i al hans bekymring. Forsøgt at trøste ham på en alt for kropslig måde, der til sidst havde fået ham til at gå fuldkommen amok over det, og da var han blevet smidt ud. I hvert fald indtil han havde fået en smule selvkontrol tilbage.
Der var ikke gået mere en knap en time, inden han var kommet tilbage, og siden da havde han stort set ikke forladt drengens side. Kun når det var nødvendigt. Han var en arbejdsnarkoman, så selvfølgelig var han taget på arbejde hver dag, men han var kommet direkte tilbage til hospitalet og var blevet der igen bagefter. Der havde også været et tidspunkt, hvor drengens forældre var kommet forbi med en kasse fyldt med nogle af hans ejendele. De var blevet der lidt, men havde ikke rigtigt foretaget sig andet end at kigge misbilligende på ham og Evan, og Lennox havde sørget for at være så provokerende overfor dem, som han overhovedet kunne. Han vidste jo trods alt godt, hvordan de havde behandlet drengen, og det ville være synd at sige, at Lennox ikke var blevet overbeskyttende omkring ham, for det var han i allerhøjeste grad.

Efter Evan havde fået lov til at forlade hospitalet, havde Lennox nakket en eller anden tilfældig bil fra en parkeringsplads, som han havde ladet som om, han havde kørt dem bort fra hospitalet i. Sandheden var nu, at de var kørt knap en kilometer væk, inden de var steget ud af bilen for i stedet at transferere sig tilbage til Glendale. Selvom Lennox havde været en smule tøvende med lige dette valg, da han havde været bekymret for, om Evan nu ville have kræfterne til at kunne tage en transferens. Men de var da begge kommet helskindet tilbage til huset, så den tid havde helt klart været værd at spare.
Lennox bar kassen med Evans ejendele, som drengens forældre havde været forbi med, ind i huset, hvorefter han placerede den på gulvet i stuen, som jo var det første rum, man trådte ind i. Han vendte sig om for at kigge bekymret på Evan. "Vil du ikke i det mindste fortælle mig, hvad der skete?" Spurgte han bedende, da drengen endnu ikke havde fortalt ham det. Men nu var der jo i det mindste ikke andre mennesker til stede, og det var helt klart, at knægten havde fået tæsk af en eller anden, og ligeså snart Lennox vidst, hvem der havde gjort det, så skulle vedkommende komme til at fortryde det bittert.

[Evan Riley]

Det var ikke så meget han kunne huske, det hele var temmelig sløret. Han kunne huske at det havde gjort ondt, meget ondt, grænseoverskridende ond! Da han åbnede øjnene igen, var det kun i få sekunder af gangen, men han kunne da huske at han lå og kiggede op i et alt for hvidt loft, han kunne huske bib-lyde, folk som snakkede til ham, men han svarede ikke og han kunne huske Lennox, som havde stået og råbt af en dame, eller var der to? Han havde ikke bekymret sig om det, på det tidspunkt, og der var heller ikke gået lang tid, før han var væk igen. Han havde sovet så meget, men da han endelig åbnede øjnene igen og var vågen længe nok til at føre en lille, kort samtale følte han sig stadig træt, som havde han ikke sovet i flere dage. Han var blevet spurgt, om han kunne huske, hvad der var sket, og uden at tænke over noget som helst have han svaret nej. De havde også stillet ham en masse andre spørgsmål, som han slukøret havde svaret på, alt imens hans trætte øjne var rettet imod Lennox, som sad og stirrede bekymret tilbage.
Evan vidste ikke hvor mange dage han havde været væk, men da han endelig var så vågen at han fattede hvad der skete rundt omkring ham, kunne han mærke hvor sulten han var og han havde bedt om mad, hvilket havde fået sygeplejersken til at smile. Igen var han blevet spurgt, hvad der var sket, men igen havde han kort svaret, at han ikke kunne huske det. Det var løgn, for han kunne meget tydeligt huske hvad der var sket, helt op til han dejsede om, men han havde ikke tænkt sig at fortælle det. Han havde på ingen måde lyst til, at fortælle nogen som helst, at han var blevet angrebet af sin gamle professor, som han havde været besat af, i flere år. Især ikke til Lennox. Sådan som hans humør var, så turde drengen næsten ikke at fortælle ham noget som helst, hvilket også var derfor han bevidst havde styret omkring spørgsmålet, eller simpelthen bare ladet som om at han var faldet i søvn, hver gang manden spurgte. De eneste som ikke havde spurgt ham hvad der var sket, var hans forældre. Han havde været overrasket over at se dem, og det var tydeligt at se på ham at han var nervøs over at se sin mor igen, efter hvad hun havde gjort. Han så ikke på hende, men nikkede kun og rystede på hovedet, hvis hun stillede ham et spørgsmål og han lukkede øjnene fuldkommen i, hver gang Lennox åbnede sin store mund, for at sige noget, som fik hans mor til at blive fuldstændigt rød i hovedet af raseri. Overraskende nok, var det hendes eneste reaktion, og der gik ikke længe, før de sagde farvel og gik.

Da han endelig havde fået lov til at gå havde han været fuldkommen lettet. Han brød sig på ingen måde om hospitaler, så han var så glad, at han næsten ikke råbte af Lennox, da manden huggede en uskyldig persons bil, bare for at kører dem et par kilometer væk. Den mand, blev stensikkert hans død en dag, men lige nu orkede han hverken at diskuterer eller råbe, så det endte med, at de alligevel tog bilen og derefter transferere hjem. Drengen fik næsten ikke engang kvalme af at transferere, men han tænkte alt det han var blevet dopet med på hospitalet, nok havde hjulpet en del. Det havde dog ikke taget hans halten væk, og han havde fået tildelt et par krykker, så han kunne støtte sig til noget, imens han blev god igen, hvilket han jo egentlig var ret taknemmelig for.
Lige så snart de var kommet ind, styrede drengen imod sofaen, så han kunne sidde ned, og han smilede kort til manden, som havde stillet ham det samme spørgsmål som han havde hørt og svaret på, så mange gange på hospitalet. Lennox var nok ikke så godtroende som hospitalspersonalet... Eller også var det bare fordi han kendte det ansigt Evan lavede, når han løj. Men han kunne nok ikke dukke spørgsmålet denne gang. ”Det var ikke hans skyld,” mumlede han, og kløede sig på halsen, hvor han var blevet syet sammen mest. Det krævede en del at holde op med at klø i det, en viljestyrke som drengen slet ikke besad. ”Det var et uheld, og nu snakker vi ikke mere om det!” Bestemte han og lod sine øjne søge rundt i stuen. Et lille smil krøb frem på hans smalle læber, de han så alt tøjet på gulvet og papirer, som var blevet revet med i forbifarten. Et godt tegn på, at manden kun havde været hjemme for at skifte tøj, og ikke har haft tid til noget andet. Drengen kunne jo næsten ikke være sur på ham, når han vidste at han selv var grunden til rodet.

”Har du husket at spise noget, imens jeg var indlagt?” Spurgte han og smed krykkerne på gulvet, så han kunne smide sine ben op på sofaen og læne sig tilbage. Han vidste at Lennox godt kunne finde på at 'glemme' at spise, men han havde egentlig også bare spurgt, for at snakke om noget andet.

[Deleted]

Det havde nærmest været en underdrivelse at sige, at Lennox havde været bekymret for Evan. Eller rettere sagt, så var det klart en underdrivelse. Han havde været på grænsen af ren panik for hver dag, knægten lå inde å det Fandens hospital. Selv havde han prøvet at havne sådan et sted, efter hans såkaldte stedfar havde mildest talt smadret ham. Dette havde selvfølgelig også givet ham anledning til at stikke af fra hospitalet og dermed hans mor og hendes bande. Men han havde jo også været en betydeligt større fyr, end nu Evan var, selvom han måske havde været et par år yngre. Men Evan var jo ret lille i forhold til Lennox, og det ville han også have været den gang, og der var bare et eller andet ved det, der blot gjorde ham endnu mere bekymret for knægtens helbred. For selvom han havde haft lyst til at græde af glæde, da lægerne havde fortalt ham, at han nok skulle komme sig helt igen efter noget hvile og noget smertestillende, så kunne han alligevel ikke lade været med at tænke på drengen som et skrøbeligt lille nips, der var faldet på gulvet og nu måtte sættes sammen med største forsigtighed.
Han havde erkendt det. Selvom han var en af de mest selvbedrageriske person, der ville kunne findes på planeten, så havde han erkendt det. han var blevet forelsket i drengen. Normalt var det ikke noget, han ville have lyst til at indrømme over for sig selv, og da specielt ikke, når han vidste, at det aldrig nogensinde ville kunne komme til at ske. De havde jo en aftale med, at han bare skulle lade som om, han holdt af drengen, så han var jo nok ikke selv med på at tage det til at mere følelsesmæssigt plan. Men ikke engang Lennox kunne benægte sine følelser længere. Det havde stået klart for ham knap en uge efter, han officielt var flyttet ind, at han virkelig ikke havde lyst til at give slip på Evan igen. Også selvom han blev nødt til det på et eller andet tidspunkt, når knægten fandt en anden, der naturligvis var meget bedre en Lennox selv, der jo ærlig talt ikke havde så meget at kunne tilbyde. Alle de personer, han havde været så uheldig at elske havde på en eller anden måde altid endt med at knuse ham i sidste ende. Han havde ellers prøvet så hårdt på ikke at falde for nogen igen, så det ikke ville ske igen, og han kunne ikke lade været med at forbande denne forelskelse, der havde ramt ham.
Lennox kneb øjnene en smule sammen over Evans svar på spørgsmålet. Hvordan kunne han forsvare sin angriber på denne måde? Havde han ikke været i så dårlig stand, som han unægteligt var nu, så havde Lennox presset mere på for at få afvide, hvem der havde gjort det mod ham. Men det blev ikke lige nu. Han var bange for at stresse drengen eller sådan et eller andet, for han måtte da næsten også have sig en massiv hovedpine eller noget i den stil. Overreagerede han? Sikkert ikke, for Evan havde jo ikke skældt ud på ham... Endnu i hvert fald, og det måtte da være et godt tegn, Også taget i betragtning af, at det her nok var det længste, drengen havde afholdt sig fra at skælde ham ud for et eller andet. Selvom det var en smule rart til en forandring, så kunne havde heller ikke lade være med at bekymre sig over det. Det var jo totalt unormalt, når det kom til Evan, der jo havde opdaget Lennox' rent faktiske jeg.
"Fint," sagde Lennox og lukkede døren efter dem. Eller han mumlede det nok rettere, da han nu alligevel var lidt bange for, at Evan måske havde brugt hele hospitalsturen på at opbygge et langt, langt skænderi, der bare ventede på at kunne blive brudt ud. Og han var vel også en smule skuffet over hans svar, men det var en anden sag.
Han gik hen og satte sig ved siden af Evan, hvorefter han kløede sig i nakken. Han havde heller ikke specielt meget lyst til at svare på netop det spørgsmål. "Jeg har spist, hvad der har været brug for," endte han med at svare og skiftede da hurtigt emne igen. "Men... Hvordan har du det?" Spurgte han og kiggede bekymret på knægten. Han så stadigvæk forfærdelig ud, og han var næsten bange for, at bare det mindste lille vindpust ville kunne få ham til at falde fra hinanden.

[Evan Riley]

Evan ville lyve hvis han sagde, at han ikke bare nogen gange følte lidt for meget for Lennox, end det var meningen at han skulle. Der var bare de dage, hvor han kunne mærke at han bare elskede at Lennox var i hans liv, og så var der de dage hvor han hadede sig selv, for at lokke manden ind i sådan et forhold, som ikke gjorde andet, end at tage alt hans tid, for ikke at sige plads. Det var nok ikke så sjovt at have en teenager i huset, og især ikke en humørsyg, hormondrevet én som Evan. Det havde på ingen måde faldet ham ind, at Lennox var blevet forelsket i ham. De levede jo, sådan set allerede som om de var i et forhold, så der ville nok heller ikke være den store forskel i, hvordan de behandlede hinanden.

Jo utroligt det end lød, havde Evan faktisk, for en gangs skyld, ikke lyst til at skændes med Lennox. Eller, selvfølgelig havde havde han ikke lyst til at skændes, det var ligesom bare noget der skete, som han ikke selv kunne styre, men lige nu, kunne han overhoved ikke finde noget at være sur eller irriteret over. Det var nok medicinen, som gjorde ham lidt træt. Han følte sig i hvert fald lidt sløv i hovedet, men samtidig følte han, at det hele nu var en lille smule bedre, kun fordi han endelig var kommet hjem igen. Det var det jo også. Alt føltes så hektisk på hospitalet, som om han bare tog alle lægernes tid, når de ligeså godt kunne tage sig af alle de andre patienter. Derfor var han også taknemmelig for, at Lennox bare stoppede samtalen dér. Lige nu havde drengen bare brug for, at tage det hele i sit eget tempo... Måske endda lidt langsommere.

Ligeså snart Lennox havde sat sig ned, lænede Evan sig op af ham, og det gik hurtigt op for ham, hvor meget han havde savnet lidt nærkontakt, siden manden næsten nægtede at røre ved ham imens han lå indlagt. Det var jo ikke fordi han gik i stykker. Hvis han kunne overleve et så voldsomt et angreb, kunne han også overleve et dumt, lille kram i ny og næ.
”Spist hvad der har været brug for?” Gentog drengen, med et opgivende blik. Det betød som regel 'næsten ingenting', hvilket han på ingen måde var tilfreds med. Måske var det manden der havde hugget hans dessert-budding, på de dage hvor han var faldet i søvn, før han blev helt færdig med at spise? På den ene side håbede han det lidt, på den anden fortjente manden et slag eller to, siden han udmærket godt vidste, at det var det eneste som Evan rent faktisk gad at spise. Han burde virkelig have spist dem først, i stedet for at gemme dem til sidst.
Evans øjne søgte opad, så han kunne se op på den høje mand, men der gik ikke længe før, han fik ondt i nakken og stirrede ned på mandens lår i stedet. ”Jeg har det som om, jeg kunne løbe et maraton,” grinte han og fjernede et hår fra mandens bukser, som han skubbede ned på gulvet. Han havde alligevel tænkt sig at støvsuge senere... Eller også kunne han måske få Lennox til det, manden skulle jo lære det og han ville sikkert alligevel ikke have at Evan bevægede sig. ”... Et meget kort og ensomt maraton,” sukkede han. Han vendte sig væk fra Lennox for, i stedet at læne sig op af sofapuderne. Hvor var det surt. Han havde virkelig troet på, at han ville ende sammen med professoren på én eller anden flippet måde og nu lå han i en sofa, gennembanket og alene. ”Min mor havde ret. Jeg kommer til at brænde op i Helvede... Alene og med én eller anden form for trefork oppe i røven, eller hvad det nu var.”

[Deleted]

Hvorfor skulle det her også ske? Eller rettere sagt: hvorfor skulle det ske for Evan? Han havde jo ikke gjort noget galt! Eller havde han? Lennox forsøgte i hvert fald at bilde sig selv ind, at drengen var fuldkommen uskyldig. Han havde jo ikke fåret historien, selvom han da havde tigget rigeligt efter den. Men der måtte jo på den anden side set også være en god forklaring, at drengen var så modvillig til at fortælle det. Hvis han ikke havde gjort noget galt, så burde han da være mere end villig til at fortælle, hvad der var sket. Eller i hvert fald hvem, der havde gjort det. Det lød jo faktisk rimeligt meget som om, han var klar over, hvem det var. Men selv hvis det nu bare var fordi, det endnu var så tæt på begivenheden, og han endnu ikke havde lyst til at tale sammen, så kunne det jo ikke nægtes, at han faktisk forsvarede sin angriber. Dette undrede Lennox betydeligt. Et var ikke at gide tale om det, det var vel på sin vis forståeligt nok, selvom det jo var Evan. Men sådan direkte at forsvare gerningsmanden. Han havde jo tydelige beviser på voldshandling, så det kunne jo ikke nægtes, at der var blevet gjort noget ved ham. En tanke slog kort ned i ham. Han havde jo nævnt noget med en eller anden, han havde været forelsket i, den første dag, de havde mødtes. Kunne det have noget med sagen at gøre?
Hans tanker blev dig afbrudt da drengen gentog Lennox' ord med et klart mishag i stemmen, og Lennox ikke helt finde på andet end bare at smile halvhjertet og undskyldende. Hvad andet kunne han gøre? Evan virkede jo heller ikke ligefrem som om, han gad diskutere videre på det, selvom det var noget af en nyhed. Hvis det ikke skulle være helt løgn, så var Lennox faktisk ret sikker på, at det var første gang, drengen ikke tog et potentielt skænderi op. Det fik ham næsten til at have det helt dårligt over det. Evan ville da aldrig bakke væk fra et skænderi... Specielt ikke, når han nu for én gangs skyld rent faktisk havde gjort noget galt. Det måtte det betyde, at han for alvor havde det skidt. Det tegnede i hvert fald på ingen måde godt.
Som drengen lænede sig op ad ham, mærkede Lennox virkelig trangen til bare at kysse drengen med det samme, men havde dog situationsfornemmelse nok til at vide, det det ikke skulle være nu. Han så ikke for godt ud. Ikke at det var det, der generede ham, men han så ikke ud som om, det var lige nu, der skulle hygges... Eller... Ja... Det varede dog heller ikke længe, inden drengen selv lænede sig bort fra ham igen for i stedet at smække hovedet ned i sofapuderne. En handling, der i den grad ikke var med Lennox' samtykke, men han sagde ikke noget til det. Det var jo trods alt ikke hans beslutning, om drengen skulle sidde og læne sig op ad ham eller ej, selvom han selv havde foretrukket det fremfor dette.
"Nej, det må du ikke sige," bad Lennox lidt halvdesperat, men alligevel næppe forståeligt, eftersom han ikke gjorde sig den fjerneste umage for at opretholde en nogenlunde forståelig accent og bare gik fuldt skotsk. Han vidste godt, at Evan endnu ikke helt havde lært at tyde den, men det var også lidt med vilje. Han ville gerne sige det sådan rigtigt til ham, men det gjorde han jo på denne måde også, dog velvidend at drengen ikke ville kunne forstå det alligevel. På den måde var han jo også sikkert på ikke at blive afvist, for efter den kommentar fulgte en lang, indviklet tale, som han ikke engang selv ville have kunnet regne ud, hvad det betød, hvis han havde hørt det udefra. Han var jo knap nok sikker på, hvad han sagde. "Det sker ikke," begyndte han, men fortsatte ikke så enkelt. "Jeg ved det med ham der den anden... Eller det der... Men du... Eller jeg... Altså vi har jo.. Og så det der med at jeg foreslog... Som du foreslog, og som jeg aftale... Og så den aftale... Men jeg brød den aftale, og nu er aftalen sådan... Rigtig... Og-og dine forældre har ret... Sådan... Den anden vej rundt, med de ikke har. Men jeg kan godt, og det skal du ikke..." Lennox rablede, stammede og gav generelt ingen mening. Selvom drengen så måske havde forstået, hvad han sagde med accenten, så var ordenen jo ellers svære nok at regne ud i sig selv.

[Evan Riley]

”Jeg må sige præcis hvad jeg har lyst til,” mumlede han, med et opgivende blik ind i sofapuderne, efterfulgt at et langt suk. ”Det er jo ikke engang fordi det er løgn,” tilføjede han så. Han var rent faktisk begyndt at tro på det, som hans mor havde sagt helt i starten. To drenge sammen, gav virkelig kun problemer, som let kunne have blevet undgået, hvis bare Evan havde valgt at få en pige-kæreste. Det var jo ikke engang fordi han ikke havde haft muligheden. Normalt var han rimelig blank, når det kom til flirtende blikke og små hints. Han var mere typen som kunne lide at få det at vide ligeud, men alligevel havde han da lagt mærke til de få piger, som var kommet lidt for tæt på og som rent faktisk havde formået at sige noget som mindede om, at de syntes at han var ret sød. Og imens han stod og ærgrede sig over, at det ikke var ”ham der fra Slytherin” eller ”den høje dreng fra Quidditch-holdet,” havde han fået formet et enkelt, lille ’tak’, hvorefter han havde fundet på en dårlig undskyldning, og smuttet, før pigen kunne nå at sige noget til det.
Han kunne have valgt at reagere anderledes. Han kunne have valgt at have et normalt liv, uden at alt det med Levi skulle ske, men nej. Han skulle absolut syntes at mænd var det bedste i verden. Perfekt.

Det var på sådan et tidspunkt, at han ville have bedt Lennox om, at tage ham med i byen, så han bare kunne glemme hvor forfærdeligt han havde det, og hvilket forfærdeligt menneske han var, men hans tilstand taget i betragtning, var det måske ikke en så god idé. Lægen havde desuden sagt, at alkohol var et no-go, hvis han bare skulle være tæt på, at hele ordentligt og pænt sammen.
Han hadede allerede arrene. Det var ikke engang tæt på at være rigtige ar, men han hadede dem. Det så ud som om, at han var blevet revet over flere steder. Han var bare… gået i stykker, og han kunne godt mærke at det var slut med at sove halvnøgen og… oh Gud, han orkede ikke engang at tænke over hvilken tortur han skulle gennemgå, når han skulle begynde at føle sig usikker, når han skulle smide tøjet, sammen med Lennox.

Han fik heldigvis ikke lov til at føre sine depressive tanker længere ud, da manden begyndte at plapre løs, om noget som Evan ikke lige kunne finde ud af hvad var. Det var dén pokkers accent.
”Lennox,” hviskede drengen, idet han ansigt faldt hen i en undrende mine og hans øjne langsomt fandt mandens, og i et øjeblik så det faktisk ud som om, at han forstod hvad manden sagde. Evan rettede sig op, mest fordi han fik så ondt i nakken, af at have kroppen vendt ind imod sofapuderne, imens hans ansigt var vendt imod Lennox, hvorefter han lænede sig tilbage, så hans ryg fik lov til at hvile. ”Du ved udmærket godt, at jeg ikke aner hvad Fanden du siger, når du snakker sådan!” Skældte han og tillod sig endda at rulle med øjnene. ”Gider du godt at snakke ordentligt? Hvad er det du siger?” Spurgte han irriteret. Den idiot. Hvorfor overhoved sige noget, når han godt vidste, at Evan alligevel ikke kunne forstå ham? Evan rendte jo heller ikke rundt og snakkede så meget med accent, at Lennox ikke kunne forstå det! Perfekt! Og så lige nu, hvor han slet ikke havde lyst til, at være sur og gnaven og bare havde lyst til at være deprimeret og ensom, så skulle manden lige absolut prikke til ham, på den måde!

”Ved du hvad? Jeg er faktisk ret træt, så jeg tror bare at jeg... du ved...” Han rejste sig, og måske var hans hjerne ikke rigtig med, siden han i et øjeblik havde fuldstændigt glemt at han faktisk ikke rigtig kunne gå, uden hjælp. Dette førte til, at en ulidelig smerte skød igennem hans ben, og sendte ham lige ned i sofaen igen, denne gang, halvt hen over Lennox, hvilket selvfølgelig fik ham til at slynge en arm rundt om nakken på ham, så han ikke skulle falde yderligere.

[Deleted]

Hvorfor i alverden skulle det også absolut være så svært for ham at tale med andre mennesker? Hvorfor kunne han ikke føre en normal samtale med bare én person uden at skulle opføre sig som et totalt svin eller pludselig blive mega nervøs og usikker? Han forbandede sine manglende evner til at konversere ordentlig med folk mange gange på en dag. Det var jo ikke fordi, han ikke ville snakke med dem, for det ville han hjertens gerne; han ville elske at have sig nogle venner. Men, nej! Enten snak han hen i komplet stammen og var nødt til at undskylde sig selv, hvorefter han direkte bare flygtede fra vedkommende. Ellers måtte han søge til den anden metode og bare være et røvhul over for personen, selvom han eller hun sikkert ikke havde gjort noget som helst galt. Ikke engang folk han havde kendt i efterhånden lang tid og faktisk var ved at vokse sig tryg omkring, kunne han tale rigtigt med. Hvad var det dog, der havde forbandet ham med så urimeligt dårlige evner til at tale? En trist skæbne at skulle lide sådan ikke at kunne finde ud af noget som helst. Det var da overraskende, at han havde formået at uddanne sig med faktisk ret gode resultater. Han anede ikke, hvordan det var gået til.
Efter at have rablet løs med sin forfærdelige accent, lukkede Lennox omgående i for at afvente drengens reaktion. Hans hjerte hamrede afsted på højtryk, og han var næsten bange for, at det skulle ende med at eksplodere. Han var sikker på, at Evan ville kunne høre det, hvis tavsheden fortsatte længe nok.
Modet og håbet om, at drengen faktisk ville reagere positivt på denne erklæring blæste ud af ham, som luften, der blev lukket ud af en ballon. Man kunne nærmest se på ham, hvordan han sank mere og mere sammen indeni, selvom han ikke rørte en muskel udenpå. Han var fuldkommen spændt op, mens han lyttede til, hvad drengen havde sagde. Han havde altså ikke fattet et ord. Typisk. Ikke engang ikke en situation så vigtig som denne, kunne han finde ud af at tale rigtigt. Måske han bare skulle holde sin kæft og bilde folk ind, at han på mystisk vis var blevet stum. Hvis han te stille længe nok, ville det måske endda ske for alvor. Det ville nok være til gavn for ham selv og alle andre. Han ville ikke dumme sig med i hvert fald talens brug, og andre ville ikke være nødsaget til at lytte til hans ævl.
Som drengen rejste sig op for at gå, havde Lennox lidt opgivet håbet om at indrømme, at han faktisk var begyndt at holde af ham. Selv da Evan nu faldt og greb fat om Lennox nakke, var han fristet til bare at lade det være og ikke sige mere. Men han tog sig sammen denne gang... Sådan da. I et kort øjeblik overvejede han, om han skulle tage fat omkring knægten, så han ikke gik nogen steder, men droppede den idé. Han foldede i stedet sine hænder og kiggede ligefrem ind i væggen, så han ikke lavede øjenkontakt med Evan. "Vil du ikke vente lidt..?" Spurgte han og var udmærket klar over, hvor ynkelig han måtte lyde, men han havde bare brug for et øjeblik til at tage sig sammen i.
Efter at have ventet i et par sekunder, tog Lennox en dyb indånding, hvorefter han langsomt, og velovervejet, begyndte at tale. "Jeg ved godt, at dine forældre har sagt nogle... Ting. Men du skal ikke tage dig af det..." Han holdt kort inde, men tvang sig selv til at fortsætte, selvom han kunne mærke, at han var begyndt at skælve af ren nervøsitet. "Den aftale vi lavede... Den har jeg ikke sådan rigtig holdt... Jeg skulle lade som om, jeg holdt af dig, men... Det er bare det... At jeg ikke helt bare lader som om..." Endnu engang holdt han inde, men tilføjede så hastigt: "Jeg ved godt, at jeg på ingen måde er noget trofæ overhovedet, tværtimod... Men det er bare så du ved, at du ikke er... Fuldkommen alene..." Så var det sagt. Han ville ikke tilføje mere af frygt for, at han så bare ville dumme sig yderligere. Nu var den vigtigste del sagt, og nu sad han bare og stirrede nervøst ind i væggen, mens han bed sig i underlæben og afventede drengens reaktion.

[Evan Riley]

Evan kunne ikke lade være med at trække en smule på smilebåndet, over mandens ønske om, at han skulle blive. ”Øh, okay?” Mumlede han lavt, og med et grin. En mærkelig forespørgsel, fra en mærkelig mand... Tanken, fik hans smil til at forsvinde. Lennox virkede pludselig så seriøs, sådan som han bare sad, uden at hverken se på Evan eller røre ved ham, på nogen måde. Han var vel bange for, at det ville gøre ondt? Den store idiot. Drengen studerede den søde idiot, som han tog sig en indånding og endelig begyndte at tale. Denne gang så Evan i det mindste kunne forstå det. Thank God. Han hævede øjenbrynene en smule, da han hørte mandens ord. Skulle dette nu, blive én eller anden form for ”dit liv stinker ikke så meget som du tror”-samtale? Evan himlede med øjnene og så kort væk. Det orkede han virkelig ikke, i hvert fald ikke efter alt det der var sket. Han havde bare brug for et kram, masser af te og smertestillende, så var det fint! Måske også et hul at grave sig ned i. ”Lennox, jeg synes ik-...” Lennox nåede dog at tale videre, før drengen kunne nå at sige mere. Hans ord omkring ”aftalen” som de lavede, fik drengens hjerte til at springe et slag over, og han så nærmets bekymret på manden. Han havde ikke holdt den? Evan kunne ikke lade være med at tænke tilbage på alle de episoder der havde været, hvor det egentligt var rimelig tydeligt hvad manden følte... Eller, det var jo rimelig tydeligt nu hvor Evan rent faktisk vidste det, og han kunne ikke lade være med at føle sig, som en stor idiot. Manden snakkede om, at han ikke var noget trofæ, hvilket gav Evan ondt i maven. Var det én eller anden form for kærlighedserklæring? Han vidste ikke rigtigt hvordan han skulle reagerer på det.

Drengen hævede den hånd, som ikke havde fat i Lennox' nakke, og placerede den på hans kind, for at guide hans ansigt til siden, så de på den måde kunne se på hinanden. Han stirrede næsten ømt på ham, undskyldte med sit blik. ”Lennox,” Evan tog en dyb indånding og strammede grebet om manden en smule. Overvejede sine ord. ”Du har ikke lyst til, at være sammen med mig,” informerede han, og rystede næsten usynligt på hovedet. Hvorfor kunne manden overhoved lide ham? Evan var jo et fuldkomment røvhul! Især overfor Lennox! De lavede jo næsten ikke andet, end at diskuterer om alt og ingenting. Han sank en klump, før han åbnede munden igen; ”Jeg laver ikke andet, end at råbe og skrige af dig. Jeg forstår ikke hvad du vil, med sådan en nar som mig.” Han trak en smule på smilebåndet igen og sendte manden et undskyldende smil, så passede til blikket han sendte ham.

”Måske skulle jeg bare...” Han så væk i et kort øjeblik, hvorefter han prøvede at rejse sig igen. Selv nu, følte han sig som en idiot. Tænk at Lennox kunne sidde og sige sådan noget, fortælle om sine følelser, og så slog Evan det bare til side på den måde. Men det var jo ikke fordi han ville være et røvhul. Det var fordi Lennox var fantastisk og Evan kunne virkelig ikke forstå hvad sådan en fantastisk mand, ville med sådan et ungt, dumt menneske som Evan. Han fortjente så meget mere, end en nar, som havde været besat af sin professor i flere år. Det var ikke fair for manden.

[Deleted]

Skulle det forestille et afslag, der ikke skulle komme til at blive alt for hårdt eller hvad? Lennox var ældre end ham, hvordan i al verden kunne Evan tillade sig at forsøge at belære ham om, hvem man ønskede sig at være sammen med eller ej. Hvis der var én af de to, man ikke burde have lyst til at være sammen med, så var det da Lennox selv. Ærlig talt: han var på stoffer og drak sig selv i hegnet, når han ikke var. Han havde ikke andet i livet end sit arbejde, han havde ikke nogen venner, og hvis nogen var en nar, så var det da ham. Han behandlede jo andre mennesker ad Helvedes til, fordi han var bange for, at de ville gøre grin med ham, hvis de opdagede, at han i virkeligheden var så usikker på sig selv og alt andet, som han nu engang var.
Men på den anden side, hvad nu hvis det ikke som sådan var et rigtigt afslag. Måske mente drengen det virkelig? Lennox var enormt usikker på det, og chancen var jo lille, men nu havde han endelig fået taget sig sammen til at fortælle ham det, så hvad ville det overhovedet gøre, hvis han bare dummede sig lidt mere? Ja, så virkede han desperat, men hvad havde han egentlig at miste? Evan havde jo oplevet ham på noget af det værste. Selvfølgelig ikke på så slemt et plan, som når han engang imellem forsøgte at holde sig fra stofferne og alkohollen, for dér var han et vrag, og det ønskede han ikke, nogen skulle opleve. Men han havde jo set ham være så usikker og nervøs, som kun hans mor og hans stedfar havde set ham, og han havde jo ikke forladt stedet af den årsag, så måske der faktisk var en chance?
Endnu engang tog han en dyb indånding og tvang sig selv til at se på Evan efter et halvt minuts tid. Han kunne mærke, at hans øjne var drivvåde, og hvis han blinkede lidt for hårdt, ville de sikkert løbe over, mens han afholdt sig fra det, selvom han nok ikke kunne skjule, at hans øjne altid blev forfærdeligt røde, når dette skete. Ikke desto mindre ignorerede han det, da han virkelig forsøgte at tage modet til sig nu.
"Evan," sagde han med lettere dirrende stemme, "Hvis der er nogen her, man ikke har lyst til at være sammen med, så er det mig. Jeg har heroin til at ligge lige her i stuen, for Guds skyld..." Hans holdt en kort pause for at overveje sine ord. "Jeg er heller ikke bedre selv... Har du måske nogensinde set andre mennesker end os to her i huset? Før du kom til, var der heller ikke besøgende i øvrigt... Men..." Hvordan i al verden skulle han sige det? Hvoran formulerede man sådan noget?
"Hvis du ikke kan lide mig," fortsatte han så, mens han desperat forsøgte at snakke normalt, men fejlede. "Så sig det. Jeg kan tage det," det vidste han jo af erfaring. Han huskede aldrig, at nogen af dem, han havde holdt af, nogensinde havde kunnet lide ham. End ikke hans egen mor kunne lide ham, selvom han havde forsøgt at gøre, hvad han kunne, hvilket til sidst bare ledte til, at han stak af fra sine problemer, og det havde så ført ham til den sølle skabning, som han var i dag. "Men lad være med at give mig falsk håb... Jeg vil ikke tvinge dig til at være sammen med en alkoholiker og narkoman... Valget er dit..." Tilføjede han, hvorefter han holdt igen for endnu engang at vende blikket mod væggen og afventede Evans næste svar. Han havde en fornemmelse af, at lykken ikke var med ham, for havde den nogensinde været det? Dumt spørgsmål; nej, det havde den sgu aldrig. Men håbet var der nu alligevel, da det ikke var en direkte afvisning, drengen havde givet ham. Men han vidste bare ikke, hvad han ellers skulle sige. Han ville gerne komme med en lang og følelsesmæssig kærlighedserklæring til ham, men han vidste ikke, hvordan man skulle gøre sådan noget og håbede nu bare på, at drengen ville give ham en chance.

[Evan Riley]

Han stirrede på manden, næsten forskrækkede, da han opdagede hvor trist han så ud. Det kunne han jo slet ikke holde til, det var ikke fair! Pludselig føltes det som om, at deres samtale var blevet forvandlet til en konkurrence om, hvem der var den værste person at være sammen med og et lille spil fandt vej til hans læber. ”Du er virkelig dårlig til at sælge dig selv,” han tillod sig at grine lidt, men stoppede dog hurtigt, da Lennox åbnede munden igen. Han var da fuldkommen ligeglad med, at der aldrig kom andre end dem i huset, det var jo ligeså meget hans skyld. Han havde jo ikke rigtig nogen venner selv, som kunne komme på besøg... Han havde ligesom mistet kontakten til alle fra skolen, som han rent faktisk kunne lide. Det var næsten en skam.

Drengen åbnede munden, som skulle han til at sige noget, som svar til, at Lennox bad ham om at sige, hvis han ikke kunne lide ham. Han havde ingen anelse om, hvad han skulle sige. De var lige kommet hjem fra hospitalet, han var næsten lige blevet overfaldet af det han troede var sit livs kærlighed, og nu var det som om, at en bombe blev smidt oven på ham. Han havde rejst sig, taget fat i Lennox' stærke hænder, for at han ikke skulle falde på vejen, så nu stod han foran manden som stadig sad. Så ned på ham og havde ingen anelse om, hvordan han skulle reagerer på noget som helst. Havde han mødt Lennox i skolen og fået den samme lille kærlighedserklæring, havde han smidt tøjet på stedet og sprunget på ham. Men dette var ikke skolen. På det her tidspunkt var han rent faktisk nødt til at tænke seriøst over sit valg.
Det var som om, at han fik et stik i hjertet, da Lennox sagde at han ikke måtte give ham falske forhåbninger. Åh, hvorfor sagde han nu også det? Det var jo heller ikke fordi Evan ikke kunne lide ham. De havde været ude sammen masser af gange, kysset, rørt ved hinanden og Evan kunne på ingen måde sige at han ikke kunne lide det, for det kunne han. Meget. Så det var ikke engang fordi de ikke var vant til hinanden, Evan havde jo boet hos manden i lang tid nu, de sov sammen, for pokker da. Drengen tog en dyb indånding, så væk, så så ned på manden igen. Det var sgu da også strengt at bede ham om at vælge nu, hvor han havde alt muligt andet oppe i hovedet end mænd og forhold. Hans mor havde ret... Mænd var nogle svin. Nu kunne han selv mærke, hvordan det stak i hans øjne og hans mund gjorde underlige grimasser, men det nyttede jo ikke at de begge to, begyndte at tudbrøle, så han holdte det inde.

”Jeg vil ikke være sammen med en alkoholiker og en narkoman,” sagde han lavt og stirrede ned på gulvet. Det gik op for ham, hvor meget han hadede at Lennox snakkede sådan om sig selv. Han gav slip på mandens ene hånd, for at lade den søge hen imod hans ansigt, lod den glide igennem hans hår, mest for at få idioten til at se op på ham. ”Men...” han pustede ud, langsomt, ”men jeg vil godt være sammen med dig.” Det var jo ikke løgn. Han kunne jo godt lide ham, og han ville have det forfærdeligt, hvis nu Lennox ikke havde lyst til at se ham mere.

[Deleted]

Jah, det var sgu ikke engang løgn. Når det kom til at skulle tale eller bare tænke godt om sig selv, så var Lennox allerede ude af konkurrencen. Grundet de mange fiaskoer, han var blevet overbevist om, at han havde opnået som lille, så var der bare et eller andet, der havde fået ham til at tro, at han ikke kunne noget som helst. Dette var selvfølgelig ikke sandt, for ikke nok med, at han var gradueret fra skolen med glimrende karakterer, et af de højeste gennemsnit på hans årgang, faktisk, så var der jo egentlig mange ting, han kunne. Han var ligeså godt med en pensel, som han var med en tryllestav, og han kunne jo også bevæge sig længere ind i den kunstneriske verden uden problemer. Han var desuden heller ikke helt ringe til sprog og selv tal, var han faktisk ganske god til. Problemet var jo så bare, at han ikke selv kunne se det. De ting som han ikke var god til, som for eksempel at tale med folk, de overskyggede bare alt, det han rent faktisk kunne oppe i sit eget hoved. I virkeligheden, så var det nok egentlig det, der hæmmede ham allermest. Men han vidste det bare ikke selv.
Det var måske ikke helt fair at stille drengen over for sådan et valg, lige efter han havde været gennembanket af en eller anden psykopat, som han oveni købet nægtede at udtale sig om. Men der var bare et eller andet, der sagde ham, at det var nu eller aldrig. Ikke nok med at drengen virkede overordentligt nedtrykt, men det var jo også, når man havde oplevet ting som disse, at man begyndte at søge noget nyt i sit liv for at komme videre. Hvad nu hvis han havde tænkt sig at forlade Lennox helt, og så fik han aldrig chancen igen? Han vidste godt, at nok havde passet sig bedre at lade Evan være for i aften, men det var alligevel en chance, som han ikke turde tage. Og nu var det desuden også blevet gjort. Drengen kunne give sig alverdens tid til at besvare det, men hun var det blevet sagt i hvert fald.
Da drengen rejse sig op, fulgte Lennox ham kort med blikket, men slig omgående det tilbage mod gulvet, da han åbenbart ikke havde tænkt sig at forlade lokalet, hvilket han havde troet. Han kunne ikke helt beslutte sig for, om dette gav ham en smule håb eller bare endnu mere at frygte for. På den ene side var det vel et godt tegn, men på den anden side så var det, med Lennox held, uden tvivl noget skidt. Tankerne fløj omkring i hovedet på ham, mens han kunne mærke, at hans hjerte hamrede med sådan en kraft, at han var sikker på, at det ville kunne give sig til at eksplodere når som helst, det skulle være.
Lennox flyttede blikket modvilligt op mod Evan, da hans hoved blev ført i den retning. Drengens svar ville på en eller anden måde blive skæbnesejlende for Lennox, for han ville uden tvivl ikke få sig sådan en chance igen. an var jo et komplet nul. Og dette var også grunden til, at han blot blev ved med at stirre med store øjne, da drengen endelig sagde noget. Sådan blev han siddende i et stykke tid, inden han endelig åbnede munden. "Så du..." Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Havde drengen lige sagt, at han gerne ville være sammen med ham? Jo, det havde han. Lennox sad blot og stirrede målløst på drengen, inden havde selv rejste sig op og placerede sine hænder på knægtens baghoved, hvorefter han førte ham ind i et kys, der nu egentlig mindede mere om at slå hovederne sammen. Efter et par sekunder trak Lennox sig bort igen og kiggede endnu helt uforstående på Evan. "Virkelig?" Spurgte han og kunne næsten ikke tro det.

[Evan Riley]

Det undrede Evan, at manden overhovede vil have ham. Evan havde ingen uddannelse, ingen penge, ingen familie. Han havde praktisk talt ingenting, men alligevel ville Lennox have ham. På et eller andet punkt, var han utroligt glad over, at der rent faktisk var nogen i verden, som ville have ham. Men så igen, han havde lige været så meget igennem og lige nu ville han faktisk bare ligge på sofaen og hade sig selv, men ikke engang dét havde han fået lov til, før han havde fået smidt en stor spand følelser i hovedet så pludseligt.

Han vidste egentlig ikke, om Lennox' reaktion var god eller dårlig. Manden så ud som om, at Evan havde slå et ham. Var det rigtigt? Var det ikke meningen at han skulle være glad, eller sådan noget, siden han jo sådan set fik det han ville have? Han havde ikke engang tid til at tænke, før manden rejste sig, tog fat i ham og smækkede deres læber sammen. Han kom til at bide sig selv i læben under stødet, men sagde intet til det, både fordi han ikke kunne og så ondt gjorde det heller ikke. Evans hænder fandt vej til mandens brystkasse og han ville da have slunget armene omkring hans hals, hvis han dog ikke havde stoppet kysset midt i det hele. Typisk. Og så var det endda for at stille et meget dumt spørgsmål. 'Virkelig'. Var han seriøs? ”Spurgte du lige om dét?” Drengen hævede et øjenbryn, og tillod sig kort at smile. ”Flot, at du venter til efter du har fået min læbe til at bløde, med at spørge.” Han grinede kort, kløede sig i panden over det valg han havde taget, med Lennox. Det var ikke en dårlig idé. Lennox var jo en god person, måske lidt usikker... Og så var der jo det med alkoholen og sådan, men udover det, var han jo fin. Og de kendte jo hinanden godt, siden de havde boet sammen i længere tid... Og det var ikke engang fordi der ville komme så stor en forandring siden de allerede opførte sig som en gammelt ægtepar somme tider... Den eneste forskel på deres forhold for fem minutter siden og deres forhold nu, var at de sådan set aldrig, decideret, havde haft samleje.

”Er det så nu, du tager mig i dine arme og smider mig ind på sengen?”´Spurgte han og hævede armene, for at lægge dem om mandens hals. Han bremsede dog sin handling, da det trak i hans sår og fik det til at gøre ondt, hvilket førte til en meget forpint grimasse. Han valgte i stedet af sætte hænderne imod mandens bryst igen. ”Eller, du kunne selvfølgelig også bare kysse mig igen.” Måtte han, skuffet erkende. Han havde fuldstændig glemt hvordan hans krop så ud lige nu. Det havde han ikke lige tænkt på, hvor typisk. Han havde da ikke lyst til, at Lennox skulle se ham på den måde, nu hvor han før havde set Evan uden trøje på... Nu var det jo helt anderledes! Det kunne godt være at han ikke så perfekt ud før, men nu var han da virkelig langt fra!

[Deleted]

Så underligt som det hele lød i Evans hoved, mindst ligeså mærkeligt lød det i Lennox'. Bare den anden vej rundt. Han kunne nemlig ikke se nogen god grund til, at Evan skulle kunne lide netop ham. Han havde jo hverken pengen eller noget som helst, han ville kunne tilbyde ham. Ikke engang sikkerheden for, at han ikke lige pludselig ville få tilsendt en ugle en eller anden dag med et brev, hvor der stod, at Lennox var blevet slået ihjel på jobbet. Han var jo trods alt auror og i den farligere afdeling endda. Og det var desuden velkendt blandt hans kollegaer, at han ikke just forsøgte at passe særlig godt på sit eget liv. Han kunne næsten ikke tælle alle de gange, han var havnet på Mongus, og han var ellers ganske god til tal. Men værdsatte jo ikke sit eget liv for noget som helst. Og han var fast besluttet på, at når han skulle dø, så skulle det være med en god grund bag det. Måske ikke ligefrem noget, han ville blive gemt i historiebøgerne for, men bare noget, der havde tjent et eller anden formål. Han var desuden overbevist om, at hvis det ikke lykkedes ham, så ville han sikkert blive slået ihjel af en overdosis en eller anden ikke utænkelig dag. Og det undgik han nu alligevel helst.
Lennox lo kort, halvt usikkert og kløede sig i nakken, da drengen valgte at kommetere på Lennox handling og spørgsmål, som han egentlig godt kunne se nu, ikke rigtig gav noget mening. Ikke desto mindre så følte han sig for én gangs skyld alt for glad til at gide tage sig af det. Evan lod heller ikke til at mene det sådan helt seriøst, så det tog han sig gerne til takke med i øjeblikket. Dette anså han også for at betyde, at han rent faktisk mente det. At drengen faktisk kunne lide ham. Hvad skete der lige for det? Den første person, som han kunne lide, der faktisk også kunne lide ham tilbage. Den person skulle han tilfældigvis få til at drikke på en karaokebar og syngen verdens mest bøssede sang oppe på en stor scene, hvorefter han skulle tilbyde ham at bo hos sig og nu, bam! Hvad Fanden var det egentlig for en kærlighedshistorie? Måske han bare skulle finde på noget andet, hvis folk spurgte? Men på den anden side, hvem skulle så egentlig spørge? Han havde jo ikke nogen venner eller familie til det. Og det gjorde så også det faktum, at Evan rent faktisk lignede en lille dreng en hel del nemmere at skulle håndtere. Det havde de kun offentligheden til at bemærke og som tidligere skuespiller, så var han klar over, at dere mening ikke betød det fjerneste.
Lennox skulle lige til at give svar på drengens spørgsmål. da han selv kom til fornuft. I øjeblikket var han jo sådan set bange for, at Evan skulle knække midt over, hvis han rørte for meget ved ham, så det havde været et nej alligevel, selvom tanken selvfølgelig var fristende. Det måtte jo så bare blive til en anden god gang.
Han lo kort, hvorefter han lagde sine arme omkring drengens ryg for så at sænke hovedet ned og kysse ham. Han trak sig kort efter tilbage, men ikke alt for langt. "Vi kunne også bare blive i stuen?" Foreslog han, før han bøjede sig ned i passende højde og kysse drengen igen. For han havde sgu heller ikke lyst til at give slip endnu.

[Evan Riley]

Drengen kløede sig kort på næsen, da det lod til, at det var gået op for Lennox hvor underlig hans handling og spørgsmål havde været. ”Hey, det er fint nok,” fortalte han, ”jeg var mere bekymret for min hospitals-ånde.” Han grinede og trak på skuldrene, en anelse akavet. Ja, det var i hvert fald ikke sådan han havde tænkt sig at det hele skulle gå. I hans hoved havde det måske foregået en smule mere romantisk, en smule langsommere… Og også under nogle andre omstændigheder.

Evan smilede en anelse halvhjertet ved Lennox’ forslag, usikker på, om han nu mente det seksuelt. Drengen kyssede dog igen og da manden nu bukkede sig, kunne han endelig lade sine arme lukke omkring hans nakke. Han kunne godt lide at manden holdte om ham og han kunne især godt lide den opmærksomhed han fik, også selvom han følte, at han slet ikke fortjente den. ”Fantastisk idé,” hviskede han, imod Lennox’ læber og besluttede sig for, at selvom det var utroligt fristende lige i det øjeblik, så behøvede de det hele jo ikke at ende med noget seksuelt, de kunne jo sagtens vente en uge… eller, nej, før. Helt klart før! Vent, havde lægen sagt noget om at de skulle vente? Nej, de havde han nok ikke, men lige nu, var det også nok, at de bare kunne nyde hinandens selvskab, det var der jo heller ikke noget galt i.

Han tog fat i mandens hånd og satte sig ned i sofaen, trak i ham, for at få ham med ned og sidde. Hvis manden gjorde dette, ville Evan sætte en hånd på hver side af mandens hoved og trække ham til sig, idet han selv lænede sig tilbage, for på den måde at få Lennox hen over sig og til sidst slå deres læber sammen. ”Fantastisk idé,” hviskede han endnu en gang med et kort grin. Det føltes stadig urealistisk, at han nu, på kun fem minutter var kommet i et forhold. Og endda med manden som han havde boet sammen med i så lang tid. Selvfølgelig havde det, lige fra starten af, bare været en bombe som ventede på, at kunne sprænges. Evan havde set nok romantiske komedie-film til at vide, at to mennesker som boede sammen, og som endda havde et forhold som ham og Lennox havde, nok ville ende sammen i sidste ende. Gad vide om Lennox også havde tænkt sådan? Vent, selvfølgelig havde han tænkt sådan, Evan havde også set nok romantiske komedie-film til at vide dét.
Men hvad så nu? Skulle de nu være et helt almindeligt par, som tog på dates, holdte i hånd og bare brugte flere timer på, bare at ligge og stirre romantisk på hinanden? Tanken var nu overhoved ikke så forfærdeligt, og de var jo allerede rimelig godt i gang. ”Jeg håber, at du er klar over, at du bliver nødt til at inviterer mig i biografen, eller noget på et tidspunkt,” informerede han smilende og lod sine hænder søge op i mandens hår.

[Deleted]

Var det bare Lennox, der ikke helt kunne vænne sig til idéen, eller var der faktisk ikke nogen stor ændring i pludselig at være kommet i et forhold. Altså, nu havde Lennox være været sammen med flere piger i et par timer ad gangen, men han havde aldrig været i et desideret forhold med nogen før. Men som han overvejede det i et par øjeblikke, så kunne han faktisk ikke helt se, hvordan det ville komme til at blive anderledes, end de i forvejen havde det med hinanden. Jo, selvfølgelig så var der den seksuelle del af den, som han ikke helt kunne regne ud hvordan ville komme til at fungere. Selvom han var opvokset blandt mugglere, så havde hans fritidsaktiviteter været begrænset til at rende rundt og lege idiot overfor folk, og nu levede han jo halvt i mugglerverdenen og halvt i den magiske verden, og selvom han havde været god til muggler studier, så havde han aldrig haft internettet til at lære ham, hvordan samleje mellem to mænd fungerede. Og stakkels ham kunne ikke gætte sig til, hvordan det overhovedet ville være muligt, men et eller andet trick ville der sikkert være til det. Ikke?
Som Evan trak ham med sig ned, fulgte Lennox villigt efter og placerede sig henne over ham med vægten hvilende på albuerne og knæene, så han heller ikke endte med at mase drengen. Specielt fordi, han endnu havde en eller anden idé om, at han ville gå i stykker, hvornår det skulle være efter turen på hospitalet.
Han gengældte kysset og hørte knap nok, hvad drengen sagde derefter. Ville det egentlig komme til at være anderledes for dem? Han kunne stadig ikke regne ud hvordan. Så vidt han vidste, så opførte de sig faktisk allerede som om, de var et par, allerede før de var det. Men der havde de jo åbenbart også begge kunnet lide hinanden bare ikke gjort noget ved det. Betød det, at det hele så egentlig bare ville blive, som det plejede? Det gjorde det vel. Hvordan ellers? Men selvom der ikke ville blive ændret i det store mellem dem, så var det alligevel en skøn tanke, at det ikke bare var et stort skuespil for at dække over deres begges ensomhed det hele. At der faktisk lå rigtige følelser bag fra deres begges side. Med det i tankerne, så ville det måske alligevel blive anderledes en før? Nu hvor de ikke skulle sidde og ønske, at det var ægte, men at de begge nu ville vide, at det var det rendt faktisk.
Lennox trak sig en smule tilbage, så han kunne se nogenlunde ordentligt på drengen, da han talte. Han smilede let, nikkede og lod da sine læber søge ned mod Evans igen. Selvom de sådan ligesom kun havde været et par i højst et par minutter, så føltes det alligevel fantastisk. Det var der absolut ingen tvivl om. Heller ikke selvom Lennox aldrig havde troet, at han var til drengen også, men sådan lærte man vel noget nyt hele tiden. Han havde aldrig rigtig overvejet det, men det var heller ikke noget, han gad lægge mere i end det. Alt hvad der egentlig betød noget, var at han holdt af Evan, og at Evan åbenbart også holdt af ham.

//Out.