What a dreadful town!

[Deleted]

Tag: Prof. Rosa Sensimilla

Havde det ikke været fordi, han var klar over, at det var at lege unødvendigt med sit eget liv, så havde Siors været langt mere flabet derinde, end han nu havde opført sig. Idéen om direkte at gå ind og tjekke om folk var af fuldblodsslægt eller ej var lige til at brække sig over. Det var jo hændt før, det var sådan, verden fungerede, men at nogen mennesker ikke var blevet klogere var direkte ækelt. Han var blevet indkaldt, eller rettere tvunget, ind til en retssag, hvor de skulle bedømme, om han virkelig var af såkaldt rent blod eller ej. Ikke at han havde opført sig specielt voksent derinde, for det havde han bestemt ikke. Men Wolf-blodet havde reddet ham, da de mente, at der nok skulle være potentiale, selvom han på ingen måde havde givet udtryk for det. Men Levi var jo trods alt spion for dem, og de vidste jo ikke, at han egentlig ikke var fulgt i sin families fodspor, som de troede. De havde samme planer med Siors.
"Enten vil jeg bede jer om at løsne grebet eller give helt slip. I krøller min jakke," sagde Siors utilfreds, som to dødsgardister trak ham med sig ud af gangen, hvor de endelig gav slip på ham med meget mishag. Men de skulle ind og sørge for det næste offer, så de havde ikke tid til at blive og svare igen, selvom de uden tvivl havde lyst til det.
Siors rettede lidt på sin jakke, der ganske vist var blevet rykket en smule skæv. Sådan havde han opført sig hele høringen - eller hvad det nu var - igennem, så de var vist mere end tilfredse med at kunne slippe af med ham igen. Der var ingen tvivl om, at de havde haft lyst til at skaffe sig af med ham på stedet derinde, og han havde også en fornemmelse af, at Levi havde haft en finger med i spillet, da han jo endnu var i live trods sin barnlige opførsel. Men han kunne ikke lade være. Det her var jo fuldkommen sygt!

[Prof. Rosa Sensimilla]

Rosa var forarget. Selvfølgelig havde hun læst historien og havde altid med gru forestillet sig, hvordan det måtte have været at leve i en verden, hvor dødsgardisterne havde overtaget og hvor man aldrig kunne føle sig sikker, når man forlod sin bopæl - men at det ligefrem kunne ske i nutidens magiker-England også, det havde hun godt nok ikke troet! Ligesom så mange andre, var hun blevet kaldt ind til Ministeriet for Magi - til noget så gement som et forhør for at afdække, om hun virkelig var fuldblods, eller det bare var noget, hun sagde. Heldigvis vidste hun, at hun ville gå fri - både Sensimilla og Martelli var fuldblodsslægter i Italien, hvilket de også ville vide, hvis de tog sig tid til at undersøge det. Det forhindrede dog ikke professoren i at være utryg, mens hun sad og ventede udenfor med de resterende magikere, der var inviteret. Rosa havde besluttet sig for at tage det med ophøjet ro, så det eneste, der afslørede hende, var hendes hænder. De var kolde som is. Men det var kun fordi, hun koncentrerede sig helt vanvittigt om at se upåvirket ud. Rosa havde ikke, som visse andre, talent for at skjule sine følelser og sin sindsstemning, snarere tværtimod - med de italienske rødder faldt det hende kun naturligt at vise det, og efterhånden havde hun da også indset, at hun nærmest var slave af sine følelser. Fordømt.
Hun forgav tiden med en gammel udgave af Profettidende, som hun prøvede at læse, mens hun for alt i verden ikke ville tænke på, hvad der foregik om ørerne på hende. Det var først, da en velkendt stemme forstyrrede stilheden - præget af rumsteren på stolene, nervøse suk og fumlen med papirer - at hun så op fra den linje, hun havde læst et dusin gange uden at komme videre. Så fløj hun op fra sin stol og lod avis være avis.
”Siors!” Nå. Det var så den upåvirkede facade, der røg fløjten. ”Jeg mener… Goddag. Hvordan gik det?” spurgte hun mere roligt og berørte let hans arm med den ene hånd, mens hendes mørke øjne granskede hans ansigt efter et eller andet tegn.

[Deleted]

Det hele var bare noget bavl! Hvorfor skulle der dog også være den forbandede strid mellem nogle mennesker. Her oftest blandt det blod, han nu engang selv var af. Fuldblod, halvblod, mugglerfødt, fuser eller bare muggler, det kunne da være ragende ligegyldigt. Mugglerne lavede deres ting og sager, mens magikerne lavede deres. Der var jo ikke ligefrem nogen, der generede hinanden, var der vel? Nej. Og hvad reel forskel gjorde det egentlig, hvilket blod man var af? Ingen overhovedet. Hvordan nogle mennesker kunne være så snævertsynede, at de var fuldkommen blinde over for så åbenlyst et faktum, kunne Siors slet ikke forstå sig for. Og han var overbevist om, at det ikke kun skyldtes sin fortid inden for kunstens verden, der udvidede hans horisont lidt mere, end andre måske var blevet. Nej, for der fandtes jo flere hekse og troldmænd, der kunne finde ud af at se ligeså fornuftigt på sagerne. Men hvordan sådan noget bare uden videre kunne slippe fordi andre var ham en gåde.
Uden at vise yderligere tegn på sin utilfredshed ved dette arrangement (på ansigtsustrykket i hvert fald, for hans kropssprog og måden, som han nu målrettet og med hastige skridt satte kursen mod udgangen afslørede hans mening om hele sagen), begav han sig nu afsted. Det var i hvert fald planen, men halvvejs henne ad gangen, hørte han sit navn blive kaldt fra en af de mange folk, der sad og ventede på, at det blev deres tur.
Han drejede blikket i kvindens retning. "Rosa," sagde han halv af forbløffelse over dette sammentræf og halv som en konstatering på, hvem der havde kaldt. "Goddag," hilste han igen og gik hen til hende. "Det gik bedre, end det ville have gjort, hvis ikke nogen havde blandt sig på forhånd," sagde han, men havde ikke tænkt sig at afsløre yderligere af sin fætters foretagende med Dødsgarden. "Men du har også fået æren, kan jeg se. Ved du, om du står under nogen form for mistanke?"

[Prof. Rosa Sensimilla]

Rosa blev både bekymret og glædeligt overrasket over at se Siors der. Bekymret, selvfølgelig, fordi det var på dette sted, de var, og fordi hun havde hørt ordvekslingen, men glad, fordi det kunne aflede hendes tanker bare en smule. Det var ikke altid, hun viste det for omverdenen, men Rosa var en meget usikker kvinde. I alle andre henseender, end når det drejede sig om faglighed. Så kollegaens tilstedeværelse var på en eller anden måde også en støtte. Noget velkendt.
Botanikprofessoren rynkede panden i tavs undren over Siors’ ord, men stillede ikke yderligere spørgsmålstegn ved det. Det her var heller ikke ligefrem et setting, der indbød til videre fortrolige samtaler, tværtimod. Der var ører overalt. Rosa hadede det.
”Det er jeg glad for at høre.” tilkendegav hun med et blegt smil og lod atter blikket glide utrygt rundt. Hun kunne ikke ryste den ubehagelige følelse af sig. Der undslap hende et lavt ’stupido’, over det hun så og var vidne til, hvilket sagde mere end rigeligt om kvindens holdning til det hele. Det var i reglen meget sjældent, at hun havde behov for at udtrykke sin misbilligelse over noget verbalt, men denne gang kunne hun ikke holde det tilbage. Hele eskapaden var simpelthen så åndssvag. Hun vendte hovedrystende blikket tilbage til Siors, som var noget mere behagelig at hvile sit blik på.
”Jeg tror det ikke. Jeg mener, hele min familie er jo italiensk, så jeg ved ikke…” Hun tog en dybere indånding og rystede let på hovedet igen. Det var måske derfor, de havde brug for at dobbelttjekke hende? Det var umuligt at sætte sig ind i deres tankegang. Rosa ville bare væk derfra.

[Deleted]

At sådan et pak som Dødsgarden i første omgang havde fået held til at overtage det hele, var ham en gåde. Det var jo ikke fordi, det var de skarpeste knive i skuffen, der var i blandt dem. Overhovedet ikke endda. Alene deres latterlige holdninger om folks blod vidnede om det. Selvom folk ofte kald Siors for gammeldags, så var det da intet sammenlignet med Dødsgarden hvis syn på blodet i den grad hørte fortiden til. Og det burde det jo ikke engang. Når man arbejdede på en skole som Hogwarts, så ville man endda ende med at lære, at de mugglerfødte ofte havde en tendens til at klare sig endnu bedre end dem fra en fuldblodsfamilie. Men det var jo ofte grundet en større nysgerrighed og lærervillighed over for det ukendte. Men ikke desto mindre, så vidnede det jo stadig om, at der ikke var den fjerneste forskel på folk uanset, hvilket blod man havde. Det var en fuldkommen latterlig tankegang at tro det modsatte. Og det skulle Siors også nok gøre klart for dem, hvis han blev kaldt ind til sådan et arrangement her igen. Så langt ville tålmodigheden dog ikke række en anden gang.
"Det har nok noget med sagen at gøre," sagde han og nikkede. For hvorfor i alverden dog begynde at undersøge sagerne før indkaldelse? "Har du nogen anelse om, hvornår du skal ind?" Spurgte han og så rundt på de mange nervøse ansigter rundt omkring. Stakkels dem, der måtte ende med at blive bevist halvblod eller mugglerfødte derinde. Havde han været lidt mere dumdristig, så ville han havde gjort et eller andet nu. Men selvom han uden tvivl var vred over dette, så havde han endnu sin fornuft.

[Prof. Rosa Sensimilla]

Ja, Theodore og dødsgardisterne var noget, man for tiden kunne bruge rigtig lang tid på at snakke om, stille sig uforstående overfor og fordømme i alle henseender. Det var selvfølgelig fint nok at have en mening – også selvom den lød på, at fuldblod var det eneste rigtige. Nej, problemet opstod netop først, når fanatikere som dødsgardisterne besluttede sig for at ty til den slags metoder, som de gjorde. Føj.

Følelsen af myrekryb var konstant. Rosa rystede en anelse på hovedet.
”Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, der går så lang tid.” svarede hun. Det virkede ikke som om, der var en bestemt rækkefølge på, hvornår hvem blev kaldt ind, men hun havde dog ventet et stykke tid nu. Tanken om at skulle derind og afhøres var ikke ligefrem behagelig. Rosa vaklede lidt i sit sind og besluttede sig for at lade den italienske stolthed bide i det sure æble.
”Har du…” Hun bed sig usikkert i den bløde underlæbe og så ned. ”Vil du vente på mig, til jeg er færdig?” spurgte hun lavt. Det var ikke et nemt spørgsmål at stille, ikke nemt at bede om. Rosa vidste, at hvis det var hende, ville hun da ønske at komme væk fra det her sted hurtigst muligt – det var i hvert fald ikke alle og enhver, hun ville ønske at blive der ekstra tid for.

[Deleted]

Elendigt og fuldkommen meningsløst var det. Det gav absolut ingen mening at alle disse liv skulle spildes på grund af noget så tåbeligt som blod. Selv var han foldblod, og det vidste han også, at Rosa var, og han var udmærket klar over, at hun ikke delte disse holdninger af den grund, og det gjorde han sandelig heller ikke selv!

Siors kiggede rundt på de mange mennesker, der nærmest rystede af nervøsitet over den kommende høring. De vidste jo godt, hvad konsekvensen ville blive, hvis de ikke var af fuldblods-slægt og Garden opdagede det.
Han rettede opmærksomheden tilbage mod Rosa, som hun påbegyndte sin forespørgsel og ventede til, at hun havde fået spørgsmålet ud, inden han langsomt nikkede. "Med fornøjelse," sagde han. Selvom han ikke just var den person, man ville forbinde med at være hardcore, så var det ikke desto mindre tilfældet. Selvom det efterhånden var et gyseligt sted at være, så lod han sig ikke mærke med det. Og da specielt ikke, hvis Rosa selv var usikker omkring det (hvilket hun tydeligvis fuldt forståeligt var). "Det kan heller ikke vare længe, når din slægt ikke er ukendt i det magiske samfund, så det går nok," påpegede han.