Another day in Azkaban for you

[Deleted]

Lothars fugle havde kvidret og sladret i månedsvis om hvad der skulle ske, dog måtte ingen fatte mistanke omkring hvorfor han var forsvundet, så han gjorde det han havde været bedst til, smutveje, ord twist, og det som enhver ville i hans position, lyve, lyve og atter lyve, hvilket så også resulterede i at han ikke var taget til fange, og ej heller var blevet opsnappet endnu, dette kunne så også være på grund af hans mange kontakter, og også det at enhver havde sin pris, nogle var dyre hvorimod andre var forholdsvis billige. Dog var det ikke hvad det omhandlede den her gang, han kunne godt huske Mattheus, selvom de ikke ligefrem havde haft lange samtaler og drukket tea sammen ved aften bordet i hvilken by han nu kom fra. Men dog så kunne han heller ikke lade være med at undre sig over hans perspektiv over hvad der skete. Lothar havde, ud over væsentlige kontakter rundt om i verden, så havde han også et andet trumfkort i sin lomme, hvilket var at han kunne ændre sit udseende hvornår end han ønskede det, hvilket han havde gjort i det her tilfælde, han var væsentligt højere end før, hans stemme var dybere, og frem for alt, så havde han også fået hår, samt store ar hen over sit venstre øje.
Men her stod han så, og kiggede op på de døende farver og et sted hvor solen aldrig skinnede, samt at det regnede voldsomt udenfor "Her er han så, forræderen" lød fangevogteren som havde fulgt Lothar derhen "Hvad vil du med ham?" blev han ved med at spørge, Lothar skulede blot til ham og vrissede"Hør her din usle maddike, du stiller ingen spørgsmål om mit formål ellers får du en enkelt celle, eller hvis du er endnu heldigere så vågner du ikke op i morgen!" fangevogteren åbnede indtil Mattheus og nikkede til Lothar som et tegn på at han ventede ude på den anden side. Lothar kiggede blot på ham, hvilket ussel syn han dog var, ikke ligesom han huskede ham, men så igen, det var lang tid siden han overhovedet havde sat sine fødder indenfor ministeriets døre "Hvordan nyder du dit ophold her.. min ven?" kom det fra Lothar, som stod der i sit stiveste pus og med hænderne placeret bag hans ryggen.

[Deleted]

Hvor mange dage, der var gået, var end ikke Mattheus klar over. Det var hele tiden mørkt.. Det eneste som man kunne høre, var lyden af fanger, ellers bare vinden eller bølgerne som slog ind mod den gudsforladte ø, som stort set alle fra Ministeriet var blevet bragt til. Hans kære veninde havde født og Trescott var bragt til en anden celle i den anledning. Med andre ord, måtte han sidde der alene.
Kulden bed voldsomt på Mattheus, som ikke rigtigt havde noget der mindede om en seng eller andet, som han kunne gemme sig i. Det var egnelig bare de kolde gulve og lænker, som raslede, så snart man overhovedet bevægede sig. Det var virkelig en ulidelig situation at sidde i, og særligt fordi, at han ikke kunne se, hvordan.. eller om han nogensinde ville komme ud igen, så lang tid, at Theodore Jarvis sad på magten i det magiske samfund.
Mattheus stirrede frem for sig. Han vidste at han var heldig, overhovedet at være i live, men det gjorde det bestemt ikke bedre af den grund. Som døren ind til hans celle måtte gå op, og en ganske fremmed mand viste sig for ham, drejede han langsomt hovedet. Han havde hørt folk skrige.. Kollegaer.. venner og nære, som han havde haft igennem de seneste år, og med dementorerne som tog hver en glad tanke fra dem, som sad der, så var han nok ikke den mest klare mand for besøg. Stemmen og udseendet var for ham ganske ukendt. Hvem var denne mand i grunden? "Jeg kender dig ikke.." var den første tanke, der slog Mattheus. Han vendte blikket frem for sig igen, hvor der kun var et lille vindue. På den anden side, var det helt mørkt. Der var intet lys at klamre sig til herude. Hans blik søgte derefter ned mod sine hænder. Lænkerne var så tunge, at han ikke engang kunne holde armene oppe. "Hvem er du?" fortsatte han. Han var næsten hæs. Han brugte stort set ikke stemmen, og havde ikke rigtigt gjort det siden han var kommet herind.

[Deleted]

Selvfølgelig var Lothar da godt klar over at Mattheus umuligt kunne genkende ham, det ville ingen kunne, altså medmindre de virkelig, virkelig var udspekulerede og fulgte efter ham, hvilket der ikke var nogen mulighed for, og for slet ikke at tale om at snige sig efter Lothar, det var da næsten umuligt. Adskillige skjulesteder var blevet brugt igennem lang tid, nogle var da også fundet, om ikke andet ved tilfældigheder men så igen, det betød bare at han ikke havde meget at frygte eftersom han ikke havde nogen relationer der kunne komme i fare, det nærmeste han kom på en relation var hans kusine, som godt nok også var en del af dødsgarden, men hun ville da umuligt stikke sin vidunderlige fætter i ryggen. ”Som sagt, er jeg din 'ven', du husker mig nok ikke” Lothar drejede hovedet et øjeblik for at tjekke sig over skulderen, og hans krop fulgte stille og roligt med, han lænede sig kortvarigt op ad døren med sin hånd formet som en kop lyttede han gennem døren, det lød ikke ligefrem til at nogen stod på den anden siden. Men det var aldrig sikkert at ændre sit udseende, og slet ikke når den forhenværende regering var faldet da ”Jeg er Harlot Rook Emerald, og jeg er kommet for at stille dig nogle spørgsmål, og inden du spørger er jeg ikke en officiel del af dødsgarden, ikke endnu da, men de giver nu godt med arbejde” selvom at Mattheus nok ikke havde regnet det ud endnu, så var han ikke hvem han udgav sig for, igen drejede han hovedet og spejde imod cellens udgang, godt nok stod der ingen derude, men det betød da ikke, at de kunne snyde ham ”Der er sket en ændring i din straf, og det er ikke godt” Lothar smilede for ham selv, selvom han ikke ligefrem var for ej hellere imod det her, så måtte han spille sin rolle, dog var det ikke uden bekostninger, det havde kostet ham at skabe sit dække, men han kunne da gøre noget godt. Lothar knappede sin blazer op, og fiskede med sine fingre i inderlommen en lille flaske op med klart rent vand, samtidig med det holdte han en finger hen over læberne som et tegn på at han ikke skulle sige noget, hvorpå han rakte den lille flaske ind til Mattheus og fortsatte ”Din straf, det ser ud til at du indenfor det næste år vil blive henrettet, den præcise dag ved jeg ikke endnu, men som landet ligger, er det sådan det hænger sammen” Lothar, eller nærmere Harlot viftede kort med hånden som et tegn på at han hurtigt skulle tage sig og drikke vandet. Trods alt, brød han selv loven, også selvom han normalt ville gå efter magt positionerne, så var dødsgarden besejret før, og der havde de en endnu stærkere leder end nu, og hvem sagde det ikke ville ske igen? Det handlede om, at have venner på begge sider, så hvis det så ud til at den ene side sejrede så kunne man hælde til den, og hvis den anden, de venner. Det hele handlede om at spille spillet, og for Lothar, handlede det udelukkende om at vinde spillet efter sine egne regler.

[Deleted]

Umiddelbart sagde denne mand ikke Mattheus noget som helst. Han var efterhånden kommet derud, hvor han i bund og grund, var ligeglad med det hele, selvom det ikke var noget som han gjorde med vilje. Hans blik hvilede på manden. Ven? Han kendte sine venner, og denne mand, var ham fuldkommen ukendt! "Dit ansigt er fremmed for mig.. Jeg har aldrig set dig før," afviste han. Nok var han ikke den mest intelligente mand, men han kunne da godt huske hvem der var venner og hvem der var en fjende.
Igen vendte Mattheus blikket frem for sig. Hvad lavede manden overhovedet i cellen? Hvorfor var han i Azkaban? For at smalltalke? Han trak vejret dybt og sukkede tungt derefter. Han rystede på hovedet. Han ville egentlig bare gerne have fred. Som manden begyndte at snakke om hans straf, følte han kun en knude samle sig i hans mave. "... Ændringer? Hvordan ændringer..?" spurgte han denne gang med en meget mere direkte stemme. Den lille lommelærke med vand, endte han med at tage imod, selvom han dog ikke drak noget af den. Tænk hvis det var gift? Det var jo aldrig til at vide, og hvis denne mand var i ledtog med Dødsgarden, hvad så? Jo mere manden fortalte, des mere bleg måtte Mattheus blive. Henrettet? Ville de virkelig dømme ham til Dementorkysset? Ikke så meget som et ord måtte forlade hans læber, da blikket blev sænket. Indenfor det næste år? De ville lade ham vente, og være kendt med den ændring?
"Jeg har ikke brug for den her.." Han rakte ham lærken tilbage med vand. Han følte pludselig slet ikke for noget som helst! "Og gå.. Jeg ønsker ikke dit besøg," sagde han endeligt. Det var bare den værste nyhed, som man kunne give ham!

[Deleted]

Nå ja, hvad havde han regnet med, det var jo ikke fordi at enhver solid og rask person blot ville havde kastet sig over sådan en venlig gestus som han havde ulejliget sig med at bringe herind, hvis det blev opdaget stod han selv til at kunne miste livet, så ja, taknemmeligheden fra Mattheus var da meget forståelig, især når det kom på sådan et tidspunkt hvor at Mattheus ikke havde nogle kort på hånden. Lothar modtog den lille lommelærke og åbnede den og tog en slurk selv, og nikkede til Mattheus ”Måske er det ikke verdens koldeste ’nyhed’ men den er da ikke forgiftet på nogen måde” Lothar rakte den tilbage til ham, som et tegn på at der intet var galt med den overhovedet, selvfølgelig blev han nødt til at bruge netop de ord, som et tegn på at han ikke omtalte selve det han snakkede om før, men om vandet, om Mattheus i den her tilstand så ville forstå det, var en helt anden sag.

Lothar knækkede kort med nakken ved at dreje hovedet til siderne, og et lille smil kom frem på hans læber, han var da godt klar over hvad Mattheus tænkte, eller det vil sige, at troede han vidste det, hans øjne var meget afslørende ”Nej, du vil ikke få dødskysset, der kan du roligt slappe af, du vil blive henrettet offentligt så de alle kan se hvad der sker med forræderi” Lothar var nødt til at spille videre, selvom han blot fandt på det hele, så måtte han blive ved med at tale, han kunne ikke gå nu, heller ikke selvom det var det som Mattheus ønskede fra ham, så måtte han blive. Godt nok virkede det som om at Lothar tog et parti, men han havde ingen planer om at befri Mattheus, ikke endnu, måske slet ikke, det hele afhang af hvad fremtiden bragte, men der var ingen grund til at Mattheus skulle vide andet end at der var nogle som stadig kunne hjælpe ham, plus der intet var galt med at modtage hjælp, når den endelig optrådte i en skikkelse af en hjælpende person.

[Deleted]

Mattheus følte overhovedet ikke, at han kunne stole på denne mand. Egentlig kunne han vel slet ikke stole på nogen som helst, kunne han? Han bed tænderne tydeligt sammen, og vendte blikket mod ham. Selv den lille lommelærke med vand, rakte han tilbage til ham. Bare tanken om at han stod til en.. offentlig henrettelse for forræderi, var slet ikke til at bære. Faktisk var han overhovedet ikke med på, hvad denne mand egentlig var ude på. "Du har netop fortalt mig, at jeg har døden i vente, og tror at det er okay? Jeg vil ikke have den..!" endte han med en tydelig hæs stemme.
Raquel måtte Mattheus pludselig tænke på. Var hun overhovedet okay? Hvad med Zachary? Havde de det overhovedet godt? Han ville vel ikke komme hjem og kunne passe på dem igen?

Mattheus vendte igen blikket væk fra denne mand. Han var ikke engang Dødsgardist? Fandt han overhovedet glæde ved at skulle bringe ham disse nyheder? Han kunne slet ikke kapere dem, som det stod i øjeblikket. En offentlig henrettelse? Var de faldet helt tilbage til Middelalderen? En forræder? Han havde jo intet gjort, andet end at gøre modstand!
Mattheus rystede på hovedet.. Han grinte.. Han begyndte ærlig talt at grine af denne mand, og hvad han fortalte. "Det her.. det er simpelthen for langt ude.. En offentlig henrettelse.. Det må være en drøm.." Han vendte igen blikket i retningen af manden ved hans side. Han sagde ham virkelig intet. Der var intet genkendeligt ved ham. "Du tager gas på mig.." sagde han direkte. Det kunne godt være, at han fandt det underholdende, men det gjorde Mattheus bestemt ikke!

[Deleted]

Det virkede ikke til at der var meget at gøre, ikke fordi at han nød godt af at se Mattheus på den her måde, og ikke fordi at han fandt det specielt underholdende, en anelse, men ikke fordi at han ligefrem nød det, hvorimod det var en irritation for ham, hvorfor forstod Mattheus det ikke? Han var en ven, ikke en fjende, han skulle blot få det til at lyde som om at han faktisk var med dødsgarden, men ak nej, så nemt foregik det ikke. Ikke for at skyde skylden videre men Mattheus havde nu siddet der i forholdsvis lang tid, så det kom ikke specielt bag på Lothar at Mattheus var helt fra snøvsen. Lothar begyndte at sukke en anelse, og rystede let med hovedet ”Mattheus… Mattheus… Mattheus… Jeg kan godt se hvad du tænker på, du tænker på dine venner, de andre som er herinde, hvis vi nu kunne få en samtale i gang i stedet for at du sender mig væk som var jeg en skødehund for dødsgarden, så ville du forstå at jeg blot prøver at gøre dig opmærksom på hvad der sker” Selvom det nok ville blive svært, så var det måske muligt at få en besked mellem de to, hvis han da kunne, hvorom alting var, så den tid, skulle det nok komme.

Lothar, drejede sig kort rundt i rummet og tog en lille taburat frem, som han kunne sætte sig på ”Nu sidder jeg her, og så fortæller jeg dig min historie, og du vil sidde der og hygge dig, mens jeg snakker, okay?” Lothar smed det ene ben over det andet, og kiggede på Mattheus, ikke fordi at han besad uendelig tid herinde, men han kunne måske i længden godt tilkøbe sig længere tid, trods alt, havde alle væsner sin pris, det var bare forskelligt hvad den var, og hvor meget den var.

[Deleted]

Mattheus var en skygge af sig selv. Hver en lykkelig og fornuftig tanke, havde dementorerne taget fra ham, og derfor var det svært overhovedet at finde noget, at holde fast i. Han var her selv.. Trescott havde Alyxia, også selvomdet havde været temmelig turmult, eftersom hun havde født herinde. Det var næsten.. groteskt.
Hvad var denne mand overhovedet ude på? Han vidste det ikke, og han måtte erkende, at han faktisk ikke brød sig om det. Uvidenhed.. det var frygteligt, og særligt når han sad i en situation, hvor han uanset, ikke var i stand til at gøre noget som helst ved det, og det var næsten det, som for ham, var det værste af det hele! "Du fortæller mig netop, at jeg står til en offentlig henrettelse, og tror, at jeg er fristet til at føre en samtale med dig?" Hvad havde manden overhovedet fortalt ham om, hvad der skete på den anden side af muren? Han slog hovedet mere ind mod den iskolde mur bag ham og med en sitren. Her var virkelig koldt, og lænkerne var tunge. Det var bestemt ikke et værdigt liv!

Manden havde tilsyneladende ikke tænkt sig at gå. Et sted var det en irritation og alligevel en glæde, for noget selskab var uden tvivl ønsket og ekstremt tiltrængt på sin måde også. Han trak vejret dybt og slap det i et tungt suk. "Så gør det hurtigt, hvis du kun har tænkt dig, at køre rundt i det," sagde han direkte, som han igen sendte manden et træt blik. Han sov rigtig meget.. Han sov virkelig meget i denne tid, men var det underligt? Alt kørte i ring, alt var mørkt, koldt og trist. Sov man, så tænkte man ikke.. sov man, så gik det tiden hurtigere.

[Deleted]

Lothar løftede sin finger og smilte kort til Mattheus hvorpå han vippede med fingeren ”Ahhh ser du Mattheus, det hele omhandler spillet, desværre spiller dødsgarden ikke efter vores regler, og derfor sidder du der” Lothar viftede med hånden som et tegn på hans celle og fortsatte dernæst ”hvorimod at sådan en som jeg..-” han pegede kort på sig selv og skamlen han sad på ”sidder her fri, og uden bekymringer, eller jov, det er så om jeg skal have and og vin, eller gås og vin” Lothar rettede kort på sit tøj og smilte atter til ham, dog mere skævt, hvorpå han tog en slurk vand fra lommelærken ”Jeg kan ikke redde dig ud fra din suppedas, og jeg har ikke planer om det, fordi så ville jeg sætte min situation i fare, men jeg kan dog hjælpe dig, ser du, det gælder om at have de rigtige kort på hånden, og ligeså…-” Lothar stoppede og blinkede kort til Mattheus, hvorpå hans ansigt begyndte at ændre sig, til hans rigtige, dog beholdte han stemmen og håret for at det stadig skulle se ud som om at han var hvem han udgav sig for, dog valgte han at læne sig tættere hen imod Mattheus og begyndte at hviske ”-gælder det også om at have venner uden for fængslet, jeg duer alligevel ikke til livet bag lås og slå, jeg er alt for dygtig til at blive fanget” Lothar rettede sig op og hans ansigt tog form af hvordan det så ud før ”Jeg har hørt meget om den her, forhenværende må han være.. politikker, hvad hed han nu? Lothar? Hvilken idiot han dog var, alle de forkerte principper og så valgte han ikke side, han døde vist nok, eller forsvandt jeg er lidt usikker” Han smilede, venligt for en gangskyld til Mattheus og tilbød ham endnu engang en tår vand eller det vil sige resten af det, selvom Mattheus ikke havde regnet det ud endnu så måtte han jo skære det ud i pap, at Harlot var et anagram for Lothar. For folk som ikke kunne genkende hans stemme og eller ansigt, kunne umuligt vide hvem han i virkeligheden var, men det var en helt anden historie her med Mattheus.

[Deleted]

Denne mand havde en irriterende tendens til at agere bedrevidende overfor Mattheus, og det var i forvejen bare ikke en ting som faldt i særlig god jord hos ham, og særligt, når det var på denne her måde. Han vendte blikket direkte mod ham igen. "Well, lucky you," røg direkte ud af ham. Var han kommet til Azkaban for at prale med hans frihed?
Mattheus stirrede træt, men surt på denne mand. Nej, han var bestemt ikke en mand, som var meget for den slags morsomheder, for han så virkelig ikke det sjove i dette. Det var fint nok, at han kunne, men det var bestemt ikke noget som Mattheus delte med ham. "Til forskel for dig, så sidder jeg lænket her, fordi jeg nægter at gå med Mørkets Herre i hans kamp i det magiske samfund.. Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at give ham, hvad han vil have," sagde han fast. Han vendte blikket igen væk fra ham. Det gjorde ham sur, at manden forsøgte at være belærende.
At han pludselig skiftede ansigt, forekom manden nu alligevel en anelse bekendt. Var det virkelig..? Mattheus blinkede med øjnene. En Metamorphmagus? Var Lothar en Metamorphmagus!? Denne gang tog han mere frivilligt imod den lille lommelærke med vand.. Og tog rent faktisk også en tår af den. Han trak vejret dybt. Selvom han ikke havde tænkt sig at slippe ham fri, så var det et faktum, som Mattheus valgte at se bort fra lige nu. "Du har ret... han var en idiot," sagde Matteus en smule henkastet. Han havde bestemt ikke fundet det retfærdigt, at blive behandlet på denne måde. Han lod en sjat ligge tilbage i lommelærken, inden han rakte den tilbage til Lothar igen. Nu vidste han jo, at det var ham som sad der!

[Deleted]

Lothar havde vidst det i kort tid inden at helvede ville bryde løs og ministeriet faldt for dødsgarden, men han havde ingen mulighed eller intentioner om at sige det til andre, der havde altid været fordele ved at være storspiller, både indenfor og udenfor loven, at han så valgte at tro på de rygter han hørte var noget andet, i dette tilfælde virkede det seriøst og han tog en chance og forsvandt under jorden, godt nok havde han måske ikke det største at frygte for sin dagligdag eftersom han ingen intentioner havde om at kæmpe imod dødsgarden, men heller ikke for dem, eller det vil sige, indtil at han havde fået sikret sig en position med magt og prestige, hvor han kunne fortsætte med at arbejde på begge sider af loven, uden at blive forstyrret, og hvilken vidunderlig verden som dette udviklede sig til, nu hvor dødsgarden havde overtaget ministeriet så virkede det ikke til at lovene rigtigt blev overholdt, nu omhandlede det hele om hvem der var imod og for, muggler, halvblod og fuldblod… så underholdende det hele kunne blive på så kort tid, ingen ville rigtigt tage notits af hvis man brugte de utilgivelige forbandelser eller ej.. men så igen, han kunne tage fejl, og han kunne måske have ret.

Lothar smilede kort til Mattheus, nu hvor han havde opdaget hvad det hele omhandlede, og tog lommelærken og puttede den ned i sin lomme hvorpå den forsvandt ”Sig mig, Mattheus, hvordan har du det med hele den her nyhed om din henrettelse?” Lothar fiskede en lille bog, fjerpen og blæk op og begyndte at skrive nogle ting ned ”Kan du ikke fortælle mig, hvad der skete da du blev fanget, jeg er ret nysgerrig, nu var jeg der ikke selv hvor du nok befandt dig” Lothar fortsatte med at skrive i den lille bog uden at oplyse Mattheus om hvad han skrev ned, det hele ville blive klart for ham, meget, meget snart.

[Deleted]

At det var Lothar, gjorde Mattheus en kende mere rolig, også selvom tanken om en offentlig henrettelse, stadig dulmede bag i hans tanker. Var det rigtigt, eller var det noget som han bare fortalte ham, for at kunne sidde der, som han gjorde nu? Var han på Dødsgardisternes side, eller var det rent skuespil? Den mand havde han i forvejen haft meget svært ved at finde ud af, men skulle han stole på ham? Kunne han overhovedet stole på ham?
Mattheus tog en god tår vand, da det uden tvivl var noget, han efterhånden havde brug for. Derefter valgte han at række den tilbage til Lothar igen. Han havde det bestemt ikke godt, og man kunne ikke sige, at Azkaban gjorde det meget nemmere. Hvad han dog ikke ville give, for at komme hjem til Raquel og Zachary.

"Ligner jeg en, som har det fint med det?" spurgte han direkte. Tanken om det, var direkte dræbende for ham, og han brød sig ikke om det. Det var jo også et af de store problemer, som han havde med Lothar.. Han kunne ikke finde ud af, hvor han havde manden henne. Let vendte han blikket den anden vej.
"Ministeriet blev stormet helt uventet. Ingen regnede med at de kom," begyndte han ærligt. Selv han var blevet taget på sengen. Mildest talt! "De tog Atriummet først.. De slog ihjel.. Skrig og hyl overalt." Billederne kørte næsten som en film for Mattheus' øjne. Alt den panik. Det havde været svært at finde ud af noget som helst. Han rystede kort på hovedet igen. "Jeg løb til Aurorkontoret, for at advare resten.. Der var Theodore allerede dukket op. Jeg blev slået ud.. Det næste jeg kan huske, er at jeg vågnede op, før jeg skulle for 'retten'. Der blev jeg idømt livstid i Azkaban.." afsluttede han. Det var et virkelig kaotisk forløb, og nu sad han her. Hvornår og om han overhovedet ville komme ud igen, det vidste han ikke. Han håbede virkelig, at Dødsgardisterne gik ned med nakken!

[Deleted]

Mens Mattheus sad og fortalte om hvad der var sket mellem at Atriummet var blevet stormet indtil at han selv blev slået ud, for at få livstids i Azkaban, ak ja, hvilken næsten sørgmodig historie, hvis den da ikke også var en anelse underholdende, ingen havde åbenbart regnet med at dødsgarden kunne finde på at angribe, det var næsten underholdende, at vide at ministeriet var faldet på så kort tid, og alligevel havde dødsgarden ikke haft et besynderligt stort tabt, det hele virkede som om det var sket indvendig fra, som om de havde små hjælpere inde i ministeriet før de faldt, hvilket de jo så højst sandsynligt havde haft, ak ja, sådan måtte det jo være engang, de forberedte ville altid sejre, hvilket også var grunden til at Mattheus og Lothar sad på hver sin side, Mattheus i fængsel, og Lothar, tjoo, hans liv var da ikke ligefrem ødelagt, men det var heller ikke fordi at han sultede og mad var der trods alt nok af.

Lothar sad stadig og skrev videre i den lille bog, godt nok havde det ikke meget med hvad Mattheus sagde, dog vendte han bogen om, så Mattheus kunne se hvad der stod ”Har du en besked jeg skal give videre til en, eller flere af dine kære? Det kan blive farligt for mig, men jeg skal se hvad jeg kan gøre, bare skriv navn-(-ene/-et), hvor de/den/han/hun er, og hvad din besked skal omhandle, og jeg vil se om jeg kan bringe din besked videre.” Lothar rakte den lille bog, fjerpennen og blækhuset over til Mattheus, trods alt, gik han da ud fra at han havde noget familie, en kæreste, eller bare en eller anden, som han gerne ville give en eller anden form for besked, trods alt, kunne Lothar ikke sidde og sige det højt omkring hvad han havde skrevet ned, trods alt, i værste tilfælde kunne der være en på den anden side, som lige pludselig havde beslutte sig for at bryde ind, og derfor ville det altid være nemmest bare at bede om beskeden nedskrevet og gemme sin bog, trods alt havde han kastet besværgelsen der udvider de indre dimensioner af hans lomme i dette tilfælde uden at de eksterne dimensioner var blevet påvirket, så der kunne gemme sig mange ting nede i hans lomme, dog var det i dette tilfælde blot lidt vand, en bog, en ekstra stav og så også lidt mad, dog havde han glemt alt om maden endnu, godt nok var det kun et par kiks og sådan, som var meningen at han skulle give til Mattheus hvis han så ud til at være ved at dø af sult, men det virkede da ikke sådan endnu.

Dog kom Lothar hurtigt i tanke om det, og fiskede de få kiks op han havde som han rakte til Mattheus med et smil, godt nok stod han til at blive dræbt hvis det her blev opdaget, men så igen, hvem ville dog forstyrre ham? Han havde jo udgivet sig for at være en dødsgarde og også truet med at dræbe hvis han blev forstyrret, også selvom det ikke lå til hans natur at slå ihjel, nej nej nej nej, Lothar var mere en som ville bestikke, købe, leje, og hvis det ikke slog til, så forbande en person og fjerne hans eller hendes frie vilje, gratis arbejdskraft kunne man ikke sige nej tak til, især ikke når dødsgarden sad på magten, seriøst, ville de straffe en fordi man brugte de utilgivelige forbandelser?

måske ville de blive en anelse sure over det, men tjoo, den sorg til den tid, og så længe det ikke blev opdaget, så var han trods alt sikker.

[Deleted]

Tanken om død og ødelæggelse, var direkte forfærdelig i Mattheus' øjne, og den tanke, brød han sig bestemt heller ikke om. Det var dog bare ikke fordi, at han kunne gøre det store ved den, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Han bed tænderne tydeligt sammen, og vendte blikket væk. Ministeriet var stormet.. kunne man overhovedet slå Dødsgarden, hvis man ikke havde den base i ryggen?
Mattheus slap et tungt suk. Hvorfor Lothar var så nysgerrig på hvad der var sket, når man i princippet kun behøvede at læse i avisen, tænkte han ikke rigtigt over. Han tænkte ikke rigtigt over noget som helst, og intet gav mening for ham. Da han vendte bogen mod ham, så han kunne se hvad der stod, måtte han alligevel erkende, at manden uden tvivl havde overrasket ham meget positivt. Om der var en besked, som han kunne give videre til nogen? Umiddelbart tænkte han på Raquel, men selv han vidste, at Theodore søgte efter hende, og han vidste jo ikke om denne mand, var en, som han reelt set, kunne stole på. Det var da uden tvivl noget, som selv gjorde ham en kende usikker.

Bogen tog han dog til sig alligevel, og kiggede på ordene. Han tog selv fjerpennen, inden han selv skrev ordene: "Kan jeg stole på dig?" Inden han rakte bogen tilbage til Lothar. Raquel var et kæmpe sats, men der var naturligvis også hans mor, som han var temmelig sikker på, var ved at gå ud af sit gode skind, alene ved tanken om at hendes søn måtte sidde i Azkaban.
Mattheus vendte blikket alvorligt mod Lothar. Det var uden tvivl en meget alvorlig ting, at dele med hinanden, men selv han var ikke et sekund i tvivl om, at det hele nok skulle gå. Det håbede han i hvert fald. "Du vil give mig muligheden for det, inden jeg skal henrettes? Jeg ved ikke, om jeg skal takke for venligheden, eller om det er et forsøg på at lyse op i en allerede frygtelig mørk tilværelse," sagde han tydeligt henkastet. Han vidste jo ikke, om det havde været noget han havde sagt for rollens skyld, eller om det var noget, der rent faktisk ville ske.