What a circus

[Deleted]

Tag: Isobel Ebony Conelly

Det havde netop været præmieren på Rocky Horror, og alt var gået, som det skulle. Eller rettere sagt, så var det hele gået fuldkommen op i hat og briller, og der havde været optil flere ændringer grundet improvisation oppe på scenen, og det var jo også sådan, det hele skulle være under dette stykke. Det hele var bare én stor omgang makværk, men hvis man ikke lagde for meget i det og bare sørgede for at more sig, så var det Satme også morsomt. Toast, bobler og ris, der havde fløjet rundt over det hele, og folk, der sad med både aviser og deltagelses-guides over deres hovedet, mens de samtidig var ved at falde om af grin, af det, der skete oppe på scenen. Alt i alt, så havde det sådan set bare været en kæmpe stor succes.
Loke havde netop fået fjernet sin paryk og makeup samt fået skiftet til sit sædvanlige, lidt mere elegante, tøj. Han havde været lyshåret og halv-skaldet oppe på scenen, mens han sprang rundt som en gal, så det var vist synd at sige, at han havde mindet om sig selv. Og med makeuppen på så var det sådan set kun stemmen, man kunne genkende ham ved, hvis man selvfølgelig ikke havde læst programmet og dermed også rollelisten. Men af udseende alene og med afstand, så var det fuldkommen umuligt.
Lige nu var han på vej ud fra skuespillernes udgang fra teatret for at komme hjemad. De boede ikke langt derfra, så der var ingen grund til at transferere. Han gik hen mod hovedindgangen, hvor der endnu stod nogle mennesker tilbage og snakkede om showet. De fleste af de tilbageværende så ud til at have moret sig strålende, mens et par stykker så meget forvirret ud.

[Isobel Ebony Conelly]

Isobel stod midt i en kæmpe gruppe af grinende hekse og troldmænd der var på vej ud af teateret. Hun sneg sig så vidt muligt i mellem, til de kom ud i den frie luft. Det var en lun aften, så hendes elegante, men knap så praktiske beklædning i form af en dybrød kjole, kunne lige gå an, selv på denne her tid af aftenen. Det havde været en fantastisk aften! Det var første gang hun besøgte teateret men det havde virkelig været en fantastisk oplevelse og Loke.. ja hvis han ikke havde været charmerende i egen person, så var han det på scenen, selv på trods af hans meningsløse rolle.
Hun grinede lidt for sig selv, og stoppede op uden for teateret mens mange andre forsvandt ned af gaden. Et sted håbede hun lidt på at have heldet med sig og fange Loke inden han gik hjem, bare for at sige tusind tak for en god oplevelse.
Der var blevet kastet med diverse madvarer, Isobel havde stadig popcorn og ris i håret fra rækkerne bagved der ikke havde formået at kaste langt nok, og hun havde allerede opgivet lidt at blive helt fri for dem. Hendes grønne øjne faldt på Lokes skikkelse, hvilket fik hende til at lyse lidt op. "Mr. Mortem!" kaldte hun hvorefter hun løb ham lidt i møde så hun var sikker på at fange ham. "Jeg ville blot sige tak for i aften og for oplevelsen," sagde hun og stoppede op umiddelbart ved ham.
LAngt de fleste gik derfra med en god oplevelse, og hvis ikke, ja så var det vidst deres egen skyld!

[Deleted]

Det ville være synd at sige, at Rocky Horror var mange menneskers ynglingsmusical. Tvært imod, så var der faktisk rigtig mange mennesker, der ikke brød sig om den. Men det var bare fordi, de ikke forstod den. Eller rettere sagt: så forstod de ikke, at der ikke var så meget at forstå. Det var jo én stor omgang nonsens med god musik!
Loke stoppede brat op og kiggede til siden, da han hørte en bekendt stemme råbe sit navn. Han fandt så det sædvanlige skæve, måske lidt arrogante smil frem, da han fik øje på, hvem det var, der havde kaldt efter ham. "Miss Conelly," hilste han med et nik, da hun var kommet nær nok til at høre ham. "Det glæder mig, De kunne være her i aften."
"Jeg antager, De kunne lide forestillingen så," sagde han med et tilfreds udtryk. "Det glæder mig. Vi har også arbejdet hårdt på det." Han løftede sin hånd op til hendes hår og fjernede nænsomt de værste popcorn og ris, der sad deri. Det var egentlig en underlig skik, at man sådan skulle smide mad op mod scenen. Han vidste ikke helt, hvor den var kommet fra, men han var da i hvert fald glad for, at det ikke var ham, der skulle rydde op efter det igen bagefter. Selvom det jo heldigvis kunne gøre med magi på lige netop dette teater. For selvom mugglere ganske vist kom og så forestillingerne, så bestod casted til hver af dem udelukkende af magikere. Det gav jo også visse fordele med både scenearbejde og stort set alt andet.

[Isobel Ebony Conelly]

Det havde nok været den mest bizare, mest besynderlige og uhyggelige oplevelse Isobel nogensinde havde haft, men for pokker hvor havde det været morsomt! Hun havde aldrig nogensinde troet at noget så ligegyldigt kunne være så underholdt, faktisk havde hun helt glemt at drikke sin vin, bare fordi hun har været så opslugt af hele stemningen og det der foregik på scenen. Hendes smil fyldte næsten hele hovedet da hun stoppede op foran ham og så op på hans ansigt. "Bare kald mig Isobel," bad hun og nikkede ivrigt. "Jeg har aldrig prøvet noget så... mærkeligt," sagde hun og grinede bare ved tanken om nogle af scenerne der stadig kørte rundt i hendes hoved.
"Det vil jeg gerne tro. Det var så... så.. bizart, jeg har aldrig haft det så sjovt!" udbrød hun med julelys i øjnene. Det der havde hun haft så meget brug for efter en hård tid med arbejdsløshed, skillesmisse og en helt masse andet. Nu virkede hans smil bare af en eller anden grund bare mere charmerende.
Midt i den tanke mærkede hun hans hånd i håret og kom lidt til sig selv igen. "Undskyld min lidt overdrevende begejstring, jeg havde bare virkelig brug for at morer mig så det jeg egentlig prøver at sige, er tak," sagde hun og mærkede sine kinder rødme lidt af skam over at opfører sig lidt som et barn der lige have været i en slikbutik.

[Deleted]

"Jamen, så lad os i så fald være på fornavn og knap så formelle, skal vi ikke?" Spurgte han og mente nu selv, at hun var godt nok bekendtskab til, at han ville gide udvikle det til et venskab. Der var nogle folk, som han direkte afviste, men han havde indtil videre fundet Isobels selskab ganske fornøjeligt, og det fortsatte forhåbentligt.
Han smilede tilfreds. "Det var godt, du brød dig om det. Du virker, om jeg så må have lov at sige, også en del mindre anspændt, end sidst vi sås," sagde og mente det faktisk oprigtigt. Hun havde været en smule nede i kulkælderen sidst, og den flakse vin, hun havde siddet med, havde nu nok ikke kun været der for hyggens skyld. Det var altid fremragende, når man kunne komme fra teatret med en bedre fornemmelse, end da man gik derind.
"Det er slet ikke noget at undskylde for. Enhver kan jo lide at få ros fra sit arbejde," lo han kort, hvorefter han spejdede lidt ned ad gaden. De fleste caféer og restauranter havde jo endnu åbent... "Hvad ville du sige til at gøre mig selskab til noget aftensmad?" Spurgte han og rakte sin arm ud til hende, så hun kunne tage den. "Jeg giver," tilføjede han, da kontanter på ingen måde, var noget han manglede. Når man var vokset op som en Mortem, så var der jo visse fordele ved den fælles familieformue.

[Isobel Ebony Conelly]

Isobel nikkede istemmende. "Det lyder som en god idé," bekræftede hun og forsøgte at fjerne det lidt for store smil fra læberne, fordi hun følte sig som et lille barn der lige havde fået den bedste fødselsdagsgave. Hvad han dog ikke måtte tænke om hende.
"Det har været.. en meget hård tid, og jeg tror jeg har glemt hvordan det føles at have det sjovt, så jeg er taknemmelig for at du mindede mig om det. Jeg vil helst sikker indfinde mig i teaterets sæder igen," sagde hun ærligt. Faktisk havde hun næsten fået lyst til at stå på scenen, men skuespiller var nok ikke noget man bare lige blev uden videre.
Et lille suk gled hen over hendes læber. Det var rusen der tog en smule af.
"Naturligvis og du fortjener den også. Du har virkelig overrasket mig Loke Mortem, jeg som ellers altid har pralet med at være en menneskekender," hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham. Gennem sin karriere havde hun mødt mange spændende mennesker, men ingen der havde vækket hendes nysgerrighed på samme måde som ham.
Byen var stadig fuld af liv og indbød til at fejre det videre. "Meget gerne.. hvis du vil fortælle mig hvordan du endte på teateret," tilføjede hun med et lille glimt i øjet mens hun lod sin arm glide ind i hans så de kunne gå.

[Deleted]

Loke kom fra en formel og pæn familie, så det var ikke overraskende, at han også selv opførte sig sådan... Mere eller mindre i hvert fald. Men han måtte da indrømme, at det ofte blev trættende i længden at være på et sådan formelt plan, når det gjaldt folk, han gerne ville tale med. Havde det været en eller anden douche, som han ikke gad være omkring alligevel, så var situationen en helt anden, det var klart.
"Det glæder mig at høre," sagde han og var faktisk oprigtigt glad for, at han havde fået lokket en person til at nyde teatrets goder og glæder. "Du siger bare til, så skal jeg nok skaffe dig gode billetter til mine egne forestillinger i hvert fald." Det var jo ikke ligefrem fordi, han havde så mange andre at give dem væk til, og han ville oprigtigt gerne se mere til hende.
Han sendte hende et indcharmerende smil. "Nu smigrer du mig," sagde han, men uden at gøre noget forsøg på at lade som om, han blev genert over det. "Det kunne næsten være, du selv skulle tage og prøve det engang? Teatret, altså," tilføjede han med et lusket blik og et hævet øjenbryn mod hende.
Som hun tog hans arm, begyndte han at føre hende ned ad gaden, hvor der lå flest spisesteder. "Så gerne," sagde han, "men der er ikke megen historie over det. Jeg kommer fra en meget kulturel familie og har altid været interesseret i den slags. Efter at have gradueret Hogwarts fik min kusine og jeg så arbejde her på min grand-grandfætter, Raouls, teater."

[Isobel Ebony Conelly]

Isobel var fascineret af den unge mand. Det var ikke ofte man mødte nogen så kreativ og humoristisk og samtidig så mystisk og så formel. Det pirrede hendes irriterende nysgerrighed nok til at vove pelsen lidt. Det var spændende at se ham forandres i teateret og hun følte sig helt høj på følelsen af at have leet så meget, det havde opslugt hende mere end den første bog hun nogensinde havde læst, hvilket ikke sagde så lidt.
"Jeg takker ikke nej. Jeg har rigeligt af tid til det, desuden er jeg ret sikker på at jeg foretrækker de forestillinger hvis rolleliste indeholder dit navn," svarede hun og sendte ham et lidt genert smil. Det lød forkert selv i hendes ører, men alligevel så havde han bare en form for passion der smittede af på resten af stykket og så var han en flot mand, det var jo ikke skidt at lægge sine øjne på.
"Mig?" hun så op og kunne ikke lade være med at grine. En lille del af hende ville nok gerne prøve. "Det tror jeg næppe at jeg ville egne mig til," afviste hun uden egentlig at vide det. Med hans arm i sin, slentrede hun ned af gaderne og måtte holde sig selv lidt i nakken for ikke at blive ved med at kigge op på ham. "Jeg synes det lyder interessant. Så I arbejder der alle?" det var dog pudsigt at arbejde med sin familie på den måde. Og allievel en spændende verden.

[Deleted]

"Det forstår jeg godt," sagde Loke halvalvorligt, men ikke uden det smørrede smil, som han altid bar rundt på. "Jeg brugte også gerne en aften på at sidde og stirre på mig." Han lagde bestemt ikke låg på, at han var selvglad, og fandt det faktisk ganske underholdende at overdrive med til tider. Men han var af den overbevisning, at det var helt okay, bare man selv var klar over det. Ikke som de der tabere, der hele tiden rendt rundt og kæftede op om dem selv, men alligevel nægtede sig skyldige i den tydelige kendsgerning af selvglæde.
"Det ved du jo ikke, før du har prøvet det," påpegede han med et nik som for at give sig selv ret. Hans egen anerkendelse var jo ofte, alt han behøvede. Men det kunne nu alligevel blive sjovt, hvis han kunne få lokket hende til at give teaterlivet en chance.
Loke rystede på hovedet. "Nej, det er kun Lupa, min kusine, og jeg, der arbejder der som skuespillere. Min grand-grandfætter ejer det så lidt i fællesskab med hans bedste ven, der i øvrigt er gift ind i familien. Ellers har vi så mange forskellige professioner." Mortem'erne var svære at holde styr på, men når man var født ind i det virvar og havde levet med det hele sin barndom og ungdom og sikkert også med voksenlivet igennem. Men det var nu også til tider en fordel at have slægtninge på mange forskellige områder.

[Isobel Ebony Conelly]

Godt nok lod Lokes selvtillid til at have det ret godt, men hun kunne ikke lade være med at grine lidt af hans lidt for selvfede bemærkning. Normalt ville hun som en moden kvinde, himle med øjnene, men han var nu alligevel lidt charmerende. "Det forstår jeg godt. Jeg tror der er en del der kunne bruge en aften på den måde," medgav hun og rystede på hovedet dog uden at lade smilet falme. Hvornår stoppede han mon med at overraske hende?
"Det kan du have ret i, men ærlig talt, så har rampelyset nok aldrig været mig. Derfor elsker jeg journalistik. Jeg kan få mine kreative sider ud, jeg kan fremfører mine holdninger men stadig gemme mig bag ordene," forklarede hun med et lille suk. Somme tider savnede hun at arbejde på en avis men Profettidende var ikke engang en mulighed længere.
Isobel kastede sit blik op på ham. Hun kunne ikke undgå at være fascineret af ham og hans familie, som hun ikke kendte mere end det hvad han havde fortalt om dem. "Det lyder interessant. Kompliceret men interessant. Mine forældre arbejdede begge i ministeriet, det var alt sammen meget kedeligt og alvorligt," indrømmede hun med et lidt dramatisk suk. Altid en masse politik ikke halvt så meget sjov som hun forestillede sig at Loke havde haft.

[Deleted]

"Det er jeg helt sikker på, at du har ganske ret i," medgav Loke med et nik og en kort leen. Til tider blev hans overdrevne selvgladhed for meget for visse mennesker, men hvis man bare fandt komikken i det, så gik det sædvanligvist. Han gjorde sig aldrig for godt mellem alt for seriøse mennesker. Det var jo klart, at han selvfølgelig ikke hele tiden var sådan, men han nød det nu fremfor at gå rundt og være usikker på sig selv hele tiden.
Loke sendte hende et stjålent blik, inden han talte. "Men har du nogensinde prøvet at stille dig op et sted og ikke gemme dig væk?" Spurgte han mere som en poientering, da han ikke ligefrem regnede med, at hun havde det. "Det vil måske overraske dig, hvis du først forsøger," tilføjede han, så hun ikke skulle forstå det som alt for pressende.
"Det er et stort rod, hvis du ikke er født ind i det," sagde Loke ærligt, da der ikke skulle være nogen tvivl om den sag. Han rystede på hovedet. "Det hele bliver kedeligt, når det hele skal være alvorligt hele tiden. Der er også mange i min familie, der arbejder med politik og den slags, men vi har altid været gode til ikke at lade det holde os for så meget andet... Men det er selvfølgelig ikke alle, der har den evne." Dog kunne man ikke just kalde Lokes barndom for nogen dans på roser. Der var jo deres idealer, som de alle nærmest blev hjernevasket med, og han havde da også modtaget et par gode omgange tæsk gennem sit liv, selvom han havde vænnet sig så meget til det (ligesom de andre Mortem'er), at det ikke var nogen stor ting i hans hoved.

[Isobel Ebony Conelly]

Det var opløftende at være sammen med en vis selvtillid ikke fejlede noget og som forstod sig på at nyde livet. Det var en ganske åndssvag tanke, men Isobel havde nok følt sig for gammel til den slags, hvilket han havde fået hende til at indse, ikke var sagen. "Nej.. nej det har jeg ikke," indrømmede hun og stirrede lidt tænksom frem for sig. Faktisk havde hun altid hadet at være i centrum, den plads havde hendes bror altid glædeligt påtaget. "Det så, så befriende ud. Altså scenen. Man kunne se hvor meget I nød det og hvor frie i følte jer," sagde hun misundeligt. Inderst inde kunne hun godt tænke sig at give det forsøget, men hun frygtede lidt for at gøre sig til grin.
Efter så mange år med en en masse alvor, så ville det være fantastisk bare at have det sjovt, og Loke virkede lige som manden der kunne lære hende det. "Det er sandt. I forhold til politik må jeg sige at du er et frisk pust Loke," hun så op på ham og mærkede et lille koldt vindpust i nakken. "Måske du kunne lære mig lidt mere om livet i teateret? Jeg synes det er ret fascinerende," hun lænede sit hoved mod hans skulder og smilede lidt for sig selv. Måske det var lige hvad hun havde brug for!

[Deleted]

"Jamen, så afgør det jo sagen," erklærede Loke mere eller mindre højtideligt. I hvert fald uden at dæmpe stemmen det fjerneste, det ville være synd at sige. "Du bliver nødt til at give det et skud. Du ender sikker med at være vild med det," sagde han og lavede en mærkelig håndbevægelse, der ikke efterlod nogen tvivl om, at folk ofte havde mistaget ham for at være homo. Det var han ikke, men det generede ham af en eller anden grund nu heller ikke.
Han nikkede. "Det er det også. Der er ikke noget deroppe, der er flovt eller pinligt, medmindre man selv gør det til det," informerede han, hvilket var en af de ting, han allerbedst kunne lide ved scenen. Hvis man ikke selv fandt det mærkeligt eller pinligt, så åd publikum det råt. Det var ærlig talt en herlig fornemmelse.
"Du skal da være meget velkommen til at komme med derind en dag," tilbød han, hvorefter hans tanker blev en smule optaget af, at hendes hoved lænede sig på ad hans skulder, men de gik. Han var ikke vant til fysisk kontakt på den måde, og det var faktisk helt rart. Ikke at han ville lægge for meget i denne gestus, men når han sådan ikke rigtig var blevet opdraget med kærlighed og diverse andre ting, som han ikke kendte til, så var det helt mærkeligt med en sådan handling, men ikke mindste behageligt på en aller anden måde. Han kunne i hvert fald godt vænne sig til det, det var han da sikker på.

[Isobel Ebony Conelly]

Isobel måbede men kun et grin kom over hendes læber. "Du giver mig da også virkelig en chance!" udbrød hun fuld af sarkasme. "Du er godt klar over at det ville indebærer at du tilbragte lidt flere timer i mit selskab for at give mig lidt tips og tricks ikke?" spurgte hun lidt drillende. Sandheden var at det slet ikke ville genere hende at skulle se ham igen. Ikke at hun turde lægge noget i det, for han var med garanti yngre end hende, og desuden så troede hun ikke et øjeblik at der var mere i det, selvom hun somme tider fik en tanke eller to, der ikke hørte nogle vegne.
Hun rystede tankerne lidt af sig. "Det må være befriende ikke altid at skulle være så perfekt," konstaterede hun. De havde passeret stort set alle caféerne men helt ærligt så hun heller ikke vildt sulten mere, og det var hyggeligt. "Hvorfor ikke. Nu har du gjort mig nysgerrig," hun fortsatte med hovedet mod hans skulder uden at skænke det en tanke hvad han tænkte om det. Det havde aldrig været hendes mening at gøre det akavet for ham eller noget, måske det bare var hele stemningen der greb hende lidt, hun var blevet lidt for hovmodig at den oplevelse lod det til, desværre så bemærkede hun det ikke rigtigt selv.

[Deleted]

Det selvsikre smil, han var så kendt for, fandt omgående vej tilbage på Lokes emner, ved Isobels bemærkning. "Jamen ud over, at du selvfølgelig får den store ære af at tilbringe timer sammen med fabelagtige mig, så er det jo kun en ekstra bonus for mit vedkommende, ikke sandt?" Sagde han og nikkede som svar på sit eget spørgsmål. Hvem ville ikke gerne tilbringe timer sammen med ham? Og hun var jo desuden rigtig godt selskab, så det var da heller ikke fordi, tanken om at tilbringe lang tid med hende ikke behagede ham. Tværtimod.
"Jeg er perfekt, uanset hvad jeg foretager mig," påpegede Loke. "Men ikke desto mindre, så har du ret. Det er ganske befriende ikke at behøve bekymre sig om, hvad andre mennesker tænker om én. For bare du laver dine ting, er det aldrig skidt." Det var jo noget af det magiske ved teater. Hvis man bare dækkede godt nok over den, så kunne selv en åbenlys fejltagelse gå hen og bringe vedkommende stor anerkendelse.
Han nikkede til hende. "Det bør vi da i så fald finde ud af," sagde han og kiggede dernæst ligefrem igen, selvom hans opmærksomhed alligevel var rettet mest mod hende. "Du siger bare til, når det passer dig, så skal jeg nok sørge for et eller andet." Han havde næsten helt glemt, at de faktisk søgte efter et sted at spise, men for at være ærlig, så nød han det nu egentlig ganske vel bare sådan at gå rundt med hende som selskab. Han så helt frem til at skulle tilbringe mere tid med hende ude i fremtiden, og at dette ikke ville blive sidste gang, de skulle ses.