Look At You!

[Marguerite Sophia King]

”Musik, selvfølgelig! Det kunne jeg jo have sagt mig selv.” Rita rullede ironisk med øjnene og blinkede efterfølgende til ham, så han ville vide, hun bare lavede sjov. ”Biologi er også godt! Det er vist det, der ligner Botanik lidt.” Det var bare noget med, at det ene fag var større end det andet. Var det Botanik, der dækkede over mere end Biologi? Eller var det omvendt? Argh, Rita kunne ikke huske det. Hun havde ellers altid brystet sig af at være riiimelig bevendt i mugglerverdenen også, men jo ældre hun blev og jo flere år, hun tilbragte i magikerverdenen, jo mere gled det i baggrunden. Hun tog sig tid til at overveje sit svar et øjeblik, da han returnerede spørgsmålet. ”Eliksir. Men jeg kunne nu også meget godt lide Spådom til sidst. Og Forsvar mod Mørkets Kræfter.” Først til sidst, dog. Det var et fag, som Rita i mange år ikke havde været særlig god til, det var kommet gradvist, da hun fandt ud af, at hun var Seer. Stadig ikke noget, som særlig mange kendte til. Rita ville hade at blive stemplet som en særling.
”Aha!” udbrød hun triumferende. ”Så har du ikke en chance imod mig.” fastslog hun med et snusfornuftigt snøft, efterfulgt af en lav latter. På den anden side, så havde Jayden jo forsøgt at smide hende i Den Sorte Sø engang - midt på en novembernat! Hun havde trukket ham med, selvfølgelig, for det var nu engang Rita, det drejede sig om.
Hun stirrede lidt uforstående på ham, da han afslørede, hvad han måske ville læse videre som. ”Event.. manager?” gentog hun langsomt og rettede et spørgende blik imod ham. Hvad i alverden lavede sådan en? ”Åh, det vil jeg høre en dag!” jublede hun glad. Selv var hun håbløst tonedøv. Eller, hun kunne da godt holde en melodi i en sang og sådan noget, men musikalske evner derudover, det mente hun ikke, hun havde. Før Hogwarts havde hendes forældre prøvet at lære hende at spille violin, men det var ret hurtigt blevet opgivet igen, heldigvis.
Rita klukkede fornøjet over Benjamins ordsalat og gav alligevel hans arm endnu et klem. ”Du skal passe på, hvad du siger nu!” advarede hun muntert og tilføjede alligevel: ”Bare rolig. Jeg ved, hvad du mener.” Nej, man kunne hurtigt komme galt af sted, hvis man glemte at tænke over, hvad man fik sagt - og dog var det også en skidt ting, hvis man tænkte for meget over, hvad man ville sige - for så fik man det aldrig sagt.
Det var ikke rigtigt gået op for hende, at de var stoppet med at gå igen - de havde da ellers været på vej imod den café, Benjamin var gået forbi på vej den modsatte vej. Tidsrummet fra, de var stoppet med at gå, og til Benjamin kyssede hende, kunne hun i det hele taget ikke helt gøre rede for. Faktisk overrumplede han hende lidt, eftersom tanken om, hvorvidt hun kunne tillade sig at give ham et kys, ramte hende, i det øjeblik han tog initiativet. Hun stod bomstille et sekund, mens hendes hjerte speedede betydeligt op, før hun drejede sig en smule og strakte sig op mod ham for at fastholde det søde kys lidt endnu.

[Benjamin Thomas Hansen]

Han grinte let og nikkede, ja det kunne vel næppe komme som nogen overraskelse for nogen som helst. "Ja, jo lidt, det er bare ikke kun planter, men også menneskekroppen og sådan" forklarede han med et smil på læberne, hun var da ikke helt galt på den. Han så en smule afventende på hende, mens hun overvejede sit svar, før et smil brød i gennem på hans læber, "Arh, eliksir, det skulle også være sjovt, har jeg hørt" sagde han med et smil på læberne, men han blev dog en smule overraske over hendes fortsættelse, "Spådom? Det er da et atypisk fag, at kunne li?" endte han, han havde godt nok aldrig selv haft det, men han havde da hørt om det, og langt de fleste synes det var et mærkeligt og kedeligt fag. Men nu var Rita jo også en atypisk kvinde, hvilket var en god ting, i Benjamins øjne i hvert fald.
Hendes triumf fik ham til at grine, "Det her er en tabt debat for mig, på forhånd, er det ik?" grinte han, og blinkede til hende, hun var virkelig sjovt og dejligt selskab.
Han smilede roligt, "Ja, det er stort set det sammen om jeg laver nu, for Zarina, men jeg vil kunne blive her i landet, og være med til, at arrangere nogle forskellige ting, koncerter, messer, og sådan noget" forklarede han roligt med et smil. Det ville nu også være virkelig rart, at kunne være hjemme, og ikke skulle til udlandet hele tiden, selvom han jo rejste gratis med Zarina. Han rystede lidt på hovedet, dog med et smil på læberne, "Jeg spiller og synger ikke foran andre, jeg er ikke professionel" sagde han i et lille grin, der var ikke mange som havde hørt det, men måske han godt kunne overtales til, at lade Rita høre det.
Lige nu var han virkelig glad for, at det ikke lå til ham, at rødme, ellers havde han nok lignet en tomat nu. "Jah, jeg tror, bare jeg holde mund nu" sagde han i et lille grin, og vendte blikket mod hende, "Godt, så snakker vi ikke mere om det" sagde han og blinkede til hende med et smil på læberne.
Om det var klogt eller direkte dumt, at kysse Rita, vidste Benjamin ikke. Men det værste der kunne ske, var vel, at hun gjorde brug af sine tøsekneb og han ville ende i søen. At hun derimod pludselig gengældte det, havde han godt nok ikke regnet med. Han havde nok lidt nærmere regnet med, en lussing eller en afvisende hånd mod sin brystkasse. Men hun gengældte det rent faktisk. Som hun vendte sig mod ham for at holde kysset, lod han en hånd glide op til hendes kind, som han roligt aede, og gjorde kysset en smule dybere. Hun smagte fantastisk, og det var som om, at alt omkring dem forsvandt, og han havde slet ikke lyst til, at slippe hende igen. Den modsatte hånd lod han roligt hvile på hendes hofte, for at trække hende en smule tættere på sig.

[Marguerite Sophia King]

”Det lyder også vildt spændende!” Et øjeblik spekulerede hun over, hvorfor i alverden, de ikke lærte noget om menneskekroppen på Hogwarts. Det var vel ret relevant, hvis man nu ville være healer eller sygeplejerske eller sådan? Men det var jo nok noget af det, de lærte på selve uddannelsen. Det skulle der jo også være noget stof til. ”De fleste hader det.” afslørede hun med en grimasse og fortsatte: ”Det gjorde jeg også i starten! Da jeg ikke kunne finde ud af det.” Endnu en lav latter. Rita var af den type, der, hvis hun ikke kunne finde ud af noget, hun var tvunget til, ganske enkelt ikke kunne lide det - men uden at indrømme, det var fordi, hun ikke kunne finde ud af det. Havde hun et valg, ville hun ganske enkelt lægge det fuldstændig fra sig.
”Vi kan lade det komme an på en prøve en dag, kan vi.” foreslog hun overmodigt og vippede udfordrende med øjenbrynene, velvidende, at hun nok i bogstaveligste forstand var på vej ud på dybt vand. Det kunne ende med at blive sjovt, dog, selvom vand stadig ikke var Ritas element, så var hun trods alt kommet sig lidt over sin utryghed.
”Åh okay, det kunne da også være dejligt, hvis du blev her i landet.” bemærkede hun og tilføjede lidt hurtigt: ”Altså, for din egen skyld. Det er jo lidt nemmere at holde kontakten med sine venner og sådan.” Det lød jo næsten som om, at hun syntes, det var dejligt, hvis han kunne blive i England. Det syntes hun i øvrigt også, for hun ville rigtig gerne lære Benjamin endnu bedre at kende, men derfor behøvede det jo ikke lyde sådan, så åbenlyst.
”Heller ikke foran mig?” spurgte hun med et indsmigrende smil og mønstrede de bedste hundehvalpeøjne, som det var hende muligt. Det fungerede altså bare bedre, hvis man havde et par store, mørke øjne, hvilket Rita jo ikke just havde, men det forhindrede hende nu altså ikke i at prøve! Alle kneb gjaldt.
Hun rystede bekræftende på hovedet og første i en bevægelse hånden over munden, som om hun lynede læberne sammen. Niksen. Så var det uddebatteret. Et muntert smil kunne hun dog ikke tilbageholde.
Rita havde ikke rigtigt lagt yderligere overvejelser ind i at kysse med Benjamin. Indtil nu havde hun jo kun været gravid, når de havde set hinanden, og så havde hun måske bare slået sig til tåls med, at han, ligesom alle andre, ville slå bakgearet til på grund af Bellis. Den teori lod dog til at falde lidt til jorden nu, selvom den stadig pulserede i baghovedet på hende. Følelsen af ham overfor hende var fantastisk, varmen skød ud fra det sted, hvor deres læber mødtes og nåede alle dele af hendes krop, så hun accepterede uden videre dybdegørelsen af kysset ved at lægge hovedet en anelse på skrå. Smagen var sød, som honning, varmet i whisky, og hun lod langsomt hænderne søge op omkring hans hals, da han trak hende lidt tættere på. Hun ville have intensiveret det yderligere, men en klagende lyd fra Bellis bragte hende tilbage til virkeligheden, så hun trak sig væk fra ham øjeblikkeligt. ”Undskyld.” mumlede hun, helt uden at vide, hvad hun præcis undskyldte for - for at have gengældt det, eller for at have afsluttet det? Hun bøjede sig over barnevognen for at stoppe sutten, der var smuttet ud i søvnen, ind i munden på Bellis igen. Så kunne hun også skjule det fjogede smil, der truede med at bryde frem.

[Benjamin Thomas Hansen]

Han smilede let, "Det er det også, virkelig meget faktisk," med gav han roligt. "Virkelig? Hvad skete der? Fik I ny professor som gjorde det sjovere eller?" spurgte han nysgerrigt, det kendte han da selv alt for godt. Mange gange så var det faktisk ikke faget som var kedeligt, men professoren som underviste i faget.
Han grinte lidt, "Pas på med at udfordre mig, Rita, vi er konkurrence mennesker i min familie" advarede han med et morende glimt i øjnene. Der havde altid været konkurrencer omkring ham, så det var vel ikke underligt, at han også havde det gen i sig. Noah som havde spillet og senere trænet i Quidditch, Sofie som havde ejet sin egen danseskole, ja så var deres børn nok dømt til, at gå efter at få sejren i hus.
Han vendte blikket lidt overrasket mod hende, men det blev dog hurtigt til et smil, da hun fik reddet sin første sætning. "Ja, USA er langt væk, når familie og venner alle sammen er her i England" svarede han ærligt, "Især når man ikke bare lige kan tranforere sig fra den ene verdens del til den anden," tilføjede han og blinkede til hende. Så vidt han huskede, så havde han da fortalt hende, at han var fuser, selvom han ikke ligefrem var stolt af, at være fuldblod, men uden magiske evner.
Han rystede grinene på hovedet, indtil han vendte blikket mod hende igen, "Hey, de der tøsekneb er ikke fair" grinte han, store blå dådyrøjne og ja, bare hele Ritas smukke engleansigt, kunne han jo ikke sige nej til, "Måske, en dag," gav han sig alligevel til sidst, og smilede til hende.
Hele følelsen af at stå der og kysse med Rita, var helt i gennem fantastisk. Følelser han aldrig havde oplevet i sin krop før, væltede nu ned over ham, og hans krop blev fyldt med glæde og varme. Stod det til ham, kunne de godt blive stående der resten af dagen, men han slap både hendes læber og fjerende sine hænder fra hendes hofter, da Bellis' lille klagende lyd afbrød dem. Han lod en hånd klø sig lidt random i nakken, mens han bare følte han stod og smilede dumt for sig selv, mens Rita tog sig af Bellis, "Nej, nej, du skal ikke... undskylde," sagde han roligt, han hjerte bankede en smule hurtigere end det plejede. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige mere, men han havde virkelig lyst til, at kysse hende igen.

[Marguerite Sophia King]

”Det er en af grundene, i hvert fald! Så fik jeg lidt ekstraundervisning og sådan… Når man engagerer sig i noget, så bliver det bare meget sjovere!” forklarede hun smilende, alligevel uden at nævnte det faktum, at hun var Seer. Og Benjamin var Fuser, gad vide, hvad i alverden han ville sige til det! Rita havde ikke engang fortalt det til Lah - af en eller anden mystisk årsag. Det måtte ganske enkelt bunde i en eller anden dybfølt frygt for at blive til grin.
Hun fniste lidt over hans advarsel. ”Så det er I?” gentog hun let og lod blikket glide overvejende ud over søen igen, som om hun vurderede sine muligheder. ”Lad os vente, til det bliver mega varmt!” endte hun til sidst og vendte opmærksomheden tilbage mod Benjamin, Bellis og deres foretagende. Benjamin, Bellis. Det klingede godt.
”Nå ja, det er rigtigt!” udbrød hun, da han nævnet det med at transferere sig fra det ene sted til det andet. ”Jeg glemmer altid, at du er Fuser.” Hun rystede let på hovedet. ”Eller, altså, ikke fordi der er noget galt i det, overhovedet, det er bare så nemt at glemme, når du kan snakke med på det hele.” skyndte hun sig at uddybe, eftersom det i hendes hoved havde lydt en anelse nedladende. Det var nærmest at tabu at snakke om jo. Fuser. Fuser. Næsten et forbudt ord!
Rita jublede glad, da Benjamin gav sig. Eller, næsten gav sig. ’Måske, en dag.’ - det var i Ritas optik det samme som at sige ja, selvfølgelig. Hvis man rakte hende en lillefinger, tog hun hele armen. Sådan var det. ”Jeg skal nok være sød.” lovede hun højt og helligt og sendte ham en sidste dosis blå hundehvalpeøjne, inden hun resignerede. Hun ville også selv være ret tilbageholdende, hvis det var hende, der stod i Benjamins sko - det var altid vildt grænseoverskridende at indvi andre personer i den slags ting.
Det tog ikke lang tid at putte sutten tilbage i munden på babyen, men Rita trak den lige et par sekunder længere. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, da hun omsider kunne rette sig op og vendte sig mod Benjamin igen, med den ene hånd støttende på barnevognen. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.” indrømmede hun og bed sig rådvild i underlæben, hvor hun nærmest stadig kunne mærke Benjamin, ikke ude af stand til at lade være med at smile.

[Benjamin Thomas Hansen]

"Det kan jeg kun give dig ret i, men det er da godt, du fik noget hjælp, hvad vil du så?" spurgte han nysgerrigt, selvom han jo nok godt kunne gætte sig til, at hun ville være journalist.
Han nikkede med et smil plantet solidt på læberne, "Åh ja, det er vi i aller højeste grad," sagde han, det kunne godt være at Benjamin selv ikke virkede som typen der tog en kamp op, men det gjorde han, men han var nok lidt mere perfektiontisk end resten af familien. Alt skulle være perfekt, der var ingen grund til at gøre noget som helst, hvis man ikke gjorde det helhjertet. "Du skal måske lige hjem og øve dig lidt først?" drillede han, men med en kærlig undertone. Hun var en virkelig sød og dejlig pige, og Benjamin måtte jo nok indrømme at han var lidt gladere for hende, end han normalvis var for sine veninder.
Han smilede roligt til hende, "Det okay, jeg er vant til det," forsikrede han, han vidste jo godt hun ikke sagde det for at ramme ham eller noget som helst. Fuldblod og så fuser, ja der var ikke så meget at gøre, faktisk intet, men det var okay, han havde jo aldrig prøvet andet, så selvom han havde set magi på daglig basis siden han blev født, så vidste han jo ikke hvad han gik glip af, når han ikke selv kunne. "Ja, sådan er det med magiker forældre og søskende, så kan man ikke rigtigt undgå ikke at snakke med om det" sagde han roligt.
Han måtte slippe en latter ved hendes ord, "Dig? Være sød? Hvorfor har jeg lidt svært ved at tro på det?" grinte han, han havde lidt en idé om, at enten så elskede man Rita eller også så hadede man hende, lidt ligesom Kaya, måske de to ville kunne blive gode veninder? Han tænkte aldrig rigtigt over, at de to måske kunne kende hinanden, de havde jo gået på hvert deres kollegium, og der var jo så mange elever. Havde han i hvert fald hørt.
Stemningen var pludselig en smule akavet. "Undskyld.." sagde han i en stille mumlen, og vendte blikket mod jorden, i mens Rita sørgede for Bellis. Hans blik fandt dog hurtigt vej tilbage til hende, som hun stod der og så så dejlig ud. "Nej, det.. gør jeg heller ikke," sagde han, det nervøse smil var vendt tilbage på hans læber. "Men, jeg kunne godt tænke mig, at gøre det igen" indrømmede han og tog et skidt mod hende, aede blidt hendes ene kind med sin hånd, hvorefter han lænede sig ned efter hendes læber igen, mens han inderligt ikke håbede det ville koste ham en lussing.