What goes around, comes around ~

[Cher Boydell]

Hun lagde overvejende hovedet fra side til side. ”Aaarh, jeg ville jo bare ende med at brække din arm eller sådan noget,” fejede hun det af med et kækt smil. Jo, de vidste da godt, hvem af dem, der ville tabe, hvis det endelig var. Realitet var dog ikke noget, hun forholdt sig til. Ikke lige i det her tilfælde, i hvert fald.
Da han igen prikkede hende i siden, hvinede hun. ”Stop så!” hun vred sig lidt, for at få ham til at stoppe, og skulede efterfølgende bare til ham. ”Du er så led.”

-

Hans suk gav hende dårlig samvittighed. Hendes selvværd havde aldrig fejlet noget, men hun havde det ikke godt med, at hun havde vækket ham - det skulle hun ikke have gjort. Hun skulle bare have dealet med det og ladet som om, at det ikke var sket, og så gå i seng igen. Men sket var sket, og hun kunne ikke gøre så meget ved det nu.
Det var med fuldt overlæg, at hun ikke så over på ham. Det kunne hun ikke overskue inde i hovedet lige nu. Manipulation og løgn var hendes stærke side, men hun failede fuldkommen lige nu - hendes hoved var ikke klart nok, og hendes følelser sad udenpå tøjet. Det var umuligt for hende at strikke noget troværdigt sammen, og hun kunne derfor også mærke hans skepsis. Hun lyttede til den knitren, der kom fra hans dyne, da han trak den op til sig.

I lang tid overvejede hun, hvad hun skulle svare til ham. Nej. Nej, hun havde ikke lyst. ”Der er ikke så meget at tale om.” begyndte hun tøvende. Det eneste han vidste, var, at hun var stukket af hjemmefra, og at hendes familie var fuldblod - og hun selv var fuser. Hun sank en klump.
”De opdagede det, da jeg var seks år gammel. Lige siden så ingen af dem på mig på samme måde.” Hvorfor hendes stemme rystede så meget, vidste hun ikke helt. Hænderne blev også nede på maven, for hun vidste, at de ville begynde at ryste, hvis hun rykkede dem. ”Min far så på mig, som om jeg var et skadedyr.” Hun slog en anstrengt latter op, mest for at skjule de tårer, der var ved at kvæle hende. ”Min mor ville gerne tro på, at jeg nok skulle få magiske kræfter, hvis bare jeg blev stimuleret nok. Måske var jeg bare ikke lige så hurtig, som min storebror.” fortsatte hun, og slog et kort blik over på Charlie, inden hun fortsat stirrede op i loftet. ”Da jeg fyldte elleve blev det værre. Jeg fik aldrig mit brev. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Men det gjorde det ligesom mere endeligt for mine forældre - tiden var løbet ud. Så i stedet opdigtede de min skolegang på Beauxbatons.” I en flygtig bevægelse fjernede hun en tåre fra sin kind - hun græd ikke, det var ikke hendes stil. ”Som auror, går jeg ud fra, at du vel kender til… de… forbandelser… utilgivelige?” Det var svært at få ordene ud, og hun følte sig som en plade, der var gået i hak. Hun regnede med, at han som auror nok havde fået tæsket ørerne fulde om, at han aldrig måtte bruge dem.

[Deleted]

Charlie kunne slet ikke lade være med at grine. "Du ville ønske det var sådan, prinsesse," sagde han, da han slappede en smule af igen. Det var nu meget sødt at hun stædigt benægtede, at han kunne tæske hende i noget som helst, både når det kom til druk eller når det kom til slåskampe. Ofte havde hun jo forsøgt at drikke ham under bordet først, men da han både var langt større end hende og vant til mere, var det selvfølgelig ikke noget der lykkedes. "Mmh, du elsker det," sagde han og smilede charmerende til hende, efterfulgt af et hurtigt blink i hendes retning.

- 

Han trak vejret stille og roligt og brugte mest tiden på at lytte efter sin egen vejrtrækning. På ingen måde bebrejdede han Cher for at tage sin tid med at svare, men det var nærmest tortur for ham, for han vidste at noget var helt galt, selvom hun forsøgte at overbevise ham om, at det var okay. Hvilket egentlig i sig selv var underligt, normalt kunne hun overbevise folk om lige hvad hun havde lyst til. For det meste kunne Charlie godt gennemskue hende, i hvert fald efter de havde lært hinanden at kende, men dette tamme forsøg var slet ikke lig hende. Da hun sagde at der ikke var meget at tale om, lod han endnu et suk undslippe fra sine læber. Han kunne ikke tvinge hende til at tale om noget han ikke ville, men alligevel ville han ønske, at hun for en gangs skyld åbnede sig op nok til, at ville tale med ham om det her. Hvad end det så var.

Han blev en smule overrasket, da hun begyndte at tale alligevel, og han lyttede opmærksomt til hvad hun sagde. Hans ansigt fortrak sig en smule, da hun virkelig lød oprigtigt ked af det, og han vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre. Aldrig før havde han set hende så sårbar, så åben og så ked af det, så han havde absolut ingen idé om hvordan han skulle håndtere det. Om han skulle blive siddende hvor han sad, lænet op ad hovedgærdet, eller om han skulle rykke hen til hende og lægge armene om hende. På den ene side ville hun nok gerne beholde den værdighed hun mente hun havde ved stædigt at tage sig af sig selv, men på den anden side var hun virkelig ked af det lige nu, og uanset hvor stædig og uafhængig hun normalt var, kunne alle vel have brug for et kram en gang i mellem. Han bed sig i læben og lyttede videre, mens han forsøgte at beslutte sig for, hvad han skulle gøre. En mærkelig knude bredte sig i hans mave, da hun nævnte De Utilgivelige Forbandelser. "Selvfølgelig kender jeg dem," sagde han, i et hårdere tonefald end han egentlig ville. Det var ikke for at skælde hende ud, men han ville bare ikke have hende til at sige det han troede hun ville sige. Han håbede. Men på den anden side ville hun nok sige præcis hvad han troede hun ville.

[Cher Boydell]

”Det er sådan,” irettesatte hun ham med et stort smil om læberne. Der skulle meget til at kaste hende ned fra piedestalen, når først hun var kommet op på den - hun var så godt som umulig at pille ned, fordi hendes selvtillid var så voldsomt meget i tip top. ”Jeg hader det.” skummede hun, og ignorerede hans forsøg på at charme sig ind på hende - det kunne han godt glemme.

-

Cher var ikke vant til at snakke med andre om diverse ting i sit liv, og undgik det faktisk allerhelst. Hun debatterede også stadigvæk med sig selv om, hvorvidt hun egentlig skulle smide kortene på bordet for Charlies skyld. Og det var vel også derfor, at det tog så lang tid. Hun havde svært ved at bestemme sig, og det var svært for hende at tale om noget, som hun aldrig havde sagt højt før. Ikke fordi hun frygtede det, men fordi hun ikke ville virke som et offer, og fordi det sådan set ikke ragede andre, hvad der var sket i hendes liv.
Det passede hende fint, at han bare tavst blev liggende, hvor han var, og lod hende tage sin tid med at tale. Det var virkelig rart, at han bare lod hende tale, selv om han nok syntes, at det tog hundrede år. Og selv om hun gerne ville holdes lidt om og passes på, så kunne hun nu også meget godt lide, at hun fik lov til at få plads til sine tanker og følelser, uden han lå omklamret omkring hende. Det gjorde det lidt lettere, for sådan her kunne hun lidt abstrahere fra, at han var til stede.
Da han nærmest bed efter hende, da hun stillede ham et lettere uundgåeligt spørgsmål, krympede hun sig en anelse. Det var ikke særlig sjovt, at han havde brugt det tonefald, men hun prøvede ikke at lægge for meget i det og tog i stedet en dyb indånding, da hun fik styr på nerverne igen.
”Det tænkte jeg,” mumlede hun, da hun egentlig ikke helt kunne få sin stemme højere op - noget blokerede ligesom for hende. Hun overvejede lidt bare at sige, at det ikke var noget alligevel, men han var vidst begyndt at lugte lunten, så hun kunne ligeså godt få det overstået.
”Da jeg var helt lille, gik der jo de har rygter… omkring…” Igen begyndte hendes stemme at hakke lidt og dø ud, når hun forsøgte at tale. ”Om at min far brugte de besværgelser på sit arbejde.” fortsatte hun og tog endnu en indånding. ”Han blev renset, og min mor fik også job i ministeriet. Men jeg vidste jo godt, at der var noget om de rygter. Engang var jeg med ham på arbejde, hvor han bad mig gå udenfor døren, mens han gjorde afhøringen færdig. Jeg vidste jo godt, at han skulle til noget, jeg ikke skulle se.” Selv om det var rimelig risky at fortælle dette, regnede hun ikke med, at der ville ske det store - snushanen var jo ikke nogen steder her, og Charlie ville ikke sladre. Desuden kunne hendes ord ikke bruges til noget, når der ikke var nogen, der havde skrevet dem ned eller optaget hende, så hvad var der at bekymre sig om? ”Efter, at han havde fundet ud af, at jeg var fuser, slog han mig indimellem, når han blev gal - eller bare fordi han lystede det.” Hun trak ligegyldigt på skulderen, som om det ikke betød noget. ”Men…” Hun klemte øjnene sammen, og et par sekunder spillede det hele for hendes indre blik, før hun åbnede dem igen. ”Jeg var fjorten år, da han brugte doloroso-forbandelsen på mig.” Hun åndede tungt ud, hvorefter hun trak på skuldrene. ”Så jeg flyttede. Men hvis han får nys om den artikel… jeg mener, hvis han kunne gøre det, er der vel ikke langt fra dræberforbandelsen, vel? Jeg ved virkelig ikke…” Det var lidt svært at sætte ord på. Hun frygtede ikke som sådan døden på dén måde, men det ville ikke være specielt fedt at blive myrdet ved sin fars stav, vel? Selvfølgelig var det ikke givet, at han ville forsøge at slå hende ihjel, men chancen var der, og hun frygtede, at den var faretruende stor.

[Deleted]

Charlie rystede en smule på hovedet så hans uglede morgenhår viftede en smule - han var egentlig ligeglad med hvordan det sad lige nu, hvilket egentlig ikke var en normal ting for ham, da han altid bekymrede sig om sit udseende. Lige nu var der bare lidt vigtigere ting at tænke på. For første gang nogensinde var Cher i fuld gang med at blotte sig til ham, og det ville han ikke gå glip af. Et eller andet sted følte han nærmest, at han burde give hende noget tilbage, men lige nu var han stadig for stædig. Desuden handlede det her udelukkende om hende. Han blev ved med at sidde der hvor han sad, mens hun fortalte videre. Han kunne godt se på hende, at hans tonefald gjorde hende en smule dårligt tilpas, men han undskyldte ikke.

Da Cher fortalte hvordan hendes far brugte utilgivelige forbandelser på sit arbejde, måtte han bide sig hårdt i læben for ikke at sige noget. Manden var langt fra den første person der arbejdede for Ministeriet for Magi, der skulle forestille at udføre et hæderligt stykke arbejde. Alligevel blev Charlie lige rasende hver gang han hørte om sådan noget. Dog havde han ikke tid til at skumle længe over det. Han følte voldsom empati med Cher, da hun fortalte hvordan hendes far plejede at slå hende. Men det værste var, da hun fortalte, at han havde brugt doloroso forbandelsen på hende. Det var på Charlie som om han fik en kniv boret lige i hjertet, og det gav et gib i ham. Han stirrede på hende som om hun var et spøgelse, og hans ansigt fortrak sig langsomt. "Cher..." mumlede han, og undrede sig over hvor fremmed hans stemme lød. Han forsøgte af al magt at forvise alle billeder der poppede frem i hovedet på ham, af en far der torturerede sit lille barn.. 
Det var næsten ikke til at holde ud. Nu var han ligeglad med om hun havde lyst til et kram eller ej, for han skulle virkelig bruge et. For første gang i meget, meget lang tid, havde han behov for et kram. Han kravlede tættere på hende og hev hende op i siddende stilling, før han slyngede begge arme om hende. Ikke et ord kom over hans læber mens han knuede hende ind til sig, men han anede simpelthen ikke hvad han skulle sige.

[Cher Boydell]

Selv om hun med vilje ikke kiggede på ham, mærkede hun godt det lille spjæt, hans krop afgav, efter hun havde udtalt noget nær de sidste ord - hvilket fik hende til at sluge en ny klump. Det var det. Nu var det ude. Lige nu var hun forvirret og ulykkelig til overhovedet at kunne beslutte sig for, om hun var lettet eller ej, og hun turde ikke vende sig om, for at se på hans ansigt - hun frygtede, hvilken reaktion, hun ville møde, hvis hun gjorde det.
Ikke, at hun regnede med, at han ville hade hende, eller kyle hende ud af huset. Hun stolede på ham, selvfølgelig gjorde hun det. Ellers var hun ikke kommet herover i første omgang. Men nu havde hun ikke længere noget at gemme sig bagved, og han kunne let som ingenting knuse hende, hvis han ville - og dén tanke var ikke specielt velkommen i hendes hoved.

Hans tonefald var ikke et, hun havde hørt før, og det gav et stik i hjertet. Der var et eller andet helt forkert over hans stemme, som han mumlede hendes navn. Hun svarede ikke. Hun blev liggende på ryggen og stirrede op i loftet, selv om hun skævede til den ene side, uden at kunne se noget, fordi hun stadigvæk havde hovedet rettet opad. ”Det er lang tid siden nu.” mumlede hun blot, som om det skulle gøre hændelsen bedre. På trods af, at hun for få sekunder siden havde sagt, at hun frygtede, at det næste ville være dræberforbandelsen. Bare at tænke på mindet fik det til at gøre ulideligt ondt i kroppen, så hun forsøgte at skubbe det så langt fra sig, som overhovedet muligt.
Han sagde ikke en bønne, og det gjorde hende forfærdeligt utilpas og lettere ængstelig, at han slet ikke sagde noget. Hun havde brug for at vide, hvad han tænkte. Præcis det, han tænkte. Forstod han nu, at hun var oprevet over artiklen, når alle læste Profettidende? Forstod han nu, at hun var stukket af hjemmefra og nægtede at komme tilbage? Forstod han det symbolske i, at det var hendes fars minivan, hun havde stjålet dengang? Det var lige til at få hovedpine af.
Hun sengen knirke en bitte smule, som han bevægede sig rundt - og haps, så var hun blevet hevet op i hans favn, og han slog armene om hende, præcis som en slyngplante ville gøre det. Hun åbnede munden for at sige noget, og løftede hænderne for at skubbe ham væk. Men noget andet kom hende i forkøbet - der kom ingen ord ud af munden på hende, og hendes arme endte med at blive slynget omkring ham. Hun puttede ansigtet ind mod hans bare brystkasse, og pludselig kunne hun ikke holde det tilbage mere - det var fuldkommen forfærdeligt. Tårerne væltede ud af øjnene på hende, og hendes skuldre dirrede let. Hvorfor græd hun pludselig? Det gjorde hun aldrig. ”Jeg er så bange,” mumlede hun ind mod ham; endnu en ny ting - hun indrømmede aldrig sine svagheder.

[Deleted]

En milliard tanker strømmede gennem Charlie's hoved på nuværende tidspunkt. Han havde aldrig før set Cher sådan, han havde faktisk aldrig før set nogen sådan, så han anede på ingen måde hvordan man reagerede passende i sådan en situation. Han måtte vel bare gå efter sin intuition, og det var også det han gjorde i det øjeblik han lagde armene om hende. "Jeg er virkelig ked af, at du har skulle gå igennem det," hviskede han. Hans stemme kunne simpelthen bare ikke blive højere. Det var enormt cliché sagt af ham, men han anede ikke hvad han ellers skulle sige, og han ville gerne have at hun fik af vide, hvor meget han ville ønske han kunne fjerne smerten fra hende.

Forsigtigt placerede han et kys i hendes hår og strammede blidt sit greb om hende. Han hvilede sin kind mod hendes hår for at være så tæt på hende som muligt. Kort efter begyndte hun at græde, og et eller andet sagde ham, at det var et godt tegn. Så vidt han vidste havde hun ikke grædt mens han kendte hende, så på en måde tænkte han, at det ville være godt for hende at få det ud. Han lod en hånd glide op og ned ad hendes ryg for at gøre hende i det mindste en smule bedre tilpas. "Du skal ikke være bange, Aaron og jeg skal nok beskytte dig. Vi kan tale med Ministeriet. Du kan komme og bo her," mumlede han, han ville bare fortælle hende at han ville gøre hvad han kunne for, at hun var i god behold og ingen skadede hende. Pludselig gik det op for ham, at det nok var derfor hun var så oprevet over artiklen i Profettidende. Hendes far ville blive rasende, og som hun sagde, ville han måske endda finde på at forsøge at slå hende ihjel. Igen begyndte Charlie's hjerte at hamre helt vildt, og han knugede Cher endnu tættere ind til sig. "Han får ikke lov til at gøre dig noget," sagde han, med en snert af vrede i stemmen. Planer om at melde manden til Ministeriet begyndte at forme sig i hovedet, og selvom han havde aller mest lyst til selv at kaste doloroso på ham, vidste han godt det ikke ville nytte noget.

[Cher Boydell]

Egentlig forstod Cher godt, at det var lidt svært for Charlie at finde ud af, hvordan han skulle reagere - hun ville heller ikke selv ane det, og det var ikke noget, hun havde tænkt over før. Hun havde bare accepteret, at det var sket, og så bare gået videre i livet derfra. Det var ikke noget hun dvælede ved, hvilket også betød, at det nok aldrig var blevet særlig bearbejdet inde i hendes hoved, hvilket også kunne være grunden til, at hun var begyndt at flæbe. Kærlighed havde ikke været noget, hun havde haft behov for, og det havde derfor heller ikke slået hende særlig hårdt, at hendes far havde hadet hende, for at ødelægge hans ellers så perfekte fuldblodsfamilie. ”Det er lige meget.” fejede hun det af, selv om det virkede lidt malplaceret, fordi hun stadigvæk græd. ”Det var jo derfor, jeg ville væk derfra - jeg tog sagen i egen hånd.” fortalte hun lidt mere stilfærdigt - hvis hun ikke længere var derhjemme, havde han jo ikke kunnet gøre det mod hende igen, så det gav vel god mening? Men hun mente det - det var jo lige meget, der var ikke noget, de kunne gøre ved det nu. Andet end at forhindre, at det skete igen. ”Og det var kun én gang, så jeg overlever jo nok.” det var meningen, at det skulle være for at peppe stemningen lidt op, men hun var ikke helt sikker på virkningen af det - og desuden var det løgn. Rigtigt, at hendes far kun havde gjort det én gang. Men hun var på et tidspunkt blevet fanget af en dødsgardist for tre år siden, der også lige havde syntes, at det var umådelig sjovt - og det havde været præcist lige så smertefuldt, som det havde været dengang.

Selv om hun stadigvæk vrælede, kunne hun alligevel ikke lade være med at smile svagt, da han kyssede hende i håret og klemte hende yderligere ind til sig. Den beroligende hånd, der absolut ingen seksuelle bagtanker havde, der gled op og ned af hendes ryg, var utroligt behagelig. Jo, han havde da nusset om hende før, men det her var anderledes. Det lød helt surrealistisk, at han sagde, at hun kunne bo hos ham og Aaron. En smule vantro trak hun sig en smule væk fra ham, så hun kunne se på ham - med store, grædefærdige øjne, et blik, der så gerne ville tro på ham, men ikke helt turde - og komplet uglet hår. ”Kan… kan man godt… det?” Tydeligvis havde hun ikke forstand på reglerne i den magiske verden og havde intet med Ministeriet at gøre, så hun vidste faktisk ikke helt, om det overhovedet kunne lade sig gøre - altså, hun vidste, at Charlie var auror, og han derfor godt kunne beskytte folk. Men gjaldt det også for folk, som hende? ”Skal jeg… så fortælle… dem det?” Hun følte sig rimelig uvidende og akavet - og lille. Det føltes så mærkeligt, at være den, der pludselig havde brug for hjælp og beskyttelse. Pludselig hamrede hans hjerte hurtigere, og han knugede hende endnu tættere ind til sig. ”Du maser mig.” mumlede hun, men kunne ikke holde et svagt grin tilbage. Dog gjorde hun intet for at vride sig ud af hans jerngreb, og fortsatte egentlig bare med at holde om ham. ”Tusind tak.” Tårerne rullede stadigvæk, men hun gad ikke engang forsøge, at skulle fjerne dem. Hun havde alligevel mistet det meste af hendes værdighed, så det gjorde vel ikke det store, at hun sad og vrælede videre. ”Tusind, tusind tak. Jeg ved, at du ikke vil lade nogen røre mig.” Hun var slet ikke i tvivl - selv om de ikke havde noget romantisk forhold, så var de rigtige gode venner, og hun stolede jo på ham. Og vidste, at han et eller andet sted holdt af hende.

[Deleted]

Charlie rystede langsomt på hovedet. "Det er ikke ligemeget, Cher," sagde han stille, men stadig med tydelig stædighed i stemmen. Han vidste godt at ingen kunne gøre noget ved fortiden, men han havde alligevel stor lyst til at opspore hendes far og smide ham direkte i Azkaban. Sådan en personlighed skulle absolut ikke arbejde for Ministeriet, hvis man spurgte Charlie. Han skrev sig bag øret at han skulle huske at sætte en efterforskning i gang af manden, for at se, om han ikke kunne finde noget skidt på ham, så han i det mindste kunne blive fyret. Et eller andet sted måtte der stå en notits om noget han havde gjort, eller en eller anden måtte være villig til at vidne mod ham. Han ville bare under ingen omstændigheder fortælle Cher om sine planer, for han havde på fornemmelsen, at hun ville forsøge at overbevise ham om, at det ikke var det værd. Han ville først fortælle hende om det, i det øjeblik han var sikker på at kunne få skovlen under hendes far.

Selvom det var en meget uvant ting, havde han absolut intet imod, at hun græd. Det var nærmest den eneste reaktion der ville være acceptabel i hans øjne, i sådan en situation. Han rynkede dog panden, da hun spurgte om man godt kunne bo hos ham og Aaron. "Selvfølgelig kan du det, hvis du har lyst. Jeg mener, den bil er vel efterhånden også noget slidt, og nu hvor den artikel er ude og du har brug for beskyttelse, kan du lige så godt komme her," sagde han og rykkede en smule på sig, så han sad lidt bedre, stadig med armene slynget tæt om hende. "Jeg ved godt vi ikke er meget hjemme, men der er massere af ting du kan underholde dig selv med, når du har fri," tilføjede han. Det var ikke fordi han ville ændre på hvor meget han gik på arbejde, bare fordi hun måske flyttede ind midlertidigt, indtil den værste fare var drevet over. Så snart hendes far sad i Azkaban, ville hun kunne bo for sig selv igen. Måske ville han hjælpe hende med at finde en lejlighed til den tid. "Åh. Undskyld," mumlede han og løsnede sit greb om hende en smule. Han kunne stadig mærke vreden i sin krop, men han kunne intet gøre i dette øjeblik. Han smilede bare da hun takkede ham, selvom hun ikke kunne se det. I stedet placerede han endnu et kys på hendes hår.

[Cher Boydell]

Selv om det var i bedste mening, vidste hun ikke, hvordan hun skulle reagere på, at han nægtede at lade hende feje det under gulvtæppet. Allerhelst ville hun bare glemme alt om, at hun overhovedet havde fortalt ham det, så hun kunne komme videre med at leve sit liv. Kunne han ikke bare vide det, og så lade det passere? Han behøvede ikke behandle hende anderledes, bare fordi han vidste sådan en lille bagatel. Det var et overstået kapitel, og det kom ikke til at ske igen. Forhåbentlig. ”Nej, men… jeg ved bare ikke helt…” Hun kunne ikke helt forklare det. Selvfølgelig var hun da godt klar over, at det ikke var lige meget, når det kom til stykket. Men kunne man ikke bare lade som om, at det var? Hun snøftede en enkel gang, i et forsøg på at stoppe med at græde. Nu havde hun været hjælpeløs længe nok, og der var ikke noget at tude over alligevel.

Hun lyttede opmærksomt, da han begyndte at forklare. Et svagt grin kom fra hende, da han nævnte det med bilen - åh ja, den var slidt. Meget slidt. ”Jo, men… jeg mener, jeg troede kun, at det var for… du ved, magikere.” halvvejs mumlede hun. Det var jo efterhånden blevet banket ind i hendes hoved, at hun ikke havde noget at gøre i den magiske verden, når hun ikke selv var en del af den. Og dertil skræmte det hende også lidt, alt det med Ministeriet, nu hvor begge hendes forældre arbejdede der. Det virkede sgu lidt farligt det hele. Men hun måtte bare minde sig selv om, at intet kunne ske, så længe hun var sammen med Charlie - og Aaron.
Hun trak sig en anelse ud fra ham, så hun kunne se op på ham - masser af ting, hun kunne underholde sig selv med, når hun havde fri. Noget tydede på, at hun måtte finde sig en anden hobby, end at tage i byen og drikke sig stangbarcardi, for den mulighed var nok ikke på listen. ”Så jeg kan stadigvæk godt tage på arbejde og sådan noget, selv om jeg bor her?” Egentlig anede hun ikke helt, hvad hun havde forestillet sig - lige nu var bare tanken om at forlade huset skræmmende, fordi faren lurede over det hele. Eller, det prøvede hendes hoved i hvert fald ihærdigt at bilde hende ind.
Hun grinede svagt, da han undskyldte for at mase hende, og han løsnede også grebet om hende en lille smule, og hun puttede sig igen ind til ham og smilede for sig selv, da han kyssede hende på håret. Sådan sad hun i lidt tid, indtil hun snøftede endnu engang og trak sig lidt væk på ny, for at snige en hånd op og tørre øjnene. Nu gad hun heller ikke vræle mere. ”Det var noget af en omgang,” hun smilede svagt - det var sgu ikke lige hver dag, at man kom ind på netop denne side af hende, og hun var på ingen måde vant til at være på en emotionel rutchebanetur, som dette her havde budt hende. Det var nyt - og sikkert også for Charlie. Endnu engang tørrede hun øjnene med bagsiden af hånden, for at sikre, at det værste var væk. ”Jeg øh…” begyndte hun halvmumlende og grådkvalt, og rømmede sig en enkelt gang, i håb om at lyde lidt mindre ynkelig. ”Jeg kommer ikke til at sove igen… så skal jeg lave noget… kaffe, eller sådan noget?”