What the Hell..

[Lewis Westen]

Kaya Elisabeth Hansen

Lewis bællede sit glas juice i én mundfuld og satte glasset fra sig på borden med et ordentligt klask. Han var ikke just kendt for at være den stille type, og når han befandt sig i sit eget hjem, kunne han sgu larme lige så meget, han ville, uden at en mudderblodsunge klagede!
Han gik ud i gangen med det store, runde vindue, der førte en masse sollys ind i gangen, hvilket han fandt en anelse irriterende, men han havde lært at leve med det. Kluntet ledte han efter sin sorte frakke. Jayden var ikke hjemme den formiddag. Hvor Jayden var, vidste han heller ikke. Hans krølhårede ven havde råbt et eller andet, men der havde han været i en halv-sovende tilstand, så det havde han selvfølgelig ikke hørt, men det gik, sgu nok,nu skulle han bare om i baghaven. Det var ikke ligefrem noget, han jublede over, mens hans gamle, irriterende ugle havde fået for vane, at lande i baghaven, selvom den havde breve med hjem, så hver gang han skulle tjekke, om han havde fået post, skulle han udenfor og helt om i baghaven. Det var skide træls, specielt, fordi det var vinter og mega koldt. Han ville gerne have købt en ny ugle, men lige for tiden havde han ærlig talt ikke pengene til det, selvom han ikke havde noget intentioner om at nævne det for nogen..
Hans frakke lå, og flød i den store vindueskarm, og hurtigt fik han taget den på og åbnede så døren. Straks blev han ramt i hovedet af februars bidende kulde. Det var koldt og irriterende - han hadede det. Det eneste gode ved vinter var det dunkle lys. Han var ikke den største fan af en blændende sol på himlen, der fyldte alle med godt humør. Hurtigt lukkede han døren bag sig, så kulden ikke skulle komme ind i det varme hus. "Forbandede kulde." Mumlede han med sammenbidte tænder og skulle til at træde ned, fra de frost, belagte sten trapper, da han opdagede en dyr stå ca. fem meter fra ham. Det lignede en skelet-hest af en art. Sort med fremtrædende knogler og.. Vinger? Hvad fanden? "En Thestral!" Pludselig gik det op for ham, hvad der bevægede sig rundt i haven. "Gider du godt skride?" Han fægtede irriteret med armene for at gestikulerer dyret til at forsvinde, men dyret ænsede ham ikke. For en sikkerheds skyld trak han sin stav. Han var ikke specielt tryg ved Thestralen, det var trods alt kun noget man så når man havde set én dø. Han havde set sin farbror dø, faktisk havde han dræbt ham sammen med sin far. Forræderi mod Westen-slægten var sgu farligt! "Du skal ikke fucke med mit temperament." Blev han ved og rettede sin stav truende mod dyret. "Skrid nu bare." Men dyret ænsede ham ikke, det gjorde ham rasende. Det dumme dyr skulle fandeme bare gøre, som der blev sagt! Alligevel lod han vær med at sende en forbandelse i hovedet på den for nu. Thestralen gjorde ham nemlig.. Meget utilpas.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya gik med hænderne i lommerne, det var som om, at den kolde vinter ingen ende havde. Kappe gik hun faktisk ikke rigtigt med mere. Når man boede mere eller mindre midt i Londons gader, så gloede folk sgu en del, hvis man kom gående med kappe. Hun havde netop afsluttet en danse time hos Lucas, så hun havde stadig sit trænings tøj på. Egentlig havde hun lovet ham, at løbe en tur før hun tog hjem, men det løfte havde hun vel heller ikke helt brudt, når man tænkte på, at hun sådan set ikke var på vej hjem, til sig selv i hvert fald.

Hun himlede let med øjnene som hun fik øje på Westen som stod længere fremme. Hun havde ellers håbet han ikke var hjemme, men hun kunne vel ikke være lige heldig hver gang. For det var i hvert fald ikke ham, hun kom for at se. Hun satte retningen mod hoveddøren, men som hun så han trak sin stav, fangede han, meget i mod hendes gode vilje, hendes opmærksomhed. Hun spærrede øjnene op ved synet af det store heste-lignede væsen. "Hey!" kaldte hun efter ham, og gik meget målrettet i mod ham, "ved du ik, det er et af de fredeligste dyr det magiske samfund har?" vrissede hun. Vent. Hun stoppede brat op. Kunne han se den? Selv havde hun slået Lias far ihjel, set ham dø. Efterladt ham. Men det forklarede jo slet ikke, hvorfor Westen kunne se thestralen.

[Lewis Westen]

Lewis trak sin frakke tættere om sig og forbandede kulden lydløst, men alligevel var alle hans sanser rettet mod Thestralen. Hvad den lavede ved han og Jaydens hus, havde han absolut ingen idé om, men det ændrede ikke, på at det klamme dyr bare skulle forsvinde. Den havde ingen ret til at bevæge sig rundt på hans grund! 
Lige som han skulle til at bande over Thestralen igen, hørte han en stemme og lod hurtigt sine øjne kigge i retningen af lyden. Hansen. "Hvad fanden laver du her?" Udbrød han og mærkede, hvordan hendes tilstedeværelse slet ikke hjalp på hans temperament. En Thestral og den person, han hadede allermest, stod han nu og gloede bittert på - fed start på dagen.. "Jamen så synes jeg, da, du skal tage dit fredelige dyr og skride ad helvede til sammen med dét." At Hansen faktisk kunne se Thestralen, var ikke noget, der faldt ham ind. Han vidste jo godt, at man kun kunne se dyret, hvis man havde set døden, men hans raseri gjorde ham blind for den detalje. Alle havde sikkert set en eller anden dø? Han var ligeglad. "Jayden er ikke engang hjemme, så, fuck lige af, gider du?" Vrissede han videre og flyttede skiftevis sin stavfra dyret til Hansen. De skulle føle sig truet, bange, men Thestralen viste stadig ingen interesse for tingenes gang, hvilket pissede ham af. Det skulle fandeme ikke ignorere ham! Ingen skulle ignorere ham! Faktisk kunne han godt have brugt Jayden lige nu, men han var selvfølgelig væk. Fuck, det var bare typisk.. Hvorfor skulle han være så uheldig? Det fortjente han ikke - men de klamme mudderblods fortjente det. Det var deres skyld alt sammen! Og Hansens - hvorfor skulle hun dukke op nu? Han havde været opsat på aldrig nogensinde at se hende igen efter gradueringen, men det var bare lidt svært, når hun var Jaydens bedste ven.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya sendte Westen et provokerende smil, "jeg er her selvfølgelig for, at se dig" svarede hun og himlede så med øjnene, "når nej, vent, det er jo ikke din drøm, men virkelighed, så selvfølgelig er jeg her for, at snakke med Jayden.." svarede hun, var det virkelig ikke åbenlyst? Hun lagde armene over kors, kunne han være mere irriterende? Ja selvfølgelig kunne han være Rita, men hun måtte nok indrømme, at hun snart ikke kunne finde ud af, hvem af de to, der var mest irriterende. Ved nærmere eftertanke var det nok Westen. Udelukket fordi hun var tvunget til, at se på ham, når hun skulle besøge Jayden. Måske også fordi hun rent faktisk havde været i seng med. Ved tanken gøs hun. Hvad fanden havde hun tænkt på? Hun blev revet ud af sin tankestrøm ved hans næste ord. "Lad den nu bare være mand. Den gør jo ikke noget" svarede hun med et hævet øjenbryn, ja den var måske lidt uhyggelig at kigge på, men det var jo også det.
Hun satte hænderne i siderne, var Jayden ikke hjemme? Typisk. "Jeg går, når du har fortalt mig, hvorfor du kan se den?" sagde hun stædig, og nikkede mod thetralen. Hun var ikke bange for Westen, men alligevel lod hun sin hånd søge roligt mod sin stav i hendes inderlomme, bare lige for en sikkerheds skyld. Man skulle have set en dø og til med accepteret det. Dette havde Kaya gjort det sekund, hun var vågnet på Mungos og fået af vide hun ikke ville kunne blive gravid, på grund af Lia. Øje for øje. Selvom Kaya havde taget det første øje.

[Lewis Westen]

Lewis rodede sig frustreret i det mørke hår med den frie hånd. Hans anden arm pegede stadig skiftevis fra Hansen til Thestralen. Han kunne lige så godt bare have dræbt sig selv, han orkede ikke denne situation. Et klamt dyr, der virkelig bare skulle skride helt til Afrika, og så Hansen. Det var utroligt så uheldig, han var. Kunne man ingen gang tjekke sin uglepost uden at blive, overfaldt af dyr og fjender? "Ved du, hvad, Hansen?" Ordene blev spyttet ud af hans mund, mens han prøvede at komme på noget at sige, hvilket var begyndt at blive ret besværligt for ham, da hans temperament virkelig var ved at tage overhånd. "Du - du skal bare skride.." Han ledte igen efter ord, mens han nær havde glemt Thestralen pga. Hansen klamme fjæs. "Jayden er her ikke, så, rend mig, dræb dig selv, whatever. Bare.." Han koncentrerede sig for ikke at råbe. "Bare skrid." Fik han til sidst hvislet ud gennem sine kolde læber. Det var ikke tit han, mistede besindelsen sådan. Det var normalt ham, der fik folk til at flippe fuldstændig, hvilket han altid nød. Han havde jo også engang provokeret Hansen så meget, at hun havde slået ham lige i hovedet, men nu var det bare gået helt galt for ham. Kulden, vinteren og Hansen.. Det var lort.
"Den står i min have!" Rasede han, og gjorde en stor gestus ud mod Thestralen. "Hvilket vil sige at den generer mig, så derfor, skal den skride. Forstår din lille blodforræder hjerne det?" Fortsatte han hånligt, mens Thestralen fortsat virkede utrolig upåvirket over situationen. Sådan et dyr var åbenbart ikke specielt opmærksomt.. "Kan se den? What, hvad fuck mener du?" Spurgte han en anelse forvirret, i første omgang. Hvorfor skulle han ikke se den? Hvorfor skulle hun stå og være så latterlig? Men så gik det endelig op for ham, at man jo skulle have set en dø, for at kunne se et klamt dyr som en Thestral. "Det rager ikke dig, hvem, der faldt for min hånd." Bed han hende til sidst af, og kom ubevidst til at afslører, at han havde dræbt en, men det lagde han ikke mærke til. Han var stadig skide sur!

[Kaya Elisabeth Hansen]

At se Westen så frustreret ville sikkert være veldigt underholdende, hvis det ikke var fordi Kaya var så optaget af, at Thestralen var synlig for dem begge. Hun havde aldrig tænkt over, at det ville være en et dyr hun nogensinde ville få at se, men her stod hun, og kunne se dyret mindst lige så tydeligt som Westen kunne det. "Enlighten me. Hvad Westen?" svarede hun, og himlede med øjnene. Hun så lidt på ham, mens et lettere flabet smil meldte sig på hendes læber, "Virkelig? Var dét, det bedste du kunne komme med? Vi ved jo godt begge to, hvor meget du ville savne mig, hvis jeg dræbte mig selv" svarede hun og gik et par skridt mod ham og Thestralen. Hvor var han dog irriterende. Hvorfor skulle Jayden også være bedste venner med sådanne en nar? Og så endda bo sammen med ham...

"Den boede her sikkert lang tid før du og Jayden flyttede ind, kan din blodfanatiske hjerne forstå dét?" sendte hun spydigt hans spørgsmål retur til ham. At hun havde slået ham før, havde hun det faktisk ret godt med. Det havde været velfortjent, selvom hun var blevet lidt chokeret over sin egen styrke. At de derimod også havde været i seng sammen, havde hun det virkelig ikke godt med. Selvom hun heldigvis ikke rigtigt kunne huske det, fordi de nok begge havde været så fulde. Hun stivende et øjeblik, som Westens spørgsmål lød. Shit. De kunne begge se dem, og det var ikke for sjov, man kunne se sådanne et dyr. "Jeg kan se den ligeså tydeligt som du kan" svarede hun så, og lagde armene over kors. Hun hadede lidt sig selv for, at have afsløret hun kunne se Thestralen faktisk. Det var da dumt. Men Westens næste ord, fik hende til at spærre øjnene op, "det rager sgu da heller ikke dig, hvem der er faldet for min" svarede hun hårdt tilbage, uden at tænke over hun selv afsløret hun havde slået ihjel. "Vent, hvad? Hvad fanden har du gjort, Westen?" snerrede hun.