Just another day

[Louisianna Winters]

Hans blik var så intenst at det næsten var ukomfortabelt, så i stedet for at se på ham, tilsidesatte hun sin stolthed og selvtillid og så i stedet ned i sit kaffekrus, på den dampende kaffe, der ikke var halvt så interessant som han selv var. "Fandt jeg Dem interessant? Jeg vil nærmere påstå at De ikke ligefrem gav mig noget valg," pointerede hun og så kort op på ham før hun slog blikket væk igen. Den måde han betragtede hende på, som et rovdyr et skjul, det kunne få enhver kvinde til at føle sig som smør, det var bare frusterende!
Endnu værre var det med de tanker og billeder han havde placeret i hendes hoved, der drejede sig om alt andet end den påståede aftensmad. Anna rømmede sig og forsøgte næsten at pådrage en professionel mine, så han ikke skulle fatte mistanke om den ellers ret tydelige løgn. "Jeg tror måske det bliver græskartærte. Min kæreste elsker det," svarede hun med et lidt overfladisk smil som hun druknede med en tår kaffe. Det her var så langt ude.
De bange anelser om præcis hvor dybt hans interesse stak, var begyndt at gå op for hende. En lille del af hende havde nok stadig lyst til at udforske, lyst til at blive kastet lidt rundt med, frem for at være den ledende husmor i hjemmet, ikke fordi hun ikke elskede sit liv der, men... "Åh ja..O'Donall," gentog hun med et lidt undskyldende blik og blod fingrene glide op og ned over det varme krus for at aflede sig selv lidt. Det gibbede i hende da hans store, varme, ru hænder, lagde sig sig over hendes. Hjertet sad i halsen, men hun tvang sig selv til at se ham i øjnene. "Jeg værdsætter loyalitet og kærlighed over spænding Mr. O'Donall. Desuden kan jeg love Dem for at min mand giver mig rigeligt med spænding.... tak for kaffe, jeg må hellere gå," hun trak hænderne til sig med et lidt bittert udtryk, primært fordi han havde ret, men det kunne hun ikke sidde og høre på!

[Jared Naill O'Donall]

Han sendte hende et bedrevidende blik og skævt smil, "Åh Mrs. Winters, man har altid et valg, og jeg er ganske sikker på at De ikke er typen der bare lige bøjer sig hvis De først har sat Dem andet for." Han blinkede til hende og tog en tår af sin egen kaffe. Den var endnu varm, men hvis man drak lidt forsigtigt kunne han undgå at skolde sig hele vejen ned.
Jared tog sig ikke af at hun ikke kunne holde sin opmærksomhed rettet mod ham, han fandt det rettere lidt underholdende. Det måtte jo betyde at han kom lidt ind under huden på hende, hvilket også var hans intention. "Græskartærte er også lækkert." Medgav han og lod hende blive i den tro at han havde købt hendes tydelige løgn. Den del med kæresten valgte han dog at ignorerer, for ham var det hverken en trussel eller en forhindring, rettere en udfordring.

Han nikkede ved hendes rettelse. "De virker en smule rastløs," kommenterede han og tog en ny tår af kaffen, et lidt morende smil fik den ene mundvig til at pege let opad i en fin bue skønt han prøvede at holde det tilbage. "Loyalitet og kærlighed er da også vigtige faktore." Sagde han en smule overfladisk, måske fordi han ikke ligefrem selv troede på den slags. "Jeg beklager hvis jeg fornærmede Dem." Tilføjede han og slap hende som hun trak sig. "De forkom mig bare ikke som typen der slog sig til takke med at lege husmor derhjemme hvis højdepunkt på ugen var lørdag aften foran tv'et når datteren var gået i seng." Nu anede han jo ikke om det var sådan det forgik hjemme hos hende. Men man kunne jo aldrig vide.
"Når jeg siger spænding, tænker jeg bare at gøre noget 'forbudt' det giver da altid et pift til hverdagen." Han smilede igen. "Ikke at jeg antyder eller hentyder til noget, vi er vel bare voksne mennesker der snakker?" Han hævede brynene af hende. "Er De lykkelig sammen med Deres kæreste så er jeg da bare glad på Deres vegne, jeg ville personligt aldrig kunne fungerer på den måde." Han blinkede.

[Louisianna Winters]

Anna fugtede sine læber som en undskyldning for at komme med en fattet kommentar der stadig ikke skulle give ham alt for høje tanker om sig selv. "Det har De ret i, men jeg er nysgerrig på mine kollegaer, desuden forekommer De mig ej heller som en mand der tager nej for er et svar, som sagt," gentog hun og rettede ryggen lidt. Han skulle ikke have lov til at komme her og tro at han var Guds gave til hende, og at hun på en eller anden måde fandt ham uimodståelig, for det gjorde hun altså ikke... sådan rigtigt i hvert fald.
"Det er det," medgav hun og vedblev ved løgnen og håbet om at han ikke havde gennemskuet hende, hvilket det ikke lod til. Heldigvis. Hendes hænder samledes igen om kaffekruset før hun nippede til det i det. Den var ikke længere så varm at hun risikerede at skolde sig på den hver gang han overvældede hende, noget som han uheldigvis, havde en utrolig evne til at gøre.

Anna rømmede sig lidt og så på ham med et skeptisk blik. "Og hvad ved De om det?" spurgte hun en kende udfordrende. Jared slog hende ikke ligefrem som typen der værdsatte den slags, det var jo noget som rigtig. "Det er sandelig også korrekt, det slår jeg mig ikke til tåls med, men hvis det er deres idé om et solidt forhold, og en familie, så har jeg næsten ondt af Dem," hun nikkede bestemt og kunne ikke undgå at være lidt stolt af sin pludselig selvtillid og styrke, som hun egentlig ikke rigtigt følte, så meget som den kom ud. Lidt tøvende endte hun med at sætte sig ned overfor ham igen.
Måske skulle hun bare lade være med at tage hans udsagn så nært, han vidste jo ikke hvor fantastisk hende og Zeke havde det sammen. "Det har jeg ikke svært ved at forestille mig. Heldigt for Dem lader der til at være rigeligt med kvinder der er interesseret i Deres form for livsførelse," hun skød brystet lidt frem i stolthed over sig selv og sin egen modenhed. Desværre kunne hun ikke helt lade tanken om det forbudte gå, ordet havde sneget sig ind på hendes nethinde, men Zeke dyrkede ikke rigtigt det forbudte - desværre.

[Jared Naill O'Donall]

Han smilede bredt som havde hun lige understreget hans pointe også selvom det ikke lige var hans ord hun havde brugt. "Ergo tog De selv valget." Rundede han den af og tog en ny tår af sin kaffe. Nej han var ikke god til at accepterer et nej, men derfor kunne hun jo frit rejse sig og gå hvis ikke hun ønskede at være der. Hvilket syn hun havde på ham eller prøvede at overbevise sig selv om hun ikke havde var sådan set hendes sag. Jared kunne godt lide at charme sig ind og de fleste kvinder faldt da ofte for det i sidste ende.
Han nikkede blot og førte igen koppen til sine læber mens han indvendigt morede sig over at hun troede på at han købte hendes løgn. Selv var han mester i løgne og manipulation så hendes lidt ynkelige forsøg overbeviste ham ikke rigtigt, men det tog ikke noget fra ham at lade hende blive i troen om det modsatte,

Han trak afslappet på skuldrene hendes spørgsmål. "Ikke meget." Indrømmede han i en rolig tone. Men nu var han jo heller ikke interesseret i den slags. Han hvilede albuerne let på bordet og holdt hænderne lukket omkring koppen der ligeledet stod på bordet som var han bange for hun ville tage den og stikke af. "Det behøver De skam ikke have Mrs. Winters." Sagde han skønt han godt vidste at hun nok ikke havde specielt ondt af ham når alt kom til alt. "Jeg har det langt bedre med friheden der ligger i singlelivet." Afslørede han ufortrødent. "At kunne møde en flot kvinde og smide hende over bordet hvis jeg har lyst til det, eller bare inviterer hende med hjem for natten, det virker ikke ligefrem som en straf i mine øjne." Han kneb øjnene let sammen og smilede igen til hende.
"Og ja overrakende mange kvinder kan faktisk godt lide at man tager lidt fat i dem, jeg tror alt det der kærligheds elskovs halløj er for den lidt ældre generation, no offence." Han blinkede til hende endnu en gang og førte nok engang koppen til læberne.

[Louisianna Winters]

Lidt diskret himlede Anna med øjnene og knugede om sit kaffekrus med begge hænder. Hvorfor pokker skulle hun altid være så forbandet venlig af sig?! Man kunne næsten se hvordan hun bandede og svovlede i tankerne over at have fået sig selv placeret i denne situation, eller nok nærmere med Jared, magen til idiot skulle man lede længe efter.
Pludselig fandt hun ham end ikke så charmerende mere, men det forhindrede ikke alskens af de andre kvinder i at sidde og glo efter ham med sultne blikke. Bevidst valgte hun at lade emnet ligge, så det ikke ville udvikle sig til en større diskussion. Hun hævede sin kop og tog en tår af kaffen der efterhånden var ved at blive lidt kedelig kold.

Hendes blik blev meget mærkeligt. Det her havde hun forestillet sig ville blive en hyggelig snak mellem to kollegaer, og nu sad han og krængede dybt personlige hemmeligheder ud til hende, ting som hun end ikke var interesseret i at vide.
Hun så ned i sin kaffe og lyttede nærmest lidt mundlam, uden at vide hvad pokker hun skulle sige. "Det lader til vi blot et to meget forskellige individer. De nyder forhold uden bindninger og forpligtigelser, og jeg nyder at have en moden mand at komme hjem til, som kan varetage både familierollen og samtidig opfylde hvad end behov jeg må have," sagde hun lidt hæst.
I en glat bevægelse rejste hun sig.
Det her var blevet for meget til at hun kunne være i det. Med noget der lignede et flirtende smil, lænede hun sig ind over bordet mod ham så afstanden mellem dem mindskedes betragteligt. "Non taken. Heldigt for mig at jeg har en mand der elsker at smide mig rundt, ligeså meget som han elsker mig. Det lader til De intet har at tilbyde Mr. O'Donall, så jeg vil finde mit møde," annoncerede hun med en underliggende triumf, mens hun igen rettede sig op.

[Jared Naill O'Donall]

Hendes stilhed og irriterede blik morede ham blot endnu mere og han gjorde intet for at skjule det. "Tag det ikke så tungt Mrs. Winters, jeg er glad for deres selskab." Sagde han i en ærlig tone, Han ville nu være mere glad for hendes selskab i en helt anden forbindelse, men det lod til at være noget han skulle arbejde på -hvilket også var fint med ham. Det gav lidt udfordring frem for dem der bare lagde sig og spredte ben for ham.
Anna virkede langt mere moden og selvbevidst hvilket han fandt ret tiltrækkende faktisk. Hvad han havde håbet at få ud af samtalen her vidste han ikke helt, men personligt morede han sig over den drejning det havde taget.

Jared lyttede til hendes ord, men af en eller anden årsag troede han hende ikke rigtigt. Det var som om at hun prøvede lidt for hårdt at overbevise ham om at hun ikke var "den type kvinde". "Godt for Dem," kommenterede han entusiastisk, og holdt han et intenst blik rettet mod hende. Han plejede at være en god menneskekender så det undrede ham lidt at hun var så benægtende, de var trods alt to voksne mennekser og samleje var en ganske normal ting, hvorfor folk gjorde det til tabu-emne anede han ikke, det var simpelthen så dumt.
Hendes pludselige ændring i adfærd gav ham igen lyst til at smide hende over bordet. Han lod hovedet glide på skrå som hun forsøgte at nedgøre ham, sødt, men på ingen måde særlig effektivt. I stedet lænede han sig ligeledes frem mod hende og sænkede stemmen, "tro mig smukke, uanset hvad din lille familiefar derhjemme kan tilbyde Dem, så kan jeg gøre det langt bedre," han rettede sig op og rejste sig, "desuden har jeg på fornemmelsen at De faktisk er ret nysgerrig for at finde ud af om jeg har ret, men De er for stor en kylling til at indrømme det." Han blinkede kækt til hende. "Lad mig følge Dem til Deres møde." Det var ikke et tilbud, men en konstatering.

[Louisianna Winters]

"Det er De ene om," afslørede hun lavt men med en streng tone. De andre skulle jo nødig for en idé om at der var vanskeligheder, den slags skabte rygter og de rygter var det sidste Anna havde brug for. Hun blev igen stille og slog blikket ned mod sin uinteressante kaffe. Uanset hvad så ville hun aldrig være blandt de kvinder der lod sig forblænde af hans charmerende smil og lidt for veltrænede krop, han var alt andet end hendes type, han var ucharmerende, og dominerende, og selvisk... listen var frygtelig lang og man kunne nærmest se i hendes blik hvor mange gange hun gennemgik den for det indre øje.

Selv uden at se på ham, kunne hun mærke hans intense blå øjne, hvilede på hendes skikkelse. Det fik hendes kinder til at føle sig varme, og hvor hun dog hadede sin egen krop lige nu. Sandheden var jo at hun savnede en mand der turde tage fat, og kaste hende rundt, en som turde tage chancer, ikke fordi Zeke var dårlig, han var bare.. kærlig og dejlig og igen mindede hun sig selv om at hun elskede ham og lukkede øjnene for et lille øjeblik, inden hun i stedet rejste sig. "Det har jeg hørt mænd før Dem sige, og tro mig... de var ikke imponerende," hun rettede sig op med et lidt triumferende blik og satte en hånd i siden. "Selv hvis De havde ret, så vil jeg glædeligt lade andre komme foran i køen," svarede hun kontakt, og holdt afvisende hånden op. "Nej tak, jeg finder det selv. Tak for kaffe. Mr. O'Donall," sagde hun hvorefter hun ret hastigt søge mellem bordene for at komme væk. Hendes hjerte hamrede!

[Jared Naill O'Donall]

Han så på hende en smule overrasket over hendes direkte ærlighed. "Ouch, havde mit ego ikke været så stort var jeg nok blevet såret der." Sagde han med et lidt morende smil på læben. Hun var godt nok stædig, men det gjorde ingenting, han fik altid hvad han gerne ville have og hun skulle ikke blive nogen undtagelse.
En lidt akavet tavshed lagde sig mellem dem. Han fjernede dog ikke blikket fra hende, men forsøgte at gennemskue hvilke tanker der løb gennem hovedet på hende i disse sekunder. Han havde nu et par ganske gode ideer om det måtte han erkende, men det var nok dumt at påpege overfor hende, hun lod til at tage den slags ganske nært.

"Så har du vidst aldrig været sammen med en rigtigt mand." Kommenterede han bare med et lidt skuldertræk. Den høflige tiltale var glemt nu fordi lidt andre tanker huserede hans hjerner på nuværende tidspunkt. Hans konstante trang til at være i kontrol, han ville kontrollerer denne kvinde og intet skulle forhindre ham i det.
Triumfen var mindste lige så tydelig hos ham som den var hos hende, "så du er nysgerrig." Slog han bare fast og fulgte alligevel efter hende og ignorerede derved fuldstændigt hendes afslag. "Hør Mrs. Winters jeg ville da aldrig sladre til din mand. Er du virkelig så meget under tøflen at du ikke engang tør indrømme når du føler dig tiltrukket af et andet menneske." Snakkede han videre som han holdt døren for hende der førte ud af kantinen.

[Louisianna Winters]

Anna fik et stramt drag om munden. Jared udfordrede hendes ellers spirrende tålmodighed på punkter hun ikke før var blevet udfordret, ikke engang af hendes irriterende eksmand. "Havde jeg sagt det for at sårer Dem, havde jeg gjort brug af langt værre gloser," kommenterede hun lidt ligegyldigt. Hun kunne mærke hvordan det nærmest sitrede i fingerne efter at råbe af ham eller sådan et eller andet, det virkede bare ikke som en særlig god idé midt i ministeriet, desuden var han af langt højere rang end hende, hvilket nok ville få de fleste til at se mere skævt til hende end de ville til ham i det tilfælde. Hun sukkede og strammede grebet lidt om bordpladen. "Det kommer vel an på hvad man definerer med en rigtig mand," hun himlede med øjnene. Hvorfor stod hun her overhovedet?

Uden videre vendte hun ryggen til ham og gik den modsatte vej for at flygte, hvilket han ikke engang lod til at ville lade hende gøre. "Vel er jeg ej," hun passerede døren som han holdt åben og gik med raske skridt i et forsøg på at rende fra ham, desværre var de høje hæle ikke en hjælp i det henseende. Til sidst stoppede hun op og vendte sig mod ham med knyttede hænder. "Okay hør her Mr. O'Donall.. sandheden var at jeg for et øjeblik siden var tiltrukket af Dem, men så åbnede du munden og gjorde det ret nemt for mig. Hvis De venligst vil lade mig være nu, jeg har et møde at overstå, så jeg kan komme hjem og blive smidt rundt af min mand," sagde hun hårdt. Heldigvis var gangen tom!

[Jared Naill O'Donall]

Han så på hende med et overlegent intenst blik og flyttede sig en smule tættere på hende så de nu kun havde ganske få centimeter mellem dem. "Pas på Mrs. Winters, det kunne være jeg fandt den slags tiltrækkende." Svarede han blot. Det var lidt som om at jo mere de snakkede jo mere interessant blev hun og jo mere fik han lyst til at se hvad hun kunne udrette hvis først hun blev kastet over skrivebordet.
Jared fugtede sine læber og nikkede så, "det gør det nok," sagde han og smilede skævt til hende mens han forsøgte at fastholde hendes blik lidt. I en lidt mere dæmpet stemme forsatte han så, "men jeg er sikker på at jeg ville kunne få Dem til at tigge efter mere." Jared var en mand drevet af sine drifter og han lagde bestemt ikke skjul på det. Og hvorfor skulle han dog også det, han kunne jo nærmest vælge og vrage som det passede ham.

Da hun begyndte at skælde ham ud som en mor der skældte ud på sit barn smilede han bare en smule overbærende til hende. "Jamen jeg er sikker på din mand vil elske at kaste lidt rundt med dig, nu har du jo også samlet appetit ude, så må vi håbe han kan leve op til det når du kommer hjem." Han fugtede sine læber. Det ramte ham ikke det fjerneste at hun prøvede at være hård. For ham var det bare det samme som at hun spillede hard to get.

[Louisianna Winters]

Et sted under bordet knyttede hun sin hånd og modstod den voldsomme trang hun havde til at slå ham, bare for at være så vammel! "Tro mig. Der ville ikke være noget charmerende over det," svarede hun irriteret. Hun følte sig nærmest utro ved overhovedet at have den her samtale og for overhovedet at have fået et billede i hovedet af at blive kastet rundt af en anden mand og endda en der bare var et stort svin i virkeligheden!
"Synd det aldrig er en chance De vil få," sagde hun reserveret hvorefter hun forsøgte at gå videre igen. Mødelokalet var ikke langt derfra og alligevel synes hun aldrig at komme længere end et par meter ned af gangen før han igen stoppede hende, insisterende.. irriterende.

Ikke tale om at han havde givet hende appetit til noget som helst! Eller det ville hun i hvert fald helst ikke indrømme overfor sig selv. "Aldrig havde jeg troet at De var så vammel en mand. Farvel. Mestter O'Donall, jeg har et møde at se til," påmindede hun spidst og gik de siste meter ned af gangen hvor døren var. Hendes kinder var helt rødmoset fordi hun havde været sådan oppe at køre og hun så stresset ud. Desværre havde hun også glemt at hun reelt set kom for sent til mødet, så hun skubbede bare døren op og brød ind til en forvirret flok der alle så på hende og stummede i deres snak. Det var stadig bedre end Jared. Hun skævede en sidste gang i hans retning, før hun stædigt lukkede døren bag sig og forsvandt ind i lokalet.

//Out

[Jared Naill O'Donall]

Jared havde en fest lige nu. Han var komplet ligeglad med om han gik hende på nerverne for han kunne ikke helt slippe tanken om at hun overspillede lidt for syns skyld. Eller også var det bare fordi at Jared permanent var af den overbevisning af at parforhold var dræbende kedelige og derfor måtte alle andre dele samme holdning som ham. I virkeligheden havde han jo ingen anelse om om hun faktisk var godt tilfreds med hvad hun havde derhjemme.
Han smilede næsten djævelsk, "hvorfor lader De ikke bare mig afgøre det?" Spurgte han og strejfede kort hendes hånd med sin -helt tilfældigt naturligvis. Han smilede ved den blanke afvisning, "jeg har nu mere ondt af Dem, der ikke vil give Dem selv den chance." Svarede han tilbage med et skuldertræk.

Han lo bare lidt af hendes ord. "nu smigre De." Svarede han morende og så til som hun brasede ind i rummet. Et bredt smil formede sig på hans læber. Hun var virkelig en interessant kvinde og han ville bestemt gerne se noget mere til hende. Det skulle han nok også komme til, det var en af fordelene ved at have så betydningsfuld en stilling i ministeriet.
Da hun vendte sig en sidste gang mod ham, tog han sig hurtigt den frihed at vinke provokerende til hende med fingrene. Som hun lukkede døren bag sig lod han hånden flade ned langs siden, hun ville blive slemt skuffet når det gik op for ende at dette ikke ville blive det sidste hun havde set til ham.
Med en munter fløjten forsvandt han selv ned af gangen, forfulgt at sultne blikke fra de kvinder han passerede på sin vej.


// out