Everyday Raining

[Deleted]

Jophiel vidste godt at Calista var en skrøbelig pige, eller rettere det burde hun måske nok være. Sagen var bare den at selvom hun var dødelig syg, var det ikke noget man som sådan mærkede noget til i hverdagen,derfor var Jophiel måske også lidt tilbøjelig til at være en smule hård ved hende. På den anden side bildte han sig selv ind at det var med til at hun følte sig mere normal og hvilket da måtte gøre hende stærkere og mere selvsikker.
Mandens forsøg på at synke gennem gulvet virkede ikke helt, men Jophiel var mester i at ignorerer akavede stemninger eller gøre dem værre og nu var bestemt ikke nogen undtagelse. Han himlede dramatisk med øjnene som hun pointerede at Spike ikke var gået. "Okay, men han har lige modtaget en hasteugle fra sin mor om at hans Guldhamster er død og de skal afholde begravelsen om under en time." Slyngede han ud, komplet ligeglad med hvor åbenlys løgnen var.

Hans blik havde det helt specielle, alt for veltilfredse glimt bag sig, "mig selvfed? Jeg aner ikke hvor du har fået den opfattelse af mig," sagde han i en alt for uskyldig tone. "Jeg er den mest ydmyg person du kan møde." For at understrege at det ikke var noget han forventede svare på, begyndte han blot at fløjte en munter melodi som han fik frem mod den fremstrake transitnøgle.
Han nåede da også og lure hendes skumle planer og greb fat omkring hendes håndled for at trække hende let tilbage inden hun tog fat i ringen. "Næh nej unge dame dét kan du godt glemme!" Han så skrapt på hende. "Desuden har jeg din kuffert og din adresse lige nede i arkiverne, så du kan lige så godt spare dig." Han slog et klik med tungen "kom så." Han så afventende på hende for at sikre sig at hun var med idet han tog fat i transitnøglen.

[Calista Harriet Evergreen]

Det var hele tiden med lidt blandede følelser. Calista kunne godt lide at han viste hende interesse, hun kunne godt lide at han behandlede hende som han ville behandle enhver ung kvinde, men samtidig så var hun også hele tiden bange for at han skulle glide ud af hendes liv som alle andre gjorde, selv hendes egen søster der ikke havde haft tiden siden hun havde fået sin egen familie.
"Du er simpelthen så dum at høre på," konstaterede hun og himlede med øjnene. Normalt ville en sådanne kommentar havde fået hende til at grine, men i dag var hun nok bare for sur til at registrere den slags i det hele taget.
Deres ledsager så forvirret fra den ene til den anden, men besluttede sig åbenbart hurtigt for at melde sig ud af den diskussion. "Ja det er du sikkert," mumlede hun og efterlod ham med kufferten. Hun skulle lige til at lægge sin hånd på nøglen, da han stoppede hende. "Jamen så ville det jo være nemt for dig at finde det ret hurtigt, så hvad er probemet?" spurgte hun flabet, velvidende om at hun ligeså godt bare kunne give sig på dette punkt. Med et lidt for dramatisk suk, lagde hun hånden over hans og transferede sig væk.

Ikke lang tid efter landede de på en smuk, nyere herregård. Calista faldt på det hårde gulv i hall'en, så øvet var hun ikke i alt det der magisk transport endnu. Hun stønnede og lagde sig fladt ned frem for at forsøge at komme på benene, det ville bare gøre hende svimmel, særligt efter alt den tid i en hospitalsseng.
Der gik ikke lang tid før en blond kvinde med et alt for åbent kropssprog kom ud fra et af rummene og slog armene ud med lidt for opmalede læber. Hun var klædt i skræddersyet tøj, der sad perfekt på hendes kvindelige skikkelse. "Calista, kæreste. Velkommen hj... og uhh hvilken flot fyr du har medbragt.. kæreste?" spurgte hun og vendte sit tandpastasmil mod Jophiel uden at værdige sin datter et blik.

[Deleted]

Jophiel kunne normalt godt tyde når han skulle varde sine skridt omkring Calista, hun var ikke ligefrem god til at skjule når hun var sur eller ked af det og nu havde han trods alt været hendes healer i noget tid. Dog betød det ikke at han gjorde forskelsbehandling for hende..eller jo det gjorde han nu nok lidt ellers havde han jo sådan set ikke været her nu, men det gad han ikke tænke videre over.
"Hårdt publikum til aften," konstaterede han og slog et mindre klik med tungen. Hun var tydeligvis ikke i humør til julelege -og han kunne ikke være mere ligeglad. "Mhmm." Var hans priviligerede svar til hendes tørre kommentar. En let himlen med øjnene over hendes flabethed, "den eneste grund til at du ikke får en over nakken lige nu er fordi at det er ulovlig..og her er vidner." Han smilede flabet til manden inden han og resten af omgivelserne forvandt for en stund.

Jophiel landede på benene i den store hall og tog sig selv i at glo benovet rundt. Han havde hørt en fugl synge om at Calista kom fra en rig familie, men dette her havde han dog ikke forstillet sig. Det gik pludselig op for ham at Cali lå og rodede rundt på gulvet og de blå øjne blev rettet mod hende. "Hvad pokker laver du?" Spurgte han med et mindre grin, "det er uhøfligt at kravle rundt på den måde," drillede han som stod han med eneansvaret over hendes opdragelse.
Han bukkede sig ned for at hjælpe hende på benene idet en kvinde sluttede sig til dem. Jo smilede varm mod hende og kunne ikke holde det drengede smil tilbage som hun spurgte om han var Calistas kæreste. "Nej Mrs. jeg er blot Calistas healer, men nu ved jeg da hvor hun har sin skønhed fra." Han blinkede charmerende. Ikke at han mente noget med det, men med smiger kunne man ofte komme langt, i hvert fald når man så ud som han -havde han erfaret.

[Calista Harriet Evergreen]

Calista hævede sig op på albuerne og så på Jophiel med et lidt skummelt blik. Både ham og deres følger, var landet med stor elegance, mens hun lå der og rodede rundt på det kolde stengulv. Hendes mor havde i mange år været stinkende rig efter hendes tidligere stedfars død, og hun nød lidt for godt af det. Hver gang hun kom her, så savnede hun sin far der i det mindste var interesseret i hende. Frygten for at hendes bange anelser skulle gå i opfyldelse, blev bekræftet i det samme hendes mor kom og i løbet af sekunder, mistede interesse for hende.
"Hej mor, jeg.." mere nåede hun ikke at sige, før hendes mor i stedet havde rettet opmærksomhed mod Jophiel, hvis hånd hun tog imod for at komme tilbage på benene.
Lidt bittert, børstede hun sin bagdel uden egentlig at være beskidt, det var bare en følelse.

Hendes blik gled lidt fra hendes mor og tilbage til Jophiel, der selvfølgelig skulle opfører sig som en rigtig Casanova!
"Åh. En charmør.. de er altid velkommende. André, sæt et værelse i stand til vor gæst og dæk op til en ekstra," bad hun og blinkede til Jophiel med et lidt for energisk grin. I det skjulte himlede Calista med øjnene og havde frygtelig lyst til at give Jophiel en over nakken.
"Kom smukke, lad mig vise dig rundt," uden varsel greb hun ud efter hans hånd og trak ham med sig væk fra gangen, hvilket tvang hende til at lunte lidt efter for at kunne følge med. Perfekt! Bare perfekt at også hendes mor stjal hendes fyr nu!

[Deleted]

Hendes ondsidnede blik fik blot hans smil til at vokse sig bredere, hun måtte da efterhånden have lært at han bare fandt det helt fantastisk morsomt når hun prøvede at se ondt på ham. Især fordi han ikke troede det mindste på det.Det kunne godt være at Calista prøvede at lege sur og fornærmet, men Jo vidste jo godt at det blot var spil fra galleriet.
Jophiels opmærksomhed blev halvt rettet mod hendes mor som hun snakkede til ham, mens den anden del stadigvæk var i færd med at få Calista på benene. "Er du okay?" Spurgte han mens han ganske tydeligt kæmpede imod en mindre latter som han trak hende op.
Egentlig var han ikke det mindste interesseret i hendes mor, han var bare sit gode gamle selv, skønt hun da ikke var en grim kvinde. Det skar ham da også en smule i hjertet at hun ikke lod til at høre efter hvad Calista skulle til at sige.

"Hvor dejligt." Sagde han med sit naturlige charmerende smil og lod de legende lyseblå øjne hvile kortvarrigt på den ældre kvinde. "Jeg er ked af jeg sådan kommer anmasende, men jeg skønnede at det ville være bedst at holde et øje på Calista." Sagde han rolig. En løgn som Calista nok var den eneste der kunne gennemskue, fordi hun uhyggelig hurtigt gennemskuede ham som han kunne gennemskue hende.
"Øh.." mere nåede han ikke at sige før han halvt om halvt blev slæbt efter hende, han havde en eller anden ide om at det nok ikke kunne svare sig at argumenterer mod hende, eftersom hun virkede til at være ganske stålfast, lidt som sin datter. Kort lod han et lidt hjælpeløst blik glide mod Calista, som håbede han at hun kunne redde hans røv ud af denne situation han så flot havde placeret sig selv i.

[Calista Harriet Evergreen]

Ved hjælp af Jophiel, fik Calista trukket sig op på benene igen. Det forundrede hende overhovedet ikke, at hendes mor var mere interesseret i ham end i hende. Sådan havde det altid været. Hun himlede lidt diskret med øjnene. "Mor jeg tror virkelig ik..." mere fik hun ikke rigtigt sagt før hun fik et lidt tyssende blik, og hendes mor i stedet greb fat om Jophiel.
"Maden vil blive serveret om præcis en halv time. Calista kære, hvis du ønsker det, kan du altid gå op og pakke ud, mens jeg viser vores gæst rundt" hendes brede smil, lod Calista vide at det ikke var et foreslag, men delvist en ordre.
Hun så på Jophiel med et lidt sigende blik. Han havde ikke villet høre på hende, så måtte han jo lære det på den hårde måde. "Jeg har det fint. Jeg er mere bekymret for dig," indskød hun dæmpet, før hun igen vendte sig mod sin mor. "Nej det er okay mor," svarede hun hvilket ikke huede hende.

"Åh nej, du skal endelig ikke undskylde, flotte. Jeg er kun glad for at der bliver taget sig godt af min elskede Calista. Huset her en gammel herregård. Det rummer 6 værelse, Calistas er på den side, mit soveværelse er oven på, hvor også dit værelse vil være," annoncerede hun og pegede op af en pænt udskåret trappe. "Hendes soveværelse skal du nok få at se," lovede hun og satte farten lidt op for at følge med. Det her skulle nok blive et sandt mareridt det her!

[Deleted]

Jophiel fik ret hurtigt et rimelig godt blik af hvorfor Calista måske havde virkede ganske afvisende ved hans krav om at komme med hende hjem, hendes mor måtte da godt nok betegnes som "lidt af en mundfuld" og Jo havde ikke engang været i rum med hende i 10 minutter endnu.
Da hun fejede Calista af på den måde rømmede han sig en smule, "jeg tror godt at Calista kunne bruge noget hjælp til det..." Mere nåede han heller ikke at sige før han var blevet trukket afsted, dog lod Calista til at følge efter dem. Ikke at han ikke kunne håndterer det selv, men det var bare en kende akavet eftersom han ikke rigtigt kunne tillade sig at være en røv overfor kvinden nu hvor det var Calistas mor.

Jophiel kunne ikke lade være med at smile til hendes kommentar skønt hun nok havde sagt det i delvis ærlighed. Det var bare lidt rart at få et svagt glimt at den kække pige som han på sin vis nok var faldet en lille smule for. Eller det var måske et lidt stærkt ord, men det var sikkert at hun fangede hans interesse på et ikke så heldigt niveau. "Hvor belejligt," kommenterede han og skar i skjul en mild grimasse. Calistas kommentar gjorde det heller ikke just bedre. "Jeg synes ikke du har så høje tanker om mig lige nu Røde," hviskede han tilbage til hende som han kun hørte efter med et halvt øre om hvad moderen fortalte om huset. Han ville da bestemt ikke ende i kanen med hendes mor!

[Calista Harriet Evergreen]

Calista var ikke særlig diskret i forhold til at udtrykke sin skam overfor sin mor. Den kvinde var et forfærdeligt væsen og de to havde aldrig været knyttet overhovedet! Hun slentrede lidt efter dem uden at vise noget stort engagement eller noget som helst. selvfølgelig ville hendes mor da ikke lade den flotte fyr hjælpe hende. Hun himlede igen med øjnene og lod hendes mors tale om huset glide i baggrunden, for den havde hun hørt så ofte, det var altid den samme kedelige, uimponerende historie om hvordan hendes afdøde stedfars far, havde sat stedet i stand.
"Glem det, du taler for døve ører," påpegede hun med naturlig tone og ikke engang det afbrød hendes mors talestrøm, hvilket fik hende til at sende ham et lidt understregende blik.

"Jeg har aldrig haft høje tanker om dig," svarede hun og blinkede. Okay, måske hun ikke behøvede at være så sur på ham, hendes mor burde være straf nok i sig selv. De blev ledt videre til spisesalen hvor hendes mor gjorde gestus til at de skulle sætte sig ned. "Sæt dig endelig. Maden vil blive serveret om et øjeblik. Calista inden du sætter dig til bords, bør du gå op og gøre lidt ud af dig selv. Det hospital gør intet godt for dig," kommenterede hun med en skjult spidshed.
Calista sukkede. "Fint," sagde hun lidt utilfreds og så på Jophiel, inden hun forlod dem for at gå op og gøre sig i stand.

[Deleted]

Jophiel forstod pludselig mere og mere hvorfor Calista havde været så meget imod at bringe ham herhjem. Hendes mor var godt nok lidt af en mundfuld, selv for ham. "Ja det bemærkede jeg lidt," sukkede han og sendte hendes mor et smil, idet han forgav at lytte efter hvad hun sagde. Sandheden var at han var stået af for længe siden. Han interesserede sig på ingen måde for arkitekttur eller indretning. Var der et køkken med mad og en seng at sove i var han yderst tilfreds.
Han forsøgte dog at nikke og komme med små, og forhåbentlig passende, kommentarer engang imellem når det virkede som om at det var forventet af ham.

Da de omsider nåede til spisestuen håbede han på at elendigheden ville slutte der. Han skulede let til Calista ved hendes kommentar, i det mindste virkede hun til at være i bedre humør nu, så havde det da ikke været helt spild. "Lækkert," sagde han henvendt til hendes mor og smilede så lidt diskret mod Calista.
Brynene blev skudt i vejret ved modernes kommetar til Calista, mente hun det seriøst? At dømme efter Calistas reaktion gjorde hun. Utroligt. "Årh hun har da absolut intet at skamme sig over," udbrød han uden at være i stand til at holde det inde. Hvordan kunne hendes egen mor sidde og sige det til sin datter. Han blinkede mod den rødhåret pige inden hun efterlod dem alene. Blikket ble så rettet mod den tilbageværende kvinde, Calistas mor. "Så hvad laver du til dagligt?" Spurgte han for at bryde stilheden.

[Calista Harriet Evergreen]

Nu kunne Jophiel få lov til at lære det på den hårde måde. Det her hjem var et sandt helvede, fordi hendes mor var det. Visse ting forandrede sig bare aldrig. På vej ud af spisestuen, hørte hun Jophiels lille bemærkning, hvilket fik et lille smil til at glide over hendes læber. I sit eget stille sind, priste hun sig lykkelig for at han ikke kunne se det. Calista gik oven på, på sit værelse der stod mere eller mindre uberørt. Hun vaskede sig i hovedet, iklædte sig en enkel, sort kjole der var minimum af det hendes mor krævede. Derefter børstede hun sine røde lokker, og vurderede så at det så måtte være godt nok, desuden havde hun næsten alligevel lidt ondt af Jophiel der sad nede ved hendes mor helt alene.

Da hun igen kom ned, kunne hun høre sin mor plapre noget om gamle familietraditioner og om det stel der var på bordet. Hun sukkede og gik ind i spisestuen igen. "Meget bedre kære. Sæt dig ned," bød hun, men da Calista ville sætte sig overfor Jophiel blev hun nægtet. "Nej ikke der," indskød hendes mor, hvilket fik hende til at slentre over ved siden af Jophiel i stedet. "Du kommer så meget til at fortryde," sagde hun stille mens hendes mor fortsatte den meningsløse plapren om stellet alt imens hun satte sig ned over Jophiel med fødderne så tæt på hans som det nærmest var hende muligt. Calista kunne se det sølle forsøg under bordet. Hun kunne umuligt være kommet ud af den forfærdelige kvinde!

[Deleted]

Jophiel havde opgivet at høre efter. Samtalen kedede ham helt ustyrligt, men nu havde han heller aldrig interesseret sig for hverken huse eller deres inventar. Fire vægge, et tag og et fyldt køleskab, så var han tilfreds, en seng var en bonus, men ikke et must.
Et lidt desperat blik blev kastet efter Calista som hun efterlod ham alene tilbage med hendes mor. Hurtigt blev opmærksomheden dog vendt tilbage til den midaldrende kvinde, mest for i det mindste at lade som om at han var interesseret i hvad end det var hun sad og snakkede om lige nu. Stellet, fandt han ud af i et kortvarrigt bevidst øjeblik.

I nogle lange minutter sad han bare og stirrede nærmest helt hypnotiseret på hende. Det var helt utrolig som den kvinde kunne snakke. Gad vide om det var normalt eller om hun havde en mund-diarre-diagnose -for det skulle ikke undre ham.
Heldigvis varede det ikke længe før Calista dukkede op igen og han måtte da indrømme at hun så helt utrolig godt ud, hvilket nok ikke var så heldigt siden de ikke var alene. Han smilede lidt lusket som hun forsøgte at sætte sig overfor ham, men også den plan blev forpurret, dog var det at hun satte sig ved siden af måske blot endnu bedre når alt kom til alt. "Kommer til?" Hviskede han lidt lavmeldt tilbage, "jeg fortrød for ca 40 minutter siden...passer det ikke meget godt med vores ankomst?" Han blinkede lidt kækt til hende og placerede så lidt diskret en hånd på hendes lår nede omkring hendes knæ. Calistas mor virkede til at være så opslugt af at høre sig selv snakke at hun ikke bemærkede det.

[Calista Harriet Evergreen]

Hele talen omkring huset, havde Calista hørt mindst et dusin gange før. Hendes mor var så forfærdelig at hverken hendes mand eller datter havde kunnet holde ud at høre på hende.. nogensinde faktisk og så kunne hun ellers være en nok så pæn kvinde. Hun skubbede stolen ordentligt ind til bordet og så op på sin mor der bare fortsatte med at plapre, til hun satte sig ned overfor Jophiel. "Jeg forsøgte at advarer dig, men du skulle bare.." påmindede hun dæmpet, og lænede sig lidt ind mod ham bare så hendes mor ikke skulle høre det. "Og efter den første troldmandskrig blev huset igen opført..." det tog bare aldrig nogen ende.

"Jeg kan den tale i hovedet nu," afslørede hun med et lidt tungt suk.. eller rettere så stivnede hun midt i det, da hun mærkede hans hånd på sit knæ. Diskret så hun ned på den, og derefter over på ham uden at bevæge andet end hendes øjne. "Hvad laver du?" spurgte hun gennem sammenbidte tænder og skubbede diskret hans hånd væk med et lille dask. Nej han skulle ikke glemme at hun stadig var sur på ham! Tjeneren kom ind med maden hvilket endelig fik hendes mor til at tie stille mens han serverede en stor skål af en morsom sammensat salat. Hun savnede nærmest allerede kød... eller en klam pizza, sådan noget man ikke fik på et hospital, men den slags var jo ikke godt for figuren.
Hun vidste at hendes mor forsøgte at fodflirte med Jophiel, fordi hun kort følte den ind mod sin egen fod, før hendes mor ret hurtigt skiftede retning.

[Deleted]

Jophiel havde lidt mere interessante tanker i hovedet end at høre på Calistas mors ufattelig kedelige tale. -Ting som, gad vide om farven på væggen var mørkegrøn eller blå og hvor mange personer man mon kunne sidde omkring det enorme spisebord. "Du sagde da ikke at det var så slemt!" Påpegede han anklagende, ikke at han ville have lyttet til hende alligevel, men så kunne han i det mindste have taget ørepropper med..eller sprængt sin egen trommehinde.
"Spændende." Svarede han og nikkede lidt, da det virkede som det rette at gøre på det givende tidspunkt. For pokker holdt hun da aldrig mund!

Han smilede lidt skævt til hende dog uden at kigge direkte på hende. "Af en eller anden årsag vil jeg hellere høre den fra dig." Mumlede han. Ud af øjenkrogen så han godt hendes reaktion og det morede ham en smule, hvilket han ikke lagde synderlig meget skjul på. "Jeg ligger hånden på dit knæ," hviskede han for at understrege det åbenlyste. Han lod hende dog flytte hans hånd, men også kun fordi maden blev bragt på bordet i samme nu.
I et par lange sekunder sad han bare med sin gaffel i hånden og stirrede ned på den sørgelige menu. "Hvad i alverden er det?" Hviskede han igen rettet mod Calista. Han var kødspiser ikke et marsvin! For lige at sætte prikken over det berømte i, mærkede han også pludselig en fod mod sin egen. Nu var han ikke god til at være den høflige type, men han bed let tænderne sammen og ignorerede det i første omgang.

[Calista Harriet Evergreen]

Det var tæt på at hun helt glemte at være sur, bare fordi det morede hende så uendeligt meget, at se ham falde for karma. Selv hvis hun havde haft en kæreste, ville hun aldrig præsentere ham for sin mor.. af gode grunde. "Jeg tænkte du ville have godt af det," sagde hun ærligt og kunne ikke fraholde et lidt smørret smil fra at passerer sine læber.
Endelig lagde der sig lidt ro over hele bordet. "Så fortæl noget om Dem selv," opfordrede hendes mor og så stadig på Jophiel med et lidt sultent blik. Calista så bare lidt fra den ene til den anden og måtte bide sig i tungen for ikke at falde om af grin. Det smørrede smil falmede dog lidt. Selv efter hånden var væk, stirrede hun efter den uden at flytte hovedet, for at sikre sig den var hvor den skulle være.

"Ja tak det var åbenlyst, men rimelig dumt," påpegede hun. Hendes mor var ondsindet nok til at hævne sig, og hvis hun fik mistanke om noget der ikke engang ville komme til at ske, så var helvede løs. Hans kommentar på maden fik hende igen til at lyse op med et lille smil mens hun tog en provokerende bid af salaten der i øvigt smagte af helvede til. "Det kaldes salat og det er sundt for dig," svarede hun drillende, og gav egentlig intet for at det var sundt. Hendes mor nikkede ivrigt og lod sin fod køre lidt mere op af hans ben. "Det er rigtigt kære. Herhjemme gør vi meget af at bevarer formen," forklarede hun og så ikke hvordan hendes datter himlede med øjnene. Mungos gjorde hende underernæret og hun havde stadig lyst til pizza!

[Deleted]

Han så på hende med et forarget blik, "du er et foragteligt menneske." Sagde han, skønt den lidt drilske undertone understregede at han på ingen måde mente det. Faktisk syntes han at hun var en ganske charmerende og skøn ung pige, hvilket ikke var helt godt eftersom det krævede at han konstant -især her på det sidste, måtte minde sig selv om at han ikke kunne flirte rundt med hende. Der var for meget på spil.
Jophiel rømmede sig lidt på hendes opfordring, også lidt for at vinde et par betænktningssekunder. "Jamen.." Begyndte han en smule tøvende og lod som om at han tænkte sig om. "Jeg er healer på Skt. Mungos, obviosly, øhm...så har jeg en tvillingebror, som jeg dog først mødte for et par år tilbage eftersom jeg er adopteret." Han tænkte lidt videre.

"Jeg har en lillesøster, ikke biologisk. Ehm.." Hvad pokkerskulle han ellers fylde på "Bruger størreler 43 i sko og er højt elsket af de fleste for min fantastisk personlighed." Han så på Calista med et lidt for bredt smil, "ikke sandt?" Lige nu havde han bare brug for at lede samtalen lidt væk fra ham selv, hvilket egentligt ikke lignede ham for ganske ærligt elskede han at opmærksomheden hvilede på ham.
Han sendte Calista et dumt blik, "hør jeg har en aftale med kaninerne, jeg rør ikke deres mad og de rør ikke min." Kommenterede han og prikkede lidt til salatbladet. "Desuden er det mig der er healeren og jeg vedtager hermed at det ikke er sundt for mig." Igen vendte lidt at den barnlige sjæl tilbage til ham, men for pokker, der var jo ingen næring i det stads. Jophiel mærkede hvordan foden under bordet blev mere nærgående og han rettede lidt på sig for at trække sit ben lidt længere væk og forhåbentlig uden for rækkevidde.