Here we go again..!

[Deleted]

Angelo Derek Di Mercurio

---

Endnu en gang en arbejdsdag - ligesom alle andre. Siden hans brud med Kayla, var dagene begyndt at ligne hinanden. Derfor glædede han sig virkelig til fyraften, så han kunne opsøge Raquel. Selvom der ganske vidst var kommet restriktioner på, så gjorde det ham virkelig ikke noget. Hun var i hvert fald blevet langt mindre obs på døren, når den gik op om natten, så det passede ham fint!

I de grønne flammer, mødte Mattheus først op i Atriummet. Han havde valgt at bibeholde arbejdet på Aurorkontoret. Han var jo glad for det. Ryan var blevet færdig, også selvom han ikke var kommet på det team, som de havde snakket om i udgangspunktet. Et sted skuffet. Han havde set frem til at arbejde med den unge mand hver dag.
Dog var det ikke tanker, der fik lov til at komme ham selv i vejen for hans arbejde. Matthew var trods alt en hård chef, som også krævede sit af sit team. Han kæmpede dagligt med det. Særligt med alle de problematikker som han havde ved siden af. Med hovedet nede i dagens udgave af Profettidende, måtte han alligevel blot himle med øjnene, folde den sammen og lagde den på plads under armen, som han var en mand halvvejs igennem sit liv, selvom han endnu havde nogen at gå på, før han ville blive 30. Det var egentlig utroligt så hurtigt tiden havde gået. Særligt efter han forlod Hogwarts.
Endelig nåede han 2. niveau, hvor Aurorkontorene lå. Han smed avisen på sin plads, og tog plads ved siden af. Hans skrivebord var præget af filer og dokumenter, som alle havde relation til Jarvis. Det var den sag som særligt krævede meget af det første aurorkorps' tid.

[Angelo Derek Di Mercurio]

Angelo selv var også troppet op på arbejde. Han var typen der ofte drak ligeså snart han havde fri i flere dage i træk. Også mest af alt fordi han brugte næsten al sin fritid med enten at ligge an på kvinder eller bruge den sammen med sin bedste ven Jared Mason som han havde snakket med siden de havde gået i skole sammen i sin tid og Jared havde da også boet hos ham det første stykke tid i hans skoleferier mens Angelo var startet og havde færdiggjort auroruddannelsen. En uddannelse som han havde brugt al sin tid på da han havde et ønske om at være den bedste. Angelo selv læste også altid Profettiende og denne dag var da bestemt heller intet nyt. Han slugte det dog langt fra da han var ganske kritisk overfor medierne. En artikel havde dog fanget hans blik og det var den om mugglerbyen og i stedet for at gå ned mod sit eget kontor som han normalt plejede inden det var tid til at tage sig af de studerende og sætte dem på rette kurs med streng disciplin valgte han at slå vejen forbi Mattheus’ kontor. Han vidste godt han ikke var chefen eller noget for et team, men idet at det var den auror som han stolede mest på virkede det logisk. Han bankede let på døren inden han åbnede den for at gå indenfor. ”Har du set avisen?” spurgte han ganske roligt og smed avisen der var åbnet på den artikel med mugglerbyen der var endt i et flammehav efter en behandling fra Garden af. Det var ikke lige fremme godt for deres uddannelse og erhverv og det var ikke længe siden der lige var startet et nyt hold af studerende.

[Deleted]

Mattheus havde efterhånden så mange ting at tænke på, at han ikke kunne finde ud af det hele mere. Selvom hans brud med Kayla havde været forholdsvis smertefrit, så savnede han jo sin elskede lille pige.. og arbejdet kaldte, og i og med, at han ikke havde Kayla omkring sig konstant og hele tiden, så var han aktivt gået tilbage til arbejdet, så det ikke bare var nok med skrivebordsarbejdet.
Avisen havde han smidt på bordet foran sig, også selvom det var stemmen der pludselig lød, der fangede hans interesse. Angelo. Ikke en mand, som han havde haft særlig meget med at gøre. Han nikkede. Dødsgarden måtte det jo være. Hvem skulle ellers brænde en hel mugglerlandsby af? "De sætter os uden tvivl på arbejde.." sagde han endeligt med en næsten opgivende mine. Hans hænder gled over hans ansigt. Han var træt.. Han var virkelig træt, og der var konstant og hele tiden noget at lave! Matthew var i hvert fald god til at sætte ham igang med alt muligt. Han rystede på hovedet. Han ville ikke give op. Naturligvis ville han ikke det, men til tider, havde selv han brug for et pusterum.. en pause. Han vendte blikket mod Angelo endnu en gang. "De skal stoppes, Angelo," sagde han direkte. Uden tvivl var han, hvad man kunne kalde for en meget frustreret mand, og særligt hvad angik dette.  Avisen tog han fast i sin hånd og smed den i skraldespanden ved siden af hans skrivebord.. Denne slugte glædeligt avisen i sig, som havde den været levende.

[Angelo Derek Di Mercurio]

"Helt bestemt de gør. Jeg har også fået et helt hold friske studerende ind af døren som er klar til at blive oplært i at slå fra sig" sagde han ganske roligt og nikkede ganske let for sig selv. De fleste af dem havde dog lang vej endnu. Der var jo også tid til det for Garden rørte altid på sig, men ikke desto mindre ville han som sikkert også langt de fleste andre aurors gerne have skovlen under Garden. Han lagde mærke til hånden over hovedet og hævede ganske let det ene øjenbryn. Angelo havde godt nok været igang med uddannelsen samtidig med Mattheus, men det var også det eneste han sådan rigtigt kendte til ham. "Træt?" spurgte han roligt da han godt kunne forstå det med alt det arbejde der hele tiden hobede sig op på deres skrivebord. "De skal bestemt stoppes. Jeg kunne ikke være mere enig" sagde han med et lille let suk og lod Mattheus tage avisen. Der var ingen grund til at have den slags liggende. De vidste jo godt udmærket hvad det betød at en mugglerby var brændt ned til grunden og endda sammen med en masse døde mugglere og mugglersympatisører. De var nød til at starte et sted, men det var svært at finde beviser i en by der var fyldt op med døde

[Deleted]

Mattheus sukkede træt. Det var hårdt at være Auror i denne tid, og særligt når det hele foregik på denne her måde. Hans blik søgte op i retningen af Angelo. Manden var blevet leder af de studerendes korps. Naturligvis var det et alvorligt og meget vigtigt arbejde, men det gjorde det bestemt ikke mindre tungt af den grund. "Vi kan jo kun håbe, at det er noget som de bliver bedre til med tiden om ikke andet.. Er det en stærk gruppe studerende?" spurgte han videre. Mattheus havde jo selv ikke særlig meget med den unge gruppe at gøre, og det havde han aldrig nogensinde haft. 

Mattheus huskede at have set op til Angelo igennem uddannelsen. Var det underligt? Manden var jo for det første hammer dygtig, hvilket man ikke altid kunne sige, at Mattheus var. Et sted, var det uden tvivl noget, der gjorde rigtig ondt. Mattheus trak kort på smilebåndet. "Det kan man godt sige.. Jeg bruger al min tid på at bygge hus," fortalte han ærligt, som han igen vendte blikket mod ham.
Mattheus frygtede hvor dette ville ende, og særligt fordi at Dødsgarden konstant rykkede frem, hvilket uden tvivl var forbandet irriterende! "De rykker for meget og for hurtigt frem, Angelo. Jeg frygter for hvor det her skal ende.." Næven lukkede han fast omkring avisen, og smed den direkte i affaldsspanden. Han havde fået nok!

[Angelo Derek Di Mercurio]

”Jamen jeg kunne ikke være mere enig” sagde han ganske roligt og træk let på skulderen til hans spørgsmål. ”Der er et par stykker der har udvist potentielle, men nu må vi se. Langt de fleste er kun lige begyndt så det er svært at sige endnu desværre” sagde han med et lille let nik da de havde masser af tid endnu. I forhold til Garden var det bare skidt at der var så lang tid til. Angelo nød at have med de unge at gøre selvom han nogle gange savnede at være mere i felten. I sidste ende ville han dog til en hver tid hellere præge de unge og sikre sig nogle stærke aurors i felten. Det at forme unge hoveder var nu i længden det han brændte for og han var glad for at være kommet i gang med det efter Rachel.



Angelo vidste ikke Mattheus havde set op til ham. Angelo var bare sig selv og hvis han fejlede så gjorde han det igen til han havde det rigtigt. Han godtog virkelig slet ikke det at fejle, men han var også tysk/italiensk opdragelse og han var på samme tid tidligere Durmstrang elev. Det der med at fejle var bare ikke en mulighed i hans hoved. ”Nygge hus lige fremme? Det lyder da også som en stor ting at gøre” sagde han ganske roligt og nikkede let for sig selv da han synes det lød sådan. Angelo havde dog aldrig prøvet det så det kunne han ikke vide det vilde om, men den slags tog ofte tid. Angelo synes godt nok også Garden pludselig begyndte at røre en del på sig selv. Det var som om de havde taget en lur og nu var de vågnet op med fornyet styrke. ”Så er vi to. De er vågnet op af en vinterlur og selvom Dragon’s alliance står på vores side som det ser ud nu så går det stadig alt for hurtigt” sagde han med et let suk og var stadig langt mere rolig end Mattheus udviste. ”Det ender sikkert i en krig det her og jeg håber mine elever når at blive klar inden” sagde han stadig roligt og betragtede kort avisen der røg i skraldespanden. Han forstod ham skam godt.

[Deleted]

Angelo var en munter mand alt taget i betragtning, og dette var noget, som selv måtte falde i den gode jord hos Mattheus. Han nikkede mod ham. Det var et virkelig vigtigt arbejde han tog for sig. Det var vigtigt at de elever fik den bedst mulige uddannelse. "Det er et virkelig vigtigt arbejde du udfører, Angelo.. De kunne ikke have fået en bedre mand til det job," sagde Mattheus ærligt. nogen ville måske udmærke sig.. andre ville nok kun lige og lige komme igennem det, ligesom han selv havde gjort. Det var jo heller ikke fordi at det var nemt. Tvært imod. Det havde uden tvivl været hårdt, og det var ikke blevet nemmere i hvert fald! 

Dødsgarden rykkede virkelig på sig efterhånden, og selv dette var et pres som lagde sig på afdelingen på Aurorkontorene. Matthew havde trukket sig til kontoret og stirrede mere eller mindre bare på et kort derinde. Gud nåde trøste den mand, som kom i vejen for ham. Han sukkede let. Angelo havde nok ret. Det ville nok ende ud i en krig på et tidspunkt. Ikke at det var noget som faldt i hans gode bog. Tvært imod! "Der er for meget gang i dem, og de er ikke til at spotte og opspore nogen steder. Jeg frygter på, at det ender i en krig. Og krig koster mange menneskeliv," sagde han med en ærlig stemme. Han trak efterfølgende let på smilebåndet. "Jeg har nu altid været glad for at arbejde med mine hænder. Jeg er igang med at renovere et hus.. Jeg bygger det op stort set fra bunden," fortalte han stolt. Det var noget, som han rent faktisk godt kunne finde ud af.

[Angelo Derek Di Mercurio]

Angelo var så også mest munter fordi det ikke var overfor hans elever. Angelo var fortaler af hård og streng disciplin og pli. Det var måske også derfor han ville komme til at være en god leder for de studerende. Fordi han netop gik op i den slags ting der ofte reddede deres liv senere på missioner. "Det er jeg glad for du synes Mattheus. Jeg gør alt for at mine elever ikke mister modet og kommer til at gøre det bedst mulige arbejde fremover. De skal uddannes til at være eliten enten på det ene eller andet punkt" sagde han ganske roligt og nikkede let for sig selv. Aurorkorpset havde behov for at være eliten og selvom ens evner måske ikke levede op til det så ville man nå langt med en holdning om at være det. I hans øjne var det at fejle slet ingen mulighed. Dog mente han også det var bedre at bestå med nød og næppe end slet ikke at bestå. Det med at give op var så meget en fejl i hans verden at han ikke kunne leve med det og så ville det være vigtigt at hive folk tilbage på hesten inden de opgav studiet. Nu var Angelo så også en sær blanding af tysk og italiensk så det gjorde det ikke lige fremme bedre. Og så var han vokset som katolik selvom han havde lagt langt det meste af sin religion bag sig mente han nu stadig der var nogen der holdte hånden over en uden at det betød man skulle lade den kræft bestemme alt. Man havde selv en vis indsats.

"Jeg undre mig frygteligt over at vi ikke bruger Dragon's alliance noget mere da de kan bruge langt mere drastiske metoder end os, men det er nok bare mig" sagde han med et let ryst på hovedet da Angelo gerne ville gøre en del for at undgå en krig. Normalt var han ikke glad for at indrømme det, men han ville bestemt ikke have alt for mange liv skulle koste prisen for Jarvis og hans undersåtter. "Jamen så er det jo også det man skal. På det punkt ville jeg nok aldrig kunne følge dig, men det skal da nok blive fedt når det står færdig. Hvor lang tid vil sådan noget tage?" spurgte han ganske roligt da han ikke havde det vilde forstand på det. Angelo havde travlt med andre ting og en af dem var bestemt mængden af damer der skulle scores i verden, men aldrig om han ville prale med sit tal.

[Deleted]

Angelo var uden tvivl den bedste til jobbet som leder af det team som de studerende blev tilkoblet, når de kom ind på deres ønskede studie. Dette var noget som han naturligvis var glad for, på hans vegne. Han selv ville næppe kunne klare det pres, som det ville være, at skulle påtage sig det ansvar. Det var nemlig meningen at Aurorne skulle være eliten. Han håbede selv en dag, at kunne blive en del af den. "Ingen ville være mere perfekt til den opgave, Angelo," sagde han med et smil på læben, inden han endnu en gang lænede sig tilbage.

Hvorfor de ikke gjorde mere brug af Dragons Alliance, end hvad de gjorde, og særligt med de problematikker som Dødsgarden nu forårsagede for dem. "Jeg skal ikke kunne sige det. Aurorministeren har vel sin grund til at blande dem ude af denne sag," sagde han roligt. Vigtigst anså han det nu, at få Dødsgarden placeret i Azkaban, og særligt når det var på denne her måde.
Mattheus trak kort på smilebåndet. Han havde nu altid været dygtig med sine hænder, og han var glad for håndarbejde. Det var en god måde for ham, at afreagere på. "Det tager tid.. Rigtig lang tid. Jeg har jo mit arbejde, min datter og.. ja, fuldmånen at tage mig af ved siden af," sagde han roligt og med et tungt suk. Han rystede let på hovedet og lod hænderne glide over hans ansigt. "Arbejde.. Man arbejder jo snart i døgndrift," sagde han endeligt. Det var faktisk hårdt!

[Angelo Derek Di Mercurio]

Angelo var udmærket klar over at de skulle være eliten. Det var præcis derfor han ville det erhverv. Han mente dog også det var vigtigt at det var en der passede ind. Han ville elske hvis andre var enige i at han var den helt rigtige til det job som han elskede noget så inderligt og det var trods for han var næsten sprit ny i det. Han kunne bare mærke det var hans hylde det her. ”Det er jeg glad for du synes. Det er altid rart at vide man ikke er den eneste der mener jeg har fundet min hylde. Tanken at være med til at forme de unge er det som jeg har glædet mig mest til må jeg indrømme” sagde han og nikkede ganske let for sig selv. Angelo var så også glad for disciplin og det var netop det som skulle til hvis man skulle forme en elite. ”Måske, men de kan nå længere end vi kan. De går op i reglerne på en anden måde end vi gør det. De går dog i døden ligesom vi gør, men jeg tror bare de ville kunne nå længere. ingen sagde det skulle være et offentlig samarbejde, men ja. Det er den forkerte at snakke med den slags om” sagde han ganske roligt og nikkede let for sig selv. Mattheus kunne trods alt ikke ændre den slags, men det virkede bare stadig underligt et sted. Angelo ville også helst blot se Garden i Azkaban hvor de hørte hjemme. ”Deres leder arbejder dog her i Ministeriet af hvad jeg ved af” sagde han med et let hævet øjenbryn da Ashlyn Park ikke lige fremme lagde skjul på sin stilling ved siden af. Det var imponerende at andre end dem gjorde noget imod Garden. Alt for at få dem bag lås og slås. ”Tror dig gerne. Du har vel vænnet dig til månen har du ikke?” spurgte han roligt og sendte ham et let smil. Angelo var glad for han ikke havde den slags kvæler. Dette måtte ikke være rart at skulle kæmpe med den slags. ”Tror virkelig de fleste af os arbejder i døgndrift nærmest, men det er vel et form for bevis på vi elsker vores job og vil gøre alt for at burde Garden inde” sagde han med et lille let nik og kunne faktisk ikke lade være med at grine en smule for sig selv.

[Deleted]

Angelo gjorde uden tvivl sit arbejde rigtig godt, og det var noget som manden kun burde være stolt af. Mattheus tog hatten af for ham. Det ansvar og den opgave, ville han selv slet ikke kunne håndhæve, og særligt ikke på denne her måde. "Om de risikerer mere end hvad vi andre gør, vil jeg nok ikke ligefrem vove at påstå.. men de risikerer frygtelig meget, og særligt med det arbejde som de kommer til at udføre i fremtiden, hvis de kommer igennem nåløjet vel og mærke," sagde han med et stille smil på læben.
Angelo havde fundet sit es i at lede et team på den måde, for han ville da selv personligt gå ned med stress, om det havde været ham! "Men jeg må sige, at jeg tager hatten af for dig, Angelo. Jeg er virkelig imponeret," sagde han med en sigende mine. Han sendte ham et stille smil.
Fuldmånen var han efterhånden ved at være vant til, selvom det var svært til tider. Det var endnu noget der gjorde ondt. Virkelig ondt faktisk, og særligt når forvandlingen tog til. Han skar en mindre grimasse. "Det er blevet nemmere for mig i hvert fald. Det gør stadig ondt og det tager virkelig på min energi," sagde han med et kort skuldertræk. Han vidste godt, at det var en ting som han måtte lære at leve med, og det besværliggjorde hans arbejde som Auror, men han forsøgte i hvert fald!
Garden ville have selv gerne se i Azkaban! Hver og en af dem! Han trak vejret dybt. "Jeg tror vi alle går og drømmer om den dag, og håber at den kommer," sagde han sandfærdigt. Han håbede virkelig!

[Angelo Derek Di Mercurio]

"Nu var det DA jeg mente i forhold til det med at risikere mere end os" sagde han ganske roligt og nikkede let for sig selv. "Jeg har tænkt mig at få alle mine elever igennem nåløjet. Jeg nægter at tabe nogen på gulvet. Fejl er ingen mulighed. Fejl er kun noget man kan blive bedre af på vejen og gøre tingene forfra inden det er for sent" sagde han med et let smil over sine læber da han vidste Mattheus havde det på samme måde. Angelo ville ikke lade sine elever fejle. Så havde de helt klart valgt den forkerte uddannelse hvis de havde tænkt det var ok at fejle. Han havde tænkt sig at hive dem op så de ville blive de dygtigeste aurors der var.
"Og jeg takker Matt. Jeg gør blot mit arbejde. Jeg sætter dog pris på andre kan se jeg gør det rigtige. Så er jeg ikke ene om det" sagde han ganske roligt og nikkede let for sig selv. Så var han på rette køl når der var andre der synes det samme som ham selv. Så kunne det ikke blive meget bedre og Matts holdning til dette her varmede helt bestemt.
"Tror jeg helt bestemt gerne. Man vænner sig vel på et eller andet plan til det? Det gør blot ikke det blive mere behageligt med tiden" sagde han ganske roligt og nikkede let for sig selv. Han kunne bestemt ikke forestille sig at være det og han ville bestemt ikke være varulv. Hvis han dog blev det ville han dog bestemt tage det til sig. "Jamen jeg kunne ikke være mere enig. Desuden er det ikke sikkert for nogen auror at få familie så længe Garden er her" sagde han med et let ryst på hovedet. Dog havde han ikke selv nogle tanker om at finde sig en kæreste. Han havde det ganske fint single. Han så ikke engang efter nogen, men han ville stadig gerne at hans kære ikke var i fare.

[Deleted]

"Et sted kan man spørge om det de gør, er fornuftigt eller dumdristigt. Det er heller ikke meningen, at man skal risikere for meget," sagde Mattheus med en rolig stemme. Han havde måske ikke været den mest dygtige auror, da han selv havde været udsat for lidt af hvert, og selv havde overvejet adskillige gange, at sige op, men det var jo ikke fordi at han kunne gøre noget ved det. Selvom han var ung, udgjorde han jo allerede en del af den ældre generation af aurorere. Et eller andet sted en skræmmende tanke. "Det gør du i hvert fald," sagde han med et smil.
Snakken om varulven og fuldmåne, var ikke just et samtaleemne der behagede Mattheus, men det var nu en del af ham, og selv her på arbejde, havde det rent faktisk resulteret i at han blev betydeligt mere sammenbidt. Han havde været det i nogle år efterhånden, men det gjorde det ikke meget nemmere af den grund. Faktisk var det noget, som uden tvivl tog hårdt på hans kræfter og på hans energi. "Det er hårdt.. Det erkender jeg gerne. Jeg sætter måske også lidt.. voldsomme metoder til brug, når fuldmånen kommer.. men ja.. man gør hvad man kan, for at passe på folk omkring en," sagde han med et let bekræftende nik. Det var trættende, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. "Det har det aldrig været uanset," sagde han ærligt. Et stik var det i hans hjerte.. Han savnede jo selv sin egen datter.

[Angelo Derek Di Mercurio]

"Måske ikke, men det er deres eget valg" sagde han roligt og nikkede let for sig selv. Angelo var til tider i tvivl om han synes det de gjorde var smart eller ej. Angelo kunne i hvert fald ikke lade være med at beundre dem for i det mindste at gøre alt hvad der stod i deres magt uden at tænke på loven. Angelo selv havde været blandt en af de bedste. Ikke til at begynde med, men senere hen da han som sagt aldrig gav op og ville være en af de bedste. Det var også nemt at udgøre en ældre del af aurorsne. Det var ikke fordi særlig mange af dem holdte til at blive gamle da det trods alt var et ufattelig hårdt arbejde.
Han nikkede ganske forstående omkring hans snak om varulve. Angelo ville bestemt ikke bryde sig om at være varulv, men omvendt var det en del af folk som Mattheus som de aldrig kunne løbe fra. Det var bare sådan det var og han forstod godt at Mattheus ikke var spor stolt af det.
"Nej jeg ved det. Så må man beskytte dem man elsker" sagde han med et let smil over sine læber. Det var lidt det eneste man kunne gøre og især i en tid hvor Garden helt sikkert ville bryde igennem når som helst. Og uanset hvad kunne man aldrig blive forberedt på det.

[Deleted]

"Det er det. Personligt, er jeg ikke altid for de metoder, som de har taget i brug," fortalte Mattheus direkte. Han var ikke bange for at sige sin mening, og særligt ikke overfor Angelo. Der følte han rent faktisk, at han kunne tillade sig at gøre det, og det var næsten det, som selv for ham, var noget af det bedste af det hele.
Snakken om varulv, var Mattheus i forvejen ikke meget for. Han var ganske vidst ved at vænne sig til tanken om at skulle være en, men det var stadig svært for ham. Meget svært endda, hvilket han i forvejen ikke var bleg for at erkende. Han nikkede. Man skulle beskytte dem som man elskede og holdt af, og naturligvis var det også hvad han gjorde. Han havde bidt et individ en enkelt gang, og aldrig i hans liv, skulle det komme til at ske igen!
"Naturligvis. Det er ikke lige nemt altid, men det handler om at gøre hvad man kan," sagde han, inden han igen vendte blikket mod Angelo. Han var glad for at have ham at snakke med, og særligt her på afdelingen. Selvom alle dem, som han havde noget at gøre med, var blevet af højere rang end ham selv - Selv Scott havde fået sit eget team. Han brød sig ikke om at ligge under ham. "Og siden jeg ikke er så forfærdelig dygtig magisk, så må jeg jo gøre, hvad jeg kan," afsluttede han med et bekræftende nik. Han sendte sin ven et smil. Han forsøgte da at forblive optimistisk.