Make me spellbound.

[Deleted]

Forbeholdt til Chester Gerald Foster

Dato :: 3. september, årgang 103
Tid :: 16.11
Sted :: Londons travle gader.
Vejr :: Der er stadig ganske varmt fra sommermånederne. Solen er så småt på vej ned, men kaster stadig sine hyggelige (sen)eftermiddags stråler udover byen fra en næsten skyfri himmel.
Påklædning :: Et par mørke denim short sat sammen med en 'luftig' top med blomster-print og tynde stropper samt et par almene gladiator-sandaler.

_______________

”Kom nu..”
Hun brummede for sig selv, samtidig med at hun lænede sig yderligere ind over bagsæderne i sin elskede sorte Ford. Hun stod i en noget akavet stilling, og hun mistede næsten sit fodfæste på kantstenen et par gange. Med hovedet helt nede omkring fodpladsen fumlede hun noget så gevaldigt med at få noget ud fra under det ene forsæde. Det var egentlig ikke så nemt, siden bagsædet i forvejen var proppet med papkasser fyldt med diverse ting og sager, så hun blev også tvunget til at skulle manøvre sin egen krop omkring dem. Hun var flere gange nød til at give et lille kast med hovedet, da hår hele tiden fandt sin vej ind foran hendes øjne til trods for, at det ikke ligefrem var i en gruppe, som man kaldte langt.
”Jeg har ikke… tid.. til der her..”
Hun rev og trak i den fine hvide sko, der bare ikke gad komme fri. Hun forstod slet ikke, hvordan den havde kunne sætte sig så godt fast. Det var ikke fordi, den var faldet der ned, mens hun havde kørt. Den var smuttet der ned, da hun havde læsset papkasserne ind i bilen. Der gik ikke længe, før hun greb om skoen med begge hænder, efter at have justeret, hvordan hun stod - eller hun lå nok mere ned. Hun forsøgte at forbedre sit fodfæste en smule, inden hun endnu engang gjorde et forsøg med trække det forbistrede stykke skotøj til sig. Hun havde næsten alle sine kræfter i. Og hun endte endda med at lukke sine øjne i for at anstrengte sig bare den smule mere. Den burde da kunne komme fri. Det var ikke fordi, at den var blevet limet fast af små usynlige gnomer, der levede under sæderne i hendes bil. Og hvis der gjorde, havde hun forhåbentlig fået dem fjernet sidste gang, hun støvsugede bilen.

Flop!
Det virkede næsten som en tegneserie, det øjeblik, hun endelig fik skoen fri. Hun nåede slet ikke at reagere ordentligt, da det skete, og det endte ikke alt for godt heller. Af en eller anden grund lykkedes det hende at nærmest flyve ud af bilen uden at hamre sit hoved mod dens loft eller andre kanter. I stedet blev hende balance ikke aktiveret med det samme, hvilket resulterede i, at hun snublede klodset et par skridt bagud. De fleste folk på det travle fortov fik stoppet eller flyttet sig i tide til, at hun ikke braste ind i dem, men der var én enkel, der ikke var helt så heldig.
Hun følte sammenstødet med det samme, og hun havde nær selv faldet på røven, hvis ikke hun lige netop havde nået at genfinde sin fantastiske balance. Hun tog ikke tid af til at sunde sig, inden hun fik vendt fronten mod den stakkels person, hun havde brast ind i. ”Det må du virkelig undskylde!” Ordene løb automatisk hen over hendes læber, allerede inden hun havde fået langt de grå-grønne øjne mod personen. Hun kørte hurtigt sin frie hånd igennem det korte hår og afslørede et noget blusset ansigt fra anstrengelserne. ”Er du okay?”
Og der stod hun så. Noget fortumlet med en ganske enkel hvid tåspidssko i sin ene hånd.

[Chester Gerald Foster]

"Woah!" Det forskrækkede udråb blev hurtigt fulgt af to højlydte, og arrige, dyt. En noget fortumlet, ung mand stod tilbage, med én fod på kantstenen og den anden forrest, på asfalten, og så betuttet efter den sølvfarvede sportsvogn, der netop havde passeret ham i høj fart. Det var jo halvfarligt det her. Stadig med et temmelig forvirret udtryk i ansigtet, prøvede han at finde hoved og hale i dét kort, han bragt med sig. *Den her vej? Nej... sååd-...nej... sådan!* Chet, den mørkhårede fyr i midttyverne, kiggede atter op fra det lokale kort, og huskede denne gang at se sig ordentlig for, før han begav sig over den trafikkerede vej. Ganske vist var han bosat i London, og havde haft fast bopæl har i nogle år efterhånden, men han færdedes nær aldrig i denne del af den store by. Han holdt sig for det meste i troldmandsdelen af byen, og befandt sig for det meste andetsteds - i Hogsmeade. Men ikke i dag. I dag stod den på tvungen udflugt med hans fars side af familien - mugglerne. Ikke at han på nogen måde havde noget imod dem, - han elskede begge sider lige højt - men af og til havde han virkelig svært ved at forstå den ikke-magikyndige del af dem. Mugglerne var nogen løjerlige væsner.
Det var hans farmor, der havde planlagt dagens aktivitet. Skemaet bestod af en tur i teateret - for at se ballet. Underligt tidsfordriv - at sidde og overvære andre danse. Hvad specielt var der i det? I Chets verden virkede det ualmindeligt kedeligt, og stod det til ham, ville han meget hellere sidde i en skyhøj tribune til en spændingsfuld Quidditch-kamp. Men det blev altså ikke lige i dag. Hvor var han overhovedet? De dybbrune øjne søgte væk fra kortet i hænderne, og spejdede rundt omkring i de nærmeste omgivelser, for at orientere sig. Han så så ned igen, så op, så ned, så op. Til... venstre? Eller var det højre? Med rynkede bryn og en mund, snerpet sammen af koncentration, vendte han endnu engang kortet den anden vej. Nej, det måtte være venstre. Ikke?
Bomp. "Hey, pas lige på, gider d-.." Hans ord blev afbrudt af den fremmede, der havde stødt ind i ham, med en rimelig stor kraft. Han formåede dog at opretholde balancen og forhindrede dermed sig selv i at falde, men han var blevet nødsaget til at tage nogle lidt vaklende skridt til siden. Kortet var også fløjet ud af hans greb.
Chet blinkede forbavset gentagende gange med øjnene, idet blikket faldt på vedkommende ansigt. Det, han havde troet, blot havde været en uhøflig, travl borger, viste sig at være en kvinde, der så ud til kun at være en håndfuld år yngre end ham selv. "Nej, æh, ja. Jeg mener jo. Det skal du ikke tænke på," besvarede han hendes undskyldning med, med et tilhørende, rimelig fjoget smil. De brune øjne vandrede derefter fra ansigtet, med de let røde kinder, videre til skoen, som hendes ene hånd havde et godt tag i. "Flot sko," kommenterede han i et tonefald, der lød en kende usikkert, og indså først da, at det var et temmelig kikset kompliment. Uden at sige mere, vendte han straks hovedet bort, således at snuden pegede fremad igen, væk fra den ukendte, unge kvinde, og fortsatte sin jagt på teatret, hvor hans far, farmor og fætter samt kusine, højst sandsynligt havde stået og ventet længe nu. Hvorfor var det, at han altid skulle klokke i det, hver gang han blev stillet overfor en køn pige? Nåh, i det mindste kunne han trøste sig selv med, at han ikke ville komme til at se hende igen. London var heldigvis stor nok til, at pinlige sammenstød oftest aldrig kom til at have nogen betydning. Vent, havde han husket at dreje til venstre?

[Deleted]

Det samme øjeblik hun fik taget den stakkels person, hun var bumpet ind i, syntes hun at blive helt forbavset. Hun lignede uden tvivl en idiot, sådan som hun stod og stirrede på ham, som havde hun aldrig set et menneske af hankøn før. Hun følte sig næsten helt nervøs. Og en tudse havde helt klart taget bolig i hendes hals. Og det blev ikke bedre, da han begyndte at kommentere hendes sko? Som havde hendes indre legeme fundet sin vej tilbage i hendes krop igen, blev hendes øjne spærret en smule overrasket op. Og hendes ryg blev automatisk rettet, inden hun hurtigt lagde sit blik mod skoen, hun stadig havde et godt greb i, som var det hendes våben. Lige så hurtigt, som hun selv opdagede det, skjulte hun skoen bag ryggen i et forsøg på at lade som om, at den aldrig havde været der. Det var ikke så meget fordi situationen var pinlig, men i hendes hoved havde hun en forestilling om, at han havde overværet det hele. Hvilket han meget muligt ikke havde. Men hvilken person gik ikke rundt og udfoldede det værst tænkelige scenarie i sin fantasi.
”Øh.” Hun så tilbage på den fremmede unge mand foran sig og efter et par akavede ansigtsudtryk, fik hun præsteret et ganske almindeligt smil. ”Tak. Flot…” Hun nåede ikke engang at tænke over, hvilken ting ved ham, hun kunne komplimentere tilbage, før han var væk igen. Det virkede så pludseligt. Men så igen - Deres sammenstød havde ikke været planlagt. Og hun ville lyve, hvis hun sagde, at det ikke havde været akavet. Hun stod dog alligevel et øjeblik og så efter ham med en fornemmelse af, at hun inden længe ville åbne munden og sige noget mere. Men hvad skulle hun sige?
I stedet tog hun en dyb indånding og pustede tungt ud, mens hun rystede opgivende på hovedet. Skulderne faldt med det samme på plads i en langt mere afslappet stilling. Og hun virkede med ét langt længere ind i zen. Hun havde ting, hun skulle have klaret. Så hun kunne ikke tillade sig selv at bekymre sig omkring en tilfældig person på gaden. Hun vendte sig kortvarigt mod sin bil og kastede roligt den enkle sko tilbage i den papkasse, hvor den hørte hjemme. Hun placerede en flad hånd mod sin pande og tog et par sekunder til at falde helt ned.
Inden længe var hun så også på banen igen. Hun fjernede sin hånd og lod de grågrønne øjne falde ned på det lille analog armbåndsur. Lidt under tre timer til forestillingen. Det var måske ikke ligefrem hendes store aften, men hun havde stadig et ansvar. Og som altid blev hendes brystkasse tung af nervøsitet igen. Denne gang involverede det dog ikke denne mr. Brown-eyes. Hun trådte et enkelt skridt tilbage og smækkede bildøren i. Hun kørte igen en hånd igennem håret. Hun var evigt taknemmelig for, hvordan hendes hår havde vænnet sig til frisuren. For lige meget hvad hun gjorde ville det korte pandehår altid falde tilbage på sin plads og ikke skabe et åbent gardin til hende pande.
Hun skulle lige netop til at åbne døren til førersædet, da vinden fik et større stykke papir til at omfavne hendes ene ben. Hun havde nær skreget op af forskrækkelse, men i stedet for bare at sparke det væk, endte hun med at samle det op. Og det tog ikke lang tid for hende at finde ud af, hvad det var. Et kort. Havde mr. Brown-eyes ikke haft et kort? Eller var det bare noget hun forestillede sig? Hun så efterfølgende op fra kortet for at se, om hun kunne finde ham igen. Hvor var han blevet af.
Som trak hun professionelt en pistol, trak hun bilnøglen frem og fik kort tid efter låst den. Bip! Kortet blev sjusket foldet sammen og efter endnu en scanning af området, fandt hun ham. Eller i hvert fald en person, hun troede var ham. Og så mens hun fik proppet bilnøglen tilbage i sin lomme, begyndte hun at løbe så godt som hun nu kunne igennem menneskemængden. Det var da utroligt hvor mange mennesker, der befandt sig i London.

”Hey!” hørte hun sig selv råbe op, da hun syntes at være tæt nok på. ”Vent!” Hun holdt hånden med kortet op i luften og viftede voldsomt med det, mens hun stadig nærmede sig denne fremmede mand. ”Du tabte dit kort!”

[Chester Gerald Foster]

Arh, hvor var det pokkers kort nu blevet af?? Han havde da haft det i hånden lige før? Med en ekstraordinær opgivende mine rullet nedover det fortvivlede ansigt, standsede han op midt på det befolkede fortov, for dernæst at se sig rådvildt omkring, og drejede samtidig et par gange rundt om sig selv. Virkelig? Chet tog en meget dyb, lang indånding, som han følgende udåndede i form af et magtesløst suk. Super. Lige hvad han havde brug for. Perfekt. Han kunne ikke fremkalde én eneste ting fra kortet, trods han havde studeret det nøje til hudløshed. Nåh, nu var der vel ingen anden vej frem, end at hive fat i en og spørge vejen til teatret...
Netop som han tøvende skulle til at prikke en forbipasserende, ældre herre, opfangede hans ører en kvindes råben. Han tog ikke yderligere notits af det, før ordene 'du tabte dit kort' flød ind i hans øregange. Chet vendte sig om efter lyden, og fik med det samme øje på personen fra før. Den unge kvinde med skoen. Nu, havde hun dog et kort i hånden, i stedet for noget fodtøj. Mere specifikt hans kort.
"Tak. Nu slipper jeg for at sove i en papkasse i nat," sagde han og blottede et sæt brede, hvide tænder i ansatsen til et grin, men lod det hurtigt falme igen, og rømmede sig i stedet. Han fikserede øjnene på den endnu navnløse fremmedes ansigt og forsøgte sig med et venligt smil, alt imens han pillede en smule anspændt ved hjørnerne på det sjusket sammenfoldede kort. "Nåh, men... jeg må hellere se at komme afsted... du må ha' en farverig dag!" Farverig? Nu igen? Havde hans sidste bemærkning ikke været slem nok? Halvblodsmagikeren fik pludselig hulens travlt med at komme væk, omgående, og endte i sin hast med at gå halvanden gade for langt, så da han fik foldet kortet ud på ny, var han lige så forfjamsket, som han havde været til at starte med. Det var også, fordi alle gaderne lignede hinanden.
Omsider var det lykkedes ham at finde mødestedet, og som forventet, stod de fire familiemedlemmer utålmodigt og ventede ude foran. "Hvor har du dog været?" vrissede hans farmor lavmælt, da han var kommet tæt nok på, og sendte ham et bebrejdende blik, bag halvbrillerne. "Vi har stået og ventet smadder længe!" fortalte den unge kusine ham og gjorde store øjne. Den noget ældre fætter stod blot med armene lagt demonstrativt over kors, og lignede en, der bestemt ikke havde lyst til at være her. Faren så lidt småbekymret ud, som altid. "Nu skal vi altså se at komme ind på vores pladser." "Kan man få popcorn?" Chet foldede det, ikke særlig hjælpsomme, kort så meget sammen, som det var muligt, inden han proppede det ned i lommen på de blågrå chino-bukser han var iført, og fulgte de andre indenfor i den store bygning.

[Deleted]

Farverig? Endnu engang stod hun bare og stirrede efter ham, som han på nu forsvandt i mængden af mennesker. Noget forklarede hende, at han var et yderst muntert individ, for hun var bestemt ikke vant til at få tildelt sådanne mærkværdige hentydninger. Og jo mere hun tænkte over det, jo mere blev hun enig med sig selv om, at hun ikke ligefrem afskyede det. Det var anderledes. Det havde sat sig lidt bedre fast en så meget andet, folk måske ville have sagt til hende i samme situationer. Hun løftede en hånd op til sin nakke og holdt det forsigtige smil til et minimum, inden hun endelig trak sig ud af boblen fyldt med tanker om denne fremmede. Han havde ikke direkte fejet benene væk under hende, men han havde sat sig præg. Hun fandt hurtigt sin vej tilbage til sin bil, og denne gang var der intet der stoppede hende for at sætte sig ind i den og køre af sted. Hun var sikkert allerede for sent på den.

~ 19:45 ~

Juniper nød egentlig at sidde bag scenen. Selvfølgelig ville hun hellere danse rundt med de andre, men der hang altid en bestemt form for hyggelig stemning i omklædningsområdet. Forestillingen var allerede godt i gang og indtil videre, var der ikke sket meget andet end det, der plejede. Hun kørte den store børste med pudder hen over sit ansigt for at sikre sig, at al den krigsmaling, hun havde på ikke ville ende med at glide af, hvis hun fik muligheden for at danse. Det handlede om at være klar ligemeget hvad. Hun pressede sine læber sammen for at sprede læbestiften ordentligt ud og tog et sidste kig i spejlet for at sikre sig, at alt var som det skulle være. Efterfølgende blev hendes fulde opmærksomhed rettet mod de hvide tåspidssko, der omfavnede hendes små fødder. Hun lænede sig smidigt ned og tjekkede om, de nu sad som de skulle. I et splitsekund faldt hendes hukommelse tilbage på, da den selv samme sko havde siddet fast under hendes bilsæde. Og så blev hun mindet om den fremmede mand. Lidt en skam, at hun ikke fik hans navn. Ikke at hun ville have haft modet til at spørge efter det, anyway. Hun sukkede sagte og rejste sig helt op for at begive sig hen mod scenen. Hun ville altid have det bedste udsyn til forestillingen.

Det skete så pludseligt. Hoveddanserne faldt med ét sammen på scenen og et højlydt gisp blev sendt igennem hele salen. Det havde ikke været meningen. Faldet havde været for hårdt. Og panik begyndte at vise sig i de andre ballerinaers ansigter, da den stakkel pige blev hjulpet op. Juniper fik det selv helt dårligt af at se det. Sådan som hun næsten ikke kunne stå af sig selv. Det var en ballerinas største mareridt. Og der var klar frygt og skuffelse at finde i hoveddanserinden, som hun endte med at blive ført væk fra scenen.
”Juniper! Du bliver nød til at overtage. Shush shush!” Hun så ganske forundret ud, da hendes madam havde henvendt sig til hende. Det kom ikke bag på hende, for det var hendes job som den såkaldte back-up. ”The show must go on!” Og som de ord nåede hende, var hun klar. For det var sandt. Der var ingen grund til at afslutte forestillingen. Hun nikkede bekræftende og på ingen tid faldt hun helt hen i sin koncentration. Havde kun fokus på en ting.
Som var der intet sket var Juniper faldet ind i forestillingen. Hun var blevet en del af den. Hun havde lukket helt af for publikum. Hun følte sig langt mere afslappet nu, hvor hun dansede. Og hun dansede helt fra hjertet. Hun følte som sig en fugl - som en svane. Hun fløj. Hun var let som en fjer. Det var fantastisk. Hun ville kæmpe for ikke at smile for bredt.
Og før hun vidste af det, var det slut og tæppet faldt.

[Chester Gerald Foster]

"Jeg sagde jo til dig, at forestillingen først startede kl. 19." Den spydigt udtalte påmindelse var rettet imod Alfred, Chets far; den lidt kraftige, men høje mand med det opkrøllede overskæg og en sixpence kasket til at dække den halvskaldede ise. Farmoren, Iona, havde stået og formanet ham i snart ti stive minutter. Hun ville ikke lade ham slippe så let, efter han havde taget fejl af forestillingens starttidpunkt. Chet hørte dog kun under halvdelen af alt det bavl, hun lukkede ud, da han var strengt optaget af, at holde øje med sin lille kusine, som hele tiden syntes at forsvinde alle mulige mærkelige steder hen. "Kath, bliv nu her. Kom. Neej, ikke den vej. Du kan få slik senere, vi har lige spist."

Endelig var tiden inde til at balletten skulle skydes i gang. Der var godt fyldt op i salen, som var en del større, end han havde forventet. De mørkebrune øjne skøjtede rundt i omgivelserne, for at nå at få så mange indtryk af stedet som muligt, før de fik sat sig ned på deres pladser. 5. række. Der var den. Chet måtte møve sig forbi et ældre par, og kom ved et uheld til at træde den formelt klædte dame over tæerne. "Undskyld!" udbrød han per automatik, men fik blot et irriteret ssh tilbage. "Undskyld..." hviskede han med stor forsigtighed og slog derefter blikket ned i gulvet, inden han gik de to sidste skridt hen til sit sæde, som han skyndte sig at sætte sig til rette i.
Det store scenetæppe blev trukket fra, hvilket fik ham til at løfte sit blik igen, af ren refleks og nysgerrighed. Lyset i salen blev dæmpet, og de andre tilskuere, der indtil nu havde knevret ganske lystigt, og højlydt, med deres sidemand, skruede enten betydeligt ned for stemmen eller tav fuldkommen. Var det nu det begyndte? Dét fik han meget hurtigt svaret på, da den første unge kvinde, klædt i tylskørt og med opsat hår, kom valsende ind på scenen, på sine tåspidser. Hun var iført præcis sådanne sko, som dén kvinde, han tidligere havde haft et sammenstød med, havde stået med i hånden. Åh nej, hvorfor skulle han absolut minde sig selv om det møde? Chet sank ubevidst en smule længere ned i det bløde sæde og forsøgte ihærdigt at fastholde sit fokus på det, der foregik oppe på scenegulvet. Var der overhovedet nogen mening i det? Hvis der var en historie, fangede han den i hvert fald ikke. Han skævede venstre, over mod sin farmor, som så enormt betaget ud, af dansestykket. Den temmelig forvirrede magiker, rynkede forundret øjenbrynene, idet han lod sine øjne søge tilbage til de lettåede hunkøn.

Vent nu lidt. Chet fik i ét ryk rettet sig op i sædet, netop som det lettere bekendte ansigt kom til syne, midt i al kaoset, der var opstået deroppe, efter stjernen i spillet var styrtet, og måtte forlade den belyste scene. Pigen med skoen?? Eller kvinden... men var det hende?! Han kneb øjnene en kende sammen for at skærpe sit syn, og efter at have betraget den nye hovedballerina i en lille sum tid, kunne han nikke bekræftende til, at det var hende. Et stort smil spredte sig straks på hans læber, og han gled atter ned i en mere afslappet siddeposition. Hans opmærksomhed blev udelukkende tildelt hende, og hans blik veg ikke fra hende, før tæppet blev trukket for igen, og folk begyndte at klappe.

"Fortryllende! Det var nydeligt! Sikke en skam med den pige dog." Som forventet, var Iona den eneste, der var henrykt over teateroplevelsen. Chet var også lidt oppe at køre, dog intet sammenlignet med farmoren, men det var ikke så meget over stykket, som det var af gensynet med den navnløse, unge kvinde.
"Kommer du, Chester? Vi skal hjem nu," lød det fra faren, der havde en meget træt, lille pige hængende over den ene skulder. Chet, der rimelig fraværende stod og stirrede mod udgangen, som de for et øjeblik siden var trådt ud af, drejede automatisk hovedet i retningen af Alfreds stemme, og så først meget uforstående på ham. "Hva? Nårh... ja... gå i bare i forvejen, så... kommer jeg.." mumlede han med en viftende, afværgende hånd gestus. Han kommenterede ikke engang på sin fars brug af det 'forkerte' navn. De fire familiemedlemmer, pånær den halvsovende kusine, så en smule undrende kort på hinanden, men forlod så stedet i et roligt gåtempo.
Den mørkhårede ungfyr blev stående ved teatrets exit, afventende, med hænderne plantet dybt nede i de forreste bukselommer. Mon hun kom ud samme vej som alle de andre?

[Deleted]

“Rigtig godt gået, June!“
Juniper havde fået tildelt lignende komplimenter gentagende gange, siden forestillingen var afsluttet. Hun ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke følte sig stolt. For hun var utrolig stolt af sig selv. Hun havde præsteret noget af sit bedste denne aften. Hun havde stadig medlidenhed med den stakkels pige, som hun havde erstattet omkring halvvejs inde i forestillingen, men hendes glæde over at have danset overtog med en langt større massefylde. Hun brød sig dog ikke som den enorme opmærksomhed. Det var hurtigt blevet en smule for meget, så da det hele var faldet ned igen, havde hun synkroniseret og fået det bedre selv. Det var en befrielse at få skoene af og lade sine fødder få luft. Følelsen var blevet mere intenst, da tapen om hendes tær også var blevet fjernet. Ligeledes, da hun endelig kunne skifte ud af kjolen. Rigtigt nok var det nok en hver lille piges drøm at ifører sig sådan en smuk kjole og føle sig som en prinsesse, men de var som regel aldrig behagelige at have på i længere tid. Hun tog et øjeblik til at få fjernet det mest af make-uppen, bare så hun ikke skulle gå igennem byen klædt ud som en drag-queen. Den stod trods alt ikke bare på at smutte hjem og i seng. Overraskende nok var hun sulten. Håret blev til sidst taget ned og det blev rusket godt igennem. Hvilken lettelse. Kun få af tilskuerne vidste hvor stramme frisurerne var.

Den røde frakke blev lukket og hendes store sportstaske, samt almene håndtaske blev samlet op, inden hun begav sig igennem teateret mod udgangen. Det kunne godt være, at det stadig var mere eller mindre sommer, men der kunne stadig være køligt om aftenen, når solen ikke længere var fremme. Hun begyndte at smålunte lidt, men satte dog tempoet ned igen, da hun nærmede sig hoveddøren. Et par af de andre ballerinaer var allerede ved den, og af en eller anden grund kom hun op i tempo endnu engang. ”Hold den lige!” De så ikke ud til at høre hende for de fortsatte bare uden at ænse hendes forespørgsel. Det havde ikke lydt for meget som en ordre, vel? Hun sukkede for sig selv, og om døren ikke lukkede i, lige som hun nåede hen til den.
Med lidt besvær fumlede hun med tingene i sine hænder, men endte til sidst med at vende ryggen til døren og åbne den på den måde. Det gik lige. Heldigvis var teatrets døre ikke alt for tunge. Hun åndede lettet op og skulle lige til at skynde sig videre ned af de få trappetin, da hun fangede noget ud af øjenkrogen. Noget der gik hende til at dreje hovedet og tage et ordentligt gik. Hendes hjerte hamrede en lille smule hårdere, da hun genkendte ham. Det var ham. Den mærkværdige mand fra tidligere. Men hvad lavede han der? Det virkede lidt for overdrevent at han skulle have faret vild. Det var flere timer siden hun sidst havde set ham. "Mr Brown-eyes!" Det røg bare ud af munden på hende. Uden nogen mulighed for at stoppe sig selv. Og det var selvfølgelig for sent, da hun med ét dækkede sin mund. Det var ikke meningen, at hun skulle sige det højt. Hun burde bare have ignoreret ham og kommet videre med sit liv. Men -  Oh, han lignede næsten en efterladt hvalp.
”Kunne du ikke finde frem til din papkasse?” hørte hun sig selv sige. Hun blev stående, hvor hun var, som var det ikke andet end en forbipasserende kommentar. Hun justerede på den tunge sportstaste, så den ikke smadrede hendes skulder fuldkommen. Hvad var det også for noget at sige? Nu var hun ikke ligefrem bedre end ham. En grimasse af rent skam og fortrydelse strøg hen over hendes ansigt, og hun rystede opgivelse på hovedet. Hun fik hurtigt gang i sine fødder og begyndte så småt at forlade området. Og den akavede stemning. Flygtede hun?

[Chester Gerald Foster]

Mr. Brown-eyes? Var det ham, hun hentydede til? Det måtte det næsten være. Chet trak forsigtigt på smilebåndet, til et blidt, venligt smil havde formet sig på hans læber. Hånden over hendes mund afslørede, at det vidst aldrig skulle have forladt hendes mund. Det var da altid noget, at han ikke var ene om at lukke halvflove ting ud, i ny og næ - okay, i hans tilfælde skete det lidt oftere end i ny og næ.
Det næste, hun spyttede ud, så heller ikke ud til at være helt gennemtænkt, ud fra hendes skamfulde ansigtsudtryk. Havde det været ham selv, der havde stået i hendes situation, ville han have syntes, det havde været umådelig pinligt. Men når det var hende... var det ret sødt.
"Nej, jeg har ellers ledt over det hele. Nogen må have stj-..." Mere fik han ikke sagt, før hun allerede var på vej væk derfra. Hun flygtede, præcis ligesom han havde gjort, to gange, tidligere på dagen ved deres første møde. Men var det mon af samme grund? Var hun pinlig berørt over sine ord? Eller var hun blot ikke interesseret i at føre en videre samtale med ham? Hovedet røg en smule ned ved den sidste tanke. Han så til, imens afstanden imellem dem delvist blev større og større, som hun gik. Skulle han bare lade hende gå? Chancen for han nogensinde ville se hende igen, var... Nej!
Chet lynede sin bordeauxrøde hættetrøje op, så den grå trøje indenunder ikke længere var set se, inden han tog mod til sig og luntede efter ballerinaen, som han snart fik indhentet. "Det var et flot. Din dans, derinde," sagde han, med ansigtet vendt imod hende, og et kækt smil. Han forsøgte at tilpasse sit tempo, så det matchede hendes. "Mit navn er Chet, forresten," præsenterede han sig selv i et muntert tonefald, hvornæst han rømmede sig og løsrev sit blik fra hende. Rettede det i stedet for ned mod jorden, foran sig. Hans ene snørebånd var ved at gå op. "Hvad hedder du?" spurgte han, efter en kort, lettere akavet pause. Eller var det akavet? Han følte, det var akavet. Måske var det blot ham, der var akavet i som person. Men syntes hun også det? Den brunøjede magiker vendte atter blikket over mod den unge kvinde. Betragtede hende, tavst, som de traskede afsted. Hans håndflader var begyndt at føles lidt svedige. Med diskration tørrede han dem af i bukserne. *Du kan godt. Kom nu.*
"Jeg ved, det er lidt sent, men... og vi kender ikke rigtig hinanden, men... kunne du, muligvis, være frisk på at, måske... snuppe en øl et sted?" Hjertet hamrede hårdt i brystet på ham. Hvorfor gjorde det dét? Hun var bare en pige. En, af det modsatte køn. Det var den eneste forskel. Kunne de overhovedet lide øl? Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, og tiden op til hendes svar, føltes som en evighed. Et nervøst smil spillede om hans mund, og hans blik flakkede usikkert, kort inden det indstillede sig på hendes ansigt. Men ikke øjnene. Dem undgik han.

[Deleted]

Oh god. Oh god.
Han havde nær givet hende et chok, da han pludselig poppede frem ved siden af hende. Havde hun ved et uheld sagt noget, der havde ramt et ømt punkt? Var han i virkeligheden en af de skumle typer, der blot ventede på, at man var alene i mørket? Hun kunne mærke nervøsiteten vokse på ny. Satte sig godt fast i hendes hals. Selvom diverse tanker flød rundt inde i hendes hoved, havde hun egentlig ikke følt den mindste smule ubehag omkring ham. Han gjorde hende ikke utryg. Og med ét blev alt negativiteten opløst, da hun hørte hans stemme igen. Noget der fik hende til at sænke tempoet. Faktisk faldt tempoet så meget, at hun endte med at stoppe helt op.
”Min.. dans?” Stille og roligt drejede hun sin front mod ham. Mødte ham med et noget forundret udtryk. Hun havde ikke ligefrem forventet det. Havde han været inde og se hende danse? Var dette et tilfælde? ”Så du…” Hun fik akavet rettet en pegefinger frem og tilbage mellem denne Chet og teateret for at fremhæve den besked, hun forsøgte at få frem. Hun havde lidt svært ved at tro på det. Han lignede ikke en person, der ville holde ud at sidde i flere timer og se på noget som ballet. Det var i hvert fald ikke det indtryk, hun havde fået af ham, da de først var stødt ind i hinanden. Varme begyndte med det samme at stige op i hendes kinder, da hun endelig erkendte muligheden. Og et par sekunder efter stod hun bare og så op ham med åben mund. Hvorfor var det pludselig så pinligt?
Ganske hurtigt lukkede hun sin mund igen, samtidig med at hun gjorde sit bedste for at samle sig sammen igen. Der var ingen grund til at stå og ligne en guldfisk. Og havde han ikke spurgt hende om noget? ”… Juniper.” Hun rettede igen på sportstasken og tog diskret en dyb indånding. Chet. Det var ikke et navn, hun hørte tit. Det lå lidt underligt på tungen, men noget gav hende en fornemmelse af, at hun nok skulle få tid til at vænne sig til det.
Igen var hun nød til at fremvise et noget overrasket ansigtsudtryk, da et nyt spørgsmål fandt sin vej ud af hans mund. Hun blinkede forundret et par gange, som troede hun ikke rigtig på det. Hun tog måske lidt for lang tid til at svare til at det ville være rart for modparten, men efterfølgende fugtede hun diskret sine læber, set ned et øjeblik for så at se op. Det lignede næsten at hun kæmpede for ikke at smile alt for meget. Hvilket uden tvivl også var tilfældet. ”Øl? Selvfølgelig.” Hun var ikke den største fan af øl, men hun kunne godt lide smagen af alkohol, så længe det ikke blev for sødt. ”Men jeg skal lige have mit læs ind i min bil inden.” Hun smilede lidt mere. ”Jeg holder lidt længere nede af vejen.” Hun gjorde et enkelt kast med hovedet, før hun selv begyndte at gå i retningen. Med en forventning at han fulgte efter hende.
”Så - Chet. Var din far glad for skat?” spurgte hun efter et par skridt. Nok ikke det bedste spørgsmål, men det havde været det første, der havde poppet op. ”Du ved.. Det minder meget om hinanden. Navnet og.. ordet..”

[Chester Gerald Foster]

Bilen... Havde hun sådan en? De mørke bryn blev rynket en smule, da han tænkte tilbage til tidligere på dagen. Nåh, ja. Hun var nærmest fløjet ud af en ved deres første sammenstød – bogstavelig talt sammenstød. Var det hendes? Det måtte det næsten være. Det var vist meget normalt for mugglere at eje sådan en tingest. Selv foretrak han kosten som transportmiddel frem for alt andet. Men den mulighed havde hun jo ikke rigtig.
Chet spærrede øjnene en smule op, ikke meget bare en kende, idet hendes svar gled ud gennem læberne. Selvfølgelig. Selvfølgelig var godt. Selvfølgelig betød ja. Ja var godt. Den øverste række tænder blev fremvist i et lettet, bredt smil, og han måtte kæmpe lidt for ikke at lade det gro endnu større. Han ville nødig ligne en idiot – hvis ikke dét allerede var for sent.
Skat? Halvblodstroldmanden så uforstående på hende, som havde han ikke helt opfattet den analogiske joke. Han ville dog nødig fremstå som tungnem, så han sendte blot et halvfjoget smil i hendes retning. ”Det ved jeg nu ikke,” mumlede han, højt nok til at det ville være hørligt for hende, og udstødte et dæmpet, kort grin, der endte ud i et temmelig kikset grynt. Chet vendte straks hovedet den anden vej, væk fra hende, og lukkede midlertidigt øjnene, som hans indre selv slog sig selv op til flere gange i panden med en flad hånd, imens han inderligt bad til, at hun ikke havde bemærket det. Men chancen for det var næppe lige så stor, som chancen for, at hun havde hørt det. Resten af turen, hen til Junipers bil, foregik i fuldkommen stilhed, fra hans side af.
Da de endelig var nået destinationen, holdt han sig tavst i baggrunden, og betragtede hende med så stor diskretion som muligt, alt imens hun fik bugseret sit grej ind i det stilleholdende køretøj. Det var rimelig stor udfordring ikke at lade blikket søge ned imod hendes bagdel, som han ellers havde en glimrende udsigt til. Hænderne smuttede ned i bukselommerne, og som tidsfordriv begyndte han at vippe frem og tilbage ved skiftevis at stå på tæer og hæle. Og før han vidste af det, var hun færdig. Han skyndte sig at slå sit blik ned mod sine sko, men lod det dog ikke dvæle der alt for længe, før det allerede var rettet op på Juniper igen. Det var svært for ham ikke at smile, når hans øjne hvilede på hende.
”Du får æren af at være aftenens guide. Hvor skal vi henad, ms...” Han kneb øjnene let sammen, samtidig med at han lænede sig en beskeden smule tættere på ballerinaen - ”…Greyish-green-eyes.” Chet rynkede knap synligt næseryggen, da lyden af hans egne ord rungede i hans hoved. Ms. Greyish-green-eyes? Smooth. Var det virkelig det bedste, han havde kunnet finde på? Det havde været et forsøg på at efterligne hendes mr. Brown-eyes, men det var gået helt i vasken. Måske han bare skulle nøjes med at smile pænt og nikke resten af aften. Men hvis han kendte sig selv ret, skulle han nok kunne finde en måde at lave kludder i dét også.

[Deleted]

Der gik lidt tid, inden hun selv opdagede sin tale fejl. Skat? Havde hun virkelig sagt skat i stedet for skak? Hun følte sig som en komplet idiot. Og det blev skam ikke bedre af, at hun ikke engang kunne få en forklaring over læberne efterfølgende. Hun forstod uden tvivl hans forvirring. Hun ville selv havde stået med et noget undret brun og undrende blik, hvis nogen havde sagt noget lignende til hende. Men i stedet for at komme med et comeback efter den akavede pause, bed hun sig blot i sine indre kinder og lod det ligge. Forhåbentlig ville det hurtigt forsvinde fra hans hukommelse, således som hendes egen. Heldigvis så det ud til, at han tog hendes fejl ganske let, sådan som han hentydede til en latter.

Selvom stilheden var akavet som bare pokker, som de gik hen ad gaden for at nå hendes bil, så var det nu stadig ganske behageligt på en måde - sådan at lå side om side med denne Chet. Hun var normalt ikke typen, der fulgtes omkring med hankøn efter mørket havde lagt sig, men hun havde ikke opdaget nogle røde flag ved ham her. Tværtimod. Han bragte nysgerrigheden frem i hende. Som ønskede hun at vide mere og mere om ham. Som de nåede bilen havde hun nær tabt sine bilnøgler, da hun skulle finde dem frem fra sin frakkelomme, men det lykkedes hende nu alligevel at få låst den sorte Ford uden at der skete noget.
Det var en enorm lettelse at få alle sine ting og sager ind på bagsæderne og af sine skuldre. Hun havde stærke led, men hun var langt fra fysisk stærk på andre områder. Det var altid noget, at hun ikke længere skulle holde styr på diverse sko, som kunne finde sin vej ind under forsæderne. Hun havde ikke den største lyst til endnu en frustrerende kamp om at få dem fri igen. Hun kom hurtigt ud af bilen igen og smækkede døren i, før hun vendte sig om mod Chet igen. Hun pustede svagt ud og fik lige kørt en hånd igennem det kort hår, så det ikke sad uglet ned foran hendes ansigt.
Hun skulle netop til at komme med en bekræftelse af hans forslag, da han pludselig kom tættere på. Hun lænede sig selv en smule tilbage af rene reflekser og en varme syntes at stige op i hendes kinder. Hun vidste ikke, hvad hun havde forventet, men da han åbnede munden på ny, kom det noget bag på hende. Ms. Greyish-green-eyes. Hendes mundviger krøllede sig med det samme op, mens hun stod med læberne presset sammen som for at holde latteren inde. Dog var den tydelig at se i hendes øjne. Og kort tid efter kom en hånd op foran munden og latteren blev lukket ud. Den var ikke specielt højlydt og den varede ikke længe. Ganske forsigtig og blid. ”Hvad siger du til, at vi bare holder os til vores oprindelige navne?” Hun var vel et sted imponeret over, at han kunne se hendes øjenfarve i det dårlige lys. Gaderne var trods alt kun lige oplyst af de utallige tændte lygtepæle.
”Jeg må indrømme, at jeg ikke kender så meget til værtshusene i området, men om vi ikke støder på et, hvis vi fortsætter ned af her?” sagde hun lidt usikkert, mens hun rettede på placeringen af den sorte taske, hun ikke havde proppet ind i bilen. Hun fik låst bilen, inden hun begyndte at gå videre ned af gaden i samme tempo som Chet. Der var ikke så mange ude, som man måske ville tro, når man talte om Londons aftenliv. Men kort tid inden, de havde forsat, rettede hun sit blik tilbage mod ham.
”Så du er måske ikke her fra London?” Han havde virket noget fortabt tidligere, og han havde netop afsløret for hende, at han ikke var den der var mest kendt i området.

[Chester Gerald Foster]

Selvom det gjorde ham endnu mere flov over situationen, kunne han dog ikke lade være med at smile af hendes kommentar til hans mislykkede forsøg på matchende kælenavne. Trods de temmelig akavede situationer, der indtil videre havde været, var hun et utrolig behageligt selskab. Hun var nem at snakke med, hvis man så bort fra Chets manglende karisma.
Jagten på et sted at slå sig ned blev skudt i gang og stadig med sine hænder dybt nede i forlommerne, begyndte han så småt at slentre afsted, hen ad fortovet. Lyden af en bil, der blev låst, lød, og ikke længe efter kunne han skimte Juniper ud af den ene øjenkrog. Kiggede hun på ham? Han turde ikke at dreje hovedet for at finde ud af, hvorvidt hun gjorde, eller ej. Så han holdt det blot fremadrettet, mod asfalten, som dog kort efter skiftede til brosten. Ujævne brosten.
Hendes spørgsmål kom en del bag på ham, og sænkede en rådvild mine ned over hans ansigt. Var det så tydeligt? Selvfølgelig var det det. Han var nær faret vildt i byens mange gader, tidligere. Det var egentlig lidt pinligt, at han, selv efter næsten syv år, endnu ikke havde styr på vejnavnene, eller blot en nogenlunde fornemmelse for, hvilken retning dét og dét lå i. Men nu forholdt det sig sådan, at han sjældent opholdt sig udenfor, i Londons travle miljø. Og det var skam ikke, fordi han sad fuldstændig isoleret inde i sin lejlighed med øjnene limet til en skærm. Han ejede hverken fjernsyn eller computer, eller andet elektronisk underholdning for den sags skyld. Den eneste grund til, at han overhovedet havde kendskab til disse genstande, var fra hans far, der som ikke-magiker, og muggler, benyttede sig af begge ting i hverdagen. Chet derimod brugte sin tid på helt andre aktiviteter. Hvorfor sidde og stirre ind i en flimrende, flad kasse, når man kunne lave så meget andet? Såsom flyvning – det var og forblev hans foretrukne beskæftigelse. Desværre, tilbragte han dog ikke så meget tid på selve kosten, som han gjorde med at sælge dem. Åh, han savnede duften af nyligt polerede koste…
”Jo, det… er jeg, men… jeg kommer ikke ud så ofte.” Det var løgn. Han var næsten altid ude af huset. Enten, fordi han var på arbejde, eller i byen med en ven eller to. Bare ikke den her del af byen. Nu havde han vel ikke givet hende indtrykket af, at han var en asocial enspænder? Den unge troldmand lod diskret blikket glide over på kvinden ved sin side for at aflæse hendes ansigtsudtryk. Synes hun, han var underlig? De brune øjne flakkede.

”Hey, det her sted ser da okay ud!” udbrød han med et nik i retning af dét sted, han havde udset sig. Vinduerne var store, og gav derfor forbigående fri mulighed for at se ind i den let befolkede caféagtige bar. En hånd blev lagt på glasdøren, som han nemt fik skubbet op, og blev stående i åbningen, stadig med håndfladen plantet på glasset. ”Damerne først,” insisterede han, i et klicheret forsøg på at fremstå som en gentleman.
Et grønligt lys blev kastet over lokalet fra fire tre store fladskærme, der alle viste samme program. En masse mænd i shorts, der løb rundt på en enorm græsplæne og sparkede til en bold. Det måtte være den mugglesport, hans far var så vild med. Hvad var det nu… ben… fod… noget? Halvblodsmagikeren spejdede rundt i omgivelserne for at få et bedre overblik. Det var ganske fint. Der var ikke overproppet. Støjniveauet var passende. Og så have de et stort udvalg af…
”En stor øl, tak. Stout.” Chet lænede sig ind over disken og iagttog i stilhed bartenderen, som han fyldte et højt krus med den ønskede, boblende væske. Hans øjne vandrede dog et kort øjeblik efter over på Juniper, som han tilsendte et muntert smil – ”hvad vil du ha’?”

[Deleted]

”Oh?” Det kom egentlig bag på Juniper, at han ikke kom ud så meget. Han lignede bestemt ikke typen, der ville sidde derhjemme hele dagen. For det første virkede det ikke som om, at hans hud aldrig havde set solen. Men det kunne selvfølgelig være noget, der lå i hans gener. Hun stod sikkert og stirrede lidt på ham, som tankerne gled igennem hendes hoved. Som undersøgte hun ham. Dog var det ikke noget, hun selv lagde for meget mærke til. Det var ikke direkte foragt, der var at finde i hendes ansigtsudtryk. Bare ren og skær overraskelse. Hendes evner til at læse folk fra førstehåndsindtrykket var ikke ligefrem i topklasse, så det ud til. ”Det er en skam. London er ellers så livlig, specielt her om sommeren. Og om julen lægger der sig en hyggelig stemning over det hele.”

Inden længe nåede de til, hvad der viste sig at være deres destination. Hun stod et øjeblik udenfor og studerede det, hun kunne se. Det ydre og det indre. Det mindede hende lidt om en af de irske pubs, som hendes far plejede at tage hen på. Og et lille smil fandt atter sin vej frem på hendes rosa læber. Hun havde frygtet, at de ville have landet på en af de mere moderne bare, men heldigvis havde Chet en ganske god smag i ting. Eller også kunne han læse hendes tanker. Lige netop den sidste mulighed virkede dog ret uopnåelig.
Damerne først. Med det samme fik han al hendes opmærksomhed igen. Hun så først en smule forvirret på ham, inden hun forstod, hvad han havde sagt. I det øjeblik nikkede hun blot og trak på skulderne, inden hun bevægede sig hen mod ham og videre igennem døren ind i den indelukkedes varme.
Hun fulgte Chet hen til disken. Og imens han allerede var godt i gang med at bestille, placerede hun sin bås på en af de bløde barstole. Hendes taske blev stillet ned på gulvet, inden hun med fingernemhed åbnede sin frakke og tog den helt af. Afslørede den samme beklædning, som hun havde haft på tidligere. Hun skuttede sig lidt og rustede kortvarigt på hovedet så det kort hår kildede i nakken. Hun havde lige sat sig godt til rette i tide til, at det blev hendes tur til at vælge drikkevare. Hun så lidt rådvild ud i de første par sekunder, men efter at have set frem og tilbage mod sin ledsager og bartenderen, fik hun genskabt den lidt mere sikre fremgang. ”Bare det samme.” svarede hun med hentydning til øllen. Dog tilføjede hun i sidste øjeblik: ”Mellem.”

Hun tog et øjeblik til at rette på blusens stropper, mens hun lod de grågrønne øjne glide videre rundt i sportsbaren. Selvfølgelig blev der vist fodbold. Det var sjælendt andet sport. Det eneste tidspunkter hun kunne komme i tanke om, hvor de viste noget andet, var i OL-sæsonerne. Hun havde aldrig forstået sig med fodbold. Det virkede kedeligt. Der skete aldrig noget spektakulært, der kunne holde på hendes interesse. Af netop den grund drejede hun tilbage på stolen tilbage mod Chet ved at løfte sig op med armene og dumpe ned med fronten mod den brunøjede herre. Endnu et af de muntre smil var til stede.
”Jeg var overrasket over at se dig ude foran teateret. Du forekommer mig ikke om typen, der ville tilbringe sin tid der.” sagde hun, idet hendes øl blev stillet foran hende, og hun derfor vendte sig mere mod disken denne gang. Dog landede hendes øjne tilbage mod Chet da hun havde løftet glasset op til sin mund for at tage den første slurk. Og om der ikke var et mindre overskæg af skum, da hun stillede øllen tilbage på bordet.

[Chester Gerald Foster]

”Du er også mere til de mørkere øltyper?” Det var ikke så meget et spørgsmål, som det var en simpel konstatering. Svaret havde han jo fået foræret, da hun havde fremsagt sin bestilling. Hans læbe krusedes let i et smil, inden han rettede de dybbrune øjne imod den skummende øl, netop som det blev placeret foran ham på bardisken. Den højre hånd blev sat mod det kølige glas, hvorpå der allerede havde dannet sig noget kondens, hvilket sagde noget om, hvor varmt der egentlig var inde i den lille, irisk-inspirerede pub. Han løftede det op til munden, og nåede kun akkurat lige at berøre glassets munding med sin underlæbe, før han kom i tanke om, at steder som dette normalt ikke smed om sig med gratis drikkelse. Forhåbentlig havde han husket den ’rigtige’ valuta. Tvivlen skød op i ham, og omgående begyndte han at rode rundt i lommerne. Et strejf af nervøsitet kunne anes i magikerens ansigt, men det drev hurtigt bort igen, idet han fik fat i noget, der føltes som en pengeseddel.
Chet indstillede sine øjne på sit medbragte, kvindelige selskab, og smilende fastslog han, at ”jeg betaler” – og i tilfælde af, at hun ville påbegynde en protest, skyndte han sig at tilføje: ”Og det er bestemt ikke til diskussion!” Det var sagt i et varmt tonefald, men samtidig stålfast, så hun kunne høre, at han mente det. Det var vel kun rimeligt, at det var ham, der lagde ud, siden han havde inviteret hende på en forfriskning. Endelig lagde han sedlen på den polerede disk.
”Det burde række,” sagde han, og trods han lød rimelig sikker i sin sag, sendte han, med en svag tøven, bartenderen et spørgende blik, hvortil han nikkede anerkendende, og halvblodstroldmanden kunne ånde lettet op.
Juniper blev det næste mål for hans opmærksomhed, da lyden af hendes stemme svømmede ud i rummet og snoede sig om ham. Blikket gled automatisk over på hende, og med håndfladerne hvilende imod ølglasset, lyttede han agtpågivende til mugglerens ord. Den ene mundvig krøllede langsomt op ad i et skævt smil, inden han åbnede munden for at svare. ”Næh, det er jeg normalt heller ikke. Men min farmor er helt pjattet med det, så hun slæbte os andre med derind,” forklarede han og indså efterfølgende, at det muligvis kunne tolkes, som om han ikke havde brudt sig om forestillingen, og føjede derfor en ekstra kommentar til: ”Men det er jeg glad for, hun gjorde.” Det kom ud som en halvhvisken. Han rømmede sig straks for at klargøre stemmebåndet, og sendte hende et lettere forlegent smil, som fluks udviklede sig til et mere oprigtigt, endnu bredere ét, da glasset med øl blev fjernet fra hendes mund. Noget af det hvide skum havde lagt sig over Junipers overlæbe, og fik en pludselig lyst til at læne sig frem for at kysse hende, men smed hurtigt den tanke om bagerst i hovedet. Derpå overvejede han, om han kunne tillade sig at tørre det af med tommelfingeren, men kom kort efter frem til den konklusion, at også dét ville være ret upassende. Så han nøjedes med at lade den ene pegefinger køre henover sin egen læbe et par gange, som for at signalere, at hun havde noget siddende dér.
Chet lod øjnene danse væk fra sin ’pub-date’ og videre ned i sit glas. Iagttog hvordan de skummende bobler lige så stille forsvandt, mens hans hjerne kværnede løs for at komme på et godt samtaleemne. Hvad snakkede mugglere om? Fodbold? Han skævede op til skærmen tættest på dem. Nej, det kunne han ikke bringe op. Han anede intet om det, og ville blot ende med at pinliggøre sig selv. Var fodbold mon lige så populært i mugglernes verden, som quidditch var i magikernes? Den mørkhårede troldmand vendte langsomt sit blik hen mod Juniper, i håb om at finde svaret et sted i hendes øjne, men endte med at forsvinde ind i dem – såfremt hun ikke brød kontakten.
”Så.. hvor længe har du danset?” spurgte han, efter nogle pinligt tavse sekunder, og begyndte tankeløst at rykke øllen frem og tilbage på den glatte mahogni-overflade. Han havde knapt stillet spørgsmålet, før glasset tippede over kanten og hele dets indhold røg ned i hans skød. Glasskårene skurede hen ad gulvet, idet han rykkede stolen bagud, for at rejse sig. ”U-undskyld, jeg… jeg skal nok selv få ryddet det op,” fik han fremstammet og så en kende panikslagent over på bartenderen, der bare stod og rystede på hovedet, alt imens han pudsede et stort glaskrus. Han turde slet ikke at dreje hovedet for at se hen på Juniper. Hvorfor skete sådan noget altid på de mest ubelejlige tidspunkter?

[Deleted]

Juniper smilede blot tilbage til ham i stedet for at bekræfte hans lille iagttagelse. Hun havde ikke meget forstand på øl. Hun havde som regel bare drukket, hvad der nu blev serveret til hende eller hvad andre valgte - Med mindre det absolut ikke lå til hendes smag. Hendes forte lå mere henne over i vinafdelingen. Mens andre havde fundet deres favorit øl eller andet alkohol og betalte gerne gode penge for det, var hun villig til at se bort fra et hvert prismærke, for at få fingre i de bedste vine. Alligevel var hun ikke parat til at indrømme sin uvidenhed til Chet. Ikke endnu. Han skulle gerne lærer hende lidt bedre at kende, før hun smed sine personlige fejl i hovedet af ham.
Hun så også bare til, da han valgte at betale. Også for hende. Hun havde som sådan intet imod det. Han så ud til at gerne ville. Og det gav bestemt gode point hos hende. Når man boede i den del af London, som hun gjorde, blev han hurtigt vant til de såkaldte gentlemen, som holdt døren for en og trak stolen ud for en. Dog fik det hende nu stadig til at føle sig noget beæret. Og det gav det lidt ekstra ved at han nærmest virkede usikker på sig sådan, som om han tit havde rendt ind i diskussioner om lige netop dét.

Hun følte en varm fornemmelse i brystkassen, da han lige fik tilføjet, at han faktisk havde været glad nok for at blive slæbt med til balletten, selvom han nok sjælendt vil finde det interessant. Et forlegent smil formede sig, og hun rettede sig efterfølgende lidt mere op. ”Heldigt at der skete lidt mere end normalt på scenen.” Det kom alt for hurtigt ud ifølge hende selv. Og meget hurtigt ændrede hendes ansigtsudtryk sig også. Og hun fik med det samme holdt sine hænder lidt oppe foran sig. ”Ikke at jeg mener at det var heldigt at hun væltede på scenen, slet ikke!” Hun var sikker på, at hun var godt i gang med at grave sin egen grav. Det var ikke så meget fordi deres samtale var akavet eller manglede indhold, men af en eller anden grund valgte hendes hjerne at producere de forkerte sætninger. Og for ikke at det skulle blive værre, gik der ikke længe får hun opfangede de små hints, som Chet sendte hende. Meget hurtigt fik hun lukket munden på sig selv og drejede sig væk fra ham. Hun greb efter den nærmeste serviet og fik hurtigt tørret skummet væk igen.
Hun sad lidt og samlede sig, før hun atter fik samlet energi nok til at se tilbage på ham. Det var ret komisk, nu hvor hun tænkte over det. Hun havde slet ikke lagt mærke til det selv. Hun have slet ikke overvejet muligheden. En svag latter begyndte at opstå fra hende, og den blev siddende over hende, da hun endelig havde rettet sin fulde opmærksomhed mod Chet. Lige i tide til at et nyt spørgsmål blev stillet. Og lige i tide til at se til, som øl væltede ud over ham.
Hun gispede højlydt og kom selv meget hurtigt op at stå for at trippe lidt væk. Bare så hun ikke selv ville blive sprøjtet på. Det var ren refleks. Hun stod et øjeblik med skulderne oppe omkring ørerne og hænderne oppe foran sin mund for at blokere for de gispende lyde. Hendes øjne stirrede mod gulvet, hvor hendes ledsager allerede var godt i gang med at samle skår op. Efter at have stået frossen i tiden i et sekund eller to henvendte hun sig med det samme mod bartenderen, der så ud til ikke at tage sig det mindste af det. Var det virkelig sådan en bartender skulle reagere i sådan en situation?
”Har du et ekstra viskestykke? Og måske en karklud til at få vasket øllen?” Der var både en svag panik i hendes stemme men også en svag bestemt tone gemt der i. Blikket der lå i hendes øjne fik åbenbart bartenderen til at gøre lidt andet, end at bare stå og glo. For ganske hurtigt stoppede han med at pudse glasset og overrakte hende viskestykket, stillede glasset fra sig og forsvandt, meget muligt hen til den nærmeste vask. Juniper tog viskestykket, rykkede sin eget stol lidt og kom så ved på hug. ”Her. Læg glasskårene her op i. Og pas på du ikke skærer dig.” Hun havde dækket sin ene hånd med viskestykket og holdt det lidt ud fra sig. Selv begyndte hun at samle skårene op. Meget forsigtigt. Efter et par rettede hun de grå-grønne øjne mod Chet og endnu en gang var der kommet et smil frem. Tilgivende. Det var trods alt ikke hans skyld. Det kunne ske for en hver anden.
”Jeg startede med at danse, da jeg var otte, så jeg startede i en lidt ældre alder.” startede hun så, for at ændre fokuspunktet. For at bevise, at hans lille stund ikke havde slået hende væk fra hans tidligere spørgsmål. Hun blev ved med at samle de sidste skår op, før hun lukkede viskestykket sammen og kom op at stå igen. Hun lagde det hele fra sig på disken og skulle netop til at tage imod den fugtede karklud, da bartenderen afslog og gjorde i stedet håndbevægelser for at indikere, at han nok skulle klare resten og at de bare kunne sætte sig ved et af de fri border i pubben. Overrasket så hun kortvarigt hen mod Chet, inden hun fik lænet sig ned for at samle sin taske op. Heldigvis var den ikke blevet ramt af øl. Det var hendes selskab dog. Søllet til med det, så det ud til. Tasken blev svunget op på skulderen, hvorefter hun igen greb ud efter de tildelte servietter. ”Du er ret klodset, hva?” Roligt overrakte hun ham bundet til sidst han ønskede at tage det værste. Den bedste idé var nok at tage hjem og skifte, men hun ønskede ikke at deres aften skulle ende så brat.
”Værsgo.” Det var en dyb brummende stemme, der viste sig at tilhører bartenderen. Et nyt glas med den mørke øl var blevet placeret på den nyvaskede disk. Smilet på Junipers læber voksede af taknemmelighed og hun tog så sin egen øl i sine hænder. Stod klar.
”Skal vi?” spurgte hun den brunøjede mand og pegede diskret mod det nærmeste rene bord.