Ude af kontrol

[Alyxia Iearen McBeth]

Aly knyttede hånden og lukkede øjnene et øjeblik bare for at finde sin indre tålmodighed, på trods af at den aldrig havde været særlig stor hvad sådan noget angik. "Nej jeg er ikke din mor, men jeg er din ven og jeg er bekymret for dig, det samme er din bror. Hvis du vil have det anderledes, så bør du måske lade være med at give os grund til bekymring," hun forsøgte virkelig at lyde så medmenneskelig som hun overhovedet kunne, men tonen var hårdere end kalguleret. "Ja, ja, det siger du jo," denne gang kunne hun ikke skjule sin irritation og valgte derfor bare at give ham ret så hun kunne få fred, de vidste begge at han stadig elskede Chrissandra. "Det kan godt være at du ikke har forvandlet dig til H.. vent, hvad?" spurgte hun og så lidt uforstående op på ham. Hvad pokker var en hulk? hun rystede på hovedet. "Uanset, så opfører du dig altså åndssvagt for tiden," konkluderede hun endeligt. Selvom hun var tydeligt irriteret, så blev hun halvt om halvt siddende ind mod ham. "For at være ærlig så.. er jeg aldrig hjemme mere," hun sukkede tungt, velvidende om at det forhold næsten var dømt på forhånd. Langsomt hævede hun blikket til hans og håbede et sted at han ikke så at hendes blå øjne var blevet blanke. "Min terapeut? Mattheus? Min far? Mig selv? Jeg er bange for min egen skygge Scott, de nætter hvor Matt ikke sover ved mig, sover jeg slet ikke på grund af mareridt og lige nu er det ret ofte. Jeg høre lyde, bilder mig selv ind at noget er der selvom det ikke er, små rum og kulde kan gøre mig fuldstændig panisk, efterhånden er jeg endda begyndt at blive bange for at bruge min stav. Det er vokset mig over hovedet, for at være ærlig ved jeg ikke hvad jeg skal gøre mere," hun kunne have bandet over hvor let han fik hende til at åbne sig op for ham, men hun kunne ikke lade være.

[Trescott Roden]

Scott sukkede opgivende, "jeg giver jer da ingen grund til bekymring." Sagde han med et skuldertræk. Ja han drak måske lidt for meget for tiden, men det skulle jo nok gå over, lige pt var det bare hvad han havde brug for, en ting han ikke havde brug for var at Aly og Sam skulle lege politibetjente overfor ham! "Det passer!" Vedblev han stædigt skønt han havde en fornemmelse af at hun udemærket var klar over at han løj. Sommetider var det irriterende at hun kendte ham så godt. "Nevermind." Mumlede han og gjorde en affejende bevægelse med hånden. Han rullede igen med øjnene, "hvad er det helt præcist jeg gør der får jeres røde lamper til at blinke?" Spurgte han ligeud. Der måtte da være en grund til deres store bekymring, for ærligt talt synes han da ikke selv at det var så slemt. "Hvorfor ikke? Jeg troede at I prøvede at løse tingene?" Sagde han med vakt nysgerrighed i stemmen. Han kunne ikke lade være med at få lidt ondt af hende som hun sad der, helt forsvarsløs. "Du har jo også være presset i flere hensigter Aly, det gør dig ikke ustabil." Sagde han troværdigt. "Du er bare stresset, det er klart at der er mange ting der går dig på." Han så ind i hendes øjne i lange sekunder. Sandheden var jo at han savnede hende, han savnede at have venner omkring sig, skønt han godt var klar over at han selv skubbede dem væk. Endnu en pludselig indskydelse fik ham til at læne sig frem mod hende. Ganske forsigtigt og lidt prøvende lod han sine læber møde hendes. Et dumt træk det vidste han udemærket godt, men han følte ikke rigtigt at han havde noget at tabe på det. Hvorfor han gjorde det anede han dog ikke.

[Alyxia Iearen McBeth]

Hun sukkede højlydt og vendte lidt øjne. Hvordan kunne han være så blind for sin opførsel?! "Mere end rigeligt," vedholdt hun. Egentlig ville hun helst lade det ligge, men det ville trods alt heller ikke hjælpe ham, det irriterede hende at hun blev gjort til den store, stygge ulv, når hun egentlig kun gjorde det fordi hun holdt af ham. Hun satte sig lidt op da han ønskede at vide hvad han gjorde som fik dem til at bekymre sig, hvor vidt han elskede Chriss eller ej ville hun bare lade ligge, de kendte begge sandheden. "Vil du virkelig have den liste? Fint.. du kommer hjem efter flere uger hvor ingen af os har hørt et ord fra dig, lader som om alt er som det altid været og ikke så meget som en forklaring. Du drikker som et hul i jorden, bliver fra arbejdet nåpr det passer dig og du snakker virkelig ikke pænt til hverken mig eller Sam," fortalte hun lidt strengt. Lige nu havde hun mere brug for ham end nogensinde nok, det gjorde ondt at han blev ved med at skubbe hende væk. "Det gør vi også, men jeg kan ikke rigtigt være sammen med ham uden at spekulere på om jeg holder ham tilbage fra noget, eller om det virkelig er mig han render rundt og bryder sine tanker med, jeg mener.. han fortrød jo ikke synderligt," hun rystede en smule på hovedet og ville have fjernet sit blik med hans hånd under hendes hage, forhindrede det lidt. I stedet lod hun sig fange lidt af hans blik, selvom han var en røv, var han stadig fortryllende på så mange forbudte måder. Da tanken slog hende ville hun have trukket sig, hun ombestemte sig lidt da hans læber lidt pludseligt mødte hendes. Varmen spredte sig i hendes krop og malede hendes kinder røde, selvom hun var for overrasket til at kysse ham tilbage så lod hun ham gøre det i et par fantastiske sekunder før det gik op for hende hvad der foregik. Lynhurtigt trak hun sig tilbage og gav ham et blidt puf væk fra sig med en hånd på hans bryst. "Hvad pokker laver du? Det her ikke løsningen på hverken dine eller mine problemer," sagde hun lidt panisk og lagde lidt afstand til ham i sofaen.

[Trescott Roden]

Han rystede lidt på hovedet af hende. "I to er ikke rigtig kloge," sukkede han og fugtede læberne en smule. Da Aly endnu engang bragte det på bane at han havde været væk sukkede han dybt, "jeg troede vi var kommet videre derfra," mumlede han, "men det er ligegyldigt hvor jeg var, jeg er her nu. Og har været det i nogle uger vil jeg lige påpege." Han lod blikket hvile på hende i nogle lange sekunder. "Desuden drikker jeg ikke som et hul i jorden bare fordi jeg drikker en smule mere lige nu, det skal jo nok gå over, og jeg er da på arbejdet de fleste dage." Han så lidt væk, han vidste jo at hun havde ret, at tingene var ved at løbe af sporet for ham, men han kunne bare ikke lige finde sin vej ud derfra hvor han var. "Hvorfor er du så sammen med ham?" Spurgte han direkte. Han havde altid ment at de hørte sammen, men efter alt det med at Mattheus havde været hende utro syntes Scott ikke at han fortjente hende længere. Som han forsigrigt kyssede hende blev han godt klar over at hun ikke kyssede ham tilbage, men tilgengæld skubbede hun ham ikke væk. I hvert fald ikke lige til at starte med. Da hun pludselig trak sig så han forvirret på hende. Hvad var der nu galt? Sidst havde hun jo kysset ham. "Kan det ikke være ligegyldigt? Hvad med at vi bare glemmer vores problemer for en kort stund?" Sagde han lidt lokkende og rykkede sig lidt tættere på hende dog uden at gøre udfald mod hende igen.

[Alyxia Iearen McBeth]

Normalt ville Aly have smilt af hans kommentar, men egentlig havde hun ikke særlig meget lyst til at smile lige nu. Hun slog blikket lidt ned og så på sine hænder i et langt sekund, mest for at bevare roen, hvis der var nogle ud over Matt som kunne gøre hende rasende, så var det Trescott. "Ved du hvad, glem det. Du vil ikke se det, så kan jeg ikke få dig til det," sagde hun denne gang ret tvært. Det var virkelig ikke nemt at hjælpe ham når han tilsyneladende ikke ville hjælpes. Hun sukkede tungt og så lidt op på ham igen uden at vide hvad hun skulle svare. "Jeg... elsker ham jo," sagde hun bare. Det var den halve sandhed, hun elskede ham men var samtidig bange for at sidde alene tilbage, særligt hvis dette var den nye Scott, for så ville hun ikke engang have ham. Forfærdet, så hun på ham og forsøgte at samle sig selv lidt.Hvorfor havde hun ikke trukket sig med det samme? Han havde taget det så pænt da hun havde været fuld og havde dummet sig, men at han kyssede hende nu.. det værste var at Aly ville gerne ville kysse ham, men ikke bare som en trøst! Da han rykkede tættere på hende igen, rykkede hun igen væk og rejste sig til sidst med hjertet siddende i halsen. "Glemmer vores problemer? Ved.. ved det der? Du har virkelig mistet forstanden Scott, det kommer ikke til at ske! Jeg prøver at få mit forhold til at fungere okay?! hun så på ham med et strengt blik. Det gjorde ondt på hende at afvise ham, men det var bare nødvendigt.

[Trescott Roden]

Der spredte sig en ubehagelig stemnin mellem dem, en stemning der var så fjern fra den stemning der normalt var mellem dem. "Fint så glemmer jeg det." Sagde han med et ligegyldigt udtryk. Han var jo ikke ligeglad, ikke inderst inde, men han var bare så såret og så det var lettere at være ligeglad. At skubbe folk fra sig var noget Scott var blevet ekspert i her på det sidste af en eller anden årsag. "Sommetider er det åbenbart ikke nok." Sagde han toneløst og kiggede ligt tomt frem for sig. Om det var mest henvendt til sig selv eller til hende vidste han ikke helt. Som hun trak væk i kysset blev han en kende fornærmet, hvilket til dels også skyldtes alkohollen. Det gjorde ham blot endnu mere irriteret at hun trak sig helt væk fra ham. Hun havde da ikke haft noget imod at kysse ham da han havde kæreste på, men nu skulle hun absolut spille hellig? "Ja, ved det her," sagde han som om at han ikke kunne se problemet, hendes ord gjorde ham pludselig sur og han rejste sig op i en forfærdelig fart og stod pludselig lige foran hende og så vredt op hende. Han anede ikke hvor den vrede var kommet fra, men han var pludselig ikke i kontrol over sine egne ord. "DU prøver at få et forhold til at fungere?! DU kyssede mig mens jeg havde Chriss! OG du skubbede mig heller ikke ligefrem væk dengang jeg var sammen med Zara! Hvad er der galt med dig? Fungerer det kun for dig når JEG har kæreste på?!" Han fortrød ordene så snart de forlod hans mund, han vidste at det ikke var fair, men alligevel holdt han det vrede blik.

[Alyxia Iearen McBeth]

Den lidt trykkede stemning mellem dem, var alt andet end normal, Aly hadede at det skulle være sådan, og hun bad i sit stille sind til at det bare var for en periode, men frygtede samtidig lidt at filmen bare var knækket nu hvor han ikke længere havde Chrissandra. "Fint," sagde hun lidt kortfattet og bed sig i læben. Det frustrerede hende virkelig at hun ikke kunne nå ind til ham, han var så forbandet afvisende. "Måske ikke, men til tider må man bare give det en chance," i virkeligheen troede hun ikke meget på at hende og Matt reelt set havde en chance, men det virkede bare for.. upraktisk og skræmmende at skulle gå fra ham. Ildrød i kinderne havde hun rejst sig og stod ikke mange meter fra sofaen. Hun var lettere panikslagen, for hvis Mattheus hørte om det her, ville han nok gå fra hende uden tøven, men hans vrede havde hun dog ikke set komme. Det hårde blik og måden han lige pludselig farede mod hende på, fik hende til at krumme sig en smule sammen i ren overraskelse. Det var dog ikke nær så smertefuldt som hans efterfølgende udbrud. Langsomt rettede hun sig op og knyttede hænderne mere og mere. Hun kunne ikke ligefrem sige ham imod, men det der var så langt under bæltestedet som det kunne komme. Uden at tænke over det, hævede hun den knyttede hånd og langede ud mod ham. "Ved du hvad? Jeg har virkelig forsøgt at være tålmodig Scott, men jeg finder mig ikke i det der!" råbte hun vredt. Hvad var der egentlig galt med hende? Alverdens åbenbart. "Du er virkelig ikke retfærdig, du burde kende mig bedre end det" hun så ned og forsøgte at skjule sine tårer. Det der var nok det værste nogen havde smidt i hovedet på hende, hun hadede i forvejen sig selv for at have svigtet Chriss. "Frem til du har noget pænt at sige tror jeg bare at du skal holde dig væk fra mig, så skal jeg nok give dig fred,"

[Trescott Roden]

Der gik lidt uden nogen sagde noget. Det var ikke særlig rart dette her, ikke for ham i hvert fald så det var det nok heller ikke for hende. "Fint," sluttede han. Han fnøs lidt over hendes ord. "Ja held og lykke med det." Mumlede han bittert. Han vidste at han var enorm tarvelig overfor hende, han burde støtte hende, fortælle hende at alt nok skulle gå som han plejede at gøre, men han havde bare ikke overskudet til det nu, skønt det inderst inde jo var det han gerne ville. At hun krøb sammen under hans opfaren gav ham et strejf af dårlig samvittighed. Han ønkede jo ikke at hun skulle frygte ham, hun havde ingen grund til det, han kunne aldrig drømme om at gøre hende ondt...ikke på den måde i hvert fald. Han var så optaget af sine egne tanker at han ikke så hendes hånd før den mødte hans ansigt. Han kom med et overrasket udbrud og tog sig til næsen der øjblikkeligt begyndte at bløde. Det gjorde forbandet ondt men han prøvede ikke at vise det for meget. "Nej for du er da selv lille frøken perfekt!" Råbte han rasende, mens han stadigvæk holdt sig for næsen, blodet dryppede ned på hans bluse. "Bare gå! Du skal slet ikke bekymre dig om det for jeg har slet ikke lyst til at se på dig!" Dette var endnu ord han bittert fortrød, men var for stolt til at indrømme det.

[Alyxia Iearen McBeth]

Scott havde altid været så støttende og forstående, selv når hun havde ment at alt var tabt på gulvet. Det var ham der gang på gang havde bekræftet at hun var god nok, og pludselig faldt det hele lidt til jorden, for lige nu virkede det bare som noget han sagde til egen fordel. For et kort øjeblik havde det tegnet til at blive en god aften, nu var hun bare på grådens rand, men nægtede at lade ham se det, den tilfredshed skulle han ikke have! "Tak Scott.. mange tak," sagde hun med ret tydelig ironi og himlede med øjnene. Hun havde lyst til at give igen, minde ham om at de om ikke andet prøvede, men så lavt ville hun trods alt heller ikke synke. Det kom lidt bag på hende at hun faktisk ramte ham.. ret hårdt tilsyneladende for hendes hånd blev ret hurtigt varm og dunkende. Aly så ned på den med forfærdelse og skulle netop til at underskylde en smule panisk, men hans ord fik hende til at fortryde. Skuldrene sank helt ned. "Hør lige dig selv," hendes stemme knækkede en smule. Af en eller anden grund gjorde det mere ondt at høre ham sige den slags, end det gjorde at høre Matt sige dem. "Fint så skal du glædeligt blive fri!" råbte hun og vendte ryggen til ham da tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder i vrede go frustration. "Hils Sam og sig at jeg var forbi," mere sagde hun ikke før hun stormede ud af lejligheden.

//Out

[Trescott Roden]

Han ignorerede hendes ironiske kommentar og så bare i den anden retning. Knytnæven havde ramt ham ret hårdt og det gjorde virkelig ondt, men det måtte hun ikke se. Han havde virkelig dårlig samvittighed over at behandle hende på denne måde, men han var ude af stand til at stoppe sig selv, han var alt for rasende. "Ja tak!" Råbte han tilbage. Han så hende forlade lejligheden og vidste at han burde stoppe hende og undskylde, men i stedet så han bare efter hende. I det øjeblik hun lukkede døren bevægede han sig hen til fryseren for at finde en pose med et eller andet frossent der kunne køle hans hævede næse. Hans vejrtrækning ændrede sig, han havde lige mistet en af sine bedste veninder på grund af sin egen stædighed. Det var tåbeligt og han var virkelig ked af det. Han satte sig i sofaen og lagde posen med frosne ærter mod ansigtet som han lod nakken falde tilbage og lukkede øjnene.

//out