Andante, andante

[Deleted]

"Det anede mig," medgav han hende med et nik. Han huskede heller aldrig at være gået i klasse med nogen helt store botaniknørder. De fleste mennesker synes jo det der med stavene var sjovere. Det havde iors jo så også selv syntes, men det var jo på et helt andet plan, end de andre. Han havde været meget interesseret i stavens opbygning med både træsort og kerne hvilket ofte også havde ledt hans fokus hen i den mere botaniske verden, så der var han heller ikke helt uvidende. Han var endnu ikke noget geni til det, bevares, men han ville da påstå, at han vidste noget mere om det end så mange andre. "Selvom det nu ellers er et glimrende fag, de går glip af," tilføjede han. "Jeg har nu altid ment, at botanik var et af de vigtigere fag at lære, nu hvor der jo i forvejen er tre varianter af tryllestavsfag, uden nogen af dem skal kaldes overflødige. Men botanik er bare ikke noget, man kan få den samme forståelse for, som man kan med en tryllestav, hvis man ikke oprigtigt forsøger, da en plante jo er mere et selvstændigt væsen med egne funktioner, mens tryllestaven binder sig til herren."
Noget, der vist skulle forestille en kort latter undslap Siors, selvom han nu egentlig bare pustede lidt mere luft ud end sædvanligt, for hans ansigtsudtryk var det samme som altid. Det var virkelig et af de punkter, hvor man kunne se den store lighed mellem ham og hans fætter. Det var som om deres formelle miner altid sad fast, og der skulle virkelig meget til for at rokke dem ud af flækken, og det var heller ikke lykkedes for mange. Men udtryk som opførsel, for de var jo heller ikke mindre formelle med deres personligheder. "Jamen, så er De jo allerede nået meget længere end langt de fleste," oplyste han med et kort nik. "Jeg har taget elever før, der kun kom in, fordi deres forældre tvang dem til det, og de kunne da bestemt ingenting i forvejen. Det blandet med at de selvfølgelig heller ikke gad, gav så heller ikke det bedste resultat til slut. Men De kan på ingen måde være ligeså slem."
Siors gik hen til døren for at holde den for hende, hvorefter han selv ville forlade rummet og lukke den efter sig. Han overvejede kort sit svar på hendes sidste spørgsmål, inden han sagde: "Jeg startede med det i første omgang, fordi mine bedsteforældre havde en butik, hvor jeg hjalp til i. Jeg fandt ved bare det kreative lidt mere tiltrækkende, formoder jeg." Han havde faktisk aldrig rigtig tænkt over, hvorfor han havde forladt jobbet før. "Hvad med Dem?" Spurgte han så og rettede blikket med hende efter at have kigget lidt ud i luften. "Hvad lavede De før, De blev ansat her?"

[Prof. Rosa Sensimilla]

”De taler lige til mit Botanik-hjerte.” kunne hun ikke lade være med at bemærke med en lav, fornøjet latter. ”Det er netop derfor, det er blevet bibeholdt som et obligatorisk fag, ikke blot et valgfag, og det kan jeg kun bifalde. Det der er med tryllestavsfagene er jo, at det er noget, de fleste kommer til at bruge i deres hverdag i højere eller mindre grad, modsat botanik, som man ikke nødvendigvis kommer til at bruge, medmindre man vælger en profession, hvor det er krævet.” fortsatte hun, stadig fornøjet over, at der i det mindste var en, som lod til at forstå, hvad botanik var. ”Der vil altid være fordele og ulemper ved det hele.” Det var umuligt at tilfredsstille alle, og mon ikke, der altid ville være de fag, som botanik og eliksir, der helt naturligt var mere specialiserede end andre.
”Det er meget beroligende, måske jeg tager Dem på ordet en dag.” Hvis altså hun kunne få mandet sig selv op til at spørge ham, det var der bestemt ingen garantier for. Hun blev altid utrolig usikker på sig selv, når hun var ude i noget, som hun ikke var ekspert i. ”Underviser De kun, eller spiller De også for fornøjelsens skyld?” Hun skubbede omhyggeligt stolen ind til skrivebordet igen, inden hun fulgte efter ham. ”Tak.” smilede hun mildt, da han holdt døren for hende, og søgte ud i korridoren. Overhovedets kontor lå halvlangt oppe, men det gjorde nu ikke Rosa noget som sådan, det lå jo meget praktisk i nærheden af kollegiets opholdsstue, så det var lettilgængeligt for eleverne, skulle de få brug for deres overhoved. Hun glattede helt ubevidst kappens og nederdelens stof, inden hun så vidt muligt tilpassede sine skridt til kollegaens. Han var sandelig høj, når man kom så tæt på, selvom det hjalp lidt på det, at hun fik et par ekstra centimeter i bonus fra sine sko.
”Det er jo også vigtigt, at man laver det, som man har lyst til. Jeg håber i hvert fald, De falder godt til her.” bemærkede hun med et diskret smil. Blikket flyttede sig hele tiden fra sted til sted, opmærksom på omgivelserne, og tilbage på Siors igen. At arbejde på Hogwarts var på mange måder en livsstil. Rosa havde i hvert fald en følelse af at være på arbejde døgnet rundt af og til, men det gjorde intet, når man holdt af det. ”Jeg har altid arbejdet med Botanik. Senest var jeg et års tid som botaniker i Kew Gardens, i deres afdeling for magisk flora. Det er et kæmpestort sted, og jeg havde egentlig besluttet mig for at slå mig til ro dér, indtil jeg hørte, at Hogwarts søgte en botanikprofessor.” fortalte hun roligt, mens de bevægede sig nærmere Storsalen. Hun havde været rigtig glad for arbejdet, selvom det blandt andet havde kostet hende en uges tid på Skt. Mungos, så hvis Georgo ikke havde foreslået det, var hun nok blevet dér. ”Så tog idéen ligesom form.” Og da først, idéen havde bundfældet sig, havde der ikke rigtigt været nogen vej tilbage, men hun fortrød det nu heller ikke et øjeblik.

[Deleted]

Siors nikkede tænksomt over hendes ord. "Det er desværre sandt," sagde han og kunne ikke umiddelbart komme på mange professioner, hvor botanik var påkrævet. "Men mange 'magiske' jobs kræver jo en vis viden indenfor eliksirer. Og hvis man ved noget om botanik, så er det en fremragende supplement til dem," påpegede han. Botanik lå jo sådan set meget godt ind over eliksirer. Han huskede i hvert fald mange tilfældet, hvor han selv havde haft nytte af siden viden om planter til at score ekstra point i eliksir. "Det skader jo heller ikke at kunne kende forskel på en plante fra vores verden og en fra mugglernes verden. Og for den sags skyld hvad de kan gøre ved en, hvis man kommer for tæt på det..." Han huskede tilbage på den tid, hvor de havde haft en højst besynderlig plante omme i baghaven, der senere havde vist sig at være en giftig tentacula. Ikke noget kønt syn.
"Jeg spiller skam også blot for fornøjelsen," svarede han med et langsomt, nærmest ubemærkeligt nik. "Undervisningen var mere så jeg ikke skulle leve af mine forældres indkomst. Men jeg må nu indrømme, at jeg også fandt det ekstatisk." Han havde altid haft stræbt efter ikke at ende som en eller anden bums, der var påtvunget at tigge sine forældre om penge, og det var jo også gået ham meget godt. Han havde faktisk holdt meget af at undervise de unge såvel som ældre mennesker. Når de selv ville det, selvfølgelig.
Det havde faktisk ikke været svært for Siors at vænne sig til stedet. Han havde jo trods alt gået der før. Det eneste, der havde været lidt uvant var jo bare, at det var ham, der nu sad inde på det kontor, der før havde tilhørt hans eget gamle overhoved. Det havde været en lille smule sært, måtte han indrømme. "Det er skam gået meget godt, indtil videre," sagde han med et nik, der skulle forestille en tak.
Han nikkede ved hendes fortælling. "Spændende," sagde han. "De længes måske ikke tilbage til Deres gamle arbejde så?" Spurgte han, da det jo bestemt havde været noget af et sted, hun havde været før. Selv kunne han da også engang imellem ønske sig tilbage som underviser i alverdens former for kunst, som han jo gjorde, men han fortrød nu heller ikke at have søgt stillingen som overhoved. Det andet havde han heller ikke på samme måde set som et rigtigt arbejde som sådan. Det var jo bare en hobby, som nogle mennesker betalte ham for at udføre eller lære dem. Han kunne nu bedre lide at have noget, som han rent faktisk kunne kalde for et ordentligt arbejde.

[Prof. Rosa Sensimilla]

”Absolut, ja. Hvis man stiler efter en stilling indenfor Skt. Mungos, næsten uanset hvilken, kræver det nu engang også en, om end grundlæggende, viden om Botanik.” funderede Rosa tænksomt. Det var egentlig sjovt, det var aldrig nogensinde faldet hende ind, at hun ville være healer eller eliksirbrygger - der var kun botanik, og det havde hun nærmest vidst, fra før hun startede på Hogwarts. ”Men som De selv siger, bevirker det også blot, at de få, der så oprigtigt interesserer sig for faget, i langt højere grad bliver eksperter, og det må siges at være en god ting.” Det betød også, at faget udviklede sig, at det ikke stod stille. Hun rystede lidt på hovedet til hans ord. ”Det er ikke til at spøge med. Det er ikke længe siden, jeg var i nærkontakt med en giftig tentacula, og det kostede en uge på Skt. Mungos.” For nu at give det et eksempel. Det havde været en rædselsfuld uge, i øvrigt, eftersom hun havde været så uheldig at få Jophiel Ayers som Healer, ak og ve. Mere irriterende og kæphøj Karl Smart skulle man lede længe efter.
Rosa smilede et lille smil, og brugte et ganske kort øjeblik på at sluge sin egen generthed. Hun var blevet bedre til det med alderen, men visse ting ville nok aldrig helt holde op med at volde hende besvær. ”Har De noget imod lyttere? Jeg ville elske at høre Dem spille en dag.” tilkendegav hun forsigtigt og lod let hånden glide hen over gelænderet på vej ned ad trappen, før hun fortsatte: ”Det forstår man jo også godt. Det er nu ofte sådan i Italien, at man er afhængig af sine forældre og deres bolig langt ind i 20’erne, men dertil må jeg erkende, er jeg mere glad for det engelske.” Ikke fordi, hun ikke var glad for sine forældre, uha nej, Rosa var et stort familiemenneske, men tanken om stadig at skulle leve under samme tag som sin mor, det var næsten nok til at tage pusten fra hende, så hun kunne absolut godt forstå overhovedets bevæggrunde.
Hun tog sig ligeledes tid til kort at overveje sit svar og vurdere, om hun savnede det. I hverdagen tænkte hun ikke så meget over det, for der var simpelthen så mange ting at give sig til, så hun slet ikke havde tid til det. ”Af og til, men glæden ved at være her overskygger det så langt. Jeg har også rejst rigtig meget før det, for at forske, og det savner jeg faktisk mere.” endte hun med at svare, igen med et lille smil, for der var jo ikke rigtigt noget at gøre ved det. Hun ville også få nogle uger i sommerferien, hvor hun havde tid til at rejse lidt og gense de gamle steder, og det kunne hun nok ikke helt modstå.

[Deleted]

"Stort set alle uddannelser, der indebærer noget healende eller en form for viden inden for eliksirer, kræver jo også at man har botanikken på plads. Noget, der efterhånden er så populært som at være auror kræver jo også, at man har i hvert fald en basisviden i det rette felt," sagde han. Det var en svært uddannelse at komme igennem, det var han klar over. Og han var derfor også overrasket over, hvor mange mennesker, der efterhånden valgte at tage den. Ikke at det var nogen dårlig ting, når Dødsgarden var kommet i spil igen, slet ikke. Det var jo kun godt, der var nogen der kunne bekymre sig om dem, mens man selv havde en masse andet at tage sig af. Som for eksempel en masse elever som nu her.
"Så absolut," svarede han med et nik. Sådan var det jo med stort set alt. Hvis man virkelig interesserede sig og brændte for noget, så var chancen for, at man blev specielt god til dette meget større, end hvis det bare var endnu en opgave, der skulle overståes. Han skar kort en grimasse ved tanken om denne plante. "Nej, de er bestemt ikke ufarlige," sagde han. "Min far havnede også i en særdeles grim situation, fordi han ikke vidste, hvad det var for en plante," han understregede en sidste del netop for at føre den over i det, de netop havde snakket om med, at botanik var vigtigere end som så.
Lyttere var jo også en af de ting, han havde levet af, inden han begyndte at undervise andre i musikkens kunst. "Slet ikke," sagde han og rystede kort på hovedet. "De skal være mere end velkommen til at lytte, hvis De har lyst." Han havde jo også levet af selv at optræde, mens han underviste andre. Det var så fordelen ved at være musiker og skuespiller frem for maler, som han jo også var. Folk kunne bedre forhold sig til det færdige værk, end når det bare var et maleri. Der tænkte man ikke altid lige meget over, hvilket arbejde, der havde ligget bag det, som man gjorde, når processen var lidt mere en del af det samlede udfald.
"Det havde jeg også gjort," sagde han med et kort nik. Han kunne ikke fordrage at være for afhængig af andre, når det kom til sådan noget som økonomi og husly. Der klarede han helst sig selv. "Spændende," sagde han. "Hvor har De så været henne?"

[Prof. Rosa Sensimilla]

Rosa nikkede let til hans ord igen. ”I bund og grund er det uundværligt.” Hvilket naturligvis kun kunne glæde hende. Det var jo heller ingen hemmelighed, at alle professorer mente, at præcis deres eget fag var det vigtigste og bedste i hele verden. Det var så forskelligt. Personligt havde Rosa aldrig kunnet forstå Astronomi, altså, det var da meget fint at kigge på, men hun anede ikke, hvad hun skulle bruge den viden til, som de havde fået på Hogwarts. Sidestillet med blandt andet Botanik, var Astronomi også et fag, der var obligatorisk på alle årgange - undtagen 6. og 7., selvfølgelig. Hun måtte spørge professor Lavoie en dag. Han var sikkert i stand til at give hende en meget udførlig forklaring på, hvad det skulle bruges til.
”Det kan gå grueligt galt, hvis ikke man passer på.” bemærkede hun alvorligt, og havde da også selv stødt på flere botanikere gennem årene, som havde været ude for de mest uhyrlige ting med de mest uhyrlige planter. Det gik ikke altid godt, når man eksperimenterede med tingene, på trods af at man var specialist inden for sit fag.
Rosa var ikke sikker på, hun selv ville have nerver til at lade nogen lytte, dersom hun havde kunnet finde ud af at frembringe musik. Hun blev alt for nervøs over den mindste ting, og en fejl, så var hun da slået helt ud for en tid. ”Virkelig? Så må De endelig lade mig det vide, når det en dag kan passe ind.” sagde hun til ham med et lille, taknemmeligt smil, igen en kende overrasket over, at han ikke virkede til at have noget imod det, men hun skulle måske bare vænne sig til mangelen på mimik.
”Åh, det har drejet sig om så mange steder, men jeg har spenderet flest år på Galapagosøerne og omkring i Afrika. De har nogle helt fantastiske magiske floraer.” Hvilket var grunden til, at hun var blevet lokket dertil i første omgang. Først under sit naturstudie på Oxford og efterfølgende som selvstændigt forskende. Resultaterne dér var det, der var grunden for hendes optagelse i Royal Society, da hun kom tilbage til England som 27årig.

[Deleted]

"Absolut," medgav han hende med et afgørende nik. Selvfølgelig var der mange professioner, hvor man ikke kunne bruge botanik til så meget, men der var til gengæld også mange professioner, hvor man heller aldrig kom til at skulle bruge en tryllestav. Hvis man talte mugglerjobs med, så var der jo sådan set mange flere, hvor man kunne gøre brug af botanik fremfor en tryllestav. Om ikke andet, så var det i hvert fald en meget nyttig viden at have med sig. Om man så skulle bruge det på arbejdsmarkedet eller ej. Der var jo altid situationer, hvor man havde brug for at kunne genkende en djævleslynge eller noget.
Ja, det havde Siors fået rigeligt beviser på. "Så sandt," sagde han med endnu et tilbageblik episoden med den giftige tentacula. Det var selvfølgelig en trist episode, og hans far havde nok ikke syntes, det var specielt sjovt. Men Siors kunne ikke engang have dårlig samvittighed over at have moret sig over det. Ej heller kunne hans søster. Selvfølgelig var det ikke noget, de sagde højt til ham, men sådan stod sagerne nu engang.
Det var faktisk ganske fornøjeligt, at hun sådan havde lyst til at høre ham spille. Det var ikke mange mennesker, der gad sidde og høre på den slags. Selvfølgelig var der mange, der nød musik, men det var jo mest det, man kunne høre i radioen. Men på den anden side, så var det jo ikke alle magikere, der ejede sådan en. Og hun havde jo sagt tidligere, at hun var fuldblod, så det kunne jo have noget med at at gøre. "Til hver en tid," sagde han. "Bare der er et instrument," hans musikalske kunnen spredte sig jo ud på mange former.
"Virkelig?" Sagde han og forsøgte at skabe sig et billede af stederne. Det længste han selv havde været omkring var jo Wales, England og Skotland. Og det var kunne for at forblive fast. Men tanken om at rejse faldt ham nu i ganske god jord. "Hvordan var det?" Spurgte han.

[Prof. Rosa Sensimilla]

I det hele taget skulle man jo altid være forsigtig, når man omgikkedes magien - den var jo ikke ufarlig. Hvad enten det var i form af den magiske Botanik, pasning og pleje af magiske dyr eller sving med tryllestaven; intet fag var ufarligt, så det gjaldt om tage sig sine forholdsregler, og det kunne gå grueligt galt, hvis ikke man gjorde det. Det kendte både Siors og hende selv tilsyneladende eksempler på - dog ikke de hélt gralle tilfælde.
”Åh okay, det må vi lige se, om vi kan få standeret, så.” Rosa var ret imponeret over, at det lod til, manden kunne spille hvert eneste instrument, det skulle være - det måtte jo være en gave at være i stand til at mestre noget så smukt, og kunne frembringe den slags forførende, suggesterende toner.
”Helt fantastisk! Der findes så mange plantearter, som man ikke kan finde andre steder, både magiske og ikke-magiske. Det er også en glæde at få lov til at fordybe sig så meget i noget, der virkelig interesserer én, men det var et meget selvstændigt arbejde.” Rosa kunne snakke i timevis om de ting, hun havde fået lov til at opleve, hvis hun altså gav sig selv lov til det - hun havde virkelig nydt at holde foredrag, hvilket hun jo havde gjort det første års tid efter, hun var vendt tilbage til England igen. Normalt var hun bare for ydmyg til at høre på sin egen stemme i så lang tid. ”Det er også en af grundene til, jeg er blevet så glad for arbejdet her. Man har et meget tættere samarbejde med de andre professorer, elever og overhoveder.” fortsatte hun med et taknemmeligt smil, over at hun havde fået denne mulighed.

[Deleted]

Siors havde altid haft et eller andet med musik, hvilket også var årsagen til, at det faktisk ikke var så få instrumenter han spillede på. Han var jo trods alt startet med det i en ganske ung alder og var blevet videre med at arbejde opad på det. En evne som folk ofte fandt interessant, og Siors måtte indrømme, at han heller ikke var helt utilfreds med opmærksomheden omkring det. Ellers havde han nok heller ikke valgt at give sig til at undervise i det.
Han nikkede til hendes besvarelse. Selv var Hogwarts det længste, han jo selv havde været hjemmefra, så han kunne ikke prale af at have haft et så spændende liv, selvom han også havde arbejdet med sine interesser. Han kunne bare ikke helt finde ud af, om tanken om at rejse var noget, der behagede ham eller ej. "Men De må da næsten længes tilbage efter det bare engang imellem," sagde han og var selv af den overbevisning, at man altid på et eller andet punkt gerne ville tilbage til et tidligere job, man havde været glad for. Selv havde han til tider også en vis længsel efter at blive musiklærer og tryllestavsmager igen. "Også selvom det måske ikke er så meget som til, at De tager direkte tilbage til det," tilføjede han høfligt. Det lød jo som om, hun var ganske tilfreds med sit job her, og da hun virkede som rigtig godt selskab, så skulle han da ikke opfordre hende til at forlade stedet så.
Som de var gået fremad, var de nu efterhånden nået frem til storsalen, hvor man kunne høre eleverne og så videre finde på plads og begynde aftensmaden. Nåh, ja så var de vel ikke helt sent på den. Det kunne han måske have sagt sig selv, men selvom han også var ganske punktlig, så havde han nu aldrig den samme mani med tiden, som nu hans fætter havde. Til tider en plage andre en velsignelse. Uanset hvad, så var folk i hvert fald ikke ved at gå fra bordet, da de selv trådte ind i storsalen for at gøre dem selskab til aftensmaden.

//Out.