I can't take it anymore..

[Deleted]

Det var ved at være hen på eftermiddagen.. Synet af den store varulv, var nu stadig et syn som hjemsøgte Mattheus, også selvom det var ved at være et par dage siden. Hans skulder var stadig øm, men den var da om ikke andet, skubbet på plads igen. Den var stiv.. og øm, men det gik. I det her tilfælde, havde han bevidst valgt ikke at opsøge Mungos. Han havde ikke set nogen grund til at piske en stemning yderligere op. En skuffet chef.. en manglende ven, og Aly som stort set ikke var hjemme i disse tider, også selvom han vidste, at meget af det var hans egen skyld, så havde han virkelig nået bunden denne gang. Foran ham på et stykke pergament, og ved siden af en fjerpen og hans blækhus. I øjeblikket var han ved at arbejde på at få skrevet sin opsigelse. Ikke noget som han havde snakket med Aly om, for han ville ikke bekymre hende yderligere, og hun havde jo mere end nok at slås med i forvejen, og det vidste han jo udmærket godt.

Hånden strøg han uroligt over håret og lagde den i hans nakke. Han kunne jo ikke finde ud af noget.. end ikke slå en varulv, som gav ham så mange chancer for muligheden for at brillere lidt, men han havde fejlet.. som han havde fejlet alt det andet, og nu kunne han bare ikke rumme mere. Der var gang i pejsen på denne forårseftermiddag, også selvom solen stadig stod højt, så var det bare for hyggens skyld, også fordi at det faktisk var noget som gav ham en ro et eller andet sted. Han sukkede tungt. Han havde drukket sin forrige løn op, og han frygtede lidt for Alys reaktion når regningerne til Jonathan skulle betales.. Han hadede virkelig at være så langt ude, og så ikke kunne komme ind igen!

[Ezekiel Lavento]

Zeke dukkede op på dørtrinet til havd der måtte være Mattheus og Alyxias hjem. Aly kendte han fra Azkaban, han vidste ikke om hun var hjemme, men det var egentlig heller ikke hende han var kommet for at besøge. Han var her for at besøge auroren, Mattheus. Den forrige nat havde det været fuldmåne og Zeke havde hjulpet Matthew med at træne hans aurorkorps. På Stormhateeliksir havde Ezekiel nærmest skræmt livet af manden og sansyngligvis også skadet hans skulder og hans dårlige samvittighed lod ham ikke vende ryggen til dette uden lige at checke op på om manden var okay. Der havde været noget i hans blik den forgående nat der havde skræmt ham, noget han ofte så hos fangerne i Azkaban, det var det blik de fik når de havde givet op og ikke orkede at kæmpe mere. Zeke kendte ikke manden, men han ville gerne lige snakke med ham, sikre sig at han tog fejl, så han havde fået fat i adressen og havde under samme lejlighed fundet ud af at det var Alyxias forlovede. Zeke kom lige fra Azkaban og skønt hele hans krop dunkede i smerte efter at have fået en solid røvfuld af den sidste auror Chrystal havde han besluttet at aflægge Mattheus et besøg før han tog hjem og havde ondt af sig selv. Med en fast hånd bankede han på døren og afventede.

[Deleted]

Mattheus kunne ikke rumme mere lige for tiden, og han kunne jo heller ikke gøre nogen som helst tilfredse med noget som helst. Hans blik hvilede på opsigelsen som lå foran ham. Hvorfor gjorde han det? Grundlaget skulle jo være i orden, og det synes han faktisk var svært, uden at det lød helt hen i vejret! Han gjorde det nu kun fordi at Aly ikke var hjemme.. Hun var nok hjemme ved Sam eller sådan noget igen. Ikke at det ville komme bag på ham, for det ville det ikke.. Hun var ofte der for tiden, og stort set ikke hjemme, når han var. Han sukkede tungt og strøg hånden frustreret igennem håret. Skulderen var ganske vidst stiv, og det gjorde ondt at bruge armen, men det var jo også lidt hans egen skyld.. Han havde bare ikke regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med en varulv! Han strøg kort hånden over skulderen, inden det bankede på døren, hvilket fik ham til at reagere. Han ventede da ikke besøg..? Der var jo ikke nogen som gad ham for tiden, og han gad jo heller ikke ligefrem nogen selv. Han sukkede tungt. Trescott for at skælde ham ud? Raquel måske? Jonathan? Han var da den eneste som han kunne fornemme ville kigge forbi. Ja, han kunne jo danne sig de værste scenarier! Han rejste sig op og gik ud til døren, hvor han tog i håndtaget og tvang døren op. Selve manden på den anden side af døren, var ham uden tvivl ukendt. ”… Kan jeg hjælpe dig?” spurgte han. Han vidste jo ikke, at det var varulven fra foregående aften. Det som han så, var en mand som var godt banket gul og blå.. Han så heller ikke helt godt ud.

[Ezekiel Lavento]

Zeke trippede lidt utålmodigt foran den lukkede dør, han havde fået sig et par seriøse blå mærker efter gårsdagens træning og han ville egentlig gerne hjem og slappe af. Syrena var jo på Hogwarts så han havde huset for sig selv. Han var total uvidende om at Lilja og Anna ventede på at han kom hjem. Som døren gik op rettede Zeke de grønne vagtsomme øjne mod manden som han kunne genkende fra i går. "Goddag Mattheus, jeg ved dette nok lyder lidt underligt siden du ikke kender mig rigtigt, men jeg kom for at checke op på dig, efter træningen i går," han så lidt op og ned af ham. "Mit navn er Ezekiel," hans blik hvilede lidt på Matts skulder, "jeg håber ikke jeg var for hård ved dig i går." Han så lidt afventende på manden. Okay denne ide virkede mindre og mindre gennemtænkt jo mere han snakkede, Mattheus måtte da tro at han var bindegal, men det måtte jo så være det, i det mindste gjorde han da et forsøg. "jeg ville meget gerne snakke med dig om et par ting i forbindelse med øvelsen i går hvis det er i orden?" Han så på Mattheus med et fast blik.

[Deleted]

Hvem manden var, havde Mattheus virkelig ikke nogen anelse om, men han brød sig ikke om at en fremmed mand skulle stå på hans dør, sådan som han havde det lige nu. Han havde virkelig bare lyst til at opgive det hele.. sin karriere.. sit liv med Aly.. det hele.. Alt! Han kunne ikke overskue tingene lige nu! Han blev stående og kiggede på ham. Noget med træningen og øvelsen i går? Ezekiel? Det ringede virkelig ingen bjælde, andet end at han havde hørt om Ezekiel i forbindelse med Alys ophold i Azkaban. Bare tanken fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. ”Jeg ved ikke hvordan du er kendt med øvelsen og alt fra i går.. Ezekiel.. men jeg kan forsikre dig om, at.. alt er fint..” Et sted mere for at overbevise sig selv, selvom han jo vidste, at det var en blank løgn, for han havde det bestemt ikke særlig godt. ”Du var der jo ikke, med mindre du er var..” Brikkerne faldt pludselig på plads for ham.. Ezekiel måtte være varulven, siden han fremstillede det på den måde. Han bed sig svagt i læben, hvor næven også lukkede sig mere omkring dørhåndtaget. Et sted frygtede han mere, at det var Matthew som havde sendt ham, for han vidste jo hvor skuffet han var blevet efter gårdagens træning. Modet sank i hans sind atter en gang. ”Hør, jeg.. forstår hvis Matthew har sendt dig.. jeg har det fint.. Jeg ved at det var min skyld, det ikke gik bedre.. Jeg behøver ikke den store gennemgang af det, det.. var ikke lige mit stolteste øjeblik.” Han havde ikke lyst til at snakke om det. Han var virkelig flov over sig selv.

[Ezekiel Lavento]

Zeke kunne tydeligt se på Mattheus at han havde en eller anden storm rasende indeni, det lå alt sammen i blikket. Zeke var trænet i at se den slags, så Mattheus kunne benægte lige så tosset han ville, Zeke vidste at han løj. Han forholdt sig tavs og los Mattheus selv lægge to og to sammen. I et kort sekund da det så ud til at gå op for manden, var Zeke bekymret for om Mattheus havde tænkt sig at smække døren i hovedet på ham, måske han ikke var helt tryg ved at stå overfor varulven selv om den stod her i sin menneskelige skikkelse. "Matthew har ikke sendt mig," afklarede Zeke hurtigt, "jeg kom her fordi jeg ikke kunne undgå at bemærke nogle ting i går, og jeg ville meget gerne give sig et par råd...i forbindelse med træningen naturlivis." Okay også udover træningen, men det ville nok bare freake ham endnu mere ud. "Det kan godt være at du ikke smed de helt rigtige besværgelser i går, men du kunne virkelig have gjort ting der var langt værre." Forklarede han. "Hvis du vil give mig bare ti minutter til at gennemgå træningen med dig, så kan jeg give dig et par gode råd til næste gang. Matthew får intet at vide om dette her." Zeke håbede virkelig på at Mattheus ville give ham en chance.

[Deleted]

Det var svært for Mattheus.. At benægte var bare.. nemmest, og specielt når det var en mand, som han slet ikke var kendt med, som han stod overfor. Hans hjerte hamrede.. Han vidste, at han havde skuffet under træningen, og han vidste, at det var ene og alene hans egen skyld, at det var gået så galt. At Matthew så ikke havde sendt ham, lettede ham dog en hel del. ”Det… gik jeg vel bare ud fra, at han havde.. Det kunne ligne ham,” mumlede han let. Selv måtte han erkende, at han ikke var særlig interesseret i at snakke om noget som helst ved den træning, for han var uden tvivl flov over hans indsats.. Det var bestemt ikke hans mest stolte øjeblik. ”Jeg var bare den første, og jeg var uforberedt på hvad jeg ville møde Ezekiel.. Det var min egen skyld..” Fortvivlelsen var tydeligt malet i hans ansigt, samt det faktum, at han bare.. havde opgivet fuldstændig. Et sted vidste han jo godt, at der var en mand gemt bag skikkelsen som varulv.. Det var han jo gået meget op i, også igennem uddannelsen.. Det var meningen de skulle slås ned.. ikke halvvejs slås ihjel. ”Well, tryllestaven og besværgelser har… aldrig rigtigt været min kop the. Du er heldig, at du ikke blev udsat for bombardio.. Den er jeg derimod mester til at kaste..” Et halvhjertet grin. Han nikkede dog til sidst. ”Men okay.. kom ind.. Jeg.. har ikke bedre at give mig til alligevel,” sagde han med en ærlig stemme, og trådte til side, så Ezekiel kunne træde ind i huset. Lille, men hyggeligt.. Ligesom Mattheus og Aly kunne lide det. Størsteparten havde han jo også lavet selv.

[Ezekiel Lavento]

Zeke smilede svagt til ham, Matthew ville godt kunne finde på at sende ham, det var dog ikke tilfældet. "Ja det kunne han godt." Sagde han roligt og skiftede vægten over til den anden fod. Siden Zeke ikke kendte manden foran ham overhovedet kunne han ikke rigtigt afgøre om hvorvidt han ville ende med at sende Zeke væk eller lade ham komme ind. "Alle kan have dårlige dage." Sagde han roligt og lod blikket falde lidt til Matts skulder, "hvordan går det med din skulder?" Spurgte han og mødte atter hans blik. Et skævt smil strøg over Zekes ansigt, sjovt, før i tiden smilede han ellers aldrig rigtigt, men efter at Anna, Lilja og Syrena var kommet mere ind i hans liv var det begyndt at falde ham mere naturligt, "det sætter jeg pris på at du ikke ikke gjorde." Sagde han roligt. Han tog det ikke så tungt at Matt lod ham komme ind i mangel på bedre ting at tage sig til. Han gik forbi ham og indenfor og kunne ikke lade være med at kigge lidt nærmere på håndværket der var lagt bag det smukke hus. "Du har selv bygget det ikke sandt? Det mener jeg Aly sagde dengang i Azkaban." Han kunne jo huske forkert, det var længe siden hun havde siddet derinde og Zeke havde ikke snakket med hende siden.

[Deleted]

Mattheus kunne godt forestille sig, at Matthew ville sende nogen ud, kun for at give ham endnu ringere samvittighed, for han havde det bestemt ikke godt som det var.. Han hadede det virkelig. ”Jeg undskylder for min opførsel.. Jeg.. gik bare ud fra det,” undskyldte han. At han så selv stod overfor varulven fra dagen før, gjorde det ikke just bedre.. Han kunne jo se at manden havde ondt.. Hvem der havde haft fat i ham, vidste han ikke, men det var i hvert fald ikke ham. ”Det.. har du ret i.” Blikket gled mod sin skulder. Den var øm.. men den var bedre om ikke andet. ”Den har set bedre dage.. Men jeg overlever da.. Du derimod, ligner en som har fået en seriøs omgang med bank,” påpegede han med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, hvis han selv endelig skulle sige det. Han smilede skævt og nikkede. Bombardio ville uden tvivl gøre ondt.. meget ondt. ”Det gjorde jeg da i det mindste rigtigt..” sagde han og trådte til side, så Zeke kunne komme ind. Da han var kommet ind, lukkede han døren efter ham. Håndværket havde han selv lavet ved egne hænder.. Ingen magi, men hårdt fysisk arbejde. Han trak skævt på smilebåndet. ”Jo, det er mig der… hey.. vent.. Alyxia har fortalt dig det..? Oh.. du er også.. terapeuten fra Azkaban?” Han kløede sig en smule i håret. Så mange sandheder som kom på bordet. ”Stuen er herinde.. så kan vi snakke..” sagde han og gik selv ind i stuen, for at sætte sig. Opsigelsen på bordet skænkede han faktisk ikke rigtigt en tanke.

[Ezekiel Lavento]

Zeke smilede, "du skal skam ikke undskylde," forsikrede han, "jeg ville nok også have fundet det ret underligt hvis jeg var i sit sted," sagde han roligt. Han forstod godt at synet af en fuldt udviklet varulv kunne skræmme bukserne af de fleste. Han havde jo heller ikke gjort noget som helst dengang han selv blev angrebet...ikke at han havde haft de store muligheder og han havde ikke været ældre end 14-15 år, men stadigvæk. Zeke kunne ikke andet end at le en lille smule af Mattheus konstatering, han havde så evigt ret. "Ja, det er mildest talt." Indrømmede han, "hende..er det Chrystal hun hedder? Hold da op, hun er nok den direkte årsag til at jeg aldrig lader Matthew tale mig ind i sådan noget der igen, nogensinde." Han smilede varmt, "men det kunne være du skulle få nogen til at checke din skulder, jeg er lidt bange for at jeg fik brækket den, eller trykket den ud af led," han så en smule bekymret på Matt. "Det gjorde du uden tvivl!" Medgav han nikkende. Med en forsigtig hånd lod han den glide over stenvæggen, "det er et flot stykke arbejde," sagde han imponeret. "jeg har også selv bygget mit træhus, der er bare et eller andet over at have gjort det selv uden brug af magi." Han vendte igen blikket mod Matt. "Men ja det er også mig fra Azkaban." Zeke fulgte ham ind i stuen og blikket fangede ret hurtigt opsigelsen på bordet. "Jeg håber ikke dét der er min skyld?" Sagde han og rettede et lidt alvorligt blik mod manden.

[Deleted]

Mattheus nikkede blot. Det var uden tvivl svært for ham, at stå overfor den mand som han faktisk skulle. Pine for at tvinge i jorden. Bare øvelsen i sig selv, havde han svært ved at finde ud af. ”Det.. er virkelig underligt.. tro mig,” sagde han ærligt, og rynkede let i panden. Han vidste ikke hvad manden ville snakke om, men selv han, var jo ikke videre stolt af, hvad han havde præsteret, og det havde Matthew godt nok heller ikke været, og det var næsten det, som var ham det værste af det hele. Han bed tænderne let sammen. Han kunne ikke klare mere modgang nu! Han nikkede. ”Chrystal ja.. Hun har været hans lærling før.. Så hun kan en ting eller to.. Hun er dygtig.. blandt de dygtigste.. Jeg kan da se, at hun ikke var mild ved dig.. det er jeg ked af,” sagde han med en dæmpet og sigende mine. Han ledte roligt manden ind i stuen, hvor han satte sig ned i sofaen i stedet for. Han var stolt af huset, også selvom Aly ikke rigtigt var hjemme til at nyde det, som han faktisk gik rundt og knoklede for at lave til hende. ”Min skulder har det fint.. Aly har hjulpet mig med den.. Den er bare lidt stiv, så det går nok,” afviste ham. Den var heldigvis ikke brækket, men vægten og styrken som havde ligget i det, havde skubbet den lidt af led.. Også selvom det uden tvivl havde gjort ondt! Han nikkede. ”Håndværket har jeg altid været fascineret af.. Det er også noget af det som jeg faktisk kan finde ud af,” fortalte han ærligt. Han havde ikke den største tro på sig selv længere.. overhovedet ikke. Han trak skævt på smilebåndet. ”Du kommer da vidt omkring kan jeg hø..” Han tav, da han kommenterede opsigelsen på bordet. Han endte med at tage fat om pergamentet og vendte det om.. Han rystede på hovedet. ”Nej det.. nej.. det er ikke din skyld,” afviste han.

[Ezekiel Lavento]

Han nikkede forstående, "det er forståeligt, jeg skal nok gøre det kort," lovede han. Som de satte sig i sofaen måtte Zeke give Matt helt ret. "Ja hun er virkelig...noget for sig selv." Han knækkede nakken en enkelt gang. "Jeg føler med dem der modsiger sig hende i hvert fald!" At Mattheus valgt at have ondt af ham kom dog lidt bag på ham. "Det gør ikke noget, jeg sagde jo selv ja til at deltage," påmindede han, "jeg vidste godt at jeg nok ikke ville slippe helt uskadet fra det." Han havde dog heller ikke regnet med at få så grum en omgang tæsk, men man lærte jo af sine fejl. Han nikkede lidt forstående, "nåh ja hun er uddannet healer ikke sandt?" Zeke var ret sikker i sin sag, han huskede mange af sine klienter og deres historier, men han kunne jo ikke huske alt. "Ja også her," sagde han smilende, "jeg har aldrig været vildt dygtig med tryllestaven, men så har jeg mange andre fordele, som fx alt det her varulve-halløj." Han smilede igen. Det var sandt, Zeke havde aldrig været så god til at udøve magi, han kunne da udfører en del besværgelser, men han havde aldrig fået særlig gode karakterer i skolen, bl.a. fordi han ikke var så god til at koncentrerer sig. Han så til som Matt vendte papiret om, "det håber jeg virkelig ikke, for så elendig var du altså ikke," forsikrede han.

[Deleted]

Mattheus nikkede. Det passede ham fint, for han ville bare gerne have lov til at sidde der og have ondt af sig selv, nu hvor han endelig ville få muligheden for det. ”Det er der ikke rigtigt nogen der gør.. Hun er virkelig dygtig.. Og det er jo tydeligt, at selv du fik en omgang tæsk.. Hun fik vel ikke nær så mange chancer som jeg gjorde?” Set i bakspejlet, vidste Mattheus jo godt, at han slet ikke burde have fejlet den opgave, som han nu var kommet på. Ikke at han kunne gøre noget yderligere ved det. Han nikkede med et skævt smil. Aly havde kigget på hans arm og skulder, samt udvist den bekymring for ham, som han havde manglet.. men hans problem var, at han ikke vidste, om den var retfærdig og rigtig. "Det er hun nemlig.. Så jeg slap for den tur forbi Mongus." fortalte han ærligt. At han ikke var ene om at være elendig med tryllestaven lettede ham dog et sted.. han havde jo så det problem, at han ikke rigtigt havde noget, foruden håndværk, som han kunne finde ud af, men det var jo ikke noget som han kunne vise på den måde, som han gerne ville. ”Jeg har aldrig rigtigt kunne finde ud af det.. Min gamle ven fik mig igennem skolen.. og uddannelsen.. Jeg scorer altid lavest i brug af tryllestav og besværgelser.. og jeg ved at mange i forvejen tvivler på at min karriere er den rigtige for mig..” Han havde det virkelig skidt for tiden, og den skuffelse som han havde set ved Matthew, var uden tvivl noget af det værste. Han foldede hænderne foran sig i stedet for. Han trak vejret dybt. Mens Zeke sad der, måtte han jo holde facaden oppe, også selvom han vel som terapeut kunne se direkte igennem den? ”Jeg var elendig nok.. Men du har ikke noget med opsigelsen at gøre..” afviste han igen. Det i sig selv var jo sandt.. Det var Matthew som var grunden til den. Den skuffelse som han så ved manden dagligt, gjorde faktisk ondt.. og ved siden af alt det andet, så kunne han slet ikke klare det mere!

[Ezekiel Lavento]

Zeke forstod godt at Mattheus nok ikke lige var i humør til at en vildt fremmed skulle sidde og belærer ham om alle muglige ting, men han virkede da heller ikke direkte afvisende? Zeke smilede lidt forlegent og slog blikket lidt ned. "Altså jeg gav hende chancer i starten, men det gik hurtigt op for mig at det var ris til egen røv, som man siger, desværre har mit temperament det med at løbe lidt af med mig sommetider, det er sværre at holde nede i ulveform fandt jeg ud af." Han follede sine hænder og så tilbage på Matt. "Jeg må indrømme, uden at være stolt af det, at jeg nok nåede til et punkt hvor jeg faktisk handlede mere på instinkt end på fornuft." Han gøs lidt ved tanken. "Men hun er heldigvis meget dygtigt og håndterede situationen flot." Afsluttede han. Zeke nikkede lidt til hans ord. Naturligvis kunne det godt være et problem hvis han panikkede som han havde gjort i nat, men det bundede vel bare i manglende tro på sig selv? "Jeg kan forsikre dig om at du ikke var blevet auror hvis ikke de mente du har hvad der skal til, og du ville aldrig være kommet på Matthews hold hvis ikke han så potentiale i dig." Sagde Zeke bestemt. "En auror skal jo ikke kun kunne kaste besværgelser, han skal også kunne tænke klart i visse situationer, og skønt du ikke fik nedlagt mig i går, så tænkte du da alligevel langt nok til ikke at skade mig." Forklarede han, "min far var en virkelig dygtigt magiker, han arbejde i ministeriet og studerede varulve. Men den dag der var en varulv der angreb hans familie handlede han i panik, han dræbte varulven som viste sig at være hans bedste ven." Zeke så lidt frem for sig, "så tro mig du kunne have gjort langt værre ting i nat." Han smilede lidt opmuntrende. "Desuden er det vel ligemeget hvad andre synes, hvis du selv føler at det du laver gør en forskel for dig, så er det der du hører til." Han så lidt på Mattheus, han virkede som en der havde hjertet på rette sted og det var mænd som ham der endte med at gøre en forskel.

[Deleted]

Mattheus var ikke meget for at en fremmed mand skulle komme og belære ham om en ting eller to, for han vidste godt, at det var ham selv der havde fejlet.. og han havde fejlet så grusomt. Han trak let på smilebåndet. Han kunne lige forestille sig det.. Matthew havde jo direkte bare sendt ham hjem, efter han havde været færdig. ”Chrystal er en hård nød at knække.. Trescott er sågar bange for hende.. Hun var også den sidste, som folk ønskede at danne partner med, da vi blev fordelt.. Hun er dygtig.. Det ved vi alle sammen.” At han så roste hende, lagde han da tydeligt mærke til, selvom han forsøgte at se bort fra det. Det var en tanke som faktisk gjorde ondt på ham, for han følte jo slet ikke at han var god nok til noget som helst.. Alle de slag i skallen.. al den skuffelse.. han var jo omringet af den! Selvom Zeke måske forsøgte at opmuntre ham, så var det ikke fordi at det hjalp efter hensigten… for det gjorde det da godt nok ikke. Han bed sig let i læben. ”Jeg ved ikke om du så den skuffelse som Matthew viste mig i går, Ezekiel, for jeg ved, at han er skuffet over min indsats.. Jeg .. gik i panik, okay? I en rigtig situation, havde det kostet mig livet.. Jeg har måske det grundlæggende der skal til, men lige nu.. føler jeg ikke at jeg har mere..” Han vendte næsten automatisk blikket ned mod sine hænder, som var det deres skyld, selvom han vidste, at han udelukkende havde sig selv at takke for i den her situation.. og det gjorde det ikke ligefrem bedre. ”Jeg er ked af det der skete dengang.. Det må være en grusom skæbne, at blive mødt af..” Tanken om at blive bidt.. blive en del af det væsen.. han kunne slet ikke forestille sig, hvordan livet måtte ændre sig og så markant, at det ville ødelægge det hele. Han vendte blikket en anelse væk.. Han følte jo netop ikke at han havde hvad der skulle til.. Han kunne jo ikke finde ud af noget! ”Det er jo det.. Det gør jo ikke ligefrem nogen forskel for mig.. Jeg blev sendt hjem i går.. Det var et rent mirakel, at han ikke bare smed mig af holdet.. Jeg skriver ikke min opsigelse på grund af dig i går.. Men fordi jeg ikke kan overskue det.. jeg vil gerne være Auror og.. jeg elsker det job.. men ikke nu..” Det var store indrømmelser.. Men han havde det jo ikke særlig godt.