I can't take it anymore..

[Ezekiel Lavento]

Zeke smilede lidt, "sådan er det ofte, folk kan ikke lide når man skiller sig ud." Sagde han, det havde han set flere gange, sådan var det bare. Zeke vrængede næsen lidt da Trescott blev nævnt, han havde aldrig været specielt glad for den mand. Han så alvorligt på Matt, "jeg så skuffelsen," sagde han uden at ligge skjul på det, selv havde han set det blik lidt for ofte, især da han var yngre og var ved at smide håndklædet i ringen med alt det varulve-pjat. "Matthew er kun skuffet fordi han ved du kan gøre det bedre." Sagde han sikkert. "Alle kan gå i panik," Zeke hævede brynene. "Træningen var for at hjælpe jer så I ved hvad I skal arbejde på, ikke for at suterer jer fra, det er jeg sikker på Matt allerede gjorde da han håndplukkede holdet." Zeke folede hænderne lidt, "jeg skal naturligvis ikke sige hvad du skal gøre, men jeg kender Matthew og jeg er sikker på at han forventer at du kommer videre ud fra dette, han begynder først at se ned på dig hvis du giver op." Zeke vidste da lidt hvad han snakkede om. Han smilede lidt til Matts ord. "Ja det syntes jeg i mange år, men jeg har lært at se det mere som en gave end som en hæmning. Jeg lukker ikke den del af mig ude som næsten alle andre varulve gør, det gør godt nok at mit temperament godt kan løbe af sted med mig somme tider, men til gengæld har jeg skarpere sanser og en hvis styrke, og for at være ærlig så er jeg glad for det." Han trak lidt på skuldrene og smilede lidt, "det lærte Alyxias far mig faktisk." Det var sjovt at det var Jonathan der dengang havde bedt Zeke om at passe på Aly da hun sad i Azkaban. "Matthew hjalp, mig med at lærer at styrer temperamentet og han skaffede mig jobbet i Azkaban." Zeke lyttede til hans ord og rystede bestemt på hovedet, "hvis Matthew ville have dig af holdet havde han sagt det til dig allerede i nat." Sagde han sikkert. "Med alt respekt, så kan jeg godt se at du har en del at slås med og jeg aner af gode grunde ikke hvad, men lad mig alligevel give dig et lille råd. Der skete en masse efter jeg var blevet bidt og jeg endte med at stikke af og leve mit liv helt alene dybt inde i skovene, jeg så ingen mennesker for jeg var bange for at skade dem, Matthew opsøgte mig og slog i bordet, han sagde at jeg kunne vælge to ting, enten at leve mit liv som et offer, i frygt for hvad der måske kunne ske, eller jeg kunne tage vare på mig selv og begynde af kæmpe lidt for de ting jeg gerne ville. Man er kun et offer så længe man selv ønsker at være det. Sommetiderer det okay at have ondt af sig selv, men man skal også kunne trække sig selv op igen, ingen kommer igennem livet uden modgang, og et eller andet sted over skyerne skinner solen altid." Han smilede igen, "det kan bare godt være svært at tro på når man ikke kan se den der hvor man står." Han skævede til klokken, den var ved at være mange og han trængte virkelig til at komme hjem og ligge ned efterhånden.

[Deleted]

Mattheus trak svagt på smilebåndet. ”Du har ret,” sagde han med en sigende mine. Ingen brød sig om at skille sig ud, og lige nu.. følte Mattheus virkelig, at han var Palle alene i verden. At selv Zeke havde bidt sig mærke i skuffelsen som Matthew havde udvist, gjorde det ikke ligefrem bedre for ham. Hans blik gled ned mod hans lette skælvende hænder. Han rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke om jeg kunne udrette mere.. Og det har intet med dig at gøre.. eller viden om at der var en mand skjult bag den skikkelse af en stor ulv.. Jeg kan.. bare ikke finde ud af det..” fortsatte han. Det var svært for ham at indrømme det, for det gjorde ondt, men det var jo heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved. Modstanden som han mødte lige nu, var bare mere end hvad han lige kunne overskue. ”Jeg er imponeret af dem som formår at gøre det.. Kæmpe videre selv på trods af den modgang som de møder, Zeke, det er skam slet ikke det. Jeg ved hvad han kræver og forventer af mig, men skal jeg være helt ærlig, så ved jeg ikke om det er noget som jeg kan leve op til. Alyxia har altid haft et positivt syn på tingene.. selv når det så mest sort ud,” sagde han ærligt. Det var noget af det, som han virkelig kunne lide ved hende. Lige nu var Mattheus et offer for hvad han selv havde startet, og han vidste det.. jo mere Zeke sagde, jo mere sammenbidt og anspændt blev han faktisk, og han kunne slet ikke lide det. ”Dem som har styrken til det, kan altid komme videre, hvis de får det spark bagi.. Jeg er ikke i tvivl om, at en som Matthew har meget at lære folk, som er klar til at tage imod.. Lige nu tror jeg bare ikke at det er hans korps som jeg skal være en del af.. Jeg føler mig utilstrækkelig.. og jeg ved skam godt, at meget af det, er min egen skyld. Jeg skuffer alt og alle omkring mig, Zeke.. Jeg har ikke nogen at dele tingene med, Aly er stort set aldrig hjemme, og… jeg ved det er min skyld.. jeg kan bare ikke overskue det mere..” Han så ned mod sine hænder igen. Han ville jo heller ikke optage Zeke, men.. han havde brug for at få det ud.

[Ezekiel Lavento]

Zeke rystede lidt på hovedet, "selvfølgelig kan du klare det," sagde han med et lille nik. "eller det kan du hvis du gerne vil, som sagt skal man jo også havde hovedet på rette sted som auror og det beviste du at du trods alt havde i går." Sagde han mildt. Han havde ret ondt af manden og det virkede som om at der lå langt mere bag og Zeke ville da hellere end gerne lytte hvis han havde brug for at snakke, men igen ville det virke underligt hvis han begyndte at spørge ind til tingene. "Sommetider bliver man nødt til at kæmpe, der må da være et eller andet i dit liv der er værd at kæmpe for?" Han lagde hovdet en smule på skrå. "Hvad med for Alyxia? kan du ikke kæmpe for hende? Hun elsker dig virkelig højt, det kan jeg huske fra da hun sad i Azkaban, du var den der holdt hende oppe, så hvad med at lade hende holde dig oppe nu?" Zeke var total uvidende om deres forhold og den krise der lurede mellem dem. "Naturligvis er der altid to sider af en sag, men jeg nægter at tro på at du er utilstrækkelig, selvfølgelig kan du, der er bare et spørgsmål om vilje, og alle har perioder hvor de ikke orker at kæmpe mere." han så alvorligt på Mattheus. "Jeg ved godt at vi slet ikke kender hinanden, men hvis du har brug for at snakke om nogle ting du ikke føler du kan dele med dine venner eller Alyxia, så lytter jeg gerne." Han var trods alt uddannet til den slags ogsp selvom Mattheus ikke var fange i Azkaban. "Hvor er Alyxia ellers henne siden I ikke snakker? Har hun fået sig et arbejde?" Zeke havde ikke snakket med hende i mange måneder så han vdste det jo ikke.

[Deleted]

Mattheus vendte blikket stille ned mod sine hænder igen. Han følte virkelig ikke at han havde udrettet noget særligt aftenen forinden. ”Havde det været en rigtig varulv.. du ved.. uden stormhateliksir og alt muligt, så havde jeg enten været bidt eller død nu, fordi at jeg havde ’hovedet’ med mig, Ezekiel..” fortsatte han. Ja, han var måske ikke ligefrem den største optimist at komme i nærheden af, men det kunne han virkelig heller ikke gøre for. Hele verdenen følte han var imod ham, også selvom han vidste, at meget af det, uden tvivl også måtte være hans egen skyld. Han tav direkte, da han bragte Aly på banen, for det var jo der at hovedproblemerne netop måtte ligge. Han trak let på skuldrene. ”Hvis det havde været så nemt at lade Aly holde mig oppe, så havde jeg nok heller ikke siddet herhjemme alene,” begyndte han varsomt. Skulle han fortælle manden det? Alt det som var sket mellem ham og Aly? Selvom han vidste, at han sikkert ville blive dømt på det, for det blev han jo også alle andre steder, og det var ved at drive ham til vanvid! Han kunne ikke holde til det mere! Manden havde virkelig ikke nogen anelse om hvad der foregik her. Han vendte blikket ned mod sine hænder, som samtidig var begyndt at ryste. ”Alle har måske perioder, hvor de ikke føler at de kan kæmpe mere.. Det har jeg nået nu,” begyndte han. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, inden han vendte blikket mod Ezekiel igen. ”Intet har været som det var før Aly kom i Azkaban.. Fra hun er kommet ud, har hun konstant taget min gamle bedsteven i forsvar.. en ven som jeg for øvrigt stort set ikke ser mere. Vi lever i konstant konkurrence.. Hun tænker mere på ham, end hvad hun gør på mig.. og jeg blev aldrig bekræftet.. Den søgte jeg et andet steds ved en anden kvinde, og jeg fortalte hende det.. Hellere at jeg gjorde det end en anden.. Nu er hun stort set aldrig hjemme mere, jeg har lige drukket min løn op og regningerne ved jeg ikke hvordan jeg skal betale.. Jeg kan ikke klare mere nu..” Denne gang rejste han sig op efter sin lange talestrøm.. Afventende at han ville få endnu en skideballe.. Det ville i hvert fald ikke være nyt.

[Ezekiel Lavento]

"Måske, men du glemmer lidt at det blot var en øvelse, der er ingen grund til at hænge dig selv op på det." Sagde han roligt. Uanset havd kunne Mattheus ikke gøre aftenen om, så hvorfor ikke blot accepterer at det ikke gik så godt og så bare tænke at det nok skulle gå bedre næste gang. Mattheus ord fik Zeke til at på ham med et undrende blik. Hvad mente han med det? Var der problemer mellem ham og Aly? Han skulle til at spørge videre ind til det da Mattheus selv begyndte at forklare. Zeke måtte taget sig selv i ikke at glo chokeret på ham over det der blev sagt. Manden krængede jo nærmest hele sin sjæl ud og naturligvis var det forbandet dumt at han havde været sammen med en anden kvinde, det måtte virkelig også tage hårdt på Aly, men alle kunne vel se at Matt ikke kunne klare mere modgang på nuværende tidspunkt. Han havde tydeligvis mere brug for en ven, frem for en ven frem for endnu en til at belære ham, for det havde han nok hørt rigeligt af på nuværende tidspunkt. "At sidde så længe i Azkaban ændre oftes folk og deres syn på tilværelsen," sagde han roligt, han havde ikke tænkt sig at dømme Mattheus, slet ikke, han var mere interesseret i at hjælpe ham. "I lever i konstant konkurrence? Hvorfor?" Der måtte vel være en grund til at de konkurrede? Noget med at den anden ikke måtte være bedre sikkert. Det skete jo ofte mellem venner. "At Aly ikke giver dig bekræftelse kan sagtens have noget med effekten af Azkaban, og naturligvis er der ingen der kan undvære den slags, slet ikke når man er i et forhold. Det er klart at du nåede til et punkt hvor der skulle ske noget." Sagde han roligt og fordomsfrit. Selv gik han bestemt ikke ind for utroskab, men det var ikke hvad Mattheus havde brug for at høre lige nu. "Du havde du modet til at fortælle hende det, det har nok bare slået hende lidt ud, jeg er sikker på at hun nok skal komme tilbage, hun har nok bare lige brug for lidt tid til at synke den." Sagde han og lod hovedet falde lidt på skrå. "Det er klart du har følt trang til at drikke når du har haft så meget over hovedet og ikke har kunne snakke med nogen om det." Han nikkede forstående. "Men hvad har du så tænkt dig at gøre nu? Er der ikke nogen du kan låne pengene af?" Zeke så lidt bekymret på ham, han havde faktisk ret ondt af manden.

[Deleted]

”Havde øvelsen været rigtig, så havde jeg været død, Ezekiel,” påpegede Mattheus mere standhaftigt. Det var måske ikke noget som han tog så tungt, men det gjorde han. Tænk hvis det havde været.. Det kunne jo se igennem arbejdet, og det var han virkelig ikke sikker på, at han var klar til at stå ansigt til ansigt med, hvis han skulle være helt ærlig. Han rystede let på hovedet. Ham og Aly havde virkelig mange problemer lige nu, og det var kun taget til efter hendes ophold i Azkaban. Han havde uden tvivl forståelse for, at en tilværelse der, forandrede og gjorde noget ved folk, men tanken om at miste hende helt, var den tanke som han slet ikke kunne bære. Han krængede måske hele sin sjæl, men han havde brug for at fortælle det til nogen.. Selvom han frygtede for at blive dømt, så måtte han jo bare tage det med, for han havde virkelig ikke nogen at snakke med noget som helst om længere. Alle vendte de ham ryggen, velvidende om, at meget af det var hans egen skyld. ”Det ved jeg, og det har jeg stor forståelse for,” fortsatte han med en ærlig stemme. Han vendte blikket stille mod Ezekiel igen. Hans næver var knyttet. Han havde været sammen med en anden.. ganske enkelt fordi at han var en mand som havde brug for meget bekræftelse, og den havde Aly bare ikke givet ham. ”Jeg kan virkelig ikke huske det. Det har været sådan i rigtig mange år.. Nu er det bare kørt af sporet,” fortalte han med en lille hovedrysten. Det var tåbeligt, det vidste han jo udmærket godt. Han fortrød ikke alt med Raquel.. Det var næsten det værste. ”Jeg havde brug for den bekræftelse.. Jeg kunne ikke gå længere med tanken om at hun kun tænkte på ham, når jeg var hjemme.. Og jeg valgte selv at fortælle hende det. Hun havde krav på at vide det..” Mattheus havde det mildest talt af helvede til.. Og han var træt af, altid at løbe med hovedet ind i muren. Han rystede på hovedet til hans sidste ord. Det var mere det han var bange for. Huset her lejede de af Alys far.. En mand som han virkelig så op til, og som var den sidste han ønskede at skuffe! Nogensinde! ”Nej.. Jeg havde bare brug for at komme af med det og.. at drukne det i alkohol og ildwhiskey virkede bare som den umiddelbare bedste løsning. Jeg.. ved at meget af det er min egen fejl.. jeg ved bare ikke hvordan jeg skal rette op på det, når alle konstant vender mig ryggen..”

[Ezekiel Lavento]

Zeke sukkede en smule. Mattheus var meget opsat på at han havde gjort noget forkert, "ja det havde du måske, men så pris dig i stedet for lykkelig over at det blot var en øvelse, og så gør det bedre næste gang." Sagde han roligt. "Du kan ikke ændre din reaktion for noget der er sket, men du kan sagtens lærer af det til næste gang, det var jo det som var meningen med øvelsen," afsluttede han. Han lyttede lidt til det med hans ven, "men hvis det er kørt af sporet så stop med at konkurrere. Du er god nok som du er Mattheus, du behøver ikke at konkurrerer, du skal ikke bevise noget overfor nogen. Men hvorfor er du så sikker på at Aly tænker på ham?" Sidst Zeke havde set Aly havde hun været så forelsket i Mattheus, det var helt syrealistisk at hun skulle være faldet for en anden. Zeke forstod godt den slags med alkohollen, selv havde han benyttet sig af det en sjælden gang imellem, dog brugte han aldrig mange penge på det, han gik som regel under bordet efter 4-5 ildwhiskeys. "Hvis du gerne vile rette op på tingene, så vil jeg gerne hjælpe dig," sagde Zeke lidt betænksomt, "men det kræver at du gerne vil hjælpes." Han smilede lidt, det var umuligt at hjælpe en der mest af alt havde lyst til at grave sig ned i et dybt hul og blive der.

[Deleted]

Mattheus tænkte slet ikke over, at han i øjeblikket, faktisk sad overfor en terapeut, som brugte alle mulige psykologi-ting på ham. Det var bare rart at få det ud til nogen. ”Der bliver ikke rigtigt nogen næste gang, for jeg er temmelig afklaret med at jeg ikke skal være auror..” sagde han blot. En løgn uden tvivl, for han elskede virkelig sit job, og han ønskede at gøre en forskel, men helst gerne uden at ramme muren hver eneste gang, for lige nu, gjorde han ikke andet. Han vendte blikket ned mod sine hænder igen. ”Matthew var skuffet.. det var så tydeligt.. Jeg burde have gjort det bedre.. en øvelse eller ikke,” fortsatte han. Ja, lige der satte han højere forventninger til sig selv. At høre ham sige at han var god nok, fik ham igen til at kigge på ham. ”God nok? Ja, gid det var så vel. Jeg ønsker ikke at konkurrere.. Vi har gjort det siden vi var elever.. Og jeg ved Aly har tænkt på ham.. Det er tydeligt, at hun går og tænker på ham.. De har kysset, Ezekiel.. Godt nok mange år siden, men stadig gjort det, og hun tager ham konstant i forsvar, og skubber mig til siden, og det er uanset hvad der sker!” Han knyttede sine næver alene bare ved tanken om det. At en fremmed så alligevel ville tilbyde ham sin hjælp, fik Mattheus til bare at sidde og stirre p ham. Noget af det sidste, som han havde regnet med. ”Du kender mig overhovedet ikke, og vælger alligevel at tilbyde din hjælp?” spurgte han. Det havde han da på ingen måder været forberedt på.

[Ezekiel Lavento]

Zeke nikkede blot til hans ord, hvis ikke Mattheus følte for at være auror, kunne Zeke nok ikke ændre hans mening, det var noget han selv skulle ville for at det kunne lade sig gøre. "Udemærket, hvis ikke du vil være auror er der ingen som skal tvinge dig," sagde han sympatisk. Han havde snakkede med så mange ulykkelige sjæle gennem jobbet, og hvis han kunne hjælpe Mattheus lidt ville han da glædeligt gøre det. "Jeg tror at du tænker alt for meget over det," fastholdt Zeke og lagde hovedet lidt på skrå. "Alle begår fejl, jo før man accepterer det, jo før kan man komme videre, som sagt er det jo derfor vi holdt øvelsen, for at få jer alle til at se jeres stærke og svage sider." Zeke ville ikke tale ned til manden og han håbede inderligt ikke at det lød sådan. Det han sagde var virkelig kun for at hjælpe. "Men det er sådan landet ligger. Du skal da ikke slå dig til tåls med at tro du ikke er god nok som du er, hvad i alverden skulle jeg så sige? En gang om måneden er jeg et monster der ville flå og dræbe min egen kæreste hvis jeg fik lov." Han hævede sigende brynene. "Du er blot frustreret og ked af det over måden tingene er sket på. du har været uheldig, men intet af dette peger mod at du ikke er god nok, for hvem skal du være god nok til? Alyxia? Hvis de virkelig har kysset hinanden og det er der alt dette her startede, så har du to valg som jeg ser det," Han lænede sig lidt frem, "enten kan du accepterer det, eller også kan du ikke." Han fugtede sine læber og vidste godt at det ikke var bare lige, "jeg ved det ikke er let, men hvis dette kører dig ned er det måske ikke det rette for dig." Han så lidt sørgmodigt på ham. "Jeg siger ikke at du skal droppe Alyxia, men jeg siger at du skal tænker over om du en dag vil kunne tilgive hende at hun har kysset med din ven, præcis som hun skal tænke over om hun kan tilgive dig at være sammen med en anden kvinde." Zeke smilede venligt til ham. "Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig," sagde han som var det det mest naturlige i verden. "Du virker som en der kunne bruge en ven lige nu."

[Deleted]

Mattheus var en mand, som var glad for sit arbejde. Det var bare lige nu, at han ikke kunne overskue al den modgang. Uden arbejdet i Ministeriet, ville de ikke kunne betale regningerne, så der var jo rigtig mange ting i det kunne man jo sige. Han nikkede. ”Jeg må jo se hvad jeg gør,” sagde han blot. Han bed tænderne let sammen. Han tænkte måske for meget over det, men med alt det andet han havde i hovedet, var det så underligt? ”Det er muligt, men hvad jeg har gjort, ved jeg at hun ikke bare kan tilgive mig for.. Og jeg ved godt at det meste her er min skyld, men jeg ønsker nu alligevel at gøre lidt op for det.. Jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte, når hun aldrig er hjemme..” Det gjorde det ikke ligefrem nemt, men han forsøgte da så godt som han kunne. Han havde jo heller ikke opsøgt Raquel endnu, selvom han virkelig havde været fristet til det mange gange! Ved siden af tilstanden som varulv, vidste han godt, at han var langt mere heldigstillet. ”Det må være frygteligt, at have det sådan..” sagde han mens han igen fumlede med hænderne foran sig. Om han skulle være god nok for Aly? Han tvivlede ærlig talt. ”Ville det komme bag på dig, hvis jeg sagde, at jeg tvivlede på, at jeg faktisk er den rette for hende? For det gør jeg ikke efterhånden.. Det sidste lange stykke tid, har vi ikke gjort andet end at skændes.. Hun er som sagt aldrig hjemme mere, og hvordan jeg skal gøre bare lidt op for det… Det ved jeg ikke.. Jeg kan heller ikke forestille mig en tilværelse uden.. Vi har været sammen siden hun var 12.. Så det er ved at være mange år..” fortalte han videre. Om han kunne tilgive hende for det som hun havde gjort med Scott… vidste han ikke. Det nagede ham stadig, selvom han virkelig forsøgte! At han jo så sad overfor en fremmed mand, som direkte tilbød ham sin hjælp, havde han på ingen måder regnet med. Han trak vejret dybt.. En ven var uden tvivl noget som han havde brug for. ”Jeg har.. virkelig brug for en ven lige nu..” medstemte han mere dæmpet. Det gjorde ondt at erkende.. men lige nu, havde han jo heller ikke nogen.. Og det gjorde ondt.

[Ezekiel Lavento]

Zeke nikkede blot til hans ord. Han ville ikke køre den i ring, hvis manden virkelig brændte for sit job, skulle han nok blive hængende. Zeke fugtede læberne en smule. "Altså, du må bare give hende noget tid. For mig lyder det som om at I begge har været skyld i at tingene er kørt af sporet og I bliver nødt til at accepterer hinandens grænser og valg, hvis hun vælger at hun ikke kan tilgive dig for at være utro må du accepterer det, som hun også accepterer hvis ikke du kan tilgive hende for at have kysset med din ven." Zeke tav og tænkte lidt hvad han så skulle svare. "Jeg er sikker på at hun nok skal lade dig undskylde, men lige nu skal hun bare have tid til lige at sluge den." Sagde han trøstende. Han smilede lidt over Matts medfølelse hvilket var komplet unødvendigt. "Slet ikke," sagde han og lod hovedet falde på skrå, "eller jo jeg hader den ene aften hvor jeg forvandles, men det behøver jo ikke ødelægge alle de andre gode ting der kommer med forbandelsen." Han så lidt diskret mod uret og forsatte så. "Jeg har accepteret at det er sådan det bliver nødt til at være, jeg kan ikke ændre det, og selv hvis jeg kunne er jeg ikke sikker på at jeg ville, det har forårsaget meget møg, men også meget godt, og jeg vælger at se på de gode sider." Forklarede han og håbede ikke at Matt tænkte at han var en eller anden psyko. Et overbærende udtryk gled over Zekes ansigt. "Hvis du ikke føler det her er rigtigt for dig hvorfor så gøre det? Man skal blive sammen fordi man elsker hinanden og har lyst til at vågne op sammen, og bruge sin tid med hinanden, ikke fordi det er praktisk, eller at man har været sammen i mange år og ikke tør tage en chance." Han rejste sig langsomt op. "Det er hårdt at miste en person hvor man ellers troede at man var skabt for hinanden, men folk ændre sig, og sommetider glider man bare fra hinanden." Ikke at Zeke havde den fjerneste forstand på kærlighed, han havde jo kun haft Anna. Han nikkede til Matts ord. "Du skal altid være velkommen til at sende mig en ugle, jeg vil hellere end gerne snakke, men det har været en lang nat, og jeg trænger til at komme lidt hjem." Han smilede lidt undskyldende.

[Deleted]

Mattheus elskede sit job, men lige nu følte han bare ikke, at han kunne... bruges der. Han havde i den grad fejlet en test, som burde være ham så nem som ingenting, og han havde i den grad fejlet, som aldrig nogneisnde før. Han hadede virkelig sig selv for det. "Det er virkelig en indviklet og kompliceret affære, Ezekiel.. Jeg har ikke været uskyldig, og det ved jeg godt. Jeg har holdt hemmeligheder for min gamle bedsteven, fordi at jeg ikke var den rette til at fortælle ham det.. Vi begyndte at slås.. Igen tager Aly ham i forsvar.. og sender mig væk.. Der er så mange ting, og jeg ved virkelig ikke hvor længe jeg kan kapere det mere.." Det lignede ham ikke at plapre på den måde, men lige nu var det næsten det som faldt ham mest naturligt. Nu sad han overfor en mand, som faktisk gerne ville lytte til ham. Han rystede på hovedet. Han tvivlede på at det nogensinde ville blive bedre. "Vi får jo se.. Hun vil ikke være omkring mig, eller snakke med mig," sagde han ærligt. De havde jo ingen mulighed for at snakke eller noget som helst! Selv kunne han ikke se noget godt ud af en forbandelse underlagt fuldmånen, men det var da altid noget andre kunne. "Jeg beundre dig for dit gå-på-mod, og det at du kan være så evig optimistisk," sagde han ærligt.
Selvom Zeke var terapeut og alt muligt, følte Mattheus nu alligevel, at han kunne stole på manden, og et sted, var det en tanke, som han helt klart måtte finde skræmmende. Han bed tænderne en smule sammen. "Vi har været sammen.. stort set siden vi begyndte på Hogwarts.. At skulle undvære hende er.. nok det mest skræmmende, som jeg kan forestille mig i mit liv.. Jeg har heller ikke lyst, men.. åh, det er svært..!" Han rystede let på hovedet. De mange tanker gav ham virkelig hovedpine, og han hadede det! At manden gerne ville videre, forstod han skam godt. Han måtte da også have ondt efter alt i går! Han nikkede. "Åh, jeg.. jeg forstår. Det var heller ikke min mening at opholde dig, Zeke.." Han rejste sig, for at lede manden tilbage til døren igen. Det var rart at have nogen at snakke med, og en ugle skulle han nok sende. Det var dejligt faktisk. "Jeg takker mange gange for snakken.. og hvis det ikke gør noget, vil jeg gerne tage imod tilbuddet, og sende en ugle.. på et tidspunkt," fortalte han.

[Ezekiel Lavento]

Zeke nikkede forstående, "det er altid indviklet," påpegede han lidt stilfærdigt. "Jeg er sikker på at både Aly og din ven nok skal komme tilbage, du skal bare finde ud af med dig selv om det er det du gerne vil." Han så alvorligt på ham, "sommetider skal vi være egoistiske og stoppe op og tænke om det er noget du gerne vil have, eller om du hellere vil gå en anden vej." Han fugtede sine læber. Det var det han havde gjort dengang efter sit bid. Ja han var stukket af fra det hele inklussiv sin søster, men det havde alligevel løst sig i sidste ende. Zeke valgte at tro på det samme som hans mor havde gjort dengang, alting skete for en grund. Der var mening med alt. Det var bare ikke altid man kunne se meningen til at starte med. Han smilede lidt, "jeg er skam ikke mere optimistisk end så mange andre." Det var sandt, det var først efter Syrena, Anna og Lilja var kommet ind i billedet at han var begyndt at lysne lidt op, ellers havde han altid været pissemist. "Der vil alt ske dårlige ting i ens liv, men vi må bare lærer at leve med dem." Sagde han roligt. "Du skal nok finde ud af det hele, selvom det ikke er let." Forsikrede han. "ting har det mange gange med at løse sig selv." Han smilede varmt til ham, "det skal du skam ikke tænke på, jeg er glad for at vi fik snakket, og jeg vil se frem til din ugle." Han gik mod døren og vendte sig en sidste gang mod Mattheus, "op med humøret, det er trods alt ikke verdens undergang." Han smielde igen og transfererede sig så væk og efterlod kun en mindre støvsky bag sig hos Mattheus.


//out

[Deleted]

Mattheus vidste godt, at han havde mange ting at gøre op med sig selv, og specielt når det kom til ham og Aly. Men det måtte han jo finde ud af. "Jeg har ting som jeg skal finde ud af. Det er helt sikkert," sagde han med en rolig stemme. Selv måtte han jo erkende, at han virkelig var imponeret af mandens optimisme, for det kunne man jo ikke ligefrem sige, at han havde meget mere af tilbage i sit liv. Den optimisme ville han uden tvivl gerne have haft i sit eget liv. "I mine øjne, er du. Jeg synes det er imponerende," sagde han med en ærlig stemme. Han trak vejret dybt og førte kun roligt Zeke med sig ud til døren. Han forstod skam godt, at han ville hjem, for det havde da uden tvivl været en hård omgang, men ikke desto mindre, så forsøgte han da ikke at opholde manden, for det ønskede han slet ikke. "Jeg håber virkelig at du har ret, Zeke.. Jeg kunne godt bruge noget medgang for en gangs skyld," sagde han med en sigende mine. Han nikkede mod ham, og lod ham så selv tage hjem.. Den lille støvsky, fik ham kun til at hoste en smule. Han rystede på hovedet. Det havde været.. lettende et eller andet sted, selvom der stadig var ting, som han skulle finde ud af. Hjælpen.. en ven.. Det var det eneste som han havde brug for lige nu. "Det genstår jo at finde ud af.." sagde han sigende, inden han trådte ind i huset igen. Langt mere lettet end hvad han havde været for en time siden.

//Out