Højdeskræk på højeste plan

[Deleted]

Adelaide tog en dyb indånding, og trådte et skridt nærmere hendes endestation.
Hun var langt fra typen der som sådan blev bange. Hun konfronterede som regel sin frygt, for til sidst at kunne overvinde den. Men én af hendes største fjender, var og ville for altid være højden. Hun kunne knap stå på en stol, så ville hun ryste af skræk.
Men her stod hun altså. Hendes vejrtrækninger var blevet til små, hurtige stød, og hendes hjerte sprang et par slag over i ny og næ. Benene rystede, håndfladerne var blevet svedige og den hovedpine hun havde haft i morges, var kommet igen. Nu var den bare endnu værre.
Åh, det var dog pinligt! Aldrig i sit liv havde Adelaide regnet med hun skulle lege 'bangebuks'. Måske var det bare blevet hendes tid i dag?

Endelig var hun ved sin endestation; Spådomstårnets Tag.
Med fødderne solidt plantet på murstenene, trådte Adelaide ud på platformen. Hun tog en dyb indånding og møvede sig en smule frem. Murstenene som så fint udgjorde en væg rundt om hele platformen, var dén hun holdt sig ved. Kroppen var limet fast mod murstenene. Skidt pyt om hun så ville få et par hudafskrabninger. Det vigtigste var at komme igennem dagens mission, i live.
I dagens anledning var hun iført noget så simpelt som Slytherins uniform som bestod af: en nederdel med farven grøn, en skjorte ligeså med farven grøn, et par knælange sorte sokker, simple sorte sko med en prægende grøn farve. Den cap hun altid bag rundt på, var denne eftermiddag blevet efterladt i sovesalen.
Det røde hår flagrede i vinden. Hun lukkede blidt øjnene og trådte et skridt nærmere mod hendes mission. Endelig, dér mærkede hun følelsen af at være i live igen. Herligt, det var nemlig det hun var kommet herop for. At føle sig i live igen. Mærke adrenalinen suse rundt i blodårerne. Et af livets store mirakler!

[Deleted]

Edward kunne godt lide Spådomstårnet og dets tag. Ikke fordi, han var fan af Spådom, for det var han overhovedet ikke! Hvis der var noget, han ikke forstod, så var det dét fag. Magen til nonsens og volapyk. Spå med æg? Come on! Nej, men Spådomstårnets Tag var ikke et særlig besøgt sted, så især i sommermånederne, hvor man rent faktisk kunne være derude uden at blive til en istap, yndede Edward at sætte sig derop med sit hjemmearbejde, når det altså var noget, han gad bruge sin tid på. Det var ikke så tit, han gad det, men der var da visse fag, som han fandt ganske spændende trods alt.
Han havde sat sig med ryggen op ad ydervæggen, så han faktisk ikke kunne se andet end himmelen og den resterende del af taget. En opslået bog, der indeholdt beskrivelser af alverdens forskellige eliksirer, hvilede imod hans bøjede ben og læsebrillerne, som han sådan hadede, sad på sin vante plads over næseryggen. Det var, da der kom nogen andre ud på taget, at han blev forstyrret. En undrende rynke viste sig kort i elevens pande, som han løsrev blikket fra bogen og så op. Det mørkegrå blik faldt på en pige i Slytherinklæder, som øjensynligt ikke havde opdaget ham endnu. Han åbnede munden for at gøre opmærksom på sig selv, men lukkede den hurtigt igen. Hvordan var det, hun bevægede sig? Det så nærmest ud som om, hun prøvede at kline sig fast til væggen. Edward lod hovedet falde en anelse på skrå, som hans mundvige trak sig op i et skævt smil, mens han betragtede hende. Sød pige. Tydeligvis Slytheriner. Ikke en 6årselev i hvert fald, så var Edward ret sikker på, han ville kunne have genkendt hende. Han løftede den ene hånd til munden og rømmede sig lavt.
”Undskyld.. Hvad har du gang i?” forhørte han sig roligt og hævede øjenbrynene i en spørgende gestus. Hvis ikke, han vidste bedste, så ville han tro, at hun var ved at dø af skræk, men det var tåbeligt, for så var hun selvfølgelig ikke gået herop. Vel?

[Deleted]

Det var typisk Adelaide, at begive sig ud på en mission, der kunne give hende et hjertestop. Og i aller værste tilfælde: koste hende livet.
Hun så ingen grund til at leve livet kedeligt. Uden nogle udfordringer. Oplevelser. Adrenalin sus. Aldrig havde tanken strejfede hende, at man faktisk godt kunne leve sådan. Det lå heller ej til hendes natur at gøre. Hun var født til at leve livet vildt. Føle adrenalin suset flyde i hendes årer. Mærke hjertet slå flere slag over. Mærke det helt ud til fingerspidserne, og tilbage igen. Dét var Adelaide.

En stemme lød i det fjerne, og i første omgang troede Adelaide, at det var hendes underbevidsthed, der advarede hende om konsekvenserne. Men da hun fik åbnet øjnene, fik hun sig noget af et chok.
Et spjæt fra hendes krop, lod hende komme tilbage til virkeligheden. Hun kiggede på stemmen. Det var en dreng. Han så ud til at være jævnaldrende med hende. Og så sad han med en bog. Det var umiddelbart det første Adelaide lagde mærke til ham. Bogen.
I et øjeblik glemte hun alt om missionen, da hun fik rettet sig ordenligt op. Hun rømmede sig kort, og svang armene om sig selv.
"Hvorfor spørg du?" Adelaide kiggede nærmere på drengen. Han var nærmere en mand.. Og hun måtte konkludere han ikke gik på samme årgang som hende, for så ville hun have stødt på ham noget før. Han var altså en helt fremmed for hende. Interessant.