What to do?

[Deleted]

Clair så på pergamentet med et fast besluttet blik. Ikke for første gang midt i en lektion havde hun fået skriveblokering. Selvom hun vel nok var placeret på Ravenclaw-kollegiet, havde hun det med at gøre brug af mange overspringshandlinger, før hun for alvor panikkede over den manglende tid og gik i gang.
Det blå blik søgte rundt i lokalet efter noget inspiration, men intet var for originalt nok til at fremkalde dette. Hånden, som tilhørte Clair, begyndte at lave små strøg på bagsiden af papiret. Det var ret typisk hende at starte på noget andet, når hun faktisk burde fokusere på denne aflevering, men hun kunne bare ikke få sig selv til det. Hvis Clair gjorde noget på tvang, havde hun det bare med at køre helt fast. Ligesom nu. Selvom hun virkelig gerne ville bevise hendes viden, måtte Clair nogle gange bare give slip og lade sig tage en pause, for at lade tankerne flyve.
Og før hun vidste af det, havde blyanten i hendes højre hånd lavet de første par sætninger af det, hun skulle aflevere. En lille krusning tog form i den ene mundvig, og Clair bed sig i underlæben for ikke at smile. Det ville bare være for mærkeligt at smile akkurat lige her og nu, hvis man spurgte hende.

Klokken ringede akkurat små sekunder, inden hun afsluttede sin aflevering med det sidste bogstav med stolt mine. Det havde taget tid, men det havde heldigvis ikke været forgæves.
Eleverne strømmede ud ad døren, og det samme gjorde hun. Gangen summede af liv og samtaler, da hun varsomt trådte ud på den. Clair var stadig ikke så vant til alle de mennesker på ét sted. Ikke fordi hun havde noget i mod det - det kunne faktisk være lidt hyggeligt nogle gange - men det var bare det, at hun ikke kendte så mange, der gjorde hende mere eller mindre genert og indadvendt, og det var præcis derfor hun ikke havde fået skabt sig særlig mange relationer dette første semester. Men det skulle nok komme, det var Clair hundrede procent sikker på.
Apropos relationer, så havde hun faktisk ikke set sin tvillingebror, Marques, siden frokosttid dagen forinden. Mens Clair tænkte dette, spekulerede hun lidt over, om han mon havde det godt og tilpasset sig med de andre fra Gryffindor. Marques havde det med at være meget imødekommende, hvilket også havde spillet en rolle dengang hun havde boet i Wales. Han havde introduceret hende for mange af hans drengevenner, hvilket havde ført til mange grin, da han havde det med at vælge nogen sjove venner, som så havde smittet lidt af på Clair selv.
Helt fanget i sin egen verden, skridtede Clair ned ad gangen med blikket vendt på gulvet, så hun ikke stirrede helt akavet på noget bestemt, mens hun gik og dagdrømmede. Det var det, der var så dejligt ved frikvarterer. Man kunne bare gå og være sig selv, og få et lille break fra alt det faglige. Selvom hun havde det med at være meget videbegærlig, havde hun det også med at kede sig så meget, at hun til sidst faldt i søvn midt i timen, hvilket godt kunne have problematiske konsekvenser.
Som Clair gik der, helt fortabt i sine mange, overflødige tanker, lagde hun slet ikke mærke til, at hun stødte ind i en anden elev. Hun løftede kun blikket et kort øjeblik som en refleks, før hun igen sænkede det.
“Undskyld,” kom det flovt fra hende, mens varmen steg op i hendes kinder, og hun skyndte sig videre.

[Deleted]

Jenna havde atter fået fri fra den sidste af hendes lektioner, det havde været grunden til hun havde bevæget sig ned mod Hufflepuffs opholdstue, et smil hang på hendes læber, dog falmet det da hun så sin bror og hans venner midt i flokken. hun husket let tilbage på deres lille snak, hun havde aldrig rigtigt været den mest sociale på hogwarts, selv om da hun var mindre havde hun en masse venner. Hun gik med en strøm mod hufflepuffs opholdstue da en pige stødte ind i hende, hun virket til at være yngre Jenna selv, så hun sendte hende et lille smil."Gør ikke noget bare husk at se dig, for og vær glad for det bare er mig du stødte ind i." Hun kigget rundt og mødte en floks blikke men alligevel kigget hun tilbage på den mindre pige. "er du okay?" hun prøvet at starte en lille samtale, men havde alligevel sin stav klar hvis det skulle blive, nødvendigt. Hun kunne godt mærke de stod midt i strømmen så hun greb efter den mindre piges håndled, for at derefter at få ind til siden i håbet om at den mindre pige ville følge med. Jenna stod lidt og ventet på nogle svar for den mindre pige.

[Deleted]

Pludselig blev Clair trukket ind til siden af personen, hun havde stødt ind i. Hun gik ud fra, at personen var en pige, eftersom denne havde en lys stemme.
Clair så op på pigen, da hun spurgte ind til hvordan hun havde det. Umærkeligt rynkede hun uforstående på panden. Det var da et underligt spørgsmål fra én, man lige var rendt ind i.
“Jeg har det fint,” svarede Clair en anelse tøvende, “Men det var nu mere dig, det gik ud over.”
Selvom tonelejet lød roligt og rødmen var forduftet, kunne hun stadig mærke den akavede følelse. Pigen havde ret - hun burde have set sig ordentligt for. Hvis man så ind i de blå øjne, kunne man så let som ingenting se usikkerheden inde i dem. Men der gik ikke lang tid før Clair også selv lagde mærke til, at man nok kunne se denne svaghed, og rettede lidt på sig selv. Prøvende fik hun fremkaldt noget overbevisende selvsikkerhed, trods at den var ret så falsk. Dog måtte hun erkende, at det var bedre end før.
Lidt efter lidt gik det op for Clair, at pigen faktisk ville starte en samtale. Eller.. det gik hun da ud fra. Et skævt smil tog form på læberne af Clair.
“Clair.” Hun rakte prøvende hånden frem mod pigen i et forsøg på at præsentere sig selv. Det var efterhånden blevet en vane for hende at sige Clair, istedet for hendes rigtige navn, Clarice, men hun kunne bare bedre lide det andet. Clarice havde været navnet på hendes bedstemor, og hun havde endnu ikke vænnet sig til dennes død efter så mange år, så for ikke at forveksle navnene, kaldte hun sig bare Clair. Familien var også begyndt at kalde hende dette, så Clarice var nærmest blevet kastet væk i forglemmelsens kasse.