I'm comming home!

[Deleted]

Der var ikke længere nogen grund til at gå stille med dørene, det var ingen hemmelighed at Piper var den der havde haft sværest ved det gennem hendes tid på skolen. Hun havde ingen planer om at gøre det nu.
Godt nok havde han aldrig lagt to finger i mellem noget som helst, men hans ord kom alligevel bag på hende. For et øjeblik sad hun bare og stirrede og forsøgte at vurdere om han mente det eller ej. Var det hende eller blev der pludselig ret varmt? Hun skævede lidt nervøst mod Dusty. Godt nok havde han sit eget værelse, men den lille søde alf, forstod jo absolut ingenting. "G-gerne for min skyld," sagde hun endeligt. Tanken gjorde hende både spændt og nervøs, men nu bød mulighed sig endelig, hvornår ville de få den igen?
Godt nok havde hun knoklet i mange år for sin drøm og gjorde det stadig, men uden Shade i ryggen så ville hun formentlig aldrig have fået muligheden. Hun sendte ham et roligt smil. "Jeg har arbejdet hårdt ja, men du gav mig muligheden for at opnå det. Både diu og jeg ved at jeg aldrig var kommet ind på skolen uden din hjælp," påpgede hun ærligt. Selvom maden trak, så trak Shade bare lidt mere.
Dog endte hun med at slippe hans hånd og vendte sig i stedet mod det opdækkede bord med et varmt smil i Dustys retning.
"Og det lykkedes herren ret godt. Fruen er både overrasket og glad," hun så fra den ene til den anden og kunne ikke lade være med at føle sig både heldig og lykkelig. Hun havde altid afskyet sin egen familie, men nu havde hun fået en ny, som elskede og respekterede hende for den hun var uden at trække ideologier ned over hovedet på hende.

[Deleted]

Shade havde aldrig gået særlig stille med dørene, og særligt ikke i hans eget hjem. Det havde dog sin klare fordel, at Dusty ikke rigtigt forstod den slags hentydning. Det var dog ikke nogen hemmelighed, at Shade virkelig ønskede at være sammen med Piper på den måde.
At hun derimod var med på det, og alligevel lamslået, var noget som passede ham mere end fint. Han drillede hende.. Selvom han stod fast på, at han rigtig gerne ville, og særligt fordi at de jo var blevet afbrudt sidst. "Det vil jeg se frem til," sagde han med et stille smil på læben.

Arbejdet havde været hårdt for hende, og de vidste, at det jo kun lige var begyndt. Den fremtid som hun havde valgt, ville tvinge hende til det igennem resten af hendes liv. Han smilede let for sig selv. Aldersforskellen var der desuden også.. han var vel bange for at miste hende, også inden tid? Dog støttede han hende i hendes karrierevalg.. Og det havde han altid tænkt sig at gøre.
"Du har altid haft viljen til det, hvis bare du havde en til at sparke dig bagi.. Og den rolle påtager jeg mig gerne," sagde han med et smil på læben. Dusty sad ved bordet og med et kæmpe smil på læben. Bevidst ventede han på at de havde taget for sig af maden først. De var herren og fruen, så han tog aldrig først. Shade gjorde blot tegn til Piper om at tage for sig. Det havde været en lang dag for hende, så hun skulle selvfølgelig have først.
"Vi tager den siden.. Lad os få noget at spise. Vi har jo en hel sommer sammen nu," sagde han med et træk på mundvigen. Han glædede sig. Det havde han set frem til i rigtig lang tid.

[Deleted]

Shade var tilsyneladende ikke så genert som Piper nok et sted havde forventet. Hun huskede udmærket sidste gang de havde forsøgt at være tætte hvor Isiah havde opdaget dem. Det frustrerede hende stadig lidt at de ikke havde fået lov til at gennemfører det, men nu hvde de en hel sommer.
Man kunne se at hun blev lidt forfjamsket, hvilket ellers ikke lignede hende. "Det samme vil jeg," bekræftede hun med glødende kinder. Heldigvis forstod Dusty ikke deres hentydninger, den lille alf var blevet som et lille barn for dem, de ville trods alt heller ikke få nogen selv.
"Hvorfor er jeg ikke overrasket?" spurgte hun og kluklo lidt mens hun på hans indbydelse, begyndte at tage for sig af den gode mad. Hendes mave rumlede også lidt, som den oftest gjorde efter en typisk lang og hård dag. Dog var den blevet betydeligt bedre nu hvor han også var her. "En hel sommer ja. Det er næsten helt surrealistisk," hun gav maden videre hvorefter hun roligt gav sig til at spise. Havde det ikke været for de manglende penge og Matthews mange krav om at hun stillede også i sommerferien, så havde hun forslået at de kunne tage på ferie, langt væk fra Theodore og dødsgarden, for bare at nyde hinanden. Forhåbentligt ville det ske.. en dag når han en dag var tilbage bag tremmer, hvis den dag nogensinde ville komme.

[Deleted]

Børn var ikke noget, som de nogensinde ville få, og derfor var Dusty nok det nærmeste som de fik af en søn. Ikke at det var noget som gjorde Shade noget som helst. Tvært imod, så var det noget som han havde det fint med, så lang tid, at han bare fik lov til at beholde Piper. Han nikkede med et smil. Det kære væsen fattede da heldigvis ikke noget af deres hentydninger, og det var det som passede ham fint. "Godt," sagde han med et stille smil på læben.

Selv Shade var ved at være godt sulten. Det kunne godt være, at pengene ikke var særlig mange, men de havde nok til at klare sig. Han selv ville ønske, at han kunne tage hende med ud og lave alt mulig andet. "Meget skidt kan man sige om Theodore, Piper, men viljen... Den kommer uden tvivl fra ham," sagde han roligt. Det var nok noget af det eneste positive der var at sige om den mand.
Maden blev serveret. Selv Shade var ved at være godt sulten, og han elskede endelig at være hjemme, og kunne spise med sin udkårne. Han hældte glædeligt op på sin tallerken, inden han hjalp Dusty med at få op på sin tallerken. Dusty gik bare igang med at spise. Selv han gik jo hele dagen og ventede på at Piper kom hjem, før han spiste. Han vendte sig efterfølgende mod Piper igen. "Så lad os nyde det, mens vi kan. Der er lang tid til 1. september, så vi kan få mange stunder sammen," sagde han med et glædeligt smil på læben.

[Deleted]

Piper havde ikke behov for at få børn så lang tid hun havde Shade. Hendes erhverv var farligt og de ville nok altid være i gardens søgelys og det ville hun ikke byde et barn. Dusty var deres lille dreng, de var ligeså beskyttende overfor ham som de formentlig ville være overfor et barn. Hendes kinder mistede ikke gløden nu hvor han havde sat tankerne i hende, det var ikke helt retfærdigt at gøre allerede!
"Det smager dejligt," sagde hun og sendte Dusty et oprigtigt smil, inden hun spiste videre. Hun ville ønske at de kunne gøre flere ting sammen som par, dage ud, se Big Ben, gå langt Londons gader uden at være bekymret for hvem de gik iblandt. Hendes smil falmede lidt da han nævnte Theodore. Hun hadede at blive sammenlignet med sin far, selvom hun et sted godt vidste at hun virkelig lignede sin kære far.. mere end sin mor. "Det eneste jeg vil give Theodore credit for, er at udløse den vilje. Ikke at give mig den," hun sank en klump. Det var et ret ømt punkt, hendes far var for pokker den farligste mand i hele Storbritannien, jagtet at mange, var det et vidunder at hun ikke ville ligne ham?
"Jeg vil nyde hvert og et. Breve er bare ikke helt det samme," indrømmede hun og tog endnu en bid. Hendes ene hånd søgte lidt diskret til hans lår hvor hun lod den hvile. Selv efter et par år, var hun stadig som nyforelsket når det kom til ham. Det var umuligt at lade være med at røre ham hele tiden.

[Deleted]

Maden var uden tvivl god, og det var dejligt med noget, som for en gang skyld, ikke bed igen, når man sad og nød et måltid. Shade var uden tvivl glad, og ikke mindst stolt af det magiske samfund, men selv han, havde brug for noget andet engang imellem. Lige nu ville han bare nyde at være hjemme ved den familie som han havde. At hendes kære far måtte være hende et ømt punkt, og særligt fordi at han jo var Storbritanniens mest eftersøgte mand, og særligt efter hans flugt fra Azkaban, forstod han dog godt. Dog måtte man jo se på det som manden havde givet hende med. Han sendte hende et overbærende smil. Hun lignede manden mere end hvad hun nok ville være ved, men hvad hun havde vist ham, var også at hvad manden havde, kunne bruges til kampen for det gode. "Du ligner ham meget.. Det behøver ikke tages som kritik, for det som du har udrettet med de samme muligheder, viser bare, at det ligger i valg.. Og du har valgt ret," sagde han med en ærlig stemme.
Lige nu handlede det om at nyde at de kunne være sammen for en hel sommer. 2 måneder.. Det var jo uanset dejlig lang tid, hvis han selv skulle sige det! Hans blik søgte hendes skikkelse direkte, og med et stille smil på læben. Sandt at sige, at breve ikke var det samme, også selvom der uden tvivl var sendt mange af dem. Han ønskede jo også at understrege, at hans interesse for hende og hendes væsen, stadig var der. "Derfor skal det nydes. Jeg ved godt, at vi ikke kan lave det samme som det typiske par kan.. men jeg har nu alligevel planlagt en lille udflugt i morgen," sagde han ærligt, og med et let smil på læben. Han ville jo gerne hende.. og det ville han gerne vise.

[Deleted]

Piper havde efterhånden vænnet sig til mugglermad, det smagte faktisk godt. Hun var imponeret over at Dusty kunne finde ud af at lave det. Hele stemningen var blevet lidt anspændt efter han havde bragt hendes far på banen. Et sted vidste hun godt at hun var som snydt ud af næsen på ham af både det ydre og det indre, men det var ikke noget som bragte hende den store stolthed. I et langt øjeblik var hun tavs og spise bare sin mad, men han havde en pointe. Det nyttede heller ikke at lade som om.
"Det er bare.. jeg begriber ikke hvordan man kan være så modbydelig, er det underligt at jeg ikke har lyst til at ligne ham, på trods af at jeg har valgt at skabe andre veje end ham? Jeg tror du glemmer at han engang var ligesom mig, opsat på at være en dygtig auror for at kunne hjælpe andre," påmindede hun og slap sit bestik. Dybest set var hun jo faktisk bange for at ende ligesom den mand.
Hans ord bragte hende lidt ud af den tankestrøm hun var endt i. "Virkelig? Hvor skal vi hen?" spurgte hun lidt nysgerrigt. Hun var kun ude sammen med ministeriet, ellers var hun mere eller mindre en fange i deres hjem her.
Det ville blive rart at komme lidt ud og gøre nogle normale ting sammen som par.
Det lettede stemningen lidt. De havde aldrig rigtigt lavet det store sammen bare som par. "Er det sikkert?" spurgte hun videre og blev pludselig lidt bekymret.

[Deleted]

Shade lod hovedet søge let på sned. At se hende på den måde, gjorde ondt på ham. Det var nu ikke nogen hemmelighed, at hun lignede sin far.. Gik ind i arbejdet med de korrekte intentioner. Det handlede bare om at holde stilen. Og det var noget som han uden tvivl gerne ville hjælpe hende med.
"Jeg ved godt, hvilke intentioner din fader valgte at arbejde ud fra. Du ligner ham.. Du har viljen, du ønsker endda det samme arbejde som han havde, men derfor behøver du ikke ende som ham. Pas på med at frygte det så meget.. Du kan frygte det så meget, at du ender med at blive som ham," fortalte han med en ærlig stemme. Den tanke kunne han ikke lide. Han ønskede virkelig at være der for hende.
Nu forsøgte Shade at få tankerne lidt på andre tanker. At det så derimod hjalp, fik ham til at smile. Han havde lagt planer for denne gang, og han glædede sig. Han ville gerne have hende lidt for sig selv, og noget kvalitetstid med sin kæreste. Var der noget forkert i det? "Bare rolig, jeg har det hele under kontrol.. Og det er min lille overraskelse. Så har du noget at se frem til," sagde han med et smil på læben. Det havde været under nøje overvejelse, men en tur ud og lidt væk, var vel noget, som gjorde godt for dem begge? Ganske vidst betød det, at de måtte lade Dusty være lidt alene hjemme, men det kunne han godt. Det havde han været vant til før Shade havde fundet Piper, så det var jo uden tvivl en fordel.

[Deleted]

Det generede virkelig Piper at hun lignede sin far så meget, mest fordi hun var rædselsslagen for at komme til at blive som ham. Ond, modbydelig og frygtet, når hun i virkeligheden bare ville have en god karriere og samtidig leve stille og roligt med Shade ved sin side.
Hendes hånd strøg blidt over hans lår et par gange, inden hun trak den til sig for at tage en ny bid mad. Man kunne se på hendes blik at emnet på ingen måde huede hende.
"Og hvad så hvis jeg alligevel gør? Hvis ondskab løbet i blodet? Det var ikke kun min far men ligeså min mor og begge deres familier. Jeg er den eneste der har valgt at gøre op med det, men hvad nu hvis jeg i virkeligheden ikke kan slippe væk fra det?" spurgte hun lidt ophidset. Det var tydeligt at det var en tanke hun ofte gjorde sig, og særligt når hun havde så meget tid alene som hun havde.
Naturligvis stolede hun på ham også hvis han sagde at alt var under kontrol, det var bare helt.. nyt at skulle ud med ham, de to lavede aldrig noget sammen uden for hjemmet. Det lettede hendes humør lidt og pirrede alligevel hendes nysgerrighed. "Der er pludselig lang tid til i morgem, du burde vide at min nysgerrighed slet ikke holder til den slags," hun smilede lidt for sig selv. Under normale omstændigheder kunne hun ikke fordrage overraskelser eller det der lignede, men hvis dete betød tid alene med ham, uden for huset, så tog hun det gerne.

[Deleted]

Frygten for at ende som sin far, kunne Shade skam godt forstå, men hun glemte en vigtig ting i det henseende. Han sendte hende et smil, inden han tog omkring hendes hånd. Selv var han ikke i tvivl om, at hun ville blive på den rette sti. "Blod kan ikke være ondt, Piper. Desuden glemmer du en vigtig ting: Du har mig.. Jeg vil ikke lade dig søge til den side. Jeg ved selv hvordan det er på den side. Du kender selv til den side af min fortid. Tror du ikke, at jeg vil forhindre dig i at ende der?" spurgte han med en sigende mine. Ikke fordi at han ønskede at diskutere det med hende, for det ønskede han faktisk ikke. Tvært imod faktisk.
Shade havde mange planer. Denne havde han haft under udvikling i måneder. Særligt fordi at han stod på,at de havde brug for at komme lidt væk, hvor det også bare var dem, og ikke nogen andre.. ingen dødsgarde. Den eneste, som han havde informeret om dette, var Matthew, som i forvejen havde lovet, intet at fortælle hende. Han sendte hende et smil. "Jeg ville blive trist, hvis jeg skulle holde det skjult helt til i morgen, kære. For en gangs skyld, så skal vi lave noget.. Hvor det bare er dig og mig." sagde han roligt. Det involverede ganske vidst, at de skulle lade Dusty blive hjemme, men det var jo heller ikke ligefrem noget nyt. Det havde den lille fyr gjort flere gange før. "Når vi er færdig med at spise, så kan jeg vise det.. Eller.. Se om du kan regne den ud," sagde han med et hemmelighedsfult glimt i øjet, inden han trak sig tilbage, for selv at få spist færdigt.

[Deleted]

Hans varme hånd omkring hendes, mindede hende om at hun ikke var alene og den tanke fik hende til at falde lidt til ro. Hun så på ham med et lidt undskyldende blik. Hans opgave havde engang været at lede hende ind i mørket, nu gjorde han alt for at afholde hende fra dig. "Undskyld Shade. Jeg ved at du ikke vil lade mig ende i det spor, jeg er bare.. bekymret for det tror jeg. Det skal nok gå så lang tid jeg har dig," medgav hun og nikkede lidt for sig selv.
Det her var en af grundene til at hun elskede ham. Han ville altid havde hendes ryg, altid passe på hende så vidt som det var muligt.
Piper lagde bestikket fra sig og vendte sig i stedet mod ham. Man kunne se nysgerrigheden lyse langt ud af hendes øjne. Overraskelser var virkelig ikke hende og det vidste han godt, men alligevel kunne hun ikke helt lade være med at glæde sig til at se hvad han havde i ærmet denne gang. Mon de skulle ud at gå tur i London? Måske besøge Big Ben?
Bare tanken om at komme uden for disse fire vægge sammen med ham, var grund nok til at glæde sig som et lille barn. "Det vil jeg se frem til, men så lad være med at vent helt til i morgen," hun så på ham med et lidt bedende blik. Det var jo også rart at have noget at se frem til. Glimtet i hans øjne varmede hende. Hun elskede virkelig at han kunne være så glad for tanken om at overraske hende. "Jeg er færdig," påpegede hun og skævede til sin tomme tallerken.

[Deleted]

Piper var ikke alene, og naturligvis var det noget som hun skulle vide. Han var der, også selvom han var meget væk det meste af tiden. Han sendte hende et smil. Bekymringen var forståelig, men som hendes mor havde støttet Theodore i hans vej frem, ville han gøre hvad han kunne, for at støtte hende i det som hun kunne. "Jeg ved godt, at jeg måske ikke er så meget omkring, som du gerne ville ønske det, men jeg lader dig uanset ikke ende op som din far," lovede han med en rolig stemme, dog med et alvor i blikket.
Selv var Shade ikke meget til overraskelser, men dette var derimod en af de gode, så var det måske heller ikke så slemt igen, var det? Han sendte hende et let smil, som han roligt satte sig tilbage for at få spist færdigt. At hun så derimod nærmest skyndte sig, for at blive færdig, kom ikke bag på ham. Han smilede let og rystede på hovedet. Selv gjorde han sig færdig, og Dusty det samme.
"Dusty.. Vil du være så venlig, at få ryddet af?" spurgte han med en rolig stemme. Dusty nikkede, inden Shade selv rejste sig. Han tog fat om Pipers hånd og førte hende med sig ind i stuen. Hans taske stod ved siden af sofaen. Den som han havde sat fra sig til afsløringen af denne overraskelse. "Sæt dig," opfordrede han roligt. Dette havde han planlagt længe nu, men det skulle være perfekt. Op fra tasken tog han en bog. En særlig, men helt sort bog. Han rakte den til hende. Selv var den fyldt med billeder fra Australien.. Operahuset i Sidney, koalabjørne, store sandstrande, kænguruer og alt hvad han havde kunne forestille sig, være derfra.. Og bagerst var billetterne til deres ferie. De skulle rent faktisk ud af Storbritannien.

[Deleted]

Somme tider havde Piper svært ved at forstå hvordan hun kunne være så heldig at have ham. På mange måder, følte hun slet ikke at hun havde gjort sig fortjent til hans kærlighed eller beskyttende person. Et lille smil formede sig på hendes læber, mens hun ellers bare sad og stak lidt meningsløst til de sørgelige rester på sin tallerken. "Du behøver ikke at være tilstede for at gøre et indtryk," sagde hun og vendte sig mod ham. Hendes tanker drev alligevel altid i hans retning, særligt når hun stod foran udfordringer som han normaltvis ville have støttet hende i.
Hun slap sin gaffel og så lidt overrasket på ham, som han trak hende på benene og fulgte hende ind i stuen. Hendes hjerte slog lidt hårdere end normalt, det var jo ingen hemmelighed at hun ikke brød sig meget om hemmeligheder.
"Jeg aner virkelig ikke hvad du har gang i," hun grinede lidt og satte sig på hans kommando i den bløde sofa mens han fandt bogen frem. Hun lagde den i sit skød og åbnede den, mens blikket løb ned over de smukke billeder. Et sted var hun vel en kende skuffet? "Det ser.. da meget fint ud," hun smilede og forsøgte virkelig at se taknemmelig ud, men at se billeder af smukke ting, gav hende ikke ligefrem mulighed for at opleve dem. Med et påtvunget engagement, bladrede hun i bogen og studerede billederne, der virkede nærmest kategorisk placeret.

[Deleted]

Et kort smil passerede Shades læber. Han trykkede let omkring hendes hånd. Aldrig i livet, om han ville lade hende ende op som sin kære far. Det var slet ikke noget, som nogensinde ville komme på tale, og slet ikke i den tid, hvor han ville have noget at skulle sige, i den sag. "Godt.. Du har ikke noget at være bange for. Jeg tror nemlig heller ikke at Dusty vil lade dig gå den vej," sagde han med en rolig stemme. Hun lignede måske sin far skræmmende meget, men hun havde andre til at vise hende den mere korrekte vej at gå. Der havde hendes far i allerhøjeste grad, endt med at fejle.

Shade tog pladsen ved siden af hende i stuen, da han rakte hende bogen. Han glædede sig til hendes reaktion, når det endelig ville gå op for hende, at de rent faktisk skulle ud af Storbritannien, og ud og opleve noget. Så langt hjemmefra, som man overhovedet kunne komme til det. "Jeg håber du kan lide dem," sagde han roligt. Selv lettere henkastet. Skuffelsen over at det her bare var billeder, kunne han nærmest fornemme på hende. Det lyste faktisk langt ud af hende! Selv blev han bare siddende ved siden af hende, og afventede, at hun ville nå billetterne, som lå bagerst. For en gang skyld, ville han gerne give hende de oplevelser.. muligheden for at koble ordentlig af, og særligt nu hvor Theodore var en mand, der plagede frygtelig mange, og hende særligt i denne tid. Han lod hovedet søge på sned. Han sagde intet. Hun skulle selv have lov til at regne den ud.

[Deleted]

Der var et liv som holdt hende på denne side. Hun var under træning til at blive en dygtig auror, der var en stor håndfuld som glædeligt hjalp hende, og hun havde en dejlig kæreste, en som forstod hende og ville det bedste.. og Dusty.. søde Dusty, der altid forsøgte at gøre hende glad. "Jeg er lykkelig for at jeg har jer, Shade," hun lænede sig lidt til den ene side, stadig med bogen hvilende i sit skød, bare for at kysse hans kind, inden hun igen rettede sig op og gav sig til at bladre videre.
Det var stadig ikke rigtigt gået op for hende hvad meningen ved dette var. Jo altså, det var da nogle meget flotte billeder, men det fik hende bare til at længtes efter oplevelser som hun aldrig havde haft og som nok aldrig ville komme.
"Det er virkelig flotte," bekræftede hun ærligt men med et ønske om ikke at udtrykke sin skuffelse. Hun bladrede til hun nåede enden, hvor de to billeder lå mellem bagsiden og den sidste side. Piper stirrede vantro på dem, næsten som forsøgte hun at vurdere om de rent faktisk var det eller om det var en drøm. Hendes blik gled spørgene mod Shade inden de gled tilbage i bogen og hun tog de to billetter op og betragtede dem. "Det mener du ikke vel?" spurgte hun næsten stakåndet. Hun var nødt til at være sikker inden hun bare sprang på ham af glæde.