Når venner mødes

[Deleted]

Dette emne er tilegnet
Prof. Darcel Montaque Lavoie

Marley var tilbage i Hogsmeade, hun havde en aftale med en god ven, som hun havde kendt i mange år og endda hjulpet ham igennem mange ting . Marley glæde sig faktisk lidt til at se ham igen , han havde sendt hende en ugle, og bedt hende om at komme fordi han gerne ville fortælle noget, hun var spændt på hvad. Det var vigtigt for hende at holde på venskaberne, at kunne snakke med andre end sin elskede mand som hun boede sammen med i England. Denne dag var hun iklædt i en pæn lyseblå sommerkjole med hvide striber og på fødderne bar hun et par lysebrune sandaler. Håret sad pænt, det hang løst og krøllet, hun var en spinkel kvinde og ikke så høj men charmerende, med sine krøller og chokoladebrune øjne. Det var lørdag formiddag og solen stod højt på himlen og der var mange mennesker på gaden. Marley havde lige være inde i kandisbaronen nu hvor hun alligevel var her, hun havde købt en æske chokolade til sin mand, en pakke multisamgsbønner og en krukke med lemon ting til sit kontor, bare for at have lidt sukker. Nu var hun så på vej mod de tre koste hvor de havde aftalt at mødes, da hun nåde hen til døren skubbe huan den roligt op, hvorefter hun trådte ind og så sig kort rundt. Marley begav sig op til baren hvor hun bestilte en ingefærsøl, efter at have fået den fandt hun sig et bord for at vente på ham. Det havde været en hård uge på jobbet, masser af papirs arbejde og møder som skulle ordnes, desuden havde hun haft et par patineret som kun kom hos hende, da de ikke stolede på andre eller havde brug for at være anonyme. Så det var rart med weekend, denne dag skulle bruges sammen med Darcel som var super god selskab. Dagen efter skulle hun nok bare være hjemme hos sin mand, for at slappe af og lade op til en ny uge. Marley smilede let for sig selv, kørte en løbsk hårtot om bag øret, før hun tog en tår af den kølige væske, og slikkede sig om munden for at få det hvide skum væk fra overlæben. Hun kiggede hen mod døren og håbede at han snart ville dukke op.

[Prof. Darcel Montaque Lavoie]

Darcel havde brugt dagen forinden hos sin kæreste Jordan, og derfor var han også i området. Han havde valgt at tage et bad inden han skulle afsted, fordi han lugtede en smule af den vin, som ham og Jordan havde drukket. Han havde taget et jakkesæt på, da det var det første han fik fat i, og gik så ned på gaden, for at bevæge sig mod De Tre Koste. Det var ikke langt fra det sted Jordan boede, men nu var det her jo så heller ikke London eller Paris. Det var trods alt byer, som var væsentlig større. Darcel kiggede rundt på de mennesker der var rundt omkring, da der var væsentlig flere end da han var ankommet igår. Det var også fint nok, Darcel kunne godt lide mennesker. Lige nu havde han dog for øje, at han skulle mødes med Marley, da han gerne ville fortælle hende, at han var sammen med Jordan igen. Han kunne trods alt godt huske, hvordan hans første møde med Marley havde været. Han havde set herrens ud - han havde været fuld og forslået.. Helt oppe og køre, og hun havde beroliget ham. Hans opførsel på det tidspunkt havde alt sammen været pga. han savnede Jordan, og nu var hun her, og de var sammen igen. Han elskede hende noget så grusomt. Han gik ind mod De Tre Koste, op mod baren for at bestille sig en ingefærøl. Hans vinforbrug fra dagen inden generede ikke hans hang til ingefærøl. Han fik så øje på Jordan og gik over mod hende. "Bonsour madame" sagde han med tyk fransk accent, for han var jo halv franskmand. Han smilede venligt til hende, og så rent faktisk også lykkelig ud. Det var han virkelig også. 

[Deleted]

Marley tog en tår mere, før hun stak hånden ned i posen og fiskede en lemon ting op, som hun roligt putdet i munden og lagde posen på gulvet igen. En smule sukker skade jo ikke, og hu var da også en smule træt, kunne godt have brugt dagen hjemme på sofaen med sin mand, men denne aftale havde hun jo lavet og sådan nogle ting skulle jo passes. Hun kunne ikke drømme om at blive væk fra en aftale, måske nok også fordi hun var leder og kendte vigtigheden i at holde sine aftaler. Marley sukkede let, rette lidt på sit hår før hun igen tog en tår og begyndte lidt utålmodigt at tromme med en finger mod bordet, fordi hun begyndte at kede sig en del. Hun var typen som bedst kunne lide at have selskab, det der med at være alene, havde aldrig rigtig været hende og hun kede sig hurtigt hvis ikke der var noget at lave når hun så var alene. Marley blev let revet ud af sine tanker, da døren gik op og en velkendt skikkelse trådte indefor, hun kunne ikke lade være med at smile for han så ud til at have det godt. Meget bedre end første gang hun havde mødt ham, i skadestuen hvor han ikke havde det for godt, så det var rart at se ham være lykkelig. Maryley sendte ham et varmt smil, da han kom hen til hendes bord" Godt at se dig igen Darcel" svarede hun ham med en varm lidt eksotisk stemme, efterfulgt af et smil og så rejste hun sig op for kort at give ham et venskabeligt kram, det var dog ikke helt nemt når hun ikke var så høj. Efter krammet satte hun sig ned igen, og nikkede imod stolen overfor hende, som en gestus til at han bare kunne tage plads" de ser ud til at have det godt" sagde hun venligt, for at sætte en samtale igang, hvorefter hun tog endnu en tår at drikke. Hun kørte et en hånd igennem håret, imens hun let betragtede hans glade ansigt "hvordan går det så med dig?"spurgte hun nysgerrig. Men ud fra hans udstråling kunne hun godt gætte sig til at han havde det meget godt, måske bedre end godt?? men det var jo meget rart at høre ham selv fortælle det.

[Prof. Darcel Montaque Lavoie]

Darcel havde det på samme måde som Marley. Han kunne aldrig nogensinde drømme om at blive væk fra en aftale og han kunne heller ikke drømme om at komme for sent. Det var ligesom en fortid, som han havde lagt bag sig for mange år siden. Det var ikke den han ville være mere, og nu var han jo også professor, så det var svært at tillade sig at blive væk fra en aftale. Han lagde mærke til hendes smil, og kunne ikke lade være med at med at smile til hende, også selvom hendes smil ikke direkte var til ham. Han gjorde det nu alligevel, da han gerne vil møde hele verden med et smil. Han var jo en venlig mand, men det var ikke alle han bare sådan tog til sig. Han gengældte hendes varme smil og kiggede på hende. "Jamen i lige måde Marley. Har du savnet mig?" sagde han og lagde sine arme om hende for at gengælde det kram, som han gav hende. Han trykkede ende ganske blidt indtil sig, inden han gav slip og kunne ikke andet end kort at grine lidt af hun var så lav. Det var dog et meget lav grin. Han var dog selv heller ikke verdens højeste mand. Han var dog rimelig høj alligevel. Han satte sig ned efter hun havde nikket og lænede sig tilbage i stolen og rettede en anelse på sit jakkesæt. "Det er også godt at se dig Marley. Smuk som altid" komplimenterede han. Han smilede så til hende ved hendes spørgsmål. "Jeg har det meget godt, hvad med dig?" spurgte han ganske roligt, smilede lidt ved tanken da det ledte ham hen på Jordan. Han var lidt et forelsket fjols. "Det går rigtig godt som sagt. Jeg har fundet mig en dejlig kæreste. Hvad med dig?" spurgte han. 

[Deleted]

Marley smilede varmt, kunne også se det sjove i deres kram, for han var ihvertfald to, tre hoveder højre end hende så hun krammede rent faktisk hans mave. Hun lod ham slippe hende, før hun også selv tog plads ved boredet igen og vendte blikket i mod ham, med hoved en anelse på skrå. Marley lo muntert" selvfølgelig har jeg savnet dig Darcel, det er jo længe siden vi sidst har været sammen" sagde hun, i en rolig samt venlige tone før hun tog en tår at drikke og efter hans charmerende ord sendte hun ham et strålende smil" og de er som altid, en høflig mand" svarede hun blidt. Roligt kørte hun let en hånd igennem sit hår, satte sig lidt bedre til rette og kiggede kort rundt på folkende omkring sig, imens tanker strømmede rundt. Men han rev hende ud af tankernes spind, da han brød tavsheden og hun igen vendte opmærksomheden imod ham. Hun smilede let" det er godt at hører, jeg har det også fint"svarede hun roligt, og nikkede svagt" Det er jeg glad for at høre, du har også fortjent en ordenlig kvinde"svarede hun glad på hans vejene, hun trak så svagt på skulderen" jeg er sammen med min mand, men her på det sidste har jeg ikke set ham, han er forsvundet" sagde hun en anelse nedtrykt, men smilede dog stadig selvom smilet falmende let. Hun løftede kort sit glas for at tage en tår, før hun igen satte den på bordet" nå men nok om det, hvordan er hun så?? jeg må vide alt om hende"sagde hun venligt, også for at glemme sine egne problemer. Hun var ikke ligfrem tryg, ved at han var væk og hun anede intet om hvor han var, men håbede på han var i sikkerhed og snart ville vende hjem eller kontakte hende. Men det skulle ikke ødelægge hans glæde, det var også grunden til hun hurtigt havde skiftede emne igen, da hun heller ville høre om hans kæreste end at bekymrede sig om hendes egne problemer. Marley betragtede ham let, ventede på hans svar og hvordan han ville reagere, hun sendet ham et roligt smil. Hun var trods alt en stærk kvinde og viste sjældent tegn på svaghed, så det var på en måde stort af hende at fortælle ham om hendes mands forsvinden, for der var igen andre der vidste noget om nettop den sag. 

[Prof. Darcel Montaque Lavoie]

Han smilede lidt, da hun i højere grad krammede hans mave. Det var i hvert fald en anelse sjovt. ”Det er rigtigt. Jeg har skam også savnet dig Marley. Vi ser hinanden for sjældent, vi har dog begge travlt. Det må i hvert fald siges, at være vores undskyldning” påpegede han. Han selv havde i hvert fald travlt. Han var jo på Hogwarts halvdelen af tiden, og når han så var i London i egen lejlighed, så havde han en masse aftaler da dem han kendte, havde en tendens til at booke ham. Især hans mor. Han smilede, da hun kaldte ham høflig. Han kommenterede ikke på det, da han ikke gjorde det for at være høflig. Sådan var han ikke. Han ville bare gerne kunne være i stand til at sige noget pænt til folk, især dem han rent faktisk godt kunne lide. Han holdt jo af Marley, og var glad for at han havde fået sig et nyt venskab, da han var kommet hjem fra Frankrig, for han havde virkelig været ulykkelig og ødelagt. Han lo hjerteligt, da hun sagde, at han havde fortjent en ordentlig kvinde. Han ville ikke mene, at han fortjente det. ”En ordentlig kvinde?” spurgte han, da han gerne ville have hendes definition. Han var ret sikker på, at Jordan ikke ville passe ind i den sammenhæng. Hun passede dog til ham, og han havde altid været sikker på, at det skulle være de to. Det havde hans omgangskreds dog ikke. Alligevel, havde de fundet hinanden igen, og han var lykkelig. Han følte, at alle prikkerne endelig kunne falde på plads, og han hvilede endnu mere i sig selv. Dette var selvfølgelig en stor fed løgn, for så romantiseret var deres forhold ikke. Det, der skete i Frankrig, ville ramme dem igen. Det ville være drama oven på drama, men han var ligeglad. Han elskede hende, helt ufatteligt højt. I hans overbevisning, kunne han ikke leve uden. Han havde brug for hende bare for at trække vejret. Han undersøgte Marleys ansigt, da hun begyndte at tale om sin mand. Han hævede et øjenbryn, og bed sig i læben. ”Har du nogen idé om, hvor han kunne være forsvundet hen?” spurgte han bekymret, og lagde sin hånd oven på hendes for at trøste hende. Han vidste godt, at hun var en stærk kvinde. Han ville dog gerne hjælpe hende, og bare fordi man var stærk, betød det ikke, at man ikke havde brug for hjælp. Styrken var også nogle gange at spørge om den. ”Altså, det er min ekskæreste fra Frankrig.. Hun har klippet sit hår.. det helt kort nu.. men hun er smuk, som hun altid har været… Og hun er kærlig og varm… Du ved, det er forståelse på et helt andet niveau. Hun er bare…. Ja” sagde han med et bredt smil, og forsvandt helt ind i tanken om hende. Han havde svært ved at finde ord, der beskrev helt præcist hvor dejlig hun var. ”Du ved, man ved bare, man ikke kan undvære hende,” prøvede han, og smilede en anelse bredere.