You've got to be kidding me

[Deleted]

Amedee kiggede lidt mere på ham, da han gentog det. Det var altså en anelse mærkeligt, at havde en bjørn til at bo hjemme hos sig. ”En bjørn..” gentog hun ham, og smagte lidt på ordet. Det kunne da godt være at bjørnen ikke var den største bjørn i verden, men stadig væk. Han kunne vel ikke bare stjæle en bjørn, lige meget hvor den kom fra? Hvordan skulle den stakkels lille bjørn så lære at klare sig selv? Det var hende altså et mysterium. Ikke en gang Camden ville gøre sådan nogle ting uden at tænke det rigtigt meget igennem eller finde et sted, bjørnen kunne være. Så meget vidste hun da om ham! Men alt det med Camden var alligevel irrelevant for sammenhængen, han kunne bare godt lide dyr. Hun bed sig i læben. ”Nej det håber jeg da heller ikke Lennox. Så lærer den jo aldrig at klare sig selv, eller værre endnu, så slår den dig ihjel” sagde hun bekymret og bed sig i læben, mens hun lyttede på den historie, som Lennox fortalte om bjørnen, og hvorfor den var kommet med ham hjem. Hun sukkede en anelse. Dog ikke opgivende. ”Okay… Men prøv at aflever hende til Mitchell Daycare Center. Der er jeg sikker på, at de nok skal tage sig af bjørnen, Lennox” påpegede hun. Hun vidste godt, at det primært var magiske dyr, de havde der, men hun kendte jo Camden og han var aldrig blind for at hjælpe et dyr i nød.
Hun så trodsigt på ham, da han påpegede, at hun nok ikke kendte ham som ham gjorde ”Og præcis hvordan er det, Lennox?” spurgte hun roligt, men stadig bestemt. Hun havde også set nogle sider af James som hun ikke ville se, da de havde været kærester første gang, så det vidste han da heller ikke noget som helst om. Hun smed gaflen fra sig, da han lige skulle påpege at det var James. ”Ja, Lennox. James. Jeg kan godt lide ham,” forsvarede hun sig og satte sine hænder over kors. Hun brød sig ikke om, den måde hun snakkede om ham på. Nok var James ikke altid sød, men det betød da overhovedet ikke at han ikke prøvede! Hun var jo også typen, der gerne ville kunne med de fleste, og tit og oftest, var hun alt for sød.

[Deleted]

Lennox mumlede et eller andet med, at det nok heller ikke ville gøre en større skade, hvis ham blev slået ihjel. Det havde dog ikke været hans mening at sige et højt, og det døde hurtigt hen i uforståelighed. Selv syntes han jo ikke ligefrem, at det ville være et specielt stort tab at blive dræbt. Det var jo ikke fordi, han havde så meget indhold i sit liv, og endnu vigtigere var, at han jo heller ikke just selv var noget indhold i en andens liv. Han havde ingen venner, ingen kontakt til at parodi på en mor og havde ingen anelse om, hvem hans far var. Ja, det var noget lort. Men der var jo i så fald ikke nogen, der ville savne ham, hvis han nu skulle hænde at dø. Nok også en af grundene til, at han ofte var lidt for modig under træningen. Det resulterede ofte i, at han endte med at overvinde modstanderen med bravour. Men ligeså tit endte det i, at han blev ramt og i værste fald slemt skadet. Han var før blevet nødsaget til at tage til Sankt Mongus grundet nogle højst besynderlige skader, han havde fået sig. Det var aldrig noget, der havde været hverken kronisk eller alvorligt, men det kunne det jo ligeså godt have været.
"Jeg leder efter nogle mugglersteder først," sagde han, da han tvivlede på, at stedet ville vise større interesse for et ikke-magisk dyr. Han så hellere, at den så blev placeret et sted, hvor man havde lidt mere at gøre med den form for levende væsner. Det var jo trods alt mugglere, der gjorde sig eksperter på lige dette område.
Et kort øjeblik overvejede Lennox sine ord, men vidste ikke helt, hvordan han skulle sige det, uden hun ville ende med at blive sur på ham. Det kunne man sikkert ikke, for det lød ikke som om, hun havde lyst til at høre et ondt ord om ham. Ligeså vel som han selv ikke ønskede at høre et godt ord om ham, men sådan måtte man jo sætte den ene højere end den anden. Det var Lennox dog så vant til efterhånden, at det ikke var noget, han blev videre fornærmet over. "Det tror jeg ikke engang, du har lyst til at høre mig sige," endte han derfor med at sige i et spinkelt håb om, at det måske ville kunne stoppe dette samtaleemne. Men han var nu alligevel godt klar over, at det nok ikke hjalp på det. Han rystede blot på hovedet over hendes næste bemærkning.

[Deleted]

Amedee hørte desværre ikke, hvad det var, som han hviskede. Hun ville ikke have, at han døde, fordi hun var glad for, at have ham som sin mentor. Han var trods alt dygtig, og hun kunne ikke se, at han måske kunne fremstå mærkelig. Amedee fokuserede på de gode ting, og det var skam ikke fordi, at mærkelig ikke var godt. Sådan skulle det ikke forstås, for det var det. Det var måske bare ikke lige den slags mærkelig, som så mange andre betegnede som værende godt. Hun ville ikke have, at nogen af dem hun kendte, de døde. Amedee var så dårlig til tab. Hun var egentlig også en følsom kvinde, men ikke så overdrevet, at hun ikke kunne holde til at være auror. Det var mere, med visse ting. Hun havde været modig efter voldtægten, og hun havde klaret sig igennem, de følelser, det havde givet hende. Hun ville bare ikke have, at nogen skulle tro, at de ikke ville blive savnet når hun døde. Kendte hun dem, så ville hun savne dem på en eller anden måde. Hun ville jo gerne tage alle ind. Amedee havde sit liv kært, hun havde ikke lyst til at dø. Hun ville til en hver tid, kæmpe for at holde sig i live, og det var det, der gjorde, at hun turde at tage en masse chancer. 
Hun betragtede ham ganske let og sendte ham et skævt smil. "Okay. Det er så i orden. Jeg er dog sikker på, de gerne ville tage imod den. Camden elsker nemlig alle dyr," forsikrede hun ham. Det gjorde Camden i hvert fald hende. Han havde nærmest en hel zoologisk have derhjemme, hvis man også spurgte hende. Det havde han jo så i realiteten ikke, men hos Amedee havde de maks haft to dyr, så alt derover var jo for hende mange. Amedee synes det var sjovt, at han var sådan overfor hende pludselig. Han kunne vel for helved godt forfalske sit smil og sige, at det var godt for hende. Det virkede, som om der var noget andet bag, og hun havde allerede for få sekunder siden, mistænkt ham for at nære nogle følelser for hende der stadig var platoniske, men også kærlighed på et niveau, hvor det var upassende. Hun var ikke så god til, når andre end dem hun selv kunne lide, kunne lide hende. Hun var smigret, men hun forstod det ikke. "Okay Lennox. Hvad helt præcist er det, du mener han er? For nok kan James være arrogant og led, men hvis man kender ham og møder ham med venlighed og åbenhed, så er han en venlig fyr! Han er både omsorgsfuld og beskyttende... Han er ikke bare et røvhul," forsvarede hun ham. Hun ville høre, hvad han ville sige. Hun var insisterende, og vær eneste lille muskel i hendes krop spændte lige nu, fordi hun var vred over hans udtalelse. 

[Deleted]

"Sikkert nok," mumlede Lennox og havde ærlig talt ingen anelse om, hvem Camden var. En der arbejde på stedet? Han havde ingen anelse og var faktisk også en smule ligeglad. Han var ret overbevist om, at han ikke ville ende med at indlevere den dér. Han ville meget gerne have den sat ind hos et muggler-sted, hvor de havde mere forstand på den slags dyr og ikke lagde dem om i bagerste række fremfor en enhjørning eller sådan noget. Han ville ikke have den in di en zoo, det var sikkert og vist. Så hellere på et magisk sted. Han ville ikke have den ind at sidde bag tremmer i et lille bur, som om den selv kunne gøre for, at den var blevet født på en eller anden sindsyg pelsklinik, eller hvad man nu kunne kalde det. Et reservat måske. Det var hidtil det, der lå ham bedst i tankerne. Hvis ikke det kunne lade sig gøre i Skotland eller et eller andet sted i Storbritannien, så var han i hvert fald 100 procent sikker på, at han kunne få den ind et eller andet sted i Amerika. Der var der fyldt med reservater til den slags dyr, og de levede jo også derhenne. Så meget vidste han da. Den skulle jo nok have sig en adoptivmor eller sådan noget først, for den var jo endnu meget lille, men han var alligevel overbevist om, at det nok skulle lykkes for dem begge i sidste ende.
Det kunne vist let fornemmes, at Lennox ikke ligefrem var komfortabel med denne situation. Han var sunket en smule ned i stolen, som om det ville hjælpe noget, og forsøgte så vist som muligt at undgå øjenkontakt med Amedee. Han ville meget gerne bort fra dette emne, for han var elendig til at diskutere med folk, som han ikke ønskede at fornærme eller få til at gå sin vej. "Kan det ikke være ligemeget?" Spurgte han og var begyndt at lyde en smule usikker, selvom han forsøgte at skjule det bag en ligegyldig facade, der ganske vist ikke helt holdt vand. Det var ulempen ved aldrig at have haft nogen venner. Han havde aldrig rigtig lært at skulle håndtere ting som denne her og ville egentlig bare gerne slippe helt for det. Det fristede ham også enormt meget at komme med en sarkastisk kommentar til det med, at han ikke kun var et røvhul, men afholdt sig fog fra det. Det kunne godt være, at det var Lennox, der havde startet med ikke at bryde sig om James, men det var nu ikke fordi, James just havde vist sig ikke at være værd at hade. Lennox havde i hvert fald aldrig oplevet ham som værende andet end et røvhul.

[Deleted]

”Mmmh.” sagde hun ganske kort. Amedee vidste godt, at han ikke vidste hvem Camden var. Hun snakkede heller ikke om ham mere, efter den gang de havde været sammen og at han havde opført sig som idiot. Hun havde så skiftet stil til at være ”bad” girl, men det var ikke gået så godt. Det havde heller ikke vækket hans interesse. Nu var han forelsket i en eller anden pige, så nu gad hun ikke mere. Det var også en af grundene til, at hun var kommet sammen med James, men det benægtede hun overfor sig selv. Det, og så havde hendes og Nathan forhold ikke fungeret i sidste ende. Der var mange ting, som Nathan aldrig kom til at forstå, og mange ting, som hun aldrig kunne sige til ham, for han var bare almindelig muggler. Amedee var egentlig også ret ligeglad med, hvad han gjorde med bjørnen. Hun synes det var underligt han havde en, og lige nu dømte hun ham for det. For en sjælden gang i sit liv. Hun rullede lidt på øjnene af ham. Hun var rent faktisk pisse sur lige nu, og han afhjalp hende heller ikke lige frem. ”Hvis du siger det Lennox, så kan det godt,” svarede hun irriteret og drak en tår mere af sin kaffe. Hun havde ikke lyst til sin kage, og hun havde i øvrigt også brugt gaflen til at masse den fuldstændig flad. Den var ikke spiseværdig længere. Hun så kort på ham med et hårdt blik. Hun kunne ikke forstå, hvorfor han skulle kritiserer James på den måde, når han kunne høre, at de var kærester. Han måtte simpelthen være unormal eller forelsket i hende (måske endda begge dele!), for at kunne tænke, at det mest normale var at have noget imod det. Det var altid en dårlig idé at kommentere en piges valg af kæreste. Hun havde ikke lyst til at være der mere, hvilket fik hende til at se nede i bordet. Hun havde aldrig haft lyst til nogen skulle se den her side af hende, for alle troede, at hun kunne være sød hele tiden. Hun var dog vant til at høre på Darcel kommentere hendes valg konstant omkring James, hun havde ikke brug for endnu en som var sådan.

[Deleted]

Hvordan kunne det være, at ha altid fik sig selv rodet ind i disse situationer? Lennox forsøgte virkelig på at undgå konflikter med de få personer som nu engang gad være i nærheden af ham, men af en eller anden grund lykkedes det aldrig. På en eller anden måde endte han evig og altid med at fornærme dem. Og det var bevidst eller ved et uheld kunne være lige godt. Men han havnede i hvert fad altid på det punkt, hvor han bare forsøgte at lukke samtalen igen, fordi han ikke havde lyst til at skændes med dem. Selvom han godt kunne lide at skændes og diskutere, men ikke med dem, som han faktisk ville foretrække at beholde inde i den fesne parodi på en vennekreds, som han faktisk var tæt på slet ikke at have. Men sådan blev det aldrig. Han have aldrig rigtig lært, hvordan man socialeiserede ordentligt, eftersom han jo netop havde brugt hele sin barndom på at gå rundt og være gnaven og ikke havde nogen venner. Og sådan var det stadig. Og uanset hvor meget han ønskede at ændre på denne kendsgerning, så vidste han bare ikke hvordan, han skulle gøre det.
Lennox skar en lidt hjælpeløs grimasse, da han ikke helt vidste, hvad han skulle gøre eller sige. Hun lød jo ikke just glad, selvom hun gav ham ret i, at det kunne være lige meget. "Jeg..." Forsøgte han, men kunne ikke helt finde ord. Han rømmede sig derfor og prøvede igen. "... Altså... Det var ikke for at fornærme dig," sagde han forsigtigt, selvom han forsøgte at lyde lidt mere selvsikker, end han egentlig var i denne situation. "Men du ved jo, jeg ikke kan lide James. Jeg synes bare det er... Underligt..?" Lød ikke ligeså godt, som han havde håbet på, men det var det bedste, han kunne komme frem til lige i øjeblikket... Hvor var han dog elendig til at tale med folk...

[Deleted]

Amedee havde en idé om, at Lennox kunne lide hende, og hun var smigret samtidig med, at hun var vred. Han skulle ikke sidde der, og sige de ting om hendes kæreste! Hun kendte godt den mere arrogante side af ham, sådan skulle det ikke forstås. Amedee ville altid bare hellere se, det bedste i folk. Hun var langt mere positivt indstillet overfor fremmed mennesker, end hun egentlig burde, men hun var ligeglad. Det kunne dog til tider godt være hendes egen svaghed. Amedee hadede at diskutere med andre, og hun hadede at være på deres dårlige side. Hun kunne ikke lide, når folk ikke kunne lide hende, og hun ville gøre alt for nogen kunne lide hende. Det vil sige til et hvis punkt. Hun havde altid været sammen med dem, der var populærer, men samtidig havde hun også været venner med de ”tabere” som gik rundt omkring. Hun var bare typen, der havde let ved at være venner med alle. Det kunne overraske de fleste, at hun havde kriser i hendes liv, fordi hun altid virkede lidt som en prinsesse. Selvfølgelig uden den forkælede del.
Hun kiggede op på han, da han begyndte at snakke igen. Hun træk vejret tungt i et suk, og bed sig i læben. ”Bare fordi du ikke kan lide James, behøver du ikke blive sur over, jeg er sammen med ham. Det følte jeg du gjorde,” svarede hun kortfattet, og trak lidt på skulderen. Hun følte sig jo mindst ligeså hjælpeløs lige nu. Hun hadede, at gøre folk sur på den her måde. ”Og hvad er det, der er underligt ved jeg er sammen med James?” spurgte hun med en undrende undertone, men blidt. Hun ville gerne vide, hvad det egentlig var, der var så underligt.

[Deleted]

"Jeg er heller ikke sur," sagde Lennox og benyttede da også lejligheden til at hejse sig selv en smule op fra stolen, som han netop havde været sunket godt og grundigt ned i. Det havde bare været et enormt slag for ham at få af vide, at den pige, som han faktisk havde vovet at kunne lide, så i stedet havde fundet frem til noget nær hans værste fjende. Det var som om, der var et eller andet, der bare totalt var knækket der. Ikke at han havde været ovenud jublende forelsket i hende, men det var bare så typisk. Hvorfor skulle sådan noget også altid ske for ham? Hvorfor kunne han bare ikke en enkelt gang gå med 'sejren'? Ikke at hun skulle udstilles som en genstand, det var slet ikke det, men sådan var det bare hele tiden. Hver gang der var et eller andet, der for en gangs skyld kunne bringe bare en eller anden form for lykke ind i hans liv, så endte det altid galt for ham. Det var bare så typisk!
Nu klar over hvor dumt sagt, det egentlig var, forsøgte Lennox febrilsk at tænke sig frem til en eller anden undskyldning for, hvad han egentlig havde ment. Knap et sekund efter, svarede han hende. "Det er heller ikke fordi, det er underligt," sagde han for at vinde sig en smule tid. "Det er bare... Sådan jeg ser det," endte han med at sige. "James og jeg kan ikke udstå hinanden og vi to kommer da... okay ud af det med hinanden?" Det sidste sagde han en smule forsigtigt, selvom han nok kunne gætte sig til, at hun ikke helt brød sig om ham efter dette. "Det virker bare som en underlig kombination... I mit hoved, altså," skyndte han sig at tilføje, så han ikke ville træde endnu mere ved siden af, end han allerede havde gjort. Hvor ville han dog ønske, at han var en af de der smooth typer, der altid kunne finde ud af, hvad man skulle sige...

[Deleted]

”Du virker sur, Lennox” sagde hun og så op på ham. Hendes øjne var gået fra brune til helt krystalblå, hvilket de oftest gjorde, når hun var ked af det. Nogle gange kunne hun ikke styre sit metamorpmagi når hun var for følelsesmæssig engageret i en situation. Det vil sige, at det var blevet bedre, men hun havde regnet ud, at det ikke helt var som Lennox sagde. Der var noget dybere, og det var ikke fordi hun ikke ønskede, at han skulle føle sådan, som sådan. Det var mere fordi hun vidste, at hun ville ende med at såre ham. Hun ville ikke være interesseret i ham. Hun var knapt oprigtigt interesseret i James. Han havde bare været der på et belejeligt tidspunkt, hvor Camden havde været lidt af en idiot, og fundet sig en anden. En eller anden Rachel, og det sårede hende så grusomt. Hun vidste selvfølgelig ikke at det var James der havde været i gang på det punkt. Hun kunne jo virkelig godt lide Camden. Hun rykkede sin stol tættere på Lennox, da han begyndte at snakke og tog fat i hans hånd. Hun kunne ikke være sur på ham, og hun kunne heller ikke rigtig hade ham. Sådan var hun. Hun lyttede til det han sagde og bed sig en anelse i læben, eftertænktsomt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham. ”Selvfølgelig kommer vi to godt ud af det med hinanden. Og det ændre ikke noget, jeg er sammen med James. Du kommer ikke til at se noget til ham kære Lennox. James og jeg har bare en lang historie sammen, så for os er det ikke underligt” sagde hun og klemte blidt hans hånd. Det var underligt at mærke hans hud mod hendes, for hun kunne ikke mindes hun direkte havde været i så tæt berøring med ham. I hendes hoved lignede han bare en der havde brug for det, og hun var selv god til nærkontakt.

[Deleted]

Hvis det havde været muligt, så havde Lennox taget en skovl, gravet en hul, lagt sig ned i det og dækket det til igen. Han ville give alt for at kunne forsvinde lige nu. Han kunne ikke finde du af sådan nogle situationer, det havde han aldrig kunnet. Han havde jo absolut ingen erfaring med dem. Normalt holdt folk sig jo på afstand, fordi han var så grov, men det var jo lige netop for at undgå disse situationer.
"Det er jeg ikke," sagde han og forsøgte at lade været med at råbe af hende, da han i øjeblikket havde størst lyst til at gøre så i øjeblikket. Ikke fordi han havde lyst til at være uvenner med hende, for det var jo ikke ligefrem fordi, han havde andre venner, plus det faktum, at at jo desværre var ved at blive lidt lun på hende. Men det var bare den nemmeste og hurtigste måde at få overstået sådan noget på. Bare at spille temperamentsfuld og skride. Så var den diskussion i hvert fald afsluttet, det vidste han da.
Han sad et øjeblik og kiggede ind i væggen, mens han faktisk kraftigt overvejede, om han bare burde benytte sig af sin sædvanlige metode, indtil at frøs fuldkommen. Hun havde taget hans hånd. Hun rørte faktisk ved ham. Han lod øjnene glide ned mod deres hænder, mens han forsøgte at høre efter, hvad hun sagde. Det var svært, men det lykkedes ham. Hele hans arm var spændt fuldkommen op over hendes berøring. Han var ikke vant til fysisk kontakt, overhovedet ikke. Han åbnede munden for at sige noget, men kunne ikke lige finde på noget. "Altså..." Var det eneste, han lige kunne nå frem til, men gik så i stå. Han anede slet ikke, hvad han skulle stille op. Selvom han sad fuldkommen stille, så var han på grænsen til panik indeni. Han anede virkelig ikke, hvad han skulle gøre.

[Deleted]

//Out, da dette emnet og plot ikke længere er gældende, ser jeg ikke en grund til at forsætte det //